Efterlatte arbeider/20
To smaa Piger dansed paa Lørenskog Kirkegaard. Sene Kvælder, naar Maanen lyste paa
Korsene derinde, og Flaker af Engtaage laa imellem Gravene, kunde de tydelig sees. Snart figurerte de for hinanden, bøied sig og neied. Snart
hopped de op og ned. Snart holdt de hinanden ligesom i Hænderne og snurred rundt,
rundt og rundt. Og saa uendelig stivnet var
hver en Bevægelse hos dem — mest ligned
de igrund to hvide Dukker i for stram Særk.
De havde ikke flagrende Klær, aknei: Tæt indtil
de smaa Kroppe slutted Linet, «som skulde det
være vaadt,» mente nogen, «ja, som skulde de to
være trukket op af Vandet istedetfor steget op af
Kisten dernede.» «Herregud da, Anna og Marie
er det jo,» blev Folk lidt efter lidt enige, idet de
tænkte paa en liden Dobbeltgrav, der to Smaasøstre,
paa seks og otte Aar, laa begravet — to Smaasøstre,
som forgangne Aar havde legt og danset sig lige
ud i en Brønd og druknet. «Herregud! Fordi
det blev slig Braaslut paa Dansen deres, saa er
det nok, at de naa faar Lov at slippe fri lidt hver Maanenat og danse paa Kirkegaarden istedet.»
«Herregud, den Smaakrypen, syns vi ikke rent at
dra Kjendsel paa dem!»
Og tilslut var der endog de, der foreslog at tilkalde de to druknede Smaapigers Forældre, paa det at de kunde glæde sig ved Synet af sine Børns aandeliggjorte Legemer.
At dette Forslag ikke kom til Udførelse skyldtes en meget uforudseet Vending af Tingenes Tilstand. Ikke saadan at forstaa, at Smaapigerne ophørte med Dansen og Legen. Det være langt fra. Om det saa var sjelveste Gamlepresten, saa fik han se dem en Lørdags-Maanekvæld, han kom kjørende der forbi i Kariol.
«Sig mig, du Per,» havde Gamlepresten sagt, idet han stopped Hesten og med Svøben pegte indover Kirkegaardsmuren, «ser du noget forunderligt mellem de to Grave histhenne? Jeg mener de to, der er overgrodde af Buske.»
«Aajo«, hvisked Per Skydsgutten. «Aajoda, Far.» For indimellem de antydede Grave dansed de to Hvide, det var sikkert nok, og der var sagtens fire Øine nødt til at se det samme som to.
«Hvad for Tanker gjør du dig herom, Per?» spurte Gamlepresten saa efter en Stund at have iagttaget Gjenfærdene.
«Aa, dem sier, det er Anne og Marja, som dat i Brønden ifjor,» hvisked Per forsigtig. «Og det er vel truligt nok.»
«Hvorfor forekommer det dig saa rimeligt,» spurte Gamlepresten videre, «at Anna og Marie skulde være fredløse?»
«Aa, dem sier, det er for det, at Dauen kom for tidlig, og derfor saa faar dem komme opat imellem, Anne og Marja, og glæ sig som før med at hoppe og danse,» svarte Per. Efter det sidste Ord bed han sig rigtignok i Tungen og tidde bumstille; for akkurat i samme Øieblik vidste han, at han havde sagt noget galt — slig en indædt Hader som Gamlepresten var av Dans og alslags Moro. Ja, det Ordet alene var for den Manden som en rød Klud for en Okse, vidste Per, og i det Stykke gaves ikke Udkomme med ham.
«Hm hm — hm hm,» mumled Gamlepresten, og saa holdt han længe endnu derudenfor, og hele Tiden dansed de Hvide — slig de nu altid pleied.
«Han Far er saa stille,» tænkte Per. «Naa er no aparta paafærde i ham.»
Det havde Per Ret i: Der var aparta Ting paafærde. For netop dette med Gamlepresten var det jo, som afstedkom Forandringen med de Hvide. Og det gik saaledes for sig:
Da Gamlepresten næste Formiddag kom paa Prækestolen og saavidt havde læst Fadervoret, tog han straks fat med en stor og streng Tale over al den Gudsforgaaenhed, som i Bygden fandtes. Istedetfor andægtigen at gaa og høre Herrens Ord og glæde sig ved de aandelige Ting, de der er saa uundværlig en Stav og Støtte baade for Gammel og Ung — hvad gjorde vel de Unge — og hvad værre var, hvad gjorde de Gamle? Til Kortspil gik Ungdommen, til Dans og letsindige Forlystelser. Og de Gamle, de som skulde være de besindige og kloge, de formaned ikke Ungdommen, de holdt ikke Ungdommen tilbage fra disse syndige Glæder — saa meget des mindre som de just lod Ungdommen fremture i Overtrædelserne. Og heller ikke det alene, men saavidt var det nu kommet, at Forældre, forinden de gav sine Børn Undervisning om Gud og Jesus, lærte de dem Dansetrin. Javel, Dansetrin lærte de dem! Og hændte det saa, at Børnene døde, da trodde de forvildede Mennesker, at Børnene steg op af deres Grave for at tage de forsømte Jordeglæder igjen. Men det være hans, Prestens, Ord, at dansed to Gjenfærd paa Kirkegaarden, og dette havde han selv med egne Øine skuet, saa skeede dette ingenlunde for Børnenes Fornøielses Skyld, men til Skræk og Advarsel for Morskabslystne. Thi se, naar end ikke Børnene fik Fred i Graven, hvordan maatte det ikke da gaa de Voksne? — Og Gamlepresten slog i Prækestolen: «Vogt Jer, siger jeg! Vogt Jer, at ikke Straffen kommer over Jer for Jers Ugudeligheds Skyld!»
Men som Gamlepresten saaledes tordned, sad en Mand nedi en af Kirkestolene og sukked mer end nogen anden. Det var Ola Lindflaa, Tjenestegutten hos Lensmanden. Aldrig havde vel nogen tænkt at se Ola Lindflaas røde Ansigt saa glorødt som idag. Og det rareste var, at undertiden midtimellem Sukkene var det som vilde han le ogsaa.
«Ola maa plent være blit gælen,» tænkte nogen, «han bær sig inte som Folk. Og han som vi da ellers har kjendt som en noksaa real Kar!» Og der var de, som havde havt Moro af at spørge, hvad der gik af ham. Men det greidde han sig undaf; for sandelig reiste han sig ikke og traakked ud, før sidste Salmen var afsunget.
At Ola Lindflaa lagde Veien ad Prestegaarden til, faldt egentlig ingen i Tanker om. Men senerehen spurtes jo noget af hvert, efterdi enkelte Tildragelser er at ligne med Rotter og Mus, de gnaver sig baade ud og ind ad Husvæggene.
Ola Lindflaa stod i Gamleprestens Kontor og dreied Luen mellem Næverne. Han saa flau og flad ud og var paa Latteren alligevel — akkurat som i Kirken.
«Kom saa frem med det du har paa Hjertet,» opfordred Gamlepresten, idet han skygged med Haanden for bedre at kunne se Uret borte ved Væggen.
Ola Lindflaa grynted først flere Gange.
«Aa e, det var naa bare det,» kom det saa, «jeg syntes, det var saa ilde, at Sambygdingerne mine fik al den Paatalen for Ugudelighed.»
«Det kan du tage med Ro. For jeg skal sige dig, at de fik, hvad de fortjente — hverken mere eller mindre,» sagde Gamlepresten, og Nidkjærheden fra Prækenen sad endnu som Sylspidser i Stemmen hos ham.
«Nei—i,» mente Ola, «dem fik nok mestens formye.»
«Hvad mener du dermed, om jeg tør spørge?»
«Aa e, jeg mener bare, at det inte har sin Rigtighed«, trykked Ola.
«Med dig?» spurte Gamlepresten.
«Nei, med Spøgeriet.»
«Deri har du skammelig Ret,» tog Gamlepresten i, «det er daarligt med den Rigtighed, som skriver sig fra Dans og denslags Spektakel.»
«Nei, det skriver sig nok inte fra Dansen,» paastod Ola. Da brast Gamleprestens Taalmod:
«Du, din Dumrian og Vrøvlehode, som staar her og opholder mig gamle Mand fra Middagsmaden. Rap dig hjem og forsøg aldrig mer at gaa irette med din gamle Prest og Sjælesørger.»
«Nei, nei, nei,» stammed Ola og skyndte sig saa godt han kunde, «det var bare det, jeg vilde si, at Spøkeriet er inte Spøkeri lel. Sandt at si: Det var nok mig, det, Far.»
«Dig? Jeg vidste ikke, du magted skabe dig om til Smaapiger, Ola,» smilte Gamlepresten surt.
«Nei, nei, det var nok bare Beina mine.»
«Benene dine, siger du?»
«Ja,» gjentog Ola, «det var Beina mine.» Han trak sig bort til Døren. Blev staaende lidt med Haanden paa Klinken: «Som jeg sa, — jeg vil inte — hverken at Sambygdingerne mine skal — faa værre Ord — end — de har Fortjeneste til — eller at de to smaa Jenterne — beskyldes for at være uden Fred. — Det var da det,» fortsatte han, «siden han Far inte vil tru mig — at jeg — pla ligge — derinde paa Kjerregaren saa Lørdagskvældene — og vente paa Prestegarsjenterne. Jeg har inte ment vondt med det, Far — jeg har bare vært gla og fornøgd — og spændt i Beina med de hvide Hoserne mine paa. — Ja ja, naa har jeg sagt det, saa naa har jeg Fred med den Tingen,» slutted han lettet, og i et langt Skridt var han ude af Døren.
«Pst, vent et Øieblik, du!» raabte Gamlepresten efter ham. «Det blir mellem dig og mig, dette,» hvisked han lunt beskyttende ind i Olas høire øre.