Eline Vangen/9
NIENDE KAPITEL.
Det var Trettendedag Jul med Godveir og sneflingrende
Vinterføre.
Kongeveien frem, søndenfra og nordenfra, kom Slæde paa Slæde kjørende i Skumringen og viked alle op til Høyegaarden, hvor det lyste lunt ud af alle Vinduer.
Slæderne kom stilt frem paa Nysneen; Dumbjældesilderet klang dæmpet, ligesom bag et Slør, i den snemætte Luft; Hestene gik som paa Sokker af Dun, der kramed sig til de skarpe Sko.
Det havde sneet hele Dagen med store, myldrende Snedun og altid mildere Luft; nu paa Kveldsiden faldt Sneen tungere, næsten vaad over Ulveskindspelsene og de dampende Hesterygge, saa en nok kunde vente Linde næste Dag, om ikke Veiret slog om paa Nord.
Julemoroen paa Høye var en af de sidste iaar; men den lod til at blive en af de gildeste, som den ellers altid brugte at være. Halve Bygden var buden; Kagger med Brændevin og Vin var komne fra Hamar Lørdagen, og Elvedalsmusikken, fem Mand høi, sad alt i det lille Kammers ved Storstuen og stemte med Klunk paa Fele og Kontrabas og kaade Løb henover Fløite og Klarinett, mens nysgjerrig Ungdom, som alt var kommen, stod i Døren og saa og hørte — derimellem ogsaa Erik Vangen.
Han var af Slægten langt ude og selvsagt buden, han som Faderen; men Thrond Vangen selv sad hjemme idag; han havde det ikke slig, at han kunde holde Julemorro selv iaar, og saa fik det heller være.
Helst havde han seet, at Sønnen ogsaa blev hjemme; men bede ham om det vilde han ikke: han fik gjøre, som han selv vilde. Og Erik var reist uden at vexle et Ord med Faderen; det var blevet til det nu dem to imellem.
Saa stod da Erik Vangen der fremved Døren mellem de andre og hørte og saa, men havde inderst inde en halvt lykkelig, halvt angstfuld Fornemmelse, hver Gang nye Dumbjælder standsed derude, — snart maatte de vel komme. Og ind imellem denne Spænding og Uro jog Feleklunkene og de skogvilde Fløitetoner vemodigt æggende, saa han kjendte sig saa forunderlig fremmed og saar, der han stod mellem dem alle. Jo, nu kom der to Slæder med lyse, festlige Bjælder; Høyegubben reiste sig og gik mod døren, fort.
„Naa kjem Præsten,“ sagde han og gik ud i Gangen. Konen fulgte.
Der faldt Stilhed medét i Stuen; Musikken lagde Instrumenterne og gled en for en ind mellem de andre; for netnaa kunde Bordsætningen begynde.
Nu var de komne. Man hørte Præstefruens gode, beherskede Kremt og den nye Lærers muntre Stemme derude i Gangkjøligheden; man hørte Sne blive trampet af og Tøi blive hængt op. Præsten selv hørte man ikke; men man fornam, at han var derude og tog af sig i al Stilhed, som han brugte gjøre.
Nu kom de ind, fulgt af Værtsfolket. Og der blev ganske stille. Konerne paa Stolene langs Væggen snudde sig og saa; de sad med Silketørklæder over Huerne og Bastes Lommetørklæder firkantet sammenfoldet i Haand. Mandfolkene stod i nye sorte Klæder, som dufted af Skrædder og Persejern, støttet til Væggene; somme Gubber sad.
Præsten, som kom først ind, skjød Kalotten op paa Panden, satte sit elskværdigste Ansigt op, rakte den fine Haand snart til en, snart til en anden fremover og hilste. Stansed saa endelig og talte med Haarsetten, som havde reist sig.
Fruen fulgte efter Præsten, bredere og tryggere, nikked til forskjellige og slog sig ned mellem Konerne, som hilste ærbart og værdigt og begyndte at tale; efter kom den nye Lærer med det bølgende sortbrune Haar og det lidt magre Ansigt med de gode, graa, forsikrende Øine; han gav dæmpet et Par livlige Ord snart her, snart der, gned sig i de koldfrosne Hænder og stansed mellem de unge. Men sidst af de fire kom Eline, tog taus og stilfærdig i Haand og blev staaende uden at se sig om.
Der taltes en liden Stund dæmpet, mest om Føret og om Helgen, saa blev der medét atter ganske stille. Det var Maden, det gjaldt.
Høyegubben gik borttil Præsten, som netop talte med Haarsetten om Vinterføret. Han stod et lidet Øieblik, til der blev en Pause.
„Du faar værsaago’ aa sætte dig bortaat,“ sagde han saa.
Præsten samled sig.
„Takk, Takk,“ svared han og saa efter Fruen, som havde reist sig og nu kom hen.
Der var stor Stilhed og Forventning.
Saa gik Fruen og Præsten lige efter hende opover mod Høisædet og satte sig. Den nye Lærer fulgte selvsagt og trygg efter; Eline blev undselig staaende og vendte sig halvt for at gaa nedover.
Da kremted Præstefruen sin dæmpede, beherskede Kremt, og de varme brungraa Øine fik stor Bestemthed.
„Eline,“ sagde hun, halvhøit kaldende.
Og hun lagde sin Haand paa Bænken mellem sig og den nye Lærer.
Eline Vangen fik en skjær Rødme i sine Kinder. Stilt og værdigt kom hun med halvt nedslagne Øine opover og satte sig yderst paa Bænken mellem Skolelæreren og Fruen. Haaret lyste ungt under det sorte Silketørklæde; den myge Skikkelse sad sammensunken. Og hun saa ned i Fanget paa sine Hænder.
Nu kom ogsaa de andre en efter en under stor Nøden og stor Strid om Pladsen frem og tilbords, Erik Vangen mellem Ungdommen langt nede paa den anden Side af Bordet. Han sad der og kjendte det som en Tapp under Bringen. Hun var ligesom gleden fra ham og forbi ham for alle Tider, op imellem finere Folk. Hun og den nye Lærer var sammen hver Dag, mens han! — Erindringen om sidst i Præstegaarden jog som Skam igjennem ham.
Men nu blev Brændevinet budet om, Dram iskjænket og paa Brett.
Præsten saa op, distræt.
„Nei Tak, nei Tak,“ svared han og rynked Brynene. Han var Afholdsmand af Pligt for Menighedens Skyld. Saa skar han videre af Persesylten, forsynte sig af Ribbenstegen, som gik rundt, og aad disse Sager Bid for Bid uden Brød og uden Poteter, hurtig og pligtopfyldende, mens han hele Tiden rynked Brynene som en Mand, der udførte sin Pligt og fandt sig i, hvad der ikke kunde være anderledes.
Præstefruen blev opmerksom og smilte.
„Nei, ved Du hvad,“ sagde hun. Hun fyldte Poteter paa hans Tallerken og lagde et Stykke Brød hen til ham.
Præsten saa op og smilte venlig. Saa tog han atter fat. Og nu spiste han ufortrødent bare Poteter, med rynkede hvidgule Bryn og smalt, fornemt Ansigt, til det var slut paa Tallerkenen. Da tog han fat paa Brødet.
Høyegubben, som sad ved Siden og saa det, bød ham forskrækket Sylten.
„Tak, jeg har faaet af det før,“ svared Præsten fornøiet.
Da lo Fruen.
„Det er nu saa Fars Vane,“ sagde hun høit. „En Ting ad Gangen“ og „hver Ting til sin Tid“! Det er fast Regel hos os!“
Man smaalo dæmpet omkring.
Da saa Præsten op.
„Det skal alt sammen i samme Sækken,“ sagde han og tog Resten af Brødet.
Dette vakte umaadelig Munterhed og løste Selskabstvangen, Man talte formelig høit med hverandre nedover langs Bordet, og Knive og Gafler begyndte frit at klirre.
Under al denne Munterhed fik Eline Vangen saapas Mod, at hun vaaged se nedover mod Erik. Hendes Øine streifed saavidt hans og gled atter bort; men han kjendte det som et varmt Stød gjennem al sin Krop og syntes, at hver og en i Stuen maatte have mærket det. Men bagefter kom der slig lykkelig Fornemmelse inde i Bringen; han syntes ligesom han hørte med i al denne muntre Larm, som nu begyndte at stige; han lo af, hvad der blev sagt af Skjæmt rundt omkring, og da Brændevin anden Gang blev budt om, stakk han Drammen ud uden at lade sig nøde.
Bordsætningen var slut; Stuen stod ryddet til Dans. Derinde fra Sidekammerset klunked og strøg og blaaste det, prøvende; Præsten og Fruen sad med velvillige Smil, beredt paa at se og høre.
Saa hugg Musikken i, fremmed og stor.
Erik Vangen prøved at komme sig tilrette med det, som spiltes derinde, men kjendte det ikke. Fik bare en slig saar Uro i Kroppen og en underlig fortumlet Fornemmelse i Hodet af rigere og lykkeligere Liv, end det, han kjendte til og leved.
Han saa sig uvilkaarlig tilbage og støtted Skulderen mod Væggen.
„Figaro!“ udbrød Præsten uvilkaarlig og vugged Hovedet saa smaat med Takten; saa vendte han sig og saa paa Fruen. Hun nikked, erindrende, men saa straks atter ud i Stuen; thi nu stilled den unge Lærer Parrene op. Dansen var kommen Aaret i Forveien til Bygden sammen med Fandango og Feyer fra Elvedalen; alt nu kunde mange den, særlig af dem, som havde Slægt derude og havde været paa Juleturing i Elvedalen ifjor. Men den nye Lærer førte an: lo, naar det gik istykker, ordned, naar det blev Uorden, og dansed hele Tiden med Eline, som blufærdig kunde det hele. Og medens Dans og Latter under den henførende Musik fyldte Stuen med glad Larm, stod Erik Vangen mellem nogle andre, som heller ikke kunde, og kjendte sig fortabt og udenom det hele. Den lykkelige Fornemmelse fra før døde og blev borte; noget usigelig saart begyndte istedet at vokse derinde; men endda kunde han ikke lade være at følge Eline med Øinene, der hun dansed blyg og lærvillig med den nye Lærer og af og til saa op paa ham og smilte, naar hun gjorde Feil eller kom af Takten.
Figaro blev danset og Fandango; saa veksledes der med Jullek, for at Musikken kunde faa hvile og saa mange som muligt blive med. Og til Præstens og Fruens uendelige Fryd gik nu de kjendte gamle Gubber og Koner sammen med Ungdommen i Kjæde, mens alle ærbart og langsommeligt sang:
filebom bom bom bom file bom“!
Saa svingtes der, den anden Vei, med samme Strofe:
filebom bom bom bom filebom!
Og alle Medlemmer af den nye Lærers Sangforening sang med og viste, at de kunde synge:
Fru Cederstrøm, Fru Cederstrøm —
Fru Cederstrøm!
og lille Mamsel Roos“!
Og saa Par om Par i tung Gallop, Kvinderne med nedslagne Øine og Hodet paa Skakke, Mandfolkene med forsigtig Føring og støe Bevægelser Gulvet rundt som Afslutning:
Sodavatten Sodavatten,
gif os lite Sodavatten
Sodavatten og Punch!“
Saa kom Kvindfolkene paa Bænkene, blussende og pustende, mens Karfolket slang hen paa Plads uanfægtede som sig Karfolk høver.
Erik Vangen stod fremved Døren og stirred i Tanker hen for sig. Han havde været med i Julleken, og det havde føiet sig saa underligt, at han én Gang kom til at staa ved Siden af Eline. Der var faret som en kjølig Strøm igjennem ham, da han fik hendes Haand; men han havde ikke vaaget at trykke til og vilde det heller ikke igrunden; han kjendte sig saar og svegen. Nu bagefter angred han paa det. Det var nu andre Gangen, hun havde set bortpaa ham fra Bænken borte ved Vinduet, hvor hun sad.
Nu klapped Skolelæreren atter til Jullek, efterat Punsch og Bititi var budt om, og Erik var straks med. Denne Gang maged han det dristig slig, at han kom til at staa mellem Kari Jordet og Eline, og saa drog det ivej under Smil fra alle og gammel Gjenkjendelses Glæde:
han saadde, saadde saa,
og siden saa hvilte han Armen.
Han tramped i sin Fod;
han klapped i sin Haand!
Saa gladelig, saa gladelig
vi svinge os omkring og neie!“
Erik havde, mens de gjorde Kjæde, vaaget sig til hemmelig at trykke Elines Haand og næsten fra sig selv kjendt hende svare. En uendelig Lykke var faren igjennem ham; hun var jo hans Jente, som hun havde været det gjennem alle Aar, bare saa meget voksnere og med Haar, som nu saa smaat havde begyndt at kruse sig fremved Tindingerne. Og han holdt og holdt hendes varme, lidt fugtige Haand i sin, slapp den og fik den igjen, hver Gang saa skulde være. Og da Svingen vel var gjort, tog han hende i Armene, og saa dansed de Vals rundt mellem de øvrige, som sang og dansed paa samme Gang:
der hænger en Krans!
Udi Dublin, udi Dublin
der hænger en Krans,
hvor jeg og min Kjærest
skal træde i Dans;
hvor jeg og min Kjærest
skal træde i Dans!“
Men da hver gik paa Plads og Eline blyg tog Sæde paa Bænken tæt ved Skolelæreren, som nu talte med Fruen, kjendte Erik Vangen, der han stod, Hjertet dunke helt inde i Bringen.
Jullekene var slut, og Runddansen begyndte. Præsten og Fruen var kjørt hjem med Storblakken for Bredslæden; den nye Lærer og Eline fik Lov at være endnu en Times Tid udover. Og nu, da Præstefolket ikke længer lagde Baand paa Sindene, stod Stuen paa Høye i en eneste Røg af Musik og Dans, Larm og Latter og Tale. Eline var alt i et paa Gulvet; Erik dansed ret som var med hende, kanske mer end klogt kunde være; han brød sig ikke længer om, hvad Folk sagde eller tænkte, og hvergang andre havde hende i Armene, især Skolelæreren, blev han mer og mer dødsens bestemt paa, alt dette traatted han ikke længer; det fik blive slut paa en eller anden Maade.
Saa hugg Polskdansen i, de gamle Tiders og de gamle Stuers minderige Dans, Folkets igjennem Hundred Aar. Og som om Solen medét havde tændt, var alle Mand paa Gulvet, gamle og unge. Felelaaten hugg, og Takten tramped; Jenterne svinged rundt; Spænd klang i Slinden under kaute Rop og Kladsk i Hænder; saa hvirvled alting rundt, jublende, rivende rundt, tyve og tredive Par ad Gangen, saalænge som Sans og Aande holdt, til Felerne slog af og smaalekte paa standsende Strenge derinde. Gubber og Kjærringer ragled smilende hen og satte sig med Tanker paa svundne Dage; Jenter stod tungt aandende med skinnende Øine og gaaende Barm; unge Gutter og voksne Mænd stod staalfjærspændte og kipne.
Høyegubben slog sig sved og ustø ned paa Bænken, hvor Skolelæreren sad og saa.
„Du faar frampaa Du au,“ sagde han anpust og tørked Sveden med sit rødblomstrede Silkebasttørklæde.
Skolelæreren smilte og rysted paa Hodet. Dette kunde han ikke.
Nu hugg det atter i som en æggende Foss derinde. Og altid og altid kom nye Par paa Gulvet; thi denne Dans skulde alle danse. Slig gik det Timen frem og længer. Da endelig sagtned det af; de gamle sad og saa paa og dømte og dømte, hvem af de unge var bedst til at danse.
Da gik Erik Vangen tversikker hen og tog Eline.
Det hugg netop i med ny Omgang — de blev alene paa Gulvet. Og det blev Dans. Erik var namngjeten til at danse mellem de unge, og Eline var vant til at følge fra Hundred Gange i Vangenstuen og andetsteds hele Opvæksten opover. Det hugg og bølged og fossed derinde fra Felerne; det klang i Slinden under Spændet; det gik hvirvlende rundt; det svinged og jog i hede betagne Sving og Rykk hele Stuen ikring; saa tog de fat paany, hun smilende med blyge smaa Trin og rundt som en Topp med tæt svingende Skjørter og rappe smaa Fødder, han kipen og kaut med smaa Slag i Hænderne, mens han æggende fulgte, der hun dansed frem. — Saa Haanden paa hendes Aksel, let — og Spænd i Slinden, saa det sang, og san Armene omkring og ellevildt rundt som sammenvoksne til ét de to. Og aldrig slut! Det var, som vilde han vise, at hun var hans i hver Krinkel og Krok, i hver Trevl og Tomme gjennem alle Aar bagover og fremover hele Livet igjennem. Og hun fulgte villig og kjendt i hver hemmelig Sving og Vending. Til hun endelig træt og aandejaget kom paa Krakken fremfor Skolelæreren.
„Du er rent svær, Du Erik,“ lo denne. Han saa bort paa Eline, som kjæmped med Pusten.
Erik svared ikke, smiled bare selvtryg og slog sig ned paa Bænken et Stykke ifra.
„Dem har danse ihop før dem to,“ sagde Høyegubben; han sad nu og røgte paa lang Merskumspibe med Perlesnor.
Men om lidt brød Skolelæreren op.
„Nei nu Eline,“ sagde han, saa paa Klokken og stod op.
Eline besvared hans Blik og reiste sig stilfærdig.
„Ja,“ sagde hun ganske sagte.
Der blev taget Farvel med megen Prat og stor Omstændighed; saa kom de to ud i Gangen og fik Reiseklæderne paa. Ude, fremfor Svalen, stod Vesleblakken for Smalslæden, knegged af og til og traakked saa smaat i Fremfødderne.
„Kjør itte overende naa,“ sagde Høyegubben, han stod paa Trappen og saa dem vel i Slæden.
„Aanei,“ lo Skolelæreren. Han satte sig paa Hundsvotten og tog Tømmerne.
Saa kjørte de.
Men lige bag dem kom en anden Slæde med en svart Hest forspændt. Det var Erik Vangen. Han havde holdt bagenom, da de to steg i Slæden; han havde seet Skolelæreren hjælpe hende op og lægge Bjørneskindsfelden varmt omkring, som om hun var hans. Det havde skaaret ham som en Kniv i Bringen. Nu kjørte han med Hestehovedet næsten lige op i Ryggen paa Skolelæreren hele Tiden, baade mens de forsigtig kjørte Høyegutuen ned og senere, da det bar ivei sydover Landeveien i Vintermørket.
Eline Vangen, som hørte kjendte Bjælder, snudde Hodet halvt.
„Aakken er attapaa?“ spurgte hun lavt.
Skolelæreren vendte sig helt og saa.
„Det er nok Vangenhest,“ svared han.
Saa smatted han paa Vesleblakken. Denne, som aldrig taalte, at anden Hest laa ind paa den i Veien, slog straks over i skarpt Trav, og nu bar det ivei, saa Sneflingrene sused, fremover Kongeveien sydover Bygden.
Erik Vangen slog paa og kjørte, alt hvad Hesten aarked, for at holde Følge; men Vesleblakken var Bygdens frakeste Traver paa de Tider, og da Vangensvarten naaed Bergslibakken, hørtes Silderet af Præstegaardsdombjælderne langt nede i Svingen. Da holdt han Hesten igjen og kjørte langsomt nedover Lien. Det bløded inde i Bringen paa ham. Det var, som om hun var kjørt fra ham og bort med en anden, som var likere, for alle evige Tider. Ussel og ensom svinged han Vangenledet ind og kjørte Hesten lige tilstalds. Spændte fra og satte den paa Spiltouget uden at give den Vand engang.
Saa gik han ligeglad ind og lagde sig.
Den Nat sov han ikke en Blund. Tanker kom og gik i jagende Veksling med Hede i Kroppen og en stor Fornemmelse af Ulykke. Og da han sent paa Morgenen ør og forkommen klædte sig paa, havde han taget sin Beslutning.
To Dage senere, i Skumringen, gik Erik Vangen helgeklædt opover Bergslien, forbi Hans paa Bua og nordover til Sørhaugen, hvor Postaabneriet var . . . Der bøied han af og leverte et Brev.
Postaabneren sad ved Chathollet med Lys tændt og den nykomne Post til Ordning udover Chatolklaffen. Det var varmt i Stuen med Lugt af brændt Lak og nytrykte Aviser; en havde en Kjendsel af Bud langveis fra, af Kjendskab til alt, som hændte, og Slægtskab til al Magt og al Skjæbne Folk imellem derude i den store, æventyrlige Verden.
Postaabneren saa op over Brillerne, da Erik Vangen leverte Brevet. Saa læste han Udenpaaskriften.
„Til velagtede Her Thrond Eriksen Løvhaug
Washington street 37
St. Paul
Minnesota
U. S.
Amerika.“
Og nede i venstre Hjørne „Franco“ indsnirklet med en omstændelig Krusedull.
„Amerikabrev ser je,“ sagde Postaabneren med sit dryge Smil og saa igjen op paa Erik Vangen; Øienfolderne rynked sig tæt og lurt kring de kloge, graablaa Øine.
„Ja,“ svared Erik Vangen og saa hen i Veiret. Postaabneren stakk Brevet ind i et af de mange Fag i Chatollet.
„En Mark og seks Skilling,“ sagde han.
Erik Vangen fik Pungen op og betalte.
Postaabneren drog en Skuffe ud, tog Pengene og kasted dem opi.
„Dem vil ha’ dig over,“ sagde han, uden at se paa Erik.
Erik Vangen stakk Pungen i Lommen.
„Aa je vet itte je,“ svared han. „En lyt naa skrive en og anden Gang,“ føied han til i ligegyldig Tone.
Postaabneren fortsatte med at ordne Posten uden at se op.
„Ja, det er vel saa det,“ sagde han.
Erik Vangen stod lidt og saa paa med Hænderne i Lommen; saa snudde han langsomt og gik mod Døren.
„Farvel da,“ sagde han derborte fra.
Postaabneren snudde sig halvt og skotted over Brillerne bortimod ham, som gik.
„Farvel,“ svared han. Og atter sad han der i en Duft af brændt Lak og ferske Aviser, og kjendte sig som den, der var Mellemmand mellem Bygden og den store levende Verden derude i det Fremmede.
En Dag længere ude i Rumhelgen mødte Præstefruen, netop som hun kom fra Kjøkkenet for at gaa til Storstuen, Erik Vangen i Gangdøren.
Hun stansed.
„Nei Goddag Erik,“ sagde hun.
„Goddag.“ Han tog forsigtig til Huen. „Er Præsten heme?“ spurgte han.
Fruen aabned Stuedøren.
„Nei,“ sagde hun. „Han er netop gaaet ud, men kommer nok snart igjen. Kom ind og sidd saalænge.“
Han drog paa det.
„Aa Takk,“ svared han, fik Huen af og kom langsomt ind.
Fruen fulgte og lukked Døren.
„Sidd ned!“ sagde hun. Hun var saa venlig i Røsten.
„Aa Takk,“ kom det igjen. Erik Vangen satte sig paa den nærmeste Stol med Huen mellem Hænderne.
„Hvad er det idag da Erik?“ spurgte Præstefruen; hun stelte lidt ved Bordet, mens hun spurgte. Det var en Lampekuppel paa Moderatørlampen, som stod skjævt, og en Dug, som skulde glattes.
Erik Vangen sad lidt, før han svared; Blikket søgte efter noget fast Punkt.
„Aa, je skulde ha’ Attesterne mine,“ svarede han endelig, brudt i Maalet.
Fruens gode, lidt bleke Ansigt skifted Udtryk.
„Attesterne dine?“ gjentog hun undrende. „Hvad er det nu?“
Der blev længe stille. Erik Vangen sad og saa ned. Endelig løfted han Øinene bent paa Fruen, og der var slig Sorg i hans Ansigt.
„Je ska’ rese til Ammerikka!“ svared han.
Præstefruen snudde sig braadt.
„Hvad er det, Du siger?“ udbrød hun. Der steg noget varmt i de brungraa Øine og kom noget uendelig mildt kring den erfarne Mund. Hun gik lige hen og lagde Haanden paa Erik Vangens Skulder, der han sad og saa ned.
„Nei hør nu Erik,“ sagde hun. „Gaa nu først op og tal med Eline, saa kan du snakke med Præsten siden. Hun er deroppe paa Rødkammeret — ja Du ved nok Veien!“
Erik Vangen blev ganske graa i Ansigtet. Han saa angst op i Præstefruens Øine. «Er det værdt det da, trur Du?“ spurgte han.
Præstefruen tog ham i Armen, næsten haardt.
„Ja Erik,“ sagde hun, mørk i Øinene. „Er der noget i Verden, som det er værdt for dig at gjøre, saa er det dette. Du ved jo hun holder af dig. Gaa nu, fort! Dette er rette Veien. Og paa høie Tid!“
Hun fik ham op af Stolen og stod nu, varm i Øinene foran ham.
Erik Vangen kom med Haanden bagom Nakken og strøg sig fremover. Drog en skjælven Pust, gik langsomt bortover mod Døren og kom sig ud.
Man hørte hans famlende Trin opover Trappen og det forsigtige Tag i Laasen; man hørte Trin ovenpaa, hørte nogen, som reiste sig; — saa blev det ganske stille.
Præstefruen gik hurtig hen til sit Sybord og satte sig, tog Søm frem og begyndte at arbeide. Men alle Sanser fulgte Stilheden og den uhyre dæmpede Tale deroppe. Hun saa ud af Vinduet for at glemme, men kunde ikke; hun lagde Sømmen og gav sig Ærind til Kakkelovnen for at lægge i, skjønt her var godt og varmt; hun tog atter Sømmen og begyndte at arbeide, men sad hele Tiden ligesom i en Rus af Ungdom og hemmelighedsfuld Begivenhed og Lykke. Hun reiste sig og lyed; hun syntes, han blev længe deroppe, svært længe; men da vidste hun jo, at alt gik i Orden, og det var i Grunden saa frydefuldt.
De blev virkelig utilladelig længe! — Nei nu kom han endelig! De samme forsigtige Trin Trappen ned; nu tog han i Døren og svingte sig ind.
„Naa Erik?“ spurgte Præstefruen ganske hed i Kinderne, reiste sig og kom hen.
„Jo,“ svared Erik Vangen, blid i Maalet. „Det var, som Frua mente!“
„Ser du!“ Præstefruen fik Hænderne ihop. „En behøver ikke altid at reise til Amerika for at finde Guld!“
Da kom Erik Vangen sig lige hen.
„Du faar ha Tak for detta,“ sagde han og gav hende Haanden.
Hun holdt den.
„Slipp hende nu ikke!“ sagde hun.
„Aa nei!“ Han drog langsomt Haanden til sig. Og der blev en liden Stilhed.
Fruen kremted sit forsigtige Kremt.
„Dere gifter Dere nu da?“ sagde hun.
„Nei,“ svared Erik Vangen. Gubben vil itte.“
Det flammed harmt til i Præstefruens Øine.
„Han er da rigtignok ogsaa —!“ udbrød hun. — „Hvad gjør Dere saa?“ Hun saa bekymret ud.
Da saa Erik Vangen paa Fruen, trygg.
„Ho reser ho au,“ sagde han.
Præstefruen blev ganske stille. Det storformede, gode Ansigt skifted alt i ét Udtryk; de store Øine stirred hen og tænkte.
„Ja Erik; det er ingen Raad med det,“ sagde hun endelig. „Det er klart, at Dere maa reise. Det er ingen Raad med det,“ gjentog hun.
„Nei det er det nok itte det,“ svared Erik Vangen, vendte sig og gik, uhyre langsomt.
— Lidt efter kom Eline ned og ind i Stuen. Hun kom stille Gulvet frem og hen til Fruen, som sad i Gyngestolen og vugged.
„Jeg kjender til det hele, Eline, sagde Præstefruen og saa op. „Jeg har talt med Erik.“
Eline stod blussende.
„Ja, aa seier Frua om dette da,“ spurgte hun, blygt.
Da reiste Præstefruen sig.
„Jeg siger bare dette, Barn,“ svared hun: „Hold fast og reis i Guds Navn, siden det ikke kan være anderledes! Du kan da skjønne, han ikke kan negte Dere at komme sammen, naar Dere holder af hinanden!“ Hun var formelig hed i Røsten, og de graabrune Øine brandt.
Saa tog hun Elines Haand mellem begge sine og strøg den mange Gange.
„Det er ingen Raad med dette, Eline,“ hvisked hun; „det er ikke noget at gjøre ved dette!“
Hun vendte sig braadt og fik det travelt med at stelle borte ved Blomsterne, gned Myrtheblade mellem Fingrene og lugted til den unge Duft, ordned mellem Geranierne og tog nogle visne Blade bort, kremted saa, sin milde, beherskede Kremt og gik hen og satte sig ved Sybordet.
Eline stod lidt, vendte sig og gled stille ud af Stuen.
— — Det tog over en halv Time, før Præsten kom.
Da han tog i Gangdøren, tramped Sneen af og vilde gaa mod Trappen op paa Kontoret, ropte Fruen derinde fra Storstuen.
„Schultz!“ ropte hun.
Præsten snudde og gik ind.
„Hvad var det, Mor?“ spurgte han, kold af Veiret og blid i Røsten. „Er det noget?“
Han stansed, tog Frakken af og kom hen.
Fruen saa op og vendte sig mod Præsten.
„Eline skal reise,“ sagde hun.
Præsten satte forskende Øine.
„Hvorhen?“ spurgte han.
Fruen reiste sig.
„Hun følger med Erik Vangen til Amerika,“ svared hun. „Han var her idag.“
Præsten traadte et helt Skridt tilbage.
„Til Amerika!“ udbrød han. „Men dette er jo bedrøveligt!“
Han folded Hænderne.
Fruen saa paa ham, som var han en Modstander.
„Det er ingen Raad med det,“ sagde hun stærkt, „den gamle halsstarrige Gubbe dernord vil ikke lade dem faa hinanden!“
Præsten rynked de gulhvide Bryn. Saa begyndte han og gaa op og ned paa Gulvet med knirkende Støvler. „Nei, nei,“ sagde han. „Nei, nei!“
„De faar i Guds Navn reise,“ sagde Fruen og saa atter paa ham. „Ja synes ikke Du det samme?“
Præsten stansed midt paa Gulvet.
„Det var nu det da Mor,“ svared han og satte et mildt Ansigt op. „Der staar: Du skal hædre din Fader og din Moder, at det kan gaa dig vel og du maa længe leve i Landet!“ — Han havde sin Embeds Mine, da han talte.
Men da kom Fruen lige hen.
„Ja, dette kan være godt og vel Kristoffer,“ sagde hun næsten harm; „men der kan findes Forældre, som bærer sig slig, at Børnene ikke faar nogen Lyst til at leve længe i Landet!“ Hun vendte sig fra ham og gik lige hen og satte sig til at sy.
Præsten løfted Hodet. Dette var et splinternyt Argument og tilsyneladende uangribeligt. Han gav sig igjen til at vandre op og ned med rynkede Bryn. „Ja ja,“ sagde han. „Ja.“
„Naar nogen virkelig holder af hinanden!“ kom det indigneret derborte fra Sybordet med et Sideblik fra de store, varme Øine, som straks atter mysed over Arbeidet.
Præsten gik. De bevægelige Næsebor vided sig; der kom over ham som et Slags Henrykkelse. Men han behersked den straks og rynked atter Brynene. „Ja,“ sagde han. Saa gik han med betænksomme Skridt mod Døren og Trappen op til sit Kontor. Der var virkelig et splinternyt Argument og som det syntes aldeles uangribeligt. Dette maatte grundig gjennemtænkes og overveies!