Efterlatte arbeider/18
«Naa, hvordan liker De at være kommen hjem
igjen da, Frøken? De længter vel tilbage?
Surt og ugreit meget heroppe, ser De. Hvert
eneste Individ med Bagage paa Ryggen, og langt
endnu op til Bakketoppen — om den Bakketoppen
nogensinde naaes — om vi bare ikke glider ned
igjen. Misnøie og Vrøvl gjør ingen Byrde lettere,
ved De. Ikke et tungt Sind heller. Ikke Trykket
i Luften. Ikke det misundelige Næsteblik. Ikke
Bagvaskelsen af Næstens Rygte. Ikke Uddybningen af Næstens Feil. Ikke det at se Skjæven i
Næstens Øie og ikke Bjelken i sit eget. Nei,
sagtens, ingenting af dette trækker Byrden opad
— saa langt mindre som det nær at sige «hænger
efter» altsammen som stygge Dyr trædd i Rad paa
en lang Snor. Men slig er det herhjemme, ser
De. Selv om en aldrig saa gjerne vil se alting i
rosenrødt, naar en kommer fra Italien. De vil
snart mærke, det er ikke rosenrødt her, kan De
tro. Nei, nei Frøken, dette er nok ikke Landet,
hvor Citronerne blomstrer.»
Ingenting svarer jeg; for jeg kan jo ikke snakke — da ødelægger jeg jo den bedste Sag. Men jeg venter til engang jeg sidder ved Skrivebordet. Jeg ser udover alle de grønne, bølgende Enge til Skogmuren længst derborte, ind af mit Vindu strømmer den reneste Luft med Stænk af Jasmin — den virker som den hvideste, hvideste Kjole med lyse Smykker paa — og da tænker jeg, og kanske jeg rabler Tanken ned:
«Nei, nei, min Ven, dette er ikke Landet, hvor Citronerne blomstrer — det har jeg aldrig tænkt, dertil kjender jeg Landet for godt. Vort Land har ikke muldet Jord, det har ikke Sol, som varmer baade Vinter og Sommer, det har ikke flammende Valmueakre, det har ikke den røde og hvide Vin, den røde, der ligner Blod, eller den hvide, der er at ligne med flydende Guld, det har ingen Campagna, hvor Oldtidslevninger staar og mumler i Natten, det har ikke Slottene, det har ikke Kunstskattene, det har ikke de dybe Elskovshaver, der Roser ranker sig høit opad Cypresserne, der Agaverne staar som fantastiske Udyr og Kaktuserne skyder ildrøde Solblomster langsmed de brede Marmortrapper. — Du smiler, ser jeg — og Du tænker: «Nu løber hun lybsk, nu finder hun sig nok ikke tilbage.» «Aa pyt, du, frygt ikke og haab ikke! De der italienske Herligheder nævner jeg kun for at overbevise dig om, hvor dumt du snakked, der du trodde det nødvendigt at minde mig om, at Norge ikke var som Italien. Og hør nu her, hvad jeg videre siger: — Blaas med hele det Citronlandet, siger jeg, for den som har et sligt Fædreland som Norge. Jo, det skulde se vakkert ud at være født som Italienerinde, det vilde da være at blive holdt i Lænker, aandelig og legemlig, fra Fødsel til Død. Og var du Italiener, da vilde der kun være Hundeerotik i dit Blod, slig at du stod paa Gadehjørnene og snakked til alle Kvindfolk — og i de deilige, dybe Haverne vilde det aldeles ikke falde dig ind at sværme. Du vilde ikke have Evne til at nyde noget af det vakre omkring dig — ikke tænke paa det engang. Ja, vogt dig du, min Ven, for at blive saa grætten, at du — omend ad en anden Vei — kommer paa det Italienerstandpunkt, at du taber Evnen til at se Skjønheden omkring dig! Og kjære, hvorfor skjænder du saa over de Misfornøiede, naar du er saa inderlig sur og misfornøiet selv ogsaa? Er du misfornøiet med Misnøien, saa hjælper det lidet at sy din egen Misnøie Puder under Armene, skjønner du. Ønsker du at udrydde Ondet i Roden, maa du kanske begynde hos dig selv! Og Gudvelsigne Norge — vakkert er det som noget Italien — og er her intet «arrangeret» hverken med Tempelruiner eller Keiserborge eller Haver — gaa i Skogene, du, de kan du kalde Søilehaller mægtige nok, og de kan du kalde Haver dybe nok — og vent nu bare lidt, naar Aspetrærne flammer mod Høst.»
Da jeg kom hjemover nu, og jeg efter den lange Reise øined det første blaanende Skimt af Norge, da syntes det mig, som om hele Norge var min Fædrenegaard, jeg reiste til — ikke Fædreneland alene — min gamle, vakre Fædrenegaard var det. Min Fædrenegaard, hvor nok meget var mørkt og tvært, vidste jeg, og hvor nok megen Modgang vented. Men ogsaa meget, der var sundt og godt, og Sol over mørke Aaser.