Efterlatte arbeider/24
Saa siges, naar et Menneske dør med saa tilknappede Læber, at der er Ting, han ikke faar aabenbart, da tillades Menneskesjælen at vende
tilbage til Jorden — paa det at ingen skal anklages uskyldig, eller — paa det at hvad ham elsked
paa Jord ikke skal lide ufortjent, — paa det at
Ret skal ha sin Gang og Uret svinde for det hvide
Pust — det hvide Pust fra hinsides Gravene, snart
tæt og ugjennemsigtigt som det hvide Trækors paa
Kirkegaarden, snart let og flygtigt som viftende
Taager; men for Nervemennesker indvirkende paa
Sjæl, og de zarteste Nerver — ikke ved Syn eller
Hørsel — men de overfører Sin Vilje.
— — — Men der staar en Fare for de stærke og urolige Sjæle, de, som stærkt hænger ved Jorden, der bandt dem saa meget — de haded, elsked, og fordi ofte Had er stærkere end Elskov, kommer de tilbage, og de svøber sin Hads Gjenstand i Mareridt og Rædsel —
Der kan vel siges, det ligger hos Menneskene selv, i Nerverne, som ligger der aabne og skjælver — og hos de Mennesker, hvem Skyldbevidstheden har furet med sit straffende Himmellyn.
— Glemsels Støv — det der bølger i Lyset som sølvvirket Slør og synker som Dugg over Jorden.
Og den tredie ranker sin spinkle Krop
mens Begeistring skinner af Øie
Og den fjerde gjemmer sig liden og ræd
over Markernes bølgende Høie.
Saa følger de efter, en efter en — som rindende Vand i en Flod. En fortrukken i Smerte, en i Hungerens Nød. En griner af Latter, en er stænket med Blod.
Og fremad, fremad vidt over Jord
det bruser som vidtspændte Flaggermusvinger
Hvor den første tren i den førstes Lys
de andre kun Skygge bringer.
Den Skygge, der strækker sig lang og sort — som Natten der varsler mod Dom, — den strækker sig lige mod den Evigheds Port, hvorfra vælder sig Tidernes Flom.
Kun skinner et Smykke, kun glimter et Blik
i det store Mørke af Tider, som gik.
— —
Og Støvet falder, og Gresset gror
Og Ilden ulmer, der Livet bor
— og Fingre skriver i Støvet.
— — men over det hule Skals Mørke saa hun Sandhedens Øine.
— — og vi forvilder os i de mørke Gader, og vi blændes i de straalende Sale — og vi ønsker os overalt, mest der vi ikke er. Og vi elsker og attraar, hader og foragter. Ak! og alt skal det lægges i Muld, Elskoven og Hadet, Attraa og Lede. Kunde der endda vokse en Blomst paa Graven. Men lettest vokser der nok ingen. —
Da trodde han, kun Mænds Elskov kunde staa som en Søile, rank og skjøn — som om Kvinders Elskov ikke kan forme sig paa samme Vis, om det nu end tar lidt længer Tid før Søilen blir renhuggen og blank. — —
— — Saa underlig og syg paa Sindet — syg af Elskov, der havde mættet ham — syg efter Elskov, der aldrig kunde mætte ham, syg vilde han være om han traf en saadan ogsaa. —
I Kaféen sad en fuld Mand og raabte paa H., beskyldte alle med fæle Ord for hvad han lønlig ønsked selv, men ikke kunde.
Nede paa Gaden gik Folk nyfigne og skubbed med Albuer og Hofter — nogen saa grætne ud som Bulbidere. De havde en stor og høitidelig Glæde i Hjertet. Nogen flirte med opspilte Øine, de havde baade Næringssorger, Kjærlighedssorger, Ulivssorger. Gutter stod med Kjæpper og rysted paa Begfaklerne, de havde ondskabsfuldt Grin om Mundvigerne; men se, de var nu alligevel de eneste Sunde, de eneste som ikke dækked over, hvad bodde indenfor. —
I Rørets Dag skulde alle nyde og alle leve; men Stunden blev for exaltert, saa ingen eneste nød og ingen eneste leved. Ak!
— Da brændte jeg det Kort, stod og saa: Først gløded det op med røde Kanter. Saa forkulledes Kanterne, og Papiret kløved sig i mange. Tilslut laa det der som en kulsort Valmue med flakkende, sorte Støvdragere midt i de krøllede Blade.
— Men der var en Slange i det Paradis ogsaa. Den sneg sig om, og der det mindst ventedes, saaes dens brandgule Hode pine sig frem i Stemninger, i Øieblikke, som kunde vært deilige, havde ikke just Slangeøinene stukket sig frem. Slangeøinene, som er onde og giftige. Slangeøinene, som er onde Øine.
— Og se, hvor let nu alt forvrænges i Verden. Det skjønneste gjøres til det hæsligste. Det hæsligste syes Puder under Armene — en Slags Utugt, erklært hellig af Kirken, derigjennem af alle Verdens Farisæerer.
Tusen, tusen Historier kan der jo fortælles om Kvinder, der elsked og led, og om Kvinder, som haded de Mænd de just leved sammen med.
Hvad er ret, og hvad er galt, kan vel enhver se.
Kjærligheden adler, og de stærke Tilbøieligheder. Men de Forhold mellem Mand og Kvinde, hvorom intet Kjærlighedsbanner vaier, og ingen rød Tilbøieligheds Fane, — der kan der siges, naar Straffen slaar: «Vel fortjent, Broder, Søster, — hvorfor tog du dit eget Legem forfængelig!»
Men saa mange som der er Mennesker af os,
har en og anden Gang taget sit Legem forfængelig.
Nei, det er faa, som indrømmer det, de tør ikke
se Sandhedens Øine.
Sandhedens Øine er skinnende klare. Ubarmhjertige og grusomme. Kolde, kolde, blanke som en sleben Klinge.
Men Sandhedens Øine er Gudeøine.
— Og der skal flettes ind om løst og fast, alt det som tegned sig stærkt og klart i Livet — og alt det som skimred — — hvad jeg vilde sige: Der skal bindes en Krans af saamange Slags Blomster, af de vilde og frodige, som vokser i Sumpene, og af de tendre og fine, som lever sig syge i Drivhus med Glastag, Menneskesindets Flora — —
«Der væver sig en irret Traad gjennem Skabningen, Vibe, der den har sit Alter og selv er den evige Ild — jeg mener Livsens grufulde Ironi.»
— — Ikke de, som erklærer os sin Kjærlighed. Ikke de som er konstante og varige. Men de, som ikke elsker idag, hvad de elsked igaar, de, i hvem det driver som af blodrøde Skyer, de, i hvem det ulmer af flygtende Glød af Roser, de, i hvem Herren har sat sit sysende Segl — dem elsker vi.
Der er ikke mange af dem.
— — Hvad det nu vil sige dette, at den, vi elsker, bøier sig ned. At den, vi elsker, lægger Armen om vort Liv — —
— — Taagen, den tætte, som steg ifra Tjern og Mose, Taagen, den tætte, lagde sig klam om Mennesker, Dyr og Huse. Taagen, den tætte, gav Ulivssygdomme. Taagen, den tætte, kued og blinded. — — Men i Taagen, den tætte, som steg ifra Tjern og Mose, dukked ogsaa Syner frem, snart onde og graadige, snart milde og skjønne.
Natteduggen, som perled paa Græsset, Natteduggen, som sad og skalv af Frost og Frygt paa Trærnes Blade — Nattedugg var Taagens Elskede. Naar Nattedugg sov i Græsset, kom Taagen, den tætte — —
Der gaar et underligt Par gjennem Verden — henad de graa Landeveie gaar de, henad grønne Stier, over Marker, som blomstrer, langs glitrende Elve, de færges i Baad over Flodene, de seiler for hvide Seil over Sjøerne — altid holder de hinandens Haand, de to, og ofte stanser de op i sin Vandring som almindelige Menneskebørn, ler til hinanden og kysses, og hun slaar Armene om hans stærke Nakke, og naar han ser ned paa hende med sine store, sorte Øine, da fryser hun af Elskov, hun lægger Hodet op til hans Bryst, smiler og sukker — og naar han, Elskeren, drager hende indtil sig, løfter hun sine Roser høit over Hodet, og han knuser dem ikke —
— —
Det er et seirrigt Par. Hvor de gaar, ringes der i Kirkerne, og der lees og graates — fanatiske Øine ser imod dem — der bygges Triumfbuer for dem, der flagrer af hvide Baand og af Blomster, der strøs Roser paa deres Vei, og der viftes med Slør — der de to skrider frem — tause i Lykke — blinde for alt undtagen hinanden. Men hedest er de, naar Baaden glider over ensomme Floder.
Det er Døden og Kjærligheden, som gaar sin Seirsgang over Jorden.
Jeg kjender ikke Havet, det store og mægtige, som skyller mod alle Jordens Lande, — som bærer Skibe paa breden Barm, og — som stemmer Skjaldens Harpe. Jeg kjender ikke dets Nuancer og forstaar ikke dets Skjønhed. For mig, Indlandsmennesket, er Havet kun Uhyret, et fælt og skjællet Uhyre, som fraadende vrir sig i Haan og Latter, og i hvis Krop Aarerne flyder farveløse af Ubarmhjertighed — —
Lyst og deiligt, men langt borte og uopnaaeligt som selve Ørkenens Fata Morgana viger Phantomet. Sort og hæslig, med bjæffende Gap og stirrende Øine følger Chimæren.
Phantomet er Lykken, den intet Menneske kan naa. Chimæren er Ulykken, den ingen Mand kan stænge ude.
Men Phantomet skifter — Chimæren har en Enhed. — —
Det er længe siden nu, at Nils og Nelle Flaen var at se udover Veiene ved Kvældstid. Men endnu fornylig fandtes der den, som kunde huske dem, de to graahaarede, gamle Gutter lige som Tvillinger med Ansigterne bortgjemte under høie, store Hatte — og piggende sig frem, fort, fort, med sine Knortekjæpper i Hænderne, uden at snakke sammen og uden saa meget som at glippe med Øinene hverken til høire eller venstre.
Den der ikke lar en Spurv upaaagtet falde til Jorden, han havde ogsaa sørget for Nils og Nelle Flaen, og ladt disse to, der aldrig havde dudd til noget videre, blive velsignet med en Onkel, der var Grosserer og havde tjent sin Formue i Caen, — og som ved sin Død havde udsat et Livøre for de to.
Nils og Nelle Flaen leved et beskedent og stille Liv deroppe paa Sletten, og naar de alligevel vidste Rede baade paa det ene og andet, saa skrev det sig — saa utrolig det end lyder — fra deres fænomenale Hørsel; den var baade til Nytte for dem og til Skade, forsaavidt som den undertiden gav dem for godt Kjendskab til Medmenneskene
— — —
Men havde de to rare, smaa Daasemikler en bitter Sorg paa det sidste — det var, at Pøbler, der fôr paa Veiene, engang havde faat fat i Kakelovnshattene og gjort noget stygt i dem.
— — — Siden den Tid bled de to Brødrene menneskesky og var ikke længer at se paa Veiene om Kveldene.
En Blomst sig vugged i Blæsten,
saa rank og saa svai paa sin Fod,
den stod og speiled sig næsten
i Rindals glitrende Flod.
Og blaa var den Himmel
blaa var den Elv,
blaa var de Blomsters Blade.
Livet gav mig skjønne Drømme,
Livet gav mig Blomsterbed,
Livet gav mig Arme ømme.
Livet gav mig Kjærlighed.
Livet gav mig Lys og Varme,
Livet gav mig Sommersol,
Livet gav mig Rosenkarme,
Livet gav mig —
Livet gav og onde Dage.
Livet gav mig — —
Gav mig for at ta tilbage.
Ja, Livet tog, hvad Livet gav.
Munkesang
Pilgrimsgang
Lidelse
og Kummer.
Bede skal du
Dagen lang
til din Røst
forstummer.
Svøbeslag
Guds Behag
Pønitens
og Faste.
Om du vorder
dødsenssvag
ret aldrig maa
du raste.
I Bøn og Bod
for Herrens Fod
vend Øiet bort
fra Verden.
Og husk hvad her
dig gaar imod
er med paa
Langveisfærden.
Om der skreves en Saga om Intetheden, det blev en uendelig og trøstesløs Saga. Men det er dog den Saga, som blir saa mange tildel. Kvinder især. Deres Liv løber ud i Intet. Alt hvad hænder dem, blir kun Melodier, der brister — deilig klinger de, Døden dør de — dør, dør — og der bliver Tomhed efter. Ikke Tomheden, som suser og svinger efter Begivenheder, som før fyldte Tilværelsen, eller Begivenheder som skal vorde. Men den store Tomhed, der tilintetgjør lig Luften om det døde Hav, — den Tomhed, der intet Fnug gir hverken af Stemning, af Had, af Sorg eller Længsel. Kun Tomhed og ikke andet end Tomhed — den isnende Tilintetgjørelse over Menneskesindet.
Men skulde Tomheden symboliseres, da blev det som et vældigt Kranium af et Dyr, et, der strækker sig over den hele Jord, et, som beiter af Jorden og aldrig blir mæt, et, som drikker af Jordens Safter og aldrig blir utørst, et, af hvis Aande Græsset dør og Sjælene visner — og i hvis Hjerne Aanderne holdes i Forvar.
— Nedenunder Tomheden ligger Sorgen, Hadet, Hevnen. Og har et Menneske Sorg eller Had eller Hevn, da eier han ogsaa Muligheder baade for sit eget Liv og andres. Men er han derfra klatret op paa Tomhedens Kranium, da er han fortabt. Fortabt. Uden Hyl og Graad. Uden Latter og Spot. Men ogsaa uden Klokkeklang over sin Død.
Mænd og Kvinder trues af Tomheden. Især de, som ikke kan elske. Mange kjender ikke sin Besøgelsestid. Og mange har vel heller ingen Besøgelsestid havt. Saa kan siges: Ve for dem, der søges af Rædsler og Ulykke. Men Ynk for dem, som Tomheden æder.
Der ruged et Gosens Mørke over Jorden. Det skalv ikke, det steg ikke, ti det kunde ikke sænke sig tykkere, det kunde ikke snøre sig tættere om alt, hvad paa Jord fandtes.
Den som gik ude og vandred, saa ikke hverken Trær eller Huse, vidste ikke enten han gik i Grøft eller paa Sti, i Morads eller lige ud i Afgrundene.
Inde i det forskrækkelige Mørke bruste Vandfald — Vorherre havde velsignet Lyden, at Stakkarne, Menneskene, kunde vove sig lidt, der de hørte den. Og inde i det forskrækkelige Mørke hvæste det af onde Dyr, klapred det af Skjæl, tassed og grisled det af sleipt Kryp, af flyvende Vinger — Menneskene sad helst stille indi Husene og grudde. Men Stakkarne, som maatte gaa ude, gik under et stort Mareridts Tryk — der strækte sig efter dem af tofingrede Klør, der snodde sig efter dem af Fangarme, Kroppe som kunde bli haarde som Jernbaand, der fulgte dem Vampyrer med rødt Gap. Og intet kunde Stakkarne se, der var som Skjæl for Øinene, og — Vorherre havde ogsaa forbandet Lyden, at Stakkarne vidste, det onde var der, uden helt at kunne vare sig for den.
Men holdt Vandreren Haanden mod Himlen, da skimted han just denne sin egen Haand, sort som Muld.
Se, om der var hængt et sort Tæppe for Solen — — — — —
Naar Glemsel sænker sin lægende Haand — tak
ham, Hjerte. Tak ham stille.
Naar Glemsel lægger sin Arm om dit Bryst — —
Naar Glemsel dig byder sin Mund til Kys.
Glemsel, du blege, Glemsel, du skjønne — du
Elskovssøn avlet af Søvn og Død — —
Uveir.
Det bruser i Sind
og det bruser i Skog
det flakker
i Gruens
knitrende Ild
Uveirets Vind
den vipped og vog
og lokker saa Luen
blussende vild.
Onde Aanders Uveir
drager over Herrens Jord.
— — —