Emil/10
Tiende Brev.
Luise til Mariane.
Og smaalig veje dem.
J. Ewald.
Den . . . .
Min Mariane! Her faar Du Resten af hans herlige Moders Historie. Hvad er det nu jeg skriver, jeg dumme Tøs! Ja nu staar det der engang. Egentlig vilde jeg beholdt det hos mig selv til siden, naar — aa ja, nu er det jo sagt! Det er hans Moder, Emils Moder. Derfor var det, jeg nogen Tid skulde i Kloster, fordi min Moder Alvina vilde lære at kjende sin Emils Luise; thi vor Forbindelse har længe været aftalt mellem mine Forældre og hans fromme Moder. Gaar ikke alt til saa smukt og herligt, som i en af Lafontaines Romaner? Bare ikke Emil bliver borte, for saa duer Romanen slet ikke. Gode Mariane, jeg er saa ængstelig; men min Fader har godt Haab, og jeg vil fordybe mig i min Fortælling, til jeg glemmer min Frygt. — Naa, det er atter Alvina, som fortæller.
„En Morgen, da jeg kom til det kjære Vindue, satte min Gjenbo et stort V af Papir i sin Rude. Jeg forstod ham, smuttede ind efter Blyant og Papir, skrev hans v ned og nikkede, at jeg havde det. Derpaa kom et O. et T. o. s. v., og jeg fik ud: votre nom? Henrykt over hans Opfindelse, klappede jeg i Hænderne. Vi fortsatte nu Samtalen med Øjnene; men næste Dag havde jeg mit Alfabet færdigt. Det første bon jour, bonne nuit, o, mine Kjære! saaledes kan ingen Moder have glædet sig over Barnets første Ord. Han kyssede paa Fingeren og dandsede, som jeg, af Fryd. — Snart dreve vi Kunsten højere. Jeg klippede en Palmekvist og sammensatte derpaa: c’est à dire: bon jour. Vi tegnede det op og brugte siden det enkelte Tegn. Saaledes blev vor Tale uendelig lettet. Hans egentlige Navn fik jeg aldrig at vide, han havde svoret at fortie det. Ogsaa bad han mig fremdeles dølge vor Hemmelighed for min Veninde. Saaledes gik atter et Aars Tid, og nu blev Prinsessen syg. Gud ved, hvad jeg følte ved at see hende med stærke Skridt ile Døden imøde; hun havde Tæring. Jeg bebrejdede mig bittert at have dulgt hende min Lykke, en Lykke som alene gav mig Kraft og Sundhed og Munterhed i denne Ensomhed; men nu var det desuden for sent at sige det. Hun gik til det Bedre, den bodfærdige Synderinde, glad i det visse Haab om Liv i Jesu Død. Fred være med hende“. Og Moder Alvina ofrede sin Venindes Erindring en Taare. Efter en Pause vedblev hun:
„Den Stumme tog min afsjælede Venindes Legeme af mine Arme og bragte hende bort; den tro Tjeners taareblændte Øje var hendes Ligtale. Hvilket Liv fra nu af for mig, naar ikke Kjærlighed, den reneste Kjærlighed, havde forsødet mig det! Nu var jeg næsten den hele Dag indsluttet i mit lille Kjærlighedstempel. Saaledes gik et halvt Aar. Da viste min Ven mig en Dag en Due og spurgte, om jeg kunde skaffe mig nogle Duer. Jeg skrev til Kommandanten derom og fik strax nogle Par. Min Gamle gjorde mig et Dueslag i Gaarden, men jeg satte et sammen i mit kjære Vindu. Jeg bragte en Due deri, og vips fløj hans over til mig, og, o Glæde, den havde et Brev med en Ring under sin Vinge. Jeg bandt et Svar fast, hvori en Lok af mit Haar; saasnart jeg gav ham Tegn, satte han en Hundue til Vinduet, og se, vort Postbud ilede igjen til den gamle Mage. Nu gik det raskt; ja vi skikkede endog Bøger til hinanden, idet vi reve Bindene fra og sendte dem i smaa Partier. Dog jeg lovede Dem Korthed, mine Venner; tilgiv den Gamles Snaksomhed“.
Havde Du hørt hende selv fortælle, Mariane, Du vilde da sagt, som vi sagde, at det var os endnu for kort.
„Det var næsten fem Aar efter min Indsluttelse, da min Stumme bragte mig et Brev fra Kommandanten, hvori han udbad sig Tilladelse for sin Gemalinde at maatte besøge mig, da Kongen havde tilstaaet hende det. — Hun var mig velkommen; men først maatte jeg skriftlig undertegne et Løfte, at holde skjult for hende og for Enhver, der muligens kunne faa Tilladelse til at tale med mig, saavel mit eget som Prinsessens Navn, Vilkaar og Alder. Denne Dame, hvis Fornavn var Therese, kom til mig, dreven af Medlidenhed med min Forfatning; thi hun vidste, at vi havde været to, og at min Veninde var død. Hun havde længe forgjæves søgt Kongens Tilladelse; men nu var Dauphin bleven Konge, og Meget tog en anden Vending. Tilladelsen blev hende nu strax given og den Gode kom hver Dag en Time ind til mig. Endelig bragte hun mig en Eftermiddag — o, den reneste Glæde svømmede i hendes Øje — den Efterretning, at jeg, under nogle Bestemmelser, var fri. — Hvor blandet var ikke det Indtryk, dette Budskab gjorde paa mig! Dybt rystet sank jeg om paa en Stol. „Gode, kjære Therese, jeg føler dybt i min Sjæl Deres uegennyttige Venskab og Frihedens Lykke; men nu er jeg saa overvældet, saa mat; gaa nu fra mig, min Gode, og kom igjen imorgen“. Hun, som ikke tvivlede paa, at det jo var den stærke Glæde alene, der betog mig, omfavnede mig, trykkede et Kys paa min Pande, og forlod mig. Fast besluttet, at dele Skjæbne med min Elskede, skrev jeg ham strax Alting til og forsikrede ham, at dette Værelse var min Verden, saalænge han var Fange. Forestil Dem mine Følelser, da jeg læste dette Svar“. Alvina viste os det, trykkede Papiret til sit Bryst og læste:
„Elskede! Min Haand skjælver af Fryd, og mine Taarer flyde. Lad os med brændende Hjerter knæle for den uendelige Kjærlighed, som underligen ledte os sammen paa disse Veje, for at opdrage os til Kjærlighed, der ikke hører Jorden til. Ja Alvina, min elskede, min Brud! modtag din Venindes Gave, og jeg skal møde Dig, hvor Du bestemmer; siden ni Maaneder har jeg været fri.“
Aldrig nedrandt en hedere Taare over en Bedendes Kind. Gud! Du var min første, min tro Elskte min anden Tanke! O, I Gode, fra nu af, følte jeg, kunde jeg gjerne levet og døet i dette Rosentempel; thi det var intet Fængsel.
Min Sjæl bliver ikke træt, men min Stemme, og jeg vil ile. Frie og salige sank vi i hinandens Arme paa denne Side Frankriges Grændse. Denne Stund — nej lad mig tie — den var for stor, for ren for Dødelige. Saaledes have aldrig to Dødelige omfavnet hinanden; vi vare ikke to; forlængst vare vore Sjæle strømmede over i hinanden. „Emil“, sagde jeg alvorlig, da vi vare viede, „tror Du ogsaa, vi kunne være inderligere, ømmere og helligere forenede, end vi vare det i vore Fængsler?“
„Jeg forstaar Dig“, svarede min Elskede med et sjælfuldt Blik; „jo, Alvina; thi før var det Skjæbnen, der helligede vor Kjærlighed; nu kunne vi selv hellige den.“
Vor nye Pagt blev sluttet med et inderligt Favnetag, og han heftede en hvid Rose paa mit Bryst. Vi boede lykkelige, som de salige Aander, i en ensom stille Egn; men — en Due bragte ikke længere vore Kys; min Elsker blev min Mand. Menneskene ville smile til min Fortælling, disse Mennesker, som ej have Anelse om en Kjærlighed, der, ren, som den strømmer ud fra den Evige, gjennembæver det lutrede Menneske; men I, mine Venner, ikke sandt, I smile ikke?
Den Cherub, der blottede sit Sværd for Edens Port, stillede sig ogsaa imellem vore Hjerter, da vor sidste Pagt var brudt. Forgjæves vilde vi opmuntre hinanden, forgjæves træde tilbage i det gamle Forhold. Det fine ætheriske Baand, der sammenslyngede vore Hjerter, var forvandlet til en tornefuld Rosenbusk.
En Morgen traadte jeg grædende hen til ham: „Emil, skulle vi adskilles?“ „Ja, Alvina“, sagde han med skjælvende Stemme; „thi vi ere adskilte; lad os skilles, at vi kunne forenes“. Ogsaa denne Time var stor, mine Venner.
En Aften traadte han ind til mig, og bad mig følge med ham; vi gik ud paa vort Vinbjerg og saa Solen dale i sin Rosengrav. „Tak for al din Kjærlighed!“ udbrød han pludselig og sluttede mig i Favn; „den skjønne Time slaar vel ikke paa Jorden, da vi skulle gjensees; men hisset — hisset bringer jeg Dig atter en hvid Rose. Lev evig vel!“ Sagte, som den Døendes Aande, bøjede han sig over mig, trykkede et Kys paa min Pande, og var borte.“
Hun taug, og jeg tier ogsaa Mariane; jeg tør ikke drage Dig fra Himmelen ned paa Jorden.
Luise.