Efterordet
Efterordet.
(Trykkes samtidig i Berlinertidsskriftet „Freie Bühne“.)
Man læser Kreutzersonaten og blir greben. Et alvorligt verk, et mægtigt verk, et verk af en digterfyrste og en aandsfyrste. Derpaa læser man efterordet. Da blir man kold igjen.
De mange underlige ideer hos Kreutzersonatens helt er altsaa uden videre forfatterens?
Møisommeligt arbeider man sig frem gjennem tungt tænkte og tungt formede tanker og sidder tilsidst igjen med hænderne fulde af tvil og hovedet fuldt af modsigelse. Tolstoy er en fyrste, ganske vist. Men ligner han ikke her altfor meget den gamle barbarfyrste, der med lænker og piskeslag vilde betvinge havet?
En ting kan jeg like ham for: han har mod. Han er ikke bange for konsekvenser. Kjærligheden? — væk med kjærligheden. Egteskabet? — væk med egteskabet. Men videnskaben paastaar dog, at egteskab er nødvendigt? — Væk med videnskaben. Men kunsten? Digtningen, musikken, billedkunsten gjennem alle tider ... hvad skal der bli af kunsten? Hvad skal den leve af, naar den ikke maa synge om kjærlighed? — Væk med kunsten! — Men kirken, som lærer, at egteskabet i den og den form er kristeligt? — Væk med kirken. „Et kristeligt egteskab har aldrig eksisteret og kan ikke eksistere, ligesom der aldrig har eksisteret eller kan eksistere en kristelig gudstjeneste (Matth. 6, 5—12, Joh. 4, 21), eller kristelige lærere og fædre (Matth. 23, 8—10), eller kristelig eiendom, eller en kristelig hær, eller et kristeligt retsvæsen, eller en kristelig stat ...“
Men, bedste hr. greve, menneskeslegten vil simpelthen gaa under, hvis Deres idé sættes i verk? — Godt; lad den gaa under! Det blir ikke vor sag. Vi har at sørge for vor moralske fuldkommenhed; alt andet faar komme som det kan.
Der er stil i dette, storhed, energi; jeg synes om det. Vore norske moralister blir i forhold hertil saa tarveligt smaa, saa borgerligt tamme. Renhed! javist; til man er 25 aar; kyskhed! — ja, til man paa filistermanér har faaet sig en egtemage ... Det er stilløsheden, som hersker her. Maa jeg da heller be om den russiske aristokrat, der vil tilgavns, hvad han vil: kyskhed over alt, kyskhed til døden; fiat moralitas pereat mundus!
Hvorfor skulde vi lade os afskrække ved tanken om slegtens undergang? „Menneskeslegtens tilintetgjørelse er ingen ny tanke,“ siger Tolstoy. Tvertimod. „Den er for de troende en troessætning og for de videnskabeligt tænkende det logiske resultat af iagttagelserne over solens afkjøling.“ Altsaa: Menneskeheden skal gaa tilgrunde i ethvert fald. Hvorfor kan den da ikke ligesaa godt gaa til grunde ved kyskhed?
Det er at ræsonnere som en helt.
— Men allerede her begynder indvendingerne at vaagne.
Vi skal altsaa gaa til grunde i ethvert fald. Ved kyskhed eller ved is. Hvorfor da ikke ligesaa godt vente paa isen? —
Kyskhed er i ethvert fald en vanskelig sag. Vi ved ikke engang, om den er mulig. Hvis det forholdt sig saa, at den kunde frelse slegten fra undergang, ligesom Noah i syndflodens dage blev frelst ved sin retfærdighed, saa vilde sagen stille sig anderledes; da burde grev Tolstoys forslag overveies; men siden vi skal gaa til grunde alligevel, er det da ikke rimeligere, at vi tar os livet gemytligt, mens vi har det? æder, drikker, giver tilegte og tager tilegte, indtil isen kommer og tager os alle bort .....
Disse letsindige betragtninger afbrydes af Tolstoy med den erklæring, at kjønslig omgang er synd. At avle børn, i eller udenfor egteskab, er synd! Sanselig kjærlighed er mennesket uværdig. Men al kjærlighed mellem mand og kvinde er sanselig; altsaa er kjærligheden overhoved mennesket uværdig. Her nytter det ikke at komme med hensigtsmæssighedsbetragtninger. Det er en profet, som taler, og hans ord er alvorsord.
I vor forbausede hjerne vaagner nye indvendinger.
Synd?
Mod hvem? Mod Gud? — Tror grev Tolstoy paa Gud?
Isaafald: skulde det ikke være en smule uærbødigt overfor Gud at tale om synd i denne sammenhæng?
Gud skabte mennesket som mand og kvinde; mand og kvinde skabte han dem. Og han sagde: Vorder frugtbare og opfylder jorden.
Det vil sige: han indrettede det saa, at menneskene ikke skulde formere sig ved deling, ei heller ved selvbefrugtning; ei heller skulde menneskenes børn vokse paa træer. Han gjorde mennesket til et høiere dyr, der, som andre høiere dyr, delte sig i selvstændige hunindivider og selvstændige hanindivider; ved disses forening skulde saa nye individer opstaa. Og han nedlagde hos individerne en meget bestemt trang til kjønslig forening, paa det at ikke altfor mange af dem, i intelligent pessimisme eller i overdreven individual-selviskhed, skulde unddrage sig fra sin forpligtelse overfor racen. Thi Gud vilde, at racen skulde bestaa; — han maa selv vide hvorfor.
Nu kommer der en greve fra Nischnei-Nowgorod og siger: kjønslig forening mellem et han-individ og et hun-individ er synd! Den gang, da Gud ordnede disse ting, led han af mangel paa moralsk alvor! —
Greven prædiker mod vore dameskræddere, som i sit hjertes letsindighed frembringer tricot-tailler og tætsiddende kjoleliv, hvorved de kvindelige legemsformer paa en farlig og fristende maade fremhæves. Men hvad skal man saa sige om ham, der frembragte legemsformerne? — Skulde han virkelig have frembragt dem i den hensigt, at smagløse dameskræddere skulde klæde dem bort igjen? Men hvorfor har han da paa samme tid frembragt dameskræddere, der ikke er saa smagløse?
Vorherre, der i sin tid betragtede alt, hvad han havde gjort og fandt det godt, sogar meget godt, kunde med grund spørge den russiske greve som han i sin tid spurgte patriarken Job: hvad er du for en, og hvor gammel er du, siden du tillader dig at ræsonnere? —
Vi faar næsten haabe, at grev Tolstoy ikke tror paa Gud. Med sit „Gud“ mener han maaske det samme som det, vi med et mindre dristigt udtryk pleier at kalde naturen. Men ogsaa overfor moder natur burde en dannet mand have lidt ærbødighed?
Jeg synes ikke, at det ord „synd“ her er rigtig vel over veiet. —
— Saa skal sanselig kjærlighed være „mennesket uværdig“.
Hvorfor?
Fordi den er dyrisk, heder det.
Dyrisk? — Det siger saa lidet. At sove er ogsaa dyrisk; ikke desto mindre er jeg overbevist om, at Tolstoy sætter pris paa at sove. Hvert øieblik gjør vi os skyldig i dyriske ting; kun én handling skal ifølge filosofens ord være rent menneskelig, nemlig den handling at spytte. Det er sandt, at ogsaa dyrene tildels avler børn — naa, unger — ved forening mellem to individer af forskjelligt kjøn, og dette burde maaske egentlig støde vor finfølelse. Men kan vi ikke komme fra det ved at sige, at dyrene — forsaavidt de forplanter sig paa den antydede maade — i den henseende opfører sig „menneskeligt“? „Dyrisk“ er jo egentlig ogsaa bare et ord?
Men kjærligheden hindrer unge mænd og kvinder fra at skjøtte sin egentlige menneske-opgave, siger Tolstoy, nemlig den: at vie sine tanker til Guds og menneskenes tjeneste“. Derfor er kjærligheden mennesket uværdig.
Det klinger bedre. Men den hellige Antonius, der fortæredes af et unaturligt coelibats hede fantasier ... mon han virkelig tjente Gud og menneskene bedre end hin kraftige barnefader Morten Luther? Var det ikke sikrere, at sige med apostelen Paulus, at nogle tjene Gud bedst paa den ene maade, andre tjene ham bedst paa en anden maade, og at det er bedre at gifte sig end at lide brynde?
— Ja men Kristus! — siger Tolstoy. Kristus lærte afholdenhed. Og derfor er afholdenhed pligt.
Det er sandt, hvad Tolstoy etsteds bemerker —; Kristus indstiftede virkelig ikke egteskabet.
Men det kom maaske af, at egteskabet allerede var indstiftet før. Kristus paatraf ved sin optræden egteskab og børneavl som noget allerede bestaaende. Hvis han ikke havde likt dette bestaaende, saa vilde han rimeligvis have reist opposition derimod, ligesom han reiste opposition mod saa mange andre bestaaende ting, han ikke likte. Men skjønt Tolstoy har gjennemsøgt det nye testamente meget nøie, har han ikke kunnet finde nogen bestemt udtalelse mod egteskab fra Kristi mund. Han maa som andre theologer tage sin tilflugt til fortolkning. Men til det ord: hvo som ser paa en kvinde o. s. v. gives der ogsaa andre gode fortolkninger end Tolstoys. Jeg, f. eks., forklarer det saa: hvo som ser paa en kvinde blot med begjærlighed (ɔ: uden kjærlighed), han bedriver hor; — eller saa: det er ikke den ydre handling, det kommer an paa (som „de gamle“ mente); det er sindelaget; man kan være ren, om man har et barn, og man kan være uren, om man intet barn har; hvad der spørges om, er det sædelige sindelag, altsaa kjærligheden ...
Kortsagt, vi forklarer ordet hver paa sin vis. Hvad Kristus selv mente, véd vi ikke. Vi ved for den sags skyld ikke engang, om evangelisten Matthæus saa og saa mange aar efter Kristi død har været istand til at referere ham nøiagtigt.
Kristus skal ifølge Tolstoy etsteds have sagt: Forlad din egtefælle og følg mig. Men det berettes ogsaa, at han med alle sine disciple uden protest deltog i bryllupet i Kana, skjønt dette bryllup rimeligvis, som andre bryllupper, var indledningen til et egteskabeligt samliv. Han udtaler sig mod sanselig begjærlighed; men hvad børnene angaar siger han: lader de smaa børn komme til mig, thi dem tilhører Guds rige! — Han taalte ikke egteskabsbrud. Men overfor egteskabsbrydersken, der ifølge loven skulde stenes, sagde han med menneskekjenderens dybe forstaaelse: hvo der er ren, han kaste den første sten! — hvorved han atter synes at ville have sagt, at det er sindets og ikke legemets „renhed“, det kommer an paa. Og da ingen følte sig ren nok til at begynde stenkastningen (o! om andre tiders stenkastere vilde øve lignende selvkritik) saa sagde Kristus til kvinden: gak bort; synd ikke mere, — uden at det er muligt at afgjøre, om han ved „synd ikke mere“ forstod: elsk ikke mere!
Naar Tolstoy i denne sag bygger paa Kristus, bygger han altsaa ikke paa en klippe. Han bygger paa sin fortolkning af Kristus, og den kan være gal — ligesom min kan være gal. Kristi egen lære kan have undergaaet modifikationer af forskjellig art i hin dunkle tid, mens Petrus, Johannes og Paulus førte sin underjordiske kamp om førerskabet i den sekt, der i Kristi navn var bleven dannet, og Matthæi hukommelse var vistnok god, men ufeilbar har den neppe været.
Og i ethvert fald —: selv om Tolstoy skulde have ret? Og selv om vi vilde anerkjende den af Matthæus m. fl. refererede og af Tolstoy fortolkede Kristus som egte?
Mon Kristus være større end sin fader Gud?
Jeg kommer til det resultat, at Tolstoy i „Efterordet“ ingen objektivt gyldig grund har kunnet opstille til støtte for sin lære om afholdenhed.
Tilbage blir da kun den subjektive grund. Grev Tolstoy har personlig fattet afsky for kjærlighed og børneavl. Som følge heraf er det hans ønske, at afholdenhed maa blive anerkjendt. Noget videre foreligger ikke, og naar hans „Efterord“ vækker opsigt, kan dette altsaa kun komme af, at brochuren bærer forfattermerket „Tolstoy“.
Greven indrømmer, at han selv i tidligere tid har seet anderledes paa sagen, end han nu gjør. Spørgsmaalet bliver da, om vi skal gaa med paa af hensyn til den ældre grev Tolstoy at fornegte den yngre. De fleste af dem, der er under 60 aar, vil være tilbøielige til med mig at antage, at den yngre greve i spørgsmaalet om kvinder og kjærlighed har været ... den ubetinget mest meningsberettigede af de to.
Flertallet af dem, der er over 60 aar, vil sige, at den ældre er den viseste. Men hvis de husker, hvordan det var at være ung, vil de ialfald stanse ved det spørgsmaal, om det er muligt for normalt udviklede mennesker at leve helt afholdende.
Tolstoy, der betragter lægevidenskaben som en løgnvidenskab, besvarer spørgsmaalet med ja.
Det vil sige, foreløbig besvarer han det med nei. Som menneskene nu er, kan kyskhedskravet ikke opfyldes; men vi skal ha andre mennesker.
Ogsaa paa dette punkt viser han sig mere energisk og stilfuld end vore skandinaviske afholdsmænd.
Han har et dybere og mere omfattende kjendskab til den menneskelige natur. Han ved, hvor sterk syndens lov er i vore lemmer. Derfor begriber han ogsaa, at vi ikke kommer nogen vei ved at gaa paa hænderne.
Der vil trænges én alvorlig kur. Og Tolstoy foreskriver den uden at blinke —: Menneskene skal blive vegetarianere.
Desuden skal de begynde at arbeide. Ikke gymnasticere; ikke noget med leg i; den nysnævnte norske methode: at bekjæmpe kjødets lyst ved at gaa paa hænderne, vil neppe vinde hans bifald; nei, for alvor skal menneskene arbeide. De skal arbeide sig trætte, spæge sit legeme, æde sit brød i sit ansigts sved.
Ikke kjød, ikke vin, alvorligt arbeide ... det er en recept, som virkelig synes at maatte kunne udrette noget.
Jeg har i Berlin besøgt en vegetariansk restaurant og der seet en liden menighed af ikke kjødspisende medmennesker. Mange intelligente ansigter saa jeg der; men de var blege. En egen sygelig finhed var over dem, en mat, voksblød finhed, som lignede den, man iagttager hos tæringspatienter.
Det forekommer mig ikke urimeligt, at saadanne mennesker, især naar de fik arbeide haardt, kunde efterkomme kyskhedsbudet.
Men jeg maa spørge mig selv, om det er de blege forsagere, som skal skabe fremtiden.
Da den gamle verden forfaldt, — var det forsagelsens religion, som frelste den? Nei; thi den blev ikke frelst.
Muskuløse barbarer styrtede den og byggede en ny verden. Men de var ikke forsagere.
Med møie lod de sig overtale til at afholde sig fra kjød en gang hver syvende dag. Men man indrettede sig for en sikkerheds skyld saa, at der var forladelse at faa ogsaa for dem, som spiste kjød om fredagen.
Tolstoy vil sige, at dette kommer ikke sagen ved. Hvad han vil, er kyskhed, og kyskhed kan naaes ved vegetarismens hjælp; alt andet er ligegyldigt.
Ja. Men saa maa man dertil igjen bemerke, at det jo egentlig ikke er godtgjort, at menneskene vil blive kyske ved vegetarismens hjælp.
Jeg kommer til at tænke paa, hvordan vi levede hjemme i den norske bondebygd. Vi spiste ikke meget kjød, og vin forekom ikke. Og vi arbeidede fra morgen til kveld, fra barneaarene til høit op i i alderdommen; og der var intet af leg i vort arbeide. Til yderligere sikkerhed prædikedes der stadig moral for os, og grev Tolstoy kan ikke præke moral med slig klem som presterne og lægpresterne der hjemme; thi han tror ikke paa helvede.
Hjalp det?
Nei.
Ungdommen var ikke afholdende. Jeg er bange for, at den led adskilligt. Men de, som var gifte, fik et barn hvert andet aar — mindst.
Fra andre steder og forhold husker jeg et andet eksempel.
Vi har læst fra Amerika om den kinesiske arbeider-indvandring. De kinesiske arbeidere lever af ingen ting. Nogle skefuld ris; af og til en eller anden rar suppe.
Samtidig arbeider de, og der er ikke spor af leg i deres arbeide.
Hjælper det?
Nei. I sædelig henseende skal de samme arbeidere være nogle sørgelige bæster.
Og dog har man i Kina havt morallærere, der tør kunne maale sig med selve grev Tolstoy i alvor og kraft.
Selv om vi altsaa turde gaa med paa at sætte menneskeheden paa smal kost, blev det enda et spørgsmaal, om vi derved opnaaede, hvad der for Tolstoy staar som det ene fornødne: kyskhed.
„Efterordet“ indeholder med hensyn til dette spørgsmaal intet, der kan helt berolige os.
Tvertimod. Tolstoy tager selv tilsidst sin tilflugt til den sats, at idealet ikke kan naaes.
Idealet er det uopnaaelige ifølge sit begreb. Selv ikke ved vegetarismen kan det naaes. Det kan kun tilstræbes.
Vi skal se, hvorledes Tolstoy tænker sig sin idé gjennemført i praksis.
„Hvad har den rene yngling og den rene jomfru at gjøre,“ siger han, naar de vil leve, som de bør leve?
De har simpelthen at holde sig rene. De skal vogte sig for forførelsen, og, idet de vier alle sine tanker til Guds og menneskenes tjeneste, skal de stræbe efter en bestandig større renhed i tanker og ønsker.
Det klinger godt. Jeg læste i min barndom noget lignende i Pontoppidans forklaring.
Forskriften i Pontoppidans forklaring har ikke gjort menneskeheden kysk. Maaske vil den virke kraftigere nu, naar den fremsættes af Tolstoy.
Men sæt —?
Sæt, at den rene yngling og den rene jomfru alligevel — undtagelsesvis — faldt, trods den stadige stræben efter renhed? Kan det ikke tænkes?
Jo. Tolstoy tænker sig selv muligheden heraf.
Hvad skal de saa gjøre?
Da skal de, siger Tolstoy, betragte sit fald som en synd. — Ogsaa det har jeg læst i Pontoppidans forklaring.
Fremdeles skal de betragte dette fald som sit eneste. Naturligvis; erkjender man, at man har begaaet en synd, saa fatter man det fromme forsæt, at man aldrig vil gjøre det mere; — atter Pontoppidans forklaring.
Men her har Tolstoy et skjærpende tillæg. Den faldne yngling og den faldne jomfru skal fra faldets øieblik af betragte sig som indtraadte i et uløseligt egteskab. De skal ogsaa virkelig gifte sig. Og saa kommer det nye.
Ynglingen og jomfruen skal ogsaa i egteskabet stræbe efter „befrielse fra forførelsen“, efter renhed. Og de skal arbeide paa „syndens tilintetgjørelse“, idet de erstatter den sanselige kjærlighed med „det rene broder— og søsterforhold.“
Dette findes ikke hos Pontoppidan.
Men saa kommer det ubehagelige spørgsmaal igjen: Sæt —?
Sæt, at de ulykkelige mennesker, trods alle kyskhedsbestræbelser, alligevel faldt — endnu en gang? Kan det ikke tænkes?
Jo. Tolstoy tænker sig selv muligheden heraf. Han taler om „børn“ — i flertal.
„Indtrædelsen i dette (af ham tolererede) egteskab foreskriver, ved den følge, det medfører, nemlig fødsel af børn“ ... heder det udtrykkelig øverst paa side 34.
Hvad skal de arme mennesker i det tilfælde gjøre? —
Tolstoy har intet mere at foreskrive.. De faar stræbe videre, mener han, samt trøste sig med, at idealet er det uopnaaelige.
Men blir da ikke tilstandene saa omtrentlig de samme som de er nu?
Jeg er bange for det.
Naturligvis tænker Tolstoy sig, at mange — og med tiden flere og flere — egteskaber vil forløbe i kyskhed. Men han tør ikke fordre noget. Maaske har han ogsaa betænkt, at det selvfølgelig vilde blive de efter hans mening bedste mennesker, der bare fik et — eller intet — barn, medens de ufuldkomnere sanselige naturer vilde faa børn i flertal, — hvilket bl. a. vilde have den slemme følge, at de bedste racer kom til at dø ud, medens de mindre gode vilde vorde mangfoldige og opfylde jorden og derved tilintetgjøre resultaterne af de godes kyskhedsbestræbelser.
Sikkert er det: han tør ikke fordre afholdenhed i egteskab; han opstiller afholdenheden kun som — ideal.
Forskjellen mellem det nu bestaaende og det af Tolstoy tilstræbte kan ialfald ikke blive væsentlig. Ogsaa nu hersker jo i kristne lande den asketiske forestilling om, at sanselig kjærlighed egentlig ikke er tilladt. Ogsaa nu „stræber“ den rene yngling og den rene jomfru efter kyskhed, men „falder“ ...
Forskjellen skulde blive, at vi fik et bedre egteskab. Bare menneskene ikke ogsaa paa dette punkt vilde forstaa at gjøre anvendelse af læren om, at idealet er det uopnaaelige!
Kun én forskjel mellem det værende og det eventuelt vordende ser jeg, om hvilken jeg tør paastaa, at den sikkert vil indtræde, og det er den: der vil i vore kristne lande blive en del mere ond samvittighed.
Allerede nu hersker i vide kredse ond samvittighed i anledning af ethvert ikke-egteskabeligt fald. Hidtil har egteskabet været anseet som et fristed; did ind skulde den onde samvittighed ikke naa. Nu vil Tolstoy slippe den løs der inde ogsaa.
Men den onde samvittigheds følgesvende er løgn og hykleri. Hvad vilde skrøbelige mennesker i som udenfor egteskabet gjøre, for at den moralske udenverden ialfald skulde tro, at de levede kysk?
De vilde gjøre, hvad de gjør nu: bruge forholdsregler. Brugen af disse vilde bare blive mere almindelig. Thi hvem vil ikke i det mindste gjælde for at være moralsk? Og saa vilde de lyve.
Dette er den eneste sikre forandring, der vil blive hidført ved den tolstoyske gjenreisning af forsagelsens ideal — forudsat at den gjennemførte vegetarisme ikke undergraver menneskenes sundhed.
Altsaa lad os resumere.
Vi skal forsage kjød, vin, kjærlighed, kunst samt magelighed og bekvemmelighed. Til gjengjæld skal vi naa — ikke idealet, thi det naaes ikke, men en evig samvittighedskval, fremkaldt ved den mellem vor natur og et vilkaarligt ideal stadigt paagaaende kamp, der jevnligt maa ende med fald, — hvis den ikke ender med undergravelse af vor legemskraft. Men den onde samvittigheds følgesvende er hykleri og løgn.
Saadan altsaa stiller sig regnskabet.
— Om vi alligevel skulde bestemme os for at vente paa isen —?
Jeg vil slutte disse bemerkninger med en troesbekjendelse.
Jeg tror, at fremtidens mennesker kommer til at dele sig i to store partier, ikke efter kjøn, heller ikke efter stand og vilkaar, men efter alder.
Modsætningen mellem gamle og unge er den største og mest uforsonlige, som eksisterer. De rent forskjellige livsbetingelser, livsforudsætninger og livsudsigter skaber med nødvendighed forskjellige livsanskuelser, en forskjellig opfatning af næsten alle menneskelivets spørgsmaal og anliggender.
Hvis dette blev erkjendt og forstaaet, hvis man altsaa lærte at indse, at gamle og unge maa have hver sine interesser, hver sin moral, hver sin religion og hver sine liebhaberier, og hvis altsaa de to partier blev istand til at stille sig paa den rette fod til hinanden, — saa kunde livet blive bedre for dem begge. For de unge vilde det blive friere og gladere, og for de gamle roligere, mere ophøiet.
Efterskrift. Siden ovenstaaende blev skrevet, har Tolstoy offentliggjort et „Andet efterord“ til Kreutzersonaten.
Han fastholder her alt, hvad han har sagt. Men mig forekommer det, at han gjør indrømmelser.
Han forlanger ikke længer ubetinget, at vi skal anse „das Verlieben“ og den dermed forbundne sandselige kjærlighed som „en mennesket nedværdigende dyrisk tilstand“; han giver egtefæller lov til under visse omstændigheder at „hengive sig til sin forliebthed for nogle uger“. Det er ikke længer „vort samfunds digtning og kunst“, som har skylden for det „Liebelei“, der bringer de unge mennesker til at spilde sin tid — mændene med at opdage og erobre elskerinder eller koner og pigerne med at „forlokke og forlede mændene til elskovsforhold eller egteskab“; der er i ethvert menneske selv „en mægtig trang til forliebthed“, og det er denne i menneskene nedlagte trang, som fører kjønnene sammen. Han ligner forlibtheden med „hint damptryk, der vilde bringe lokomotivet til at eksplodere“, hvis ikke „sikkerhedsventilen“ aabnedes af og til, — mens han i det første efterord talte vrede ord om „den af en løgnagtig videnskab opretholdte“ formening, at kjønsomgang skulde være „ uundværlig for sundheden“. Det er ham ikke længer ligegyldigt, om menneskeheden forplantes eller ei.
Han opstiller slegtens vedligeholdelse som et i sig selv gyldigt formaal ved siden af forbedringen af de allerede eksisterende menneskers livsvilkaar. Specielt paaviser han moderkaldets betydning for kvinden. Kvindens guds- og mennesketjeneste er ifølge hendes natur den: at føde børn. Kun ved at være moder opfylder hun sin pligt; kun som moder er hun menneske. „En ideal kvinde“ er efter hans formening „den, som, efter at have tilegnet sig sin tids høieste livsanskuelse, hengiver sig til sin tjeneste som hustru, til det hende paalagte uafviselige hverv: at føde, amme og opdrage det størst mulige antal børn“. I det første efterord hed det derimod: Indtrædelse i egteskab kan ikke befordre Guds og menneskenes tjeneste selv i det tilfælde, at egtefællerne har menneskeslegtens videreforplantelse til formaal.“
Det egteskabelige samliv tænker Tolstoy sig i sit andet efterord saaledes:
En mand og en kvinde forener sig „under forlibthedens uimodstaaelige trang“, og kvinden blir svanger. Fra nu af skal egtefællerne leve som broder og søster, indtil barnet er afvænt. Da, „i den frie periode“, „hengiver egtefællerne sig paany til sin forlibthed i nogle uger, hvorpaa der atter følger en periode af ro“.
— Jeg kan ikke skjønne andet, end at dette er indrømmelser. Menneskekjenderen har seiret over asketen; Tolstoy er ikke længer saa stilfuld som han var — en asket, som ikke vil menneskeslegtens undergang, er inkonsekvent —; men han er bleven mere menneskelig.
Af hans store theori blir egentlig kun et par brudstykker igjen: fordringen om absolut monogami samt fordringen om afholdenhed i svangerskabsperioden.
Dette er spørgsmaal, som kan diskutteres. De er ikke nye; man har søgt dem løst paa forskjellig vis; men man er ikke paa langt nær færdig med dem. Tolstoy kommer selv til at overveie dem nærmere; han erkjender jo tilstedeværelsen af den „uimodstaaelige trang“. —
Her er ikke plads til at behandle dem. Jeg har i denne artikel kun villet udtale mig mod den asketiske retning.
„Moralen“ blir mer og mer for de længst fremskredne et stadium, som maa overvindes. Moralen har, som alle tvangsopdragelsesmidler, havt sin betydning og sin tid. Men menneskehedens høieste ideal er frihed.
Istedetfor moral indsætter vi dannelse, og ved dannelse forstaar vi først og fremst: udviklet skjønhedssans. Ikke moralens bud, ikke frygt eller tvang, skal beherske menneskehedens handlinger; skjønhedsfølelsen skal beherske dem. Skjønhedsbehersket frihed — det blir den fremtidige ethiks sidste ord.
Derfor hader jeg de asketiske theorier. De er reminiscenser fra raaere tider og kan ikke længer hjælpe os. De kan kun styrke den onde samvittighed; men den onde samvittighed er hint høieste ideals, frihedsidealets, fødte fiende.
Arne Garborg.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |