Eline Vangen/3
TREDIE KAPITEL
Det blev værre med Eline, end de havde tænkt. Hele den første Uge laa hun sansesløs for det meste, yred og ropte paa Mor sin, saa Knutsmarthe, som var budsendt for at være til Hjælp, en Dag sagde til Fjøskullen, mens de sopte, at naar de havde det slig, blev det gjerne Dø’en, helst naar de drev og ropte paa dødt Folk.
Thrond Vangen gik i sit Arbeide som før og sagde ikke stort; han for sin Del var alt kommen tilrette med, at hun fik dø; men Erik, Sønnen, var som forandret; aldrig tog han sin Haand i noget til Nytte, og glemsk begyndte han at blive, saa han snart ikke kunde bruges til nogen Verdens Ting.
„Je skjønner mig itte paa Gutten,“ havde Faderen sagt til Knutsmarthe næsten harm. Han stod i Fjøsdøren med en ny Vidjuspænding til en af Kalvene og saa paa, mens de sopte.
Men da havde Knutsmarthe skreget til med sin kvelle Kjæringstemme.
„Hoi Kar!“ havde hun ropt uden at se op. „Du kan skjønne, han tar det hardt han, som er kommen ut for slikt!“
Saa havde hun sopt videre bare saa Ku-dræggen skummed fremfor Soplimen.
Dokteren havde været indom paa Tilbagetur fra Bygden og ikke sagt stort; nu skulde han komme igjen tredie Gangen. Det var svære Ting!
Niende Dagen kom. Doktorslæden stod igjen for Døren med den grønne Medicinkasse bagpaa og Hesten fraspændt.
Erik Vangen havde taget imod og sat den paa Stalden; for Dokteren skulde spise Middag i Præstegaarden, som laa lige ved; nu vaaged han ikke at gaa ind, skjønt Dokteren blev der saa længe, at han syntes, det aldrig tog Slut. Han gav sig Erind baade hid og did, saa paa Dokterhestens nysølvbeslagte Sæle, gik op paa Trævet, kjørte Fingrene ind i den vinterkolde Timoteikagge og rev en Høitapp ud, for at Hesten skulde faa af fineste Slaget; saa endelig drog han med Staldbøtten bortover mod den issvulne Brønd for at vinde Vand. Men hele Tiden kjendte han en dump Dødens Tyngde derindunder Bringen, som om han kunde blive syg og liggende, naar det var.
Som han stod der bortved Brønden og slog det isede, skvalpende Brøndvand i Bøtten, kom Knutsmarthe ud fra Svalen. Hun kom fort, glised mod Solen og kaved sig kring Haalken nedover. Bøied ind ved Fjøstrævet og kom atter ud med et Par Løvkjærver.
Erik mødte hende med Vasbøtten, stansed, men satte ikke Bøtten ned.
„Aa seier Dokteren?“ spurgte han.
Knutsmarthe svarer ikke straks. Der er noget gløggt ved Øinene; Munden med de opædte Fortænder dølger noget.
„Det er det saammaa før dei det væ’,“ siger hun; hun stanser.
Det farer et Sting af Befrielse gjennem Bringen paa Erik Vangen.
„Er a klenere?“ spørger han.
»Skjeil det dei det da?“ svarer hun; det drager ihop kring Øienfolderne.
Han lysner i Ansigtet.
„Nei, sei naa,“ siger han saa lykkelig varmt.
Det lyser blaat i Øinene paa Knutsmarthe og vekner kringom den slidte Mund.
„Aa jo lel,“ siger hun barmhjertigt. „Naa seier ’n, ho staar det!“
Hun faar Løvkjærverne bedre opunder Armen og gaar videre mod Fjøset i stor Hast.
Erik Vangen tager en lang, skjælv Pust. Faar Tag i Vasbøtthanken uden selv at vide det og drager til Stalds. Kan ikke graate, — kjender sig bare saa stærk, at han helst vil slaa. Tager saa ligesaagodt Vasbøtten med én Haand og slænger den op i Krybben til Dokterbrunen, saa Vasspruten staar.
Den fremmede Hest slaar op med Hodet og giver ham en Dunk med Mulen lige under Hagen, saa han blir staaende afdovnet og synes, at slig maatte Eline have kjendt det den Gangen.
Og da Doktoren vel er rejst og Præstefruen, som nu igjen er kommen, sender ham op paa Butikken til Hans paa Bua for at kjøbe fint Mjøl og andet, som skal lages til Mad for Eline, gaar han, bare saa det driver under Hæljernene og har hele Tiden saa livsalig vondt i Hovedet.
Men da han paa Hjemveien møder Løkkekjærringen, som hilser og spørger, hvordan det staar til, stanser han med Hænderne paa Ryggen, sætter den ene Fod frem for den anden med Hæljernet fast i Sneen, spytter voksent og ser frem for sig.
„Jo Tak — ho staar det naa,“ siger han.
Vaarbraaningen var kommen for Alvor over Dalen. Solen sken og skimred metallisk i Gaardenes ældgamle Ruder; den lued langs Laave og Fjøs, hvor Katte sad mysende og lodne i Solvæggen med halvlukkede Øine og leved; den skar dirrende ind gjennem de vinterkolde Glugger, hvor Vaarvinden strøg.
Al Piberøg var saa forgjættende blaa; al Luft havde slig forlokkende Smag af Sommer.
Spurvene havde faaet Vaarens livsalige Dirr i Tonen, der de sad og bruste sig ud paa alt solvarmt, som var bart henover Tagene, med hidsige uafladelige Pipp indimellem. Skjærer skvatred kjøligt paa Udhustaget og stjal til Rede; Kraaker fløi med mystisk Vaarkra mod Skogen.
Al Dalens Sne kramed sig og sank; paa Gaardene var der Vaarbækkesilder og kløkke Sneflag, som brast under Fodens Tyngde; man saa paa bare Bakken mange Steder, og alle Veie var tungkjørte af smeltende Hestegjødsel, som kom op.
I Skogen, som stod gyldengrøn om Dagen under Vaarsolens stille Lys, var der bart kring de smaa Trær; det drypped af smeltende Sne ved Middagstide, mens frøs til skarp Skare om Kvelden. Da kunde man høre Ræv skrige og Hare hukre betagent i det natblaa Maaneskin.
Men bagom og over laa Højfjeldet i gulhvidt, snetindrende Solglitter ved Dag og om Natten i blaahvid, iskold Æventyrdrøm.
Eline var kommen sig saapas, at hun kunde flyttes fra Stuen og ind i Koven, hvor hun ligesom var mere unda; Søvn begyndte at komme; Maden gled ligesom ogsaa bedre ned, især den, som kom fra Præstegaarden. Hovedet fik hun ikke røre endnu; det havde Dokteren strengt forbudt; men Armene kunde hun løfte og kjendte ellers ikke synderlig vondt i Kroppen.
En Dag, som hun laa der og syntes Tiden blev lang, havde hun bedet om at faa noget mellem Hænderne, og Knutsmarthe havde slaaet paa en Bunding til hende. Nu laa hun da og bandt med et Kasttørklæde hængt op for Solstrimen, saa det ikke skulde skjære hende for stærkt i Øinene; for det traatted hun ikke.
Det var lange Dage dette.
Dokteren havde sagt, at det skulde være stilt omkring hende og at ingen maatte komme ind. Aa ja! Stilt kunde det nok være lange Stunder; men der var da dem, som kom.
Sønnen, Erik, gav sig Ærind ind i Koven ret som det var, og skjønt det ikke var lang Riden ad Gangen og skjønt han som oftest ikke sagde et Ord men bare hented et eller andet, kunde det nok hænde, det var galt. Somme Tider var det ogsaa Thrond Vangen selv, som gløtted paa Døren og stod og saa; — han syntes, det gik smaat og drog længe ud, før hun kom sig op af Sengen.
Saa var det samme Dag, hun havde faaet denne Bundingen; hun var færdig med alle Vrangmaskerne og skulde netop kaste om til rett — da det tog i Døren.
Det var Thrond selv igjen.
Han blev staaende og se, som han brugte.
Saa lyste det op i Øinene paa ham.
„Nei sjaa Stakkarsheta!“ sagde han. Han stod.
Eline drog paa Smilen saavidt, saa bortpaa ham — og bandt.
„Aa jo!“ sagde hun saa inderlig god i Stemmen.
Thrond stod og smilte og saa.
„Aa er det, Du bitt førslag Du da?“ spurgte han. Hænderne hang; hele Ansigtet stirred ret paa hende.
Hun gav ham igjen et Smil, slig fra Siden.
„Hussuer aat dei,“ sagde hun.
Thrond sagde intet; men det gik ham godt lige til Hjerteroden.
Han stod længe og saa.
Endelig drog han Pusten.
„Du faar fara smaat,“ sagde han.
„Je lyt nok det,“ svared hun; en hørte bare det bløde Knitter af Bundingsstikkerne.
Thrond Vangen stod endnu lidt; saa snudde han og gik, uhyre langsomt.
Nogle Dage senere, en Dag, da Faderen er paa Kjølen efter Ved, kommer Erik Vangen ind, gaar bort til Hylden over Vinduet og tager en Hammer ned, men bliver staaende. Han steller med Tørklædet, som hænger foran Vindueskarmen og ser sig tilbage mod Sengen med det samme.
„Det er for ljøst aat dei,“ siger han, øm i Røsten.
Hun ligger med Hænderne over Felden fremfor sig og ser.
„Aa nei,“ svarer hun.
Han staar lidt; saa snur han, kommer langsomt borttil og sætter sig paa den slidte Stol fremved hende.
Der er stille.
„Er Du sint paa mei?“ spørger han endelig, uhyre lavt.
Hun forandres i Ansigtet og ser bortpaa ham.
„Je svarar itte paa sligt,“ siger hun.
Han drager en dræbt Pust og ser hen for sig.
„Du er det lel da,“ siger han, grov i Maalet.
Hun ligger og ser paa ham, godt og troskyldigt.
„Aaffør da da?“ spørger hun.
Han ser ned.
„Det var slemt aat dei detta, kommer det, voksent.
Det er stille en Stund.
„Aa nei!“ siger hun. De ser paa hinanden. Det rykker til lidt i hendes Haand, som er ham nærmest; saa ligger hun stille som før.
Medét smiler hun. Munden er fri og betagende buet. Bare opmed den hovne Kind synes nogle stive blodsprængte Striber. —
Saa smiler ogsaa han.
„Det er svært, saa vakker Du er vørte,“ siger han.
Hun ler; men det gjør ondt.
„Aa, je er altids vakker nok aat dei,“ svarer hun.
„Aa, je vet itte det, siger han djærv —; han kommer fort med Haanden bortpaa hendes Arm, men drager den straks tilbage; thi hun ligger ganske stille, bleknende; det unge Bryst falder og stiger, der Felden er nedgleden.
Han blir ganske stille og ser ned.
„Skal Du rese att, naar du kjem opp?“ spørger han om lidt — ganske spagt.
Hun tier. Der kommer et lidet lykkeligt Gløtt i hendes Øine.
„Du vet, je lyt tene mig op att først,“ siger hun.
I det samme høres det Skridt i Gangen, og Stuedøren kommer op. Det er Knutsmarthe og Budeien med Morgenmelken.
„Nei, je faar nok ut att je,“ siger Erik; han drager Pusten ligesom arbeidsslidt, reiser sig og gaar med Hammeren, som han ser paa hele Tiden.
I Koven er det saa lykkelig godt og stille. En Jente ligger og binder Husuer; Solen skinner gult tvers igjennem det graa Kastklæde fremfor Vinduet.
Vaaren var kommen over Dalen som en hastig Forelskelses Aabenbarelse. Alt i Verden var paa Færd. Snevandet skummed tildals; Mark og Skog steg grønnende. Bækkene lo og skyndte sig: Løvskogen strakte sprikende, brunblanke Fingerknopper blindt ud i Veiret og vilde have Tag i Solen. Elven steg og steg, skummende graa; Tømmeret seiled paa Eventyr svingende og dansende ud over Strykene.
Inde paa Skogene og oppe paa Fjeldet var det bart; Myrene stod svangre af Duft og Kjølighed; Rensdyrmosen laa lubbent graa og damped under Solglansen. Ved tidlig Morgen bobled og buldred Aarhaneleken i gyldne Trætoppe langt inde paa de æventyrkjølige Moer; dybere inde, nede i Storskogen slog Tiur mystiske Klunk eller letted med blaskende Vingeslag, naar en eller anden Elg kom frem til de aabne Kjærn og blaasende stak Snuden ned i det smeltende Isvand for at drikke.
Saa en vakker Dag kom Plogen frem af Skjulet med vinterlig, indestængt Udhuslugt i Følge, og snart laa de vaartunge Muldvælter aabne for Solen, mens Kraakerne plukked Metemark i Furerne og Hæggetræerne fremved Elven stod vatret brunhvide af bristende Blomsterknopper, før de selv vidste Ordet af.
Men fremved Husene var det saa bagende varmt i Middagssolen, at Folk begyndte at hænge Skindfælder ud paa Skigaardene og Hundene laa flade paa Siden med Benene strake fra sig midt i Solstegen under høi, blaa Luft, hvor lette, hvide Skyer kom drivende langveis fra og drog langveis hen — de første Bud om Sommer.
I Stuen paa Vangen var Bedringen kommen med Vaarvarmen. Eline sad saa smaat oppe og kunde klæde sig paa, naar Knutsmarthe hjalp hende, men vaaged endnu ikke gaa og maatte lægge sig nedpaa, ret som det var. Men under al denne langsomme Bedring gik Erik Vangen der snart angst, snart glad og kjendte det tilslut slig, som om han selv havde været syg — ja i alle Fald de begge to.
Saa var det en Søndag sidst i Mai.
Knutsmarthe var gaaet til Kirken; for det var sligt vakkert Veir; Thrond selv havde slængt med Hænderne i Lommerne helgeklædt udover Jordet for at se, om Vinterrugen var langt runden; Budeien drev i Fjøset.
Men Erik, Sønnen, som først havde fulgt Kirkefolket, var stanset ved Hans paa Bua, hvor han stod nogen Tid og slang mellem andet ungt Folk fremved Butikken; saa var han vendt og kom nu nedover Bergslien, ind paa Gaarden, stod en Stund udenfor Svalen og kjendte Solskinnet, gik saa ind i Stuen og satte sig fremme ved Langbordet paa Bænken.
Kovedøren stod oppe: Eline sad paa Sengen.
Da hun fik se ham, smilte hun, som var det noget, hun tænkte. Saa satte hun Fødderne fremfor sig og stod.
„Naa ska je freste aa gaa,“ sagde hun.
Det fôr gjennem Erik, som naar nogen ser Smaabørn slippe sig og gaa første Gangen.
„Nei, nei,“ sagde han og reiste sig.
Men der kom hun gaaende, bent mod ham og ind; han stod og stirred med sprikende Fingre.
Kommen midt frempaa Gulvet, tog hun sig medét til Hovedet.
„Je vart saa ørhuen,“ siger hun smilende.
Da er han fremved hende og faar Armen bagom; hun kommer med Hodet glidende nedmed hans Kind og Panden tungt mod hans Skulder. Da slaar han begge Armene omkring og staar og holder, halv rædd.
Hun løfter igjen Hodet og smiler, saa han kjender Streifen af hendes unge Aandedræt. Saa kommer hun sig langsomt borttil Bænken og faar sætte sig.
„Skulde Du ha kjendt sligt,“ siger hun og smiler igjen.
Han staar der fremfor hende, fortabt.
„Nei sligt skulde Du vel aldrig ha kjendt“, siger han.
Hun ser op.
„Faar je lite Vatten“, siger hun. Øinene beder.
Han fort borttil Vassaaen og giver hende Vasøsen. Men som han staar der og ser hende drikke, ser hendes lyse Haar og fine Pandefæste med den myge, unge Kind nedover, tilfrisknende, tager der ham en slig Fornemmelse af Blodsmag og Lykke, Død og Kjærlighed blandet, at han synes, der ikke findes andre end ham og hende, som lever i Verden. Og han dirrer paa Haanden, da han tager Øsen fra hende.
— — Ud paa Eftermiddagen efter Auft sad der tre sammen i Stuen. Eline sad og vugged i Sengen med Hænderne i Fang; Thrond sad fremved Aaren med Albuen støttet mod Knæet og røgte; Erik læste i Bog borte ved Bordet. Der drev stærke blaa Røgstriber i Solstrimen; Hunden laa i Ring midt paa Gulvet.
Talen kom paa Sæteren og hvem de skulde have oppaa til at staa for iaar.
„Vi faar tala aat ’n Knutsmarthe“, siger Thrond.
Eline ser op og bent paa Vangengubben.
„Nei, da gjør je det likere lel,“ siger hun djærvt.
Thrond ler. „Nei hør naa,“ siger han. Han tager Piben ud af Munden.
„Ja, det seier je rett,“ siger Eline, ser paa dem og ler.
Thrond Vangen tier. Han har bagom den muntre, frodige Latter kjendt ligesom en liden Gufs af Ættens stærke, seige Vilje.
Der blev ikke talt mer om Sagen; men hvordan det blev eller ikke blev, saa var det Eline, som sad i Kløvsalen og lokked, da Buskapen drog paa Harsjøvolden, og Erik Vangen, som leied Hesten.
Slig kom Eline Løvhaug til Vangen.