Eline Vangen/6
SJETTE KAPITEL.
Dagen efter, at dette var hændt, gik Knutsmarthe.
Hun stod med Tørklædet paabundet og Bundingen mellem Fingrene frempaa Gulvet i Vangenstuen.
Thrond sad paa Sengen; Eline gik og stelte.
„Ja, naar er je fuill færdig, je da?“ sagde hun.
Eline stansed fremved Aaren og saa op med et godt Smil.
„Ja, Du er vel det da, denne Gangen,“ sagde hun.
Knutsmarthe saa bortpaa Thrond; men han sagde ingenting.
„Ja Tak for naa da,“ sagde Knutsmarthe og gik mod Døren.
„Aa itte aa takke,“ svared Eline.
Men Thrond Vangen gik hen til Aaren og tændte paa Piben sin. Vangengaardens Tryghed var igjen falden, baade inde og ude, og han kjendte sig i sit inderste Sind vel derved, skjønt han intet sagde.
Da Knutsmarthe var kommen udom Svalen og skulde tage Kurven, som stod fremved Svalgangen, kom Eline efter hende med en Smørøsje og en Myssmørball, som hun stak til hende.
„Ta dette naa,“ sagde hun.
„Nei kjære,“ sagde Knutsmarthe og dæmped sin kvelle Stemme. „Ska je ha detta da?“
Hun stod og saa saa godt paa hende.
„Ja mange Tak skal Du ha da — det trøngs nok,“ sagde hun videre; hun tog og stopped det ned i Kurven mellem nogen gamle Klædesplag, hun havde.
Saa rakte hun Haanden frem og skotted med det samme mod Døren, om nogen skulde komme.
Eline tog imod.
„Det er ittnaa aa tala om detta,“ sagde hun.
Men Knutmarthe maatte til igjen.
„Jo, sandelig var Du snill au naa,“ sagde hun; „Du har rigtig faat Kjærringfakten! — Ja Tak før naa da!“
Hun havde faaet Kurven paa Rygg og gik nu opover mellem Husene smaapratende for sig selv hele Tiden.
Eline stod i Svaldøren og saa efter hende.
Høsten var gaaet, med Barfrost og Trosteskvatter i de nakne Trær, med det første magre Snefald og Slagtning i den kolde Morgen bagom Udhusene; nu faldt der flingrende Snekav i yrende Mylder over Dalen; det stundet mod Jul; — Vintersolhverv var inde.
Paa Vangen var alt gaaet sin jævne Gang. Eline havde ganske stilt og som om det faldt af sig selv taget Gaardens Kvindfolkstyre; baade ude og inde var der kommen denne Trivsel over Gaarden, som Thrond Vangen nu i mange Aar havde savnet; Husuer og Skjorter blev altid stoppet og laget; Kopp og Kar stod paa sin Plads, og aldrig maatte en vente paa Maden, som naar Knutsmarthe kogte. Ja der var til og med kommen Aaklæde paa Sengen og en liden forgyldt Speile ude i Koven.
Mellem Erik og Eline gik alt sin hemmelige, lykkelige Gang. Ingen saa noget, og selv viste de intet; men der var Hundred dulgte Leiligheder nu, naar de først var enige, og de nytted stilfærdig dem alle. Et lindt Tag i Haand, naar de mødtes i Gangen, et Smil, som fortalte alt, naar ingen saa det. Og korte smaa Omfavnelser, snart naar hun kom ud paa Laaven, hvor han tærsked Korn i Kulden, for at bringe ham varm Drikke, snart paa Høitrævet, hvor han ret som det var gav sig Ærind for at hente Sæterhøi til Hestene.
Fjøskullen skjønte alt, men sagde intet; det var jo ikke sagt, det var alvorligere ment; Karfolk vil altid gantes. Thrond Vangen selv mærked kanske et og andet; men han tænkte som saa, at Ungdom er Ungdom, og derved er intet at gjøre. Det gik vel af ham, naar den rette kom. Saa var det gaaet med ham selv. Det var værst første Aarene, før en blev jentevant; siden kom voksen Mands Tanke med alvorlig Fundering paa, hvem en vilde have.
Men Præstefruen, som af og til kom indom paa Vangen, havde saa sine egne tause Tanker; hun brugte lægge Mærke til noget af hvert, og hun syntes Erik i det sidste tog saa stærke Tag i voksen Mands Arbeide og at Eline havde faaet denne beskyttende Ømhed i Røsten, som er saa egen for unge Piger, naar de har faaet den Ting paa det rene.
„Nu synes jeg Du har faaet det rigtig hyggeligt Thrond,“ sagde hun da gjerne og saa sig om i Stuen.
„Aa ja,“ svared Thrond Vangen.
Og saa gik Præstefruen efter at have nikket rigtig venligt til Eline.
Men da hun en Kveld henimod Jul slog paa det for Præsten, som netop stod og barberte sig fremfor Speilet i Blaakammeret, og mente, at den lille Eline nok en Gang vilde blive Kone paa Vangen, stansed Præsten Barberingen, holdt Rakekniven ud fra sig og saa lidt aandsfraværende paa Fruen:
„Ja tror Du det da Mor?“ sagde han.
„Ja — hvorfor ikke det?“ spurgte Præstefruen.
Præsten tog sig i det.
„Nei — jeg mente bare — hun er jo endnu saa ung,“ svared han.
Da lo Præstefruen, dæmpet og godt.
„Hun kan vel bli ældre,“ sagde hun.
Præsten saa paa Fruen.
„Nei jeg mente igrunden ingenting,“ sagde han.
Saa fortsatte han at barbere sig.
Det er Julekvelds Eftermiddag.
Det lyser fra Vedskaalen paa Vangen, ildrødt, sortflammende Lys af fed Tyrirod, som ligger midt i Sneen og brænder. Lyden af Vedsagen synger og skjærer i Kveldstilheden; Hugg af Øks fra Skaalen høres jævnt og stærkt.
Jenter gaar til og fra og bærer Fange efter Fange af den kvaeduftende nykløvede Furuved ind i Stuen, hvor Vedroen snart er fuld. Taler nogle Ord med Erik, som staar i Skaalen og hugger, ler og gaar igjen.
Nede ved Laaven sidder Spurv og Gulspurv og plukker Frø i den dybe Sne fremfor Laavebroen. Flyver med stor Dur op, naar nogen kommer, og sidder med vinterligt Pipp i Sneen oppe paa Taget eller borte i de snetunge Kviste paa Rognen bortom Fjøset, mens Snefald drysser, der de sætter sig. Saa flyver de en for en tilbage og ned paa Sneen fremfor Laavebroen, saa snart det atter er blevet stilt.
Skumring falder tyknende; hele Dalen er snelunt kjølig. Mandsstemmer og Læs, som kjører, høres dæmpet og dovt bortover Veiene; Festens Klokkeringning ventes.
Nu lægger Thrond Vangen Sagen paa Sagkrakken.
„Erik,“ roper han.
Erik Vangen stanser at hugge.
„Ja,“ svarer han.
Saa hugger han Øksen i Vedstokken og rusler ud til Faderen.
Thrond har kastet den sidste Vedklump ned af Krakken og staar nu med Sagen i Haanden.
„Det faar vel snart være slut naa,“ siger han.
Erik se paa Klumperne.
„Aa ja — det er nok detta,“ svarer han.
Faderen gaar mod Stuen.
„Dem ringer vel snart,“ siger han. „Du lyt skynde dig!“
„Ja.“ Erik bøier sig ned, kaster et Par Kubber ind i Skaalen, gaar langsomt efter og begynder igjen at hugge.
Det var godt, det blev Jul! Han var rent sliten af alt Arbeide. Men nu blev det Turing og Moro lige til Trettendedagen og Jullek paa Jullek bortover Bygden og Julkutkjøring med Jenter i Fanget paa Slæden.
Han hugg, saa Spikerne føg.
Da skulde han faa Eline i Fanget! Om Kvelden, naar de kjørte hjem!
Far hans fik bruge Smalslæden og Svarten, saa tog han selv Bredslæden og Storbrunen. Og saa om Kvelden, naar de kom hjem — da vilde han lure sig op paa Ramnen; for efter slig Turing sov Gubben — det var sikkert.
Han havde ikke været der siden den ene Gangen; der var falden slig underlig Helligdagsblygsel over alt deroppe siden da; men nu, i Julen — nu fik det ikke hjælpe. Han var da voksen Kar!
Erik Vangen saa op; — der kom hun.
Hun var alene; hun standsed i Vedskaalsdøren. Hun havde et graat, uldent Kasttørklæde bundet om Hovedet og knyttet løst om Halsen. Hun havde Lovaatter paa og graat Hverdagsskjørt. Hun var ligesom indi alt dette, der hun stod ung og frisk med Sneveirsroser i Kinderne og blanke, kjølige Øine.
„Slut naa,“ sagde hun. „Retnaa ringer det.“
Saa gik hun lige bort til Vedhaugen, bøied sig ned og tog med Greppvaatterne paa Skie efter Skie af den ferske, duftende Furuved op i Fanget.
Erik Vangen hugg Øksen i Stokken og saa bortpaa hende. Det var halvlyst derinde med blaffende Lysning fra den brændende Furukubbe derude i Sneen og koldt og fristende ensomt for en liden Stund.
Saa gik han lige borttil.
„Skal je hjælpe dig kanske?“ sagde han og lagde Armen omkring.
Hun stod med Fanget fuldt, Armene kring Vedskierne, smilende.
„Det er for sent naa,“ sagde hun.
„Aa nei.“ Han bøied hendes Hoved mod sig. Hun skotted mod Døren og lod ham faa sin Vilje.
„Tullgutt,“ sagde hun saa inderlig voksen og værdig.
Med det samme sang der et Kløkk, en varm dirrende Tone gjennem Dalen. Og om et Par Sekunder atter et, sterkere. —
De gled fra hinanden, men blev staaende, tagne af Klangen.
„Naar ringer det,“ sagde hun uden at paa ham.
Saa vendte hun sig og gik, med Fanget fuldt, fremover mod Svalen og ind, mens Klokkeklemtene steg jagende og tilslut brast ud over Kvelden som et stort skjælvende Kim af Toner, Tungsind og Lykke blandet.
De store Helligdage var gaaet, vinterstille og skinnende, med knirkende Gang af Kirkefolk og kjøligt Dumbjældsilder henover de frosne Veie. Nu var Rumhelgen kommen og dermed Juleturingens Tid.
Kveld efter Kveld laa Stuerne mørke, mens Bygdefolket gaaende og kjørende drog ivei til den lysende Gjæstebudsgaard; Nat efter Nat gik Springdansen hed og vild under Slinderne, mens Mylder af Folk og Summen af Stemmer, Latter af Jenter og Rop af Mænd bølged ud og ind gjennem Svaldøren og dæmpet Tale hørtes overalt mellem Husene.
Og Morgen efter Morgen, før Dagen dæmred, drog Gjæstebudsfolket hjem, somme i munter Folk, som larmed og lo, fulgtes, stansed og skiltes, andre i kjørende Følger med kneggende Heste og smeldende Sveper, Kvindfolket forsigtigt under Felden fremme i Sessen, Karfolket uvorrent bagpaa, mens Rop til Gampene sang gjennem Luften, Sneflingrer fløi af Hestehovene og Lugten af Bjørneskindsfeld og Ulveskindspels fulgte som en glufsende Stribe i Vindlaget.
Men rundt omkring laa Dalen i snetung Morgengraaning med Drys af de vintertause Trær langs Veiene og hemmelighedsfulde Spor efter Hare eller Ræv indover i Skogen overalt, hvor de fôr frem.
Der var Julmoro paa Negard-Nordset.
I Vinterstuerne spilte Gubberne Kort med Slag i Bord og dampende Snadder i Munden; Kjærringer og gift Kvindfolk drak Kaffe i Koven eller talte erfarent og lavt, i dæmpet syngende Tone om Bygdens Ting, strøg sig om Munden med de ihoplagte Silketørklæder og sad med Hænderne foldede i Fang, naar Taushed faldt paa.
Men i Sommerstuen, hvor Ungdommen holdt til, gik Dansen, hed og høi.
Kneggarlorens, Spillemanden, hugg Buen i Strengene, saa Felen skreg, tramped Takten med det laaghalte Ben og stirred vasblaat fremfor sig med Hodet paa Skakke og blanke Sveden i Haarfæstet.
Jenterne, som før havde danset med blyge Blik og varsomme Vendinger, svinged nu rundt med leende Mund og lukkede Øine; de gav smaa Rop, naar Spændet traf Slinden og Gutterne tog dem og hvirvled dem rundt og fik dem paa Fang ud af Dansen. Somme blev siddende en yrliden Stund, saa længe de syntes, det gik an; de fleste sled sig smilende løs og gik anpustne bort til de andre.
Erik Vangen sad paa Bænken, fremved Spillemanden og stirred. Han havde ikke danset stort om Kvelden og næsten aldrig med Eline: thi ingen maatte for alt i Verden mærke, at der var noget dem imellem; men det stak ham i Bringen, hver Gang hun smilte til andre, og naar nogen havde Armen omkring hende i Dansen, syntes han det aldrig tog slut.
Dans var igrunden Syndens Væsen, som alvorligt Folk skulde forsage. Han loved sig selv, at det skulde være sidste Julmoroen, han var med paa iaar.
Baade han og hun havde andet at tænke paa.
Nu sad han bare og længted, at Morgenen snart skulde gry, saa de fik reise; Felelaaten hugg og skured eggende i hans Øren som en forførende Dur, og de, som dansed, baade Karer og Kvindfolk, de var Verdens Børn.
Og som han sad der og stirred med saare, slukte Øine og hørte med trætte Øren, blev den hede Felelaat til dyb, varm Salmesang omkring og Stuen til en stor Kirke, hvor Kirkefolk kom og gik i Julehelgens andægtige Mylder.
Der gik kolde Kaarer nedover Ryggen paa ham. Han tænkte paa den Gangen, han havde holdt paa at rende Eline ihjel i Bergslisvingen. „Tak Eders Gud,“ havde Præstefruen sagt, da Eline endelig vaagned; det havde han gjort baade den Kveld og senere den Natten han havde været oppe hos Eline paa Ramnen; og nu lønned de to Vorherre paa denne Maaden!
Han saa bortpaa Kneggarlorens, som netop tog bedre Tag med Hagen rundt Felen. „Slut naa!“ sagde han og syntes i det samme, det var underligt, han vaaged sige det.
Kneggarlorens snudde Hodet og drog paa Munden.
„Er Du vørte andægtig,“ sagde han og spilte videre, saa det fossed og lued varmt af Felen.
Erik Vangen vendte sig halvt fra Kneggarlorens, og Tankerne gled atter ind der, hvor han slapp.
De skulde kjøre over Isen inat, og Aaen gik aaben tæt ved Vinterveien. Om de kjørte sig nedi nu, fordi Vorherre slog Haanden af dem! Og om han blev der! Da vilde hun sørge! Men saa om et Aar eller to kom en anden og fik hende, naar han var død; slig brugte det gaa. Det var ikke til at holde ud!
Han begyndte ligesom at bløde indvendig; Duren af Felen skalv glohed igjennem ham; han syntes Kneggarlorens sad der som Fanden selv og tramped alt vondt ind i Verden.
„Slut naa!“ bad han anden Gang, næsten kvasst.
Kneggarlorens gav et natvakt Smil, rysted paa Hodet og stirred ind i Stuen, som om det gjaldt hans Liv derinde.
Han hugg Buen i Strengene; Felelaaten herjed som en høljende Brand mellem Slinderne.
„Naa kjem Jinta di!“ sagde han.
Erik Vangen kvakk og snudde Hodet. Der dansed Eline igjen, denne Gang med Nordigardsdrengen.
Det døde koldt indi ham, der han sad og fulgte dem med Øinene. Han syntes, hun var bleven saa vakker i Vendingen og ligesom saa fuldvoksen i Kroppen; det stakk igjennem ham, at nu dansed hun med en fuldvoksen Kar. Og han kjendte sig selv saa forsmædelig ung.
Nu svinged hun rundt, alene paa Gulvet med det lyse Hoved ærbart paa Skakke, Øinene sænket og Kjolen tæt i Følge med Kroppen Sving i Sving rundt og rundt, saa de rappe smaa Fødder syntes. Nu tog Nordigardsdrengen Spændet, saa det sang i Slinden; hun lo og lukked Øinene, som han fik Tag kring om Livet; saa hvirvled de rundt de to hele Gulvet frem — der slog han sig ned paa Krakken fremved Koven og vilde have hende paa Fang; hun sled sig løs og sad ved Siden, mens Brystet gik.
Erik Vangen var oppe som stukken. Han stod lidt; saa slang han med Hænderne i Lommerne tvers over Gulvet og borttil.
„Kom naa Eline,“ sagde han, skjælven i Røsten, og tog efter hendes Haand.
Nordigardsdrengen sad tæt indpaa og holdt den anden Haand fast.
„Er det Du da Gut!“ lo han og saa paa Erik Vangen.
„Du ser vel det,“ svarer denne; han staar hed i Ansigtet og venter.
Eline har reist sig, blussende med et dulgt Blik paa Erik Vangen; men Nordigardsdrengen holder fast.
„Nei, vent lite naa,“ siger han.
Eline prøver at fri sig, men kan ikke.
„Slip naa!“ hvisker hun.
Nordigardsdrengen holder fremdeles fast.
„Det har ingen Hast; der sitter inga Farkjærring fast,“ sagde han muntert.
Da hugg Erik Vangen Tag og brød Næven op — Nordigardsdrengen dat att og bag af Bænken og blev siddende paa Gulvet opmod Væggen.
„Sjaa aat, Du faar sitte,“ sagde Erik Vangen; han svingte med den ene Haand Eline i en stor Sving frem paa Gulvet. De nærmeste lo.
Nordigardsdrengen kom op med et Rykk og hugg Tag i Eriks Arm.
„Nei bi naa!“ ropte han.
Erik Vangen slap Eline og brød anden Gang Næven op, saa Nordigardsdrengen røg overende paa Bænken og Bænken og Manden overende mod Væggen, saa det sang.
„Slipp!“ ropte han; Øinene stod flammende blaa.
I det samme stod Thrond Vangen med Hænderne i Lommen smilende og bred imellem dem.
„Drægs Dø Karer?“ spurgte han.
„Nei vi bare ligg aa søv!“ svared Nordigardsdrengen; han fik Bænken op og reiste sig.
De nærmeste lo igjen.
„Hidsigt Blod,“ sagde Thrond Vangen; han stod der smilende; saa satte han sig stilfærdigt paa Bænken.
„Aa, Du vet, det var ingenting detta,“ svarer Nordigardsdrengen; han slaar Bosket af Klæderne og sætter sig paa Bænken ved Siden af Thrond Vangen, voksent smilende. Tog Tobak op af Vestelommen og bed en Buss af. Stak Tobakskvartet ned i Vestelommen igjen og sad og saa paa med Hænder i Fang, fremludt og tversikker.
Erik Vangen dansed med Eline. Blodet kogte og brandt; Felelaaten fossed ham gjennem Kroppen. Han syntes, han kunde danse hende tvers igjennem alt, som fandtes i Stuen; han syntes, han kunde slaa hver Mand, saa han stupte paa Flekken.
Nu gjorde han Spændet, saa det gav en dirrende Dunk i Loftsbjælken, og kom paa Fødderne som en Staalfjær; slog begge Armene kring Elines Liv saa tæt, at de var som vokste sammen, og svinged i jagende, æggende Sving rundt og rundt over Gulvet. Hun gjorde ikke Modstand og holdt sig ikke unda, der hun blev svungen med svingende Skjørt og dybt nedslagne Øine, mens Smilet efter hvert kom frem, eftersom Dansens Henrykkelse tog hende; men som han kjendte den unge Tyngde af hendes Krop mellem Armene paa sig, var det, som om alt i Verden blev borte og flød sammen i en lykkelig vild Fornemmelse af Skogsus og Felelaat, som brandt, af ung Jentes Aande og dyb, fristende Nat, mens det fôr ham vekslende koldt og varmt gjennem Bringen, eftersom Feleduren hugg og Takten skifted.
„Nei, slut naa,“ hørte han nogen hviske.
Han braastansed og stod; saa løfted han hende høit i Fang, svinged rundt og rundt med hende bort over Gulvet og ud gjennem Døren, som sprang op, mens hun leende stræved imod for de andres Skyld, som undred.
„Hei Jente!“ ropte han.
Kommen ud i mørke Svalen satte han hende ned, men slog begge Armene omkring og pressed hende mod sig uden et Ord.
„Er Du vørte gælen!“ hvisker hun; hun stræver imod.
Han svarer intet, knuger hende bare fastere ind til sig. Deres Aandedræt veksler jagende.
Da slipper han medét som stukken. Thrond Vangen staar i Svalen. Han har Hænderne i Bukselommerne og staar og prøver at se i Mørket.
„Er det Du Erik?“ siger han.
Erik Vangen gaar fremtil, saa Faderen faar se ham.
„Ja,“ svarer han.
„Spænd for Hestene,“ siger Thrond tørt og kort; han rusler ligegyldig Svalen ud og opp til Vinterstuen i Nattemørket.
En halv Time senere kjørte Vangenfolket under natligt Dumbjældesilder ud gjennem Nordsetgrinden, Thrond Vangen først med Storbrunen, Erik og Eline bagefter med Svarten, mens Larmen af Dans og Felelaat blev borte bag dem og Lysningen fra Ruderne paa Negard-Nordset endnu leved længe, naar nogen af dem saa sig tilbage i Vinternatten.
Erik Vangen sad paa Hundsvotten og kjørte med Eline foran sig i Sessen.
Det gik skarpt nedover de natmørke Jorder mod Elven; Sneflingrerne fløi af Hestehovene; det var saavidt de øined Veien, og Erik maatte passe vel paa i alle Svinger. Haanden, som førte Tømmerne, laa let ind til Elines Aksel; den anden havde fuldt Tag om Sessjernet. Han sad der og kjendte sig som voksen Kar; Øinene stirred skarpt frem for at se; Hælene skured i Sneen langs Mejerne for at hævle, om Slæden slang; Armen holdt spændt igjen, saa Svarten ikke skulde ligge indpaa Thrond Vangens Slæde, som kjørte foran.
Som han sad der slig i den sunde, natkolde Lugt af fugtig Sne og stærk Hest og Eline som en Tull inde i Tørklæder trygg foran sig i Sessen under Ulveskindsfelden og kjørte nedover Østagrændsjorderne, mens Dumbjælderne sildred og stødte og Skigardstører og Løer sortned forbi, kjendte han sig grangivelig som Gaardmand paa Vangen, og hun, som sad foran ham, var Kjærringen hans.
Han kjendte sig desto sikrere paa alt dette efter det, som ikveld var skeet; Faderen havde jo ikke sagt noget, fast han nok havde skjønt det; Du skulde se, han vilde det han ogsaa, naar det bar til!
Og Eline, som hun sad der gjemt indi alle Tørklæder og kjendte Mands Magt bag sig, syntes gjerne han kunde kjøre hende, hvorhen han vilde og gjøre med hende, hvad han vilde; hun kjendte sig saa underlig vek og varm og syntes, det var slig tryg Lykke at leve. Endda hun nok var ildsvien for, hvad Far hans vilde sige, hun, som ingenting havde og som nok kunde faa mange Barn.
Det krased i Hestehovene; Svarten holdt igjen af sig selv — de var komne til den sidste Knæk nede mod Elven.
Og Thrond Vangen der foran kjørte i Skridt.
Erik strammed Tømmerne og fik venstre Arm fast omkring Eline; Hesten gik Skridt for Skridt. Søndenom dem ganske nær hørte en Strømmumlingen af Elven, som gik aaben.
„Naa kjører je dei uti,“ sagde Erik lavt og varmt.
Hun lagde sig bagover trygt, vendte Hodet og saa paa ham gjennem Mørket.
„Aa nei — det gjør Du nok itte,“ hvisked hun.
Da slog han begge Arme omkring og kjørte slig. Hans Kind var bortpaa hendes; men der var Tørklæde imellem.
Slig kjørte de hele Elven over.
Men da Vangengubbens Slæde kom Knækken op paa den anden Side af Elven og blev borte for dem en liden Rid, slap Erik Tømmerne og vilde bøie hendes Hoved mod sig.
„Nei itte naa!“ bad hun hun. Der var slig Forgjættelse i Røsten.
Da slap han, næsten skamfuld, og tog Tømmerne. Han smatted paa Svarten, og nu bar det i strygende Trav, saa Snoen bed om Ørene, opover Vangenjordet den kjendte Vei og ende frem til Vangensvalen.
Eline kom ud af Slæden, natkold og frisk, bent ind i Stuen og ende op paa Rammen, hvor hun tog Tørklæderne af sig. Saa gik hun ned og tændte paa Aaren.
Thrond Vangen og Erik fik Hestene til Stalds, sæled af og fored; ingen af dem talte et Ord hele Tiden. Men da de vel var komne ind i Stuen og sad fremved Aaren og varmed sig en liden Stund, efter at Eline var gaaet oppaa, drog Thrond Vangen medét paa Smilen.
„Det var svært til Kar Du var ikveld,“ sagde han.
Erik svared ikke, drog bare umærkelig paa Smilen han som Faderen.
„Det er naa itte værdt aa være Kvindfolk heller,“ sagde han omsider, reiste sig og rusled ind i Koven, fik af sig Frakken og Skoene og lagde sig — med Klæderne paa.
En Stund efter var det natmørkt paa Vangen.
— — —
— — — — Det store Slaguhr slog fire, metallisk surrende, med brustne Slag, som dirred længe. Thrond Vangen laa vak og fik ikke sove. Nu taug alt igjen saa kulstappende svart og koldt. Han fik Helden over Akselen og laa still med store, vaagne Øine.
Han blev voksen snart han Erik; det var greit at skjønne, og det var ikke godt at vide, hvor dette vilde bære hen med denne unge Jenten i Huset. Skjønt en fik nu ikke lægge for stort Bræt paa sligt, bare han ikke kom sig oppi det, som galt var. Men skjønte han det, saa skulde det være stop; det var sikkert det. Baade for hans og hendes Skyld.
Det knaged i Trappen. Thrond snudde Hodet og baade saa og lyed paa en Gang. Dyredø trodde han ikke, Gutten var oppe!
Det var svartnende stille igjen. Det var kanske Eline, som havde snudd sig i Sengen deroppe. Thrond Vangen laa og holdt Pusten; Hodet var halvt løftet fra Felden.
Nu knaged det igjen, stærkere og blev stille. Han reiste sig braat og gik fort tvers over Gulvet og bort til Ramnstrappen.
„Aa ska Du oppaa der?“ spurgte han lavt, men kvasst.
Erik Vangen tog et Trin ned, men blev staaende, glohed og stille.
Faderen stod lige indpaa ham i Mørket.
„Du faar traatte Tobaksbussen først, sagde han koldt. „Saavidt Du vet det!“
Erik svared ikke.
„Gaa ned att! Gaa sta aa lægg dei!“ kom det endnu koldere. Erik kjendte Faderens jernhaarde Næve om sin Arm.
Han rykked Armen til sig.
„Aa, je gaar fuill did je vill,“ svared han mumlende.
„Ja, gjør Du det, Du vil, saa gjør je det, je vil,“ svared Thrond Vangen dæmpet; han snudde, gik hen og satte sig paa Sengen.
Erik stod en Stund. Saa gik han langsomt ned ad Trappen og ind i Koven. Thrond hørte ham tage Skoene paa sig derinde, hørte ogsaa Spænder som af Snehusuer blive spændt igjen.
Saa, om en liden Stund, kom Erik ud og famled sig i Mørket fremover mod Døren.
„Aa skal Du hen?“ spørger Thrond Vangen. Erik svarer ikke, gaar bare ud gjennem Døren og lukker forsigtigt efter sig.
Thrond Vangen sad en Stund. Saa lagde han sig og slog Felden over. Han kommer vel att, tænkte han.
Men oppe paa Ramnen laa Eline vaagen og havde saa smaat ventet, at nogen skulde komme. Nu hørte hun det tale dernede og kunde ikke skjønne, hvad det skulde betyde. Kan hænde havde de glemt at vande Hestene.
Saa vendte hun sig om paa den anden Side og sovned med en ør, opgiven Fornemmelse.
Erik Vangen spændte Skiene paa sig ovenom Vangengrinden, fik Grepvaatterne paa, hugg Skistaven og drog tilskogs, opover Sørberget, forbi Kristenstrøen og Sæterveien frem til Harsjøvolden. Han var brændende harm og vilde gaa fra det alt ihop; men inderst inde havde han i Baghaand nogen Rypesnarer fremved Harsjøen, som han ikke havde seet om i hele Julen.
Han gik, saa det kogte gjennem ham opover Bakkerne i Graalysingen. Det var saavidt der faldt en Skimt af Dag; en morgenvak Skjære fløi op fra en Gran og satte sig i en anden længer inde; ellers var Skogen dødsens stille.
Træ ved Træ stod og frøs, snetunge; Stubber og store Stene laa lunt under Hætte som sovende Dyr i Natten; Smaaskogen stod æventyrlig nedsneet; de store Graner havde det sortnende varmt inde ved Stammerne under de tætte Grene; naar han stansed for at puste paa og snudde sig, saa han Gaardene dernede ligge som svartnende Klatter i det hvide.
Alting sov.
Og Nattens Kulde faldt saa stille og tung, at han næsten kjendte den svide i Ansigtet og bide inde i Bringen under Aandedrættet.
Erik Vangen kjendte sit Hjerte slaa. Dette skulde Far hans angre. Gik han ikke der og sled hele Aaret rundt som voksen Kar og vel saa det, og aldrig havde han Tak for det engang! Og nu skulde han atpaa ikke engang faa gaa til den Jenten han vilde! Nei nu skulde det være slut, om han saa skulde reise fra Gaarden og alt. Ja Aaret ud blev han der naa ikke.
Han havde altid saapas Skyldfolk, at han kunde faa komme et Steds og tjene, ja kanske for den Sags Skyld faa kjøbt en liden Gaard ogsaa.
Han var fortærende harm!
Han hugg Skistaven i Skaren Gang paa Gang og slog Skiene i Sneen, saa Brettene skalv.
Aldrig havde han en Skilling andet end det, Far hans gav ham, endda det nu var ham, som drev hele Gaarden! Og Faderen havde hele Bogen fuld mangen Gang; det vidste han.
Han vilde blive skyldig Faderen det vesle Grannet, han havde faaet; han skulde skrive det op alt ihop — det var ikke stor Stasen. Det skulde han altid faa betalt tilbage, bare han fik Tiden paa sig.
Det gik an at drive en liden Handel, om en havde Gaard; han skulde altids tjene baade paa Hestehandel og andet. Det var mange, som havde slaaet sig op paa sligt!
Saa kunde han sidde der Gubben! Ja, for Eline hun blev ikke en Dag længer der paa Gaarden, naar han gik; det var han blaa for!
Saa kunde han sidde der Gubben!
Han var kommen øverst i Groven og snudde sig igjen for at se. Der laa de, Gaardene, i Dagens lysgraa Tone; der saa han Vangen. Han kjendte Husene, baade Stuen og Stalden og Fjøset, og med en Gang kjendte han sig saa rar, at han rent blev kold.
Han syntes, han var kommen udenom dem alle sammen, baade Faderen og Eline og alt Bygdens Folk, som laa og sov og havde det godt dernede.
Det var vel kanske Meningen, at han skulde komme til noget der fremved Harsjøen idag og dø fra det hele, mens de andre fik leve og være glade, naar han vel var i Jorden! Og andet ungt Folk skulde kanske gaa op paa Ramnen til Eline, og hun skulde tie og lade det ske altsammen. Og kanske blive Kjærring paa en eller anden Gaard i Bygden!
Han fik saa besynderlig døende ondt; han snudde sig og drog videre ind over Furumoerne, bort fra Veien, som han før havde fulgt.
Dagsskjær begyndte at falde; Skogen stod skumringsblaa i Morgenkulden; Luften var klar med sluknende Stjerner. Det tindred saa smaat i en og anden Snestjerne paa Furukvistene; det frøs og svartned i Gransnarene rundt omkring. Ferske Harespor drog i Kors og i Krog mellem Stammerne; alt var saa skogvildt stille.
En Lavskrik fløi ud fra en Furu med fælent Skrig og satte sig ind længere borte, saa Sneen dryssed; Erik Vangen kvak til, der han gik, men kjendte Skriget fra tusen Gange før og fik straks Skogsfuglfornemmelser. Der borte, længer syd fremved Sjøen havde han Rypesnarerne. De var vel nedsneet nu de fleste af dem, kunde han tænke. Der havde været Nordenvind, og det laa paa med Snedrev langsmed Sjøkanten.
Han ledte sig frem, speidende, og naadde endelig Sjøen, som laa der drivende hvid og still lige bortover til Kalbjerget. Han stansed et Øieblik og saa sig tilbage; saa drog han bent over Sjøen og lige paa Bjerkerisene fremved Haarenna, der Snarerne var sat ud.
Det knirked i Skistaven, ensligt og øde, Knirk for Knirk, der han fôr frem; det snoed i Ørene og bed i Kinderne, Harsjøens bitre Sno, og fremfor ham, bortenom Sjøen, laa Kalbergsæteren, frossen og vinterlig øde.
Der, borte under Kletten, hvor Skogen slutted og den store Furuen stod, havde han truffet Eline den Kvelden, Aaret de gik for Præsten, og der borte i Løvhaughusene havde hun ligget hele den Sommeren.
Han kjendte det medét saa varmt inde i Bringen; det ligesom drog og drog til den Siden, Sæteren laa, og før han vidste Ordet af det, var han halvveis ude paa Sjøen og styred bent mod Kalbergshusene. Rypesnarerne kunde han vente med, til det blev lysere; han havde jo Dagen for sig, og de havde godt af at gaa i Angst for ham derhjemme begge to.
Det var rent underligt at fare her Vinterstider. Han kom til at tænke paa, at dybt under ham var svarte Vandet, og syntes det rent var rart, at han ikke sank nedi. Og han fik en rent trygg Kjendsel, da han arbeided sig opover Bakken paa Kalbergsiden langs den nedsneede Sætervei. Der stod en opvæltet Tømmerslæde snetung; der begyndte Ragstveien.
Det var saavidt han saa i Skigardstørerne; af og til stakk en Skie op, hvor Snoen tog.
Nu var han naaet Fjøset og kjendte igjen Hjertet slaa; det var ligesom om der kanske kunde være Folk i Husene.
En Hare sprang op bagom Skigarden og drog nedover mod Skogen vinterlig hvid og lubben; den havde gnaget Barken af nogle Aaspestammer, som laa igjen fra isommer udom Fjøsgluggen.
Erik Vangen hugg Skistaven i Sneen udenfor Fjøset, fik Skiene af og sabbed gjennem Sneen frem mod Fjøsdøren, som han stødte op med Haanden.
Det var vinterkoldt og svart derinde; men der hang alligevel igjen en vemodig Lugt af Ko og Sommerliv.
Han satte sig paa Fjøskrakken fremved Dørgløtten, fik frem en frossen Kakubrødbit af Frakkelommen og bed.
Det isned i Munden, men gjorde godt endda. Den, som bare havde havt sig en Kaffedryp attaat! Naar en gik her og sled i Skogen midt paa svarte Vinteren!
Og Tanken gled til Vangen, hvor Folket nu vel holdt paa at staa op og Faderen sad og drak Kaffe fremme i Høgsædet, mens Eline gik til og fra.
Han reiste sig braat og kom ud, smeldte Døren igjen efter sig, fik Skiene paa og drog Ragstveien nedover uden en Gang at se sig om efter Løvhaugshusene. Det var bedst, han saa efter Rypesnarene sine!
Men hvordan det saa var eller ikke var, saa vilde Skiene en Sving sydover did, hvor den store Furuen stod, der hvor han havde truffet Eline første Gangen.
Og da han vel var kommen frem paa Rabben og stod ved Stenen, hvor hun havde siddet, fik han med en Gang slig Klemning over Bringen, at han syntes Graaden vilde frem, men paa samme Tid slig ubændig Kjendsel af Mands Magt.
Han snudde sig og saa mod Sæteren.
„Hoi!“ ropte han af al sin Magt, akkurat som den Kvelden.
Men det gav intet Svar fra Kalbergfjeldene nu som da; Ropet døde i Sneen. Og han kjendte sig saa vinterslig fattig og tung til Sinds. Ensom i hele Verden!
I det samme var det, som om en Tyngde slap og Pusten gik lettere. Det skimred et rødligt Skjær over Trætoppene; hele Skogen steg ligesom frem af Skyggen, og den blaalige Sne hvidned.
Det var Solen, som randt.
Erik Vangen saa mod Øst over Fjeldene. Sølen stod alt rødgylden med dybblaa Slagskygger i Skaret; og langt, langt indover Fjeldene mod Syd og Øst begyndte det saa smaat at flimre som gyldent Sølv fremover.
Det var sandelig paa Tide at se efter Rypesnarerne sine, skulde en naa hjem til Duguls!
Han kasted Skiene om, hugg Skistaven i Sneen og satte ivei udover, beneste Veien mod Harsjøen og ende did, hvor Bjerkerisene stod halv nedsneede fremved Sjøkanten.
Jo, her havde været Nordenvind! Det var saavidt han saa i Rypegarden hist og her; Snarerne selv var neddrevne; men ferske Spor efter Ryper gik i Tripp og i Traakk overalt mellem Bjerkene.
Her var Arbeide for mange Timer!
Han speided bortover langs Rypegarden, om der skulde være Von om Fangst. Jo — der fremved den tredie Kløften var der en Kuv i Sneen og der ved den femte ogsaa. Han kjendte sig ivrig og varm medét og tog straks fat paa Arbeidet.
Kløft for Kløft blev rykket op af Sneen, Snaren stelt med frosne Fingre og Kløften atter sat ned. Ny Rypegard blev laget af fersk afbrukken Bjerkekvist og Sneen jævnet hele Veien.
Hver Gang han kom til en Kuv, gik det gjennem ham; han vidste, at der var Rype indunder. Og hver Gang den hvide frosne Fugl med et Rykk kom op af Sneen, vokste der i ham en seirende Skoglivets Fornemmelse, Tryghed og Lykke og Kjølighed blandet.
Slig drev han og arbeided Time efter Time, til hele Rypegarden var efterseet, og tænkte hele Tiden ikke paa Eline.
Da han endelig var færdig og saa sig omkring, stod Solen høit paa Himmelen og brandt som Guld i det blaa. Bjerkerisene glitred og tindred, snedrivende hvide over alle Kviste; Harsjøen laa i Vinterdagens overvældende Glans som et Hav af frossen Hvidhed bortover; det skar i Øinene, saa en knapt kunde aande og sanse; det fôr en gjennem Kroppen med Æventyrets fjettrende Angst; en vidste knapt hvor en var.
Erik Vangen fik Ryperne sammenbundne over Akslen og drog ivei hjemover gjennem Skogen. Smaafugl smatt høit oppe i Granerne ud og ind mellem Kvistene; der lugted af frossen Sne og kjøligt Bar.
Der sprang Ryper! Frem mellem Stammerne mange i Flokk! Det sortned paa deres mørke Næbb og blanke Øine.
Han stansed. Nu letted de og fløi som drivhvide Eventyrfugle men slog sig straks ned længere borte og sprang igjen mellem Stammerne. Nu sad de paa Sneen med nysgjerrigt løftet Hode og saa sig sky tilbage.
Der, fremved Bjerkeriset burde en kanske sætte Snarer!
Han drog videre hjemover gjennem Skogen, halvt ør af Snetinder og Træthed.
Frempaa Groven stansed han for at puste, før han satte nedover. Foran ham fjernt i Øst laa Vidden og Fjeldene som skinnende Bølger af Sne indover og indover lige til Fæmundsjøen og Svenskegrænsen. Sølen dirred af Sol; det flimred af Isblink i Skarene. Og de lavere Fjeldflaaer kring Gloføken og Graahøgden laa saa uendelig vide og fri. Han syntes, han kunde gaa gjennem Luften og lige did.
Han skygged for Øinene og drog Aanden dybt. Han var sikker paa der drog Rensdyrhoper over Graahøgdfløiet nu i det vakre Veiret.
Men bent ned laa Dalen, festlig skinnende i den gyldenhvide Vinterstilhed. Det blaaned af. Røg fra alle Piber; det glitred i Ruderne paa de rødmalte Huse under Snetyngden. Han saa Folk, som kjørte, Folk som svarte Prikker gaaende paa de hvide Veie mellem Gaardene. Og Solen var næsten vaarlig varm.
Medét blev han tagen af slig fortærende Længsel efter Jenter paa Fang og glad Latter og god Mad og varme Huse. Han slog Skibrætterne i Skaren, saa det smaldt, og satte udover Stupet, saa Snespruten stod efter ham.
Ti Minutter senere hørtes der Skistavknirk og krasende Lyd af Ski, som stansed, udenfor Vangenstuen.
Og Erik Vangen slængte Ryperne ind i Svalgangen med et dovt Dunk.
Faderen, som sad i Høgsædet og læste af Salmebogen nu i Helgen, kom straks ud.
„Aa har Du vørre etter?“ spurgte han. Han stod og saa ned paa Sønnen, som bøied sig frem for at spænde Skiene af, snegraa opover Klæderne, med Rimfrost i Haaret og nedover den dunskjæggede Kind.
„Oppaa Kjølen,“ svarer Sønnen uden at se op.
Thrond Vangen staar og ser. Fra Sønnen bortpaa Ryperne i Svalgangen og saa bortpaa Sønnen igjen.
„Du faar slutte med sligt naa snart,“ siger han, snur og gaar ligesaa stilt, som han er kommen.
Erik Vangen spænder Skiene af og sætter dem mod Svalen. Med det samme kommer Eline opover fra Fjøset.
„Kjære aa har Du vørre etter?“ spørger hun.
„Aat Skauøm,“ svarer Erik; han steller med Skistaven.
„Je vart rent ildsvien,“ hører han det siges.
Da ser han bortpaa hende og faar et Blik, som fortæller om meget og mangt. Bøier sig saa ned og faar det travelt med at banke den spekte Sne af Snehusuerne.
Dagen efter gik Eline med seks Ryper i et Tørklæde sydover til Præstegaarden for at gjøre Præstefruen en Foræring. Men Erik Vangen solgte de andre otte til Hans paa Bua, hvor han kjøbte en Tobaksrull til sig selv og en diger Brunsukkerklump til Eline.
Men med Faderen talte han næsten intet hverken den Dagen eller den næste.