Emil/08
Ottende Brev.
Comtesse Luise til Mariane.
Som dandser og synger for hver Mands Dør,
Som vinker og smiler og aabner sin Favn;
Mon Haab ikke være den Pigelils Navn?
Ingemann.
St. Annæ Kloster, den . . . .
Din Luise er atter i Ligevegt, bedste Mariane! han maa findes, han maa opspørges; min Fader giver sig ingen Ro, før han kommer frem. Gud, det anede mig strax, da han pludselig rejste sig og gik ud af Kabinettet. — Den Lyst, vi Piger nu altid have til at pine de stakkels Mandfolk. Men hvis er Skylden? Hvorfor ere de saadanne godmodige Dyr, og lade sig styre af os ved en Silketraad? Vidste de, hvor tapre vi mangen Gang ere i Hjertet, naar vi synes haarde som Diamant, ak Mariane, hvordan vilde det saa gaa os?
Men sig mig nu, hvad skulde jeg nu ogsaa gjøre? Da jeg nu engang havde sagt ham, at jeg virkelig skulde i Kloster, og han løb, før jeg fik pustet Liv i ham igjen, saa kunde jeg dog sandelig ikke rendt efter og raabt: „Bi dog lidt, min Ven; vær ikke bange; det er kun et Prøveaar!“ Og om Aftenen i Haven. Som jeg gaar og grunder paa en god Maade, at give det kjære Menneske Haab igjen, styrter han frem, og siger mig det sidste Levvel saa ømt, saa knust, og vil ile bort. Var jeg kun ikke besvimet, jeg ved nok, hvad jeg havde gjort. Men nok herom; han maa findes, og saa skal jeg strax ud af Klosteret, siger min Fader og smiler; „thi Du blev en herlig Nonne, Du!“ lagde min Moder til. — Ved Du, hvorfor man egentlig har bestemt mig til denne Poenitense? Det er, fordi jeg skal blive bekjendt med den gamle vakre Nonne Alvina, som Du holder saa meget af; men er ikke det besynderligt? Min Moder forsikrede mig imidlertid, at jeg snart skulde forstaa det. Denne Hemmelighed ligger mig, næst Rolvignes Flugt, allermest paa Hjerte. Du kan tro, hans Afskedsbrev til min Fader ser confust ud; jeg ler og græder ti Gange om Dagen over den hele Historie. Herre Gud, Mariane, hvor kan han dog blive af?
Ja, Du har Ret, gode Pige, Alvina er elskværdig. Jeg er saa glad, naar jeg kan komme til at kysse hendes Haand, og hver Gang hun smiler til mig, glæder jeg mig som et Barn. Jeg har nu faaet Lov at pynte hende hver Morgen! O, hvor hun er sød! De andre gamle Nonner ere enten knarvorne, eller sladre og spøge uophørlig; men Moder Alvina er saa forunderlig, saa højtidelig og dog saa ligefrem. Jeg ved ikke hvad hun er, men velsignet er hun. Men kan Du begribe, hvad de Papirfigurer betyde, som hænge rundt om Væggene i hendes Celle? Det er Udklipninger af Myrthe- og Palmegrene i mange forskjellige Skikkelser; nogle ere ligesom Krandse. Jeg vovede at spørge hende derom, og hun svarede: jeg skulde snart faa det at vide. Men, min Gud, hvor bliver da Emil af?
Den . . . .
Tænk, Du, jeg har faaet Emils Plads besat; naa, bliv kun ikke bange, det er bare hans Informatorplads, jeg mener; for nu læser Moder Alvina med mig. Hun har Petrarca. Men det gaar dog ikke nær saa godt nu med min Oversættelse; den faar intet Liv. — Her er en Nonne, som spaar i Kaffe; hun har spaaet mig, at jeg snart skal faa en Gudegave. Hvad skal det betyde? Det ved jeg, at hun for mig maa beholde sine Gude- og Gudindegaver, naar bare Emil kom igjen. Men det er ogsaa ubegribeligt, at han bliver borte. Min Faders Avertissement i Aviserne maatte han dog forstaa Betydningen af. Eller har han glemt mig? Sig mig, Mariane, kan han have glemt mig?
Fortsættelse af 7de Brev.
Og sjunger højt og Harpens Strenge slaar;
Og naar min Glædedrøm er atter svunden,
Jeg klager vemodsfuld mit tunge Kaar.
En Kulsvierhytte i Skoven ved Elysee.
Morgen den . . . .
Jeg har været der, elskede Ven, jeg har siddet i Lysthuset, hvilet paa Mosbænken, drukket af Fontænen. Ak, nu er det Høsten, Sommeren er forbi; ogsaa min Sommer, gode Vilhelm. Men jeg er meget rolig. — I Haven før var jeg næsten glad. Det er en forunderlig blandet Følelse, der betager Sjælen, naar man ser et kjært Sted igjen. Jeg skrev følgende Elegi i Haven, og sneg mig saa hen i den tomme Hytte. Greven og Grevinden ere reiste til Klosteret, hvor hun er.
Det er endelig Tid, at Du faar dette gamle Brev.
Elegi.
Saaledes Svanen gled over den spejlklare Sø.
Dybere bøjer sig ned mod Jord den venlige Himmel.
Maanens smeltede Sølv sitrer paa Bølgernes Spejl;
Og i det stille, uendelige Blaa vil mit Hjerte udflyde,
Fuldt af Vemod og Fryd, fuldt af smertelig Lyst.
Musa, du venlige Mø, ræk Harpen hid, jeg vil synge;
Du skal lette mit Bryst tonende Sølverstreng.
— O fortryllende Plet, en Bautasten for min Lykke!
Her for en flyvende Stund salig jeg var som en Gud;
Her et Sølverminut en Seraf mig venligen øste
Ud af et Glædeshav hist paa en skjønnere Jord.
Ønsket taug i min Barm, jeg attraade Intet paa Jorden,
Og hvad vilde jeg vel? thi jeg besad den jo hel.
Solens Straaler nedbar til Jorden den Eviges Smile,
Og i det store Alliv slynged sig tusinde Liv;
Taagen lig om Himmelens Fod i de bugtede Folder,
Sank hver dæmrende Tvivl ned fra min salige Sjæl.
Lykken var kort, et Efemer den smilte og døde;
Sommer, ak i din Grav har jeg begravet mit Haab,
Ei var Vælde og Guld og Jorderigs Glimmer min Attraa,
Ikke et roligt Liv, evigt med Roser bestrøet,
Ej et berømmeligt Navn og Glands og udødelig Hæder;
Dog var mit Ønske for stort, Haabet bortviftedes brat.
Snart det visnede Blad af en Rose dækker vor Himmel,
Snart den lukkede Kalk af en Forglemmigej.
Nu er Mindet min Trøst og Alting smiler Erindring;
Fuglenes Fløjtespil, Bækkens rislende Klang,
Engenes venlige Grønt og Himmelens hvælvede Bæger,
Blomsternes liflige Duft, Vestvindens luftige Hop. —
O hvor dette er blidt, hvor sød er Erindringens Taare!
Skal jeg end tabe Alt, røv mig o Himmel ej den!
Fortiden smiler mig til gjennem Vemods venlige Taarer,
Og af et ukjendt Væld gyder den Ro i min Barm.
Lev vel, gode Vilhelm, og glem ikke din Stakkels
Emil.