Eline Vangen/8
OTTENDE KAPITEL
Det var mørk Oktoberkveld.
Rundt Husene paa Vangen og bortover alle Jorder leved Høsten sit visnende Liv.
Fra Akeren nordenom Bækken drev emmen Lugt af raadnende Potetesgræs og sød Em af Halm; fra Sørberget sank bitter Duft af Løvfald i Fugtigheden; Vaand og Muldvarp havde sine hemmelige Veie i de vaade skjæggstubbede Akre, hvor Mærkerne efter den indkjørte Lo stod som friske Saar i Lændet; men under Bur og Træv laa Kornstaur og Hesjeraer i Haug under Tag og lugted Muld og modent Redskab blandet.
Dybest inde paa Jordet mellem Hafællen mod Præstegaarden stod Næperabben færdig med flade, gulgrønne Næper i den graa Jord; det lugted frodigt og fristende i Dunkelheden; afrevne Blade laa rundt omkring; Skrælling efter Næpe og Fodspor i de muldne Senge fortalte, at her havde kaad Ungdom været ude og stjaalet om Natten.
Rundt Vangenhusene var det stille. En Jernstaur stod op mod Svalen; gammelt Granbar laa nedtraakket foran Svalstenen. Stuedøren stod paa Klem; Varmen holdt paa at slukne under Grødgryden der fremme paa Aaren, hvor en Tvuru og en vaad Kopfløse laa efterglemt.
Kovedøren var lukket, Ramnsgluggen deroppe gjenstængt. Fremved Vassaaen stod en tør Hundekopp og i Vinduet under det vesle sprukne Speil en bladløs Geranium, vissen og graa.
Af og til spraked en Glo frem paa Gulvet og slukned af sig selv; thi ingen var inde. Kvindfolket drev i Fjøset med Melkningen; Karfolket var i Stalden.
Der hørtes en kjølig Lyd i Svalen; en Hund kom fort tassende, smøg ind gjennem Døren og bort til Hundekoppen ved Vassaaen; den snused misfornøiet, kom hen til Bordet og veired op, men fandt intet, gav et lidet utaalmodigt Kvink og tassed ud igjen. Og der var atter øde i Vangenstuen, hvor mørke Skygger nu sank, mens Ilden slukned paa Aaren og Høstkveldens Kjølighed seg ind.
Endelig om en Stund kom Thrond Vangen.
Han drog Døren igjen efter sig, gik frem til Aaren og blev staaende der længe, mens Lugt af Hest og Vinterhøj fyldte Stuen. Bøied sig saa ned, lagde nye Furuspiker under Gryden og blaaste, reiste sig igjen, sliten og sur, gik hen til Sengen og satte sig der med Hænder i Fang.
Budraatten iaar var bleven mindre end den brugte, og Stellet paa Gaarden gik, som det kunde. Det var saa underligt; somme Folk havde Lykken med sig, hvor de kom og hvad de gjorde; med andre blev det bare Tufs og Tull. Som nu med denne Knutsmarthe, som gik her! Hun kunde være bra nok til sit Brug; men til Kjærring paa Gaard var hun det værste Hæspetræ, han kjendte.
Lagde han ihop alt det, han havde forlist paa sligt bagvendt Kvindfolk gjennem alle Aar, siden hun Oline, Konen hans døde, saa kunde han ikke blive andet end harm! Han spytted, bedskt, der han sad, og stirred med en Gjep ikring sig.
Og støt alene, naar Dagens Arbeid var forbi! Ikke engang Hunden holdt sig ved Huset, siden hun Eline var faren, end sige da Erik, Sønnen! Og aldrig et godt Ord hverken Ørk eller Helg!
Han lagde sig nedpaa for at vente, med Hænderne under Hodet, ihopkneppte. Den, som endda kunde faa Maden i retten Tid, naar en kom hjem fra Arbeidet opgiven og kjed om Kvelden!
Han laa en liden Stund slig og hørte paa Stilheden. Det peb surt i de halvraa Vedskier frempaa Aaren, og Slaguhret havde slig likesæl, kold Knepp; det vented ligesom ikke paa nogen Verdsens Ting. Aa Herre Gud! Ja, ja, ja! Han gjæsped, men fik det ikke til. Saa tog han Hænderne ned fra Hodet og prøved at knappe et Par umage Vesteknapper, som var gaaet op, men opgav det.
— — — Der hørtes igjen Skridt i Svalen; — det var Erik, Sønnen, som kom. Han tog tungt i Døren og lukked langsomt efter sig, drakk af det lunkne Vand i Vassaaen, hvor Øsen maatte skrabe Bunden for at fyldes, og gik frem til Aaren, hvor han satte sig.
Der taltes ikke et Ord mellem de to.
Slig havde det nu været paa fjerde Maaneden; Eline var ikke bleven nævnt dem imellem; men Thrond Vangen vidste godt, at de to mødtes.
Endelig reiser Faderen sig overende og sidder med Hænder i Fang foldet og ser ned.
„Blir det itte Mat ikveld?“ spørger han medét og skotter bort paa Grødgryden.
„Je vet itte je,“ svarer Sønnen.
Thrond Vangen reiser sig.
„Slikt Kvindfolk, Du!“ siger han.
Sønnen drar paa Smilen, men svarer ikke.
Thrond sætter sig paa Krakken fremved Aaren.
Sønnen flytter paa sig.
„Døm maa full kommaa snart naa,“ siger han.
Og der er atter Taushed.
Endelig ser Faderen op.
„Aa myy Æpple faar vi iaar?“ spørger han.
Sønnen ser hen i Veiret.
„Aa mest som ifjor,“ svarer han.
Faderen grunder.
„Det vart svært lite Sovvelmat,“ kommer det endelig.
Sønnen svarer ikke straks. Men efter en liden Stund ser han bortpaa Faderen.
„En kan itte vente likere,“ svarer han.
Faderen tier og ser ned.
Da reiser Sønnen sig.
En skulde holde paa det, en var tjent med,“ siger han voksent og erfarent, henter nye Vedskier fra Vedroen og lægger til Tørk fremved Aaren. Saa sætter han sig igjen.
Men Faderen tier fremdeles.
Slig sidder de da og varmer sine Hænder begge fremved Aaren og venter, mens en og anden træg Boble smelder i den smaakogende Grødgryde og en og anden kvass liden Glo sprætter med en Knepp langt frem paa Gulvet uden at ænses.
Endelig høres Kvindfolkstemmer; Knutsmarthe og Fjøskullen bærer Melkesaaen ind.
„Hoi — det vart full for længe au detta naa!“ roper Knutsmarthe; hun sætter Saaen fra sig og tager ihop med Grødgryden.
„Det blir snart svarte Natta!“ slænger Thrond ud af sig; han ser ikke paa hende.
Knutsmarthe stamper Grøden med Tvuruen. „Ja, Du kan saa seie!“ roper hun. Fjøskullen steller paa Bordet, sætter Melk frem og gaar til og fra.
Saa øses Grøden i Grødfadet og kommer dampende paa Plads; de to Karfolk sætter sig stilt bortaat og faar Tag i sine Skeer, smøier Luen af og spiser i al Stilhed. Kvindfolket faar atter Tag i Melkesaaen og gaar til Kjælders. Det gufser koldt op dernede fra.
Da Knutsmarthe og Fjøskullen atter kom op, havde de to Karfolk alt spist. Thrond gik hen og lagde sig paa Sengen; Erik Vangen stod en Stund fremfor Aaren med Hænder paa Rygg og varmed sig; saa tændte han Piben, stod fremdeles en liden Stund og saa paa, at Kvindfolket aad, drog en Suk ligesom af Træthed og gik langsomt mod Døren.
„Skal Du ut?“ spurgte Faderen; han snudde Hodet, der han laa, og saa mod Sønnen.
„Ja.“ Erik Vangen skøv langsomt Døren op og gik uden at se sig tilbage. Saa lukked han lige saa langsomt Døren i efter sig derude fra. Hans Trin hørtes i Svalen og blev borte i Høstmørket.
„Hugsam Kar!“ sagde Thrond Vangen; han laa uden at røre sig.
„Aa, Du vet — Ungdommen,“ svared Knutsmarthe.
Paa dette blev der ikke svaret. De to Kvindfolk stelte fra sig og smøg stilt op paa Ramnen; Thrond Vangen laa endnu en Stund uafklædt. Saa reiste han sig, fik Trøie og Vest af, rusled i Skjorteærmerne frem til Aaren, satte sig og løste Skoene. Smøg dem af og hængte dem op, tændte Piben ved en Glo og gik atter tilbage til Sengen. Der sad han en liden Stund og røgte, tankefuld; saa lagde han Piben paa Krakken fremved Sengen og kom indunder Felden med Husuer, Skindbrok og alt. En Kat, som med et Hop vilde op i Sengen, blev slængt paa Gulvet og gik med et frossent Mjau frem til Aaren, hvor den hopped op og satte sig fremved de sluknende Gløder; Thrond Vangen snudde sig mod Væggen og gjæsped.
„Aa haa haa!“ sagde han.
Saa blev der ganske stille i Vangenstuen; det høstlige Kveldsmørke laa sortblankt paa Ruderne; den visne Geranium i Vindueskarmen frøs.
Paa Præstegaarden var der Nat. Drengestue og Udhus svartned i Høstmørket; Nysalen stod som en graanende Skygge.
Men fra Midtværelset i Hovedbygningens anden Etage, der Præsten og Fruen laa, lyste det, en vaagen liden Lysning af et ensomt Talgelys fremved Sengen. Det var Præstefruen, som laa og læste af Johan Arendts „sande Kristendom“ og vented Præsten fra Østagrænden, hvor han var i Beskikkelse hos gamle Jakob Moumb, som laa paa det sidste.
De havde hentet ham med Hest ved Nitiden; nu var den over elleve, og hun begyndte allerede saa smaat at kjende sig ængstelig. Broen var slem nu i Høstmørket og Veiene daarlige. Men saa var det jo Gudskelov midt i Bygden, og Per Moumb selv skydsed; desuden — vor Herre vilde nok beskytte og bevare en trofast Guds Tjener, som gik i sit Kald og gjorde sin Pligt til hans Ære. — Og Præstefruen læste videre i Johan Arndts sande Kristendom og havde dybest inde en tilfreds Fornemmelse af Troskab og aarvaagent Vagthold i Nattetimerne; thi paa Rødkammeret, paa den anden Side af Trappen, sov Eline. Først havde hun ligget nedenunder i Lillestuen sammen med Gjertrud, Kokkepigen; men nu var hun flyttet op; det var alligevel tryggere.
Præstefruen begyndte saa smaat at blade i Johan Arndt; Øinene blev tørre, Øienlaagene tunge og trætte. Lyset var næsten nedbrændt; det var kanske bedst at slukke, om hun skulde have en Stump tilovers at tænde, naar Præsten kom. Hun bretted Mærke i Bogen og lagde den fra sig paa Natbordet; saa slukked hun forsigtig Lyset med Lysesaksen, kræmted et Par forsigtige Aftenkræmt, folded Hænderne ovenpaa Dynen og lukked Øinene. Saa gik hendes Tanker viden om i Stilheden.
— — — — — —
Gud ske Lov, nu var da Kornet vel i Hus, og med Poteterne havde Ola Styggpaajord, Drengen, lovet, at han skulde blive færdig imorgen. Konfirmationen med Smørhelg og Traktering i Ytterbygden var alt overstaaet forrige Søndag; der blev hele fjorten pene Smørformer iaar, saa nu havde hun sammen med Sætersmørret alt i alt seksogtyve, store. Hun saa dem staa langs Hylden paa Boden øverst, Ostene og Mysostene nedenunder, og paa det store Bord Syltetøjskrukkerne, Multer, Tyttebær og Bringebær vel overbundne med Svineblærer og graat Papir — der var vist syv eller otte hele Krukker. Og under Taget endda noget Tørkjød, et Par Spekelaar og Halvdelen af en Fleskeside fra ifjor. Ja, Gud havde givet sin Velsignelse! Ribsvinen paa det nye Anker var kommen saa langt, at den burde tappes paa Flasker. Det var bare at helde nogle Spiseskeer fransk Brændevin oppi, saa holdt den sig bedre og fik en finere Smag. Harpiks til Lakning laged hun selv efter Hanna Winsnæss Opskript.
Saa stod da bare Slagtningen tilbage og uroed hende. Thi førend der hang Ku-laar og alskens Pølse Ring ved Ring paa Stænger under Taget i Boden og Fleskesider og Sauelaar til Spekning paa Staburet, var en ikke vinterforsynt. Saltkjødsaaen skulde ogsaa være fuld og Sylte og Rul lagt i Perse.
Der kom slig underlig fed, velberget Kjendsel over hende, der hun laa, blandet med denne grufulde kvalmende Slagtningsfornemmelse. Det var den samme hvert evige Aar. Samme Tvilsmaal og nagende Plage. Ikke for Grisens Skyld, som skulde stikkes; thi Gris er Gris, og Sau er til Nød Sau, skjønt det var værre; men det, som skulde tages fra Fjøset! Det var som at afsige Dødsdom over en af sine egne!
Skulde det være Jakkelin eller Johanros iaar? De var begge gamle nok og begyndte at mindske paa Melken; men alligevel. Aa, det var saa svært at vælge! Det fik vel alligevel blive Jakkelin; hun havde ligesom aldrig kommet sig efter i Sommer, da hun satte sig fast i Gjørmedyet paa Engmyrkjærnet; hun stakk stadig paa ene Foden. Stakkars Jakkelin! Og saa den Dagen, det skulde ske? Fruen sov aldrig den Nat og laa gjerne langt ud over Morgenen, til alt var over. Hun havde hørt et Raut en Gang; det glemte hun aldrig. Ak ja! Der var saa meget saart i Verden! Hun kræmted igjen i Mørket og folded Hænderne. Naar det bare var over og de begyndte med Pølserne og Hakkemaden, da gik det an; da blev det formelig som et Slags Velvære; men før! Hu kneb Øinene fastere sammen ligesom for ikke at se. Ja, Gud havde nu vel sin Mening ogsaa med det! Al Naturen er sammen med os i Smerte indtil nu. Men ikke en Spurv falder til Jorden uden at vor himmelske Fader vil.
Og saa kom den glade Tanke paa Lars Husmand, som skulde faa sig et Par ferske Pølser og en Bit Flesk, og mange andre Fattigfolk bortover Bygden med ham. Men det faldt hende i det samme saa vemodigt paa Sinde, at den lille Glæde, hun havde at leve for, den skulde de stakkars Dyrene dø for!
Hvad var det? Hun lyed. Aa! — Det var bare en Mus, som klavred og klored i Vægfyldingen mellem hende og Grønkammeret, hvor den nye Lærer laa. Nu sad den stille. Nu klored og klavred den igjen. Bare den nu ikke vækked ham!
Der kom en til! Nu sprang de i Følge over Loftsgulvet deroppe og henover mod Blaakammeret, hvor Gutterne laa — de kjære, vilde Gutterne! Nu var de igjen lige over Eline i Rødkammeret; de holdt et syndigt Leven derborte!
Det var ogsaa forgalt med al denne Mus paa de gamle Præstegaarde, og ikke nytted det at stænge Huller heller; de bare gnog nye. Og ikke kunde en faa have noget af det, som var lækkert, i Fred! Tanken drog igjen til Madboden.
Hun snudde sig paa Siden, næsten harm, men blev snart mildere. En fik vænne sig til det; det var ikke anderledes i Verden!
Nu tassed det igjen, men ligesom borte ved Vinduet. Det var skinbarlig inde i selve den morkne Vægg, næsten som om nogen drog sig langs den udstaaende Væggklædning derude. Der kom en uvilkaarlig Angst over hende. En af Gutterne havde en Dag klatret den store Stige op og var gaaet langs Klædningen lige hen til Vinduet, hvor hun fik kaldt ham tilbage. Gud, om han var faldt ned! Hun fik akkurat samme Angst.
Nei. Nu var det stille; dørgende stille. Det blæste kanske ude! Bare Far var vel hjemme, før det begyndte at regne!
Jo, der kom virkelig nogen. Hun hørte den krasende Lyd af Karljolhjul ude paa Veien og Folk, som talte. Nu tog det i Grindkrogen.
„Takk, takk,“ sagde det dernede. Det var Præstens Stemme. En anden Mand svared, lavere; en Hest og Karjol blev snudd og kjørte bort.
Fruen tændte Lyset, fik Strømper og Skjørt paa, slog et Uldtørklæde om Skuldrene og kom hurtig hen til Vinduet, som hun aabned for at lyse.
„Er det dig Kristoffer?“ spurgte hun og saa ned. Med det samme fôr hun tilbage som stukken. „I Guds Navn!“ ropte hun. Hun havde seet en Mand staa klamret til Klædningen midt paa Væggen, og faaet et Glimt af et kjendt Ansigt.
„Men Du store —!“ Hun bøier sig atter ud. Harmen har taget hende.
„God Aften, Erik!“ siger hun og holder Lyset frem mod ham.
Men han derude gjør et Hopp bent ud i Mørket og ned. Han kommer tungt i Bakken tæt ved Svalen og reiser sig bedøvet af Stødet for at springe. Da staar Præsten der.
„Godaften, Erik Vangen,“ siger han forundret. Saa forstaar han det hele.
„Godkveld,“ svarer Erik Vangen. Saa snur han og lægger i Vei paa Sprang ud i Mørket.
„Dette er utilbørligt!“ ropes der efter ham med harm, embedsmæssig Stemme.
Da Præsten kom op paa Kammeret og gik frem til Fruen, som nu fortørnet smatt i Seng, havde han rynkede Bryn.
„Det er forgalt ogsaa!“ Han kræmted og løste Halstørklædet. „Midt paa svarte Natten!“ Fruen svared ikke. Hun havde travlt med at knappe Natlinnedet i Brystet og omkring de hvide, fyldige Arme.
Præsten gik et Par Gange frem og tilbage paa Gulvet med knirkende Støvler og rynked de hvidnende Bryn alt i ét.
Pludselig braastanser han og spruter ud i en umulig Latter. Tar sig øieblikkelig igjen og gaar alvorlig som før. Arbeider sig op til Værdighed og Harme, men overvældes og spruter anden Gang ud, nu uden at gjøre Modstand længere.
„Han kom saa braadt,“ forklarer han omsider, undskyldende.
Fruen bekjæmper sit Smil og dytter Dynen om sig.
„Saadant skal vi ikke ha noget af,“ siger hun. „Vi kan have været unge alle sammen; men en faar beherske sig!“ Hun kom sig under Dynen helt. „Dette er ikke Veien,“ lagde hun til.
„Nei visselig ikke,“ svared Præsten. Han vilde til igjen; men Fruen var nu helt alvorlig.
„Det kan være slemt,“ sagde hun; „men vil han ha hende, saa faar det være paa skikkelig Vis. Den søde, vakre Eline!“
Præsten gik atter et Par Gange frem og tilbage. Hans Ansigt med Ørnebrynene havde et kæmpende Præg. Saa gik han lige hen til Sengen og strøg Fruen nedover Kindet, næsten forelsket.
„Du Mor!“ sagde han.
Hun saa op paa ham. Haaret var endnu frodigt kring Tinderne nu, da det laa løst.
Præsten satte sig og fik Støvlerne af, gik saa i Hoselæsterne lidt frem og tilbage, stansed og trak op sit Uhr.
„Stakkars Gut,“ sagde han.
Fruen laa og saa hen for sig med store Øine, men svared ikke.
Saa klædte Præsten sig hurtig af. Det gjaldt at komme i Seng, før den sidste Rest af Lyset brændte ud.
Ja, saa sluktes der da.
Og Præstegaardens mystiske Magter leved sit hemmelighedsfulde Liv paany med Tassel paa Loft og Knepp i de gamle Vægge, indtil Midnat kom og alting sov — undtagen Eline Vangen.
— Da Erik Vangen kom hjem om Kvelden og sagte tog i Døren, vaagned Faderen og snudde sig i Sengen.
„Aa har Du vørre etter?“ spurgte han grætten.
„Je har set om Hestan,“ svared Erik, gik paa varsomme Trin mod Koven og lukked Døren i efter sig.
— — — Præstefruen mødte en og anden Gang Erik Vangen, enten naar han kom fra Butikken Bergslien ned eller naar han fôr med Læs sydover til Broen. Altid tog han til Luen og hilste fremmed, som om ingen Ting var, og altid gik Præstefruen ham forbi.
Men en Dag indunder Jul, som han kom kjørende med Maasaalass nordover paa det nye Slædeføre, stansed hun.
„Goddag Erik,“ sagde hun og havde Erindringens fordægtige Smil.
„Goddag,“ svared han; han havde travelt med Tømmerne.
„Du faar se syd til os snart,“ sagde hun. „Vi ser dig saa sjelden. Og bare som aller snarest.“
„Aa Tak,“ svared Erik Vangen; — han vidste ikke, hvor han skulde hen med sine Øine.
Præstefruen nikked.
„Ja—ja! Du ved jo Veien. Hils hjemme!“
Saa gik hun.
„Jo Tak; det skal je gjøra,“ svared Erik Vangen. Han smatted paa Hesten og havde det travelt hele Tiden med at passe, saa Slæden kom paa Nysne og ikke i gamle Spor.
Men da han var kommen frem til Vangengrinden, snudde han sig og saa sig tilbage.