En Aften paa Giske. Historisk Skuespil i een Akt af A. Munch
19. En Aften paa Giske, historisk Skuespil i een Akt af A. Munch. Christiania 1855. 8. 68 S. Chr. Tønsberg. Priis 30 ß.
Skal man tale om et christeligt Drama (se Anmeldelsen af Munchs forrige Stykke „Salomon de Caus“), da synes denne Benævnelse i fortrinlig Grad at maatte passe paa nærværende Skuespil. Thi dets Grundtanke er væsentlig christelig og det desto mere, jo mindre den peger sig frem som saadan, jo mindre den fremtræder i ligefrem Opbyggeligheds Form. Her er ingen abstract Andægtighed, ingen salvelsesfuld Prædiken; det er en virkelig concret Fromhed, der i en verdslig, næsten en hverdagslig Begivenhed, i al Ydmyghed bringer sit Offer. Det er Abrahams Offer — men der er intet Bjerg Moria og intet synligt Alter; der foregaaer ingen udvortes Cultus-Handling, men kun en Dyrkelse i Aand og Sandhed; det er som sagt kun en verdslig Begivenhed — igrunden en simpel Historie, som i en eller anden Form tildrager sig hver Dag, saalænge overhoved „Kjødet begjærer mod Aanden og Aanden mod Kjødet“.
Hvor denne Stamp føres, der er det altid tvende Verdener, der staae mod hinanden; den Enkelte, der kjæmper den, fører ikke blot sin, men Menneskehedens Sag, og den Strid, som synes allermeest en blot indre og subjectiv, er dog ikke alene en Kamp mod Kjød og Blod men mod „Ondskabs Aander under Himmelen“, mod Verdens herskende Magter. I sig selv bliver Kampen kun desto tungere, jo mere dette dølger sig, jo mindre Situationens ydre Storhed kan indgive en vis Ild eller bevirke en heroisk Spænding; men Kunsten kan — og man kan heri see dens evige Hedenskab — selv naar den fremstiller Christendommens inderlige Kamp, ikke undvære alt ydre Apparat; den behøver overhoved ydre Anskuelighed, og maa derfor fra Subjectivitetens Dyb af idetmindste aabne en Udsigt til de objective Magter, til de Verdenskræfter, der mødes derinde.
Digteren har saaledes med Føie hensat Handlingen i en Tid — der overhoved vel ogsaa er den meest dramatiske i vor hele Historie — da Kjødets og Aandens Rige, da Hedenskab og Christendom ogsaa udvortes i bestemte, storartede Gestalter stode imod hinanden, da enhver Afgjørelse i denne Henseende ogsaa kunde fremtræde med et bestemt Relief. Kun i en saadan Periode kan Handlingen ogsaa blive isandhed plastisk. Hvor Samfundsforholdene ere løse og ubestemte, hvor det nye og til Seir udkaarede Princip endnu ikke har udviklet en gjennemgribende Mechanisme, der om end ikke hindrer, dog tildækker og overskygger den frie Afgjørelse: der staaer det handlende Subject øiensynligt alene med det uendelige Ansvar, med en Verden paa sine Skuldre; der faaer især Friheden den Anskuelighed, Handlingen den Reenhed og Præcision, Charakteren de klare og skarpe Contourer, som den kunstneriske Fremstilling aldrig ganske kan savne. Derfor var det ogsaa fra en lignende Opløsningens og Overgangens Tid at Grækerne hentede fast alle sine alvorlige dramatiske Sujetter, en Tid, da den gamle saa at sige naturvoxne heroisk-aristokratiske Samfundsorden gik til Grunde og det nye Civilisations-System endnu var i sin Fødsel.
Lader os med vort nærværende Drama for Øie kaste et Blik over den Tid og de Samfunds-Forhold, hvori det indfører os. Det er bekjendt, at Olaf den Helliges Regjering netop i udmerket Forstand betegner et Vendepunkt i vor Historie — ikke blot fordi han indførte Christendommen, thi det havde jo ogsaa den forrige Olaf, ja endog Haakon Adelsteens-Fostre gjort, men fordi Christendommen først nu optræder som et virkeligt nyt Civilisations-System, hvorved ogsaa i det Verdslige en ny Tingenes Orden grundlægges. Man læse kun P. A. Munchs Historie, hvor Olaf Haraldssøns politiske Betydning medrette fremhæves. Istedetfor den løst forbundne Mangfoldighed af aristokratiske Høvdinger — ikke ulige hine oldgræske heroiske Fyrster — optræder nu Ideen om en virkelig Statseenhed, en Concentration af Landets Kræfter, der ogsaa først var i Stand til at sikre dets sande Selvstændighed lige over for Udlandet. At nu dette Monarchi, som af Olaf i Norge grundlagdes, virkelig her som overalt staaer i Forbindelse med Christendommen, ved hvilken overhoved alle de yngre europæiske Nationer først naae frem til politisk Existents, er ikke saa vanskeligt at vise, men maa her forbigaaes; kun kan bemerkes, at hiin Tilslutning til et høiere og mere omfattende Princip, end det, hvortil man ved Blodets umiddelbare Baand var knyttet, hiin Opgaaen i et Fædreneland, der var større end den umiddelbart kjendte hjemlige Omgivelse, ialfald forudsætter en Patriotisme af en ideellere Art, en høiere Pligtfølelse og Overbeviisning, hvorunder nærmere naturlige Forhold og naturlige Rørelser i Individets Barm maae underordne sig. Altsaa dog hiin almindelige christelige Fordring af et Offer, af Naturens Beseiring ved Aanden, om denne Fordring end ikke ligetil kommer i Christendommens Navn eller i dens specifike Form. Men dette Offer faaer ogsaa netop da sit egentlige Relief, som vi kaldte det, naar det Naturlige, som ofres, ikke blot har Kjødets og Blodets umiddelbare Magt, der altid er sterk i det skrøbelige Menneske, men desuden støtter sig til nedarvede Sæder og Institutioner, i det hele til et objectivt System og en Verdensorden, der endnu langtfra har tabt sin Anseelse og sin udvortes Gyldighed. Saaledes stode nu Sagerne paa den Tid, hvorom her er Talen. En Fleerhed af Folket havde vel ladet sig christne og underkastet sig Kongen; men hedenske Sæder og Traditioner havde endnu et udstrakt Herredømme; især havde det gamle Slægt-Aristokrati vanskeligt for at opgive sin Selvraadighed og sine hævdede Privilegier; at Alle skulde være lige for Loven og at Ret og Almeenorden skulde herske istedetfor Familie- og Gjæstevenskabs-Forbindelser og personlig Beskyttelse, overhoved det Almeenmenneskelige istedetfor det paa specielle, tilfældige Forhold Beroende, var og maatte være hine Høvdinger en ny og ofte ufordragelig Tanke, ja desto mere ufordragelig, som den ofte traadte i saarende Collision med den Pietet, med hvilken selv det naturlige Menneske hænger fast ved den fra Fædrene nedarvede Skik. Derfra udgik nu, som bekjendt, især mod Slutningen af Olafs Regjering en mægtig Reaction, for hvilken han tilsidst maatte falde som Offer, hvilket vi maae finde desto mere nødvendigt, jo mindre vi kunne være blinde for, at Olaf selv, som Tidens Barn, ikke var fri for hiin hedenske Levning, som vi vel iblandt Andet kunne see af den voldsomme Maade, hvorpaa han udbredte Christendommen, om vi end ikke i Et og Alt ville stemme i med vor Tids uhistoriske Litani om Grusomhed og atter Grusomhed. Men ogsaa denne Christendoms-Forkyndelse, ogsaa denne nye Tingenes Orden maatte lutres gjennem Lidelse og Forsagelse; ogsaa Kongen maatte bringe Abrahams og mere end Abrahams Offer, og først som Martyr kunde Sanct Olaf isandhed blive Norges nye Genius, hvilket da ogsaa Folke-Bevidstheden har gjort ham til.
Det er denne Periodes her udviklede ideelle Gehalt, der er Gjenstand for nærværende Skuespil. Dette er ingen Tragødie, thi Knuden løses til Alles Tilfredshed og her gaaer endnu Intet tilgrunde; dog hviler over det Hele en Aftenbelysning, et anelsesfuldt Skjær af Olafs nedgaaende Sol med hans Martyrkrone i fjernt Perspectiv. Men skjønt det er Tidens Kamp, der kjæmpes, skjønt det er store verdenshistoriske Ideer, der her støde sammen, saa er Begivenheden og de handlende Individer ikke egentlig verdenshistoriske; den historiske Afgjørelse er her ikke i sin centrale, een Gang for alle gyldige Form; de historiske Magter mødes paa et snevert Felt, der tilhører det private Liv, i en huuslig Scene, der ikke saameget i sig selv har historisk Berettigelse og Interesse, som meget mere fordi, som det heder i Stykket selv, hvad der her foregaaer er „et Billede paa det hele Land“, Noget, der maa tænkes i større eller mindre Maalestok at gjentages overalt. Man kunde derfor maaskee medrette sige, at Stykket ikke saameget er et historisk Maleri i streng Forstand, hvilket stedse maa gribe den historiske Idee i dens centrale Aabenbarelse gjennem dens fortrinsviis berettigede Repræsentanter, som snarere etslags Genrebilled, der mere skildrer den almindelige Tilstand, forsaavidt den aabenbarer sig i en individuel Handling instar omnium. Derfor er Billedet ogsaa medrette af lidet Omfang og af smaae Dimensioner; dets Dyd er mere at gaae i det Dybe, end i det Brede; det søger mindre at opnaae nogen Virkning ved Handlingens ydre Vigtighed, end ved dens subjective Gehalt, ved dens uendelige indre Resonants, hvori dog en Verdens Dissonantser med deres Løsning klinge ind.
Man har forresten ytret Tvivl om Berettigelsen af saadanne Genre-Billeder fra den forbigangne Tid. De mindre, mere episodiske Skildringer, saadanne som kunne faae Rum i et Eenacts-Stykke med faae handlende Personer, pleie helst hente sine Sujetter fra Nutiden, hvor det almindelige Underlag — den historiske Baggrund — maa antages at ligge umiddelbart i Tilskuernes Bevidsthed; hvor vi skulle føres hen til en fjern Fortid, der fordres i Almindelighed en fuldstændigere Objectivitet, en udførligere Skildring af Tiden selv i dens meest fremspringende Hovedtræk og det i alle Retninger, for at et concret Livsbillede skal fremstaae for vor Bevidsthed. Men saa rigtigt dette end er, saa maa dog bemerkes: deels, at der ogsaa i Fortiden gives Perioder, som i sine Hovedtræk maae antages at staae temmelig levende for Nutidens Bevidsthed, og dertil hører fornemmelig St. Olafs Tid, hvis Historie vel er den meest populære af Norges Kongers; deels at den samme Tid ved sine Forholds Simplicitet og Gestalternes plastiske Klarhed kan siges at erstatte deres Fjernhed, hvorfor den ogsaa ved faae og skarpe Træk kan faae Anskuelighed; deels endelig, hvad specielt nærværende Stykke angaaer, da ere de handlende Personer dog ikke ganske ubetydelige, men staae ialfald i nøie Forbindelse med Tidens vigtigste Personer og Begivenheder, ligesom tilsidst jo Kong Olaf selv optræder; vi merke overalt selv i denne huuslige Scene det store offentlige Livs Nærhed, føle saa at sige dets Pulse slaae. Og at der mangler stram, afgjørende Handling skal ialfald Ingen sige.
Forfatteren har forresten benyttet en virkelig historisk Anekdot, nemlig Stein Skaptessøns Æventyr med Thorberg Arnessøn og hans Hustru Ragnhild (eller Thora) Erlingsdatter, som fortælles af Snorre (og efter ham af P. A. Munch i hans Histories 2den Deel S. 705 flg.) At Digteren imidlertid har sammendraget og forandret Historien saaledes, at han lader Thorberg handle efter sit egentlige Sindelag, istedetfor at han først virkelig gav efter for sin Hustrues Trusler, og at Stykket fremdeles ved Kongens umiddelbare Mellemkomst lader Forsoningen strax paafølge og saaledes sparer os for de lidet opbyggelige, halv truende Underhandlinger, som efter Historien fandt Sted, maa vel Enhver finde i sin Orden, som erkjender at Digtning dog ikke er Historie. Imidlertid har allerede Historien her ydet fortræffelige Elementer. At det saaledes netop er Thorbergs Hustru, den mægtige Erling Skjalgssøns Datter, der repræsenterer det gamle System, den arvede Adelsstolthed og den dermed forbundne traditionelle Gjæstevenskabs-Ret, er saa træffende, som om det skulde være construeret af Ideen. Thi Kvinden staaer fortrinsviis paa Menneskelivets Naturside, har især en sterk Følelse af Slægtsbaandet og fremhæver overhoved, hvad der rører Menneskets naturlige Hjerte; den Trolddom, hun øver, er — som al Trolddom — aldrig fri for en Smule Hedenskab, og lige fra Evas Tid har hun været Mandens farligste Fristerinde. At Erling Skjalgssøns Datter har mere Sands for Ættens Storhed og arvede Hæder end for Kongens og sin Mands almene Civilisations-Planer, at hun sætter personligt Venskab og Forbindtligheds-Forhold over de for hende mere abstract klingende Begreber om Ret og lovlig Orden: er kun altfor naturligt; og at hun for den Sags Skyld endog skrider til at ville forlade sin Mand og drage til sin Fader, er vistnok efter vore Begreber haardt og ukvindeligt, men ganske i hiin hedenske Tids Aand, for hvilken det er charakteristisk, at det reent naturlige Æts-Baand igrunden gjælder mere i Bevidstheden end den idetmindste halvfrie egteskabelige Forbindelse. Det er netop betegnende for det gamle Slægts-Aristokrati, at Ragnhild igrunden føler sig mere som Erling Skjalgssøns Datter end som Thorberg Arnessons Hustru; at „Kvinden skal forlade Fader og Moder og blive hos sin Mand“, bliver kun paa et høiere Frihedens Standpunkt til fuld indre Virkelighed, og lige til den Dag i Dag har Fødsels-Adelen (endog iblandt vore storættede Bønder) undertiden en hemmelig Tilbøielighed til at betragte Egteskabet som en Contract.
Skjønt Ragnhild selv er christnet, er hun dog endnu i det Hele ved Naturens og Opdragelsens Magt bunden i det gamle System og de dertil knyttede Anskuelser. Om den nye Tingenes Orden, om det nye og høiere Civilisations-Princip, der ved Olaf skulde indføres, har hun intet Begreb. For hende er der intet Norges Rige, ingen Stat, ingen for Alle gjældende Lov og Rets-Forfatning — kun Ætten, dens Forbindelser og nedarvede Sæd. Hun har tilsagt Stein sin Beskyttelse, fordi han — selv en storættet Høvding — engang har viist hende en personlig Tjeneste; at han paa lovligt Thing er lyst utlæg, betragter hun kun som en Forfølgelse; at han har haanet Kongen og dræbt en ringe Mand, er kun en Bagatel. Hvad der imidlertid giver hendes Handling en Art Berettigelse er — foruden den naturlige Sympathi for den Ulykkelige, der endog til enhver Tid vil adle i det mindste en Kvindes Forsøg paa at unddrage Lovene deres Offer, skjønt den vel nu ikke længer kan bringe en Hustru til at forlade sin Mand — netop at hun handler i endnu tildeels bestaaende og ærværdige Forholdes Aand. Paa den anden Side er det nye System endnu kun i sin Vorden og antager let Vilkaarlighedens Form. Det er egentlig kun for Geniets Fremsyn, at det nye System, med hvilket vor Bevidsthed nu er fortrolig, i hiin Tid kunde vise sig i sin fulde Conseqvents og Berettigelse. Ogsaa hos Thorberg har derfor vistnok det Parti, hans Hustru tager, en hemmelig Allieret i hans egen Barm, thi Følelsen for Slægtens Adel og den gamle Gjæstfriheds-Lære kunne ikke være ham fremmede; hans Kamp bliver derfor kun desto haardere. Den Troskab mod den høiere Idee, som han sætter derimod, har ogsaa for en stor Deel Formen af personlig Hengivenhed. Kong Olaf er den overlegne Genius, der for ham repræsenterer Ideen, og til hvem han derfor har sluttet sig med Liv og Sjæl. At blive „Kongens Uven“ er en Tanke, han ikke kan forfølge uden at see sin hele væsentlige Livsopgave forfeilet og saaledes sin egen høiere Tilværelse tilintetgjort. Denne personlige Troskab er ingen Tilfældighed eller Grille og colliderer ikke med hans Troskab mod Ideen, for hvilken den netop er et umiddelbart Udtryk; den Tiltrækning, Kong Olafs Personlighed udøver, har, naar man seer nøiere til, sin Grund i at han betragtes som Bærer for det høiere Princip, for det i sig selv Sande og Rette. Kun er det i sin Orden, at Thorberg her ikke veed saa klart at skjelne; dette er baade poetisk og historisk sandsynligt, og Digteren har gjort vel i, ikke — som mangen Anden vel havde følt sig fristet til — at lade Thorberg declamere om den „Idee“, han havde viet sit Liv. At han paa sin umiddelbare Maade dog har fattet Ideen, d. e. med andre Ord: at han dog i det Væsentlige har forstaaet Kong Olaf og saaledes med fuld Overbeviisning sluttet sig til hans store Opgave, bliver alligevel klart nok.
Under disse Omstændigheder er det ikke underligt, at Publicums Sympathier ere deelte, hvilket endog ytrer sig saa, at Nogle ere vrede paa Ragnhild, Andre paa Thorberg. Men Sandheden er, at man virkelig maa føle Sympathi for Begge som hver paa sin Viis ædle og heelstøbte Charakterer, hvis Sammenstød ikke blot er deres, men Principernes, og herpaa beroer netop Stykkets Spænding og Interesse. At Manden har den høiere Ret paa sin Side og at Modstanden væsentlig er at ansee for en Fristelse, bør vistnok paa vort Standpunkt, da det, Thorberg og Olaf kun skuede i Aanden, er blevet gjennemført Virkelighed, ikke været tvivlsomt. Men ogsaa den anden Tænkemaade har en saa dyb Rod baade i Tidsaanden og i Menneskets naturlige Hjerte, at Tilskuerne ikke alene kunne begribe Fristelsens Storhed, men endog føle den som sin egen, sit eget Hjertes Fristelse, der herved anskues. Endelig er den samme Tænkemaade tillige forbunden med en Art af baade Pietet og Selvopofrelse, som ikke i Eet og Alt kan siges at være af det Onde. Saaledes synes endog et tragisk Udfald næsten uundgaaeligt, og kun Kong Olafs Mellemkomst kan her bringe fredelig Løsning. Ganske rigtigt! thi Olaf er den, der tilsidst maa bære Tidens Byrde og udkjæmpe dens Stamp; til ham skulle de Øvrige læne sig; han og ene han er det tragiske Offer, der — sin Mester lig — hengives for de Manges Fred. Deri aabenbarer sig da ogsaa nærværende Stykkes genreagtige eller episodiske Charakteer at det kun hentyder paa og ligesom leder hen til Tidens store Tragødie; men dette kunde ogsaa, som vi have seet, her med Føie skee, og netop denne Privatlivets sidste Beroen paa og ligesom Hvilen i det høiere Verdenshistoriske er selv en fuldkommen gyldig og skjøn Idee. At Olaf her løser Knuden, er ogsaa symbolsk rigtigt, for saa vidt som det netop er den Lære, han repræsenterer, der bragt til fuld Virkelighed skal løse alle slige Knuder og overalt bringe Forsoning og Fred. Den Tid skal komme, da det nye Princips Majestæt skal blive almindelig anerkjendt, da den gamle Aand skal nedsynke for den nye — som Ragnhild for Olaf — bringe den sin Hyldest. Hiins Feil var jo, at den — som Ragnhild — ikke „kunde ane“ Majestæten i den formummede Betlerskikkelse, under de tildeels raae og uadæqvate Former, hvori den nye Aand i mange Henseender virkelig fremtraadte — en Skikkelse, der ofte stak lurvet nok af mod Tidens arvede Glands og i mange Henseender syntes ialfald at passe bedre for Borgestuen end for Høvdingens Hal.
Om den Maade, hvorpaa denne Kongens Mellemkomst i Stykket iverksættes, kan maaskee siges, at den forudsætter et naivere æsthetisk Standpunkt, end det, hvorpaa Nutidens Theatergjængere i Regelen staae. Dog bør den neppe dadles, da den — endog uden Hensyn til den deri liggende Symbolik — baade i Stykket er ret godt motiveret og stemmer med Tidens Sæder i det Hele, er heller ikke specielt saa uforenelig med Olafs virkelige Charakteer, som Nogen maaskee kunde mene, man see f. Ex. Munchs Historie S. 669—70. Stykkets Anlæg og Holdning er i det hele naiv og saa lidet som muligt beregnet paa Theater-Effect; det er kun en skadelig Skarpsindighed, som i en saadan virkelig Naivitet kun seer et forslidt Theater-Fif. Det troskyldigere Folk vil neppe stødes derover; og hvad de Dannede angaaer, da skulde man erindre, at Dannelsens Fuldendelse netop maa vise sig i en Evne til i det mindste momentant ligesom at forsage sig selv og gaae ind paa et oprindeligere Standpunkt, for der, befriet fra Reflexionens og Lærdommens Ballast, at finde sin Glæde i en naturligere Folkelighed. Det dannede Publikum er først da tilgavns dannet, naar det ogsaa har lært blot at være Folk. At herved imidlertid menes noget ganske Andet, end hiin affecterede Naivitet, hvis Forekomst hist og her, i al sin Væmmelighed, alligevel er at betragte som en uvilkaarlig Indrømmelse i den af os antydede Retning, seer den Skjønsomme let.
Idetmindste har Digteren her ved Olafs formummede Optræden faaet Anledning til ved et slaaende Træk at fremhæve Modsætningen mellem den gamle doctrinære og i Standsforskjelle hildede Gjæstfrihed og den nye, friere og almindeligere. Det er saaledes saare charakteristisk, at Ragnhild med sin absolute Dyrkelse af Gjæstfrihedens Hellighed dog ikke lader til at have stor Lyst til at tage sig af den fremmede simple Mand, medens Thorberg strax modtager ham med Venlighed og tømmer Velkomstbægeret med ham. Ogsaa her staae Hedenskab og Christendom betydningsfuldt mod hinanden.
Idet Kong Olaf tilsidst viser sig i sin sande Skikkelse og ved sin vennesæle Auctoritet giver den specielle huuslige Scene en forsonende Afslutning, udvides Tanken med det Samme over Privatlivets snevre Kreds til det Store, Totale, som foregaaer rundt omkring. Det er som om Husets Vægge blive medeet gjennemsigtige, og vi see ud over det hele Land. Olaf har selv en klar Bevidsthed om den høiere, ligesom typiske Betydning af det, der denne Aften er foregaaet. Han seer, at Modsætningen og Forvirringen er almindelig, og at han og den nye Tingenes Orden fremdeles har en varm Kamp at bestaae. Reactionen reiser Hovedet i Veiret; fra alle Kanter trække mørke Skyer op, det seer ud til et rædsomt Uveir, „Prøven vil blive haard“. Imidlertid kan Troen og Haabet ikke forlade ham; som Tidsalderens rette Heros maa og skal han kjæmpe Kampen tilende. Han har en fast Forvisning om Seir, skal den end kjøbes med hans Død, hans naturlige Menneskes Undergang.
Denne haabefulde, skjønt alvorlige, Udsigt kan dog ikke blot være Olafs, men maa igrunden ogsaa være Folkebevidsthedens, hvis høiere Repræsentant han er. I sine bedre Øieblik maa Folket dog have anet den høiere Betydning af Kong Olafs Sendelse, den Seir, der var ham forjættet og den Glorie, hvori engang hans Navn skulde straale. At det, som Thorberg, ikke klart kunde skjelne, men knyttede sin Troskab og sit Haab umiddelbart til Olafs Person og Skjebne, er naturligt; Thorberg er jo netop et Billede eller et Exempel paa denne ædlere Folkebevidsthed.
Det er saaledes baade rigtigt og smukt følt af Digteren, at han ved Stykkets Slutning giver hiin umiddelbare Folkebevidsthed et Udtryk gjennem det Chor til Olafs Priis, der synges af dennes og Thorbergs imidlertid indtraadte Mænd. Gehalten af den foregaaende Handling gaaer saaledes ligesom over i Folkestemning (der naturligviis maa udtrykke sig musikalsk), og faaer derved sin høiere historiske Indvielse, der sikrer dens evige Betydning.
Naar det alligevel maa indrømmes, at dette Slutningschor ved Opførelsen gjorde en utilfredsstillende Virkning, da laa vel Skylden mestendeels i den tynde Besætning og den matte Udførelse. Om ogsaa Compositionen maaskee har manglet noget i den virkelige Grandeur, der her efter Situationens Beskaffenhed udfordres, tør jeg ikke afgjøre, da jeg væsentlig kun kjender den af hiin mangelfulde Udførelse
Jeg har her søgt at give et Bidrag til en positiv Kritik over nærværende skjønne Digtning, ved at udvikle dens Idee og bestemme dens Art. Det er overhoved en Trang for den tænkende Bevidsthed ogsaa ad denne Vei at finde sig tilrette i den Ideefylde, der i et skjønt Kunstverk paa en mere umiddelbar Maade træder den imøde. Og skjønt en saadan didaktisk Construction, som Kritikeren kan levere, i Væsen og Virkning er himmelvidt forskjellig fra det Kunstverk, der er dens Gjenstand, og overhoved hverken kan eller skal ligefrem beskjeftige Phantasi og Følelse, saa vil den dog, naar den selv er udgaaen fra en kjærlighedsfuld Betragtning, kunne bidrage sin beskedne Deel til under en Tilbagevenden til Kunstverkets egen Beskuelse at forædle den æsthetiske Nydelse og end mere fremhæve Verkets Skjønheder. Idetmindste ville derved af sig selv fjernes endeel forstyrrende Betænkeligheder, der have sin Grund i en mere overfladisk Opfattelse af Verkets Grundtanke.
Paa enkelte Udsættelser vil jeg her ikke indlade mig. De ligge i Almindelighed nær nok, og det er i visse Tilfælde en sandere Retfærdighed og en større kritisk Grundighed at oversee, end at udpege dem. Kun en Bemerkning vil jeg i Forbigaaende fremsætte, da jeg ikke veed, om den er falden nogen Anden ind: at Versklangen i Steins Smædekvad mod Olaf synes mig altfor blød til Kvadets Charakteer og Bestemmelse. Om Digteren end ikke vilde binde sig til den oldnorske Form med Riimbogstaver — hvilket dog netop i en hedensk Islændings Mund maaskee vilde synes end mere nødigt end i det en nyere Tid bebudende Slutningschor —, saa torde dog ialfald „Archilochos’s Pile“ maaskee have været mere passende til Stemningen end de bløde, smidige Trochæer.
Saameget mindre vilde jeg tilbageholde denne metriske Bemerkning, da den giver mig Anledning til som Modsætning at gjøre opmerksom paa den mandige Velklang, der i det Hele hersker i dette Stykke, mere maaskee end i noget af Munchs tidligere Arbeider. Man seer ogsaa i dette Træk, hvorledes denne Digter udvikler sig indenfra: som hans Følelse og Tanke bliver sterkere og kjekkere, saa bliver og Klangen i hans Vers.
M. J. Monrad.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |