Efterlatte arbeider/17
«Fra Jorden kom det altsammen, ligesom Taagen.» «Fra Jordens Ældgamle Moderskjød steg mod Aften Damp af dets hemmelige Kraft. Modervarmens Kamp mod Himmelrummets Kulde. Det var vel Jordens Taarer ved Afskeden med Lyset, Elskeren og Befrugteren.»
«Og inde i Taagen stod Jordens voksende Børn, de smaa, svage, og de høie, ranke.»
— Thi Moder Jord, den store, trofaste, havde saa uendelig mange Væsener i sit Skjød — Væsener, hun lod vokse op og strække sig i Farvejubel mod Lyset, den store Glædebringer. «Indtil Natten kom og den vidunderlige Moder Jord tog alting til sig, gav det stærke Næring efter Dagens Kamp og drog det svage og døde ind i sit Blod. Evig og trofast.»
Og saa hændte det engang, at Jorden skabte sig et Væsen i sit Billede. Og dette Væsen blev en Kvinde.
«Menneskene har fortalt hinanden fra Slægt til Slægt, at Manden var den første. Men det er Løgn, de vidste ikke bedre, og Manden vilde helst, man skulde tro det. Det var Kvinden, der var den første. Hun er Kjød af Jordens Kjød og Blod af Jordens Blod. Hun har Førstefødselsretten.»
Deilig er saa videre Digterens Skildring af, hvorledes dette Verdens første Menneske længe lever ensomt ude i en stor Skog, der hun giver Trær, Dyr og Planter Navn, der hun med stor Undren iagttager saavel Kornet, der falder til Jorden og spirer, som Dyrenes Liv — og meget misunder hun en liden Skogkat, som hver Dag kommer til hende; for — efter at den en Tid er blit tykkere, ser hun, at den føder fire smaa Katter og saa blir tynd igjen. Men alt, hvad hun længter, graater og undrer sig, faar hun sig ikke til at ligne Dyrene i dette at bli flere. Og tilslut gaar hun saa bare og føler sig alene. «Hun hadede og gav ikke mere af sin Ømhed,» siger Digteren. Og iblandt dette, at hun forsøgte at more sig med at rive Blomster af og kaste Sten efter Dyrene, opstod med Tiden igjen et Ubehag. Det var Kjedsomheden, som havde mødt hende. — Og saa blir jo alting stadig værre og værre for den stakkels Eva; Nætterne ligger hun og kryber sammen i saa stor en Rædsel, og Dagen løber hun som en Fredløs gjennem Skogen.
Men saa endelig hændte hende det store, at Moder Jord fik Barmhjertighed med sin Datter og sendte hende en Lysbringer —
«Saa tog han hende om Haandleddet og trak hende med sig. Af og til naar han tog Buskene tilside paa deres Vei, vendte han sit knoglede Ansigt om imod hende, og naar hans Øine under de fremspringende Bryn mødte hendes bange, forundrede, usikre Blik, lo han, saa det rungede i Tykningen.»
— — — —
Naar der hos en Digter fremkommer et Værk, baaret oppe af en særlig intensiv Idé, — læg da nøie Mærke — og se til, om hans Udsagn ikke næsten altid bærer Sandheden i sig. Rigtignok kan det ikke stedse bevises saa klart, desværre, som af H. C. Andersens Fortælling om den blaa Grotte — 30 Aar før den blaa Grottes Opdagelse. Eller som af den italienske Digter, der i en Fortælling kom til at give en Beskrivelse af to Vinkelgader og et Hus i Pompej, — hvilket altsammen ved de senere Udgravninger viste sig at være korrekt indtil Enkeltheder.
Jeg har tænkt mig: Den digteriske Hukommelse er kanske ogsaa et Bevis for en Sjæls Vandring gjennem mange Menneskelegemer. Sjælen, som saa faa Mennesker eier. Og de, som har denne Sjæl, de formaar, sig selv saa velsignet ubevidst, at aabenbare forborgne Ting. Og netop dette er for endel det, der gjør et Menneske fra Digter til stor Digter.
At Forfatteren af «Morgengry«, de første Tiders Morgengry, eier denne digteriske Hukommelse, er jeg, efter Idéens Intensivitet og Udførelse at dømme, overbevist om. Alt i denne Bog er set med den impulsive Digters Syn, den impulsive Digter, hvis Fantasi ikke indregistreres under Dogmer, — som ikke et Øieblik kniper af fra Maalet, han har sat sig. Naar saa dertil kommer en udmærket Form og et høitidsfuldt, skjønt Sprog — — —. Men læs det helst selv, — anbefaler jeg tryggelig alle — læs, og tænk over den. Og skulde en eller anden ønske sig noget særdeles holdbart at gribe i, se da kun hen til, hvor sikkert de er tegnet de to Urnaturer, der lever jevnsides i Mennesket, — «en at herske, en at beherskes«, javist, ligesaa vel hos Kvinde som hos Mand. Og tilsidst er det dog Kvinden, just Kvinden, som hersker. Men hun maa kjende sin egen Styrke.
«Aarene skiftede.
Jorden gav, Jorden tog.
Og han, Adam, aad sit Brød i sit Ansigts Sved.»