Emil/11
Ellevte Brev.
Luise til Mariane.
Gleich wie der Sand des Stundenglases rinnt.
Schiller.
St. Annæ Kloster, den . . . .
Mariane! Jeg er ikke mere den flygtige, letsindige Pige. Jeg har ham i mine Arme og græder Glædestaarer, men kan ikke lee. — O, hvor ædel er hun ikke, den gamle, fromme Moder! Hvor huld, naar hun lægger sin velsignende Haand paa Emils og min Pande; ja den maa bringe megen Velsignelse. Gode Mariane, jeg er usigelig lykkelig. Jeg bytter ikke mine Glædestaarer for al Verdens Latter og Fryd. Ogsaa Emil er forandret; han er et Menneske i en højere Stil, sagde min Fader idag. Alvina har ikke fortalt om hans Fødsel og om sine sidste Livsaar, og jeg vover ikke at spørge hende. Hør, hvorledes jeg fandt ham. — Min Fader foranstaltede igaar en Landtur. Men først maa jeg sige Dig, at Moder Alvina ikke er Nonne; hun har kun Lov at bære Dragten, og bor, naar hun vil, i Klosteret. Vi spiste i en Lystlund og min Fader gjorde os opmærksomme paa et Tempel imellem Trærne. „Husker Du“, sagde han spøgende, „Nonnens Spaadom om Gudegaven? Gaa til Templet og bed Eros om din Rolvigne.“ Jeg saa forskende paa ham, og i hans Ansigt laa bag Smilet den rørte Faderglæde. Jeg traadte bævende til Alteret og sank, betagen af en glad Anelse, ned. Da styrtede Emil frem, og jeg laa ved hans Hjerte. Jeg er for oprørt til at begynde paa den Scene, da Emil første Gang omfavnede sin Moder. Gud velsigne hende og ham, Gud velsigne mine Forældre, og Dig, Mariane; o maatte jeg blive min Lykke værd!
Der venter os Alle endnu en Glæde, siger Emil; han og Fader gjøre Tilberedelse til vor Afrejse. Hvad kan han endnu ville?