Efterlatte arbeider/16
Roma, April 1907.
Klokkerne kimer. Kimer og kimer. Kimer den
stille Uge og Paaskefesten ind. Hver med
sin Røst. Snart skranglende og iltre som Dampbaadsklokker. Snart brustne i Tonen formedelst
gammel Skade — som Klokkerne paa vore gamle
Gaarde derhjemme. Snart fyldende Luften som
ringende en Død til Jorden. Snart dumpt stormende som var selve Dommens Dag forhaanden.
Kimer, kimer gjør Klokkerne fra Morgen tidlig til
Aften silde — kalder og maner med Klang og
med Drøm.
Italienerinderne svanser om i violette Dragter og med taarnhøie Hatter paa Hoderne — og stor føler de Stunden, fordi de er i fineste Puds, og fordi Klokkerne ringer, og fordi Solen skinner — og inde i hver eneste Kirke om aldrig saa liden neier de i hundredvis for Madonna, og de dypper Spidserne af sine smaa, fede Fingre i Vievandsskaalen, og de bestryger sin Pande, og de gjør Korsets Tegn, og alt, som sig sømmer en god Katolik. Og naar Præsterne drager i Procession, bærende de høie Alterlys fremfor sig og syngende dunkle Sange — hvem knikser da dybere, hvem stirrer da høitideligere end alle disse fyldige, violette Damer med de mange Fjærbuske paa Hoderne? — I Sandhed: Kvindernes dybe Kniks være Geistligheden til Husvalelse nu i denne Tid! Kvindernes dybe Kniks give Sortkjolerne Kraft, naar der hysses og pibes efter dem paa Gaden! Nu i denne Tid, da det efter Sigende skal være saa lidet lysteligt for Pavens Drabanter, at drives der saadan ved, da vakler snart St. Peders Stol. Tænk St. Peders stærke, forgyldte Stol, der den staar i Vatikanets Sale, i Hjertet af Kirkestaten, omgivet af en italiensk Hær paa 1 Million Præster, 2 Millioner Munke, foruden alting andet! — Men se, og der er nu ogsaa Alfa og Omega: Just fordi Præstehæren er blevet for stor, har Præstehæren tynget for stærkt. Og saa siden Frankriges Løsrivelse fra Præstevældet ifjor, har Misnøien aabenlyst brudt ud — der er stiftet Foreninger, og der blir stadig arbeidet, og jevnt og sikkert øges Medlemsantallet i det antiklerikale Forbund.
Saa begav det sig i Dagene forud for Paaskeugen, at en Klerk hver Eftermiddag stod paa Prækestolen i den store Santo Carlo Kirke paa Corsoen og lovet de Antiklerikale Død og Undergang i Svovlpølen — Satanas selv skulde hente dem i Tidens Fylde og føre dem til et hedt Sted, der visselig og udenfor al Tvil og Forvrængning eksisterte — og der skulde de da lide sin velfortjente Straf i al Evighed, Amen. — Og inde i den store Santo Carlo Kirke stod de Klerikale tæt som Sild i Tønde og applauderte, da Talen var slut. — Men udenfor Kirken til langt ind i Sidegaderne, og opover og nedover Corsoen havde samlet sig en Menneskesværm, som peb og hysset, færdige til at give Prædikanten derindenfor god Stryg, saasnart han bare kom ud. Dog — dette vidste jo Prædikanten ogsaa. Derfor iførte han sig verdslige Klæder og smat i al Stilhed ud af en Bagdør. Og hvordan det forresten var, saa løb det hele noksaa fredelig af denne første Dag.
Men saa, den anden Dag, stod ogsaa Padre Michelangelo Draghetti paa Prækestolen i Santo Carlo. Og atter mødte Demonstranterne op. Men da havde man rigtignok været fremsynte nok til at plasere en Sikkerhedsvagt om Kirken. Der stod de da — først Bersaglierierne med de grønne, glinsende Fjærbuske — bagenfor Bersaglierierne bredte sig Carabiniererne med sine store Kapper og Napoleonshatter — og inderst inde — som det syntes, godt i Ly — Politistyrken.
«Viva Giordano Bruno!» skreg de Antiklerikale. Ned med Præsterne — ned med Vatikanet! — En uheldig Præst havde forvildet sig i Mængden, han fik Hatten revet af og Kjolen flænget. En anden Præst saaes at kikke nyfigen ud af et Vindu etsteds — straks fik nogen Øie paa ham, og der blev pegt og haanet — først blev saa Præsten borte og Vinduet lukket. Saa kom der op Vittighedsblade, hvorfra Pavens røde Billede skinnet — Bladene balancerte, gjennemboret af Stokke, rundt om i Sværmen, og der blev skraalt og leet. Nogen Ungdom hoppet ret i Veiret og sang med Præsterøst. Andre tonet op med Marseillaisen. Atter andre hugg i med alskens haanende Udraab. Og af og til hørtes Katter at mjaue. Saa — et Dryss af løse Blade — det var Flyveskrifter, Smædeviser fornemmelig, en af dem hed Bedesøsteren. Kantate fra et Æsels Karneval.
«Viva il Carneval,» skreg og skraalte da Sværmen. «Ned med Politiet!» Og saa blev jo Militæret kommanderet til at trænge Mængden tilbage. Men Mængden skjød Rygg, satte Fødderne fast i Brostenene og skraalte endda værre. Saa kom Bajonetterne paa Geværerne og Bersaglierierne i Rækken, det blinket i Øinene, Morderlyst, Dolkelyst mod en vaabenløs Mængde, der nu veg. En Officer med dragen Sabel foran Fronten. Bersaglierirækken og Carabinierrækken aabnedes et Øieblik, Politisoldaterne frem, og saa et Kaos, Kaos, Mylder af Mennesker i Dynge — ti Minutter senere en Flok indenfor Militærvagten, en Flok uden Hatte og med revet Skind — Arrestanterne. Men afsted gjennem Sidegaderne stormet en anden Flok for at passe Pater Draghetti op ved alle Kirkens Udgange. Og saa blev endnu flere Demonstranter knebne under Hui og Braak; mens Kirkefolket strømmet ud; mens Kirkeklokkerne kimet; men Pater Draghetti vidste godt at holde sig væk, vel styrkende sin Krop og sit Sind til de næste Dages Kamp for sin svovllugtende Lære. — —
Og videre kimer Klokkerne Paaskehøitiden ind. Og se — nu skal da paa vanlig katolsk Vis Fest afløse Fest i Kirkerne. Nede i Sato Silvestro har selve Landets Dronning ordnet Blomsterne, og der er nu som i et Gravkapel saa bedøvende en Duft af Roser fra Drivhus, og saa tungt og kvalmt af mange Menneskers Aande. I Peterskirken stiger en underlig klar og spinkel Mandssang — Gud til Ære! — op mod den mægtige Kuppel, og Peters Malmfod er vaad af Kys. Op ad den hellige Trappe ved Lateranet slæber mørkklædte Mennesker sig møisommelig Trin for Trin paa Knærne — den Gjerning soner 7 Aars Synd — men den Gjerning er sandt at sige det uhyggeligste, man for sine Øine kan se — som en Flok baade legemlig og aandelig Vanføre virker de, disse Pilgrimme og Bodfærdige.
Dog ikke at forglemme: Ligesaa meget søgte som Kirkerne i denne Tid er — Kinematograferne. Der gives ikke netop Aflad, aknei. Men Lidelseshistorien opføres der. Og saa trænges og skubbes Folk den udslagne Dag for naivt høitidelige at beskue Engle — i høihælede Sko og med Korset, og megen anden Smagløshed forresten. —
Saa mange Sjæle, saa mange Sind: Nogen for Kirken, nogen mod Kirken — nogen for Kinematografen, nogen mod Kinematografen. Nogen for de falske Værdier — nogen mod de falske Værdier. Nogen for det æstetiske, nogen for det materielle. Nogen for Lirekasserne paa Gaden, nogen for Mandolinerne. Nogen for Noget, og nogen for Intet. Klarsynte de Øine, som altid ret kan skilne!