Efterlatte arbeider/21
Usynlige Fuglevinger flagrer over vor Sti. Usynlige Edderkopper spinder Traaer om vort
Levnet. Mange forstaar det vel ikke, og mange
vil ikke indrømme det. Især ikke de som bor i
Byerne. For Menneskenene derinde vænner sig
ikke til Lydhørhed, tror jeg. Ialfald ikke paa den
Vis, jeg nu mener.
Men de, hvis Slægt, saalangt de vet og kjender den, har bodd paa gamle Gaarder, har gaat i Mørkningen over ensomme Jorder, mellem svarte Træstammer, i Fjøs og Lauer og Stald, hvor Dyrene staar og skjælver i Mørket, — at de Mennesker ligesom kan faa Slægtsleds Lydhørhed samlet i sig, er vel ikke saa forunderligt. Og de Mennesker faar ikke alene sine egne Iagttagelser at tage vare paa, men gjennem Fortællinger og Sagn ogsaa Slægtens forud for sig. Underligt at se, hvordan de væfter sig sammen, Traaene i det usynlige Spind! Nei, det flagrer ikke for Tilfældigheds Blæst. Men det spinder sig sammen i ett Hele, saalangt vi bare øiner. Engang vil det vel forklares ad videnskabelig Vei, foreløbig kan vi ikke stort andet end bare ligefrem at berette, hvad vi har hørt af andre og set selv og hørt selv — og følge de der forunderlige Traaene, slig de grangivelig især slynger sig om Gaard og Slægt, som længe har fulgtes ad. —
— Javist er der mangen Lyd i gamle Hus, nogen er af Blæsten, nogen er af Kulde og Varme og nogen er af Utøi. Men sig mig: Hvem leder den Blæsten, som klaprer i Væggene og knaaser som i stive, gulnede Papirer? Hvem leder den Kulden og den Varmen, som spraker i det gamle Tømret? Hvorfor banker og knitrer og brager det slig mod Død og Ulykker bestandig? Hvorfor jager netop da Rotterne slig om bag Tapeterne? Hvorfor smælder det netop da slig i Dørlaasene? Har I aldrig hørt dem, de korte, skarpe Klirr af Fjeren, som springer tilbage? Har I aldrig fornummet den, den gustne Uro, som kan samle sig sammen og gniste en lige ind i Sjælen? — Jeg, jeg har baade set, hørt og fornummet saa meget af saant.
Men det er ikke om mig selv, jeg vil fortælle — mit Levnetsløp er ikke langt nok endnu til at jeg kan se Sammenhængen i saa meget. Men om en velsignet Kvinde af min Slægt vil jeg fortælle, og om lidt af det, hvormed hendes Iagttagelser og Syner stod i Forbindelse. — —
Jeg vet ikke, hvad jeg skal kalde hende. Kunde jeg saasandt finde noget rigtig vakkert. Eveline! Eveline! Er det ikke mygt og mildt som Silkehaar over fromme Øine? Eveline! Jovist staar det til hende det Navnet. Jeg kan ogsaa kalde hende Mor Eveline. Men bare Eveline dengang hun slank og sorthaaret gik i sin Fars Hus, der Syrinerne danned Løngang rundt Væggene. Slig en deilig Løngang, ikke mørk og med klam Kingel, som klæber sig mod Ansigtet, men af Blomster, var Mor Evelines Løngang, blaa og hvide Blomster i bugnende Klaser, som gav Glæde fra sig gjennem hele Huset og over Haven, hvor de sortstammede Frugttrær stod. Der inde mellem Trærne sang og kvidred mange brogede smaa Skabninger, hendes Far, Fugleelskeren, holdt fanget i Bur og i Tøndebaand. Og her havde Eveline sin første Sorg, da en tam Kraake stjal hendes blanke Fingerbøl, og da hendes lille løveklippede Puddel døde. —
Velsignet er Barnesorg. Velsignet er Barneglæde, saavelsom Ungdoms varme Smil imod Livet.
Hun havde saa mange kjære Minder fra dette lyse Hjem, hvor aldrig onde Ord faldt hverken mellem Menneskene indbyrdes eller om Næsten. Og hvad hun havde læst derhjemme, det glemte hun aldrig. Hendes Opgave fremover i Livet blev at glatte ud, at mildne, at tage Brodd fra haarde Ord, at stilne Storm, gaa imellem — —
Saar er saa mangen Kvindes Lod. Men han, som er over os, velsigner vel slige Kvinder, og gir dem tusenfold igjen.
Mor Eveline var af sin Mands nærmeste Slægt, saa stik ulige de end var. Dog — hvad Under? Selv Søsken kan fødes med forskjelligt Naturel, hvorfor da ikke de to Søskenslægter, Evelines og hendes Mands? Hendes Mands Slægt havde desuden stadig fulgt Hovedgaarden, Evelines Slægt havde derude i en lysere Luft faat en blidere Vækst.
— — —
Hun havde dog ogsaa faat sin Barnefantasi fyldt med Historier og mange Slags Sagn, snart sorte som Mørket, snart gode i Tanke og underlige i Tilskikkelserne. Og Ungdommen gjennem, der hun sov i sin smale Seng, havde hun havt deilige Drømme. Ja, engang havde hun drømt om Jesus selv — hun havde set ham i Lysglans, han havde vendt sit deilige Ansigt om mod hende og smilt.
Senere drømte hun ikke saa godt. Der havde let for at komme med i Drømmene noget som skræmte hende. Og efter denne Tid begyndte hun at finde sig sanddrømt. Saaledes, da hun engang i sit nye Hjem havde faat Bud fra sin Far, at han var syg, og at hun maatte komme til ham, faldt hun isøvn underveis og drømte, hun sad sammen med ham etsteds og snakked. Som de da sad der, kom der en ind med en Hugorm paa et Fad, som han bød hendes Far, og hendes Far stod langsomt op og skar Hodet af Ormen. — Klar var Drømmen, og det stod underligt for hende, hvordan det maatte være et Varsel om, at hendes Far snart skulde vinde sig ud af denne Verden. Hun havde Ret: Da hun kom frem, var Faderen allerede død.
— — —
Mor Eveline pleidde sige til sin Mand, naar han kom fortrædelig hjem fra Reise:
«Ja, jeg har følt, at noget gik dig imod.» Og ganske hemmelighedsfuldt kunde hun tilføie: «Her var ogsaa slig Uro inat.»
Mor Eveline stritted i det længste imod høilydt at vedkjende sig sin tilsyneladende Overtro. Men som Aarene gik og lagde Hændelse til Hændelse, blev hun stadig lidt mere aabenhjertig, eftersom Overbevisningen tiltog. Dog syntes hun visselig selv, at hun førte en underlig Tale — det kunde sees af hendes lille Smil, naar hun fortalte om Slægten, der aldrig vilde forlade Gaarden, men selv efter Døden svæved om derinde i Stuen og Gangene. — De havde intet Venskab for hende, disse Slægtsaander, — mente hun, — de syntes vist, at hun kun var et dem underordnet Væsen, hun, der var af en Sidelinje, som ikke paa mange Slægtled havde bodd der; men hendes Mand derimod, han, hvis Fædre i ret opadstigende havde været odelsbaarne til Gaarden og selv var odelsbaaren, ham havde de Usynlige den største Omhu for, og vederfores eller skulde der vederfares ham noget, da fór Uroen i dem.
«Du, som er hans Kone, du skal være hos ham,» syntes hun, de mente, «du skal vogte ham, være ham en tro og vagtsom Puddel — og er du ikke det, da skal vi plage dig.»
— — —
Det hændte en Sommer, at Mor Eveline havde nogen af sine Børnebørn hos sig. Og med dem en Barnepige, om hvilken Mor Eveline vidste, hun kløv ud af Vinduet om Natten og drev Kjæresterier. Mor Eveline voved følgelig ikke overlade de Smaa til Pigens Omsorg alene. «Herregud, der kunde komme Ildløs, der kunde komme nogen eller noget ind af Vinduet — om ikke andet saa vilde Katter.» Mor Eveline havde engang hørt om saadan en vild Kat, som var kommet smygende ind af et Vindu og gnavet Haanden af et lidet Barn. Og for nu at forebygge tænkeligt og utænkeligt Ondt for sine Børnebørn, indretted Mor Eveline sig for Natten i et Barnekamret tilstødende Værelse.
Men se, det blev nu en daarlig Nattesøvn dengang. For hver Gang hun vilde til at blunde ind, var der noget, som vækked hende. Det spraked i Væggene. Det knaked i Bord og Stoler. — De maa vel engang gi sig, tænkte Mor Eveline. Men de gav sig ikke. Drev tvertimod et helt systematisk Spil Natten udover. Og tilslut var det, som om de i Ærgrelse gav et Dunk lige under Mor Evelines Seng, saa det sang i Staaltraasmadrassen. Men da vidste ogsaa Mor Eveline, at derinde i det Værelset kunde hun ikke forblive — stilfærdig stod hun op, tog sine Klær paa, og rusled tilbage til sin gamle Plads i Nærheden af Manden — Aanderne selv havde jaget hende tilbage.
— — —
Hun sad en Sommerkvæld i et Lysthus i Haven. Tænkte sine kjæreste Tanker — Barndomshjemmet hun engang havde havt.
«Eveline,» sagde ligesom en Stemme i Buskene nær ved. «Gaa op, Eveline.»
Mor Eveline reiste sig lydig og gik op i Huset. Men da hun kom ind i Gangen, fornam hun straks en svidd Lugt. Og da hun aabned Døren til Dagligstuen, slog en Røg hende imøde fra et brændende Gardin. Mor Eveline skyndte sig og fik revet Gardinet ned — det var paa høie Tid, et Øieblik senere og Tapetet vilde vært tændt — og under Sofaen derinde laa en stor Pakke Dynamit, der skulde benyttes til Sprængning af en Fjeldknaus ude paa Gaardspladsen. Fem Minutter senere, og den gamle Bygning, med alle de Mennesker som laa der og sov i Natten, var sprængt i Luften.
«Slægtsaandernes Vilje,» sagde Mor Eveline, «at Helle skulde reddes — — Ja, og Vorherres Vilje først og fremst,» retted hun næsten forfærdet.
— — —
Saa mange Træk, baade store og smaa, kunde jeg videre fortælle om Mor Eveline og Forstaaelsen mellem hende og de usynlige Væsener, der glider langs vor Sti. Men meget af det er skummelt som en Saga fra Seids og Runers Tid — det er om Slægtsaandernes Had og Hevn over dem, der gjorde Slægten Fortræd. Og lyser Mor Evelines milde Skikkelse end mer mod den mørke Baggrund og i den mørke Ramme, saa er det ikke mit Ønske nu at ofre Mørket Tid. Kun dette skal jeg endnu nævne om Mor Eveline selv, og det er ikke mørkt. — Vi siger: «Hvor underlig hendes Fornemmelser og Ord holdt stik — om det saa var lige ind i Døden.
Mor Eveline pleidde sige:
«Naar der dør et Menneske, som skal bli saligt, da hænder undertiden, at Gud lar Sjælen hente af Engle i Smaafugles Lignelser.»
Mor Eveline faldt i en haard Sygdom. Men den Dag, hun døde, en kold Rimfrostdag i Januar, var Gaardstræet fuldt af Smaafugle med gule Stjerner i Panden. Og de Fuglene sang og jubled som midt paa varmeste Sommer. Og det var nu igrunden slet ikke saa underligt — de var ikke for ingenting Mor Evelines Engle.