Efterlatte arbeider/15
Roma i Februar 1907.
Saa kaldes den mægtige Slotspark, der dækker
Høidestrækningerne rundt om Palazzo Pitti i
Florens. Den blev omtrent Aar 1565 anlagt af
Eleonora af Toledo, Cosimo den 1stes Gemalinde,
— efter Sagnet af Glæde over en Spaadoms Usandfærdighed. Ja kanske er det nok upaalideligt det
Sagn; for, som det lader, kjender ingen anden til
det end jeg; men jeg, jeg hørte det med Sandhed
at melde af en gammel, hvidskjegget Mand, som
gik derude i Haven ved Solnedgangstider. Og
være sig Historien saa upaalidelig den være vil,
— vakker er den dog:
Den høibaarne Storhertuginde Eleonora af Toledo havde et heftigt Sind, men et mildt Hjerte og en aaben Haand. Og engang havde saaledes det heftige Sind været Skyld i, at en Synder var blevet kastet i Ormegaarden; men det milde Hjerte havde ladet sig røre ved Synderens Bønner og Ynk, saaledes at han atter var blevet trukket op, — og den aabne Haand havde endog ladet ham vederfares ufortjente Gaver, inden han sendtes bort. Men nu vilde Skjæbnen, at denne Synder var et meget ondt Menneske, som istedetfor at gaa bort med Taknemmelighed i Hjertet gik bort med Hads og Hævns Tanker. — Og fordi det nu ofte synes, som om Had og Hævn har mægtige Aander i sin Tjeneste, overgik der den høie Frue flere Uheld just efter hin Stund: En Dag kom saaledes et giftigt Insekt surrende og stak hende i Haanden, saa hun derved paaførtes et Hudonde. En anden Dag traadte hun feil paa Foden, saa Ankelen svulmede uhyrlig op. Og en tredie Dag, og det var jo det værste, flagrede et hvidt Pergament ned i hendes Skjød, — paa Pergamentet stod skrevet, at intet af det, Storhertuginden berørte, skulde trives. Og da det nu kort Tid derefter hændte, at Storhertugindens hvide Kat døde paa en uforklarlig Vis, grebes Storhertuginden af et Stort Mismod, og hun stængte sig inde paa sine Værelser, fordi hun trodde, en Forbandelse var over hende, og hun turde ikke hverken se paa eller røre ved noget af, hvad hun havde kjært — langt mindre da ved sine egne Børn. Og der rugede Sorg over Paladset, og der blev sendt Bud baade i Syd og i Nord for at finde nogen, der kunde løse Trolddommen. Men ingenting hjalp, før en vis, gammel Eneboerske fra Bjergene gav det Raad, at man skulde faa Storhertuginden til at plante tre Mandeltrær en Morgen ved Solopgang — derefter skulde Storhertuginden i trende Dage knælende bede for Madonnabilledet i Paladsets Kapel, — og hvis saa de trende Trær i denne Tid slog Rod, da skulde det være et Vidnesbyrd om, at selve Himmeldronningen havde velsignet hende. Og saa plantede da Storhertuginden de trende Trær — og bad for Madonnas Fod, mens Vagtmænd med lange Sverd bevogtede Trærne.
«Er Løvet visnet?» spurgte Storhertuginden den første Aften, og hendes Kind var blegt af den megen Andagt Dagen igjennem.
— Nei, frisk og grønt var Løvet. —
«Er Løvet visnet?» spurgte Storhertuginden den anden Aften, og hendes smale Hænder var hvide og blodløse som Marmor af at strækkes op mod Himmeldronningen.
— Nei, friskt og grønt var Løvet. —
«Men nu er nok Løvet visnet,» sagde Storhertuginden den tredie Aften, og hvide var Læberne som Kindet og Hænderne, og Legemet skalv i Feber.
— Nei, friskt og grønt var Løvet! Og ikke nok dermed, men indimellem de friske, glinsende Blade skinnede hvide Blomsterklaser. Da vidste Hertuginden, at ingen Trolddom længer var over hende. Og i Glæde og Taknemmelighed tog hun allerede den fjerde Dag hundrede Mand med sig, og der blev plantet baade i Uger og Maaneder.
Og Eleonora af Toledos Livsværk trivedes — det blev Bobolihaven slig den staar den Dag i Dag med sine store Marker af knudrede Trær og med sine lange, lyse Alléer med de smale, dunkle Løngange ved Siden.
Og langs Cypresalléerne staar Rækker af vakre, gamle Statuer, og af Statuer skinner det inde fra de mørke Buskadser, og nede i Marmorkummene leker Vandet omkring dem. Og ret for Bagsiden af Paladset ligger Amfiteatret — derfra høiner sig Haven, Terrasse efter Terrasse, bugnende grønne Trær over Marmortrapper og de stolte, deilige Billedstøtter — — som en Jakobsstige høit op mod Himlen. Og var det nu Sommer, og Roserne glødede, og Ildfluerne gnistret som Stjerner gjennem Luften, da tror jeg nok, at Bobolihaven maa være et af de deiligste Eventyr paa Jord!
— — —
Og fordi jeg nu er kommet til at nævne Ordet Eventyr, kommer jeg i Tanker om, at jeg i min Barndom havde slig en vidunderlig Eventyrbog — hvad den hed, ved jeg ikke, og Far og Mor er døde, saa jeg ikke kan faa spurgt dem. Og jeg husker, at jeg engang efter at have gjennemgaat en Sygdom sad ved et Vindu med Eventyrbogen foran mig og saa udover en solbeskinnet Haveplæn, hvor fuldt af gule Lænkeblomster grodde og skinnede som smaa Solspeil — gav Solskinnet tilbage. Og det skimrede for mig, at Verden kunde være deilig, ja, ligesom Eventyrerne i Bogen.
Ofte staar det ogsaa for mig, at jeg vist igrunden skulde skrive Eventyr, forunderlige, romantiske, skinnende Eventyr, slig jeg har levet mig ind i Eventyrene altid, og slig jeg endnu læser Børns Eventyrbøger, jeg tror — med større Glæde end Børnene selv. — Da Solen gled mod de vestlige Himmelegne, tog det store Hus og gjemte Solskinnet væk, og der faldt Skygge over Plænen, og alle de straalende, smaa Solspeil lukkede sig sammen. Og over alle de mygbladede udenlandske Træsorter saavelsom over de haardføre, hjemlige Trær faldt Solskinnet kun i Topperne — — og med Skyggerne, som vokste, tog det til at pusle og tusle mellem Grenene — og Eventyrernes Rigdom gled ud af Bogen, spillede og vinkede, skjult og i Løndom, rundt om i den store Have derhjemme i Norge. —
Og som jeg gik i denne Slotspark hernede, — som Bobolihaven kaldes, da maatte jeg, enten jeg vilde eller ikke, tænke paa mit Fædrenehjems og mine vakreste Eventyrs Have — var end denne, Slotsparken, flere Gange større, hundrede Gange mer kultivert, og kunde end disse Trær fortælle store Eventyr, tildraget mellem levende Mennesker. For intet blir alligevel som Hjemmets Have, som Drømmenes og Fantasiens Have.