Emil/09
Niende Brev.
Luise til Mariane.
La vieillesse a le souvenir.
St. Annæ Kloster, den . . . .
Kjære, gode Pige! Nu er mig Meget klart; jeg har ogsaa Meget at fortælle; naar jeg nu bare kunde samle det. Mine Forældre ankom for nogle Dage siden, og igaar gav Fader vist Haab om snart at see Flygtningen, da han nylig har vist sig i Egnen om Elysee. Godt Mariane, din sikre Følelse bedrog Dig ikke; han maatte endnu engang see Elysee, før han kunde forlade det for stedse. Jeg lever da i Haabet; og nu om noget Andet. Først maa jeg sige Dig, at jeg har faaet Lov at skrive Dig dette Følgende til; thi ellers skulde jeg vist tiet end ogsaa for Dig, Du Kjære. Det var i Forgaars Aftes; mine Forældre, Moder Alvina og jeg spiste sammen i den store Sal. (Du ved, Alvina staar ikke saaledes under Klosterlovene som de andre Nonner). Der herskede dyb Taushed ved Bordet, og vi mærkede, at Alvina havde Noget at sige os. Saasnart Tjeneren var borte, begyndte hun.
„Mine Venner! Jeg har isinde endnu engang i Erindringen at gjennemleve mine rundne Aar. Ville I ledsage mig? Det er sødt at mindes de fremfarne Dage; thi de glade Timers Smil forhøjes i Erindringens Aftenglands, og om de mørke Dages haarde Ujevnheder hviler Tidens dunkle, velgjørende Dunst, og indhyller de skarpeste Kanter. De, mine to gamle Venner, kjende Adskilligt af mit Liv; men Du, Luise, endnu Intet. Jeg vil derfor kort og løselig gjennemløbe det i sin Tidsfølge.
Min Fader har været en af Frankriges fornemste Mænd; han og min Moder forlode Verden, før jeg endnu var fire Aar gammel, og jeg levede hos en Beslægtet ved Hoffet. En vis Prinsesse, der var faa Aar ældre end jeg, blev min fortrolige Veninde; vi vare stedse sammen i Læsetimer og i Fritimer. Men efter nogle Aars Forløb kom der en Engelsmand til Hoffet og vandt i høj Grad hendes Yndest, og fra dette Øjeblik var Harmonien mellem os forsvunden. Vore Begreber vare nemlig hel forskjellige i Meget, og jeg har kun engang i mit Liv, med Vidende, forladt mine Grundsætninger. Jeg sagde hende da min oprigtige Mening, og trak mig tilbage. Det gik netop, som jeg havde spaaet min ældre Veninde, og da flere Uheld stødte sammen mod den arme Pige, greb man til det skrækkelige Middel, at dræbe hende for Verden; det vil sige, man udgav hende for død, og spærrede hende ind. Nu er jeg en gammel Kone; nu har jeg selv lidt saa meget, men den Nat staar mig altid levende for Tanken, den Nat, da hun styrtede ind og vækkede mig af Søvnen med det skrækkelige Budskab. Jeg var kun fjorten Aar dengang, men havde nogen Kundskab og Dannelse for den Alder. Jeg besluttede da at gaa op til Kongen og forestille ham hendes Sag, og medbragte endog nogle, som jeg syntes, meget gode Raad. Men naturligvis var der Intet at forandre, og Alt, hvad jeg fik udrettet, var Tilladelse til at lade mig indspærre med hende. Hvad synes Dem, mine Venner, om en fjortenaarig Piges Beslutning, at ville leve i evigt Fængsel? thi det sagde man mig, at jeg aldrig mere kom ud, end ikke, om Prinsessen døde. Negte vil jeg ikke, at Forfængelighed og ungdommelig Overvurdering af min moralske Kraft havde lige saa megen Del i denne Beslutning, som opofrende Venskab, og i Førstningen gik der ingen Dag, uden at jeg begræd mit Valg. Prinsessen modtog under tusinde Taarer mit ædelmodige Tilbud. Da vi ved Midnatstide rullede ud igjennem Versailles Gader i en tæt tillukket Vogn under stærk Eskorte, hørte vi Klokkeklang og mødte — vor egen Ligbegjængelse. Det var en skrækkelig Følelse. „Død, død for Verden! lev, lev i Graven!“ Saaledes klang de dybe Ligklokker. Bevidstheden forlod os begge. Endelig ankom vi til vor Bopæl, den skrækkelige Bastille. „Det er sidste Gang, Noget i Verden rører sig for vor Skyld“, hulkede Prinsessen, da Vindebroen gik op efter os. Vi bleve anviste vore Værelser af en gammel stum Tjener, som var den eneste Kommunikation mellem os og Kommandanten; thi denne maatte selv ikke see os. Vi havde hver to Kabinetter, bekvemme, men smagløse, og de høje jerngitrede Vinduer kastede kun sparsomt Lys ind til os. Vore Bøger, Skrivetøj, et Klavesin, som den stumme Tjener kunde stemme, et Par Broderrammer og en vel forsynet Garderobe, var alt didbragt. Vort Kjøkken, som Tjeneren i Førstningen besørgede, toge vi os for, selv at bestyre. Vor Spadseregang endelig, var et lidet grønt Gaardsrum imellem fire høje Mure uden Vinduer. — Et Par sørgelige Aar runde da hen, og vi vare temmelig vante til vor Skjæbne; ja mangen Gang sang og spøgede vi ret glade, lo hjertelig over Molieres Theaterstykker eller af Don Quixottes Pudserligheder. En Dag, som jeg sad i mit Sovekammer, blev jeg var, at Sengen skjulte en Jerndør, og jeg besluttede strax at undersøge den, ikke for at komme ud, thi det hverken kunde eller vilde jeg, men fordi alt Nyt er vigtigt og interessant for Mennesket i en Stilling som vor. Jeg fandt den tillaaset og Hængslerne faste, men af Tid og Fugtighed saa forrustne, at jeg haabede, de lode sig file itu. Da jeg ikke kunde vide Udfaldet og Følgen af mit Forehavende, taug jeg for min svagelige Veninde dermed, i Haabet om, maaskee at skaffe hende en uventet Fornøjelse. Hvilket Arbejde for et Fruentimmer med en Fil, der var dannet ved at hugge Skaar i en Kniv“.
Men, Mariane, jeg maa hvile mig og hente mere Papir.
Alvina fortalte fremdeles:
„Efter to Maaneders daglige Bestræbelser vare Hængslerne overfilede, og jeg trak med temmelig Lethed Døren ud. Et stærkt skinnende Lys skinnede ind. Lidt frygtsom krøb jeg igjennem den lille Aabning, og stod nu i et oplyst, meget lidet Kammer, hvori intet Møbel eller Spor af nogen Menneskefod var at see. Nysgjerrig traadte jeg til Vinduet. Al min Udsigt var en nøgen, høj Mur med et lidet Vindue. Der indenfor stod et Menneske, og jeg trak mig frygtsom tilbage. Men han var bleven mig var, og vinkede venlig. Ogsaa hans Vindu har Jernstænger, altsaa er han Fange som jeg, tænkte jeg og fattede Mod. Længe stode vi saaledes lige overfor hinanden, og indsugede i lange Træk Nydelsen, den uvæntede Nydelse af at see en ny Medskabning. Han var en skjøn, en meget skjøn Mand, og det vil være Dem begribeligt, mine Venner, at den sextenaarige Pige, uden just at kunne tænke sig nogen Grund, besluttede at dølge sin Veninde denne vigtige Opdagelse. Jeg kunde nu hvert Øjeblik vente Prinsessen, og maatte gaa. Med et venligt Nik forlod jeg Vinduet; jeg krøb tilbage, trykkede Sengen vel for Aabningen og skjulte for det første min Jerndør under Dynerne. Fra nu af oprandt glade Timer for mig. Den sene Aften og den tidlige Morgen sneg jeg mig ind i mit Allerhelligste, og var altid vis paa at finde min Gjenbo ved Vinduet. Tale kunde vi ikke med hinanden, da den vilde Flod, som løb midt igjennem Fæstningen, døvede Stemmen, og vi ej heller torde raabe højt. Vi maatte da for det første lade det blive ved Synet.
Endnu engang, det var Uret, at jeg dulgte min Veninde denne Glæde, og i mangt et varmt Favnetag bad jeg hende hemmelig om Forladelse. Men hvor undskyldelig var ikke min Brøde?“
Det er over Midnat, og jeg kan neppe holde Pennen længer for Træthed i mine Fingre. Imorgen mere. Jeg tror, jeg har givet Dig Moder Alvinas Fortælling Periode for Periode; men hendes lette Stil kan jeg ikke give.
Din Luise.