Eline Vangen/4
FJERDE KAPITEL
Det var solstegende Søndagsformiddag og blikkende
stille.
Slaatfolket kvilte i de svale Sommerstuer; ingen var at se hverken paa Veiene eller ved Kirkeplanken; thi idag var det Præstehelg i Ytterbygden.
Slipestenene stod tørre i Solvarmen; Ljaaer og River stod støttet op mod alle Vægge og vented; for efter Kviltiden skulde der begyndes; det gjaldt at nytte Tørveiret baade Ørk og Helg nu Høisommertide.
— — Der sad en Jente mit i høie Græsset ude paa Vangenjordet med det hvide, stivede Sommertørklæde skudt fremover Ansigtet mod Solen og noget afplukket Blomst i Fanget.
Hun sad og trilled de myge Blomsterstilke mellem Fingertopperne, saa Knopp og Blyme svinged rundt, lysende; hun sad og stirred udover Elven, som gik varm og solblinkende forbi med en Lugt af optørkende Sandjord fra alle Viker.
Det var Eline Vangen.
Hun var kommen ned fra Harsjøvolden Dagen i Forveien for at hjælpe til med Vinnen; det var vondt for Kvindfolk nu Sommertiden; Karfolket skulde have godt Stell, og Ragstkuller trængtes; paa samme Tid tænkte hun paa Buskapen og syntes, hun var saa Gudsens nødvendig deroppe paa Sæteren ogsaa. Det kjendtes ildsvient og godt om hinanden, ligesom noget frodigere og mere voksent i Kroppen, næsten rent som en Slags Ungkjærringfornemmelse! Hun begyndte saa smaat at vugge sig, der hun sad, bed paa noget stivt Straa og stirred hen for sig. Blomsterne faldt ned paa Forklædet og blev liggende, glemte.
Bare hun nu ogsaa kunde raade med alt ihop; for det var stort Stell paa Vangen! Aa, hun havde nu alt tre Smørformer mer, end de havde ifjor paa dette Lete — og fire Søtoster. Men der var nu saa mangt, og det var ikke godt at gjøre Slægten tillags; det var ofte værst det — især for slige som hun.
Hænderne sank; hun blev siddende svært alvorlig og tænkte og kjendte Solskinnet. Al den Tiden, hun var paa Løvhaug! Og alt det, hun der fik slide og lære sig, endda hun var af Slægten, bare fordi Far hendes og Mor hendes var døde og hun ingen nærmere havde!
Haanden kom bort i Græsset fremved Siden og rev Straa op; hun plukked det langsomt i Stykker og kasted det uden at se andet end ret frem og langt ind i svundne Ting. Den vesle Pladsen med den brunbrændte Stuen, hvor hun gik som Barn, og den Haugen, hvor hun havde Lekhus, baade Stenku og Gjed og andet! Det drog sig ligesom et lidet saart Smil fremved ene Mundvigen; — hver Gang hun gik der siden, kjendtes det underlig hæst inde i Bringen. Det bodde ikke Folk der nu; det røg aldrig af Piben; men det var saad Havre paa Akerflekken udom Husene; han Jo Nordigard aatte Jordveien.
Men saa kom hun til Løvhaugen da, og saa hændte alt dette andre det Aaret, hun gik for Præsten og siden, og nu var hun her paa Vangen — tra la la la — sammen med Folk af Slægten sin og denne unge Gutten, som alt var atten Aar, som hun selv var næsten, og som alt var begyndt at blive glad i Jenter og vel skulde til at gifte sig om nogle Aar med en eller anden, naar han vel havde tjent Kongens Kar; men did var det langt, langt endnu, med Jullek om Vinteren og Stell paa Sæteren om Sommeren og Vinterkvælder og Sommerkvælder og hele Tiden sammen med ham der paa Vangen. Og saa et Aar blev Gubben gammel, og Gutten fik gjøre, som han vilde — eller som hun vilde! — Det fór til i hende som Angst og saa igjen som Lykke. — Aa Gud, hvor det var forunderligt at leve!
Hun kneppte begge Hænder bagom Nakken, drog Aanden dybt skjælvende og slog sig smilende att og bag i Græsset. Slig blev hun liggende med vidaabent Blikk og stirre med de blaa Øine op i den blaa, høie Luft. Men, ret som hun laa, tog Engen, hun laa i, hende fangen. Den var saa forelsket nær. Hun laa jo midt inde i det hele. Kraakefod med sin lubbent mørke Stængsel og sin rød-violette Blomsterkrone bøied sig over hende; Smørblomst gulned tæt ved hendes Øre; Rævehalens fine Græsduske duved og svaied, saa de næsten strøg hendes Haar; vild Stedmodersblomst gløtted lysblaat op; men tæt indved Jorden i kjølige Klynger bortover stod rød og hvid Kløver og lugted saa forlokkende sødt i Solvarmen. Humler summed omkring, sin egen hemmelige Summen; en og anden kvass Hveps svang forbi og drog videre paa Rov. Hun drog Knæerne op og laa flad paa Bakken, skjøv Tørklædet længer frem over Ansigtet og slog Armene ud. Det korte, grønne Græs i Underbunden stakk saa godt op kring Halskroken; ikring hende leved det yre solvarme Sommermylder, mens hun laa der og pusted ind i det luftige, stivede Sommerskaut og kjendte sig gjemt.
En liden blankblaa Flue surred ind og blev blæst væk, surred om lidt ind igjen og blev blæst væk; Solen var saa forunderlig dyssende varm; hun laa der og kjendte Trøien spænde lidt stramt over Barmen, saa det var tungt at drage Aande — —.
— — Der slang en Gut i Skjorteærmer med Tommelfingrene i Armhullerne paa den rudede Vest nedover Veien til Smedjuen paa Vangenjordet. Han sopte med Fødderne i Græsset, eftersom han rusled frem, og saa ned hele Tiden.
Det var Erik Vangen.
Han havde netop kvilt fra sig og skulde til at tænde paa Piben, som sig voksen Arbeidskar høved, da han saa, at Eline var borte. Trond Vangen selv sov endnu derborte paa Sengen i Stuen, hvor Solstrimen nu netop holdt paa at komme ind; han sov med lange, betagne Pust, som stødtes ud med en lidet Smæld mellem Læberne ved Mundviken, hvergang han aanded; Felden laa tryggt over Akslen; — han kunde nok sove en Stund endnu. For i Stuen var der dormende sommerligt stille. En Melkeskaal stod tom paa Bordet; Kaffekjedlen sortned i den graa, sluknende Aske paa Aaren; under Slindene drev en sommerlig Lugt af vissent Løv fra Bjerkekvistene, som var stukne opunder Jonsokkvelden. Men i Vindueskarmen, midt i Solskinnet, sad en sort og hvidbotet Kat med lukkede Øine og tænkte.
Sea smøg da Erik Vangen Piben ned i Vestelommen og kom sig paa tungt listende Trin frem til Døren, som aabned og lukked sig efter ham med et lidet Knirk, mens alting sov videre derinde.
Nu drog han sig nedover Veien til Smedjuen med Fødderne sopende frem gjennem Græsset, Fod for Fod, eftersom han slang nedover.
Skulde undre paa, om hun ikke sad et eller andet Steds nedpaa Jordet! Hun havde det slig, at hun gjerne vilde, han skulde lede efter hende og finde hende tilslut. Det var underligt ogsaa, at han ikke kunde faa hende ud af sine Tanker! Nu igaarkveld, hun laa oppe paa Ramnen, havde han tænkt, han skulde gaa oppaa, naar Gubben vel var sovnet; men da han havde faaet paa sig Husuerne og var kommen bort til Ramnstrappen, blev det akkurat som den Gangen paa Sæteren; da han skulde til for voksent Alvor, satte der sig en Tapp i Halsen paa ham; han snudde og smøg sig bort i Sengen igjen; men sove gjorde han ikke hele den Natten.
En eneste Gang havde han vaaget sig op paa Ramnen; men det var en Gang, han vidste, hun var i Fjøset. Da havde han lagt det vesle Silketørklædet, han havde kjøbt hos Hans paa Bua, ned i den blaa Løpen hendes, som stod fremved Sengen; saa havde han gaaet fort og endda paa Tæerne — det var ligesom saa helligdagsstilt deroppaa.
Dagen efter, da hun traf ham nedmed Stalden, havde hun stanset og seet saa visst paa ham.
„Er det dig, som har vørre oppi Løpen min,“ havde hun spurgt.
„Je, nei — Du vet je gaar itte oppaa der je,“ havde han svaret.
Da havde hun smilet saa underlig vekt.
„Aa, Du kjem nok dit, Du vil, Du,“ havde hun sagt. Saa var hun gaaet fort og uden at snu sig mere.
Ja, det var svært au, at en skulde gaa her mange Aar uden at faa gifte sig. Lige til en var færdig med Eksitsen! Han saa bortover Jordene. Her var saa mangt at rette her san! Meget mere Ku skulde en ha’, og Jordveien — ja det skulde andet Stell til. Bare de rakk saa langt, at Gubben blev Føderaadsmand! Han og Kjærringa de skulde nok faa anden Bestyring — ja for Eline hun — bare hun ellers vilde! Det var forsæt au! Bare det, at hun var paa Sæteren havde han rent vondt for at traatte; der kom andet Karfolk, og ingen kunde vide! — Aa pyt! Han var nu Gardgut da paa Vangen; han kryssed hende nu ikke! Det var altid andre, som — det havde han da baade set og kjendt!
Han skotted bortover mod Hafællen — Jo! Det var nok hende, som laa der i Græsset! Han snudde sig og saa opover; saa bøide han af og gik hen.
Eline hørte det subbe i Græsset og satte sig braat op, der hun laa. Da stod han bent over hende, smilende, Tommelfingrene i Armhullerne som før, Skjoldluen op i Panden.
Hun sad nu og knytted Tørklædet, mens hun mysed op i Solskinnet fordægtigt og saa bortpaa ham.
„Er det Du?“ sagde hun.
„Ja Du ser vel det,“ svarer han.
„Ligg Du her Du?“ siger han saa; han slaar sig ned, ligger støttet paa Albuen med Haand under Kind og ser paa hende.
„Ja, Du ser vel det, Du au,“ svarer hun; hun smiler, tager efter en Smældblomst, som staar lige ved, plukker en af de graahvide, svulmende Blomsterposer af og smelder mod Haanden; ser ind i det frodigt mørkegrønne, blanke Frøbæger og kaster saa bortpaa ham. Han ligger stille og lader det træffe, men ser ikke bortpaa hende.
„Je fann att dei lel,“ siger han.
„Ja, Du gjorde det,“ svarer hun; hun sidder og kaster og kaster Blomster fremfor sig.
„Je gjør altid det,“ siger han.
Hun steller paa Tørklædet.
„Aa nei,“ siger hun.
„Aa jo!“ svarer han.
Hun ser bortpaa ham.
„Je skulle no gjøme mei for dei lel,“ siger hun.
„Aa henne da?“ han ser bortpaa hende.
Hun ser ned.
„Aa — oppaa Ramnen,“ siger hun. Hun sidder og ser ned og arbeider med at gjemme et Smil.
„Ha, ha!“ — Han siger det syngende og ser ud i Veiret.
„Aa jo!“ svares der æggende.
„Aa nei lel!“ — Han ser bortpaa hende fra Siden med et sikkert Smil og et trygt lidet Kast med Hovedet.
Saa tager han borti hende.
„Nei, vær rolin!“ Hun faar Tag i hans Haand og skyver væk.
Han holder fast.
„Det er bare, naar en sover, en skal væra rolin,“ siger han.
„Ja, saa sov da!“ siger hun.
Da ler de begge.
„Aa nei san!“ — Hun knytter Tørklædet og ser underfundig bortpaa ham.
„Aa jo, san!“ Han ser paa hende; men Øinene glider straks unda. Saa faar han Piben op af Vestelommen, men tænder ikke. —
— — Der svinger en Mand med Hænderne paa Ryggen ned mellem Udhusene paa Vangen, stanser og ser paa den rødbotede Kalv, som tygger Arvegræs derinde i Kjøligheden, gaar videre og stanser ved Høitrævbroen, tager borti det sidste Høilass, som staar der uopkjørt, og svinger atter videre, forbi Grishuset, Veien nedover Jordet til Smedjuen.
Det er Thrond Vangen selv.
Han ser henover Jordet tilhøire, hvor nyslaaet Hø ligger til Tørk i Solstegen; han ser over til venstre bortover den uslaaede blomstermyldrende Eng. Han staar og kjender den varme Sol og Høitørkslugten, altid med Hænder paa Rygg.
Ja, godt Fôraar maatte det blive iaar; det var sikkert; den, som bare havde fuldskuvendes Hjælp. Men siden Kjærringen, a Oline, døe her ene Aaret, var det ligesom ikke til at kjende igjen paa Vangen. Ikke for det — han Erik, Gutten, var bra, ikke ældre Karen end han var, og denne Jentongen — ja det var nu ogsaa af Slægten; men — det blev naa ikke voksen Hjælp alligevel, ikke paa lang Tid fremover; det skjønte han godt, naa siden a Oline var borte. Aa ja san! Det var rent rart at gaa att slig! Bare endda han Erik var kommen sig frem saapas, at han havde gjort fra sig Kongens Tjenest, saa en kunde faa Ungkjærring paa Gaarden; men der var mange Aar did! En faar da traatte Bussen først — skjønt dem var ikke store, før dem begyndte at se efter Kvindfolk!
Han skotted bortover Jordet, der de to sad. Han skjønte nok, hvad der gik for sig! Sligt var det Umuligheds Raad at gjøre for; noget ska’ det være, naar en har Ungdommen! Ja, ihøst naa, naar Buskapen kom paa Baasen, saa reiste Jenta, og saa —
Han var kommen nedover til Smedjuen; nu gik han frem paa den lille Bakken med magert Græs og Harelabb bortover; der stod han med Hænderne paa Ryggen og stirred udover Elven i Solskinnet, saa de to derborte kunde se ham. — — —
Eline Vangen var den, som først fik se Thrond. Hun sad ganske solig som før; men det fôr saa smaat igjennem hende.
„Der kjem Far din,“ sagde hun; hun saa igjen bortover.
Erik Vangen snudde Hodet og saa. Der ændret sig intet i hans Ansigt; han blev siddende som før; men det stakk til i ham ogsaa.
Han sidder endnu lidt, stikker saa Piben i Vestelommen, gjæsper ligesom karslig og træt, ser paa Solen og reiser sig.
„Nei, je lyt vel opp att,“ siger han arbeidsvant.
Eline svarer ikke; hun sidder og knytter Tørklædet fastere. Saa gaar Erik langsomt nedover mod Elven, steller paa noget ved Hafællen, der hvor Løkkejordet begynder, snur sig saa — og faar se Faderen.
Saa gaar han langsomt opover mod ham med Hænderne i Lommen,
Faderen staar fremdeles paa den lille Bakken fremved Smedjuen og ser udover.
„Du faar kjøre oppaa detta Høilasset først,“ siger
Sønnen stikker Piben i Vestelommen, spytter og staar lidt. Saa snur han og gaar i jævn Arbeidsmands Gang opover mod Husene.
Faderen med Hænderne paa Ryggen langsomt efter.
En halv Time senere gaar der tre i fuldt Arbeide ude paa Vangenjordet. Thrond selv sætter Saater med fuldvoksen ældre Mands Magt; Erik rager ihop, og Eline rager efter med Tørklædet fremover Panden og frodige Bevægelser med Riven.
Ingen af dem taler; thi dette er voksent Folk, som arbeider.
Solémen dirrer over Harsjømyrerne. Der gaar varme Glufs af Myrmuldsduft langs Moerne; de spredte Furuer lugter af bitter Kvae, og gult muldent Frø drysser og driver i Vindpustene, som af og til kommer lindt dragende over Stormyren i Solvarmen.
Ude paa selve Myren gaar Buskapen til op under Bugen i Stargræs og gulgrønne Myrgræstavser, som de river til sig og slikker i sig bortover Tuverne; af og til synker et Bagben nedi til lige under Juret og bliver draget op igjen med et tungt, søkkende Rykk; en eller anden Kvie vader let og sikklende gjennem selve Blødmyren, rauter mod de andre og begynder igjen at beite.
Borte under en kroket Bjerk paa den flade, skogbare Mo ved Myrkanten sidder Knutsmarthe med sin Bunding og ved siden af hende Jætergutten paa Præstegaarden. Begge Buskaper, baade Vangenbuskapen, som Knutsmarthe gjætte baade idag og igaar, mens Eline var borte, og Præstegaardsbuskapen gaar om hinanden bortpaa Myren.
Jætergutten æder Krækling, halvmoden og solvarm, som den sidder i sin stiklede grønne Lyng bortover Stenene; Knutsmarte sidder og ser langsmed Myrkanten, hvor Multen forlængst har knoppet sig og nu staar rød i sin slanke, gulgrønne Karthams. Det hvidner paa Myruld i Bristning; en og anden forvildet Fjeldsilju lyser fjeldeventyrligt op med hvidgrønt lodne Blade; et og andet Pengeris vokser mellem Eneren, bjerkeblankt og fjeldsmaat, Penge ved Penge, yrende tæt og mylrende mørkegrønt i Solskinnet. Men over ligger Sommerdagen, blaahvid varm og summende solskinsmættet.
— — Knutsmarthe slap Bundingsstikken og slog en Myg væk.
Med det samme reiste Jætergutten sig og stirred udover Myren.
„Nei, sjaa a Gulddrople!“ ropte han.
Knutsmartbe stirred udover. Saa medét lagde hun Bundingen, kom sig op hun ogsaa og stirred.
„Jø, ho sæt aat Myren!“ ropte hun.
Saa lagde de begge i Vei.
„Gulddrople!“ skrek Knutsmarthe, der hun kaved sig frem. „Ho sætt ende aat Søkkjedya!“
„Gulddrople!“ Hun stansed anpust og stirred udover.
Med en Gang slaar hun begge Hænder ihop.
»Aa hoi!“ roper hun; „detta gaar aldrig væl!“ Saa lægger hun ivei videre fremover langs Myrkanten.
Men Jætergutten springer. Ikke længer mod Myren, hvor Gulddrople ligger kalvetung og blaasende i Søkkedyet til langt op paa Siden, men Skograbben frem, Sæterveien ind og ende til Volds, pæsende som en Hund og blodsprængt i Ansigtet.
Han drager lige ind i Vanghusene.
„A Gulddrople søkkjer ned sei!“ roper han.
Eline, som netop er kommen fra Dalen, slaar Hænderne ihop og blekner til.
„Spring aat Bygden efter Karer! Faa med Gamp og Rep!“ siger hun. „Aarker Du itte, saa faa ti Bror din!“ Hun slænger Tørklædet. „Aa je aarker nok,“ svarer Gutten.
De lægger begge paa Dør.
„Skynd dig naa Vechlemin!“ Eline river Øksen af Vedstokken. „Ja var det itte det, jeg tænkte,“ roper hun — hun lægger paa Sprang sydover.
Men fremover Hjemveien, Groven ned og ende til Dals springer en Gut i Skjorteærmene, bare saa Smaasten spruter under Hæljernene.
— Da Eline naadde Harsjømyren, laa Gulddrople nedsunken til op paa Boven, og Knutsmarthe sad fremved Myren og graat.
Eline kom fremtil, anpust med Øksen i Haanden.
„Je spør dei riktig je,“ kom det.
Knutsmarthe reiste sig og strøg Taarerne.
„Aa jø, aa jø for Tilstand,“ ropte hun. „Je trudde aldrig, Du var kommen heller je!“ Hun bandt Tørklædet fastere. „Aassen ska dette gaa,“ siger hun.
Eline saa udover. Med det samme gav Gulddrople et Raut, langt og beklemt; — den havde faaet se Eline.
Eline kjendte som et Sting i Bringen.
„Aa Stakkar!“ svared hun udover.
Saa begyndte hun at hugge. Halvstor Bjerk og Unggran, alt, som faldt for Haanden, hugg og bar udpaa Myren, sendte Knutsmarthe efter Gangkløver fra Kloppen over Harbækken tæt ved og laged Bro udover.
„Faen tel Jente au,“ sagde Knutsmarthe; hun bar og lo og graat om hinanden.
„Ti still naa,“ svared Eline; hun arbeided og hugg, drog Nedfaldstræ og Rat udpaa og kom altid nærmere Gulddrople.
„Aa Stakkar,“ sagde hun varmt.
Nu var hun lige fremved Dyret og kjørte en diger Kloppkløvning ind under Bogen paa Koen.
Gulddrople slog Fremfoden tungt over.
„Agt dei!“ ropte Knutsmarthe.
„Ti still!“ svared den unge Stemme derude fra.
„Det er itte farligt lel,“ ropte hun opover.
Da Vangenkarerne to Timer senere kom dragende med Hest og Reb, var Gulddrople sunken, saa de havde ondt for at se Boven; men fremved Dyet, paa Klovninger og fersk Skog stod en Jente, glorød i Ansigtet i Blødmyr tilknæs og holdt Gulddrople efter Bjældkoklaven.
„Ja naa faar dø kjøre opatt baade mig aa Kua!“ ropte hun mod dem.
Da lo Knutsmarthe, som stod fremved Myrkanten og gav Kalvene, som var komne fremtil, Salt.
„Nei Du Eline, Du Eline,“ ropte hun.
En halv Time senere var Gulddrople kjørt i Land og Eline kom tungt vadende efter. Hun som Dyret var gjørmende brune af Myr; hun lo og slængte fra sig til alle, som stod omkring.
„Du store Verden for Opstandels,“ skrek Knutsmarthe.
„Mø!“ rauted Gulddrople, et betagent Livsens Raut, saa Kvindfolkene rent kvakk; saa stolpred den langsomt opover mod Veien.
Thrond Vangen sad paa Sæteren og aad. Sønnen var alt dragen tildals med Hesten; for der var Høi, som skulde kjøres ind; Thrond selv skulde komme efter tilkvelds.
Han sad og stak med Skeen ned i den tykke Surrømme og aad Brød til. Eline gik ud og ind og stelte.
Han kunde ikke for det; men han syntes, det var blevet svært triveligt paa Sæteren i det sidste: skulde undre, hvordan det stod til med Budraatten?
Men ikke vilde han spørge, og ikke sagde Eline noget. Gik bare slig til og fra og stelte, rent fuldskuvendes voksent Kvindfolk næsten.
Han skotted af og til bortpaa hende; men hun sagde intet, og han sagde intet.
Nu kom hun med Kaffekoppen lige borttil.
Da saa han op paa hende.
„Skal jeg ha Kaffe au da?“ sagde han.
Hun saa ned paa Koppen, som hun satte paa Bordet, og smilte saa smaat.
„Du vet, Du lyt ha Kaffe Du, som Husbond er,“ svared hun. Saa vendte hun og gik.
Han saa efter hende. Han syntes, hun var svært spæd i Væksten.
„Aa ja, det er naa bare Jentongen lel,“ tænkte han. Saa drak han Kaffen. Den var rigtig god og stærk. Og Rømmen sad lige op under Bringen paa ham, saa nu var han mæt. Skulde undre, hvordan det stod til med Budraatten alligevel?
Han reiste sig, tændte paa Piben fremved Aaren, gik langsomt ud og stævned bent mod Melkebuen, som stod aaben, og vilde ind.
Men da smøg Eline sig ud, fort, og slog Døren igjen.
„Nei detta faar Du ret itte,“ lo hun; hun tog Nøklen ud.
„Det skal Du faa sjaa i Høst det,“ føier hun til.
Thrond Vangen smiler.
„Kvindfolk er sig sjøl ligt,“ siger han; han gaar ud, staar paa Svalstenen og røger.
Om en liden Stund gaar han ind igjen og slaar paa det, at han nok skulde tage med sig en Ungsau til Dals til Slagt. Det var saa vondt om Ferskmad nu Sommerstider.
Da lo Eline.
„Nei det faar Du itte,“ sagde hun. „Ta fraa mig Lamongen min!“ skjændte hun — hun var saa god og varm i Røsten. Og hun saa bortpaa ham med hele Slægtens Tryghed.
Thrond Vangen gav sig og drog til Dals uden nogen Ungsau til Slagt. Men da han, en Dag han traf Præstefruen, fortalte dette baade om Gulddrople og om Lamongen og synes det var hjertaug Jente, gik Præstefruen lige hen, slog ham paa Skulderen og sagde: „Den Jenten skal Du holde paa, Thrond Vangen. Det var nok en, som styred Kjælken den Gangen.“
Thrond Vangen drog paa det. Men han vilde nu ikke sige Præstefruen imod.