Elskerens Troskab
Elskerens Troskab.
Jeg saae Ham. Han sad paa en flygende Hest.
Saa bortfløi hans Troskab, den giftige Blæst.
Saa bortfløi hans Troskab, den giftige Blæst.
Jeg saae Ham. Han stødte i Hornet. Hoho! Halih! Haloh!
Saa høit klang, saa døde i Skogen hans Tro.
Saa høit klang, saa døde i Skogen hans Tro.
Jeg saae ham. En Heirefjer paa hans Barett.
Saa pralte hans Ord, men saa troløst og let.
Saa pralte hans Ord, men saa troløst og let.
Jeg saae ham. En guldskjæftet Daggert han bar.
Meer glat var hans Tunge, den dybere skar.
Meer glat var hans Tunge, den dybere skar.
Jeg saae ham. Han bar en azurblaa Tunik.
Saa blaat var, skjøndt opfyldt med Slanger, hans Blik.
Saa blaat var, skjøndt opfyldt med Slanger, hans Blik.
Jeg saae ham. En isengraa Kaabe nedhang.
Saa blegne de Lokker, han kyste engang.
Saa blegne de Lokker, han kyste engang.
Jeg saae ham. En Guldspore sad paa hans Fod.
Saa traadte i Støv han mit Æresklenod.
Saa traadte i Støv han mit Æresklenod.
Jeg saae ham. Han slængte til Betlersken Mynt.
Vee, Hun var den Qvinde, han elsked’ i Synd.
Vee, Hun var den Qvinde, han elsked’ i Synd.
Jeg saae ham. Hans Hest mig besprængte med Skarn,
imedens ved Gjærdet jeg ammed’ hans Barn.
imedens ved Gjærdet jeg ammed’ hans Barn.
I Regn, til jeg graaned’, jeg toed’ mig Selv.
Hans Barn hvor det fosser som stridest i Elv.
Hans Barn hvor det fosser som stridest i Elv.