Emil/12
Tolvte Brev.
Emil til Vilhelm.
Schiller.
Ruinerne, den . . . .
Salige ere de Gode; de skulle hvile af deres Gjerning!
Min Vilhelm! Her sidder jeg saa vel tilmode og græder ved min Faders Grav. Hellige Ven, I hvile i Ro til den evige Opstandelse! Min Luise slynger sin Arm om min Hals og læser, hvad jeg skriver; min ærværdige Moder gaar op og ned og smiler blideligen gjennem de klare rolige Taarer; Treumann ser saa besynderlig paa os Alle sammen, som han forstod os. Nu er Luises Moder færdig; hun har plantet en Rosenkvist paa Graven.
Tranquillo varco
A piu tranquilla vita,
har Greven skrevet paa en Sten og lagt den op mod Højen; han visker en Taare af sit Øje og ser ud i den uendelige Himmel.
Jeg havde lidt efter lidt forberedet min Moder til endnu engang herneden at see sin tro Ven. Vi rejste da sammen til min kjære Skovhytte, og jeg forlod dem, for at berede min Fader paa denne skjønne Scene. Men han behøvede ikke at forberedes; løst fra sit Støv havde hans høje Aand alt omfavnet den elskte Gjenlevende. Jeg fandt ham, omspillet af et forklaret Smil, uforandret, kun lidt blegere, at slumre paa sit Leje. Ja, Vilhelm, han slumrede kun. I højre Haand havde han to nys afbrækkede hvide Roser. Jeg kyssede den kolde Haand, og gik sagte tilbage til Selskabet. „Moder! kom kun til din Ven, han venter Dig; han har den hvide Rose i Haanden.“ Hun blev bleg, men fattede sig strax. „Jeg forstaar Dig, min Søn; kom lad os gaa derhen.“
Nu hviler han med Roserne i Haand; og med dem skal han opstaa. Fred med hans Minde!