Eline Vangen/5
FEMTE KAPITEL
Buskapen var alt kommen hjem fra Sæteren.
En hørte det dybe Kløkk af Bjælde ude paa Vangenjordet; Kjør og Ungfæ beited udover i Høstkjøligheden. En og anden Kvie drog med sabbende Klover og vuggende Hoved Jordet frem gjennem det myge, kjølige Høstgræs for at komme bort paa Vinterrugen, som alt var runden saftgrøn og fristende; men der, fremved Bækken, sad Knutsmarthe med Paak i Haand og tog imod, saa hver og en maatte snu, smaaspringende og ristende i Hornene, for efter en liden Stund at slaa sig til Ro mellem de andre og beite paa kristelig Vis.
Oppe i Sørberget ovenom Husene holdt Sauene og Kalvene til. Der gik de to og tre i Følge paa de grønskende Rabber, plukked med smaa faste Napp alt det, som lækkert var, aad fort med skjærende Tænder og smaabræged alt i et, mens de aad uden at løfte Hodet; saa drog de videre efter de andre; thi Sau er Sau; den maa altid holde Følge og Flokk. En og anden Vædde drev og jaged og stanged og dunked og gjorde Uro, hvor den kom; en Kalv stod strak med Mulen løftet og napped gulnende Aaspeløv af en Ungaasp fremved Skigarden.
Men længere op, hvor Løvskogen for Alvor begyndte og hvor det alt lugted Vissning og Høst af Bladfaldet, sad et Par Nøddeskriker paa Vagt og forsvandt, skogvildt skvatrende, naar nogen kom i Nærheden.
Det havde været Rimfrost om Natten og vaadt i Skog og Mark paa Morgenkvisten, da Solen randt; nu tørked det op i Høstdagens hastige Middagsvarme. Og alt Kornet stod guldblankt paa Slør bortover de stubgraa Akerflekker.
Vangenstaburet stod aabent.
Kveldsolen brandt i kjølig Glød paa Staburdøren med den rustbrune Smedejerns Slaglaas; den lyste gyldent ind gjennem den smale Glugg høit oppe. Lugt af gammelt Mel hersked derinde blandet med den sødladne, kjærnefriske Duft af ung Ost og ferskt Sommersmør, som stod i Række og Rad henover Hylderne. Ovenfra kom stærk Em af morknende Staburpølse og frænt Tørkjøtt tyngende.
Knutsmarthe stod i Døren og stirred ind; man hørte tunge Trin af en, som gik deroppe. Jernhælede Sko og et Par velbergede graa Vadmelsbukser famled nedover den blankslidte Trapp; en tør forsigtig Haand gled langs Rækverket.
Det var Thrond Vangen.
Da han vel var kommen ned, stansed han og saa sig rundt kring Hylderne endnu en Gang. Begge Langhylderne var fulde, Smørformer og Ost om hinanden; to store Blandsmørbøtter var der ogsaa og indpaa hele Tjuget med Mysmørballer. Men Tverhylden var tom.
Thrond drog Pusten og saa bort paa Knutsmarthe.
„Det blev itte værst lel,“ siger han. „Omtrent som ifjor,“ føier han til.
Knutsmarthe stod med Ryggen støttet mod Dørkarmen og begge Hænder under Forklædet.
„Neimænd er itte detta værst lel,“ sagde hun. „Saa myy høstbær Ku, som det er her paa Garøm!“
Thrond saa bortover mod Tverhylden som stod tom.
„Aa jeg minns naa det, jeg har set det likere au da,“ siger han.
„Ja, ma’ Kjæringa levde,“ svarer Knutsmarthe og reiser paa sig; „men det var naa framifraa Kvindfolk au a Oline tel aa stelle — baade med Folk og Krøttør!“
Han snudde langsomt og gik ud. Thrond Vangen drog en dulgt Suk og fulgte. Staburdøren blev laaset med en tung Smæld; nu stod de begge paa Staburtrappen, Thrond med den slidte Nøkkel i Haanden.
Knutsmarthe lagde Haanden over Øinene og stirred opover Lien.
„Naa kjem dem,“ sagde hun.
Thrond stirred som hun. Jo, der saa han svajende Kløver oppe i Kristenstrøsvingen og kjendte Hestene. Erik var oppaa nu for tredie Gangen for at hente Eline og tage med sig Kopp og Kjørel tildals for Vinteren. Jo, nu stansed de ved Sørberggrinden og aabned; det var bare ét, som undred ham — at Eline ikke red, som Sæterkuller altid brugte at gjøre, naar de kom hjem fra Sæteren om Høsten.
Thrond gik Staburtrappen ned, og Knutsmarthe fulgte. Nu stod de begge udenfor Svalen og stirred opover mod dem, som kom, Thrond med Hænder paa Rygg, Knutsmarthe med Hænderne under Forklædet.
Nu var de ved Vangengrinden. Storbrunen knegged nedover, da Erik lukked op; bagefter kom Eline med Svarten efter Bigslet.
„Naa kjem dem,“ sagde Knutsmarthe anden Gang; hun stod der godlidende i Ansigtet og plired i Solefaldet; thi nu hørte man den svingende Knirk af Kløverne bagom Staburet og de bløde Hovslag i Græsset. Thrond stod trygg ved Siden.
Der kommer Erik med Storbrunen frem og straks efter Eline.
Knutsmarthe roper opover mod dem.
„Men kjære, sitt Du itte paa hell du da!“ roper hun.
„Nei, jeg gjør nok itte det,“ svarer Eline; hun hægter Bigslet op og stanser ved Staburtrappen.
Hesten slaar straks Hovedet ned og begynder at at rive i sig Tugge efter Tugge af det korte, kjølige Græs. Erik med Storbrunen fortsætter og kommer lige frem til Svalen, hvor han straks giver sig til at løfte Kløven af.
Det stak til i Bringen paa Thrond Vangen, da Eline stansed ved Staburtrappen. Han saa straks, at det var en Sovvelmadskløv, hun havde: nu stod hun fremved Hesten og saa nedover mod ham, som om hun vented. Han kom sig ivei opover, gik bagom Hesten og tog under Kløven paa den anden Side. Saa løfted de begge af, mens Hesten rolig beited videre.
Men fremved dem stod Knutsmarthe og slog begge Hænder ihop, saa det sang.
„Nei naa mener je!“ skreg hun høit og kvellt. „Har a itte hele Kløva fuld!“ Hun staar handfalden og stirrer.
Eline svarer ikke, staar bare smilende og ser paa, mens Thrond Vangen uden et Ord tager den ene Kløvmes i Fanget og gaar mod Staburtrappen. Kommen op sætter han den forsigtigt fra sig, snur og kommer for at tage den anden.
Knutsmarthe bærer over sig.
„Nei haaredød, Jente,“ siger hun. „Du har naa vel stjaalet au noget af alt detta!“ Hun faar Haanden bort paa Elines Aksel og ler. „Hoi!“ roper hun.
Eline smiler som før. „Ja, det er itte godt aa vite!“ siger hun. Men Thrond siger intet, der han gaar med den anden Kløvmes Staburtrappen op, saa inderlig velbergen i Buksebagen.
Der blev lukket op og baaret ind under alskens Aajing og Undring fra Knutsmarthe, som hjalp til, mens Thrond og Erik fik Hestene paa Stalden og Sadel og Kløvgreier hængt unda.
Men da alt var færdigt og Mandfolkene kom ruslende opover fra Stalden med Hænderne paa Ryggen, stod Eline paa Staburtrappen.
„Du faar komme oppaa aa sjaa naa da,“ sagde hun til Thrond; det hørtes saa voksent og værdigt, skjønt det var saa skjært og ungt paa samme Gang.
Thrond drog paa Smilen; saa gik han langsomt opover ind paa Staburet; Eline stod paa Trappen og saa efter ham. Han skotted bort mod Tverhylden — den stod dørgende fuld. Og der fôr en forunderlig halvglemt Fornemmelse igjennem ham — det kjendtes næsten, som om der var kommen Kjæring paa Gaarden. Han fik vondt for Pusten og vondt for at svælge Raaken; Bussen kjendtes stor, der den laa paa venstre Siden i Munden, og kringom Hjerteroden krilred det saa underlig. Han snudde braat; han gik Trappen ned og lagde i Forbigangen ligesom uforvarendes Haanden bortpaa Elines Aksel, der hun stod, som om han støtted sig. Saa gik han videre uden et Ord fort ned over og ind gjennem Svalen ind i Stuen. Men udenfor Svaldøren stod Erik, Sønnen, med Hænderne ligegyldig i Lommen og stirred hen for sig.
Da lo Knutsmarthe, der hun stod nedenfor Staburtrappen og saa op paa Eline, som nu havde smeldt Døren igjen og kom nedover med Nøklen i Haanden.
„Ja Du Eline, Du Eline,“ sagde hun. „Du faar naa vel ’n Erik au naa!“ Hun sagde det høit, saa det sang.
Eline puffed til hende med begge Hænder.
„Tullførkje,“ sagde hun harm. Saa gik hun fort nedover.
„Ja neimænd om det er sikkert,“ ropte Knutsmarthe efter hende.
Men Erik var slængt med Hænderne i Lommen bortover mod Vedskaalen, som om han ingenting havde hørt.
Vangenfolket sad og aad Kveldvord. Thrond i Høgsædet, Erik, Sønnen nærmest ham paa Langbænken ved Vinduet, Kvindfolkene paa Løsbænken bent overfor. De aad stilt og tæt af den ferske Sætermad, tog af og til en Ske af Suppeskaalen, men talte ikke. Der var godt og varmt inde; det lyste kveldsligt op paa Aaren med blaffende Streif bort i de dunkleste Kroge, hvor blankskurede Kjedler eller vakker Kop gav Gjenskin og Slaguhrets Skive syntes.
Eline gik til og fra, snart for at fylde Suppeskaalen, snart for at se om Kaffekjedlen, som stod frempaa og hvert Øjeblik var ventendes. Hun gik der fort og trygg fra det ene til det andet som den, der hørte Gaarden til og paa hvem det hele hvilte.
Men fremved Bordet og bent i Veien for hende, der hun gik, sad Hunden paa sin Hale og fulgte med Øinene hver Bit, Thrond Vangen smurte paa og stakk i Munden. Den svælged, hver Gang Biten blev borte, og fortsatte paany at sidde og følge med Øinene og vente.
Medét høres der en susende Lyd fremi Aaren.
„Hoi Jente, naa kjem Kjelen!“ roper Knutsmarthe; Karfolkene snur Hodet og ser bortover. Men Eline er der alt, faar Tag i en Vedskie og løfter Kjedlen tilside. Hun tager Laaget af og ser, sætter det atter paa, kommer saa trygg og alvorlig tilbage til Bordet og sidder nu øverst paa Løsbænken nærmest Thrond Vangen, bent overfor Erik og spiser stilfærdig mellem de andre.
Men som Thrond Vangen sad der og aad stilt og længe af den gode Sætermad, kom der paa ham for anden Gang idag en trygg og god Kjendsel af Kvindfolk og Velvære, som han ikke havde kjendt siden det Aaret, hun Oline, Kjærringen hans døde.
Endelig lægger Knutsmarthe Skeen.
„Nei, naa lyt vi aat Fjøsa!“ roper hun. Fjøskullen, som sidder ved Siden, lægger Skeen som hun og reiser sig.
Eline bliver siddende i stor Værdighed.
„Dø lyt da ha Kaffe først,“ siger hun.
„Nei, det faar væra,“ svarer Knutsmarthe; hun knytter Tørklædet fastere og kommer sig frem fra Bænken.
„Ja, Tak for Mad!“ Hun gaar mod Døren fort.
„Aa itte aa takke,“ svarer Eline; hun snur ikke engang Hodet. Men da de to vel er gaaet, reiser han sig og faar Kaffekoppene frem.
En Stund efter hører man i Vangenstuen de stilfærdige Slurk af to Karfolk, som drikker Kaffe af Skaal borte ved Bordet, mens en svart Hund, som ingenting har faaet, sidder midt paa Gulvet og klør sig bag Øret, saa det rister i Halsbaandet. Saa reiser den sig, gaar slunken hen til Hundekoppen i Vedroen og slafser i sig, hvad der er levnet.
Men Eline er gaaet til Fjøset for at hjælpe de andre.
Erik Vangen stod midt ude paa Gaarden og lyed. Det var kulstappende mørkt og ganske stille. Bortover Jorderne lyste Kornstørerne op saavidt, at det syntes; Husene laa som sortnende Skygger, fristende til Gjemsel og dulgte Ting. Inde i Stuen, fremme ved Aaren kunde en se Thrond Vangen sidde med Piben i Mund; nu lagde han et Vedtræ bortpaa Varmen, saa det blev lysere. Men nede fra Fjøset kunde en høre Kvindfolkene rope høit til hverandre, mens de melked eller satte Melkekrakken fra sig og slog Melken fra Asken op i Melkesaaen fremved Døren, som stod aaben.
Erik Vangen stod og stirred nedover mod Udhusene og angred sig. Han kjendte sig saa god og mæt og var saa underlig oplagt paa hvad det skulde være. Det var da harmeligt ogsaa! Idag havde han været med Eline hele Dagen paa Sæteren, men havde ikke vaaget sig til nogen Verdsens Ting, ikke engang til at tage i hende; han misted ligesom al Magt, hvergang de blev alene. Men nu ikveld var det ikke Muligheds Raad andet; han kjendte sig saa besynderlig voksen i Kroppen og karslig lige ind i Bringen; havde her været Gutter, vilde han have slaas; nu syntes han bare, han maatte faa tage kringom nogen, saa lindt, saa lindt.
Han skotted ind mod Stuen, hvor Faderen sad fremved Aaren som før; saa drog han bent nedover mod Fjøset.
— — Der stod en Tyrispik og brandt fremved Vassaaen i Fjøset. Kjør stod eller laa i Baasene indover Dunkelheden. Det skummed Spit efter Spit i Askene, der de melked; Knutsmarthe reiste sig just fra Gulddrople og gik nu med Melkasken bortover for at slaa i Saaen. Længer ind sad Eline støttet med Panden op mod Siden paa Svartros, og endnu længer inde flytted Fjøskullen netop Krakken.
Da gav det et Dunk i Fjøsvæggen.
„Je spør dei, je,“ sagde Knutsmarthe. Begge de andre løfted Hoderne og lyed.
„Aa, det er bare ’n Erik,“ sagde Fjøskullen. Saa melked de to videre, og Knutsmarthe satte Krakken ind under Salros, som stod nærmest.
Ret som de sad, kom der et nyt Dunk, stærkere.
„Nei naa blir det forsæt,“ sagde Knutsmarthe.
Fjøskullen reiste sig, satte Melkasken fra sig fremved Saaen og gik ud om Fjøsdøren for at se. Med det samme kjender hun sig tagen og svinger rundt Gang paa Gang udover i Mørket.
„Nei, hoi—aa er detta!“ roper hun; hun kjæmpet imod.
„Je mener Du er styren!“ hvisker hun betagen. — Erik trykker hende indtil sig, saa Pusten næsten forgaar hende.
Saa svinger han atter rundt et Par Gange, saa hun falder, slipper hende medét og er borte i Mørket.
Hun reiser sig leende og steller paa Tørklædet.
Saa gaar hun smilende ind i Fjøset.
„Skulde Du set slig Gut Du!“ siger hun; hun steller paa sig.
„Aa ja,“ siger Knutsmarthe. „Det er snart voksne Karen det!“
Saa sætter de sig igjen til at melke, men venter mer.
En liden Stund er det stilt.
„Han vart borte naa,“ siger Fjøskullen.
Eline tier.
Dunk siger det, tredie Gang, saa Oksen rykker i Baandet.
„Nei naa,“ siger Eline smilende; saa reiser hun sig, tager Furuspiken fra Vassaaen, gaar frem i Døren og lyser ud.
Det blir svart medét. Furuspiken danser sluknende bortover Fjøsgulvet, og Eline kjender sig i Armene paa Erik, som holder hende lindt.
„Nei gjør itte ta,“ siger hun og stræver imod.
Da svinger han hende rundt, Gang paa Gang og blir igjen staaende ude i Mørket uden at slippe hende.
„Nei gjør itte ta,“ hærmer han hviskende. Hans Pande er imod hendes; men begge lukker sine Øine.
„Nei kjære!“ hvisker hun, halv angst.
Da synker hans Arme medét; han skjønner det ikke; for nu var han ment paa at kysse hende. Det ligesom bløder til indi ham.
„Gaa att da,“ siger han; han slipper hende helt.
Hun svarer ikke, snur bare og gaar. Bøier sig ned efter den sluknende Furuspik paa Fjøsgulvet og svinger og lyser sig frem, til hun finder Krakken, hvor hun sad, og Melkasken.
„Skulde Du set slik Vildstyring,“ siger hun; hun er voksent Kvindfolk i Stemmen.
„Ja, han vil det, han vil, han Erik,“ svarer Knutsmarthe.
Saa melker de videre — i Mørke.
— —
Der lister en Kar sig gjennem det varme Fjøs. Frem langs Baasene med deres sødladent mætte Lugt af Ku. Han famler sig frem did, han høre Melken suse. De tre Kvindfolk sidder stille og tier. De ved, han er derinde.
Nu er han nær ved nogen. Han faar kjende en Jentes Tørklæde og et ungt Hoved; han stikker Fingeren ned ved Halslinningen. Hun kniper til med Skulderen skudt op, men tier. Han famler ned over Ansigtet med den anden Haand og kjender, at det er Sæterkullen.
Saa drager han Haanden til sig, stryger hende over Kinden og gaar videre.
Nu famler han igjen henover et Hoved, men slutter straks.
„Det er bare mig dette,“ siger Knutsmarthe. „Du traf nok itte paa den rette.“
Da fniser to Jentestemmer inde i Stilheden. Og en hører vekslende Aandedræt, mens Melken suser, og den ortende, tyggende Lyd af Ku, som hviler og venter, fylder det tause, krøttørvarme Fjøs.
„Tænd paa att naa Erik,“ siger Eline medét.
Der svares ikke.
„Tænd paa att naa — det blir for mørkt aat os,“ gjentager hun.
Der svares fremdeles ikke.
Da Knutsmarthe endelig fik Tyrispiken tændt paany, var den, som havde været inde i Fjøset mellem Kvindfolkene, borte, og da de var færdige og kom ind i Stuen med Melkesaaen om Kvelden, sad Erik fremved Varmen i Skjorteærmerne og lod, som han aldrig saa dem.
Der er Nat i Vangenhusene.
Varmen er sluknet frempaa Aaren i Stuen: Thrond Vangen sover. Mørket staar sortnende under de tause Bjælker; Klæder hænger bortover Slinderne; Asken dormer graanende kring den kulsvarte Kaffekjel. Kovedøren derborte og Ramnsgluggen deroppe er gabende sorte; Ramnstrappen synes saavidt som en lysere Fornemmelse. Og Slaguhrets Knepp fører sit eget stille Gjentagelsens Liv og taler sin ensformige, sikre Tale om Slægter før og Slægter nu, om alt hvad det ved har skeet og alt hvad det ved vil ske. Thi ligedan og ligedan er Livet.
Hunden løfter Hovedet fremme ved Døren, men tier og lægger det atter ned mellem Labberne. Nogen, som er kjendt, rører sig derinde i Koven. Det knager et lidet bristende Knag i Trappen og tier længe; der stryger tause Trin paa Hosesokker.
Et skjælvende Aandedræt høres; nogen staar og lyer. Snart lister det varsomt videre opover og ind.
Der høres atter en liden Knagen af en ny Tyngde deroppe fra Ramnen, ikke stærkere end, naar nogen vender sig; — Thrond Vangen snur sig i Søvne og lægger sig over paa den anden Side.
Erik Vangen er kommen lige frem til Elines Seng og staar nu skjælvende i hvert Lem og lyer.
Han hører ikke hendes Aandedrag; han hører heller ikke noget dernede. Han staar der og skjælver og kjender Mørket.
Saa sætter han sig paa Sengekanten, mens Hjertet slaar høit, saa det høres.
Eline reiser sig op medét.
„Aakken er ta!“ hvisker hun.
Saa tier hun og lægger sig langsomt. Hun har kjendt ham.
Der er længe stillt.
Hun ligger halvt bortvendt med Felden lige opunder Akslen; men Armen ligger bar.
Han lægger Haanden bortpaa. Ingen af dem siger noget.
Hun bare ligesom synker dybere ned i Sengen, og Aandedrættet gaar.
„Eline!“ hvisker han, dirrende i Maalet.
Hun svarer ikke.
Han bøier sig over hende, lige nedtil hende og kommer med sit Hode bortpaa hendes.
Hun ligger stilt som før.
Da finder han medét frem til Munden og kysser, skjælvende.
Hun ligger stille og lader det ske, men gjengjælder ikke. Vender bare Ansigtet bort.
Han reiser sig fra hende, næsten angst, famler nedover Armen og finder Haanden.
„Eline!“ hvisker han.
Hun svarer ikke; men det rykker til et næsten umærkeligt Rykk i hendes Haand.
Han bøier sig over hende, nu aldeles betagen, og hans Pande er atter mod hendes.
„Du skal aldrig rese fraa mig, Eline,“ hvisker han.
Hun tier længe.
„Ne—i!“ kommer det endelig, varmt og bævende.
Han har sit Hoved mod hendes hede Kind og kjender slig underlig Ørhed.
„Jenta mi!“ hvisker han fra sig selv.
Hun drager Pusten, betagent, men skarer intet.
Han har hendes Fingre mellem sine og trykker til. Hun gjengjælder blygt, men mærkbart. Han gjør det om igjen, stærkere.
Hun svarer, ogsaa stærkere.
Da reiser han sig igjen fra hende og sidder paa Sengekanten som før. Hændernes Tag løsner efterhaanden; — der er lykkelig mørkt og stille.
En liden Stund sidder han slig; saa kommer den forvildende rige Fornemmelse igjen. Han bøier sig paany frem over hende.
Men nu har hun Felden op over Halsen lige til Øret.
„Gaa ned att naa!“ hvisker hun, voksent bedende.
Det farer igjennem ham, Manddom og Ømhed paa samme Gang. Han ved, hun vil, men ikke vaager, og det blev saa usigelig kjært.
Han strøg hende nedover Armen, Strøg paa Strøg, sagte. Sad en liden Stund stille. Saa reiste han sig.
„Godnat da,“ hvisked han.
„Godnat,“ svared det, gjemt under Felden.
Men da Erik Vangen, listende og langsomt sneg sig gjennem det natvarme Mørke Ramnen frem og Trappen ned, kjendte han gjennem alle Lemmer en stor, lykkelig Skjælven; — det var ligesom blevet noget andet og mere at leve.
Kommen Trappen ned vælter han Krakken fremved Aaren og staar skræmt og tier.
Thrond Vangen vaagner og reiser sig halvt for at se.
„Er det Du Erik,“ spørger han natterustent derbortefra.
„Ja,“ svares der i Mørket. „Jeg skulde bare uti aat Hestøm.“
Thrond Vangen lægger sig.
„Gi dem itte for myy Grønfôr,“ siger han rustent som før. „Det er itte bra det.“ Saa snur han sig mod Væggen og tier.
„Nei,“ svarer Erik; han faar paa sig Skoene. Saa gaar han med tungt listende Trin ud gjennem Døren for at se til Hestene.
Hunden, som har reist sig, logrer og følger stille.
Men oppe paa Ramnen ligger Eline erfaren og stirrer hen.