Eline Vangen/10
TIENDE KAPITEL
Det stunded mod Løvspræt.
Hele Mai Maaned frem havde Solen virket i Lierne med Snesmeltningsluft og kløkk Is Morgen og Kveld og grosvangre Glufs af vaarvarm Jord, naar Solen stod høiest paa Himmelen. Nu var Elven falden og Graagaasen alt dragen nordover; Dalen laa bar med grønskende Flekker af Vinterrug bortover de nakne Jorder og alle Løvskogens Knopper blanke og bristende store.
En og anden tidlig Smaafugl fløited paa bar Kvist mod Sommer; Linerle tripped blaahvid og rentvættet omkring paa Tunet med vippende Stjert og sorte Øine; Stær fløi i Flokke fra det ene Jorde til det andet.
Buskapen havde tabt Vintertaalmodigheden og rauted længtende paa Baasen; gammelt Folk var døde sidst paa Føret og begravne i snesabbende Ligfølge under vemodig Klokkeklang ud i den øde Luft. Ungdom gik vaartagen omkring, Jenterne med skjære, veke Kinder og noget stillfærdigt blaanende i Øinene, Gutterne med Fremlængslens Uro i Blodet.
Men bortover i Stuerne sad ungt Folk og læste Amerikabrev med Æventyrfortælling derude fra den lykkelige fjerne Verden eller sad med Billetter og Dollars i Lommebogen og kjendte hele Bortreisens vemodblandede Lykke.
Der gik en helgeklædt Unggut med Amerikabrev i Lommen nordover Ellevoldsveien. Han gik fort og uden at se sig om, stansed bare saavidt for at hilse, naar han mødte nogen, og drog saa ivei paany.
Det var Erik Vangen.
Han havde været syd i Præstegaarden og spurgt efter Eline; men hun var ikke hjemme. Hun var gaaet nordover til Løvhaug idag, blev der sagt, og var ikke ventendes hjem før om Kvelden.
Erik Vangen gik, saa Sveden stod ham i Panden. Der var kommen slig besynderlig Angst over ham. Kanske det var bare en Drøm alt ihop, baade at hun var hans og at de to nu skulde reise; kanske skulde der hænde noget idag, saa han aldrig fik se hende mere!
Kommen frem til Løvhaugen bøied han tvert at og strøg lige frem til Grinden.
Løvhauggubben stod paa Svalstenen og saa paa ham, som kom.
Erik Vangen stansed, støtted Albuen mod Grindstolpen og tørked Sveden med Trøieærmet.
„Goddag,“ sagde han stilt.
Løvhauggubben kom langsomt borttil.
„Aa Goddag!“ svared han; han stod og saa. „Du gaar fort!“
„Aa ja,“ svared Erik Vangen. „Det er vakkert Veir,“ føied han til.
Løvhauggubben kneb Øinene sammed mod Vaarsolen og saa sig rundt ud i Luften. „Ja, det er godt ti di,“ svared han.
Erik Vangen stod lidt, støttet mod Grinden.
„Ho er itte her a Eline Præstgardem væ?“ spurgte han saa uden at blunke.
Løvhaugen saa paa ham.
„Nei itte naa,“ svared han. „Ho drog aat Lien.“ Han saa opover og spytted lunt.
„Saa?“ Erik Vangen stod. Paa den vesle Pladsen der oppe i Lien ovenom Hauggaardene var Eline født.
Løvhaugen stod sid i Buksen, med Skjoldlue og krokede Arbeidsfingre og vented.
„Du faar komme ind aa sitte,“ sagde han.
„Nei, je lyt nok gaa,“ svared Erik Vangen og reiste paa sig. Saa stod han endnu lidt. „Ja Farvel da,“ sagde han.
„Farvel.“
Løvhauggubben stod og snudde sig og saa efter ham, der han gik Gutuen frem og Lien opover tilskogs. Tog saa op en Hesjerae, som var falden ned fra Skigarden, og lagde den paa Plads.
Erik Vangen gik i et eneste Kjør Lien op. Kommen lige indunder Pladsen, der hvor Hafællen begynder og en ser Husene, stansed han. Deroppe ved Staburet stod hun med Haanden i Kjolelommen og stirred ned for sig!
Han drog Pusten skjælvende; det var, som om en Klo kringom Hjertet havde sluppet ham medét. Saa gik han langsomt videre opover.
Nu vaagned hun ved Lyden og fik se ham. Gikk ham tilmøde, men stansed snart og blev staaende, usikker.
„Er Du oppaa her, Du?“ spurgte han varm og anpust.
„Ja.“ Hun saa ned.
Han fik Tag i hendes ene Haand og fik hendes Fingre indimellem sine.
„Det er slemt aa rese?“ spurgte han.
Hun stirred hen for sig.
„Aa nei!“ svared hun. „Det er borte alt ihop!“
Han stod og svinged hendes Haand lindt.
„Jinta mi!“ sagde han.
Da saa hun bortpaa ham. Et lykkeligt lidet Smil stjal sig frem, men blev straks borte. Saa smilte hun pludselig helt. Og det fôr igjennem ham som Tanke paa Bryllup med det samme.
„Kom naa,“ sagde han lavt og drog hende med.
Saa gikk de Haand i Haand nedover, men slapp straks og gik nu Side om Side. Hun snudde sig og saa tilbage som snarest uden at stanse; ingen af dem talte.
Slig gik de hele Lien nedover, kom nær hinanden alt i ét og kjendte, at de hørte hinanden til, men sagde intet.
Endelig, da de var komne forbi Løvhaugen og bøied af Kongeveien, talte Eline.
„Naar ska vi rese?“ spurgte hun.
„Om Torsdan.“ Han saa paa hende, der de gik.
„Aa seier Gubben?“ Hun havde travelt med at følge.
„Aa, itnaa!“
De gikk igjen uden at tale.
Og igjen kjendte Eline sig saa lykkelig som hans, der hun gik og fulgte, spurgte og fikk Svar og alt i ét kom nær ham eller saa ham ind i Øinene fremover Veien. Men ret som de atter gik og taug og tænkte, kom der medét over hende slig en sælsom Fornemmelse. Hun syntes, hun nu først kom til Dalen. Der, paa en Veistolpe, stod der Negard-Nordset og der, paa den næste frem ved Bækken, Utistu-Bergset; det var slige rare, fremmede Navne —! Der, nedunder Gaardene laa en stor Myr og bortom Elven paa den anden Side Hogsetgaardene! Og medét kom det over hende som Angst, at hun kjendte det hele. Hun tænkte dem frem, hver evige Gaard og hvert evige Navn, og da hun kom paa Myrberghøgden og snudde sig og saa udover Dalen, som laa der vid og sval i Solefaldet, tog det hende med en Magt, saa hun knapt kunde aande, at her havde hun levet og hid skulde hun aldrig mere komme.
Hun snudde sig braat og fik Hænderne op for Øinene. Erik Vangen stansed og vendte hende mod sig.
„Gret Du?“ spurgte han; han blev saa vek i Røsten.
„Nei da!“ Hun tørked Taarerne. „Det vart bare saa rart!“ Hun skotted sky udover.
Erik Vangen vendte sig ogsaa og stirred. Saa drog han Pusten tungt. Her havde han levd og fra dette skulde han reise langt ud i den rige, fjerne Verden!
De stod lidt tause. Han med den erfarne Mands vemodige Drag om Munden, hun med tænksomt blaanende Øine. Saa snudde de og gik hurtig sydover Bygden.
Ved Vangengrinden stansed de og taltes længe ved, rakte hinanden Haand tilslut og gik hver sin Vei. Men da Eline var kommen et lidet Stykke sydover Veien, snudde hun Hodet og saa efter ham.
— — Thrond Vangen sad fremved Aaren og plugged Sko, da Sønnen kom hjem. Han saa op, men sagde intet og arbeided videre, som om ingenting var.
Sønnen gikk ind i Koven, kom straks tilbage og slog sig ned paa Krakken et Stykke fra Faderen. Der sad han nu med Hænder i Fang og saa ind i Varmen. Ingen af dem talte. Man hørte bare Dunket af Hammeren, hver Gang Faderen slog Plugg ind.
Endelig kræmted Sønnen og flytted paa sig.
„Je har faat Brev,“ sagde han.
Thrond Vangen svared ikke. Der var ganske stille.
Sønnen sad en liden Stund og vented.
„Baaten gaar om fjorten Daer,“ forklared han.
Der drog sig en blek Stribe paa begge Sider af Næsen nedover mod Thrond Vangens Mund. Han slog likesæl en ny Plugg ind, lagde Hammeren og tog til at pynte Pluggningen med Kniven, skjønt han ikke var færdig.
„Naar ska’ Du rese?“ spurgte han.
Erik Vangen saa op.
„Om Torsda’n,“ svared han.
„Saa?“ — Faderen sad lidt. Lagde saa medét Sko og Kniv fra sig paa Krakken, saa efter et og andet og reiste sig. Saa ikke paa Sønnen, snudde sig bare, tog Trøien af og slængte den over Slinden.
Saa rusled han langsomt bortover mod Sengen og lagde sig.
Sønnen sad alene fremved Aaren og stirred ind i Ilden.
Næste Dag var Thrond Vangen sengeliggende. Han havde det med stor Svaghed og smagte ikke Mad; svared heller ikke stort, naar nogen spurgte ham, men laa for det meste vendt mod Væggen med Hænderne ihopkneppte over Bringen. Af og til, naar Knutsmarthe kom fremtil for at stelle, steg der større Magt op i ham; da kunde han skrige til og bruge vonde Ord; men saa igjen blev alt stille; han spurgte ikke efter nogen og bad ikke om noget.
Sønnen, Erik, gik til og fra, men var for det meste ude. Han vidste ikke, hvad han skulde gjøre. Tænkte saa smaat paa at sende Bud efter Doktor, men opgav det igjen. „Je sturter nok lel,“ havde Faderen sagt, da han spurgte.
Natten blev urolig. Trond havde ikke Søvn paa sine Øine. Sønnen, som havde Kovedøren oppe, kunde høre ham ligge og snu sig og sukke til langt paa Morgensiden, og da Erik stod op, var Faderen vaken. Slig gik to Døgn. Og det stærke Ansigt der borte i Sengen begyndte at magre og blekne.
Tredie Døgnet ved Dugulslete kom Knutsmarthe dragende sydover Almandveien til Præstegaarden og lige ind i Kjøkkenet, hvor Fruen og Eline netop drev med Bagning af fint Smaabrød og Hjemmekager, som Eline skulde have med paa Amerikafærden.
Knutsmarthe hilste og blev buden frempaa for at sidde.
Saa spurgte Fruen efter Thrond Vangen.
„Aa, det er naa rent gæli au det!“ svared Knutsmarthe med sin kvelle Stemme.
„Saa?“ Fruen var bleven næsten alvorlig.
„Er der sendt Bud efter Doktor?“ spurgte hun. Baade hun og Eline stansed i Bagningen.
„Nei,“ svared Knutsmarthe. „Hain vil itte det Gubben! Du skulde aldrig set sligt!“
Hun sad og vugged og vugged.
Fruens Ansigt skifted Udtryk.
„Hvor har han det som værst?“ spurgte hun.
„Aa, det maa full mest væra over hele Kroppen au det,“ skreg Knutsmarthe op. „Han traatter itte, det Folk talar aat’m!“
Fruen begyndte igjen at bage.
„Det var mærkværdigt,“ sagde hun.
„Ja, Du kain saa seie,“ svared Knutsmarthe og slog Hænderne over Knæerne. „Værre Mennesje skulde Du fuill ailler ha set! Det er da Umulighets Raad aa gjøra naaen Ting tellags au før hannem! Ja, blir itte detta Dø’en, saa vet itte je!“ Hun strøg sig under Næsen med Haandbagen og retted Tørklædknuden med det samme.
Eline saa paa Fruen, ilde ved.
„Nei, je lyt nok nordi aat’m je,“ sagde hun; Øinene blaaned saa barmhjertigt.
Der kom noget kvasst op i Fruens Blikk.
„Nei Eline, det skal Du ikke gjøre,“ sagde hun bestemt. „Lad nu Marthe stelle. Det er vel heller ikke saa farligt.
Hun gik til og fra.
„Ja, neimænd om je vet det,“ ropte Knutsmarthe; „han har da itte ete paa tri Da’er!“
Det vekned til om Elines Mund. Hun stod lidt og saa fremfor sig.
„Nei, je lyt nok nordi aat’m lel je,“ sagde hun fort.
Knutsmarthe reiste paa sig.
„Ja, kjære,“ sagde hun. „Gjorde Du det, saa gjorde Du Sælbot Du au! — Ho er ong ho, sir Du,“ lagde hun til og saa paa Fruen.
Da vendte denne sig fra Bagsten helt om mod Eline.
„Ja, ja Barn,“ sagde hun. „Du faar gjøre, som Du selv synes; men jamænd kunde han have godt af at vente!“ Hun snudde sig igjen og tog fat paa Pebberkagedeigen.
Eline svared ikke, strøg bare Trøieærmerne ned, vasked Fingrene, bandt Tørklædet tættere og gik, som hun stod, i Følge med Knutsmarthe.
Men i Præstegaardskjøkkenet stod Fruen alene med et betagent Udtryk i sit Ansigt.
„Det er en bra Pige,“ sagde hun halvhøit for sig selv.
Det tog i Døren paa Vangenstuen; et ungt, opjaget Aandedræt hørtes. Thrond Vangen snudde sig i Sengen og saa. Det var Eline.
Hun drog varsomt i efter sig om kom lige hen.
„Kjære er Du klen!“ spurgte hun.
„Ja je er det,“ svared Thrond Vangen gammelt; han laa og stirred frem med de krokede Fingre foldet.
„Nei, men kjære —!“ Hun løste Tørklædet og saa sig omkring.
Der stod en kold Melkeskvætt i en Øse paa Krakken; Varmen frempaa Aaren var sluknet.
„Skulde Du ha set sligt!“ udbrød hun. Hun fikk Tørklædet af og begyndte straks at stelle. Tændte op i Aaren, slog Melk i Gryden og satte over, fik Kopp og Kar paa Plads som i gamle Dage, tørked Bord og Bænke rene. Og var saa igjen borte ved Gryden for at se, om Melken kogte.
Thrond Vangen laa med Hænderne foldede over Felden og saa og hørte det hele. Han havde slig velsignet kjendt Fornemmelse af Omtanke og Forstand og syntes, der var bleven slig stor Forandring i Kroppen.
Nu fikk hun Kopp frem af Skabet, fin blomstret Kopp med Skaal under, tørked vel af og satte den paa Krakken fremved Aaren. Tog Melkegryden, som nu kogte, og heldte opi uden at spilde. Saa kom hun med den dampende Melk hen til Sengen.
„Drikk detta naa!“ sagde hun; hun var saa ung og god i Stemmen.
Thrond Vangen saa op paa hende, lydig, kom op paa Albuen, tog Koppen og drakk.
„Lite til,“ sagde hun.
Han saa igjen oppaa hende, blaaste paa og drakk. Saa leverte han Koppen.
„Det gjorde godt detta,“ sagde han, ru i Røsten, og lagde sig tilbage med Hænderne foldede.
Hun satte Koppen fra sig paa Bordet, stod og kom igjen borttil.
„Gjør det vondt aat Ryggøm?“ spurgte hun.
„Aa nei!“
„Jo. Du ligg vondt!“ Hun smøg Armen bagom, tog om ham med den anden og prøved at løfte. Hendes Haar kom bortpaa hans Kind, der hun bøied sig frem, og han fikk slig livsalig Ungkjærringfornemmelse.
Nu bredte hun Felden vart over Bringen og flytted paa Puden.
„Takk,“ sagde han. „Klent Stell da ser Du,“ feied han til lavt og forklarende. Saa lukked han Øjnene og laa slig.
Eline begyndte igjen at stelle, stilfærdig og kjendt, som om hun aldrig havde været borte, og Thrond syntes, der kom slig Lykke fra før over Stuen. Han laa der og hørte hendes unge, hurtige Gang til og fra, smaa Smeld i Skablaas og Kjørrellaag, som faldt i; der kom kold Luft, naar hun gik ud efter et og andet, og kjendtes godt og varmt, naar hun igjen kom ind og lukked. Uhret sagde knepp knepp, knepp knepp og havde igjen saa meget at fortælle om før og nu og siden; der kom slig dormende Tryghed. Nogen sad nok og bandt Husuer der bag ham ved Bordet; han hørte det bløde Knitter af Bundingsstikkerne, og der gik nok en Vugge under Slinden; den svang og svinged og svang! — Thrond Vangen sov.
Da Erik Vangen en Stund senere kom ind i Stuen, stansed han braat i Døren. Borte paa Krakken ved Bordet sad Eline i Stilheden og bandt paa en Husu, hun havde fundet frem.
Hun smilte til ham og tyssed. Han smilte igjen, snudde og gik ligesaa varsomt, som han var kommen.
Da Vangengubben vaagned, var det Kveld. Han snudde Hodet og saa sig undrende omkring.
„Eline,“ sagde han.
Hun reiste sig og kom borttil.
Han laa lidt, ganske stille. „Ska’ Du gaa att?“ spurgte han saa.
„Nei,“ svared Eline lindt.
Han taug igjen lidt.
„Aa ska’ Du ligge etter? spurgte han.
„Oppaa Ramnen.“ Det kom saa selvsagt.
Thrond Vangen snudde Hodet og saa op paa hende. Saa lagde han sig igjen til at sove.
Det var Dagen efter. Thrond Vangen havde sovet hele Natten og var først vaagnet ved Dugulslete. Nu laa han der blid og vak efter Kaffen og saa paa Eline, som gik der selvtrygg og stelte. Gulvet var skuret; Kopp og Kar skén; noget ungt Bjerkeløv stod stukket ind fremved Aaren og dufted; et Aaklæde hang fremfor Varmen, færdigt til at lægges paa Sengen; nu drev hun med at hænge noget op for Vinduet, hvor Solstrimen netop stod vaarvarmt ind og skar i Øinene.
Medét slaar hun Hænderne sammen. Hun har faaet se den graagule, visne Geranium i Vindueskarmen.
„Nei Du store Gudsens Under!“ — hun ropte det næsten ud.
Thrond Vangen smilte, der han laa.
„Ja, det er a Knutsmarthe, som har stelt denna!“ sagde han og var rent munter i Stemmen.
„Ja, je kan mest skjønne det!“ sagde Eline. Saa tog hun Krukken og bar det hele ud, paa Dør. Kom straks efter ind igjen med Krukken tom og ren os satte den paa sin Plads i Vindusposten.
Thrond Vangen laa og smilte og saa.
„Det skulde ha’ vørre Blyme der,“ sagde han.
Eline vendte Hodet.
„Aa, det ska’ nok bli Blyme,“ svared hun fordægtig.
Thrond Vangen laa der og nød.
„Ja Du fekk de’ nok tel aa bli Blyme au Du,“ sagde han.
Han saa godt paa hende.
Hun smilte.
„Ja, det gjorde je nok!“ svared hun. Saa stelte hun stille videre.
Hunden, som ikke havde været hjemme, da Eline kom, stakk nu Snuden ind i Dørgløtten, trued Døren op og drog bent bort til hende. Holdt et forfærdeligt Leven med Sving og Hopp og Kvink af Glæde, blev tysset paa og lunted hen til Madkoppen. Hugg i sig, sulten, men kom igjen bort til Eline paa samme Vis, blev atter tysset paa, lunted hen midt fremfor Aaren, gik rundt i Ring om sig selv og lagde sig. Kom atter halvt op og saa paa Eline, gik paany i Ring og lagde sig saa med Hodet over Halen, slikked sig om Munden et Par Gange og lukked Øinene. Aabned dem atter og blev liggende slig paa Vagt.
Saa kom Erik og Fjøskullen ind. Og nu aad Vangenfolket stille Dugul, som de havde gjort det Aar efter Aar, den Tiden Eline var der.
Det er tredie Dagen. Thrond Vangen er frisknet til, saa han tænker paa at staa op næste Morgen; Eline staar færdig til at reise.
„Ja, Du faar ha’ Farvel att da,“ siger hun, vek i Maalet, og stikker Haanden borti hans.
Thrond YVangen holder fast. Der kommer noget magert op i hans Ansigt
„Ska Du gaa att naa da?“ spørger han.
Eline Vangen ser ned.
„Ja, je lyt nok det,“ svarer hun, ganske lavt.
Thrond Vangen holder Haanden.
„Er det værdt det da?“ siger han.
„Jo. Je’ lyt nok det!“ Eline snudde Hodet blygt, Erik Vangen sad borte ved Bordet og saa ned.
Der blev ganske stille. Knepp knepp, knepp knepp sagde Uhret.
„Ja, Farvel da!“ Eline snudde sig helt.
„Hm!“ — Thrond slap Taget; hendes Haand gled ud af hans.
Saa gik hun stille mod Døren; Erik Vangen reiste sig og fulgte.
Da Døren lukked sig, snudde Vangengubben sig i Sengen og kom op paa Albuen.
„Erik!“ ropte han. „Kom hit att lite!“
Sønnen kom langsomt ind og tilbage.
Aa vil Du mig?“ spurgte han.
Thrond Vangen sad i Sengen.
„Aaffør ska’ a rese att a Eline?“ spurgte han, stærke i Røsten.
Sønnen stod og saa trodsigt frem for sig.
„Aa, det er full itte naae før hinner her!“ svared han.
„Sjaataap!“ ropte Faderen. „Mar a er go nok aat mei, er a altis go’ nok aat dei,“ sagde han. „Gaa sta aa faa a hit att!“ Han lagde sig.
Det lyste op i Erik Vangens Ansigt. Han snudde braat og drog paa Dør.
„Eline!“ ropte han.
Hun stod i Svalen.
„Du skal ind att aat Gubbøm!“ hvisked han.
Eline blev blussende rød.
„Vil’n naa da?“ spurgte hun.
„Ja naa vil’n!“ Erik Vangen fik Armene omkring og svinged hende rundt, lykkeligt, lydløst.
— — —
Eline Vangen kom stille ind i Stuen og drog Døren i efter sig. Saa gik hun frem til Sengen og blev staaende.
Thrond laa og saa frem for sig. Armen laa langs Sengekarmen; Haanden var aaben.
„Aa var det, Du vilde naa da?“ sagde han. Han saa ikke paa hende.
Hun stod.
„Aa var det, Du vilde?“ svared hun.
Han laa igjen stille uden at tale. Det rykked til Haanden, der den laa.
„Kom hit naa,“ sagde han.
Hun kom borttil og stod lige indpaa Sengekarmen. Haanden famled sig frem og borti hans, som lukked sig lindt kring hendes Fingre.
„Du fekk full bli lel da,“ sagde han. „Det vart full gæli ellers!“
Hun blev rent forandret.
„Aa, Du fekk altids att en slik en som je,“ kom der lavt og saart. Taarer begyndte at dryppe.
Han saa op paa hende. Taget kring hendes Fingre blev fastere; han svinged hendes Haand saa smaat.
„Nei, de’ gjorde je rett itte,“ sagde han, god i Stemmen. Han drog en befriet Pust og laa længe uden at slippe hendes Haand.
Saa løsned endelig Taget. Han saa igjen op paa hende, som en ser paa sit eget Barn.
„Gi mei lite Mjølk,“ bad han.
Eline snudde sig uden at svare og gav ham Skaalen.
Otte Dage senere kommer en Mand med Hest og Kjærre sydover Veien til Præstegaarden. Han stanser ved Grinden, aabner, viker Hesten ind og kjører bent frem til Svalen.
Præstefruen, som har seet ham i Vindvet, kommer ud.
„Nei Goddag Thrond,“ siger hun. „Er Du ude og kjærer.
Thrond Vangen fæster Tømmerne.
„Ja je er det,“ svarer han. „Je skulde faa ti Klæen hendes Eline. Det skulde være e Kiste aa en blaa Løp.“ Han saa visst paa Fruen.
Præstefruen smilte. „Jasaa?“ sagde hun. Saa gik hun hurtig over Gaarden hen til Drengestuen og ropte paa Ola Styggpaajord. Denne og Thrond drog straks ivei Trappen op og ind paa Eline Vangens tomme Kammer. Fikk Tag i Kisten og den blaa Løp og bar dem ned, mens Fruen stod i Svalen og saa paa hele Tiden.
Da Thrond sagde Farvel og tog Tømmerne, kremted Fruen.
„Skal Eline reise?“ spurgte hun.
Thrond smatted paa Hesten.
„Nei, ho blir paa Vangen,“ svared han og vilde kjøre.
Da lyste det op, helt, i Præstefruens gode Ansigt. Hun gik lige hen og klapped Thrond Vangen paa Skulderen.
„Ser Du nu, Thrond,“ sagde hun. „Det var nok alligevel en, som styred den Kjælken den Gangen!“
Hun var bevæget i Stemmen.
Thrond Vangen holdt Hesten igjen og satte op sit dryggeste Smil.
„Ja det var naa’n Erik det da,“ svared han og smatted igjen paa Hesten.
Da lo Præstefruen.
— — — Det var om Høsten samme Aar. Udenfor Svalen paa Vangen stod Vangengubben og stirred opover Sørberglien i Solefaldet. Det skinned paa Kornstørerne opover; fremved ved den store Rogn tog Eline Løv til Fjøset, vig og ung; paa selve Sørbergakeren drev Erik og høstpløied med Svarten for Plogen og Militærhuen langt bag i Nakken. Isommer havde han tjent Kongenskar; i Vinter skulde de gifte sig.
Thrond Vangen stod en Stund og stirred. Saa snudde han med et halvt Smil, gikk ind i Stuen og frem til Aaren saa inderlig trygg og velbergen i Buksebagen. Der satte han sig og fik Piben frem. Men det hemmelige Smil hang i hele Tiden, som han sad der og røgte og spytted og tænkte. Indtil endelig den velsignede Tobakssmagen tog det hele og der ikke blev andet igjen end en gammel, sjølstilt Bonde, som sad fremved Aaren i sin Stue og kjendte Varmen, mens sød Skraatobakslugt drev blaanende i Solstrimen og steg og sank under de sodede Slinder.