Efterlatte arbeider/23
Underlig var Haven med alt det den eidde.
Underligere end Haver flest. Stærk til Liv.
Altid jævnsides i Udvikling med Slægten, som dyrked den.
Engang havde Haven vært Bondehave. I Bakkeheldingen voksed da Søtæpletrær med Kaalsenge under. De Kaalsengene bestod af kulsort Muld fra Myr og Mose, dynget sammen gjennem mangfoldige Slægtsleds Omsorg. Og derfor blev jo Kaalhoderne saftig grønne, og Marken trivedes paa dem i Overflod. Og Æpletrærne, som stod i den gjødede Jord, blev tykstammede og frodige, og naar de søde Æpler dumped ned paa Bakken, sprak de af Mørhed. Dengang blomstred ogsaa hver Forsommer de gule, persiske Roser i Haven, de Roser, der uden synderlig Pleie alt rigeligere kommer igjen Aar efter Aar, flammer som Skorstensild og lugter ligesom af nogetslags Fedt.
Senere blev saa Kaalsengene jævnet ud, Mulden spredt langt nedover Bakken. Smaa Glasæpletrær blev sat i Rækker, som forestilte at udstraale fra et Balsam- og Aurikel-Bed i Havens Midte. En Spadsergang blev skaaret op og fik ende i et nyplantet, gistent Spirealysthus, hvor to ubekvemme Trækrakker stod. Og rundt om det hele sattes et Gjærde af Vragbord fra Gaardens Sag. — Da var Haven ikke vakker. Søtæpletrærne skrantet, fordi der var kradset Jord bort fra Roden, Nyplantningerne svaied haabløst pjuske i Blæsten, og rundt paa Græsvolden vokste Neslen i Klynge. Nærmest minded Haven da en Tid om en forlæst Bondegut med Studenterlue paa. Lidt senerehen fik jo Bondegutten Modenhedspræget over sig, men uden derfor at blive til noget — der han var stanset med Non til Artium; derfra leved han nu stilfærdig videre, havende nok i sig selv. Og næste Gang Haven blev omlagt, da var Bondegutten blit saa tustret en Kal, at nu var hans Dage talte.
Den Gang kom en Mand fra Byen. Og Manden gav sig til at gaa Haven op baade hjørnimellem og endimellem, altimens han noterte i en Notitsbog. Om en Stund skridtet han ogsaa afsted udenfor Gjærdet og satte Staker i Bakken langt nede paa Jordet. Men da han kom ind i Stuen, bredte han et stort, hvidt Papir ud foran sig, og der gik han frem baade med Passer og Lineal. I Rubrikkerne skrev han Navne af efter en Prisfortegnelse fra et udenlandsk Gartneri. Pinus balsamea stod der i en. Hydrangea japonica i en anden. Salvia argentea, Solanum, Stachys lanata i en tredie. Og slig videre i det lange og brede, indtil det alt var ordnet og klart. Da tog Manden Papiret i Haanden, gik ned i Bakkeheldingen og fulgte fra denne Dag i Aarevis sin egen Opskrift som var det en Guds uomstødelige Befaling.
Saa blev da Haven Herregaardshave en Tid. Med snirklede Gange og fine Plæner. Med studsede Hække og Tæppebed. Med Poderoser og Zirgræs. Og rundt om Haven, og Granlunden, der nu Gangene skar paa kryds og tvers med smale Stentrapper og pludselige Lysthus, løp et Stakit høit og tilspidset som en Palissade.
Men saa hændte det et Aar, at ingen Gartner kom i Haven. Og dette første Aar fulgtes af mange andre. Det gjorde ikke godt for Herregaardshaven, den, der trængte saa megen Pleie og Røgt, den der skulde beskjæres om Vaaren, vandes om Sommeren, gjødes om Høsten og dækkes om Vinteren. Mange af de mest tandre, udenlandske Træsorter strøg hurtig med, og de gjenlevende Trær og Busker stod først og stured, betænkte sig ligesom paa, hvorvidt det var Umagen værdt at leve. Men derefter steg jo langsomt og sikkert Livslysten op i dem. Da begyndte snart Kampen. Kampen paa Liv og Død. Snebold sloges med Guldregn. Kinesisk Lind sloges med Jasmin. Berberissen gramsed sine tornede Grene ind i Spindeltræet. Asalen vilde endelig kvæle Snebærbusken, og Snebærbusken dukked sig og skjød op lidt længer bort til Forsprang for Tujaen. De sibiriske Lærketrær trængte Sølvpilene tilside, og Sølvpilene kasted sig ind paa Blodbøgene, som stritted imod, saa Bladene blev baade gule og grønne. Den ungarske Syrin tog Tag med Vildæpletrærne og vokste Havens ældgamle smaa Plommetrær over Hodet. Og bedst som det var, kom Humleranken smygende og bandt sammen baade Ven og Fiende.
Dog — som Aarene forløp, stilned den heftigste Strid. Ti der de svageste var dukket, der var de stærkeste omtrent jævnbyrdige alle, og disse slutted en Slags nødtvungen Fred, omend lumskelig vogtende enhver Svaghed hos sin Nabo. Da var det, at Caprifolium og Vildvin enedes om at dække den spidsgavlede Pavlion, over de græsgrodde Gange tog Asal og Lind hinanden i Haanden, Guldregnen smugled indsmigrende sine Grene ind mellem Laurbærtræets stive Blade, og Blodbøgen skjød i Veiret, blussende rød. Udover Plænerne, der Trær og Rodskud ikke bredte sig endnu, der grodde Blomster frem, Munkekrone, Natlys, Maaneviol og Forglemmigei Side om Side med Lænkeblomst og Malurt. — Da stod Haven paa Høiden af sig selv. Da var Herregaardshaven blit Fantasihave.
En underlig Have, saa vild den vokste — — kanske, kunde tænkes, var de ulykkelige, Trærne i den fremmede Jord, saa trodsige de kunde se ud, slig de ubehersket lystige strakte sine Grene høit og sprikende opad, opad og til alle Kanter. Eller saa stædig ligeglade, slig de luded mod Jorden, dækkende sig til med sine tætte Bladhvælv. Eller — slig et og andet af dem blomstred sig ihjel paa Foraaret.
Paa Foraaret bugned Haven som i afsindig Glæde, laa i stille Flammer af Blomster og Duft.
Dog gav ikke Foraarets Blomster Efteraars Frugter — i Høiden blev det til giftige Bær.
Men Efteraarets Pragt, de brogede Blade hang haardnakket fast indtil Sneen faldt! Da laa der rigtignok ofte Dyr og hvæste under Trærne. Og straks Mørkningen faldt paa, drev Uglerne sit Spil, skrek i Kor sine vilde, sinte Lokkeskrik eller lo, slik ogsaa Mennesker kan le i Tusmørke, eller naar de sover.
Ja, underlig var Haven med alt det den eidde — hvem nægter? — underligere end Haver flest.
Nedenfor Haven laa Fjeldknausen, Elven og Fossen.
Engang stod Fjeldknausen grøn med Smaabjerk i Revnerne og Maurtuer paa Afsatserne, Elven var smal og bred alt efter Aarstiderne, og Fossen drev en gammel Sag. Da gik det godt, men smaat; for Dammen var utæt og Sagen skral.
Siden sprængtes Stenblokke af Fjeldet. Og Dammen blev tættet. Tylvtevis af Mænd med Baadshaker i Hænderne fik Dagen lang lempe Tømmer ned ad Vasdraget. Og Nessene glinsed som Sjøer, der Stargræsset trivedes i Afkrokene og voksed sig meterhøit med mørkebrune Blomsterhoder. Tykt Tømmer seiled ligeglad afsted, blev hugget, knupset og bandet over, naar det satte sig i Vase — og det vælted sig modvillig rundt. Men fór som med dumpe Brøl udover Fossestupet, hugg imod Fjeldsiden, dukked krokodilagtige ned i Kulpen og skjød saa, der Elven svinged, som forfærdelige Projektiler med Røk og Brand ret op paa Landjorden. Og over Stenene, som var sprængt ud af Fjeldet blev Tømret lagt Lag paa Lag til Bygninger.
Saa en Dag blev Vandet stængt væk, og et Arbeide toges fat midt ude i Fosseleiet. Det blev til et stort Hjul. Og da Hjulet var færdigt med Lagre af Messing og Jern, byggedes der Hus over. Da var der Liv og Færdsel under Fjeldet. Klang af Øks, Gniss af Sag, Klink af Hammer mod Metal, braakende Arbeidsvogne, Hestevrinsk og Menneskeraab. Indtil den korte Stilhed en Stund, da alt stod fuldendt, Bygninger, store og smaa, under Fjeldet, og inde i Bygningerne Hjul ved Hjul forbundne med sorte Remmer. Da aabnedes Slusen paa Klem, og Vandet strømmed ned. Det gav et Søkk og et Braak i det store Hjul, et dumpt Hallo før Arbeidets Opsang, der Hjulet gav sig til at dreie langsomt rundt — og alle de andre Hjul aped Melodien efter. Helt blev saa Slusen aabnet, og Fossen stormed ned i løssluppen Kraft, fraaded i Overmod — nu havde Fossen det, som den vilde.
Men mørkt og tvært laa Fjeldet, berøvet sin grønne Mose og sine smaa Bjerker, vanziret læned det sig udover, og der var noget, som lurte det paa Ondskap. Nei, det være langtfra, at Fjeldet vilde gi mer end de graa fæle Stenblokke.
Fjeldknausen var gjerrig. Og Fjeldknausen var blit ond.
Dengang da der mineredes, havde Minererne, idet et Stenstykke rulled ned, set noget glimte — et stort, gult Skimt Øieblikket forud for Gruset og Sandet, som fulgte i Stenstykkets Spor. Og fordi det nu hasted med Arbeidet, havde Ingen Tid til nærmere at undersøge, saalænge Dagen var. Men ud paa Natten kløv to Gutter op og gav sig ifærd med at rydde Gruset væk. Forgjæves. Alt eftersom de grov Smaastenene bort fra Guldstedet, kom nyt Grus glidende ovenfra. Og ikke nok dermed, men den paafølgende Dag hændte en Ulykke: Da Skuddet gik, kom en Sten farende fra Fjeldet og traf en Arbeider i Hodet, saa han faldt død paa Flekken — det var just en af de to, som havde vært deroppe om Natten. Hvem kunde saa nægte, at Fjeldknausens Aander var hadefulde?
Men foruden det onde Ord havde Fjeldknausen fra denne Tid ogsaa faat Guldordet paa sig. Hvad var det vel, som bruste saa hemmelighedsfuldt i Nattestilheden, naar Dammen var stængt, og alle Hjul stod stille? Guldaaren i Fjeldknausen! — Og Guldaaren strakte sig fra Fjeldet helt ned og ind under Sittgaardens Hovedbygning, saa troddes der; for der suste det ogsaa. Og gav det, som jo kan hænde i gamle Hus, et Smæld under Gulvet, da var det Guldet, som bobled.
- ↑ Brudstykke av en paabegyndt roman.