Eline Vangen/2
ANDET KAPITEL.
Det var en Søndagskveld paa Vaarkanten Aaret
efter.
Solen havde skinnet hele Dagen stille og gyldent i vaarblaa Luft med braanende Drypp fra Tagene og Pipp af Spurv langs Tagrenderne.
Nu, da Solen sank, frøs det paa; Luften var kveldfrisk af vaad Snelugt; der hang blanke Isdraaber i Barskogen og paa Bjerkenes violette Vinterkviste langs Veiene.
Sneen var stivnet og havde sluknet over fra gulhvid til skumrende blaa; Skoene gled under Gangen, og Føret var klingrende fint.
Bortover den spekte Kongevei kunde man langveis høre skarpt Dumbjældesilder og kravende Hovslag af Hest, som kjørte til Ytterbygden; fra Østagrænden kom Hundenes vagtsomme Glæfs lydt og bent over Dalen lige hid til Vestagrænden, hvor meste Folket færdedes.
— — —
I Bergslibakken er det yrende fuldt.
Gutter paa Sneskøiter suser ropende nedover den bratte Li med Hænder i Greppvaatter og Toplue nedover Ørene; det skjælver under Foden af Farten paa den frosne, buklede Vei; det vatnes i Øinene og trykker for Aandedrættet. Komne ned, der Bakken slutter, stanser de med en Braasving ind i Snehaugen og smaaspringer opover for at komme først paany.
Gutter paa Kjælker med Jenter bagpaa og Snespruten bent i Bringen stryger fort forbi under lange varslende Rop; de svinger ved Bækken Vangenledet ind og glider videre langt, langt udover den flade Vintervei til Østagrænden gjennem Vangsgaarden og Jordet frem, saalænge Kjælken gaar.
Smaagutter, vaade under Næsen og med blaafrosne Fingre bytter Brunsukker og Lakrits fremved Skigarden, mens de gaar og stanser, prater og roper alt i ét og Kjælkerne hugger dem i Hælene; Smaajenter snur sig og ser paa dem, gaar eller springer videre, leende; eller de tier, fordi de alt har Munden fuld af godt, som de har faaet. Og de kjender alle den underlig livsalige Fornemmelse af Mørkning og Vinterglæde.
Da høres et Rop af voksnere Stemmer der øverst oppe fra.
„Halv Vei!“ synger det triumferende udover. Barnemylderet i Veien slaar sig alle som en tilside mod Skigarden; — en stor Jernstangkjælke fuld af voksne Gutter og Jenter kommer farligt susende, saa Gufsen staar.
„Tur Veiøm Smaagut!“ skriger Erik Vangen; han sidder foran og styrer; Kjælken tager lange Hopp over Knækkene; det spruter under Jernskohælene, mens Jenterne holder fast, den ene om den andens Liv, angstfuldt tagne; bagerst sidder Eline med det lyse Hoved bøiet til høire for at se.
„Haai!“ roptes der efter dem af Hundred Stemmer, somme trodsigt haanende og andre rædde, mens Kjælken drager som en mørk Skygge forbi og bliver borte nedover Veien. Den bøier af ved den store Sten fremved Bækken og ind gjennem Vangenledet; den tager voldsom Slæng i Svingen; da høres et dødt Dunk mod Grindstolpen og et kort Rop af Jentestemmer; Kjælken kommer atter paa Meierne og glider med mindsket Fart videre, mens Erik Vangen hugger Hælene i og hævler, saa Snespruten staar.
Men oppe i Veien ved Grindstolpen ligger en Jente paa Ryg med udslagne Arme, sanseløs. Det er Eline.
Erik Vangen slænger Kjælkebaandet og springer opover. De andre følger langsommere.
Han bøier sig ned over hende; der er Blod ud af Næse og Mund.
„Men i Jøssø Namn!“ roper han.
Han bøier sig igjen over hende; han tager i hende.
„Eline!“ hvisker han.
Nu er ogsaa de andre komne. Flere Jenter staar omkring; somme graater.
„Aa jø, aa jø!“ siger han, snur og springer. Nedover Veien mod Gaarden, frem forbi Staburet og lige ind i Stuen til Faderen, som sidder i Skjorteærmene fremved Aaren og røger.
Thrond tager Piben af Munden.
„Aa er paa Færd?“ spørger han og stirrer paa Sønnen, som staar der anpust og ganske hvid i Ansigtet.
„Naaen har slee ihæl sig!“ brister det ud.
Thrond Vangen reiser sig braat.
„Aakken da?“ spørger han.
„A Eline! — Opmed Grindstolpen! Far! Skynd dig!“ — Sønnen er alt ved Døren.
Thrond Vangen træder haardt til, i Harme.
„Dø har rendt fraa dø naa da!“ roper han, faar Trøien med et kvasst Hugg ned fra Slinden og aksler den paa.
„Slik dø farer!“ lægger han til — og følger.
Og Stuen staar igjen, varm af Ramvedlysningen fra Aaren, med stærk, sød Lugt af Skraatobaksrøg og tørkende Vinterklæder.
Eline laa paa Sengen i Vangenstuen med lukkede Øine og det sorte Hovedkasttørklæde løst udover. Ansigtet med det lyse Haar var blodgrimet; høire Arm hang tungt nedmed Sengestolpen.
Fremfor hende stod Præstefruen og vasked med iskolde Kluder over Ansigt og Pande; paa Bænken tæt ved sad Thrond Vangen raadløs med Hænder i Fang, og borte ved Bordet i den dybe Skygge stod Erik, Sønnen, støttet op mod Skjænken og stirred ligblek og fortabt.
Præstefruen vender sig mod Thrond Vangen.
„Der maa kjøres efter Doktoren straks,“ siger hun; de brungraa, stærke Øine har et bekymret Skjær.
Thrond mørkner i Ansigtet.
„Ja,“ siger han — han ser bortover paa Sønnen. „Du faar rese, Du Erik.“
Der svares intet. Præstefruen ser bortpaa den bleke Gut og forstaar. Hun faar et underlig ømt Drag om Munden og noget dulgt ved Øinene.
„Du faar reise selv Thrond,“ siger hun afgjørende. „Gutten kan ikke.“
Thrond ser op paa Præstefruen; men hun har alt vendt sig og staar nu halvt bøiet over Eline. Han ser igjen bortpaa Gutten; saa reiser han sig stilt, faar Snehusuer og Saueskindsmudd ned af Slinden, tænder Staldlygten og gaar.
Og der er blikkende stilt i Stuen; man hører bare Skvalen af Vandet i Vassøsen, naar Præstefruen skifter Kluden.
Erik Vangen staar der borte ved Skjænken saa isnende ligesæl og rar. Det graater inde i Bringen, men fryser ligesom og tør ikke frem; det kjendes som Granbarlugt og sørgmodig Gravølsringning; han synes, at det ikke gaar for sig at leve længer. Saa mindes han den ene Gang, hendes myge Kind var kommen kjølig nær hans, da de holdt paa at vælte i Haarsetbakken her Førsøndagen, og medét blir han glohed af Angst nedover hele Kroppen; for nu skulde hun dø. Og det var ham, som — — —
Præstefruen steg hastig tilside, saa Lyset fra Aaren faldt flakkende hen over Sengen. Eline havde gjort en Bevægelse og laa nu med aabne Øine ganske stille og stirred undrende.
Hun saa fremmed paa Præstefruen, men magted ikke at snu Hodet. Saa kom der noget endnu mere vaagnet og undrende — hun prøved at røre Munden.
„Hyss!“ hvisked Præstefruen; hun løfted Haanden lindt.
Eline lukked igjen Øinene og laa ganske stille; saa slog hun dem atter op. De blaaned bristende, i stor Uro, og stirred ud over Stuen.
„Erik,“ sagde Præstefruen lavt. „Kom hid!“
Gutten kom dødblek frem og saa.
„Lever ’a?“ spurgte han brudt.
„Ja, Gutten min,“ siger Præstefruen bevæget.
Det hævrer til med nogle fortabte Rykninger i Erik Vangens Ansigt; — han har mødt Elines Øine. Saa, medét, snur han og blir staaende bortvendt med Haandbagen op mod Panden.
Da taler det derborte.
„Det var itte Skylda hans,“ kommer det stilt og varmt.
Erik Vangen higster til, faar begge Hænder knyttede fremfor Øinene og blir staaende slig.
„Hyss, hyss,“ siger Præstefruen. „Tak Eders Gud begge to!“
Hun rødmer til kring Øienlaagene.
— — — Der kjører en Slæde med Tingel frem; der høres krasende Skridt i Gangen. Thrond staar i Døren.
„Kom hit lite,“ siger han vart og ser paa Sønnen; den kolde Gufs af Kveldskulden staar lige ind. Saa lukker han, og atter høres de krasende Skridt ud igjennem Svalen.
Erik Vangen ser langt bortmod Eline og gaar. Kommer om lidt ind igjen og tager Madskræppen, som hænger fremved Skjænken; gaar saa atter ud.
Der høres dæmpet Tale, Skridt i Sneen og Lyd af Staburdøren, som aabnes og lukkes. Saa Hovknirk og Klang af et fint Tingel fjernere og fjernere opover.
Da Erik Vangen med varsomt Tag i Døren kom ind igjen, laa Eline og saa fremfor sig med stille Øine; Præstefruen sad paa Bænken ved Siden.
Han gik langsomt hentil og blev staaende.
Eline saa bortpaa ham fra Siden over den ophovnede Kind. Munden bued sig saa smaat til et Smil, som fortalte om noget hemmeligt, usvigeligt dem imellem lige fra Barneleken og fremover alle deres halvvoksne Stunder, selv om hun nu skulde dø.
Det fôr som et Sting af Fryd og Sorg igjennem ham. Han syntes, han gjerne vilde dø han ogsaa, om ikke hun fik leve.
„Nu skal vi være ganske stille,“ sagde Præstefruen; hun fik igjen dette underlig dulgte i Øinene og dette gode, veke om Munden.
Næste Morgen kom Doktoren. Thrond Vangen havde mødt ham i Midtskogsbrækken; han skulde sydover Bygden og havde egen Hest. Eline sov, da han kom, og var svært hed; havde ogsaa af og til jamret sig under Søvnen.
Doktoren undersøgte svært nøie og var ganske alvorlig, da han reiste sig. Gik saa bortover til Bordet, hvor Medicinkassen stod, og laged til det, som som skulde bruges. Thrond Vangen og Sønnen stod tause og saa paa.
Endelig var han færdig.
„Ja,“ sagde han; „her er en Hjernerystelse; men hun har jo Ungdommen, — en faar haabe det bedste.“
De to saa ned paa sine Fingre, og Erik Vangen kjendte en Kulde, som sneg sig langsomt ned mellem Akslerne paa ham.
Da Doktoren var reist og Erik, som havde spændt for Hesten, stod og saa efter ham opover mod Ledet, kom Præstefruen Gangstien søndenfra med Spand i Haanden.
„Naa, hvordan er det?“ spurgte hun.
Erik Vangen stirred hen.
„Aa, det er itte rart,“ svared han, ru i Maalet, snudde og gik med Hænderne i Lommen nedover mod Vedskaalen i Vaarkulden, ussel og ensom i Verden.