Eline Vangen/7
SYVENDE KAPITEL.
Det var ved Sommerthingslete.
Det summed af Folk rundt Thingstuen og bortover Gaardene.
Folk drak og spilte Kort i de svale Sommerstuer. Folk aftalte Handeler staaende i Husenes Skygger eller liggende i Græsset fremved Skigardene.
Ungt Kvindfolk var kommet ned som snarest fra Sæteren og skulde oppaa igjen næste Dag; alle Ungkarerne havde Skillinger og trakterte.
Paa de velbergne Bondegaarde var der endnu igjen af St. Hansbrændevinet; somme havde ogsaa skaffet sig en ny Anker særskilt for Anledningen.
Kringom Hans paa Bua var Stimmelen af Ungdom tættest. Løskarer bytted Klokker; Jenter kjøbte Tørklæder og Baand, enten paa Butiken eller af farende Kramkarer, som stansed i Veien eller slog sig ned paa Gaardspladsen.
Erik Vangen var slængt oppaa allerede om Morgenen.
Hele Vinteren igjennem havde han slidt som voksen Kar i Tømmerhugst og Tømmerkjøring, og der var kommen over ham en Slags stilfærdig Magt, som endog Faderen havde mærket.
Præstefruen, som af og til saa indom paa Vangen, syntes at have fornummet et og andet, som glæded hende.
Baade dette, at Erik laa saa haardt i med Gaardens Arbeide og at Eline stelte saa vel indom Hus.
Siden hun var kommen var der bleven som forandret. Rent overalt og Orden alle Steder. Omtanke lyste ud af tusen Ting og ligesom en finere Skjønhedsfornemmelse.
Aaklæder pynted Væggene; Kop og Kar skinned, hvor der var Plads; der var til og med kommen en Geranium i Vinduet efter en Aflægger fra Præstegaarden.
Oppe paa Ramnen, hvor Eline holdt til og hvor Præstefruen ogsaa en Gang havde været, var der ligesom endnu en skjærere Tone.
Der var nok Skindfeld paa Sengen; det var der; men den var drivende hvid, og under var der Lagen over Kalveskindsfelden.
Fremved Sengen stod den blaa Løpen, hvor hun havde baade Tørklæder og Baand; Gulvet var renskuret.
Borte i Vindvet hang en liden forgyldt Speile; i selve Vinduet laa Bøger.
Præstefruen havde seet efter og løftet paa. Jo, det var Salmebogen og det nye Testamente; alt var i Orden.
Og i det andet Vindueshjørne en Bog fra det nye Leiebibliothek i Bygden — Herregud Ungdommen!
Præstefruen havde smilet godt og forstaaende og seet sig videre om.
For her var slig underlig fin Lugt af Blomster. Det kunde ikke være fra Geraniumen nede; den var let at kjende; og desuden — der lugted jo fremdeles gammel Tobak og tørkende Mandfolkklæder dernede; sligt var ikke til at undgaa; nei — der var en anden besynderlig æventyrlig Lugt, som minded — ja hvad var det nu om? Skog? Unge Kvinder? Rigtig en ung Jomfruduft var det.
Præstefruen havde speidet med sine erfarne Øine og endelig fundet det oppe under Slinden.
Der sad en Kvast Fjeldblomster, Fjeldlyng og Multeblade fra ifjor. Tænk den fine Lugt af lykkelig Natur sad endnu i. Det var mærkværdigt.
Præstefruen havde smilet fornøiet da hun gik ned af Trapperne, og da hun stod i Stuen for at sige Farvel efter at have nippet til den afskyelige Dram, som Thrond havde budt hende, og spist Halvparten af en Snip fra Hans paa Bua, havde hun set sig om i Stuen.
„Dette har Du gjort rigtig vakkert, Eline,“ havde hun sagt.
Eline var bleven rød, Undseelse og Glæde paa samme Gang.
„Aa, det er nok ikke rart med det!“ havde hun svaret i syngende Ungkjærringtone.
Da havde Præstefruen, som stod lige ved hende, klappet hende paa Kinden rigtig godt, smilende og med et varmt Udtryk i sine Øine. Men hun havde ikke sagt noget videre.
Oline var bleven ganske rød og havde kjendt slig stor, hemmelig Lykke.
Hun havde fulgt Præstefruen ud, taget Farvel ude paa Gaarden og staaet og seet efter hende, da hun gik.
Saa var hun atter gaaet ind i Stuen, mens et Smil af Glæde over Præstefruens Ord endnu sad igjen i hendes Ansigt.
„Ho er saa god med det Frua,“ havde Thrond Vangen sagt.
„Ja, ho er god,“ havde Eline smilende svaret, Saa havde hun givet sig til at stelle, glad og lykkelig, som om noget godt var hændt.
Erik Vangen stod fremved Disken hos Hans paa Bua.
Bagom ham trakterte Unggutter Brændevin; han selv havde en Pæglflaske i Lommen.
Hans paa Bua havde Forklæder fremme. Rosede Forklæder til to Mark Stykket. Jenter stod ved Siden og saa; men de skotted ikke bortpaa Erik Vangen.
„Dette ska Du tage,“ sagde Hans paa Bua. „Det klæder hende godt.“
Han saa fult bortpaa Erik Vangen.
Jenterne saa fremdeles ikke bortpaa de to.
Erik Vangen svared ikke. Lod, som om det aldrig var sagt.
Men bagom stod Tobias Bruen og et Par Unggutter til.
„Aakken hende?“ spurgte Tobias Bruen.
Hans paa Bua smilte.
„Skulde Du ha vidst det?“ sagde han.
Han saa bort paa Jenterne.
De lo forundrede og saa op.
„Nei, ingen taa dø,“ sagde han ærtende.
Da lo de alle. Men ingen saa paa Erik Vangen.
Tobias Bruen gik borttil, drog Brændevinsflasken frem og bød dem.
De holdt unda for sig med Hænderne.
„Nei fy,“ sagde de.
Da snudde Erik Vangen sig ligesæl og saa bortpaa Tobias Bruen. Saa smilte han, et Kameratskabets og den voksne Kars Smil.
Vendte sig atter fra dem og saa videre paa Forklæderne.
Hans paa Bua holdt et nyt op. Storblomstret, med sorte Silkeblomster paa brun Bund.
„Naa blir a gild,“ sagde han.
Erik Vangen drog paa Smilen saavidt. Blikket streifed Jenterne.
„Aa koster dette da?“ spurgte han.
„Tre Mark,“ svared Hans paa Bua.
Jenterne snudde Hodet og saa. Det var Kristens-Siri og Kari Jordet og Gunhild Velstu.
„Je faar ta detta da,“ sagde Erik Vangen ligesælt. Fik Pungen op af Lommen og lagde frem en Daler.
Det blev ligesom lidt stille omkring.
Hans paa Bua pakked forsigtig ind, fik Hyssing mellem Tænderne og bandt om.
Saa leverte han Pakken til Erik Vangen, tog Daleren og gav 2 Mark igjen af Skuffen.
Erik tog ligegyldig imod, stopped Forklædet i Frakkelommen og snudde sig.
Saa gik han indimellem de andre.
Da kom Tobias Bruen borttil.
Han bød Brændevin, drak selv først og bød Erik Vangen.
Erik Vangen tog sin egen Flaske frem. Satte for Munden og drak. Rakte saa til Tobias Bruen.
Denne stak sin Flaske ind i Brystlommen og drak af Erik Vangens. Strøg af med Haanden og leverte tilbage.
„Ta var godt Brændvin det,“ sagde han. De andre Unggutter var tause.
Erik Vangen bød videre; de drak, strøg af og takked.
Saa slog Erik Vangen Armen om Akslen paa Tobias Bruen.
„Kom, saa gaa vi sta aa speller Kort,“ sagde han.
De to slang ud gjennem Døren, og flere Unggutter fulgte.
Jenterne snudde Hoderne og saa efter dem. Men de blev staaende ved Disken.
Hans paa Bua lagde Forklæderne ind.
„Skulde undres, hvem som faar det Forklædet,“ sagde han.
„Det blir full naaen taa dø!“
Han havde sit lure, godlidende Smil.
„Hoi nei!“ roper det fra dem alle.
„Je vet nok, aakken han gir aat,“ siger Kristens-Siri. v „Aa det er naa itte sikkert det da,“ svarer Gunhild Velstu.
„Aa jomænd er det sikkert,“ siger Kari Jordet.
„Det saa dem da paa Nergard-Norset i Vinter.“
Hans paa Bua blunker.
„Du har naa full vørre paa Fanget has Du au væ, Siri,“ siger han.
Kristens-Siri blir rød.
„Nei det har je ret itte,“ svarer hun.
De to andre skotter bortpaa hende.
„Nedi Bergslien her,“ siger Hans paa Bua.
Siri Kristens vrider paa Munden.
„Pyt aa er sligt for Slag da?“ siger hun.
„For voksne Jenter,“ fuldfører Hans paa Bua.
„Ja det seier je ret,“ svarer Kristens-Siri.
Hans paa Bua ser paa hende, som hun staar der ung og fuldvoksen og knytter Tørklædet under Hagen.
„Aa han har full vøri oppaa aat dei au,“ siger han. Han blunker bort til de andre.
„Nei det har ’n ret itte; det kan je da seie’n fri for,“ svarer Kristens-Siri magert; hun ser hen i Veiret.
Hans paa Bua smaaknegger og morer sig. Han skotter bort paa et Par Karer, som sidder og røger paa Bænken opmod Væggen.
„Ho har ingen a Siri,“ skjæmter han.
En af Karerne tager Piben af Munden og spytter, før han lægger Ord ind.
„Aa jo, ho har nok ho, baade en og to,“ siger han — han er i Forstaaelse med Hans paa Bua.
„Nei hør naa!“ roper Kristen-Siri, smigret.
„Du ved full naae om det Du?“ Hun snur Hodet og ser bortpaa ham, som taler.
Han ser fordægtig ud. Sætter Piben i Munden og røger igjen, men svarer ikke.
„Du ska sjaa, han Ola er den ene,“ siger Hans paa Bua.
Kristens-Siri slaar efter ham, blussende rød.
„Nei naa blir det førsæt,“ roper hun, mens alle ler.
„Nei Du Hans!“ ler hun; hun svinger sig rundt fra ham.
„Hoi,“ siger hun.
Men Ola Fællingen sidder der fordægtig og smiler og røger.
„Nei det er a naa fri før da,“ siger han. „En ska itte juge paa a heller,“ føier han til. Deres Øine streifer hinanden.
„Aa Pokkern tru,“ siger Hans paa Bua.
Da slaar hun med Tørklædet bent i Ansigtet, saa Hans paa Bua tar for sig og blunker.
„Ti still med sa!“ siger hun.
I det samme glider der en Jente stille ind. Det er Eline Vangen.
Der blir næsten tyst, som hun kommer frem til Disken og staar hos de andre.
Hans paa Bua kommer borttil.
„Er det Sæterfolk ude au,“ spørger han.
Eline smiler sit gode Smil.
„Ja det skulde vel være det,“ siger hun.
Saa taler hun lavt med de andre.
„Kom Du ned att naa,“ spørger Kari Jordet.
„Ja.“ Hun staar stilfærdig og faar frem et lidet Tørklæde.
„Du maatte aat Bygden?“ spørger Hans paa Bua.
Eline smiler igjen.
„Du skjønner, en lyt aat Bygden til Things,“ svarer hun, men saa stilt, at der ikke kan spørges videre.
„Du skal oppaa at væ’?“ Det er Kristens-Siri, som spørger.
„Ja.“
„Naar da?“ spørger Gunhild Velstu.
„Imorraa!“ Eline ser paa Hans paa Bua og staar nu lige ved Disken for at kjøbe.
„En Fjerding Kogsukker,“ siger hun.
„Ja, det skal bli,“ siger Hans paa Bua; han tager Loddet og trækker Skuffen ud.
Der veies i Stilhed. Hun tager imod og betaler.
„Det var godt, Du kom hem naa,“ siger Hans paa Bua.
Han prøver et Smil.
„Saa?“ Hun smiler helt.
„For aa holde Styr paa ’n Erik.“
Hans paa Bua gløtter bort paa de andre.
Eline svarer ikke.
„Han er saa slem aat Jentøm her,“ siger Ola Fællingen.
Og somme ler saa smaat.
Eline ser bort paa Ola Fællingen.
„Det faar bli hans Sak,“ svarer hun ganske stille.
Vender sig mod Jenterne, som nu er alvorligere, taler nogle dæmpede Ord og tager saa Tørklædet.
„Ja, Gokveld da,“ siger hun.
„Gokveld,“ svares der i samme Tone. Saa vender hun sig og gaar.
Hans paa Bua ser bortpaa Karerne, som sidder paa Bænken.
„Kom itte der,“ siger han.
Karerne røger og smiler betænksomt hen for sig.
Og Jenterne gaar om en liden Stund ud.
Det var ved Solefald samme Dag.
Det havde regnet Dagen i Forveien; nu stod Dalen fyldt af modnende Væksterlighed og Sommermyldrets lykkelige, frugtbare Duft. Gyldentunge Sommerskyer drev høit over Aasene i det blaa; Solen havde Kveldstundens svale Glød; der gik et Drag af sydlig Vind gjennem Luften, saavidt at Aaspeblad kunde skjælve, saavidt at Kinden fornam den, naar man sad stille.
Der tog en Jente i Sørberggrinden og gik langs Akeren opover paa nordre Siden. Det var Eline Vangen, som nu var færdig med Stellet tilkvelds.
Hun gik med et ungt Rugaks mellem Fingrene, Fod for Fod langsomt og vugged sig frem. Fødderne sabbed i vild Stedmorsblomst og Smørblomst langs Akerrenen. Nedover mod Skigarden vrimled Sommerens Blomstermylder hvidt og blaat og rødt i det høie Græs.
Hun stansed og saa opover; saa gik hun igjen.
Rugakeren stod alt høi, med lette graa Aks, som duved saa smaat i Vinddraget; Byggakeren længer oppe bølged mørkegrønt luende for det vageste Vindglufs og var retnu i Skydningen; her og der kunde en fornemme myge Aksdusker i selve Straaet.
Hæggen stod med knoppede Bær, stærktduftende; den vilde Ribsbuske bortved Stenrøsen havde bleggrøn Kart, som lugted syrligt og frænt paa langen Led. Men paa den anden Side af Skigarden i Kristenstrøen gik en rosenrød Unggris og roded i den svarte Muldjord fremved Bækken i Orekrattet; den var ventendes med Smaagriser første Gang ud over Høsten.
Eline gik videre opover langs Akeren, bøied af, der Smaaskogen begyndte, og kløv over Skigarden, gik derfra gjennem Orebuskene, over Bækken og frem paa bare Kristenstrøen, hvor hun satte sig paa Bakken fremved en Sten og saa udover. Skotted af og til nordover mod Enkegaarden og Velstu, hvor Larmen af Thingfolket hørtes, og sad igjen som før.
Hun kjendte det saa besynderlig trangt for Bringen, der hun sad; havde kjendt det nu i mange Dage, men værst igaar og idag. Ikke, at hun vilde graate — nei! Hun havde det aldrig slig; det var bleven ligesom saa vanskeligt at leve.
Ikke at hun vilde dø heller — aa nei, det var nok Umuligheds Raad det, men — hun skjønte ikke, hvad der gik af hende paa det sidste.
Siden den Dag i Julen var det ligesom bleven slut mellem Erik og hende, hvad det naa kunde være. Ikke for det; hun skjønte nok, at det var; men der var kommen slig overlags Blygsel.
Al den lange Tid, han laa paa Tømmerhugst i Vinter, var han aldrig hjemom, og nu i Sommer, mens hun laa paa Sæteren, havde han ikke været der mere end en eneste Kveld som snarest, og da blev det ingenting, endda hun gjerne skulde have slaaet Armene omkring ham, om han havde villet.
Nu igaar syntes hun, hun ikke kunde holde det ud længer, men maatte ned i Bygden mellem de andre, endda hun var illsvien for Buskapen, og nu, da hun vel var her, sad hun her alene, endda hun godt vidste, han maatte være enten paa Enkegaarden eller hos Hans paa Bua mellem al den anden Ungdom.
Hun bøied Hodet og saa ned i Fanget paa sine Hænder; saa saa hun igjen opover til Enkegaarden og Bergslibakken.
Der kom de, et helt Følge af dem, Jenter og Gutter nedover Lien! Det stakk til i hende. Der var baade Erik og Tobias Bruen og Knut Sørhaugen, og mellem Jenterne kjendte hun flere.
De lo og ropte; Gutterne gik tæt indpaa Jenterne, som slog efter dem og holdt dem fra sig. Det stakk igjen til i hende.
Hun vilde reise sig for at gaa, men fik det ikke til og blev siddende; det gik koldt nedover hende. Der bøied de af Kristenstrøveien og kom lige sydover; de skulde vel paa Dans bortpaa Sørberget eller nogen anden af Pladserne der søndenfor.
Hun snudde Hodet fra og sad og saa ned hele Tiden.
De hujed og lo deroppe. Hun kjendte Kristens-Siri paa Stemmen; ja Gundhild Velstuen var ogsaa med.
Nu standsed de.
„Nei sjaa a Eline,“ var det en af Jenterne, som ropte, og der blev lidt Stilhed.
Hun sad urørlig og snudde ikke Hodet; strøg bare med den ene Haand Haaret indunder Tørklædet.
Da hørte hun det knage i Skigarden. En Gut hoppede over og kom nedover.
Nu snudde hun Hodet og saa.
Det var Tobias Bruen.
Han kom lige nedtil og blev staaende.
„Bli med paa Dansen naa,“ sagde han. De andre deroppe vented.
Eline saa op og atter ned i Fanget.
„Aa nei, itte naa lel,“ siger hun.
Tobias Bruen staar med Hænderne i Lommen og ser paa hende.
„Aaffør itte det da,“ siger han. Han ser opover mod de andre.
„Nei itte naa lel,“ svarer hun.
„Kom naa Eline!“ hører hun Kristens-Siri rope.
Hun ser opover, men snur atter Hodet.
Da knager det anden Gang i Skigarden; en anden Gut hopper over og kommer nedover.
Det er Erik Vangen.
Han kommer lige borttil.
„Bli med naa Eline,“ siger han. Han er lidt tung i Røsten.
Eline ser op paa ham, men atter straks bort.
„Aa nei!“ siger hun saart.
Tobias Bruen tager efter hende. Hun værger lindt for sig.
Erik Vangen staar og ser.
„Kom naa,“ siger han.
Eline ser hen for sig, men svarer ikke.
Da slaar Tobias Bruen Armene omkring hende og løfter.
Hun frir sig, svinger sig ud fra ham og vil gaa.
Han holder igjen.
Nu staar hun og arbeider for at faa Haanden fri; Øinene er mørkblaat harme.
Da kommer Erik Vangen lige hen.
„Nei gjør itte detta,“ siger han skjælvende paa Maalet.
„Naar a itte vil.“ — Røsten faar en mørk Tone.
Tobias Bruen ser paa ham og slipper; Eline gaar langsomt nedover uden at snu sig en eneste Gang.
„Det var svært til Jente,“ siger Tobias Bruen; han stirrer efter hende.
Erik Vangen smiler, tvungent.
„Hun er saa underlig med det,“ svarer han.
Saa gaar de langsomt opover, Tobias Bruen med Armen om Erik Vangens Skulder.
„Ho vilde itte,“ ropte Tobias opover.
Følget staar og venter, mens de hopper over Skigarden. Saa gaar de alle i samlet Flok sydover Ragstgutuen til Sørberget, Gutter og Jenter gantende og slængende under Latter og Tale, som høres lydt og langt i Solefaldet.
— — —
— — —
Det var Kveld i Vangenstuen.
Thrond selv var kommen igjen fra Thinget og havde ædt Kveldvord alene; nu laa han paa Sengen med Piben i Munden; Eline gik stilfærdig til og fra.
Fluesurren mellem det visne Løv under Taget var stilnet; Stuens solvarme Lugt var svalnet af; en dormende Nattetone graaned ind gjennem de matte Ruder og gav Rum for Søvn.
Thrond Vangen laa og kjendte sig tung. Thingbrændevinet var faldet tættere, end han var vant; han fornam ligesom Blodets Gang i Kroppen og en drivende Uro, som ikke engang Tobakken kunde døve.
Nu laa han paaklædt og vented Sønnen.
Halvfuld Ungdom havde slængt langs Veiene, da han gik hjem; fra Sørgberghusene havde han hørt Huj og Rop og døvende Felelaat gjennem Kveldsstilheden.
De skulde vel drive paa der nu til langt paa Nat, saa sanset Folk ikke fik sove! — Og han kjendte medét slig god Fornemmelse af Eline, som gik herhjemme fra det ene til det andet saa stilfærdig og voksen, endda hun ikke var ældre Kvindfolket. Bare det, at hun var kommen ned fra Sæteren idag havde gjort det anderledes og ligesom tryggere derhjemme.
Nu stod hun fremved Skabet og satte Kopp ind.
Thrond tog Piben ud af Munden.
„Han er paa Dansen han Erik da vel?“ siger han uden at snu Hodet.
Eline saa sig tilbage og lukked Skabdøren.
„Ja han er vel det,“ svared hun.
Thrond røger et Par Tag, tager atter Piben ud af Munden og grunder.
Eline er gaaet frem til Aaren.
„Han begynder aa gaa efter Jentøm naa,“ siger Thrond, han ser bortpaa hende.
Eline faar det travelt med et Par Husuer, som hænger der.
„Ja, det er nok af dem der,“ svarer hun og smiler. Men det snører sig sammen inde i Brystet paa hende.
Thrond røger videre; Øinene stirrer ret frem.
„Gaar Du oppaa Du da?“ spørger han, søvnig i Røsten.
Eline snur sig.
„Nei, det gjør je itte,“ svarer hun, saart. Hun staar lidt og ligesom venter.
Der er grundende stille.
„Du er itte taa dem Du,“ kommer det endelig.
„Aa nei.“ Eline glider langsomt bort fra Aaren og fremover Gulvet mod Ramnstrappen.
Da taler Thrond igjen.
„Det stod til bra paa Harsjøvolden vel?“ spørger han gjennem Halvmørket.
Eline stanser ved Trappen og snur sig halvt.
„Ja saa, naar je gik,“ svarer hun.
Hun staar endnu lidt og venter.
„Gaar Du oppaa att imorraa?“ spørger Thrond igjen, rustent.
„Ja — imorraa tidlig,“ svarer Eline, bristende.
Der er stille.
Tobaksrøg af fersk Skraatobak begynder at fylde Stuen.
Thrond taler ikke mere.
Eline tager vart i Ramnstrappen og gaar stilfærdig op.
Der ties fremdeles derborte i Sengen. Tobakken har faaet Magten over Thrond Vangens Tanker.
Eline havde taget Sko og Trøie af. Nu sad hun paa Sengekanten med Hænder i Fang og stirred ind i Kveldsdunkelheden.
Gjennem det aabne Ramnsvindu flød Sommerkveldens bløde Luft; en og anden Kveldsjingle vifted forbi i Graaningen og var borte; en fjern Uro af Dansemoroen deroppe paa Sørberget levned som en saar Tone i Dalstilheden.
Eline kunde ikke lægge sig. Det trykked for Bringen saa kvidefuldt; hun kjendte sig saa ulykkeligt svegen, saa fattigslig og liden, der hun sad.
Hele Sommeren udover havde hun gaaet deroppe paa Sæteren og ventet, til hun syntes, hun mest var paa Graaten; kom han ikke nu inat, og blev det ikke da altsammen slig, som hun kjendte det, saa hun blev sikker paa ham for al sin Tid, saa fik det være slut; saa vilde hun ikke længer være her paa Gaarden.
Hun reiste sig, skjælven gjennem Kroppen, men satte sig igjen.
Den drivhvide Feld og den underlige Lugt af visnende Lyng, som sank fra Ramnsbjælkerne, gav hende en øde, fremmed Fornemmelse.
„Han begynder at gaa efter Jentøm,“ havde Thrond Vangen sagt! — Hun tog sig med begge Hænder til Bringen og knuged fast. Ja, kom han ikke inat, saa var det slut alt ihop! Hun slog Hænderne op for Ansigtet og blev siddende slig længe, Ansigtet gjemt, Armene tæt knugede til Bringen, Fanget sammensunket og Fødderne viljeløst ned.
Med én Gang tager hun Hænderne fra Ansigtet og lyer. Der høres Rop og høi Tale, som kommer derovenfra. Det er Folk, som har drukket, Karer og Kvindfolk om hinanden.
Hun reiser sig braat, gaar bort til Ramnsvinduet, ser ud og lyer.
Det sortner og lyser paa dem deroppe i Sørbergbakken. Nu stanser de og taler.
„Kom naa Erik.“ roper en Karsrøst. Det er Tobias Bruen. „Kom, saa gaar vi sø’ paa aat’n Oline!“
„Nei, je vil gaa hem att!“ svarer en velkjendt Stemme.
„Aat’n Eline!“ siger en kvell Jenterøst.
„Skjeller det dig?“ svares der høit og haansk.
Hun synes, hun ser en Kar svinge bort fra de andre, men atter snu og gaa opover. Saa tales der høit og dæmpet om hinanden.
„Nei kom naa!“ roper Tobias Bruen igjen.
„Hold Kjæften paa dei,“ svares der tilbage hedt og i stor Harme. Hun ser en Kar slaa ud med Armen for at fri sig, snu og gaa nedover mod Veien, alene.
„Aa reis paa Væggen!“ roper Tobias Bruen.
„Paa Ramnen!“ slænger den samme kvelle Jentestemme efter.
Saa ler de alle deroppe og gaar, i Flokk og Følge, mens Erik Vangen uden at svare famler nede ved Sørberggrinden, faar den op og kommer uden at lukke den gaaende i ustø Gang mod Vangenhusene.
Eline kjender sig saa glad og let for Brystet; nu ved hun, hvad hun ved.
Hun drager Ramnsvinduet igjen og hager Krogen paa; saa lister hun sig bort til Sengen, breder Felden over, snur sig mod Væggen og bliver liggende slig med en liden Dirren dybest inde i Brystet.
— — —
— — —
Thrond Vangen stod fremved Døren og vented. Det havde ikke hændt ham, at Sønnen var kommen hjem slig, og han vilde sige ham et og andet. Nu famled det i Svalen og fik Tag i Dørklinken. Det blev aabnet med et Rykk — Sønnen svinged ind og blev staaende indenfor den aabne Dør, støttet til Dørkarmen.
„Kjem Du att slik Du?“ siger Faderen harm; han staar og ser paa.
Sønnen staar og smiler i Kveldsmørket.
„Skjeller det dei det da Far?“ siger han tungt og paagaaende.
Faderen gaar ham nærmere.
„Aa ja, det gjør det,“ svarer han, kold i Maalet.
„Det bruges itte sligt her paa Garden.“
Sønnen staar lidt.
„Aa Du har vel vørre fuld Du au væ,“ siger han.
Faderen tier. Staar en Stund og ser.
„Gak staa aa lægg dei naa,“ siger han endelig.
Sønnen staar og vagger. Stolprer saa nogle Skridt frem, men snur og gaar mod Ramnstrappen.
„Hvor ska Du hen?“ spørger Faderen kvasst; han gaar lige borttil.
Sønnen famler i Trappen.
„Je vil oppaa aat’n Eline,“ svarer han; han sætter Fod foran sig, snublende.
Da tager Thrond Vangen Tag og slænger ham frem paa Gulvet.
„Gaa sta og lægg dei!“ skriker han.
Erik Vangen har Tag i Faderens Arm eg gaar igjen mod Ramnstrappen.
„Je vil oppaa aat’n Eline,“ roper han.
Da tager Harmen Thrond Vangen. Han hugger Tag med begge Hænder og sætter Sønnen mod Væggen, saa det søkker.
„Je ska lære dig oppaa je!“ siger han med sammenbidte Tænder.
Sønnen tager igjen.
„Je vil oppaa aat’n Eline, hører Du!“ roper han; begge hans Hænder famler i Faderens Bringe.
Denne rykker ham til sig, snur med ham og sætter ham mod Kovedøren, som springer op med et Kløkk i Laasen.
Sønnen slaar ud med begge Arme og holder igjen.
Der kjæmpes uden et Ord.
Da slipper Faderen, løfter Armen til Slag — og slaar.
Sønnen stirrer, ligesom undrende; saa løfter han Albuen til Værge.
„Je slær snart att je Far!“ kommer det vildsomt, næsten paa Graaten.
Da staar Eline der, halvklædt.
„I Jøssø Namn, aa er detta!“ roper hun; hun hugger Tag om Eriks Arm og tynger den ned.
Thrond Vangen staar, dirrende, med begge Næver knyttet; Sønnen faar famlende Armen kring Elines Hals.
Hun svinger med ham mod Kovedøren og ind.
„Kjære gjør itte detta!“ siger hun.
Han følger, viljeløs. „Je vil oppaa aat dei je,“ siger han.
„Ja, ja,“ svarer hun dæmpet; hun faar ham frem mod Sengen. „Sia,“ hvisker hun. „I Maarraa.“
„Nei, je vil oppaa aat dei naa je,“ holder han paa. De sidder paa Sengen.
„Nei, itte naa lel,“ siger hun. „Du ska saavaa naa.“ Hun frir sig lindt.
Han prøver at reise sig, men blir siddende.
„Je vil oppaa naa je,“ siger han.
„Nei itte naa lel,“ hvisker hun igjen. Hun synes, hun vil graate.
Saa gaar hun, lukker Døren og hegter Krogen paa.
„Skulde Du ha set sligt,“ siger hun; hun snur sig mod Thrond Vangen og prøver at smile.
Thrond Vangen staar som før. Bringen gaar; han knapper med dirrende Fingre Vesten.
„Gaa sta aa lægg dei Du au,“ siger han, skjælv i Maalet. „Detta ska væra slut, saa vidt Du vet det!“
Hun ser paa ham.
„Je vil det itte!“ Han roper det ud.
Der gik som en Frysning over Eline under hans harme Rop.
„Aa vil Du, je skal gjøra? spørger hun bristende.
»Du lyt rese!“ kom det kvasst. „Itte for det — je har ittnaa paa dig aa seie; men — je vil det itte hører Du!“
Han var hæs i Røsten.
Eline tier og ser bortpaa ham.
„Ja, je skal nok rese,“ svarer hun ganske stille, snur og gaar, Skridt for Skridt bort til Ramnsstigen op og paa Ramnen.
Thrond gaar mod Sengen og lægger sig, mæt af Harme.
Det er tidlig Morgen i Vangenstuen. Eline staar og knytter sit Tørklæde; Thrond Vangen sidder paa Sengen paaklædt og ser fremfor sig.
„Gaar Du oppaa Sætera att?“ spørger han, lav i Røsten.
„Ja.“ Hun taler saa underlig fremmed. Saa ser hun sig om og finder Bundingen.
Thrond Vangen sidder og tier.
„Reser Du med det samme?“ spørger han igjen.
Eline er blek.
„Ja, Du vet, je reser med det samme,“ svarer hun.
Thrond Vangen ser ned paa sine krogede Fingre.
„Aakken ska ta’ ved efter dei?“ spørger han. Eline ser ned.
„Je ska gaa bortom a Knutsmarthe,“ svarede hun.
„Du vet, Du ska’ itte bli opraad,“ føier hun til og snur.
„Hm!“ Det kom som et lidet dræbt Grynt fra Thrond Vangen. Han saa ikke op.
Hun fæster Bundingskrogen fremved Trøien; det tager lidt Tid.
Da taler Thrond Vangen igjen.
„Aa reser Du hen?“ kommer det, svært lavt.
Eline ser fremfor sig. Øinene er ligesom slukte.
„Aa je vet itte,“ svarer hun saart.
Thrond Vangen ser op.
„Du kjem full indom att?“ siger han. Det klikker til i Røsten.
„Ja, je har Klæderne mine her,“ svarer Eline. Kaffekjedlen der frempaa Aaren koger over; hun gaar fremtil og sætter den tilside. Reiser sig saa igjen og staar lidt. Saa gaar hun, først fremover mod Døren, men snur saa og kommer lige borttil Thrond Vangen.
„Ja, Farvel da,“ siger hun og rækker Haanden frem.
Thrond gir Haanden og ser kort op paa hende.
„Farvel,“ siger han.
Saa gaar hun fort og stilt uden at se sig om mere.
Hunden, som laa fremved Aaren, letted Hodet, kom fort op og lunted fremover for at følge; men Døren gled i og blev lukked. Den stod en liden Stund med Hodet paa Skakke og vented; saa gik den hen til Thrond Vangen, stakk Snuden op mellem hans Hænder og smaalogred; gik saa igjen til Døren og satte sig, undrende.
Der var knugende stilt i Stuen.
Uhret der borte ved Skabet sagde „knepp, knepp, knepp, knepp,“ høiere og fastere end det ellers brugte; Kaffekjedlen stod svart og forladt.
Thrond sad en Stund; saa reiste han sig, knapped Vesten tversikkert og gik med velberget Buksebag bortover til Aaren, hvor han satte sig paa Krakken og stirred ind i Asken.
Nu gauled Hunden og vilde ud. Thrond reiste sig grætten, gik hen og lukked op.
„Fillebikje!“ mumled han. Saa gik han igjen fremover til Aaren, strid og trodsig i Buksebagen, satte sig paa Krakken som før og gav sig til at stirre paa Kaffekjedlen.
Hunden drog Svalen ud, fôr snusende omkring paa Gaarden, først et Kast nedover mod Fjøset, saa tilbage igjen og et Kast bortover mod Skaalen; endelig fik den Fod og drog med brændsnart Søg Veien frem, smøg Sørberggrinden og satte tilskogs rake Sæterveien i Eline Vangens Spor.
Men inde i Koven sov Erik Vangen Rusen ud.
Da Eline tog i Klinken paa Knutsmarthestuen og Hunden smøg foran hende ind, sad Knutsmarthe og drak Kaffe fremved Bordet
„Nei naa mener je!“ sagde hun; hun skøv Kaffekoppen unda og reiste paa sig.
Men da Eline kom frem med sit Ærende, slog hun sine Hænder ihop og blev staaende handfalden.
„Nei kjære aa er det paa Færd naa da!“ ropte hun.
Eline saa frem for sig.
„Aa, det er galt alt ihop,“ svared hun, brudt.
„Ja det maa vel være au det da,“ sagde Knutsmarthe; hun stod og vagged med Hodet hid og did og holdt Hænderne ihophugne frem for sig.
„Det er Gubben væ’?“ Hun gav sig Ærend bort i Aaren for at løfte Laaget af Kaffekjedlen.
Eline svared ikke.
Saa havde da Knutsmarthe, som hun gik der frem og tilbage i Stuen og stelte, endelig lovet at komme, men havde hele Tiden aajet og baaret sig over, hvor dette var kommet braat paa og hvor slemt det blev at overtage nu midt paa blanke Sommeren.
„Du vet, det er itte greit aa ta’ ved etter dei,“ havde hun sagt.
Eline havde ment, at det greide hun nok, gammelt kjendt som hun var paa Gaarden.
Ja, saa havde hun da lovet at komme efter, saasnart gjøres kunde, samme Dagen.
Morgenen efter var det en tung Stund for Eline Vangen. Hun havde givet Killingerne Salt paa Saltstenen; hun havde været i Fjøset og strøget og klappet hver eneste Ku, blank i Øinene; men da hun var kommen til Bjældkoen, havde hun snudd sig bort og ikke orket mere; Taarerne var kommet fort og kringt, saa hun maatte stryge dem af med Haandbagen.
„Ja, det er rent forsætt au detta,“ havde Knutsmarthe sagt; hun havde staaet ved Siden og seet paa.
Nu gik Eline Sæterveien nedover fra Harsjøvolden. Hun havde sort Silketørklæde over det lyse Haar og den sorte Vadmelskufte tæt igjenhægtet; hun gik fort og saa ned paa Stenene frem for sig hele Tiden.
Men bagom hende hørtes de varme Kløkk af Kobjælder; det var Vangenbuskapen og Præstgaardsbuskapen, som tog Ragstveien bortover langs Sjøen til Stormyren.
En halv Time senere tog Eline Vangen varsomt i den tunge Klinke paa Præstegaardsgrinden, kom gjennem Svaldøren stilfærdig ind i Kjøkkenet og spurgte efter Fruen.
Gjertrud, Kokkejenten, snudde sig fra Kjøkkenbænken, hvor hun hakked Græsløg til Fiskesmørret. En Ferskfiskgryde kogte paa Aaren.
Jo, Fruen var i Storstuen.
Eline snudde, lukked Kjøkkendøren, stod lidt i den halvmørke Gang fremved Trappen, tog endelig vart i Storstudøren, aabned uden at banke paa og kom ind.
Fruen sad ved sit Sybord fremved Vinduet og bøded gammelt.
Hun myste bortover mod Døren lidt langsynt, smilte, lagde fra sig og reiste sig
„Goddag,“ sagde Eline stilt.
Fruen gik hende tilmøde.
„Nei, er det dig Eline,“ sagde hun hjerteligt.
„Ja, det er nok det.“ Eline rækker Haand.
„Kom og sidd!“ — Fruen slipper ikke Haanden.
„Aa Takk!“ Eline følger og kommer tilsæde.
Fruen blir staaende.
„Naa, hvordan staar det til paa Vangen?“ spørger hun; hun ser paa hende med de varme, brungraa Øine. Men Blikket skifter straks Udtryk og bliver forskende.
„Jo Takk,“ Eline ser ned i Fanget.
Da sætter Fruen sig fremved hende. Der er stille.
„Det er vist noget, Du vil sige mig?“ siger hun. Der er kommen noget alvorligt omkring den bleke, myge Mund; Øinene forsker dybere.
Eline ser op, blyg.
„Ja, det er nok det,“ svarer hun.
Fruen tier.
„Je vilde spør Frua, om Du vet noget Steds, je kunde komme i Lære.“ Eline stirrer fjernt frem.
Præstefruen ser forundret paa hende.
„Vil Du reise fra Vangen?“ spørger hun.
Eline slaar Øinene ned, men løfter dem atter og ser ret frem, blaanende.
„Ja, je vil det.“ svarer hun.
„Hvad siger Du?“ Præstefruen reiser sig. De gode Øine mørkner; Munden faar et vemodigt Drag. „Nei men kjære, hvad er dette?“ føier hun til.
Eline tier.
Da lægger Præstefruen sin Haand paa Elines Arm.
„Maa Du dette Eline?“ spørger hun.
„Ja, je vil det!“ svarer Eline uden at se op.
„Og saa kommer Du til mig?“ Fruens Haand ligger fremdeles paa Elines Arm; hun ser hende dybt forskende ind i Ansigtet.
Da ser Eline op, et rent Blik.
„Ja, je kjem aat Fruen,“ svarer hun. Saa slaar hun medét Øinene ned og rødmer.
Præstefruen reiste sig helt. Der steg et Skjær af Bevægelse op i det storformede, blege Ansigt; Munden bued sig, ømt.
„Bi lidt,“ sagde hun. Og dybest inde i Blikket brandt der noget som dulgt Harme.
Saa gik hun med tunge, stærke Skridt ud af Stuen og op den knirkende Trapp.
Og Eline sad alene i Præstegaardstrygheden.
Præstefruen blev længe borte, og da hun endelig kom igjen, var hun bevæget. De gode Øine var mørke; der var noget uendelig mildt kring hendes Mund.
Hun kom lige hen.
„Jo,“ sagde hun. „Jeg har talt med Præsten om dette. Du kan bli her hos os.“
Det tager et Sæt i Eline. Hun reiser sig.
„Kan det ske det da,“ siger hun. Haanden løftes saavidt og smyger borti Fruens. Øinene blir blanke.
„Ja Vennen min,“ svarer Fruen. „Du blir med det samme. Jeg skal sende Ola bort efter dine Ting“.
Hun stryger hende over Haaret.
Eline Vangen ser op.
„Kan det ske dette da?“ siger hun.
Præstefruen smiler.
„Det er afgjort nu,“ svarer hun.
Eline staar lidt. „Ja naa vet jeg rigtig itte, aassen jeg ska’ takke Frua,“ siger hun i stor Værdighed.
Præstefruen gaar lige hen og klapper hende gjentagne Gange paa Kinden.
„Det skal vi nok bli enige om Du og jeg,“ svarer hun.
„Forresten ser Du, saa er der nu ikke saa langt fra Præstegaarden til Vangen,“ føier hun smilende til.
Eline slaar Øinene ned og blir rød lige op i det lyse Haarfæste.
Efter Kvilstunden samme Dag kom der en Mand med Hest og tom Kjærre kjørende nordover Veien til Vangengrinden, aabned og viked ind paa Gaarden.
Det var Præstegaardsdrengen Ola Johnsen.
Thrond Vangen stod midt paa Gaardspladsen i Skjorteærmerne og stirred; Erik gik og slog fremved Bækken nordom Husene.
Ola Johnsen lukked forsigtig Grinden, kjørte saa frempaa og holdt midt paa Gaarden.
„Goddag,“ sagde han.
„Aa Goddag!“ — Trond Vangen seg borttil.
„Du er ute aa kjører!“ sagde han.
Ola Johnsen, Styggpaajord, med den store krokede Næse i det grove Ansigt, spytted.
„Ja, je er nok det,“ svared han.
Han kjørte Kjærren videre frem, lige til Svalen, og snudde Hesten.
Thrond Vangen stod og saa paa.
„Jeg skulde faa ti Klæderne hendes Eline,“ siger Ola Styggpaajord; han ser paa Thrond med lysblaa smaa Øjne tæt paa begge Sider af Næsen, skygget af rødgule Bryn. Saa lægger han Tømmerne.
„Hm!“ — det kom som et Grynt fra Thrond Vangen.
„Det skulde være e Kiste aa en blaa Løp.“ Ola Johnsen spytted igjen og bytted Bussen.
Thrond Vangen svared ikke, gik bare, uden at se sig om, ind i Stuen, Ola Johnsen fulgte. Men borte ved Bækken stansed Erik Vangen Ljaaen, stod lidt og stirred, undrende, og begyndte igjen at slaa.
Thrond Vangen gik op paa Rammen foran Ola Johnsen.
„Det er nok oppaa her,“ sagde han.
Saa gik de begge to fremover Ramnsgulvet til Sengen, hvor Kisten og den blaamalede Løp stod. Det var øde deroppe. Alle Vægge bare, ingen Bøger i Vinduet, ingen Speile i Vindueskarmen. Sengen stod der død og tom med sin rene Feld. Den rødmalte, slidte Stol stod tæt ved Væggen.
Ola Johnsen hugg Tag i Kistens ene Hank med høire Haand og tog Løpen i venstre. Thrond Vangen bar Kistens anden Ende. Slig kom de sig med tunge Fødder fremover Ramnsgulvet igjen og ned Trappen.
Ingen af dem sagde et Ord hele Tiden. Rammen stod øde og taus bag dem. Det hang nok igjen en vissen Lyngkvast inde under Slinden og gav en Slags Erindrings Lugt af døde Fjeldblomster; men det kjendte ikke Thrond Vangen.
Da Kisten og Løpen vel var komne paa Kjærren og Ola Johnsen tog Tømmerne, spurgte Thrond:
„Aa ska a hen a Eline?“ Han saa ned i det samme.
Ola Johnsen smatted paa Hesten.
„Aat Præstgardøm,“ sagde han. Saa kjørte han.
Der sank noget underlig slagent nedover Thrond, der han stod. Han kunde ikke svælge Raaken. Han stirred efter Præstegaardsdrengen, som netop nu lukked Grinden. Men da han snudde Hodet, saa han Erik, Sønnen, staa lige ved Siden.
„Aa er det med ’n Eline?“ spurgte denne. Han saa stærkt paa Faderen.
„Ho ska rese.“ Thrond Vangen svared kort og brudt.
„Rese!“ Erik Vangen skifted Let, der han stod.
„Aa etter?“ kom det skjælvende.
Faderen saa bort. Saa snød han sig i Fingrene og tørked.
„Aat Præstgardøm,“ svared han.
Erik Vangen stod en liden Stund. Saa snudde han og gik, uden et Ord, forbi Svalen og nedover mod Stalden.
Men en Time senere slog han igjen ude paa Jordet. Thi Ljaaen maa gaa og Vinnen gjøres, selv om en har Hjertesorg.