Eline Vangen/1
FØRSTE KAPITEL
Det var Sommerkveld paa Vakkersæteren. De store
Kronfuruer kring Harsjøen rødmed varmt i Solgløden;
Røg drev blaanende fra Vanghusene og sydover;
Bjældekløkk og Bræg af Sau hørtes i Skogen
rundt omkring. Langs de myrbløde Ragstveje fremved
Sjøen kom Ku for Ku dovent rekkjende, slikked en
Græstapp med slamsende Tunge og gik videre, stansed
og rauted mod Husene, altid speilet i Sjøens bløde
kveldblaa Vand. Men bag de fjerne Aaser i Øst
sank Aftnens Skygge over Dalen dybt dernede.
Fra Kaldbergets graagule Kolle, hvor Solgløttet netop stod varmest, lokked det, en ung, lykkelig Jentestemme; det svared fra Throndskampen bagom Vangenvolden, hvor en Gut sad paa blanke Berget og blæste Bukkehorn.
Saa taug det hele, mens Solen øste sit kveldskjølige Guld rødere og dybere over Skogene, idet den sank.
Et gammelt Kvindfolk kom ud af Vanghusene, satte en Melkask fra sig paa Saltstenen og lyed. Bag hende kom en halvgammel Mand med Pibe i Mund; han drog Skjuldøren med den slidte Klinke i efter sig, blev staaende paa Svalstenen med Hænder paa Rygg og stirred langsynt ud over Sjøen.
Det var Thrond Vangen selv, som var kommen oppaa med Brødkløv og skulde ned igjen til Kvelds.
Nu lokked det igjen borti Kaldberget.
„Aa heter Du Erik, saa svarar Du mei!
„Aa la la dei!
„Aa la la dei!“
— det sang som Sol over Skogene og døde langt borte.
Men fra Throndskampen svared det med mørkere Maal:
„Aa heter Du Eline, saa svarar Du mei!
„Aa la la dei!
„Aa la la dei!“
Kvindfolket, som stod og lyed, snudde sig og saa paa Thrond Vangen.
„Døm er itte store, før døm begynder,“ sagde hun; hun drog paa Smilen.
Thrond Vangen tog Piben ud af Munden og stod nu med den ene Haand paa Rygg.
„Aakken er detta da?“ spurgte han.
Knutsmarthe, Kvindfolket, skygged med Haanden mod Solen og saa bortpaa Thrond.
„A Eline Løvhaug da væ’,“ sagde hun. „Aa ’n Erik svarar!“ Hun havde fremdeles sit gode Smil.
Thrond Vangen tier. Stikker den sluknede Pibe i Vestelommen og rusler fremover den stenede Sætervold. Nu staar han fremved Saltstenen lige ved Knutsmarthe.
„Er døm komne oppaa Løvhaugfolket au naa da?“ spørger han.
Knutsmarthe tager Melkeasken.
„Ja, døm kom Førdagen,“ svarer hun.
„Aa ja — det er vørti godt i Væra naa,“ siger Thrond Vangen; han staar og ser ud i Solefaldet og Kveldstilheden.
„Aakken staar for derbortpaa iaar da?“ spørger han saa.
„A Eline — Jentongen,“ svarer Knutsmarthe; hun staar og skal gaa.
Thrond undrer.
„Hm! Kan sligt gaa for sig da?“ siger han.
Knutsmarthe ser ildsvien nedover mod Skogen.
„Aa Du vet, det lyt gaa for sig,“ siger hun. „Sea a Kari dø’e!“
Thrond Vangen ryster paa Hodet.
„Bare Jentongen,“ siger han.
„Aa, det er godt Gry,“ svarer Knutsmarthe. „Ho er taa Folka dine. — Hoi, naa kjem Kua!“ Hun lægger ivei mod Fjøset med Melkasken i Haanden; thi der kommer Bjældkoen dragende med Blaast og tungt Bjældeklemt bent mod Fjøset og efter hende Ku paa Ku alt ihop lige ind, mens Knutsmarthe med Klask og Rop og Dominering faar hver og en paa Baas omsider.
Thrond Vangen stod med begge Hænder i Bukselommerne og saa paa Buskapen, eftersom den kom. Aa jo, han syntes, den alt havde taget sig. Især Sauen; den var rent gjild; — ja Kalvene ogsaa.
Nu lokked det igjen fra Throndskampen med Tone mest som af Bukkehorn:
Kvelden er saa varm!
Sir’n os han Ola,
blir’n ill aa harm!
Og saa med Toner som af Lur:
Kom att naa!
Kom att naa da,
Kom att naa da
Kom hem att, kom hem att naa!
Kom att naa,
Kom att naa — —!
Det døde i en lang Tone, en Ungguts varme Røst. Saa svared det fra Kaldberget, en Jentes yre, unge Lokk:
„Kom Guldros, kom Svartsi, kom Drople — aa haa!
„Sola gaar taa Jola
„Kjærringa ho ét!
„Retno søv’n Ola —
„Kom aat den. Du vet!
„Kom hit naa!
„Kom hit naa!
„Kom hit naa da
„Kom hit naa da
„Kom hit att, kom hit att naa —
„Kom hit naa
„Kom hit naa ——!“
Saa skar det jublende henover Skogene:
„Aa heter Du Erik, saa svarar Du mei!
„Aa la la dei!
„Aa la la dei!
„Tikke Sauen drrrr—a!
„Aa la la dei!“
Det døde fjernt henne; Sauebjælder og dybe Klemt af Bjældeklokker klang gjennem Kvelden; — Solen stod med flimrende Straalebundter lavt mellem Træerne i Vest.
Paa Thrond Vangens Ansigt kom et halvt Smil og blev siddende længe. Han stirred en Stund over mod Kaldberget, som netop nu tog Skygge; saa gik han hen til Skigarden paa Sautrøen, hvor Kløvmesen laa, tog Bigslet og drog tilskogs efter Hesten.
Et Kvarter senere melked Knutsmarthe i Fjøset, saa Sputen stod i Melkasken, mens Thrond Vangen drog Sæterveien nedover med tom Kløv og Hesten i Bigsel efter sig.
Thrond gik fort; thi han vilde hjem, før det blev mørkt. Hesteskoene slog mod Stenene; det skvatt fra de optraakkede Huller mellem Trærødderne.
Fremved Haarrenn-svingen mødte han en halvvoksen Gut, som kom fort gaaende. Det var Erik, Sønnen.
Thrond Vangen stansed.
„Aa har Du vørre etter?“ spurgte han.
„Oppe paa Throndskampen!“ Sønnen pegte med Hodet didop; han stod med Kniv i Haanden og skar paa en Stav af Krok-ener. Et Bukkehorn stakk op af Frakkelommen.
Faderen staar og ser paa ham.
„Det var Du, som lokked da?“ spørger han.
Sønnen svarer ikke. Staar bare med et underlig dulgt Drag ved Munden.
„Sjaataap!“ siger Faderen; han ser bort paa ham fra Siden.
Sønnen tier, men har fremdeles dette voksne, selvsikre Smil.
Thrond Vangen retter paa Bigslet.
„Kjem Du ned att om Syndan?“ spørger han.
Sønnen gaar fremtil.
„Ja, det gjør je vel,“ svarer han. Han spytter voksent og ser paa.
„Du har vørre oppaa med Brød væ?“ siger han tørt.
„Ja.“ Faderen smatter paa Hesten.
„Du faar helse aat Daløm da,“ roper Sønnen efter ham.
„Ja.“ Faderen er allerede ivei; man hører igjen Slagene af Hestehovene mod Stenene og Søkken af lange Skridt bortover.
Erik Vangen staar en liden Stund og ser, indtil Faderen er bleven borte fremover Hjemveien; saa stikker han Kniven i Sliren, sætter Krokstaven fremved en Granlægg ved Veien og bøier af tilskogs. Kommen frem paa den lille Ragstvei, som gaar langsmed Harsjøen fra Harsjøvolden til Kaldberget, springer han. Men nedover Sæterveien til Grova høres endnu Slag af Staalsko mod Sten og den svaiende Knirk af Kløvhest, som gaar, fjernt og lydt i Kveldstilheden.
I den skogmagre Bakke nedunder Kaldbergkletten sad en halvvoksen, lyslett Jente og bandt. Graagul Rensdyrmose lyste op henover de bare Rabber i Skumringen; en og anden Fjeldbjerk stod kroket med sprættende, grønblanke Blade mellem Stenene; længer nede, hvor svartsmudsket Granskog randt op rundt Stenrøserne, kom en Bæk frem af selve Fjeldet og risled kjølig videre mellem Grønske og sortnende Lav med gulhvid Smaasten i Bunden dybt nede i det fjeldklare Vand. Fra Skogen længer ned, der Haarrenna randt af Harsjøen og Kloppen gik over, kom Duft af Myr og Maasaa drivende, blandet med den stærke, bitre Lugt af ungt Bjerkeløv. Men bagom, der Jenten sad, stod en enlig Kronfuru i Fjeldbaandet med den vrede Krone eventyrlig tegnet mod Solefaldshimlen.
Jenten sad og saa udover mod Harsjøen, mens hun bandt; en blaa Kathekismus laa paa Stenen tæt ved; hun havde lagt den fra sig nu, da Kvelden faldt.
Det var blikkende stille. Fjeldene i Øst sov alt i Skumringen; en og anden forsinket Ko strøg forbi, saa efter Jenten og drog videre mod Volden.
Jenten lagde Bundingen og strøg med begge Hænder det lyse Haar ind under Tørklædet; tog Bundingen igjen, sad som før og stirred vagtsomt udover mod Harsjøen, mens hun saa smaat tygged paa Godkvae hele Tiden.
— Med én Gang blaaner det til varmt i Øinene paa hende, og Bundingen synker ned i Fanget; — der kommer nogen fort Veien nedover fremved Sjøen. Nu stanser han og lyer. — Hun sidder huggende still; men der er et betagent Drag om den unge Mund, og hun kjender noget vekt i Bringen, som vil stanse Pusten.
Nu gaar han igjen, men langsomt og stanser anden Gang.
Hun reiser sig, binder Tørklædet fastere under Hagen og staar og stirrer. Tygger af og til saa smaat paa Kvaetuggen, svælger Raaken og stirrer igjen. Bundingen hænger i Bundingkroken fremved Nøstet; høire Haand er i Kjolelommen, der hun staar og ser, lyende. Saa, medét, høres en ung Jentelokk skjært og varm gjennem Kvelden — efter Ku og Sau, som forlængst er dragne til Volden —; men der kunde være en eller anden efterglemt. Og atter sidder Eline Løvhaugen og binder paa den graa Husu i Kveldsmørket med en blaa Kathekismus fremved sig paa Stenen.
— Der falder mørkere Skumring med Juninattens dæmre Lystone mellem Trærne; der er slumrende graat og ganske stille. Jenten fremved Stenen sidder nu og binder paa Husuen uden Stans, mens hun alt i ét skotter nedover mod Skogen.
En Tørkvist kommer susende opover gjennem Skumringen og falder paa Maasaarabben tæt ved ende.
„Uf,“ siger hun ligesom rædd, og ser sig om. „Aakken er ’ta?“ siger hun lavere.
Der kommer en ny Kvist, mindre, og falder lige i hendes Fang.
Hun tier og ser nedover.
„Kom fram naa,“ siger hun; — „je sau dei nok!“ Hun faar Kvisten ud af Fanget og sidder med Bundingen som før, voksen og flittig.
Da kommer han frem mellem Stenrøserne og langsomt opover mod hende.
Hun ser oppaa ham; kring Munden er der et lidet Smil.
Han staar og ser med Hænderne i Bukselommerne — den ene Fod støttet halvt op paa Stenen.
„Du driv med Bundingen?“ siger han.
Hun binder og ser bent paa de blinkende Bundingsstikker.
„Je ser snart itte længer,“ siger hun.
Han bøier sig frem og tager Kathekismen.
„Du læs au, ser je,“ siger han; han blader.
Hun ser op fra Bundingen paa Siden og smiler — et godlynnt, pludseligt Smil.
„Du vet, en lyt læsa,“ siger hun. „Ska’en kommaa fram.“
Han staar og ser nedpaa hende, betagen.
„Aa, Du kjem altids fram,“ skjæmter han; han vil saa gjerne, hun skal smile videre.
Hun ser ned i Fanget. „Trur Du det?“ siger hun; han skjønner, at hun smiler, men faar intet se.
„Ja, det trur je,“ siger han varmt. Han staar og slaar med Bogen mod Laaret, lindt.
Det er en liden Stund stilt, mens hun binder. Saa ser hun op, bent paa ham første Gang.
„End Du da siger hun. Smilet sidder i Mundvikerne og i de blaa Øine.
Han staar der, karslig og ser paa hende.
„Aa je vet itte je,“ svarer han med et selvtryggt Smil.
Hun strækker Haanden ud.
„Faa hit Kakjisma, saa ska je overhøre dig,“ siger hun.
Han slaar hende lindt over Fingrene med Bogen.
„Aa nei san!“
Hun faar Tag og rykker til sig; han holder fast. De er ganske nær hinanden og ler begge, mens de stilt kjæmper om Bogen. Nu stryger hans Kind nær hendes, og hans Haand har Tag kring hendes Skulder.
„Nei Erik!“ hvisker hun med opjaget Aandedræt.
Da slipper han medét.
Hun sidder med Bogen og Bundingen i Fang, tungt aandende.
„Det vart inga Overhøring detta,“ siger hun.
„Nei itte denna Gaangen,“ svarer han; han staar og lader, som om han ikke er anpust, og ser paa hende.
Saa sætter han sig paa Stenen ved Siden. Hun stryger Haaret indunder Tørklædet og binder fastere; steller ogsaa lidt med sin Trøie i Bringen.
„Styring!“ siger hun stilt.
Han svarer ikke, sidder bare ganske karslig stille: hun har faaet kjende Mands Magt! Og de føler sig saa forunderlig nær hinanden i Mørket, skjønt ingen flytter en Fod.
Endelig vaager Erik sig til.
„Kjem Du aat Kjerken om Syndan?“ spørger han lavt.
Det sortner paa Skogen omkring.
Eline snur Hodet; hun tier lidt, før hun svarer.
„Je faar full det,“ siger hun.
Der er grundende stille; det graaner paa Rensdyrmosen; Susen af Haarrenna fornemmes fjernt dernede.
„Kjem Du oppaa att snart?“ spørger han igjen. Det er som om de taler lige ind i hinandens Sjæl.
Hun stirrer længe frem for sig.
„Ja,“ svarer hun.
Og om en liden Stund: „Døm har ingen i Sommor!“
Og saa atter om en liden Stund: „Ho er klen Kjærringa!“
Erik Vangen bøier sig frem efter en Kvist.
„Du blir isamma paa Volden her da?“ spørger han.
„Ja!“ — hun ser ned. „Aassen da?“ det sidste kom hviskende.
„Nei — ittnaa.“ Han bryder en Bit af Kvisten og kaster, men ikke paa hende.
Og der er atter grundende stille.
Saa medét begynder han at blystre — en lav, munter Vise, bryder om en Stund tvert af og ser paa hende.
Hun snur paa Hodet — og ler.
Saa ler de begge, hun med Hænderne for Ansigtet hovedstupes fremover, en Jentes overgivne, forgjættende Latter, han, tagen af hende, men stilt. Saa kaster han Kvisten og vil bortover mod hende.
Hun snur sig unda.
„Tullgut!“ siger hun.
Saa ler de igjen. Han sidder lige ved hende.
„Aa er det, Du ler taa da?“ siger han muntert.
„Je?“ — hun er skyldbevidst undrende. „Taa ittnaa!“
Hun svinger sig unda ham.
„Itte je heller!“ — han kommer efter.
Da tager hun Bogen, reiser sig og springer, saa det suser i Skjørterne.
Han efter.
Ved Sæterveien naar han hende, men tager ikke om hende. De gaar begge anpustne opover Sæterveien mod Volden.
Fremme ved Ragstgutuen, der Skigarden begynder, stanser de og ser opover; Emen fra Løvhaughusene stiger blaa mod Kveldsluften.
„Aa skal Du etter i Høst — etter Komfermassjon?“ spørger han, næsten blyg.
Hun staar og ser paa ham fra Siden, Hodet halvt sænket.
„Je vet itte,“ svarer hun.
Han tier lidt, som om han har vondt for at faa det frem.
„Kom aat øss da!“ siger han endelig.
Hodet synker; hun staar og ser ned.
„Aa — je vet itte je,“ siger hun.
Med det samme snur de begge Hodet; der kommer nogen nede i Veien.
De stirrer — hun gaar saa smaat opover.
Det var Tjenestgutten paa Løvhaug, som kom, med Bigsel over Akslen og svingende Arme opover. Da han strøg forbi, slængte han en Haand borti Erik Vangen og drog videre; saa snudde han sig og gik baglænds nogle Skridt for at se.
„Kom naa Eline,“ sagde han, snudde igjen og gik videre.
„Ja, je kjem naa,“ svared Eline, — hun gik allerede, men svært langsomt.
„Godkveld da!“ Det sagdes dæmpet efter hende.
„Godkveld!“ Hun gik.
Ret som hun gaar, kommer en Smaasten efter hende og træffer paa Halsen inde ved Fletten nedover.
Hun stanser, snur Hodet og ser, langt og længtende bagover.
Saa gaar hun fort videre.
Erik Vangen sprang nedover Sæterveien. Over Kloppen, saa Vandet skvapp under Kloppkløvningerne og videre Veien fremover langsmed Sjøen.
Han syntes, han kunde springe hele Natten, saa yrende ung kjendte han sig og saa saar og vild tillige.
Oppe i Viken, hvor Veien bøied af fra Sjøen, stansed han.
„Haai!“ skrek han det meste, han magted, og knytted Næverne uden at vide det.
Det skar i Skogen; det sang udover Sjøen og svared langt om længe i Kaldbergskampene paa den anden Side.
Med det samme kvakk han til; — en skræmt And, som havde Rede ved nogle Tuver i Vaskanten, slog sig paa Sjøen med et Plask og drog kvækkende ud paa det sorte, dybe, hvor Natskyggen faldt, — for at tage Land længer mod Syd og unda Ufreden.
Men Erik Vangen gik ung og likeglad videre, blystred og aksled sig frem med Skuldrene alt i ét gjennem den unge Kveldsluft, hvor Nattens Fugtighed nu begyndte at falde over Skogen og langs Sjøen i Forsommerdisen.