Emil/01
Første Brev.
Emil til Vilhelm.
Schiller.
Wien den . . . .
Ret Vilhelm, længere kan jeg ikke bie. Lad Doktoren skjænde, jeg maa, jeg maa skrive Dig til. Jeg har saa meget at sige, ak ― og her forstaar man mig ikke. Doktoren en brav men harsk, alvorlig Mand, snakker kun om Diæt og Draaber, og min Værtinde, en godlidende, from Kone, reder tyve Gange om Dagen min Seng og gjør mig hver Gang tyve Spørgsmaal. Min Treumann alene hører taalmodig paa mig og og logrer med Halen, som om han forstod mig. Saa bliver jeg sommetider saa beklemt, saa underlig, naar jeg tænker paa mit Hjem, min forunderlige, uventede Rejse; og naar min sidste Hændelse her rinder mig ihu, saa komme mine Feberdrømme atter igjen, og da beskylder min Doktor mig for at have drukket Kaffe. Ak de Mennesker, de tro nu, Alt kommer fra Legemet! Men det er sandt, Du ved jo endnu Intet, hverken om min Afrejse eller min Sygdom. Bliv ikke vred, jeg troede Du vidste det, for jeg har saa tit talt med Dig i mine Feberfantasier. Du ved, hvor ofte jeg bad min Plejefader om at maatte rejse, og at han stedse afslog min Bøn. Nu – som jeg sidder paa Kontoret, kalder han mig pludselig ind. Han var bleg og forstyrret, men med paatvungen Rolighed nikker han og leverer mig et Brev. Her har Du det.
„Hr. Kohlmann anmodes herved om snarest muligt at sende den unge Emil de Nolvigne til Wien, hvor han maaskee vil blive bekjendt med Nogen af sin Familie“.
„Og uden Underskrift og Datum!“ sagde min Plejefader efter en Pause. „I Sandhed meget besynderligt!“ udbrød jeg, og vendte mig bort for at skjule min af Glæde og Længsel brændende Kind. I to Dage var jeg færdig; thi snart var min lille Juvelæske, min Kuffert, Rifle, og min Treumann samlede. Den gamle ærværdige Mand, som har været mig Fader – den ømmeste Fader – siden mit tredie Aar, sad der bleg og taus ved Frokosten om Morgenen. Solen stod op, Vognen var fuldpakket. Jeg drog et Suk, rejste mig, klippede en Lok af hans Haar, kyssede hans Haand og rullede afsted. Det var som Skjæbnen lagde sin kolde Haand paa mit Hjerte, som om Alt var dødt; jeg ventede Intet af Fremtiden og søgte Alt i den rundne Fortid. O forunderlige Følelse, naar man første Gang forlader Hjemstavnen: Vi knyttes til den med en usynlig men stærk Blomsterkjæde, hvori hver Dag, hver Time har flettet en ny Rose, – og naar den saa skal sønderrives – o min Ven, — saa bløder Hjertet. Men jeg bliver mat; mere i Eftermiddag.
Den, for hvem en Rejse igjennem det Østerrigske paa den deiligste Aarstid ikke er mere end en Rejse –, den burde evig blive hjemme. Jeg vil ikke beskrive Dig, hvad jeg nød, fordi det ikke kan beskrives, og fordi jeg maa skynde mig til Enden, medens jeg endnu har en Smule Kræfter. Saaledes er den unge Lærke tilmode, naar den paa den første hulde Foraarsmorgen flagrer første Gang fra den mørke Rede ud i Guds herlige Have; den hopper fra Kvist til Kvist og drikker den Eviges Godhed i hver Solstraale. Efter nogle Dages uafbrudte Rejse kom jeg da hid. Jeg tog ind i Hotel de Paris, og mit første Arbejde var at fuldende mit Rejsebrev, og sende det afsted til min værdige Plejefader. Jeg havde Anbefaling fra ham til et Par gode Huse og gjorde Bekjendtskab. Men jeg er nu saa underlig, som Folk kalde det, at jeg kun sjelden finder mig vel hos Fremmede. Den Konvenientstone, man tillægger mig, Gud ved hvorfra, er ikke min egen, og i disse Wiener-cirkler kan jeg nu slet ikke finde mig. En vis Ludovico fra Firenze skulde gaa op i et Luftskib. Hele aatte Dage i Forvejen var Talen om ham og hans Sejlads, og just derfor havde jeg næsten besluttet ikke at see den, fordi jeg nu engang er vant til at skuffes i en Nydelse, som saa længe i Forvejen bliver nydt. Samme Dag tog jeg min Rifle og gik paa Jagt i et strax udenfor Staden liggende Jagtrevier, hvis Ejermand havde gjort mig det artige Tilbud, at benytte det, naar jeg vilde. Solen stod alt højt paa Himmelen, og jeg gik ind i en Skovhytte, hvor et Par gamle Folk og en ung Pige hilste mig og bøde mig Melk. Jeg kunde see, Pigen havde Noget paa Hjertet, og hun spurgte mig endelig frygtsom, hvad dog den Luftsejlads kunde være, og om det gik naturligt til. Jeg mærkede vel, at hun havde Lyst at see den, og foreslog derfor hende og Forældrene at gjøre Følge til Staden, da jeg lovede at kjøbe dem en god Plads. Efter en kort Betænkning blev til Pigebarnets store Glæde mit Forslag antaget.
Det var midt i den brændende Middagshede, at vi ankom. Hele Noblessen befandt sig paa Flydebroer, der vare kastede tvers over Donau paa begge Sider af den store Stenbro, hvorfra Ballonen steg. Hvorledes det imidlertid gik med Sejladsen, skal jeg bede Dig læse i Aviserne; thi jeg fik Andet at bestille. Trykket var rasende, og overalt klagede man over sine Naboer. Pludseligt brister en Del af Rækværket tæt ved mig, og et Fruentimmer styrter ud. Jeg behøver ikke at sige Dig, at jeg og Treumann sprang efter. Du ved, vi kan begge svømme ret godt; men dette havde nær været min sidste Svømmen. Fruentimmeret fik jeg fat; men den rasende Strøm boltrede om med os, og drev os under Stenbroen hen imod den anden Flydebro; hvis jeg ikke vilde knuses, maatte jeg dukke dybt under med mit Bytte, saa op igjen, saa samme Manøvre ved den næste Bro, og endelig forlod mig al Bevidsthed. Jeg befandt mig, da jeg kom til mig selv igjen, tilligemed min livløse Reddede i en Fiskerbaad. Man satte os i Land, og jeg stod endnu raadvild, da en aldrende Mand ilede frem og tog Damen i sine Arme. Hun slog Øjnene op. „Hvo har reddet mit Barn?“ raabte han, og Taarerne styrtede frem i hans Øjne. Tyve Stemmer raabte paa engang: „Han har reddet hende!“ Men jeg, som hader Opsigt af den Natur, arbejdede mig med min sidste Kraft ind i Vrimmelen og sneg mig hjem. Mere med næste Post.
Din Emil.