Elektra
IV
ELEKTRA
Da Agamemnon, hellenernes anfører paa trojanertoget, efter Trojas fald vendte hjem til sin hovedstad Mykene i Argos, blev han straks ved sin hjemkomst myrdet av sin hustru Klytaimnestra og hendes elsker Aigistos. Det var deres hensigt at dræpe ogsaa hans lille søn Orestes; men søsteren Elektra frelste ham og fik en tro tjener til at flygte med ham til Fokis, til en gjesteven av Agamemnon. Der vokste han op, mens hans tre søstre Elektra, Krysotemis og Ifianassa maatte bli i hjemmet hos sin unaturlige mor som hadde egtet Aigistos. Mordet paa hendes far som hun elsket og beundret, og den uværdige behandling som hun selv maatte finde sig i, vakte hos Elektra et glødende hat til hendes mor og til Aigistos. Aar efter aar ventet hun paa at Orestes skulde komme og med ham hevnen. Endelig kommer han med sin tro ven Pylades og den gamle tjener.
PERSONENE:
ELEKTRA.
ORESTES, hendes bror.
KRYSOTEMIS, hendes søster.
KLYTAIMNESTRA, hendes mor.
AIGISTOS, konge i Mykene.
PYLADES, Orestes’ ven.
Orestes’ gamle tjener.
Kor av kvinder.
ORESTES, hendes bror.
KRYSOTEMIS, hendes søster.
KLYTAIMNESTRA, hendes mor.
AIGISTOS, konge i Mykene.
PYLADES, Orestes’ ven.
Orestes’ gamle tjener.
Kor av kvinder.
Foran kongeborgen i Mykene. Orestes, Pylades og en gammel
tjener kommer ind i graalysningen.
tjener kommer ind i graalysningen.
TJENEREN.
Du søn av Agamemnon som i Trojas land
var hærens fører fordum. Nu kan du faa se
med egne øine det du altid stundet mot.
Det gamle Argos har du her, din længsels maal.
Hint barn av Inakos,[1] den mø som bremsen stak,
har hist sin lund, og der, Orestes, kan du se
lykeiertorvet, viet ham som dræper ulv.[2]
Til venstre har du Heras tempel. Vi har naadd
Mykenes stad, saa rik paa guld. Her ser du den.
Her ser du Pelopsættens borg, saa rik paa mord.
Her var det just jeg fik dig, da din far var dræpt.
Din egen søster gav mig dig. Jeg tok dig med
og frelste dig og fostret dig til manddoms aar
som hævner for din far som faldt for morderstaal.
Og nu maa du, Orestes, med din bedste ven,
med dig, Pylades, drøfte det som snart maa ske;
ti solen vækker alt med sine straalers glans
hver liten fugl i lund til høilydt morgensang,
og himlens stjerner slukner; nattens mulm maa fly.
Før nogen kommer ut av denne kongeborg,
maa I faa drøftet saken; ti vi staar nu der
hvor ingen mer tør nøle. Her maa handles straks.
Du søn av Agamemnon som i Trojas land
var hærens fører fordum. Nu kan du faa se
med egne øine det du altid stundet mot.
Det gamle Argos har du her, din længsels maal.
Hint barn av Inakos,[1] den mø som bremsen stak,
har hist sin lund, og der, Orestes, kan du se
lykeiertorvet, viet ham som dræper ulv.[2]
Til venstre har du Heras tempel. Vi har naadd
Mykenes stad, saa rik paa guld. Her ser du den.
Her ser du Pelopsættens borg, saa rik paa mord.
Her var det just jeg fik dig, da din far var dræpt.
Din egen søster gav mig dig. Jeg tok dig med
og frelste dig og fostret dig til manddoms aar
som hævner for din far som faldt for morderstaal.
Og nu maa du, Orestes, med din bedste ven,
med dig, Pylades, drøfte det som snart maa ske;
ti solen vækker alt med sine straalers glans
hver liten fugl i lund til høilydt morgensang,
og himlens stjerner slukner; nattens mulm maa fly.
Før nogen kommer ut av denne kongeborg,
maa I faa drøftet saken; ti vi staar nu der
hvor ingen mer tør nøle. Her maa handles straks.
ORESTES.
Min kjære tjener, ja den kjæreste jeg har!
Hvor klart du lar mig se i dig en trofast ven!
Ti som en ædel hingst, hvor gammel den end er,
i kampens farer aldrig mister ungdoms mot,
men fyrig spidser øren, egger ogsaa du
min sjæl til daad og følger mig som første mand.
Og derfor vil jeg si dig nu min hele plan,
og laan mig villig øre; lyt til mine ord,
og traf jeg ei det rette, gi mig da et raad.
Vit, da jeg kom til Delfis spaadomstempel nys
for der at høre hvordan jeg med fuldgod ret
omsider kunde tukte dem som vog min far,
gav Foibos mig et svar som du skal høre nu:
Jeg skulde helt alene uten skjolddækt hær
med list la begge faa den død de har fortjent.
Og da nu dette gutddomsord er mig forkyndt,
saa pas nu du den rette tid og gaa saa ind
i denne borg og vokt paa alt som der blir gjort,
saa du kan gi os grei besked. Lang tid er gaat,
og ingen vil vel kjende dig, den gamle mand
med dine hvite haar og ane hvem du er.
Fortæl du er en fremmed, en som bringer bud
fra fokisk høvding, fra Fanotevs; ti i krig
er han den bedste ven og hjælper som de har,
og meld dem, ja bekræft med dyrest ed at nys
Oresles fandt en voldsom død i veddekamp
i Pyto,[3] da han kjørte der i vildest fart
sin vogn og tumlet ned. Ja, husk nu disse ord!
Vi gaar og vier graven, hvor min far er lagt,
som guden bød, med offerdrik og smykker den
med lokker av vort haar og kommer hit igjen
med kobberhamret urne, den som vi har gjemt,
som ogsaa du jo vet, i krattets tykning hist,
saa vi med svigefulde ord kan bringe den
det glade budskap, at mit eget lik forlængst
er brændt til støv og aske, smuldret hen paa baal.
Hvad kvide kan det volde, om jeg dør i ord,
men lever i min daad og vinder ærens krans?
Et gavnlig paafund tror jeg ei kan bringe skam;
ti tidt og ofte har jeg set selv vise mænd
som rygtet slog ihjæl; men naar de saa tilsidst
kom hjem igjen, blev alle hædret mer end før.
Saa haaber jeg med denne løgn at blænde snart
med vanheldsstjernes glans de to som hater mig.
Aa fædreland! aa guder, I som skjærmer trygt
vort land, ta mot mig, kron med held min vandring hit!
Ja, ogsaa du, min fædreborg! Jeg agter nu
som rettens værn at rense dig paa guders bud.
Aa, la mig ei med skam og skjændsel fly mit land;
men la mig reise dette hus til fordums magt!
Nu nok om dette. Gaa nu du, min gamle ven,
og søk at vareta dit hverv med sindig kløkt.
Vi to gaar bort. Det haster. Passe tiden ret
i hvad vi gjør, er det som baader alle bedst.
Min kjære tjener, ja den kjæreste jeg har!
Hvor klart du lar mig se i dig en trofast ven!
Ti som en ædel hingst, hvor gammel den end er,
i kampens farer aldrig mister ungdoms mot,
men fyrig spidser øren, egger ogsaa du
min sjæl til daad og følger mig som første mand.
Og derfor vil jeg si dig nu min hele plan,
og laan mig villig øre; lyt til mine ord,
og traf jeg ei det rette, gi mig da et raad.
Vit, da jeg kom til Delfis spaadomstempel nys
for der at høre hvordan jeg med fuldgod ret
omsider kunde tukte dem som vog min far,
gav Foibos mig et svar som du skal høre nu:
Jeg skulde helt alene uten skjolddækt hær
med list la begge faa den død de har fortjent.
Og da nu dette gutddomsord er mig forkyndt,
saa pas nu du den rette tid og gaa saa ind
i denne borg og vokt paa alt som der blir gjort,
saa du kan gi os grei besked. Lang tid er gaat,
og ingen vil vel kjende dig, den gamle mand
med dine hvite haar og ane hvem du er.
Fortæl du er en fremmed, en som bringer bud
fra fokisk høvding, fra Fanotevs; ti i krig
er han den bedste ven og hjælper som de har,
og meld dem, ja bekræft med dyrest ed at nys
Oresles fandt en voldsom død i veddekamp
i Pyto,[3] da han kjørte der i vildest fart
sin vogn og tumlet ned. Ja, husk nu disse ord!
Vi gaar og vier graven, hvor min far er lagt,
som guden bød, med offerdrik og smykker den
med lokker av vort haar og kommer hit igjen
med kobberhamret urne, den som vi har gjemt,
som ogsaa du jo vet, i krattets tykning hist,
saa vi med svigefulde ord kan bringe den
det glade budskap, at mit eget lik forlængst
er brændt til støv og aske, smuldret hen paa baal.
Hvad kvide kan det volde, om jeg dør i ord,
men lever i min daad og vinder ærens krans?
Et gavnlig paafund tror jeg ei kan bringe skam;
ti tidt og ofte har jeg set selv vise mænd
som rygtet slog ihjæl; men naar de saa tilsidst
kom hjem igjen, blev alle hædret mer end før.
Saa haaber jeg med denne løgn at blænde snart
med vanheldsstjernes glans de to som hater mig.
Aa fædreland! aa guder, I som skjærmer trygt
vort land, ta mot mig, kron med held min vandring hit!
Ja, ogsaa du, min fædreborg! Jeg agter nu
som rettens værn at rense dig paa guders bud.
Aa, la mig ei med skam og skjændsel fly mit land;
men la mig reise dette hus til fordums magt!
Nu nok om dette. Gaa nu du, min gamle ven,
og søk at vareta dit hverv med sindig kløkt.
Vi to gaar bort. Det haster. Passe tiden ret
i hvad vi gjør, er det som baader alle bedst.
ELEKTRA
(inde i paladset).
Aa ve mig arme!
(inde i paladset).
Aa ve mig arme!
TJENEREN.
Det tykkes mig, min søn, som om jeg hørte nu
derinde en av husets terner jamre lydt.
Det tykkes mig, min søn, som om jeg hørte nu
derinde en av husets terner jamre lydt.
ORESTES.
Elektra mon, min arme søster? Skal vi bli
og lytte her til disse vilde klagerop?
Elektra mon, min arme søster? Skal vi bli
og lytte her til disse vilde klagerop?
TJENEREN.
Nei, ingenlunde. Vi maa prøve fremfor alt
at gjøre det Apollon bød dig, først og fremst
at ofre hist paa graven, hvor din far er gjemt.
Det tror jeg gir os kraft og lykke til vor daad.
(Oretes, Pylades og tjeneren gaar.)
Nei, ingenlunde. Vi maa prøve fremfor alt
at gjøre det Apollon bød dig, først og fremst
at ofre hist paa graven, hvor din far er gjemt.
Det tror jeg gir os kraft og lykke til vor daad.
(Oretes, Pylades og tjeneren gaar.)
ELEKTRA
(kommer ut av borgen).
Aa hellige lys, aa morgenluft sval!
Hvor tidt har du lyttet til hulkende graat!
Hvor tidt har du hørt mig med hænderne slaa
i fortvilelsens jammer mit blødende bryst,
naar natten den mørke omsider veg bort.
Det leie jeg hater, kan vidne for mig
om mangen en vaakenat her i mit hjem,
et kummerens hjem hvor jeg hulker i graat
for min far som ved Troja blev negtet en bænk
som dødsgjest ved krigsgudens blodige fest.
Min mor og Aigistos som skjændet hans seng
har kløvet med stridsøksens blodige egg
hans pande, som skogsmanden kløver et træ.
Aa elskede far! Og av kvinder er jeg
den eneste her som ynker din lod
da du døde saa skjændig i jammer.
(kommer ut av borgen).
Aa hellige lys, aa morgenluft sval!
Hvor tidt har du lyttet til hulkende graat!
Hvor tidt har du hørt mig med hænderne slaa
i fortvilelsens jammer mit blødende bryst,
naar natten den mørke omsider veg bort.
Det leie jeg hater, kan vidne for mig
om mangen en vaakenat her i mit hjem,
et kummerens hjem hvor jeg hulker i graat
for min far som ved Troja blev negtet en bænk
som dødsgjest ved krigsgudens blodige fest.
Min mor og Aigistos som skjændet hans seng
har kløvet med stridsøksens blodige egg
hans pande, som skogsmanden kløver et træ.
Aa elskede far! Og av kvinder er jeg
den eneste her som ynker din lod
da du døde saa skjændig i jammer.
Men aldrig, nei aldrig, det vet jeg forvisst
skal tørres min taare og stilne min graat,
saa længe jeg skuer den straalende sol
og dagslyset hist som rødmer i øst.
Som fordum den barnløse nattergal[4] graat,
saa hulker jeg ut for alle min kval
ved porten til denne min fædreneborg.
Aa dødsgudens hal og Perséfones hjem!
Aa Hermes som fører os ned under jord!
Aa hør mig, du mørke forbandelsens dis
og blodhevnens vetter av gudernes ætt.
I strenge som skuer det retløse mord
og ser naar en ekteseng skjændes ved hor,
Aa kom dog og hjælp os! Aa hevn dog vor far,
og send mig tilbake min elskede bror!
Ti bære alene den knugende sorg
formaar jeg ei mere. Jeg segner.
skal tørres min taare og stilne min graat,
saa længe jeg skuer den straalende sol
og dagslyset hist som rødmer i øst.
Som fordum den barnløse nattergal[4] graat,
saa hulker jeg ut for alle min kval
ved porten til denne min fædreneborg.
Aa dødsgudens hal og Perséfones hjem!
Aa Hermes som fører os ned under jord!
Aa hør mig, du mørke forbandelsens dis
og blodhevnens vetter av gudernes ætt.
I strenge som skuer det retløse mord
og ser naar en ekteseng skjændes ved hor,
Aa kom dog og hjælp os! Aa hevn dog vor far,
og send mig tilbake min elskede bror!
Ti bære alene den knugende sorg
formaar jeg ei mere. Jeg segner.
KOR AV KVINDER.
Første strofe.
Du barn av den haardeste mor.
Elektra, hvi smelter du hen
i ustandselig graat for din far
Agamemnon som fordum ved lumskeste svig
blev forraadt av din mor og for morderhaand faldt?
Aa, maatte hin morder faa døden som straf
— hvis bønner som denne kan høres!
Første strofe.
Du barn av den haardeste mor.
Elektra, hvi smelter du hen
i ustandselig graat for din far
Agamemnon som fordum ved lumskeste svig
blev forraadt av din mor og for morderhaand faldt?
Aa, maatte hin morder faa døden som straf
— hvis bønner som denne kan høres!
ELEKTRA.
Edle fædres ædle døtre!
Trøst i sorgen vil I bringe.
Ak, jeg vet det; jeg forstaar det.
Men jeg vil ei at min klage
og min jammer skal forstumme
for min far, den arme døde.
Kjære, I som altid lønnet
vennesind med trofast venskap
La, som nu, min tanke vandre
vilde veie! Hør min bøn!
Edle fædres ædle døtre!
Trøst i sorgen vil I bringe.
Ak, jeg vet det; jeg forstaar det.
Men jeg vil ei at min klage
og min jammer skal forstumme
for min far, den arme døde.
Kjære, I som altid lønnet
vennesind med trofast venskap
La, som nu, min tanke vandre
vilde veie! Hør min bøn!
KOR.
Første motstrofe.
Men kalde tilbake din far
fra dødens altslukende svælg
kan aldrig din jamrende bøn.
Du øker din kumimer fra (aalelig kval
til ulægelig kvide ved klynkende graat
som aldrig kan fri dig fra det som er ondt.
Hvi klynger du dig til din kummer?
Første motstrofe.
Men kalde tilbake din far
fra dødens altslukende svælg
kan aldrig din jamrende bøn.
Du øker din kumimer fra (aalelig kval
til ulægelig kvide ved klynkende graat
som aldrig kan fri dig fra det som er ondt.
Hvi klynger du dig til din kummer?
ELEKTRA.
Hjerteløs er den som glemmer
let en far som gik i døden.
Nei, hin fugl som Zevs lar bringe
bud om vaaren, hun som altid
sorgfuld klynker: «Itys, Itys!»
priser jeg av ganske hjerte.
Hil dig, Niobe, som evig
graater ut din bitre smerte,
i din fjeldgrav. En gudindes
tykkes mig din tunge lod.
Hjerteløs er den som glemmer
let en far som gik i døden.
Nei, hin fugl som Zevs lar bringe
bud om vaaren, hun som altid
sorgfuld klynker: «Itys, Itys!»
priser jeg av ganske hjerte.
Hil dig, Niobe, som evig
graater ut din bitre smerte,
i din fjeldgrav. En gudindes
tykkes mig din tunge lod.
KOR.
Anden strofe.
Sorgen har gjestet dig barn; men alene
bar du den ikke. Hvad fik du vel mere
end dine søsken, end Ifianassa
eller Krysotemis, disse derinde,
begge av selvsamme blod, dine søstre?
Eller hin yngling som sorgen har skaanet,
han som det stolte Mykene skal fagne
engang med jubel, den høibaarne ædling,
naar han med Alfaders naadige bistand
vender tilbake — Orestes, din bror.
Anden strofe.
Sorgen har gjestet dig barn; men alene
bar du den ikke. Hvad fik du vel mere
end dine søsken, end Ifianassa
eller Krysotemis, disse derinde,
begge av selvsamme blod, dine søstre?
Eller hin yngling som sorgen har skaanet,
han som det stolte Mykene skal fagne
engang med jubel, den høibaarne ædling,
naar han med Alfaders naadige bistand
vender tilbake — Orestes, din bror.
ELEKTRA.
Han som jeg uten at trættes
altid har ventet, naar barnløs
uten en husbond jeg vandret
livsveien vætet av taarer
knuget av endeløst vanheld.
Dog, han har glemt hvad jeg gjorde
glemt hvad jeg tidt lot ham melde.
Skuffende bud har han sendt mig.
Hvi har han ei villet komme?
Længselen nævner han altid.
Møte mig agter han ei.
Han som jeg uten at trættes
altid har ventet, naar barnløs
uten en husbond jeg vandret
livsveien vætet av taarer
knuget av endeløst vanheld.
Dog, han har glemt hvad jeg gjorde
glemt hvad jeg tidt lot ham melde.
Skuffende bud har han sendt mig.
Hvi har han ei villet komme?
Længselen nævner han altid.
Møte mig agter han ei.
KOR.
Anden motstrofe.
Vær du kun trøstig, mit barn; ti i himlen
lever den mægtige Zevs som kan skue
alting her nede og raader for alting.
Læg i hans hænder din nagende harme!
Hat ei til overmaal dem som du hater.
Glem dem ei heller. Let iler den rappe
tidens gudinde. Den søn Agamemnon
avlet som hævner, skal komme tilbake.
Ei vil han dvæle paa vangen ved Krisa.[5]
Guden hist nede vil følge ham hit.
Anden motstrofe.
Vær du kun trøstig, mit barn; ti i himlen
lever den mægtige Zevs som kan skue
alting her nede og raader for alting.
Læg i hans hænder din nagende harme!
Hat ei til overmaal dem som du hater.
Glem dem ei heller. Let iler den rappe
tidens gudinde. Den søn Agamemnon
avlet som hævner, skal komme tilbake.
Ei vil han dvæle paa vangen ved Krisa.[5]
Guden hist nede vil følge ham hit.
ELEKTRA.
Kanske; men jeg har fortvilet
levet mit liv, ja det meste.
Intet formaar jeg nu mere.
Haabløs og uten forældre
tæres jeg hen, og en elsket
husbond staar ei ved min side.
Men som en fremmed, en terne,
bor jeg, foragtet av alle,
her hvor min far var til huse.
Ussel er dragten jeg bærer.
Bordet jeg gaar til, er tomt.
Kanske; men jeg har fortvilet
levet mit liv, ja det meste.
Intet formaar jeg nu mere.
Haabløs og uten forældre
tæres jeg hen, og en elsket
husbond staar ei ved min side.
Men som en fremmed, en terne,
bor jeg, foragtet av alle,
her hvor min far var til huse.
Ussel er dragten jeg bærer.
Bordet jeg gaar til, er tomt.
KOR.
Tredje strofe.
Verop hørtes ved hans hjemkomst.
Verop, da paa fædres løibænk
morderøksens skarpe kobber
faldt og rammen ham til døden.
Syndig elskov gav dem tanken.
Lumske rænker førte hugget,
saadde skræk og høstet rædsel,
enten nu en gud har voldt det
eller en av jordisk slegt.
Tredje strofe.
Verop hørtes ved hans hjemkomst.
Verop, da paa fædres løibænk
morderøksens skarpe kobber
faldt og rammen ham til døden.
Syndig elskov gav dem tanken.
Lumske rænker førte hugget,
saadde skræk og høstet rædsel,
enten nu en gud har voldt det
eller en av jordisk slegt.
ELEKTRA.
Aa dag, som jeg hater med bitrere hat
end alle de dager jeg levet!
Aa nat med din rædsomme fest, da jeg fik
min grufulde byrde at bære!
den nat, da min far led en skjændselsfuld død
for de tvendes forbandede hænder,
de hænder som ogsaa har ødet mit liv
forraadt mig og gjort mig til intet.
Aa maatte Olympens almægtige gud
la straffen bli lidelser tunge,
og aldrig la dem som har vaaget slik synd
faa leve i glans og i glæde!
Aa dag, som jeg hater med bitrere hat
end alle de dager jeg levet!
Aa nat med din rædsomme fest, da jeg fik
min grufulde byrde at bære!
den nat, da min far led en skjændselsfuld død
for de tvendes forbandede hænder,
de hænder som ogsaa har ødet mit liv
forraadt mig og gjort mig til intet.
Aa maatte Olympens almægtige gud
la straffen bli lidelser tunge,
og aldrig la dem som har vaaget slik synd
faa leve i glans og i glæde!
KOR.
Tredje motstrofe.
Vogt dig! Sig nu ikke mere.
Fatter du ei, hvi din skjæbne
blev saa ond? I værste vanheld
styrter dig dit eget stivsind.
Skam og skjændsel blir din vinding,
naar dit ilsind altid søker
strid og feide; ti at kjæmpe
mot de store som har magten
nytter aldrig for de smaa.
Tredje motstrofe.
Vogt dig! Sig nu ikke mere.
Fatter du ei, hvi din skjæbne
blev saa ond? I værste vanheld
styrter dig dit eget stivsind.
Skam og skjændsel blir din vinding,
naar dit ilsind altid søker
strid og feide; ti at kjæmpe
mot de store som har magten
nytter aldrig for de smaa.
ELEKTRA.
Av det som er ondt, blev jeg tvunget til ondt.
Jeg vet det, jeg kjender mit ilsind.
Dog, stanse de klager som øker min nød?
Nei aldrig! Jeg trodser i faren,
saa længe som livet kan holde mig fast.
Ti naar fik jeg høre, I kjære,
det sindige ord som kan skjænke mig trøst?
Aa skaan mig for raad! Jeg er bunden
uløselig fast og formaar ikke mer
at stanse de talløse taarer.
Av det som er ondt, blev jeg tvunget til ondt.
Jeg vet det, jeg kjender mit ilsind.
Dog, stanse de klager som øker min nød?
Nei aldrig! Jeg trodser i faren,
saa længe som livet kan holde mig fast.
Ti naar fik jeg høre, I kjære,
det sindige ord som kan skjænke mig trøst?
Aa skaan mig for raad! Jeg er bunden
uløselig fast og formaar ikke mer
at stanse de talløse taarer.
KOR.
Slutstrofe.
Min tale, barn, var velment.
Som trofast mor jeg raadet.
Av vanheld skap ei vanheld!
Slutstrofe.
Min tale, barn, var velment.
Som trofast mor jeg raadet.
Av vanheld skap ei vanheld!
ELEKTRA.
Vet du et maal for min lidelse? Svar mig!
Gjør vi da ret i at glemme de døde?
Sig mig hos hvem denne tanke har spiret.
Maatte jeg aldrig faa lovord av disse!
Bor noget godt i min sjel, vil jeg aldrig
dvæle iblandt dem i sløvhet og stække
jammerens vinger og glemme at hædre
barnlig min far; ti skal han, den arme,
være et intet, kun støv efter døden,
medens hans mordere aldrig skal lide
straf for sin brøde og bøte for mordet,
svinder al fromhet og svinder al skam.
Vet du et maal for min lidelse? Svar mig!
Gjør vi da ret i at glemme de døde?
Sig mig hos hvem denne tanke har spiret.
Maatte jeg aldrig faa lovord av disse!
Bor noget godt i min sjel, vil jeg aldrig
dvæle iblandt dem i sløvhet og stække
jammerens vinger og glemme at hædre
barnlig min far; ti skal han, den arme,
være et intet, kun støv efter døden,
medens hans mordere aldrig skal lide
straf for sin brøde og bøte for mordet,
svinder al fromhet og svinder al skam.
KOR.
Jeg kom av omsorg, barn, ei mindre for dit vel
end for mit eget bedste. Har jeg ikke ret
saa faar du seire. Vi skal villig følge dig.
Jeg kom av omsorg, barn, ei mindre for dit vel
end for mit eget bedste. Har jeg ikke ret
saa faar du seire. Vi skal villig følge dig.
ELEKTRA.
Jeg skammer mig, I kvinder, hvis jeg tykkes jer
at bære sorgen tungt med altfor megen graat.
Men tilgiv mig. Jeg tvinges jo ved andres vold.
Ti maatte ei en ættstor kvinde handle saa
naar hun har set det onde hendes slegt har lidt
og dag og nat maa se at denne hatets urt
blir drevet frem til blomst og aldrig visner bort.
Den mor som fødte mig, er den som først og fremsi
forfølger mig med hat, og her i dette hjem,
mit eget, maa jeg bo med dem som vog min far.
De to er mine herrer; de kan raade for
om jeg skal faa til nødtørft eller mangle alt.
Og hvordan tror du dagen gaar for mig som ser
Aigistos sitte paa den samme kongestol
som før min far, og ser ham sitte pragtfuldt klædt
i samme dragt som han og ofre viet drik
ved samme arne hvor tilforn min far blev dræpt.
Og det som piner mest, det frækkeste av alt:
Jeg ser hin morder i den seng som var min fars;
jeg ser ham hvile hos min mor, min usle mor,
hvis jeg kan kalde den som ligger hos ham, mor.
Hun er saa fræk at hun tør dele seng med ham,
den skurk, og ræddes ei for hævngudinders straf.
Nei, ret som for at haanle av sin rædselsdaad
lar mordersken, naar tiden kommer, da min far
blev myrdet, dagen feire av et festlig kor
i lystig dans. Hver maaned ofrer hun et lam
med tak for frelsen, tak for høie guders hjælp.
Jeg arme som maa se det, smelter hen i graat
alene paa mit rum og feirer der med suk
og klagerop den fest som kaldes for min fars.
Alene ja! End ikke det blir mig forundt
at lette hjertet ved at graate ut min kval;
ti hun, den ædle kvinde, ædel blot i ord,
hun skriker op og haaner mig med onde ord:
«Du gudsforlatte skræmsel, mistet bare du
din far, og tynger sorgen ingen uten dig?
Aa, fik du dog en braadød! Maatte guder hist
i dypet aldrig la dit jammerrop dø hen!»
Slik skjænder hun. Men faar hun høre av et bud
at snart Orestes kommer, gaar hun løs paa mig
i raseri og skriker: «Dette er din skyld!
Har ikke du forvoldt det, du som engang tok
Orestes fra mig og fik sendt ham lønlig bort?
Men vær du tryg. Du skal bli tuktet som forskyldt.»
Slik bjæffer hun, og egget blir hun av sin mand
som staar ved siden, dette mønster av en mand,
den feige usselryg, en skurk fra top til taa,
som dækker sig bak kvinder naar han gaar til kamp.
Jeg arme gaar til grunde, mens jeg venter saart
paa frihetsdagen, naar Orestes kommer hjem.
Han lover altid godt og sier det skal ske;
men skuffet har han nutids haab og fremtids tro.
Og naar saa er, I kjære, har jeg hverken rum
for klokskap eller fromhet. Nøden tvinger mig
til selv at øve gjengjæld, lønne ondt med ondt.
Jeg skammer mig, I kvinder, hvis jeg tykkes jer
at bære sorgen tungt med altfor megen graat.
Men tilgiv mig. Jeg tvinges jo ved andres vold.
Ti maatte ei en ættstor kvinde handle saa
naar hun har set det onde hendes slegt har lidt
og dag og nat maa se at denne hatets urt
blir drevet frem til blomst og aldrig visner bort.
Den mor som fødte mig, er den som først og fremsi
forfølger mig med hat, og her i dette hjem,
mit eget, maa jeg bo med dem som vog min far.
De to er mine herrer; de kan raade for
om jeg skal faa til nødtørft eller mangle alt.
Og hvordan tror du dagen gaar for mig som ser
Aigistos sitte paa den samme kongestol
som før min far, og ser ham sitte pragtfuldt klædt
i samme dragt som han og ofre viet drik
ved samme arne hvor tilforn min far blev dræpt.
Og det som piner mest, det frækkeste av alt:
Jeg ser hin morder i den seng som var min fars;
jeg ser ham hvile hos min mor, min usle mor,
hvis jeg kan kalde den som ligger hos ham, mor.
Hun er saa fræk at hun tør dele seng med ham,
den skurk, og ræddes ei for hævngudinders straf.
Nei, ret som for at haanle av sin rædselsdaad
lar mordersken, naar tiden kommer, da min far
blev myrdet, dagen feire av et festlig kor
i lystig dans. Hver maaned ofrer hun et lam
med tak for frelsen, tak for høie guders hjælp.
Jeg arme som maa se det, smelter hen i graat
alene paa mit rum og feirer der med suk
og klagerop den fest som kaldes for min fars.
Alene ja! End ikke det blir mig forundt
at lette hjertet ved at graate ut min kval;
ti hun, den ædle kvinde, ædel blot i ord,
hun skriker op og haaner mig med onde ord:
«Du gudsforlatte skræmsel, mistet bare du
din far, og tynger sorgen ingen uten dig?
Aa, fik du dog en braadød! Maatte guder hist
i dypet aldrig la dit jammerrop dø hen!»
Slik skjænder hun. Men faar hun høre av et bud
at snart Orestes kommer, gaar hun løs paa mig
i raseri og skriker: «Dette er din skyld!
Har ikke du forvoldt det, du som engang tok
Orestes fra mig og fik sendt ham lønlig bort?
Men vær du tryg. Du skal bli tuktet som forskyldt.»
Slik bjæffer hun, og egget blir hun av sin mand
som staar ved siden, dette mønster av en mand,
den feige usselryg, en skurk fra top til taa,
som dækker sig bak kvinder naar han gaar til kamp.
Jeg arme gaar til grunde, mens jeg venter saart
paa frihetsdagen, naar Orestes kommer hjem.
Han lover altid godt og sier det skal ske;
men skuffet har han nutids haab og fremtids tro.
Og naar saa er, I kjære, har jeg hverken rum
for klokskap eller fromhet. Nøden tvinger mig
til selv at øve gjengjæld, lønne ondt med ondt.
KORFØRER.
La høre: Er Aigistos nær os, naar du her
tør si os dette, eller er han vandret bort?
La høre: Er Aigistos nær os, naar du her
tør si os dette, eller er han vandret bort?
ELEKTRA.
Reist bort. Du maa ei tro jeg turde komme ut
hvis han var hjemme. Ut paa landet er han reist.
Reist bort. Du maa ei tro jeg turde komme ut
hvis han var hjemme. Ut paa landet er han reist.
KORFØRER.
Vel, naar saa er, saa kan jeg vel med større mot
og tillid baade spørre dig og faa dit svar.
Vel, naar saa er, saa kan jeg vel med større mot
og tillid baade spørre dig og faa dit svar.
ELEKTRA.
Vær viss paa han er borte. Spør om hvad du vil.
Vær viss paa han er borte. Spør om hvad du vil.
KORFØRER.
Saa la mig spørre. Jeg vil vite om din bror
skal komme eller om han endnu nøler hist.
Saa la mig spørre. Jeg vil vite om din bror
skal komme eller om han endnu nøler hist.
ELEKTRA.
Han lover godt; men det han lover, gjør han ei.
Han lover godt; men det han lover, gjør han ei.
KORFØRER.
Har en et storverk fore, kvier han sig tidt.
Har en et storverk fore, kvier han sig tidt.
ELEKTRA.
Jeg kviet mig dog ikke, da jeg frelste ham.
Jeg kviet mig dog ikke, da jeg frelste ham.
KORFØRER.
Han hjælper sine kjære, ædel som han er.
Han hjælper sine kjære, ædel som han er.
ELEKTRA.
Jeg tror det ogsaa. Ellers blev mit liv ei langt.
Jeg tror det ogsaa. Ellers blev mit liv ei langt.
KORFØRER.
Hys, si nu ikke mer. Jeg ser Krysotemis,
din egen søster, barn av samme far og mor,
gaa ut av huset hist. Hun bærer i sin haand
den offerdrik vi stænker paa de dødes grav.
Hys, si nu ikke mer. Jeg ser Krysotemis,
din egen søster, barn av samme far og mor,
gaa ut av huset hist. Hun bærer i sin haand
den offerdrik vi stænker paa de dødes grav.
KRYSOTEMIS.
Hvad er et, søster? Hvorfor kommer du paany
med disse klagerop til borgens utgangsport?
Og hvorfor vil du ei la tiden lære dig
at holde op med blindt at føie faafængt harm?
Saa meget vet jeg med mig selv at ogsaa jeg
blir pint av det som sker. Jeg skulde vise dem
min sande mening om dem, hvis jeg hadde magt.
Men i saa farlig farvand maa jeg minke seil
og ei, naar ingen rammes, dog slaa til paa skrømt.
Jeg vilde helst at ogsaa du skal handle saa.
Dog, rigtig gjør du, naar du følger egen dom
og ikke mine raad; men skal jeg leve frit,
da maa jeg lyde blindt de to som raader her.
Hvad er et, søster? Hvorfor kommer du paany
med disse klagerop til borgens utgangsport?
Og hvorfor vil du ei la tiden lære dig
at holde op med blindt at føie faafængt harm?
Saa meget vet jeg med mig selv at ogsaa jeg
blir pint av det som sker. Jeg skulde vise dem
min sande mening om dem, hvis jeg hadde magt.
Men i saa farlig farvand maa jeg minke seil
og ei, naar ingen rammes, dog slaa til paa skrømt.
Jeg vilde helst at ogsaa du skal handle saa.
Dog, rigtig gjør du, naar du følger egen dom
og ikke mine raad; men skal jeg leve frit,
da maa jeg lyde blindt de to som raader her.
ELEKTRA.
Det er dog skam at du, en datter av din far,
kan glemme ham og bare tænke paa din mor;
ti al din tale, alle disse gode raad,
dem har hun lært dig. Intet har du av dig selv.
Vælg ett av to, at være uklok, eller vælg
at være klok og glemme dem som har dig kjær.
Du paastod netop at, saa sandt du hadde magt,
da skulde du for alvor vise dem dit hat.
Men jeg som for at hevne far tør vaage alt,
faar ingen hjælp. Nei, faa mig fra det vil du helst.
Slik feighet, øker ikke den vor bitre nød?
Ti si mig — eller hør paa mig: Hvad gagnet det
om nu jeg hørte op med disse klagerop?
Jeg lever. Ikke sandt? Mit liv er trist og tungt,
men nok for mig. Jeg plager dem og glæder ham,
den døde — hvis da døde har en glædestund.
Du praler med dit hat, men hater kun i ord.
I gjerning er du deres ven som vog min far.
Jeg vilde aldrig bøie mig for disse to,
nei aldrig, selv om al den herlighet som du
kan bramme med, blev budt mig. La med alskens godt
dit rike bord bli dækket! Lev i overflod!
At undgaa skammens brod skal være al min mat.
Din lykke ønsker jeg mig ei, og var du klok,
foragtet du den ogsaa. Skjønt det er din ret
at kaldes heltekongens barn, saa kald dig kun
en datter av din mor. Folk flest vil se paa dig
som troløs mot din døde far og mot din slegt.
Det er dog skam at du, en datter av din far,
kan glemme ham og bare tænke paa din mor;
ti al din tale, alle disse gode raad,
dem har hun lært dig. Intet har du av dig selv.
Vælg ett av to, at være uklok, eller vælg
at være klok og glemme dem som har dig kjær.
Du paastod netop at, saa sandt du hadde magt,
da skulde du for alvor vise dem dit hat.
Men jeg som for at hevne far tør vaage alt,
faar ingen hjælp. Nei, faa mig fra det vil du helst.
Slik feighet, øker ikke den vor bitre nød?
Ti si mig — eller hør paa mig: Hvad gagnet det
om nu jeg hørte op med disse klagerop?
Jeg lever. Ikke sandt? Mit liv er trist og tungt,
men nok for mig. Jeg plager dem og glæder ham,
den døde — hvis da døde har en glædestund.
Du praler med dit hat, men hater kun i ord.
I gjerning er du deres ven som vog min far.
Jeg vilde aldrig bøie mig for disse to,
nei aldrig, selv om al den herlighet som du
kan bramme med, blev budt mig. La med alskens godt
dit rike bord bli dækket! Lev i overflod!
At undgaa skammens brod skal være al min mat.
Din lykke ønsker jeg mig ei, og var du klok,
foragtet du den ogsaa. Skjønt det er din ret
at kaldes heltekongens barn, saa kald dig kun
en datter av din mor. Folk flest vil se paa dig
som troløs mot din døde far og mot din slegt.
KORFØRER.
Ved alle guder, styr jert ilsind. Begges ord
kan gjøre godt og bringe vinding, dersom du
vil følge hendes raad, og hun vil følge dit.
Ved alle guder, styr jert ilsind. Begges ord
kan gjøre godt og bringe vinding, dersom du
vil følge hendes raad, og hun vil følge dit.
KRYSOTEMIS.
Jeg er jo vant, veninder, til min søsters skjænd
og hadde intet sagt, hvis ei jeg hadde hørt
at værste vanheld nærmer sig, en grufuld lod
som snart vil stanse hendes vilde klagerop.
Jeg er jo vant, veninder, til min søsters skjænd
og hadde intet sagt, hvis ei jeg hadde hørt
at værste vanheld nærmer sig, en grufuld lod
som snart vil stanse hendes vilde klagerop.
ELEKTRA.
Vel, nævn det rædselsfulde. Kan du melde mig
en værre lod end denne, skal jeg ikke kny.
Vel, nævn det rædselsfulde. Kan du melde mig
en værre lod end denne, skal jeg ikke kny.
KRYSOTEMIS.
Ja, jeg skal si dig alt som jeg med visshet vet:
De agter, hvis du ei vil stanse disse rop,
at la dig sende dit hvor aldrig solens lys
skal skinne for dig. Leve skal du der
og synge ut i skummel grav dit sørgekvad.
Aa tænk paa dette! La mig siden ei faa skyld
for det du led. Betænk dig! Endnu er det tid.
Ja, jeg skal si dig alt som jeg med visshet vet:
De agter, hvis du ei vil stanse disse rop,
at la dig sende dit hvor aldrig solens lys
skal skinne for dig. Leve skal du der
og synge ut i skummel grav dit sørgekvad.
Aa tænk paa dette! La mig siden ei faa skyld
for det du led. Betænk dig! Endnu er det tid.
ELEKTRA.
Og har de nu slaat fast, at dette blir min straf?
Og har de nu slaat fast, at dette blir min straf?
KRYSOTEMIS.
Ja, det skal ske, saasnart Aigistos kommer hjem.
Ja, det skal ske, saasnart Aigistos kommer hjem.
ELEKTRA.
Vel, la ham komme, gjerne snart for den saks skyld.
Vel, la ham komme, gjerne snart for den saks skyld.
KRYSOTEMIS.
Hvad er det, arme søster, som du ønsker dig!
Hvad er det, arme søster, som du ønsker dig!
ELEKTRA.
At han skal komme, dersom dette er hans agt.
At han skal komme, dersom dette er hans agt.
KRYSOTEMIS.
Men hvorfor? Sig mig hvad du higer mot!
Men hvorfor? Sig mig hvad du higer mot!
ELEKTRA.
at fly til fjernest fjerne, komme bort fra jer.
at fly til fjernest fjerne, komme bort fra jer.
KRYSOTEMIS.
Du agter da dit liv blandt os for intet værd?
Du agter da dit liv blandt os for intet værd?
ELEKTRA.
Mit liv blandt jer! Aa tænk hvor herlig, tænk hvor skjønt!
Mit liv blandt jer! Aa tænk hvor herlig, tænk hvor skjønt!
KRYSOTEMIS.
Det kunde være skjønt, saasandt du nu var klok.
Det kunde være skjønt, saasandt du nu var klok.
ELEKTRA.
Aa lær mig ei at svige dem som jeg har kjær!
Aa lær mig ei at svige dem som jeg har kjær!
KRYSOTEMIS.
Ak nei; men lær at bøie dig for overmagt.
Ak nei; men lær at bøie dig for overmagt.
ELEKTRA.
Nei, vær du myk. Du nævner det jeg ikke kan.
Nei, vær du myk. Du nævner det jeg ikke kan.
KRYSOTEMIS.
At volde selv sit fald ved daarskap er ei ret.
At volde selv sit fald ved daarskap er ei ret.
ELEKTRA.
Jeg falder, hvis jeg maa, men hevner dog min far.
Jeg falder, hvis jeg maa, men hevner dog min far.
KRYSOTEMIS.
Men jeg er viss paa at min far vil tilgi mig.
Men jeg er viss paa at min far vil tilgi mig.
ELEKTRA.
Kun den som selv er feig, kan rose dine ord.
Kun den som selv er feig, kan rose dine ord.
KRYSOTEMIS.
Du vil ei føie mig og lyde min raad?
Du vil ei føie mig og lyde min raad?
ELEKTRA.
Nei, maatte ei mit hjerte bli saa tomt som dit!
Nei, maatte ei mit hjerte bli saa tomt som dit!
KRYSOTEMIS.
Nu vel, saa faar jeg vandre dit hvor jeg blev sendt.
Nu vel, saa faar jeg vandre dit hvor jeg blev sendt.
ELEKTRA.
Hvor gaar du hen, og hvem skal ha det offer der?
Hvor gaar du hen, og hvem skal ha det offer der?
KRYSOTEMIS.
Vor far, og den som sender ofret, er vor mor.
Vor far, og den som sender ofret, er vor mor.
ELEKTRA.
Hvad sier du? Til ham? Til den hun hater mest?
Hvad sier du? Til ham? Til den hun hater mest?
KRYSOTEMIS.
Du mener den hun selv har myrdet. Ikke sandt?
Du mener den hun selv har myrdet. Ikke sandt?
ELEKTRA.
Hvem har hun føiet? Hvilken ven har git det raad?
Hvem har hun føiet? Hvilken ven har git det raad?
KRYSOTEMIS.
Jeg tror hun skræmtes ved en grufuld drøm inat.
Jeg tror hun skræmtes ved en grufuld drøm inat.
ELEKTRA.
Aa guder, hjælp os dog, om ikke før saa nu!
Aa guder, hjælp os dog, om ikke før saa nu!
KRYSOTEMIS.
Har denne hendes rædsel git dig noget haab?
Har denne hendes rædsel git dig noget haab?
ELEKTRA.
Fortæl mig hendes drøm, saa faar du kanske svar.
Fortæl mig hendes drøm, saa faar du kanske svar.
KRYSOTEMIS.
Om dette vet jeg litet, litet kan jeg si.
Om dette vet jeg litet, litet kan jeg si.
ELEKTRA.
Men si det dog; ti ofte har et litet ord
i dypet styrtet eller løftet op en dødelig.
Men si det dog; ti ofte har et litet ord
i dypet styrtet eller løftet op en dødelig.
KRYSOTEMIS.
Det blir fortalt at hun har set din far og min
og møtt ham nu for anden gang, da han steg op
i dagens lys. Han tok i haand den herskerstav
han bar tilforn, den stav Aigistos nu har tat,
og plantet den paa arnen. Staven spiret straks
og skjøt en løvrik gren som skygget vidt og bredt
Mykenes fagre by og landet rundt omkring.
Alt dette har jeg hørt av en som selv var nær,
da hun fortalte solens gud sin onde drøm.
Jeg vet ei mere, bare det at denne skræk
er grunden ti at hun, vor mor, har sendt mig hit.
Ved vore fædres guder, føi mig! Vold ei selv
dit fald ved uforstand; ti støter du mig bort,
da maa du siden ty til mig i nødens stund.
Det blir fortalt at hun har set din far og min
og møtt ham nu for anden gang, da han steg op
i dagens lys. Han tok i haand den herskerstav
han bar tilforn, den stav Aigistos nu har tat,
og plantet den paa arnen. Staven spiret straks
og skjøt en løvrik gren som skygget vidt og bredt
Mykenes fagre by og landet rundt omkring.
Alt dette har jeg hørt av en som selv var nær,
da hun fortalte solens gud sin onde drøm.
Jeg vet ei mere, bare det at denne skræk
er grunden ti at hun, vor mor, har sendt mig hit.
Ved vore fædres guder, føi mig! Vold ei selv
dit fald ved uforstand; ti støter du mig bort,
da maa du siden ty til mig i nødens stund.
ELEKTRA.
Aa søster, la dog intet stænkes paa hans grav
av det du bærer i din haand. Det er ei ret,
men blodig synd, om offer eller soningsdrik
blir bragt vor far fra hendes haand som var ham værst.
La vinden faa det eller grav det ned i muld
og gjem det der, hvor ei den mindste draape naar
hans hvilested, men hvor det, naar hun selv er død,
kan ligge gjemt for hende som en herlig skat.
Aa, var hun ei blandt kvinder frækkest, vaaget hun
forvisst ei nu at stænke denne hatets drik
paa graven som har gjemt den mand hun selv har dræpt.
Ti tror du at den døde kjærlig tar imot
hist i sin grav en offergave som blir sendt
av hende som saa skjændig myrdet ham og grumt
lemlestet ham og renset med hans hovedhaar
sit mordersverd for blodet? Tror du denne drik
kan sone mordet, tvætte hende ren for skyld?
Nei, aldrig! Læg bort dette! Klip saa av en lok,
en liten lok længst nede av dit rike haar,
og gi ham ogsaa en fra mig, hans arme barn,
det lille som jeg har, en vanstelt, glansløs lok,
og dette enkle belte uten farvers pragt.
Fald ned og bed ham stige naadig op fra jord
til hjælp mot de forhatte! Bed at snart hans søn
Orestes maa med seirens og med livets ret
faa træde dem i støvet som har hatet ham,
saa vi omsider kan faa lægge paa hans grav
vor gave trygt med hænder fuldere end nu.
Jeg tror, ja tror forvisst at ogsaa dette laa
vor far paa hjerte at hin onde drøm blev sendt.
Aa søster, gjør dog dette! Det vil bli en trøst
for dig og mig og for det kjæreste vi har,
vor fælles far som hviler nu hos Hades hist.
Aa søster, la dog intet stænkes paa hans grav
av det du bærer i din haand. Det er ei ret,
men blodig synd, om offer eller soningsdrik
blir bragt vor far fra hendes haand som var ham værst.
La vinden faa det eller grav det ned i muld
og gjem det der, hvor ei den mindste draape naar
hans hvilested, men hvor det, naar hun selv er død,
kan ligge gjemt for hende som en herlig skat.
Aa, var hun ei blandt kvinder frækkest, vaaget hun
forvisst ei nu at stænke denne hatets drik
paa graven som har gjemt den mand hun selv har dræpt.
Ti tror du at den døde kjærlig tar imot
hist i sin grav en offergave som blir sendt
av hende som saa skjændig myrdet ham og grumt
lemlestet ham og renset med hans hovedhaar
sit mordersverd for blodet? Tror du denne drik
kan sone mordet, tvætte hende ren for skyld?
Nei, aldrig! Læg bort dette! Klip saa av en lok,
en liten lok længst nede av dit rike haar,
og gi ham ogsaa en fra mig, hans arme barn,
det lille som jeg har, en vanstelt, glansløs lok,
og dette enkle belte uten farvers pragt.
Fald ned og bed ham stige naadig op fra jord
til hjælp mot de forhatte! Bed at snart hans søn
Orestes maa med seirens og med livets ret
faa træde dem i støvet som har hatet ham,
saa vi omsider kan faa lægge paa hans grav
vor gave trygt med hænder fuldere end nu.
Jeg tror, ja tror forvisst at ogsaa dette laa
vor far paa hjerte at hin onde drøm blev sendt.
Aa søster, gjør dog dette! Det vil bli en trøst
for dig og mig og for det kjæreste vi har,
vor fælles far som hviler nu hos Hades hist.
KORFØRER.
Om fromhet vidner hendes tale. Gjør nu du
saasandt du er forstandig, det hun ber dig om.
Om fromhet vidner hendes tale. Gjør nu du
saasandt du er forstandig, det hun ber dig om.
KRYSOTEMIS.
Jeg skal. Om det som er det rette, bør vi to
ei tvistes mer. Her bør jeg gaa til handling straks.
Men, kjære, skal jeg friste denne daad, saa ti,
og la, ved alle guder, ei et ord bli sagt,
ti faar min mor først nys om dette, tror jeg nok
at dette vaagespil vil bære bitter frugt.
(Gaar.)
Jeg skal. Om det som er det rette, bør vi to
ei tvistes mer. Her bør jeg gaa til handling straks.
Men, kjære, skal jeg friste denne daad, saa ti,
og la, ved alle guder, ei et ord bli sagt,
ti faar min mor først nys om dette, tror jeg nok
at dette vaagespil vil bære bitter frugt.
(Gaar.)
KOR.
Strofe.
Eier jeg klarsyn og skuer min tanke
anende det som i fremtid skal ske,
da skal forvisst den altskuende Dike
komme med retfærd i seierrik haand.
Snart skal hun følge, mit barn, deres fotspor.
Drømmen jeg hørte, har styrket mit haab,
drømmen som bragte det liflige varsel.
Ei vil hellenernes konge, din far,
glemme hin udaad; ei heller vil øksen
hamret av kobber, med tvedobbelt egg
glemme sin gjerning, den øks som har dræpt ham
røvet ham livet med skjændselsfuld svig.
Strofe.
Eier jeg klarsyn og skuer min tanke
anende det som i fremtid skal ske,
da skal forvisst den altskuende Dike
komme med retfærd i seierrik haand.
Snart skal hun følge, mit barn, deres fotspor.
Drømmen jeg hørte, har styrket mit haab,
drømmen som bragte det liflige varsel.
Ei vil hellenernes konge, din far,
glemme hin udaad; ei heller vil øksen
hamret av kobber, med tvedobbelt egg
glemme sin gjerning, den øks som har dræpt ham
røvet ham livet med skjændselsfuld svig.
Motstrofe.
Hevnens gudinde med føtter av kobber,
fotrap som vinden, med hænder som staal
lurer paa begge fra lønligste bakhold
grumt; ti en elskov i brøde og synd
drev til det grufulde blodige bryllup
tvende som trodset mot gudernes lov.
Visselig tror jeg at aldrig, nei aldrig
drømmen var sendt os, om ikke en straf
nærmer sig dem som har gjort det og hjulpet.
Skræmmende drømme og gudernes ord
varsler os intet, saafremt dette jertegn
ikke skal bringe os frelste i havn.
Hevnens gudinde med føtter av kobber,
fotrap som vinden, med hænder som staal
lurer paa begge fra lønligste bakhold
grumt; ti en elskov i brøde og synd
drev til det grufulde blodige bryllup
tvende som trodset mot gudernes lov.
Visselig tror jeg at aldrig, nei aldrig
drømmen var sendt os, om ikke en straf
nærmer sig dem som har gjort det og hjulpet.
Skræmmende drømme og gudernes ord
varsler os intet, saafremt dette jertegn
ikke skal bringe os frelste i havn.
Slutstrofe.
Aa Pelops,[6] hvilken nød
har ei dens seir du vandt
tilvogns i tiders gry
forvoldt vort arme land!
Ti fra den tid da dypt
i havet Myrtilos
fandt sidste hvilested,
støtt ut fra gylden vogn
med svik i dødens gap,
veg aldrig skjændig synd
og tunge sorgers hær
fra dette arme hus.
Aa Pelops,[6] hvilken nød
har ei dens seir du vandt
tilvogns i tiders gry
forvoldt vort arme land!
Ti fra den tid da dypt
i havet Myrtilos
fandt sidste hvilested,
støtt ut fra gylden vogn
med svik i dødens gap,
veg aldrig skjændig synd
og tunge sorgers hær
fra dette arme hus.
KLYTAIMNESTRA
(kommer og sier til Elektra).
Du streifer atter, ser det ut til, fritt omkring;
ti fjernt er jo Aigistos som for altid strengt
forbød dig at gaa ut og haane os, din slegt.
Og nu, da han er borte, har du ingen sky
for mig, og dog, for mange har du tidt og jevnt
ropt ut at jeg er fræk og hersker uten ret
og overmodig haaner dig og al din færd.
Nei, overmodig er jeg ei, men taler haardt
til dig av hvem jeg ofte hører haarde ord.
Ti intet andet paaskud har du end din far,
at han blev dræpt av mig. Av mig, ja ganske visst.
Det vet jeg godt. At negte faldt mig aldrig ind.
Ti Dike gav ham døden, ikke bare jeg,
og hende hjalp du, hvis du tænkte som du bør.
Iblandt hellener var kun han du graater for,
din far, saa hjerteløs at ofre eget barn,[7]
til guderne, din søster, og hun hadde dog
ei voldt ham samme kval som mig, da hun blev født.
Vel, si mig da for hvem han ofret selv sit barn.
Du svarer kanske: «For argeiers hær.» Aa nei;
de kunde ei med rette ta min datters liv.
Men blev min datter dræpt til bedste for hans bror,
for Menelaos, har jeg da ei ret til hevn?
Svar! Mon ei Menelaos hadde tvende barn
som heller burde dø; ti deres far og mor
var netop de som voldte denne ledingsfærd.
Mon Hades hadde mere lyst paa mine barn
end hendes ved en offersmaus i dødens hus?
Var kjærlighet til mine barn da ganske slukt
hos mordgrisk far, mens Menelaos var ham kjær?
Maa slik en far ei være hjerteløs og ond?
Jeg tror det, selv om mine ord ei huer dig,
og kunde døde tale, svarte hun som jeg.
Jeg angrer ingenlunde det som jeg har gjort.
Men tror du jeg har uret, last da ikke dem
som staar dig nær, før du har faat det rette sind.
(kommer og sier til Elektra).
Du streifer atter, ser det ut til, fritt omkring;
ti fjernt er jo Aigistos som for altid strengt
forbød dig at gaa ut og haane os, din slegt.
Og nu, da han er borte, har du ingen sky
for mig, og dog, for mange har du tidt og jevnt
ropt ut at jeg er fræk og hersker uten ret
og overmodig haaner dig og al din færd.
Nei, overmodig er jeg ei, men taler haardt
til dig av hvem jeg ofte hører haarde ord.
Ti intet andet paaskud har du end din far,
at han blev dræpt av mig. Av mig, ja ganske visst.
Det vet jeg godt. At negte faldt mig aldrig ind.
Ti Dike gav ham døden, ikke bare jeg,
og hende hjalp du, hvis du tænkte som du bør.
Iblandt hellener var kun han du graater for,
din far, saa hjerteløs at ofre eget barn,[7]
til guderne, din søster, og hun hadde dog
ei voldt ham samme kval som mig, da hun blev født.
Vel, si mig da for hvem han ofret selv sit barn.
Du svarer kanske: «For argeiers hær.» Aa nei;
de kunde ei med rette ta min datters liv.
Men blev min datter dræpt til bedste for hans bror,
for Menelaos, har jeg da ei ret til hevn?
Svar! Mon ei Menelaos hadde tvende barn
som heller burde dø; ti deres far og mor
var netop de som voldte denne ledingsfærd.
Mon Hades hadde mere lyst paa mine barn
end hendes ved en offersmaus i dødens hus?
Var kjærlighet til mine barn da ganske slukt
hos mordgrisk far, mens Menelaos var ham kjær?
Maa slik en far ei være hjerteløs og ond?
Jeg tror det, selv om mine ord ei huer dig,
og kunde døde tale, svarte hun som jeg.
Jeg angrer ingenlunde det som jeg har gjort.
Men tror du jeg har uret, last da ikke dem
som staar dig nær, før du har faat det rette sind.
ELEKTRA.
Du kan ei si at det er mig som har begyndt
med ukvemsord idag og nu har hørt dit svar.
Men faar jeg lov, saa skal jeg si et sandhetsord
om ham som nu er død, og om min søsters lod.
Du kan ei si at det er mig som har begyndt
med ukvemsord idag og nu har hørt dit svar.
Men faar jeg lov, saa skal jeg si et sandhetsord
om ham som nu er død, og om min søsters lod.
KLYTAIMNESTRA.
Jeg gir dig lov. Ja, hvis du altid talte slik
som nu til mig, da plaget dine ord mig ei.
Jeg gir dig lov. Ja, hvis du altid talte slik
som nu til mig, da plaget dine ord mig ei.
ELEKTRA.
Saa hør paa mig! Du tilstaar du har dræpt min far.
Hvad mere skjændig kan bli sagt, hvad enten han
blev dræpt med rette eller ei? Men nu skal jeg
faa vist dig at du ei med rette myrdet ham.
Du lot dig lokke av den skurk du lever med.
Spør Artemis, hin jagtmø, hvorfor hun til straf
i Avlis holdt tilbake alle vindes blæst.
Jeg svarer selv. Av hende kan du ei faa svar.
Min far som engang gjestet — saa er mig fortalt —
gudindens lund for tidsfordriv, forfulgte der
en broket hjort med svære horn og pralte stolt
i letsind av sit jægerheld, da dyret faldt.
Men Letos skjønne datter flammet op i harm
og holdt argeiers hær tilbake, til min far
gav hen sit barn som gjengjæld for det dræpte dyr.
Og derfor blev hun ofret. Hverken kom vor hær
paa andre vilkaar frem til Troja eller hjem.
Han maatte! Ingen motstand nyttet. Han blev nødt
til dette offer for sin hær, ei for sin bror.
Men gjorde han det — la mig gjenta dine ord —
til hjælp for Menelaos, gav da det dig ret
til lumskt at myrde ham? I kraft av hvilken lov?
Se til om ikke denne lov du vil slaa fast,
blir farlig for dig selv, en lov du angrer paa.
Ti skal vi selv ta liv for liv, da blir vel du
den første som maa dø, om du skal faa din ret.
Mon ikke, ret beset, dit paaskud er en løgn?
Ti tjen mig i at si mig hvad du hevner nu
ved det du daglig gjør, det skjændigste av alt?
Du sover jo med ham, den morder ved hvis hjælp
du før har dræpt min far, og du faar barn med ham.
De barn du hadde før, de egte som er født
i lovlig egteskap, dem har du jaget bort.
Kan dette være rigtig? Eller vil du si
at ogsaa det er gjengjæld for din datters drap?
En skam, om du vil si det. Aldrig blir det ret
at egte værste uven for en datters skyld.
Men tale dig til rette, nei, det er forbudt.
Da har du straks paa tungen at jeg bruker mund
imot min mor. Min mor? Aa nei, jeg ser i dig
langt mer en herskerinde end min egen mor.
Mit liv er tungt. Mit følge er den bitre nød,
en hær av plager sendt av dig og av din mand.
Min stakkars bror Orestes, som saavidt slap bort
fra dig, maa leve glædeløs i fremmed land.
Du har jo skjændt saa tidt og sagt jeg fostrer ham
som hevner. Ja, vær tryg: jeg gjorde det forvisst
saasandt jeg evnet. Ja, du kan for den saks skyld,
om du har lyst, faa rope ut for alle her
at jeg er ond og skamløs, fuld av stygge ord;
ti har jeg alle disse feil, saa har vel du
ei skam av mig. Det er jo dig jeg slegter paa.
Saa hør paa mig! Du tilstaar du har dræpt min far.
Hvad mere skjændig kan bli sagt, hvad enten han
blev dræpt med rette eller ei? Men nu skal jeg
faa vist dig at du ei med rette myrdet ham.
Du lot dig lokke av den skurk du lever med.
Spør Artemis, hin jagtmø, hvorfor hun til straf
i Avlis holdt tilbake alle vindes blæst.
Jeg svarer selv. Av hende kan du ei faa svar.
Min far som engang gjestet — saa er mig fortalt —
gudindens lund for tidsfordriv, forfulgte der
en broket hjort med svære horn og pralte stolt
i letsind av sit jægerheld, da dyret faldt.
Men Letos skjønne datter flammet op i harm
og holdt argeiers hær tilbake, til min far
gav hen sit barn som gjengjæld for det dræpte dyr.
Og derfor blev hun ofret. Hverken kom vor hær
paa andre vilkaar frem til Troja eller hjem.
Han maatte! Ingen motstand nyttet. Han blev nødt
til dette offer for sin hær, ei for sin bror.
Men gjorde han det — la mig gjenta dine ord —
til hjælp for Menelaos, gav da det dig ret
til lumskt at myrde ham? I kraft av hvilken lov?
Se til om ikke denne lov du vil slaa fast,
blir farlig for dig selv, en lov du angrer paa.
Ti skal vi selv ta liv for liv, da blir vel du
den første som maa dø, om du skal faa din ret.
Mon ikke, ret beset, dit paaskud er en løgn?
Ti tjen mig i at si mig hvad du hevner nu
ved det du daglig gjør, det skjændigste av alt?
Du sover jo med ham, den morder ved hvis hjælp
du før har dræpt min far, og du faar barn med ham.
De barn du hadde før, de egte som er født
i lovlig egteskap, dem har du jaget bort.
Kan dette være rigtig? Eller vil du si
at ogsaa det er gjengjæld for din datters drap?
En skam, om du vil si det. Aldrig blir det ret
at egte værste uven for en datters skyld.
Men tale dig til rette, nei, det er forbudt.
Da har du straks paa tungen at jeg bruker mund
imot min mor. Min mor? Aa nei, jeg ser i dig
langt mer en herskerinde end min egen mor.
Mit liv er tungt. Mit følge er den bitre nød,
en hær av plager sendt av dig og av din mand.
Min stakkars bror Orestes, som saavidt slap bort
fra dig, maa leve glædeløs i fremmed land.
Du har jo skjændt saa tidt og sagt jeg fostrer ham
som hevner. Ja, vær tryg: jeg gjorde det forvisst
saasandt jeg evnet. Ja, du kan for den saks skyld,
om du har lyst, faa rope ut for alle her
at jeg er ond og skamløs, fuld av stygge ord;
ti har jeg alle disse feil, saa har vel du
ei skam av mig. Det er jo dig jeg slegter paa.
KORFØRER.
Jeg ser den bitre harme; men jeg ser ei mer
en tanke paa hvor langt hun kan med rette gaa.
Jeg ser den bitre harme; men jeg ser ei mer
en tanke paa hvor langt hun kan med rette gaa.
KLYTAIMNESTRA.
Men hvordan maa saa jeg med rette være stemt
mot hende som har haanet slik sin egen mor,
og det i hendes alder? Svar mig, tror du ei
at hun, saa skamløs som hun er, tør vaage alt?
Men hvordan maa saa jeg med rette være stemt
mot hende som har haanet slik sin egen mor,
og det i hendes alder? Svar mig, tror du ei
at hun, saa skamløs som hun er, tør vaage alt?
ELEKTRA.
Aa nei. Vær viss paa at jeg blyges ved mig selv,
om ei du tror det. Jeg forstaar at det jeg gjør,
ei sømmer sig for mig og mine unge aar.
Men tvungen mot min vilje av dit fiendskap
og det du skamløst gjorde, maa jeg handle saa.
Din stygge færd maa smitte. Stygt maa avle stygt.
Aa nei. Vær viss paa at jeg blyges ved mig selv,
om ei du tror det. Jeg forstaar at det jeg gjør,
ei sømmer sig for mig og mine unge aar.
Men tvungen mot min vilje av dit fiendskap
og det du skamløst gjorde, maa jeg handle saa.
Din stygge færd maa smitte. Stygt maa avle stygt.
KLYTAIMNESTRA.
Du frække skabning! ja, du taler mer end nok
om mig og alle mine ord og al min færd.
Du frække skabning! ja, du taler mer end nok
om mig og alle mine ord og al min færd.
ELEKTRA.
Du taler selv og ikke jeg; ti det du gjør
er stygt. Din onde gjerning taler for sig selv.
Du taler selv og ikke jeg; ti det du gjør
er stygt. Din onde gjerning taler for sig selv.
KLYTAIMNESTRA.
Ved Artemis, du skal ei slippe fri for straf
for denne frækhet, naar Aigistos kommer hjem.
Ved Artemis, du skal ei slippe fri for straf
for denne frækhet, naar Aigistos kommer hjem.
ELEKTRA.
Der ser du! Du blir hidsig, skjønt du gav mig lov
til fritt at si min mening. Høre kan du ei.
Der ser du! Du blir hidsig, skjønt du gav mig lov
til fritt at si min mening. Høre kan du ei.
KLYTAIMNESTRA.
Saa ti, og la nu mig med gode varselsord
faa bragt mit offer, siden du fik tale fritt.
Saa ti, og la nu mig med gode varselsord
faa bragt mit offer, siden du fik tale fritt.
ELEKTRA.
For mig saa gjerne. Bring dit offer. La saa ei
min mund faa skylden. Jeg skal ikke si et ord.
For mig saa gjerne. Bring dit offer. La saa ei
min mund faa skylden. Jeg skal ikke si et ord.
KLYTAIMNESTRA.
Du terne ved min side, bring mig ofret hist
av alskens frugt saa jeg kan be til denne gud
om redning fra den sjæleangst som piner mig.
(Gaar hen til altret.)
Aa hør dog, Foibos, du som verner dette hus
min tyste tale; ti jeg ber ei her min bøn
blandt venner, og jeg tør ei lægge alting frem
i dagens lys, naar hun derborte staar mig nær.
Hun vilde, fyldt av hat, med mangetunget skrik
faa spredt de værste rygter ut blandt byens folk.
Saa hør min tyste bøn; ti jeg maa be fordulgt.
Lykeierdrot, aa la det stygge syn jeg saa,
en dobbelttydig drøm jeg hadde nu inat,
bli os til held, saafremt den varsler noget godt;
men vend den mot en uven, hvis den varsler ondt.
Og dersom nogen avindsmand med lønlig svik
vil røve mig min lykke, la det da ei ske;
men la mig leve tryg som nu mit hele liv
og føre herskerstaven i Atreiders borg
og sammen med den ven som lever med mig nu,
faa leve lykkelig med dem av mine barn
som ei forfølger mig med ondt og bittert hat.
Lykeiergud Apollon, hør dog denne bøn,
og gi os alle naadig det jeg ber dig om.
Men alt det andet tror jeg du som er en gud
maa se og vite, selv om jeg maa være taus
ti alting ser vel de som stammer ned fra Zevs.[8]
Du terne ved min side, bring mig ofret hist
av alskens frugt saa jeg kan be til denne gud
om redning fra den sjæleangst som piner mig.
(Gaar hen til altret.)
Aa hør dog, Foibos, du som verner dette hus
min tyste tale; ti jeg ber ei her min bøn
blandt venner, og jeg tør ei lægge alting frem
i dagens lys, naar hun derborte staar mig nær.
Hun vilde, fyldt av hat, med mangetunget skrik
faa spredt de værste rygter ut blandt byens folk.
Saa hør min tyste bøn; ti jeg maa be fordulgt.
Lykeierdrot, aa la det stygge syn jeg saa,
en dobbelttydig drøm jeg hadde nu inat,
bli os til held, saafremt den varsler noget godt;
men vend den mot en uven, hvis den varsler ondt.
Og dersom nogen avindsmand med lønlig svik
vil røve mig min lykke, la det da ei ske;
men la mig leve tryg som nu mit hele liv
og føre herskerstaven i Atreiders borg
og sammen med den ven som lever med mig nu,
faa leve lykkelig med dem av mine barn
som ei forfølger mig med ondt og bittert hat.
Lykeiergud Apollon, hør dog denne bøn,
og gi os alle naadig det jeg ber dig om.
Men alt det andet tror jeg du som er en gud
maa se og vite, selv om jeg maa være taus
ti alting ser vel de som stammer ned fra Zevs.[8]
ORESTES TJENER
(kommer tilbake).
Ukjendte kvinder, hvordan faar jeg rede paa
om dette er Aigistos’, eders konges borg?
(kommer tilbake).
Ukjendte kvinder, hvordan faar jeg rede paa
om dette er Aigistos’, eders konges borg?
KORFØRER.
Jo, fremmede, her er den. Du har gjættet ret.
Jo, fremmede, her er den. Du har gjættet ret.
TJENEREN.
Og træffer jeg det rette, naar jeg tror at hun
er kongens hustru. Som en dronning ser hun ut.
Og træffer jeg det rette, naar jeg tror at hun
er kongens hustru. Som en dronning ser hun ut.
KORFØRER.
Ja, ganske rigtig. Det er netop hende der.
Ja, ganske rigtig. Det er netop hende der.
TJENEREN.
Fyrstinde, hil og sæl! Jeg bringer fra en ven
din mand Aigistos og dig selv et glædens bud.
Fyrstinde, hil og sæl! Jeg bringer fra en ven
din mand Aigistos og dig selv et glædens bud.
KLYTAIMNESTRA.
Jeg hilser glad dit varsel, men jeg ønsker først
at vite hvem det er som sendte dette bud.
Jeg hilser glad dit varsel, men jeg ønsker først
at vite hvem det er som sendte dette bud.
TJENEREN.
En fokisk mand, Fanotevs, melder vigtig nyt.
En fokisk mand, Fanotevs, melder vigtig nyt.
KLYTAIMNESTRA.
Men hvilket, fremmede? Tal ut! Det er forvisst
et glædens budskap, naar det kommer fra en ven.
Men hvilket, fremmede? Tal ut! Det er forvisst
et glædens budskap, naar det kommer fra en ven.
TJENEREN.
Det lyder kort og godt: Orestes fandt sin død.
Det lyder kort og godt: Orestes fandt sin død.
ELEKTRA.
Aa ve mig arme! Denne dag har voldt min død.
Aa ve mig arme! Denne dag har voldt min død.
KLYTAIMNESTRA.
Hvad var det, fremmede? Hør ei paa hende der!
Hvad var det, fremmede? Hør ei paa hende der!
TJENEREN.
Jeg sier nu som før: Orestes fandt sin død.
Jeg sier nu som før: Orestes fandt sin død.
ELEKTRA.
Det er forbi! Jeg arme er nu intet mer.
Det er forbi! Jeg arme er nu intet mer.
KLYTAIMNESTRA.
Pas du dit eget! Fremmede, fortæl mig straks
den hele sandhet. Hvordan mistet han sit liv?
Pas du dit eget! Fremmede, fortæl mig straks
den hele sandhet. Hvordan mistet han sit liv?
TJENEREN.
Ja, jeg skal si dig alt; ti derfor blev jeg sendt.
Han kom til Delfi, til den viden priste fest,[9]
hvor Hellas møtes, for at vinde seirens pris
i pytisk veddekamp, og da han hadde hørt
herolden melde første løp, da gik han frem
og alle saa med undren paa den skjønne helt.
Hans raskhet svarte til hans skjønhet. Allerførst
til maalet kom han frem og vandt den stolte pris.
Jeg vet ei hvordan jeg skal skildre nogen faa
iblandt de mange prøver paa hans heltekraft;
men hør dog én: I alle længdeløp, de fem
som kampens domsmænd ropte ut paa vanlig vis,
var han den første, den som vandt hver seierspris.
Lyksalig blev han prist. De ropte ut hans navn.
«Orestes, en argeier, Agamemnons søn,
hin drots, som engang samlet Hellas’ stolte hær.»
Saa gik nu dette for sig; men saasandt en gud.
vil skade en, kan selv den sterke ikke fly.
Ti dagen efter, da et veddeløp blev holdt
med raske hesters forspand just da solen randt,
da kjørte helten frem blandt mange mænd tilvogns.
Den ene var akaier, en fra Sparta, to
fra Libya, og begge stod paa firspændt vogn.
Næst disse kom Orestes med tessalisk spand
som femtemand. Med spand av gule hester kom
den sjette, en aitoler. Fra Magnesia
var den som fulgte. Dernæst kom med snehvitt spand
en ainianer. Næste man var fra Aten,
den stad som guder bygget. En boiotisk helt
kom allersidst og fyldte tallet ut til ti.
De valgte domsmænd kastet lod, og da de stod
hvor disse stillet dem paa rad med hver sin vogn,
gav kobberluren tegnet, og de for avsted.
Med tilrop egget hver sit spand og svang i haand
de lange tøiler. Hele banen gjenlød straks
av hjuls og vogners larm. En vældig sky av støv
blev hvirvlet op. I vrimlen stormet alle frem
og sparte ei paa svøpen for at naa forbi
de andres hjul og hester i det vilde løp.
Ved hvert et pust av næste forspandt, faldt en regn
av skum paa kuskens ryg og paa de rappe hjul.
Orestes streifet næsten sidste merkepæl
med navet, naar han svinget rundt. Han gav sin hest
til høire tøilen, mens han holdt den venstre stramt.
Fra først av kjørte alle i en ordnet rad;
men siden løp hin ainianers hester ut,
et mundstivt spand, og da de efter sjette løp
tok fat paa næste omgang, kastet de sig rundt
og rendte panden haardt imot en libysk vogn,
og vogn for ind mot vogn ved denne ene feil,
og en for en blev splintret. Hele Krisas mark
blev strødd med mange vogners sønderbrutte vrak.
Den mand som kyndig styrte vognen fra Aten,
blev dette var og sagtnet farten, til han kom
forbi det sted hvor dyr og vogner tumlet om.
Orestes kjørte sidst og holdt sit raske spand
tilbake; ti han stolte paa det sidste løp.
Men da han saa at en alene var igjen,
da egget han de rappe hester med et rop
som skar i øret, jog saa frem, til begge kom
i like linje. Snart kom hans, og snart igjen
den andens spand et hestehode længer frem.
Den arme kjørte trygt i alle andre løp
sin trygge vogn rundt banen uten mindste feil.
Men da han midt i svingen lot den venstre hest
faa slappe tøiler, merket han ei straks sin feil,
nien tørnet haardt mot støttens kant, saa navet brast.
Han styrtet ned fra vognen og blev viklet ind
i sine egne tøiler. Da han faldt til jord,
for spandet over banen hen i vildest løp.
Da folket hadde set ham styrte fra sin vogn,
brøt alle ut i jammer for den unge helt
som fik saa ond en lod til løn for herlig daad.
Snart blev han slæpt langs jorden, snart blev heltens krop
slængt høit i luften indtil endelig med nød
de andre kusker stanset spandets vilde løp
og fik ham løs. Han var saa blodig at en ven
ei kunde kjendt ham, om han saa hans arme lik.
De brændte ham paa baal. Nu bringer valgte mænd
fra Fokis i en liten kobberurne hit
en haandfuld aske, resten av saa stor en helt,
saa han kan faa en grav i sine fædres land.
Ja, saadan gik det for sig, grufuldt nok for dem
som bare hører om hans skjæbne, men for os
som saa det, værst av alt det stygge jeg har set.
Ja, jeg skal si dig alt; ti derfor blev jeg sendt.
Han kom til Delfi, til den viden priste fest,[9]
hvor Hellas møtes, for at vinde seirens pris
i pytisk veddekamp, og da han hadde hørt
herolden melde første løp, da gik han frem
og alle saa med undren paa den skjønne helt.
Hans raskhet svarte til hans skjønhet. Allerførst
til maalet kom han frem og vandt den stolte pris.
Jeg vet ei hvordan jeg skal skildre nogen faa
iblandt de mange prøver paa hans heltekraft;
men hør dog én: I alle længdeløp, de fem
som kampens domsmænd ropte ut paa vanlig vis,
var han den første, den som vandt hver seierspris.
Lyksalig blev han prist. De ropte ut hans navn.
«Orestes, en argeier, Agamemnons søn,
hin drots, som engang samlet Hellas’ stolte hær.»
Saa gik nu dette for sig; men saasandt en gud.
vil skade en, kan selv den sterke ikke fly.
Ti dagen efter, da et veddeløp blev holdt
med raske hesters forspand just da solen randt,
da kjørte helten frem blandt mange mænd tilvogns.
Den ene var akaier, en fra Sparta, to
fra Libya, og begge stod paa firspændt vogn.
Næst disse kom Orestes med tessalisk spand
som femtemand. Med spand av gule hester kom
den sjette, en aitoler. Fra Magnesia
var den som fulgte. Dernæst kom med snehvitt spand
en ainianer. Næste man var fra Aten,
den stad som guder bygget. En boiotisk helt
kom allersidst og fyldte tallet ut til ti.
De valgte domsmænd kastet lod, og da de stod
hvor disse stillet dem paa rad med hver sin vogn,
gav kobberluren tegnet, og de for avsted.
Med tilrop egget hver sit spand og svang i haand
de lange tøiler. Hele banen gjenlød straks
av hjuls og vogners larm. En vældig sky av støv
blev hvirvlet op. I vrimlen stormet alle frem
og sparte ei paa svøpen for at naa forbi
de andres hjul og hester i det vilde løp.
Ved hvert et pust av næste forspandt, faldt en regn
av skum paa kuskens ryg og paa de rappe hjul.
Orestes streifet næsten sidste merkepæl
med navet, naar han svinget rundt. Han gav sin hest
til høire tøilen, mens han holdt den venstre stramt.
Fra først av kjørte alle i en ordnet rad;
men siden løp hin ainianers hester ut,
et mundstivt spand, og da de efter sjette løp
tok fat paa næste omgang, kastet de sig rundt
og rendte panden haardt imot en libysk vogn,
og vogn for ind mot vogn ved denne ene feil,
og en for en blev splintret. Hele Krisas mark
blev strødd med mange vogners sønderbrutte vrak.
Den mand som kyndig styrte vognen fra Aten,
blev dette var og sagtnet farten, til han kom
forbi det sted hvor dyr og vogner tumlet om.
Orestes kjørte sidst og holdt sit raske spand
tilbake; ti han stolte paa det sidste løp.
Men da han saa at en alene var igjen,
da egget han de rappe hester med et rop
som skar i øret, jog saa frem, til begge kom
i like linje. Snart kom hans, og snart igjen
den andens spand et hestehode længer frem.
Den arme kjørte trygt i alle andre løp
sin trygge vogn rundt banen uten mindste feil.
Men da han midt i svingen lot den venstre hest
faa slappe tøiler, merket han ei straks sin feil,
nien tørnet haardt mot støttens kant, saa navet brast.
Han styrtet ned fra vognen og blev viklet ind
i sine egne tøiler. Da han faldt til jord,
for spandet over banen hen i vildest løp.
Da folket hadde set ham styrte fra sin vogn,
brøt alle ut i jammer for den unge helt
som fik saa ond en lod til løn for herlig daad.
Snart blev han slæpt langs jorden, snart blev heltens krop
slængt høit i luften indtil endelig med nød
de andre kusker stanset spandets vilde løp
og fik ham løs. Han var saa blodig at en ven
ei kunde kjendt ham, om han saa hans arme lik.
De brændte ham paa baal. Nu bringer valgte mænd
fra Fokis i en liten kobberurne hit
en haandfuld aske, resten av saa stor en helt,
saa han kan faa en grav i sine fædres land.
Ja, saadan gik det for sig, grufuldt nok for dem
som bare hører om hans skjæbne, men for os
som saa det, værst av alt det stygge jeg har set.
KORFØRER.
Aa ve! Det synes som vor gamle herskerslegt
er gaat til grunde, rykket op med rot og trevl.
Aa ve! Det synes som vor gamle herskerslegt
er gaat til grunde, rykket op med rot og trevl.
KLYTAIMNESTRA.
Aa Zevs, hvad er dog dette? Skal jeg gi det navn
av lykke eller held i vanheld? Det er tungt
ved egen bitter sorg at redde eget liv.
Aa Zevs, hvad er dog dette? Skal jeg gi det navn
av lykke eller held i vanheld? Det er tungt
ved egen bitter sorg at redde eget liv.
TJENEREN.
Men hvorfor, kvinde, gjør mit budskap dig saa ondt?
Men hvorfor, kvinde, gjør mit budskap dig saa ondt?
KLYTAIMNESTRA.
At føde barn er haardt; ti trods den overlast
hun lider, kan en mor ei hate sine barn.
At føde barn er haardt; ti trods den overlast
hun lider, kan en mor ei hate sine barn.
TJENEREN.
Det var da, som det synes, faafængt at vi kom.
Det var da, som det synes, faafængt at vi kom.
KLYTAIMNESTRA.
Nei, ikke faafængt. Hvordan kan du tale saa,
saafremt du nu med sikre tegn kan melde mig
at han er død, den søn som skyldte mig sit liv,
men svek den mor som fostret ham og gav ham bryst,
og rømte til et fremmed land og fra den stund
han flygtet, aldrig saa mig mer, men lastet mig,
fordi hans far blev dræpt, og truet mig med hevn,
saa aldrig mere, ei ved nat og ei ved dag,
den søte søvn mig favnet. Nei, i evig angst
for døden levet jeg hver dag og stund som kom.
Men nu idag er jeg blit fri for denne frygt
for ham og hende. Hun som bodde i mit hus,
var endnu mere plagsom. Stadig suget hun
mit hjerteblod. Nu kan jeg vel i ro og fred
for hendes trusler leve tryg hver dag som gaar.
Nei, ikke faafængt. Hvordan kan du tale saa,
saafremt du nu med sikre tegn kan melde mig
at han er død, den søn som skyldte mig sit liv,
men svek den mor som fostret ham og gav ham bryst,
og rømte til et fremmed land og fra den stund
han flygtet, aldrig saa mig mer, men lastet mig,
fordi hans far blev dræpt, og truet mig med hevn,
saa aldrig mere, ei ved nat og ei ved dag,
den søte søvn mig favnet. Nei, i evig angst
for døden levet jeg hver dag og stund som kom.
Men nu idag er jeg blit fri for denne frygt
for ham og hende. Hun som bodde i mit hus,
var endnu mere plagsom. Stadig suget hun
mit hjerteblod. Nu kan jeg vel i ro og fred
for hendes trusler leve tryg hver dag som gaar.
ELEKTRA.
Aa ve mig arme! Nu, Orestes, maa din lod
dog vække bitrest jammer, naar din egen mor
tør haane dig, den døde. Kan det være ret?
Aa ve mig arme! Nu, Orestes, maa din lod
dog vække bitrest jammer, naar din egen mor
tør haane dig, den døde. Kan det være ret?
KLYTAIMNESTRA.
Det han har faat, var ret. Du venter paa din ret.
Det han har faat, var ret. Du venter paa din ret.
ELEKTRA.
Aa du, den dødes fylgje, hør dog hendes ord!
Aa du, den dødes fylgje, hør dog hendes ord!
KLYTAIMNESTRA.
Hun hørte dem hun skulde, og har gjort sit verk.
Hun hørte dem hun skulde, og har gjort sit verk.
ELEKTRA.
Ja, haan ham ogsaa! Bryst dig av dit store held!
Ja, haan ham ogsaa! Bryst dig av dit store held!
KLYTAIMNESTRA.
Kan ei din bror og du faa bugt med dette held?
Kan ei din bror og du faa bugt med dette held?
ELEKTRA.
Faa bugt med dig? Ak nei, du har faat bugt med os.
Faa bugt med dig? Ak nei, du har faat bugt med os.
KLYTAIMNESTRA.
Aa fremmede, jeg skylder dig mangfoldig takk
saasandt du har faat bugt med hendes rappe mund.
Aa fremmede, jeg skylder dig mangfoldig takk
saasandt du har faat bugt med hendes rappe mund.
TJENEREN.
Kan jeg faa gaa, hvis jeg har røktet godt mit hverv?
Kan jeg faa gaa, hvis jeg har røktet godt mit hverv?
KLYTAIMNESTRA.
Nei ingenlunde! Gik du nu, saa var det skam
for mig og ham som sendte dig, vor gjesteven.
Nei, følg mig ind, og la saa hende skrike op
herute over sin og sine kjæres lod.
(Gaar ind med tjeneren.)
Nei ingenlunde! Gik du nu, saa var det skam
for mig og ham som sendte dig, vor gjesteven.
Nei, følg mig ind, og la saa hende skrike op
herute over sin og sine kjæres lod.
(Gaar ind med tjeneren.)
ELEKTRA.
Nu? Saa I nogen smerte, nogen hjertesorg
hos denne usle kvinde? Saa I at hun graat
og jamret over sønnen som fik slik en død?
Aa nei, hun haanlo da hun gik. Aa ve mig ve!
Din død, Orestes, elskte bror, har voldt min død!
Din bortgang røvet mig mit allersidste haab,
det eneste jeg endnu huset i mit bryst,
at engang kom du dog og hevnet grumt din far
og mig, din arme søster. Hvorhen tyr jeg nu?
Jeg staar alene. Mistet har jeg jo min far
og dig. Nu maa jeg atter trælle under dem
som er mig mest forhatt av alle, dem som lumskt
har dræpt min far. Fortjener jeg saa ond en lod?
Men bo i hus med disse vil jeg aldrig mer.
Nei, jeg vil gi mig over. Her ved denne dør
her vil jeg venneløs la livet visne bort.
Og blir jeg brysom, la saa en av disse to
derinde ta mit liv. Det blir saa godt at dø!
Mit liv er sorg. Min livslyst svandt til sidste gnist.
Nu? Saa I nogen smerte, nogen hjertesorg
hos denne usle kvinde? Saa I at hun graat
og jamret over sønnen som fik slik en død?
Aa nei, hun haanlo da hun gik. Aa ve mig ve!
Din død, Orestes, elskte bror, har voldt min død!
Din bortgang røvet mig mit allersidste haab,
det eneste jeg endnu huset i mit bryst,
at engang kom du dog og hevnet grumt din far
og mig, din arme søster. Hvorhen tyr jeg nu?
Jeg staar alene. Mistet har jeg jo min far
og dig. Nu maa jeg atter trælle under dem
som er mig mest forhatt av alle, dem som lumskt
har dræpt min far. Fortjener jeg saa ond en lod?
Men bo i hus med disse vil jeg aldrig mer.
Nei, jeg vil gi mig over. Her ved denne dør
her vil jeg venneløs la livet visne bort.
Og blir jeg brysom, la saa en av disse to
derinde ta mit liv. Det blir saa godt at dø!
Mit liv er sorg. Min livslyst svandt til sidste gnist.
KOR.
Første strofe.
Hvi nøler de flammende lyn
fra Zevs, og hvor hyller i mulm
den straalende solgud sit lys,
naar begge i tryggeste ro
kan skue saa rædsomt et syn?
Første strofe.
Hvi nøler de flammende lyn
fra Zevs, og hvor hyller i mulm
den straalende solgud sit lys,
naar begge i tryggeste ro
kan skue saa rædsomt et syn?
ELEKTRA.
Aa ve mig! ve!
Aa ve mig! ve!
KOR.
Aa barn, aa hvor saar er din graat!
Aa barn, aa hvor saar er din graat!
ELEKTRA.
Aa ve!
Aa ve!
KOR.
Aa skrik ei saa vildt! Det er synd.
Aa skrik ei saa vildt! Det er synd.
ELEKTRA.
Du dræper mig, kjære —
Du dræper mig, kjære —
KOR.
Du dræper mig, kjære —Hvi saa?
Du dræper mig, kjære —Hvi saa?
ELEKTRA.
Naar du ber mig at haabe paa ham,
som Hades for evig har gjemt,
og traakker med skaanselløs fot
paa mig som maa graate saa saart.
Naar du ber mig at haabe paa ham,
som Hades for evig har gjemt,
og traakker med skaanselløs fot
paa mig som maa graate saa saart.
KOR.
Første motstrofe.
Om Amtiaraos[10] jeg vet
at drotten blev gjemt under jord,
blev fanget i nettet av guld
ved hustruens troløse svik.
Men nu i sit skjul under muld —
Første motstrofe.
Om Amtiaraos[10] jeg vet
at drotten blev gjemt under jord,
blev fanget i nettet av guld
ved hustruens troløse svik.
Men nu i sit skjul under muld —
ELEKTRA.
Aa ve mig! Ve!
Aa ve mig! Ve!
KOR.
han livskraftig hersker som før.
han livskraftig hersker som før.
ELEKTRA.
Aa skjændig!
Aa skjændig!
KOR.
Aa skjændig!Ja, skjændig hun var.
Aa skjændig!Ja, skjændig hun var.
ELEKTRA.
Hun fik dog sin straffedom.
Hun fik dog sin straffedom.
KOR.
Ja.
Ja.
ELEKTRA.
Jeg vet det, jeg vet det. Han kom
hin hævner[11] for ham som blev dræpt.
For mig er der ingen; ti han
som end var i live, gik bort.
For mig er han tapt. Han er død.
Jeg vet det, jeg vet det. Han kom
hin hævner[11] for ham som blev dræpt.
For mig er der ingen; ti han
som end var i live, gik bort.
For mig er han tapt. Han er død.
KOR.
Anden strofe.
Ja, sorger hober sig paa sorg.
Anden strofe.
Ja, sorger hober sig paa sorg.
ELEKTRA.
Jeg vet det godt. ja mer end godt.
En malstrøm er mit liv av ondt.
Hvert maaneskifte ser en hær
av rædsler følge mine spor.
Jeg vet det godt. ja mer end godt.
En malstrøm er mit liv av ondt.
Hvert maaneskifte ser en hær
av rædsler følge mine spor.
KOR.
Vi ser og sander dine ord.
Vi ser og sander dine ord.
ELEKTRA.
Aa lok mig ikke mer med haab! —
Aa lok mig ikke mer med haab! —
KOR.
Hvad er det, barn? Hvad vil du si?
Hvad er det, barn? Hvad vil du si?
ELEKTRA.
naar ikke længer nogen ven
av vore stolte fædres ætt
kan række mig en hjælpsom haand.
naar ikke længer nogen ven
av vore stolte fædres ætt
kan række mig en hjælpsom haand.
KOR.
Anden motstrofe.
Vi maa jo alle engang dø.
Anden motstrofe.
Vi maa jo alle engang dø.
ELEKTRA.
Mon ogsaa vi maa dø som han,
den arme som fandt døden nys
i rappe hesters væddekamp
i egne tøiler slæpt omkring?
Mon ogsaa vi maa dø som han,
den arme som fandt døden nys
i rappe hesters væddekamp
i egne tøiler slæpt omkring?
KOR.
En rædsom kval, et rædsomt syn!
En rædsom kval, et rædsomt syn!
ELEKTRA.
Ak ja! Han segnet uten hjælp.
Ak ja! Han segnet uten hjælp.
KOR.
Aa ve!
Aa ve!
ELEKTRA.
Ei fik vi klage ved hans lik.
Ei fik han her hos os en grav.
Ei fik vi klage ved hans lik.
Ei fik han her hos os en grav.
KRYSOTEMIS
(kommer forpustet).
Min søster kjær, jeg hastet hit saa sjeleglad
og skyndte mig vel kanske mer end sømmelig;
ti budskap bringer jeg som glæde vil din sjel
og stanse al din jammer over svunden nød.
(kommer forpustet).
Min søster kjær, jeg hastet hit saa sjeleglad
og skyndte mig vel kanske mer end sømmelig;
ti budskap bringer jeg som glæde vil din sjel
og stanse al din jammer over svunden nød.
ELEKTRA.
Hvor kunde du vel finde hjælp for al min kval,
naar ikke jeg kan øine nogen lægedom?
Hvor kunde du vel finde hjælp for al min kval,
naar ikke jeg kan øine nogen lægedom?
KRYSOTEMIS.
Orestes er iblandt os! Tro mig paa mit ord.
Det er saa visst og sandt som at du ser mig her.
Orestes er iblandt os! Tro mig paa mit ord.
Det er saa visst og sandt som at du ser mig her.
ELEKTRA.
Men er du fra dig selv, og tør du drive spot,
usalige, med din og min elendighet?
Men er du fra dig selv, og tør du drive spot,
usalige, med din og min elendighet?
KRYSOTEMIS.
Ved vore fædres arne, nei, hvad jeg har sagt,
var sandt og ingen spøk. Jeg vet han er her selv.
Ved vore fædres arne, nei, hvad jeg har sagt,
var sandt og ingen spøk. Jeg vet han er her selv.
ELEKTRA.
Aa stakkars dig! Hvem er det som har bildt dig ind
det du har hørt og stoler paa saa fuldt og fast?
Aa stakkars dig! Hvem er det som har bildt dig ind
det du har hørt og stoler paa saa fuldt og fast?
KRYSOTEMIS.
Av ingen anden har jeg hørt det; men jeg selv
har set saa sikre kjendetegn at jeg er tryg.
Av ingen anden har jeg hørt det; men jeg selv
har set saa sikre kjendetegn at jeg er tryg.
ELEKTRA.
Hvad gjør dig, arme søster, tryg? Hvad har du set
naar du kan varme dig ved slik en haabløs gnist?
Hvad gjør dig, arme søster, tryg? Hvad har du set
naar du kan varme dig ved slik en haabløs gnist?
KRYSOTEMTIS.
Ved alle guder, hør mig! Døm saa siden selv
om du skal kalde mig uvittig eller klok.
Ved alle guder, hør mig! Døm saa siden selv
om du skal kalde mig uvittig eller klok.
ELEKTRA.
Hvis det kan glæde dig, saa tal. Fortæl mig alt.
Hvis det kan glæde dig, saa tal. Fortæl mig alt.
KRYSOTEMIS.
Ja, alt som jeg har set, skal jeg fortælle dig.
Da jeg kom hen til ættens gravhaug, hvor vor far
er stedt til hvile, saa jeg der fra haugens top
en strøm av nylig ofret melk, og rundt hans grav
var alskens friske blomster strødd med kjærlig haand.
Jeg undret mig ved dette syn og speidet rundt
om kanske noget øienvidne stod mig nær.
Men da jeg intet saa, og egnen rundt omkring
var ganske tyst og stille, gik jeg haugen nær
og saa paa gravens rand en nys avklippet lok,
og da jeg arme saa den, stod som i et blink
et velkjendt billed for min sjel: Jeg saa et tegn
fra ham, vor bror Orestes, ham jeg elsker mest.
Jeg tok den tyst, for ei at krænke gravens fred;
men glædestaarer fyldte mine øine straks,
og nu som dengang tror jeg, ja jeg vet forvisst
at han og ingen anden ofret denne lok.
Ti hvilken anden laa det nær end dig og mig?
og at jeg ikke selv har gjort det, vet jeg jo.
Og du ei heller. Ikke sandt? Du tør jo ei
gaa strafløst hen til guders bo fra dette hus.
Ei heller er vor mor tilsinds at gjøre slikt,
og om saa var, hun fik ei holdt sin gjerning dulgt.
Nei, av Orestes er hint offer netop bragt.
Saa vær da trøstig, kjære! Aldrig er det saa
at samme guddom altid staar de samme bi.
Vi tvende var hans stedbarn før; men denne dag
vil kanske bringe os til gjengjæld meget godt.
Ja, alt som jeg har set, skal jeg fortælle dig.
Da jeg kom hen til ættens gravhaug, hvor vor far
er stedt til hvile, saa jeg der fra haugens top
en strøm av nylig ofret melk, og rundt hans grav
var alskens friske blomster strødd med kjærlig haand.
Jeg undret mig ved dette syn og speidet rundt
om kanske noget øienvidne stod mig nær.
Men da jeg intet saa, og egnen rundt omkring
var ganske tyst og stille, gik jeg haugen nær
og saa paa gravens rand en nys avklippet lok,
og da jeg arme saa den, stod som i et blink
et velkjendt billed for min sjel: Jeg saa et tegn
fra ham, vor bror Orestes, ham jeg elsker mest.
Jeg tok den tyst, for ei at krænke gravens fred;
men glædestaarer fyldte mine øine straks,
og nu som dengang tror jeg, ja jeg vet forvisst
at han og ingen anden ofret denne lok.
Ti hvilken anden laa det nær end dig og mig?
og at jeg ikke selv har gjort det, vet jeg jo.
Og du ei heller. Ikke sandt? Du tør jo ei
gaa strafløst hen til guders bo fra dette hus.
Ei heller er vor mor tilsinds at gjøre slikt,
og om saa var, hun fik ei holdt sin gjerning dulgt.
Nei, av Orestes er hint offer netop bragt.
Saa vær da trøstig, kjære! Aldrig er det saa
at samme guddom altid staar de samme bi.
Vi tvende var hans stedbarn før; men denne dag
vil kanske bringe os til gjengjæld meget godt.
ELEKTRA.
Aa hvilken daarskap! Hvor jeg ynker dig forlængst!
Aa hvilken daarskap! Hvor jeg ynker dig forlængst!
KRYSOTEMIS.
Hvad er det? Har min melding ikke gjort dig glad?
Hvad er det? Har min melding ikke gjort dig glad?
ELEKTRA.
Du vet ei selv hvor vild en vei din tanke gaar.
Du vet ei selv hvor vild en vei din tanke gaar.
KRYSOTEMIS.
Men hvordan kan jeg tvile paa hvad jeg har set?
Men hvordan kan jeg tvile paa hvad jeg har set?
ELEKTRA.
Aa stakkars søster! Han er død. Hvert frelsens haab
fra ham er sluknet. Ret ei mer mot ham dit blik.
Aa stakkars søster! Han er død. Hvert frelsens haab
fra ham er sluknet. Ret ei mer mot ham dit blik.
KRYSOTEMIS.
Aa ve mig arme! Hvem har bragt dig dette bud?
Aa ve mig arme! Hvem har bragt dig dette bud?
ELEKTRA.
En mand som var tilstede, da han fandt sin død.
En mand som var tilstede, da han fandt sin død.
KRYSOTEMIS.
Hvor er han? Aa jeg blir saa underlig tilsinds!
Hvor er han? Aa jeg blir saa underlig tilsinds!
ELEKTRA.
Han er derinde. For vor mor en velset gjest.
Han er derinde. For vor mor en velset gjest.
KRYSOTEMIS.
Aa ve! Men hvem kan da ha hædret nys vor far
og lagt de rike offergaver paa hans grav?
Aa ve! Men hvem kan da ha hædret nys vor far
og lagt de rike offergaver paa hans grav?
ELEKTRA.
Jeg skulde nærmest tro at en har lagt dem ned
som gaver til Orestes, til vor døde bror.
Jeg skulde nærmest tro at en har lagt dem ned
som gaver til Orestes, til vor døde bror.
KRYSOTEMIS.
Aa stakkars bror! Og jeg som skyndte mig saa glad
med dette glædesbudskap! Ak, jeg visste ei
hvor ilde vi var stedt, men fandt, da jeg kom hit
at gammelt vanheld nu var øket med et nyt.
Aa stakkars bror! Og jeg som skyndte mig saa glad
med dette glædesbudskap! Ak, jeg visste ei
hvor ilde vi var stedt, men fandt, da jeg kom hit
at gammelt vanheld nu var øket med et nyt.
ELEKTRA.
Saa er det; men saafremt du nu vil lyde mig,
saa kan du fri os fra den kval som tynger os.
Saa er det; men saafremt du nu vil lyde mig,
saa kan du fri os fra den kval som tynger os.
KRYSOTEMIS.
Kan jeg faa kaldt de døde ut av deres grav?
Kan jeg faa kaldt de døde ut av deres grav?
EL EKTRA.
Det var ei mine ord. Saa vetløs er jeg ei.
Det var ei mine ord. Saa vetløs er jeg ei.
KRYSOTEMIS.
Hvad er det da du kræver? Staar det i min magt?
Hvad er det da du kræver? Staar det i min magt?
ELEKTRA.
At du skal modig vaage det jeg ber dig om.
At du skal modig vaage det jeg ber dig om.
KRYSOTEMTIS.
Ja, dersom det er gavnlig, skal jeg ei si nei.
Ja, dersom det er gavnlig, skal jeg ei si nei.
ELEKTRA.
Betænk dig! Uten møie lykkes intet verk.
Betænk dig! Uten møie lykkes intet verk.
KRYSOTEMIS.
Det vet jeg. Hjælpe skal jeg dig saa langt jeg kan.
Det vet jeg. Hjælpe skal jeg dig saa langt jeg kan.
ELEKTRA.
Saa hør da hvordan jeg har tænkt at gaa tilverks:
Du vet jo ogsaa du at vi fra denne dag
ei mer har nogen venner. Hades ribbet os
og tok dem alle. Bare os to har han skaant.
Saa længe jeg fik høre at vor egen bror
var end i live, haabet jeg at han tilsidst
som hevner skulde komme for vor dræpte far;
men nu, da han er borte, venter jeg av dig
at du skal uten nølen staa din søster bi
og dræpe ham som vog vor far med egen haand.
Aigistos mener jeg. Du bør ha fuld besked.
Ti hvorfor vente sorgløs mer? Til hvilket haab,
som ei er svundet, kan du endnu skue frem?
Du maa jo sukke for din tapte fædrearv
og se med sorg at tiden gaar og at du snart
maa ældes uten bryllupsfest og elsket mand.
Og denne lykke kan du aldrig haabe mer.
Aigistos er ei saa uvittig at han vil
la slegten atter skyte nye friske skud
ved dig og mig, ham selv til sikker undergang.
Men hvis du følger mine raad, da vil du først
faa takk fra ham dernede, fra vor døde far
for kjærlig dattersind og fra vor kjære bror.
Og endnu ett: Du faar igjen dit gode navn
som den fribaarne mø og vinder dig en mand
som er dig værd. Paa ædelsind ser alle mænd.
Og ser du ei hvor herlig ry for dig og mig
du vinder, dersom du vil følge mine raad?
Ti hvilken landsmand eller fremmed vil vel ei,
naar han faar se os, prise os med saadan ros:
«Nei, se derborte, venner! Se hint søsterpar
de to som modig frelste sine fædres hus
og vaaget kjækt at dræpe sine avindsmænd
som stod saa høit, og det med fare for sit liv.
Dem bør vi elske. Æres bør de av enhver.
Ved alle fester, overalt hvor byens folk
er samlet, bør de hædres for saa modig daad.»
Saa vil de alle si om os i dette liv,
og efter døden vil vort ry ei vorde glemt.
Saa føi mig da, du kjære! Hjælp vor arme far
og del din søsters møie. Frels mig fra min nød,
og frels dig selv tillike. Husk, et liv i skam
er største skam for den som har et ædelt sind.
Saa hør da hvordan jeg har tænkt at gaa tilverks:
Du vet jo ogsaa du at vi fra denne dag
ei mer har nogen venner. Hades ribbet os
og tok dem alle. Bare os to har han skaant.
Saa længe jeg fik høre at vor egen bror
var end i live, haabet jeg at han tilsidst
som hevner skulde komme for vor dræpte far;
men nu, da han er borte, venter jeg av dig
at du skal uten nølen staa din søster bi
og dræpe ham som vog vor far med egen haand.
Aigistos mener jeg. Du bør ha fuld besked.
Ti hvorfor vente sorgløs mer? Til hvilket haab,
som ei er svundet, kan du endnu skue frem?
Du maa jo sukke for din tapte fædrearv
og se med sorg at tiden gaar og at du snart
maa ældes uten bryllupsfest og elsket mand.
Og denne lykke kan du aldrig haabe mer.
Aigistos er ei saa uvittig at han vil
la slegten atter skyte nye friske skud
ved dig og mig, ham selv til sikker undergang.
Men hvis du følger mine raad, da vil du først
faa takk fra ham dernede, fra vor døde far
for kjærlig dattersind og fra vor kjære bror.
Og endnu ett: Du faar igjen dit gode navn
som den fribaarne mø og vinder dig en mand
som er dig værd. Paa ædelsind ser alle mænd.
Og ser du ei hvor herlig ry for dig og mig
du vinder, dersom du vil følge mine raad?
Ti hvilken landsmand eller fremmed vil vel ei,
naar han faar se os, prise os med saadan ros:
«Nei, se derborte, venner! Se hint søsterpar
de to som modig frelste sine fædres hus
og vaaget kjækt at dræpe sine avindsmænd
som stod saa høit, og det med fare for sit liv.
Dem bør vi elske. Æres bør de av enhver.
Ved alle fester, overalt hvor byens folk
er samlet, bør de hædres for saa modig daad.»
Saa vil de alle si om os i dette liv,
og efter døden vil vort ry ei vorde glemt.
Saa føi mig da, du kjære! Hjælp vor arme far
og del din søsters møie. Frels mig fra min nød,
og frels dig selv tillike. Husk, et liv i skam
er største skam for den som har et ædelt sind.
KORFØRER.
I slike ting er sindig kløkt det bedste vern
saavel for den som gir som den som faar et raad.
I slike ting er sindig kløkt det bedste vern
saavel for den som gir som den som faar et raad.
KRYSOTEMIS.
Ja, kvinder, dersom hendes sind ei var saa sykt,
saa hadde hun vel, før hun talte, tænkt sig om
og vist den omsigt som hun ikke nu har vist.
Ti hvad har du for øie, naar du selv har mot
til slik en halsløs gjerning og vil ha min hjælp?
Sig, er du blind? Du er jo kvinde, ikke mand
og mindre sterk end dem du gaar til kamp imot.
Dem gir en lykkestjerne held fra dag til dag.
Vor lykke svinder, til der intet er igjen.
Hvem slap vel uskadt fra det, naar det var hans agt
at prøve paa at dræpe en saa mægtig mand?
Se til om ikke vi som er saa ilde stedt,
vil faa det værre, dersom dine ord blir kjendt.
Ti gavn og glæde faar vi ikke av det ry
vi kanske kunde vinde, naar vi dør med skam.
Og dø er ei det værste; værre er den lod
at ønske sig at dø, men ei faa lov at dø.
Jeg ber dig, styr din harme, før vi er fortapt
i bund og grund og før vor slegt er ryddet ut
til allersidste rest. De ord du nu har talt
dem gjemmer jeg for dig, som var de aldrig sagt.
Ja, kvinder, dersom hendes sind ei var saa sykt,
saa hadde hun vel, før hun talte, tænkt sig om
og vist den omsigt som hun ikke nu har vist.
Ti hvad har du for øie, naar du selv har mot
til slik en halsløs gjerning og vil ha min hjælp?
Sig, er du blind? Du er jo kvinde, ikke mand
og mindre sterk end dem du gaar til kamp imot.
Dem gir en lykkestjerne held fra dag til dag.
Vor lykke svinder, til der intet er igjen.
Hvem slap vel uskadt fra det, naar det var hans agt
at prøve paa at dræpe en saa mægtig mand?
Se til om ikke vi som er saa ilde stedt,
vil faa det værre, dersom dine ord blir kjendt.
Ti gavn og glæde faar vi ikke av det ry
vi kanske kunde vinde, naar vi dør med skam.
Og dø er ei det værste; værre er den lod
at ønske sig at dø, men ei faa lov at dø.
Jeg ber dig, styr din harme, før vi er fortapt
i bund og grund og før vor slegt er ryddet ut
til allersidste rest. De ord du nu har talt
dem gjemmer jeg for dig, som var de aldrig sagt.
KORFØRER.
Gi efter! Ingen vinding er saa stor som den
som vi kan naa ved klokskap og ved sindig færd.
Gi efter! Ingen vinding er saa stor som den
som vi kan naa ved klokskap og ved sindig færd.
ELEKTRA.
Uventet var jo intet ord som du har sagt.
Jeg visste godt du vilde vrake mine raad.
Saa faar jeg da alene øve denne daad
med egen haand. Jeg skal ei la den ufuldendt.
Uventet var jo intet ord som du har sagt.
Jeg visste godt du vilde vrake mine raad.
Saa faar jeg da alene øve denne daad
med egen haand. Jeg skal ei la den ufuldendt.
KRYSOTEMIS.
Aa, om du bare hadde været saa tilsinds,
da far blev dræpt! Da var dit verk fuldbyrdet straks.
Aa, om du bare hadde været saa tilsinds,
da far blev dræpt! Da var dit verk fuldbyrdet straks.
ELEKTRA.
Jeg hadde viljen; men det skortet paa forstand.
Jeg hadde viljen; men det skortet paa forstand.
KRYSOTEMIS.
Hold fast paa den forstand din hele levetid!
Hold fast paa den forstand din hele levetid!
ELEKTRA.
Du taler om forstand, men negter mig din hjælp.
Du taler om forstand, men negter mig din hjælp.
KRYSOTEMIS.
Ja, den maa faa det ondt, som selv vil gjøre ondt.
Ja, den maa faa det ondt, som selv vil gjøre ondt.
ELEKTRA.
Jeg priser din forstand; din feighet hater jeg.
Jeg priser din forstand; din feighet hater jeg.
KRYSOTEMIS.
Ak, engang maa jeg taale at faa ros av dig.
Ak, engang maa jeg taale at faa ros av dig.
ELEKTRA.
Av mig? Nei, aldrig skal du lide denne tort.
Av mig? Nei, aldrig skal du lide denne tort.
KRYSOTEMIS.
Det vil vel tiden vise. Den maa fælde dom.
Det vil vel tiden vise. Den maa fælde dom.
ELEKTRA.
Gaa du din vei. Av dig er ingen hjælp at faa.
Gaa du din vei. Av dig er ingen hjælp at faa.
KRYSOTEMIS.
Jo, hjælpen er der; men du tar ei mot fornuft.
Jo, hjælpen er der; men du tar ei mot fornuft.
ELEKTRA.
Gaa ind! Fortæl det hele! Si det til din mor!
Gaa ind! Fortæl det hele! Si det til din mor!
KRYSOTEMIS.
Aa søster, nei, saa bittert hater jeg dig ei.
Aa søster, nei, saa bittert hater jeg dig ei.
ELEKTRA.
Betænk til hvilken skjændsel du vil lokke mig!
Betænk til hvilken skjændsel du vil lokke mig!
KRYSOTEMIS.
Til skjændsel ei, men vel til klok omtænksomhet.
Til skjændsel ei, men vel til klok omtænksomhet.
ELEKTRA.
Din mening om det rette skal jeg følge blindt?
Din mening om det rette skal jeg følge blindt?
KRYSOTEMIS.
Nei, blir du engang klok, kan du gaa foran mig.
Nei, blir du engang klok, kan du gaa foran mig.
ELEKTRA.
Det er en skam at tale godt, men handle slet.
Det er en skam at tale godt, men handle slet.
KRYSOTEMIS.
Der nævnte du jo det som netop er din feil.
Der nævnte du jo det som netop er din feil.
ELEKTRA.
Jeg raader, mener du, til det som ei er ret?
Jeg raader, mener du, til det som ei er ret?
KRYSOTEMIS.
Det hænder at det skader os at handle ret.
Det hænder at det skader os at handle ret.
ELEKTRA.
Jeg ønsker ei at leve efter denne lov.
Jeg ønsker ei at leve efter denne lov.
KRYSOTEMIS.
Men gjør du dette, maa du engang gi mig ret.
Men gjør du dette, maa du engang gi mig ret.
ELEKTRA.
Jeg gjør det ganske visst. Mig skal du ei faa skræmt.
Jeg gjør det ganske visst. Mig skal du ei faa skræmt.
KRYSOTEMIS.
Er dette avgjort? Vil du ei betænke dig?
Er dette avgjort? Vil du ei betænke dig?
ELEKTRA.
Nei! Intet er mig mer forhatt end onde raad.
Nei! Intet er mig mer forhatt end onde raad.
KRYSOTEMIS.
Du synes at foragte alt hvad jeg har sagt.
Du synes at foragte alt hvad jeg har sagt.
ELEKTRA.
Jeg traf mit valg forlængst og ikke først idag.
Jeg traf mit valg forlængst og ikke først idag.
KRYSOTEMIS.
Saa faar jeg gaa; ti hverken kan du faa dig til
at rose mine ord, ei heller jeg dit sind.
Saa faar jeg gaa; ti hverken kan du faa dig til
at rose mine ord, ei heller jeg dit sind.
ELEKTRA.
Ja, gaa du ind! Jeg agter ei at følge dig,
nei aldrig, var end dette det du ønsket mest.
Kun daarer jager efter det som intet er.
Ja, gaa du ind! Jeg agter ei at følge dig,
nei aldrig, var end dette det du ønsket mest.
Kun daarer jager efter det som intet er.
KRYSOTEMIS.
Ja, tror du om dig selv at du er særlig klok,
saa tænk som nu om dette. Men naar du blir stedt
i værste vaande, vil du sande mine ord.
Ja, tror du om dig selv at du er særlig klok,
saa tænk som nu om dette. Men naar du blir stedt
i værste vaande, vil du sande mine ord.
KOR.
Første strofe.
Ser vi da ei at de klokeste fugler[12]
sørger for dem som i luneste rede
skjænket dem livet og fostret dem kjærlig?
Skulde ei vi kunne gjøre som disse?
Aa, men ved Alfaders lyn og ved Temis,
retfærds gudinde som troner i himlen,
ei vil vi længe bli sparet for straffen.
Fama, du rygtets gudinde som vandrer
ned under jorden med menneskers budskap,
meld dog med tordenrøst Atrevs’ ætling
tidende bitter om skjændsel og sorg!
Første strofe.
Ser vi da ei at de klokeste fugler[12]
sørger for dem som i luneste rede
skjænket dem livet og fostret dem kjærlig?
Skulde ei vi kunne gjøre som disse?
Aa, men ved Alfaders lyn og ved Temis,
retfærds gudinde som troner i himlen,
ei vil vi længe bli sparet for straffen.
Fama, du rygtets gudinde som vandrer
ned under jorden med menneskers budskap,
meld dog med tordenrøst Atrevs’ ætling
tidende bitter om skjændsel og sorg!
Første motstrofe.
Meld ham at sykt er det hus hvor han dvælte.
Meld at en strid mellem begge hans døtre
ikke kan jevnes i søsterlig samliv;
men at Elektra, forlatt og alene,
jamrer saa saart for sin far som den arme
nattergal evig maa jamre for sønnen.
Ikke for døden hun ræddes, men villig
vælger hun mørket, saasandt hun kan ramme
begge de onde hvis rædsomme gjerning
roper paa hevnen. Hvor fødtes en datter
værdig som hun til en bøibaaren far?
Meld ham at sykt er det hus hvor han dvælte.
Meld at en strid mellem begge hans døtre
ikke kan jevnes i søsterlig samliv;
men at Elektra, forlatt og alene,
jamrer saa saart for sin far som den arme
nattergal evig maa jamre for sønnen.
Ikke for døden hun ræddes, men villig
vælger hun mørket, saasandt hun kan ramme
begge de onde hvis rædsomme gjerning
roper paa hevnen. Hvor fødtes en datter
værdig som hun til en bøibaaren far?
Anden strofe.
Aldrig vil den adelsbaarne vælge,
kjære barn, et liv i skam og skjændsel
aldrig skjæmme navn og ædel byrd.
Du har valgt et liv i stadig klage,
valgt at ruste dig til kamp mot ondskap.
Dobbelt pris du vinder, Du skal kaldes
trofast datter, vis og ædel mø.
Aldrig vil den adelsbaarne vælge,
kjære barn, et liv i skam og skjændsel
aldrig skjæmme navn og ædel byrd.
Du har valgt et liv i stadig klage,
valgt at ruste dig til kamp mot ondskap.
Dobbelt pris du vinder, Du skal kaldes
trofast datter, vis og ædel mø.
Anden motstrofe.
Maatte livet gi dig magt og lykke,
gi dig seier over de forhatte
i hvis hus du dvæler saa fortrykt.
Ti skjønt skjæbnen gjorde tung din livsvei
fandt jeg at du prisen vandt for troskap
mot hin lov som helligst er av alle
i din fromme lydighet mot Zevs.
Maatte livet gi dig magt og lykke,
gi dig seier over de forhatte
i hvis hus du dvæler saa fortrykt.
Ti skjønt skjæbnen gjorde tung din livsvei
fandt jeg at du prisen vandt for troskap
mot hin lov som helligst er av alle
i din fromme lydighet mot Zevs.
Orestes og Pylades kommer med følge.
ORESTES.
Hør kvinder, sig os, har vi nu faat ret besked
og er paa veien dit hvorhen vi agter os?
Hør kvinder, sig os, har vi nu faat ret besked
og er paa veien dit hvorhen vi agter os?
KORFØRER.
Hvad spør du om? I hvilket erend kommer du?
Hvad spør du om? I hvilket erend kommer du?
ORESTES.
Alt længe har jeg spurt om hvor Aigistos bor.
Alt længe har jeg spurt om hvor Aigistos bor.
KORFØRER.
Da gaar du rigtig og har ei faat feil besked.
Da gaar du rigtig og har ei faat feil besked.
ORESTES.
Og hvem av jer vil bringe husets folk det bud
at jeg og disse nu har naadd vor længsels maal.
Og hvem av jer vil bringe husets folk det bud
at jeg og disse nu har naadd vor længsels maal.
KORFØRER.
Hun der, saasandt den nærmeste bør gaa med bud.
Hun der, saasandt den nærmeste bør gaa med bud.
ORESTES.
Vel kvinde, gaa da ind og meld at sendemænd
vil tale med Aigistos, mænd fra fokisk land.
Vel kvinde, gaa da ind og meld at sendemænd
vil tale med Aigistos, mænd fra fokisk land.
ELEKTRA.
Jeg arme, ve! Det er vel ikke sikre tegn
I bringer paa det rygte som vi alt har hørt?
Jeg arme, ve! Det er vel ikke sikre tegn
I bringer paa det rygte som vi alt har hørt?
ORESTES.
Hint rygte er mig ukjendt. Mig har Strofios,[13]
en olding sendt med budskap om Orestes’ lod.
Hint rygte er mig ukjendt. Mig har Strofios,[13]
en olding sendt med budskap om Orestes’ lod.
ELEKTRA.
Aa fremmede, hvad er det? Aa jeg gruer saa!
Aa fremmede, hvad er det? Aa jeg gruer saa!
ORESTES.
Vi bringer i det lille kar, du her kan se,
den rest som er tilbake av den døde helt.
Vi bringer i det lille kar, du her kan se,
den rest som er tilbake av den døde helt.
ELEKTRA.
Aa ve! Det var da sandt! Jeg ser nu for mit blik,
saa tykkes det, den sorg som blir min tunge lod.
Aa ve! Det var da sandt! Jeg ser nu for mit blik,
saa tykkes det, den sorg som blir min tunge lod.
ORESTES.
Ja, er Orestes den, hvis død du graater for,
saa vit at denne urne gjemmer nu hans støv.
Ja, er Orestes den, hvis død du graater for,
saa vit at denne urne gjemmer nu hans støv.
ELEKTRA.
Ved alle guder, fremmede, aa la mig faa
i mine arme urnen, hvis den gjemmer ham,
saa jeg ved denne aske kan faa graate ut
min bitre jammer over mig og al min slegt.
Ved alle guder, fremmede, aa la mig faa
i mine arme urnen, hvis den gjemmer ham,
saa jeg ved denne aske kan faa graate ut
min bitre jammer over mig og al min slegt.
ORESTES.
Ja, bær den hit. La hende faa den, hvem hun er;
ti naar hun ber om dette, er det ei i hat.
Om venskap eller frændskap vidner denne bøn.
Ja, bær den hit. La hende faa den, hvem hun er;
ti naar hun ber om dette, er det ei i hat.
Om venskap eller frændskap vidner denne bøn.
ELEKTRA
(med urnen i armen).
Du minde om det kjæreste for mig paa jord,
du rest av min Orestes! Aa, hvor var mit haab
et andet da jeg sendte dig, end da du kom!
Ti som et intet bærer jeg nu i min arm
det kjække barn jeg engang sendte fra vort hjem.
Aa om jeg selv var vandret bort fra dette liv,
før jeg i løn tok dig paa arm og fik dig sendt
til fremmed land og frelste dig fra morderhaand.
Da var du død hin samme dag og hadde faat
et fælles hvilested i graven hos din far.
Nu fandt du en usalig død i fremmed land
som hjemløs flygtning, skilt fra mig, din søster kjær.
Jeg arme fik ei tvætte dig med kjærlig haand.
Ei var det, som det burde, mig som sanket op
den arme byrde her, da baalets brand var slukt.
Ak nei! Paa baaren blev du lagt av fremmed haand
og kommer nu som liten bør i litet kar.
Aa stakkars mig! Saa var da al den omsorg spildt
som jeg i fordums dager viste dig saa tidt,
og al min søte møie; ti du var jo ei
din egen mors forkjælte elskling mer end min.
Ei husets terner, bare jeg fik pleie dig.
Mig kaldte du din søster og din fostermor.
Men nu paa denne ene dag er alt forbi
med dig som døde. Som en stormvind fór du bort,
og alting rev du med dig. Borte er vor far.
Mit liv er endt, og død og borte er du selv.
Nu haanler hatet, og vor mor, som ei er mor,
er vild av glæde, hun om hvem du tidt har sendt
mig mangt et lønlig bud, at engang kom du selv
med hevnens straffedom. En ond og fiendsk gud
har nu forment os dette, en som hater os —
og sendte mig en skygge og en haandfuld støv
som usselt vederlag for dig, min elskte bror.
Aa ve mig arme, ve! Saa jammerfuldt et lik!
Aa ve! Paa rædselsfulde stier blev du sendt,
min bror, det kjæreste jeg har, og tok mit liv.
Ja, dyrebare bror, du tok forvisst mit liv.
Saa ta mig ogsaa med dig til din mørke grav,
et intet til dit intet, for at jeg kan bo
med dig til evig tid; ti da du var paa jord,
da delte vi jo likt, og nu staar al min hu
til efter døden ei at skilles fra din grav.
Jeg ser jo nu at døden stiller al vor sorg.
(med urnen i armen).
Du minde om det kjæreste for mig paa jord,
du rest av min Orestes! Aa, hvor var mit haab
et andet da jeg sendte dig, end da du kom!
Ti som et intet bærer jeg nu i min arm
det kjække barn jeg engang sendte fra vort hjem.
Aa om jeg selv var vandret bort fra dette liv,
før jeg i løn tok dig paa arm og fik dig sendt
til fremmed land og frelste dig fra morderhaand.
Da var du død hin samme dag og hadde faat
et fælles hvilested i graven hos din far.
Nu fandt du en usalig død i fremmed land
som hjemløs flygtning, skilt fra mig, din søster kjær.
Jeg arme fik ei tvætte dig med kjærlig haand.
Ei var det, som det burde, mig som sanket op
den arme byrde her, da baalets brand var slukt.
Ak nei! Paa baaren blev du lagt av fremmed haand
og kommer nu som liten bør i litet kar.
Aa stakkars mig! Saa var da al den omsorg spildt
som jeg i fordums dager viste dig saa tidt,
og al min søte møie; ti du var jo ei
din egen mors forkjælte elskling mer end min.
Ei husets terner, bare jeg fik pleie dig.
Mig kaldte du din søster og din fostermor.
Men nu paa denne ene dag er alt forbi
med dig som døde. Som en stormvind fór du bort,
og alting rev du med dig. Borte er vor far.
Mit liv er endt, og død og borte er du selv.
Nu haanler hatet, og vor mor, som ei er mor,
er vild av glæde, hun om hvem du tidt har sendt
mig mangt et lønlig bud, at engang kom du selv
med hevnens straffedom. En ond og fiendsk gud
har nu forment os dette, en som hater os —
og sendte mig en skygge og en haandfuld støv
som usselt vederlag for dig, min elskte bror.
Aa ve mig arme, ve! Saa jammerfuldt et lik!
Aa ve! Paa rædselsfulde stier blev du sendt,
min bror, det kjæreste jeg har, og tok mit liv.
Ja, dyrebare bror, du tok forvisst mit liv.
Saa ta mig ogsaa med dig til din mørke grav,
et intet til dit intet, for at jeg kan bo
med dig til evig tid; ti da du var paa jord,
da delte vi jo likt, og nu staar al min hu
til efter døden ei at skilles fra din grav.
Jeg ser jo nu at døden stiller al vor sorg.
KORFØRER.
Betænk, Elektra, at din far var dødelig
og dødelig din bror. Saa klag da ei saa saart;
ti hjertesorg som denne er vor fælles lod.
Betænk, Elektra, at din far var dødelig
og dødelig din bror. Saa klag da ei saa saart;
ti hjertesorg som denne er vor fælles lod.
ORESTES.
Aa ve, hvad skal jeg si? Jeg famler efter ord;
ti holde tungen tøilet kan jeg ikke mer.
Aa ve, hvad skal jeg si? Jeg famler efter ord;
ti holde tungen tøilet kan jeg ikke mer.
ELEKTRA.
Hvad er det som har voldt dig sorg? Hvad mente du?
Hvad er det som har voldt dig sorg? Hvad mente du?
ORESTES.
Er du Elektra? du hin stolte, skjønne mø?
Er du Elektra? du hin stolte, skjønne mø?
ELEKTRA.
Saa er det ja; men nu er livet mig en kval.
Saa er det ja; men nu er livet mig en kval.
ORESTES.
Aa ve! Hvor haardt har ikke skjæbnen rammet her!
Aa ve! Hvor haardt har ikke skjæbnen rammet her!
ELEKTRA.
Aa fremmede! Dit verop gjaldt vel ikke mig?
Aa fremmede! Dit verop gjaldt vel ikke mig?
ORESTES.
Aa skikkelse saa vanstelt, pint i gudløst hat!
Aa skikkelse saa vanstelt, pint i gudløst hat!
ELEKTRA.
Til mig og ingen anden sigter dine ord.
Til mig og ingen anden sigter dine ord.
ORESTES.
Aa ve! Et liv i kummer uten brudefest.
Aa ve! Et liv i kummer uten brudefest.
ELEKTRA.
Hvi ser du, fremmede, paa mig saa medynksfuld?
Hvi ser du, fremmede, paa mig saa medynksfuld?
ORESTES.
Hvor litet jeg har visst om egen nød og sorg!
Hvor litet jeg har visst om egen nød og sorg!
ELEKTRA.
Hvad har jeg sagt som fik dig til at tænke saa?
Hvad har jeg sagt som fik dig til at tænke saa?
ORESTES.
Jeg ser dig merket av saa mangen bitter kval.
Jeg ser dig merket av saa mangen bitter kval.
ELEKTRA.
Du ser dog bare litt av det som piner mig.
Du ser dog bare litt av det som piner mig.
ORESTES.
Hvad værre kan jeg vel faa se end denne nød?
Hvad værre kan jeg vel faa se end denne nød?
ELEKTRA.
At jeg med mordere maa bo i samme hus.
At jeg med mordere maa bo i samme hus.
ORESTES.
Hvis mordere og hvilket mord? Hvad mente du?
Hvis mordere og hvilket mord? Hvad mente du?
ELEKTRA.
Min fars, og siden maa jeg tvunget tjene dem.
Min fars, og siden maa jeg tvunget tjene dem.
ORESTES.
Og hvilken dødelig kan tvinge dig til slikt?
Og hvilken dødelig kan tvinge dig til slikt?
ELEKTRA.
Hun kalder sig min mor, men ligner ei en mor.
Hun kalder sig min mor, men ligner ei en mor.
ORESTES.
Men midlet? Er det vanrøgt eller endog vold?
Men midlet? Er det vanrøgt eller endog vold?
ELEKTRA.
Med vold og vanrøkt, alt som nævnes kan av ondt.
Med vold og vanrøkt, alt som nævnes kan av ondt.
ORESTES.
Kan ingen hindre dette? Faar du ingen hjælp?
Kan ingen hindre dette? Faar du ingen hjælp?
ELEKTRA.
Ak nei, min hjælpers aske har du netop bragt.
Ak nei, min hjælpers aske har du netop bragt.
ORESTES.
Aa stakkar! Længe har jeg set paa dig med ynk.
Aa stakkar! Længe har jeg set paa dig med ynk.
ELEKTRA.
Saa vit, du er den eneste som ynker mig.
Saa vit, du er den eneste som ynker mig.
ORESTES.
Ja, ti alene jeg blir pint av samme kval.
Ja, ti alene jeg blir pint av samme kval.
ELEKTRA.
Du er vel ikke, fremmede, i slegt med os?
Du er vel ikke, fremmede, i slegt med os?
ORESTES.
Du skal faa svar, saafremt vi er blandt venner her.
Du skal faa svar, saafremt vi er blandt venner her.
ELEKTRA.
Ja, du kan stole trygt paa disses vennesind.
Ja, du kan stole trygt paa disses vennesind.
ORESTES.
La mig faa urnen, saa skal du faa høre alt.
La mig faa urnen, saa skal du faa høre alt.
ELEKTRA.
Aa ven, ved alle guder, gjør mig ei den tort.
Aa ven, ved alle guder, gjør mig ei den tort.
ORESTES.
Lyd du mit ord; det vil du aldrig angre paa.
Lyd du mit ord; det vil du aldrig angre paa.
ELEKTRA.
Aa kjære, ta ei fra mig det jeg elsker mest!
Aa kjære, ta ei fra mig det jeg elsker mest!
ORESTES.
Du faar ei lov.
Du faar ei lov.
ELEKTRA.
Du faar ei lov.Aa min Orestes, ve mig da,
saasandt jeg maa gi avkald endog paa dit støv.
Du faar ei lov.Aa min Orestes, ve mig da,
saasandt jeg maa gi avkald endog paa dit støv.
ORESTES.
Vær var med dine ord. Du klager uten grund.
Vær var med dine ord. Du klager uten grund.
ELEKTRA.
Ak, maa jeg ikke klage, naar min bror er død?
Ak, maa jeg ikke klage, naar min bror er død?
ORESTES.
Med rette kan du ikke nævne disse ord.
Med rette kan du ikke nævne disse ord.
ELEKTRA.
Har jeg da mistet retten til min døde bror?
Har jeg da mistet retten til min døde bror?
ORESTES.
Du mister intet. Dette her er ikke dit.
Du mister intet. Dette her er ikke dit.
ELEKTRA.
Jo, bærer jeg Orestes’ støv, da er det mit.
Jo, bærer jeg Orestes’ støv, da er det mit.
ORESTES.
Nei dette er ei hans. Det er kun gjort paa skrømt.
Nei dette er ei hans. Det er kun gjort paa skrømt.
ELEKTRA.
Hvor er han da? Hvor fik min stakkars bror en grav?
Hvor er han da? Hvor fik min stakkars bror en grav?
ORESTES.
Den findes ei. Den levende har ingen grav.
Den findes ei. Den levende har ingen grav.
ELEKTRA.
Aa unge mand, hvad sier du?
Aa unge mand, hvad sier du?
ORESTES.
Aa unge mand, hvad sier du?Ei nogen løgn.
Aa unge mand, hvad sier du?Ei nogen løgn.
ELEKTRA.
Han er ilive?
Han er ilive?
ORESTES.
Han er ilive?Ja; saasandt jeg selv har liv.
Han er ilive?Ja; saasandt jeg selv har liv.
ELEKTRA.
Du er ham selv?
Du er ham selv?
ORESTES.
Se seglet her paa denne ring,
som var vor fars, og døm saa om jeg taler sandt.
Se seglet her paa denne ring,
som var vor fars, og døm saa om jeg taler sandt.
ELEKTRA.
Aa frydefulde dag!
Aa frydefulde dag!
ORESTES.
Aa frydefulde dag!For begge frydefuld!
Aa frydefulde dag!For begge frydefuld!
ELEKTRA.
Du kom? Det er din røst?
Du kom? Det er din røst?
ORESTES.
Du kom? Det er din røst?Spørg ingen andre mer.
Du kom? Det er din røst?Spørg ingen andre mer.
ELEKTRA.
Jeg favner dig?
Jeg favner dig?
ORESTES.
Jeg favner dig?Ja, maa du altid kunne det!
Jeg favner dig?Ja, maa du altid kunne det!
ELEKTRA.
I kjære kvinder, mine bysbarn, se paa ham!
Se her Orestes som ved underfundig list
var død, men nu ved underfundig list er frelst.
I kjære kvinder, mine bysbarn, se paa ham!
Se her Orestes som ved underfundig list
var død, men nu ved underfundig list er frelst.
KORFØRER.
Vi ser ham, barn, og nu da lykken er dig huld,
har glædestaarer dugget vore øines blik.
Vi ser ham, barn, og nu da lykken er dig huld,
har glædestaarer dugget vore øines blik.
ELEKTRA.
Strofe.
Aa søn av ham som jeg elsket mest,
Du er kommet.
Du kom, du saa, du har fundet den
som du søkte.
Strofe.
Aa søn av ham som jeg elsket mest,
Du er kommet.
Du kom, du saa, du har fundet den
som du søkte.
ORESTES.
Jeg er her ja; men styr din jubel! vent, vær taus!
Jeg er her ja; men styr din jubel! vent, vær taus!
ELEKTRA.
Og hvorfor taus?
Og hvorfor taus?
ORESTES.
Vær stille! Bedst at husets folk ei hører os.
Vær stille! Bedst at husets folk ei hører os.
ELEKTRA.
Nei, ved Artemis, den rene,
evig kyske mø, jeg agter
aldrig mer i gru at skjælve
for en daadløs flok av kvinder
som derinde altid færdes.
Nei, ved Artemis, den rene,
evig kyske mø, jeg agter
aldrig mer i gru at skjælve
for en daadløs flok av kvinder
som derinde altid færdes.
ORESTES.
Men tænk dog paa at Ares ogsaa kan ta bo
hos kvinder. Du har prøvet det og vet det selv.
Men tænk dog paa at Ares ogsaa kan ta bo
hos kvinder. Du har prøvet det og vet det selv.
ELEKTRA.
Aa ve! Der rev du sløret bort
og viste frem vor vilde ve,
den udaad grum som aldrig mer
kan gjøres ugjort, vorde glemt.
Aa ve! Der rev du sløret bort
og viste frem vor vilde ve,
den udaad grum som aldrig mer
kan gjøres ugjort, vorde glemt.
ORESTES.
Jeg ogsaa vet det; men naar tiden gir et vink,
først da bør denne udaad nævnes, ikke før.
Jeg ogsaa vet det; men naar tiden gir et vink,
først da bør denne udaad nævnes, ikke før.
ELEKTRA.
Motstrofe.
Hver tid og stund, ja hvert øieblik
er for mig det rette
til frit at tale; ti netop nu
fik jeg løst min tunge.
Motstrofe.
Hver tid og stund, ja hvert øieblik
er for mig det rette
til frit at tale; ti netop nu
fik jeg løst min tunge.
ORESTES.
Ja vel; men hold nu ogsaa denne ret i hævd.
Ja vel; men hold nu ogsaa denne ret i hævd.
ELEKTRA.
Men hvordan?
Men hvordan?
ORESTES.
End er ei tiden kommet. Spar de mange ord!
End er ei tiden kommet. Spar de mange ord!
ELEKTRA.
Hvem var villig til at tie,
bytte frie ord med taushet,
nu da du, min bror er kommet,
og jeg ser, hvad ei jeg ventet,
ei jeg haabet mer, dit aasyn.
Hvem var villig til at tie,
bytte frie ord med taushet,
nu da du, min bror er kommet,
og jeg ser, hvad ei jeg ventet,
ei jeg haabet mer, dit aasyn.
ORESTES.
Da guder bød mig vandre, fik du se mig her.
Da guder bød mig vandre, fik du se mig her.
ELEKTRA.
End mere øket du min fryd,
saasandt en gud har sendt dig hit
til vort palads. Jeg tror da trygt
at dette er et guddomsverk.
End mere øket du min fryd,
saasandt en gud har sendt dig hit
til vort palads. Jeg tror da trygt
at dette er et guddomsverk.
ORESTES.
Jeg lægger nødig dæmper paa dit fryderop,
men frygter at din glæde nu er altfor stor.
Jeg lægger nødig dæmper paa dit fryderop,
men frygter at din glæde nu er altfor stor.
ELEKTRA.
Aa du som, ak saa sent, saa sent
har undt mig denne glædestund
at se dig paa saa kjær en færd.
Aa nei, naar du har set min nød —
Aa du som, ak saa sent, saa sent
har undt mig denne glædestund
at se dig paa saa kjær en færd.
Aa nei, naar du har set min nød —
ORESTES.
Hvad skal jeg ikke?
Hvad skal jeg ikke?
ELEKTRA.
Hvad skal jeg ikke?Negt mig ei
at nyte helt den store fryd
at se dit aasyn, elskte bror.
Hvad skal jeg ikke?Negt mig ei
at nyte helt den store fryd
at se dit aasyn, elskte bror.
ORESTES.
Jeg vilde harmes, hvis en anden negtet det.
Jeg vilde harmes, hvis en anden negtet det.
ELEKTRA.
Vil du som jeg?
Vil du som jeg?
ORESTES.
Ja hvorfor ei?
Ja hvorfor ei?
ELEKTRA.
Du kjære, jeg hørte et budskap
mer tungt end det værste jeg ventet.
Jeg kuet mit oprørte hjerte
og hørte det uten at smerten
presset et skrik fra mig arme.
Nu har jeg dig. Nu er du kommet.
Jeg skuer dit elskede aasyn.
Den glædestund glemmer jeg aldrig
om ulykken end skulde naa mig.
Du kjære, jeg hørte et budskap
mer tungt end det værste jeg ventet.
Jeg kuet mit oprørte hjerte
og hørte det uten at smerten
presset et skrik fra mig arme.
Nu har jeg dig. Nu er du kommet.
Jeg skuer dit elskede aasyn.
Den glædestund glemmer jeg aldrig
om ulykken end skulde naa mig.
ORESTES.
Hold inde nu, og bruk ei altfor mange ord.
ortæl mig ei vidtløftig at vor mor er ond
og at Aigistos øser ut og sløser bort
og ødselt strør for vind og veir vort arvegods.
Den rette tid kan spildes ved for mange ord.
Forklar mig hvad jeg netop nu paa denne færd
kan gjøre, hvor jeg lønlig eller aapenlyst
kan sætte bom for deres haan som hater os.
La ei dit glade aasyn røbe for vor mor
hvad vi har fore, naar vi begge nu gaar ind,
men suk, som om hint dødsbud ei var meldt paa skrømt.
Ti naar det lykkes os, og vi har naadd vort maal,
da er det os som frit kan fryde os og le.
Hold inde nu, og bruk ei altfor mange ord.
ortæl mig ei vidtløftig at vor mor er ond
og at Aigistos øser ut og sløser bort
og ødselt strør for vind og veir vort arvegods.
Den rette tid kan spildes ved for mange ord.
Forklar mig hvad jeg netop nu paa denne færd
kan gjøre, hvor jeg lønlig eller aapenlyst
kan sætte bom for deres haan som hater os.
La ei dit glade aasyn røbe for vor mor
hvad vi har fore, naar vi begge nu gaar ind,
men suk, som om hint dødsbud ei var meldt paa skrømt.
Ti naar det lykkes os, og vi har naadd vort maal,
da er det os som frit kan fryde os og le.
ELEKTRA.
Ja, hjertenskjære bror. Hvert ønske som er dit,
skal ogsaa være mit; ti denne glædestund
den har jeg dig at takke for, og ei mig selv.
Jeg kjøpte ei den største vinding for mig selv
med mindste tap for dig. Jeg tjente ikke da
paa rette vis den gud som staar os naadig bi.
Hvad her gaar for sig, vet du selv. Du har jo hørt
at ei Aigistos er i huset; men vor mor
er nu derinde. Frygt ei for at hun skal se
mit aasyn vise spor av noget glædens smil.
Ti gammelt hat har brændt sig ind i mine træk,
og fra jeg saa dig, vætes uten stans mit kind
av glædens taarer. Hvordan kan jeg stanse dem,
naar jeg paa samme tid fik budskap om din død
og saa dig leve? Tanken fatter ei din daad.
Ei slog det mig som jertegn, om vor far nu kom
i live mot mig. Nei, jeg trodde hvad jeg saa.
Men naar du nu er kommet hit paa denne færd,
saa led mig som du vil; ti var jeg ene nu
da skedde ett av to: Jeg frelste mig da selv
med ære eller frelste æren ved min død.
Ja, hjertenskjære bror. Hvert ønske som er dit,
skal ogsaa være mit; ti denne glædestund
den har jeg dig at takke for, og ei mig selv.
Jeg kjøpte ei den største vinding for mig selv
med mindste tap for dig. Jeg tjente ikke da
paa rette vis den gud som staar os naadig bi.
Hvad her gaar for sig, vet du selv. Du har jo hørt
at ei Aigistos er i huset; men vor mor
er nu derinde. Frygt ei for at hun skal se
mit aasyn vise spor av noget glædens smil.
Ti gammelt hat har brændt sig ind i mine træk,
og fra jeg saa dig, vætes uten stans mit kind
av glædens taarer. Hvordan kan jeg stanse dem,
naar jeg paa samme tid fik budskap om din død
og saa dig leve? Tanken fatter ei din daad.
Ei slog det mig som jertegn, om vor far nu kom
i live mot mig. Nei, jeg trodde hvad jeg saa.
Men naar du nu er kommet hit paa denne færd,
saa led mig som du vil; ti var jeg ene nu
da skedde ett av to: Jeg frelste mig da selv
med ære eller frelste æren ved min død.
ORESTES.
Hys! Ti nu stille; ti av dem derinde gaar
nu en mot utgangsdøren.
Hys! Ti nu stille; ti av dem derinde gaar
nu en mot utgangsdøren.
ELEKTRA
(høit til Orestes og følget):
Gaa i huset ind,
I fremmede! I bringer jo hvad ingen her
vil vise fra sig eller ta imot med fryd.
(høit til Orestes og følget):
Gaa i huset ind,
I fremmede! I bringer jo hvad ingen her
vil vise fra sig eller ta imot med fryd.
ORESTES TJENER
(kommer ut).
I tankeløse daarer, er I da forrykt?
Sig, agter I jert eget liv for intet værd,
og findes ei hos jer en gnist av sund forstand,
naar ingen av jer skjønner at I begge staar
ei faren nær, men midt i farens aapne gap?
Ja, hadde ikke jeg alt længe staat paa vakt
ved døren her, da var nok det I hadde for,
blit kjendt i huset længe før I selv kom ind.
Men jeg har tat mig av jer nu og passet paa.
Saa hold da engang op med disse mange ord
og disse fryderop som ingen ende tar,
og gaa saa ind; ti nølen er i denslags ting
en fare. Tiden iler. La det straks bli gjort.
(kommer ut).
I tankeløse daarer, er I da forrykt?
Sig, agter I jert eget liv for intet værd,
og findes ei hos jer en gnist av sund forstand,
naar ingen av jer skjønner at I begge staar
ei faren nær, men midt i farens aapne gap?
Ja, hadde ikke jeg alt længe staat paa vakt
ved døren her, da var nok det I hadde for,
blit kjendt i huset længe før I selv kom ind.
Men jeg har tat mig av jer nu og passet paa.
Saa hold da engang op med disse mange ord
og disse fryderop som ingen ende tar,
og gaa saa ind; ti nølen er i denslags ting
en fare. Tiden iler. La det straks bli gjort.
ORESTES.
Og hvordan vil det gaa, naar jeg er kommet ind?
Og hvordan vil det gaa, naar jeg er kommet ind?
TJENEREN.
Jo godt. Det er jo saa at ingen kjender dig.
Jo godt. Det er jo saa at ingen kjender dig.
ORESTES.
Du har, kan jeg forstaa, fortalt at jeg er død.
Du har, kan jeg forstaa, fortalt at jeg er død.
TJENEREN.
Du gjelder her for en av dem i dødens hus.
Du gjelder her for en av dem i dødens hus.
ORESTES.
Hvad sier de til dette? Har det glædet dem?
Hvad sier de til dette? Har det glædet dem?
TJENEREN.
Det skal jeg si, naar alt er endt. I denne stund
er alting godt for dem, selv det som ei er godt.
Det skal jeg si, naar alt er endt. I denne stund
er alting godt for dem, selv det som ei er godt.
ELEKTRA.
Ved alle guder, si mig bror: Hvem er den mand?
Ved alle guder, si mig bror: Hvem er den mand?
ORESTES.
Forstaar du ikke det?
Forstaar du ikke det?
ELEKTRA.
Forstaar du ikke det?Jeg kan ei mindes ham.
Forstaar du ikke det?Jeg kan ei mindes ham.
ORESTES.
Men vet du ikke hvem du engang gav mig til?
Men vet du ikke hvem du engang gav mig til?
ELEKTRA.
Til hvem? Hvad mener du?
Til hvem? Hvad mener du?
ORESTES.
Den mand du fremsynt bad
at bære mig i løndom bort til fokers land.
Den mand du fremsynt bad
at bære mig i løndom bort til fokers land.
ELEKTRA.
Er dette ham, den eneste jeg dengan fandt
var trofast blandt de mange, da vor far blev dræpt?
Er dette ham, den eneste jeg dengan fandt
var trofast blandt de mange, da vor far blev dræpt?
ORESTES.
Ja, netop han, og spør nu ei med flere ord.
Ja, netop han, og spør nu ei med flere ord.
ELEKTRA.
Aa lykkedag! Aa du hvem Agamemnons hus
sin redning skylder! Hvordan kom du? Er du den
som frelste ham og ogsaa mig i største nød?
Aa kjære hænder! Aa du dyrebare ven
som tjente os paa mødig fot, hvi holdt du dig
saa længe dulgt og unævnt, mens du pinte mig
med hine ord, skjønt du kom hit til herligst daad?
Hil dig, min far! ti som en far du tykkes mig.
Hil dig, og vit at du av mig paa samme dag
var hatet mest og elsket mest av alle mænd.
Aa lykkedag! Aa du hvem Agamemnons hus
sin redning skylder! Hvordan kom du? Er du den
som frelste ham og ogsaa mig i største nød?
Aa kjære hænder! Aa du dyrebare ven
som tjente os paa mødig fot, hvi holdt du dig
saa længe dulgt og unævnt, mens du pinte mig
med hine ord, skjønt du kom hit til herligst daad?
Hil dig, min far! ti som en far du tykkes mig.
Hil dig, og vit at du av mig paa samme dag
var hatet mest og elsket mest av alle mænd.
TJENEREN.
Nok tykkes mig at være sagt. Mens tiden gaar,
vil komme mangen dag, Elektra, mangen nat,
da du om mellemtiden kan faa fuld besked.
Jer to som endnu staar her, minder jeg paany
om straks at nytte tiden. Klytaimnestra er
alene nu. I huset findes ingen mand.
Betænk at hvis I nøler, maa I gaa til kamp
mot andre, mot et flertal vaabenføre mænd.
Nok tykkes mig at være sagt. Mens tiden gaar,
vil komme mangen dag, Elektra, mangen nat,
da du om mellemtiden kan faa fuld besked.
Jer to som endnu staar her, minder jeg paany
om straks at nytte tiden. Klytaimnestra er
alene nu. I huset findes ingen mand.
Betænk at hvis I nøler, maa I gaa til kamp
mot andre, mot et flertal vaabenføre mænd.
ORESTES.
Til mange ord, Pylades, har vi ikke tid,
skal vi faa gjort vor gjerning. La os straks gaa ind,
naar vi i bøn har vendt os fromt til hver en gud,
hvis alter staar ved borgens port fra fædres tid.
(Orestes og Pylades med følge gaar ind).
Til mange ord, Pylades, har vi ikke tid,
skal vi faa gjort vor gjerning. La os straks gaa ind,
naar vi i bøn har vendt os fromt til hver en gud,
hvis alter staar ved borgens port fra fædres tid.
(Orestes og Pylades med følge gaar ind).
ELEKTRA
(paa knæ ved Apollons alter).
Apollon, milde hersker, hør de tvendes bøn,
og hør tillike mig som tidt med ydmyk haand
har bragt dig offer av det lille som var mit.
Og nu, Lykeiergud Apollon, falder jeg
dig her i ydmyk bøn tilfote: Vær os huld
og hjælp os til at naa det maal vi stunder mot.
La dødelige se hvad gjengjæld guder gir
som billig løn til dem som krænker deres bud.
(Gaar ind).
(paa knæ ved Apollons alter).
Apollon, milde hersker, hør de tvendes bøn,
og hør tillike mig som tidt med ydmyk haand
har bragt dig offer av det lille som var mit.
Og nu, Lykeiergud Apollon, falder jeg
dig her i ydmyk bøn tilfote: Vær os huld
og hjælp os til at naa det maal vi stunder mot.
La dødelige se hvad gjengjæld guder gir
som billig løn til dem som krænker deres bud.
(Gaar ind).
KOR.
Strofe.
Se hvor Ares fnyser vildt av mordlyst
Seierssikker stormer han til striden
Hevnens vætter styrter ind i huset
Dem kan ingen undfly, naar de følger
ham som øvet lumskt en nidingsdaad.
Længe vil det ikke vare,
før min drøm er blit til visshet.
Strofe.
Se hvor Ares fnyser vildt av mordlyst
Seierssikker stormer han til striden
Hevnens vætter styrter ind i huset
Dem kan ingen undfly, naar de følger
ham som øvet lumskt en nidingsdaad.
Længe vil det ikke vare,
før min drøm er blit til visshet.
Motstrofe.
Ti paa vare føtter gaar den dødes hevner
ind i huset hvor hans far har raadet,
borgen bugnende av gammel rigdom.
Blodgrisk sverd i haanden knuger helten
Hermes skjuler ham i skyen mørk.
Frem han fører ham til maalet.
Længe vil han ikke nøle.
Ti paa vare føtter gaar den dødes hevner
ind i huset hvor hans far har raadet,
borgen bugnende av gammel rigdom.
Blodgrisk sverd i haanden knuger helten
Hermes skjuler ham i skyen mørk.
Frem han fører ham til maalet.
Længe vil han ikke nøle.
ELEKTRA
(kommer ut).
I gode, kjære kvinder, disse mænd vil straks
ha gjort sin gjerning. Ti, og vent nu her!
(kommer ut).
I gode, kjære kvinder, disse mænd vil straks
ha gjort sin gjerning. Ti, og vent nu her!
KORFØRER.
Hvad gjør de nu derinde?
Hvad gjør de nu derinde?
ELEKTRA.
Hvad gjør de nu derinde?Urnen smykker hun
til sønnens grav, og nær ved hende staar de to.
Hvad gjør de nu derinde?Urnen smykker hun
til sønnens grav, og nær ved hende staar de to.
KORFØRER.
Og hvorfor skyndte du dig ut?
Og hvorfor skyndte du dig ut?
ELEKTRA.
Og hvorfor skyndte du dig ut?Jeg vil staa vakt,
saa ei Aigistos uset kan faa slippe ind.
Og hvorfor skyndte du dig ut?Jeg vil staa vakt,
saa ei Aigistos uset kan faa slippe ind.
KLYTAIMNESTRA
(indenfra):
Aa ve mig! Ve vort hus,
for venner tomt og øde, men av drapsmænd fuldt!
(indenfra):
Aa ve mig! Ve vort hus,
for venner tomt og øde, men av drapsmænd fuldt!
ELEKTRA.
Et skrik derinde! Kjære, hørte I det ei?
Et skrik derinde! Kjære, hørte I det ei?
KORFØRER.
Med gysen hørte jeg en uhørt rædselsdaad.
Med gysen hørte jeg en uhørt rædselsdaad.
KLYTAIMNESTRA.
Jeg arme! Hjælp! Aigistos, aa hvor er du nu?
Jeg arme! Hjælp! Aigistos, aa hvor er du nu?
ELEKTRA.
Hør! Atter var der en som skrek.
Hør! Atter var der en som skrek.
KLYTAIMNESTRA.
Aa søn, min søn!
Aa vær barmhjertig mot din mor!
Aa søn, min søn!
Aa vær barmhjertig mot din mor!
ELEKTRA.
ELEKTRA.Du var ei selv
barmhjertig mot din søn, ei heller mot hans far.
ELEKTRA.Du var ei selv
barmhjertig mot din søn, ei heller mot hans far.
KORFØRER.
Aa slegt saa ulyksalig! Aa min fødeby.
Idag blir du av skjæbnen knust, ja knust idag.
Aa slegt saa ulyksalig! Aa min fødeby.
Idag blir du av skjæbnen knust, ja knust idag.
KLYTAIMNESTRA.
Ve, jeg er rammet!
Ve, jeg er rammet!
ELEKTRA.
Ve, jeg er rammet!Ram paany, saafremt du kan!
Ve, jeg er rammet!Ram paany, saafremt du kan!
KLYTAIMNESTRA.
Igjen! Aa ve!
Igjen! Aa ve!
ELEKTRA.
Igjen! Aa ve!Aa gid Aigistos faldt som du!
Igjen! Aa ve!Aa gid Aigistos faldt som du!
KORFØRER.
Forbandelsen blir hørt, de døde lever op;
de som forlængst er gravlagt, reiser sig til hevn
og lar til gjengjæld strømme sine drapsmænds blod.
Ja se, der kommer de! Fra haanden drypper rød
en skjænk til Ares. — Ikke tør jeg laste dem.
Forbandelsen blir hørt, de døde lever op;
de som forlængst er gravlagt, reiser sig til hevn
og lar til gjengjæld strømme sine drapsmænds blod.
Ja se, der kommer de! Fra haanden drypper rød
en skjænk til Ares. — Ikke tør jeg laste dem.
ELEKTRA.
Orestes, hvordan gik det?
Orestes, hvordan gik det?
ORESTES.
Orestes, hvordan gik det?Var Apollons svar
det rette, er det rette skedd i dette hus.
Orestes, hvordan gik det?Var Apollons svar
det rette, er det rette skedd i dette hus.
ELEKTRA.
Den ulyksalige er død?
Den ulyksalige er død?
ORESTES.
Den ulyksalige er død?Ja, frygt ei mer
at du skal bli forhaanet av din haarde mor.
Den ulyksalige er død?Ja, frygt ei mer
at du skal bli forhaanet av din haarde mor.
KORFØRER.
Hys! Ti! Jeg ser nu tydelig Aigistos selv.
Hys! Ti! Jeg ser nu tydelig Aigistos selv.
ELEKTRA
(til Orestes og Pylades).
Aa skynd jer ind igjen!
(til Orestes og Pylades).
Aa skynd jer ind igjen!
ORESTES.
Aa skynd jer ind igjen!Hvor ser I da hin mand?
Aa skynd jer ind igjen!Hvor ser I da hin mand?
ELEKTRA.
Han kommer glad imot os hist fra byens mark.
Han kommer glad imot os hist fra byens mark.
KORFØRER.
Gaa ind bak forstudøren! Skynd jer begge ind!
La verket bli saa velgjort som den første daad!
Gaa ind bak forstudøren! Skynd jer begge ind!
La verket bli saa velgjort som den første daad!
ORESTES.
Vær tryg; det skal bli gjort.
Vær tryg; det skal bli gjort.
ELEKTRA.
Saa skynd dig dit du vil.
Saa skynd dig dit du vil.
ORESTES.
Nu gaar jeg.
Nu gaar jeg.
ELEKTRA.
Nu gaar jeg.Jeg skal sørge for hvad her bør ske.
Nu gaar jeg.Jeg skal sørge for hvad her bør ske.
KORFØRER.
Det skadet ei om nogen hvisket denne mand
et venlig ord i øret, saa han styrter sig
i kampen blindt og faar den straf han har fortjent.
Det skadet ei om nogen hvisket denne mand
et venlig ord i øret, saa han styrter sig
i kampen blindt og faar den straf han har fortjent.
AIGISTOS
(kommer).
Hør, hvem av jer har rede paa hvor disse mænd
fra Fokis er som skal ha bragt det bud at nys
Orestes mistet livet, da hans vogn blev knust?
Dig spør jeg, netop dig, ja dig som var saa fræk
i fordums tid. Saavidt jeg skjønner, er det dig
som rammes mest, og bedst kan gi mig fuld besked.
(kommer).
Hør, hvem av jer har rede paa hvor disse mænd
fra Fokis er som skal ha bragt det bud at nys
Orestes mistet livet, da hans vogn blev knust?
Dig spør jeg, netop dig, ja dig som var saa fræk
i fordums tid. Saavidt jeg skjønner, er det dig
som rammes mest, og bedst kan gi mig fuld besked.
ELEKTRA.
Ja, selvsagt vet jeg dette. Ellers fik jeg ei
min del i det som rammet dem jeg elsker mest.
Ja, selvsagt vet jeg dette. Ellers fik jeg ei
min del i det som rammet dem jeg elsker mest.
AIGISTOS.
Hvor er da disse fremmede? Gi straks besked!
Hvor er da disse fremmede? Gi straks besked!
ELEKTRA.
Derinde. Til en kjær vertinde fandt de frem.
Derinde. Til en kjær vertinde fandt de frem.
AIGISTOS.
Og har de meldt som sandt og visst at han er død?
Og har de meldt som sandt og visst at han er død?
ELEKTRA.
De bragte ikke budskap blot men syn for sagn.
De bragte ikke budskap blot men syn for sagn.
AIGISTOS.
Og er det mulig at jeg kan faa se det selv?
Og er det mulig at jeg kan faa se det selv?
ELEKTRA.
Ja vel, og ingen vil misunde dig det syn.
Ja vel, og ingen vil misunde dig det syn.
AIGISTOS.
Dit ord har høilig glædet mig. — En uvant fryd.
Dit ord har høilig glædet mig. — En uvant fryd.
ELEKTRA.
Kan dette være frydefuldt, saa glæd dig nu.
Kan dette være frydefuldt, saa glæd dig nu.
AIGISTOS.
Vær stille! Op med døren! Alt Mykenes folk,
og hver argeier skal faa del i dette syn,
saa den av dem som før har sat et faafængt haab
til denne mand, naar han om litt faar se hans lik,
kan la sig tøile av min haand, og ikke først,
naar han med vold er tugtet, lære at bli klok.
Vær stille! Op med døren! Alt Mykenes folk,
og hver argeier skal faa del i dette syn,
saa den av dem som før har sat et faafængt haab
til denne mand, naar han om litt faar se hans lik,
kan la sig tøile av min haand, og ikke først,
naar han med vold er tugtet, lære at bli klok.
ELEKTRA.
Saa gaar det nu med mig. Jeg blev med tiden klok,
saa jeg vil gaa i spand med dem som magten har.
Saa gaar det nu med mig. Jeg blev med tiden klok,
saa jeg vil gaa i spand med dem som magten har.
(Døren aapnes. Orestes med følge bærer ut Klytaimnestras
tildækkede lik).
tildækkede lik).
AIGISTOS.
Aa Zevs, jeg ser et syn som guders nid har voldt.
— Dog la det være usagt, hvis mit ord var synd. —
Ta hele dækket bort, saa ogsaa jeg kan se
og fælde taarer ved min døde frændes lik.
Aa Zevs, jeg ser et syn som guders nid har voldt.
— Dog la det være usagt, hvis mit ord var synd. —
Ta hele dækket bort, saa ogsaa jeg kan se
og fælde taarer ved min døde frændes lik.
ORESTES.
Løft dækket selv! Det blir din sak og ikke min
at hilse med et kjærlig ord hvad du faar se.
Løft dækket selv! Det blir din sak og ikke min
at hilse med et kjærlig ord hvad du faar se.
AIGISTOS.
Ja, du har ret, og jeg skal gjøre som du vil.
(Til Elektra).
Du der, hent Klytaimnestra ut fra vort palads.
Ja, du har ret, og jeg skal gjøre som du vil.
(Til Elektra).
Du der, hent Klytaimnestra ut fra vort palads.
ORESTES.
Hun er dig ganske nær. Søk intet andet sted.
Hun er dig ganske nær. Søk intet andet sted.
AIGISTOS
(løfter dækket).
Hvad ser jeg? Ve!
(løfter dækket).
Hvad ser jeg? Ve!
ORESTES.
Et ukjendt syn? Hvem er du ræd?
Et ukjendt syn? Hvem er du ræd?
AIGISTOS.
Hvem er det i hvis net jeg arme mand
har latt mig fange?
Hvem er det i hvis net jeg arme mand
har latt mig fange?
ORESTES.
har latt mig fange?Merket du da ei forlængst
at levende var den du talte til som død?
har latt mig fange?Merket du da ei forlængst
at levende var den du talte til som død?
AIGISTOS.
Aa ve! Jeg fatter dine ord; ti ganske visst
er den som taler til mig nu, Orestes selv.
Aa ve! Jeg fatter dine ord; ti ganske visst
er den som taler til mig nu, Orestes selv.
ORESTES.
Hvi blev saa skarpsynt seer længe holdt for nar?
Hvi blev saa skarpsynt seer længe holdt for nar?
AIGISTOS.
Saa er jeg da fortapt; men la mig dog faa sagt
et litet ord.
Saa er jeg da fortapt; men la mig dog faa sagt
et litet ord.
ELEKTRA.
Ved alle guder, la ham ei
faa komme mer, min bror, med mange tomme ord;
ti naar en mand er stedt i nød og snart skal dø,
hvad vinding har han av at trække tiden ut?
Nei dræp ham straks og læg hans aatsel ut til dem
som fjernt fra vore øine bør med fuldgod ret
faa sørge for hans grav.[14] Først da vil jeg faa hevn
for alt det onde jeg har lidt saa lang en tid.
Ved alle guder, la ham ei
faa komme mer, min bror, med mange tomme ord;
ti naar en mand er stedt i nød og snart skal dø,
hvad vinding har han av at trække tiden ut?
Nei dræp ham straks og læg hans aatsel ut til dem
som fjernt fra vore øine bør med fuldgod ret
faa sørge for hans grav.[14] Først da vil jeg faa hevn
for alt det onde jeg har lidt saa lang en tid.
ORESTES.
Saa skynd dig da! Gaa ind! ti kampen er ei nu
en strid med tomme ord. Nu gjælder det dit liv.
Saa skynd dig da! Gaa ind! ti kampen er ei nu
en strid med tomme ord. Nu gjælder det dit liv.
AIGISTOS.
Hvi fører du mig ind? Ti gjør du ret og skjel,
hvi gjøre det i dølgsmaal? Dræp mig heller straks!
Hvi fører du mig ind? Ti gjør du ret og skjel,
hvi gjøre det i dølgsmaal? Dræp mig heller straks!
ORESTES.
Her har du ei at byde. Gaa, saa du kan dø
paa samme sted hvor du tilforn har dræpt min far.
Her har du ei at byde. Gaa, saa du kan dø
paa samme sted hvor du tilforn har dræpt min far.
AIGISTOS.
Aa, maa da nu og altid denne kongeborg
bak sine mure se al Pelopsættens nød?
Aa, maa da nu og altid denne kongeborg
bak sine mure se al Pelopsættens nød?
ORESTES.
I hvert fald din. Saa meget kan jeg spaa dig trygt.
I hvert fald din. Saa meget kan jeg spaa dig trygt.
ORESTES.
Du sinker os paa veien med for megen snak.
Avsted!
Du sinker os paa veien med for megen snak.
Avsted!
AIGISTOS.
Avsted!Gaa foran du!
Avsted!Gaa foran du!
ORESTES.
Avsted!Gaa foran du!Nei, her maa du gaa først.
Avsted!Gaa foran du!Nei, her maa du gaa først.
AIGISTOS.
For ei at rømme?
For ei at rømme?
ORESTES.
Nei, for ei at vælge selv
din død. Jeg selv skal sørge for at den blir haard.
Ja, dette burde være alle deres straf
som frækt tør trodse lov og ret, at dræpes straks.
Da blev vi spart for mangt et grufuldt nidingsverk.
Nei, for ei at vælge selv
din død. Jeg selv skal sørge for at den blir haard.
Ja, dette burde være alle deres straf
som frækt tør trodse lov og ret, at dræpes straks.
Da blev vi spart for mangt et grufuldt nidingsverk.
KORFØRER.
Aa Atrevs’s ætt, hvor meget du led,
før maalet var naadd og frihetens løn
var vundet ved denne din stordaad!
Aa Atrevs’s ætt, hvor meget du led,
før maalet var naadd og frihetens løn
var vundet ved denne din stordaad!
- ↑ Io, flodguden Inakos’ datter, blev elsket av Zevs. Den skinsyke Hera forvandlet hende til en ko og sendte en brems som jaget hende verden rundt, indtil hun i Egypten fik sin menneskeskikkelse igjen.
- ↑ Apollon med tilnavnet Lykeios ɔ: ulvedræperen.
- ↑ Et andet navn paa Delfi.
- ↑ Nattergalen er egentlig en forvandlet fyrstinde som i evighet klager over sin søn Itys som hun hadde dræpt for at hevne sig paa sin troløse mand.
- ↑ En by i Fokis.
- ↑ Kong Oinomaos hadde lovet sin datter Hippodameia til den som beseiret ham i veddekjørsel. Pelops bestak hans vognstyrer Myrtilos og seiret; men efterpaa voldte han Myrtilos’ død. Dette er den brøde som straffes paa Pelops’ ætlinger i flere led.
- ↑ Ifigeneia blev ofret i Avlis for at skaffe hellenerne bør, da de skulde paa toget til Troja.
- ↑ Hun vil be om Orestes’ død.
- ↑ Til de pytiske leke, som i anseelse nærmet sig de olympiske.
- ↑ Seeren Amfiaraos blev av sin hustru Erifyle, som var bestukket med et halsbaand av guld, overtalt til at følge med paa de syv fyrsters tog mot Teben. Han fandt døden; men han har sin helligdom og gir orakelsvar.
- ↑ Sønnen Alkmaion hevnet ham.
- ↑ Det skal være storkene som menes.
- ↑ Pylades’ far, hos hvem Orestes var opfostret.
- ↑ til hund og fugl.
- ↑ Han haaner Orestes ved at haane hans far. Agamemnon ante ikke at han gik i fælden.