Efterlatte arbeider/14
Firenze, 11 jan. 1907.
Ingenting er vel lettere at forstaa, end at de, som
trykkes af Sinds tunge Rørelser, gjerne vil
reise — ja, saamange der er, som lider under Kjærlighedssorger, under Dødsens Sorger, under det syge
Blods Sorger, Sorger, som skal stænges med Slaa
og Bom, Sorger, der brænder inde, kvalt, kvalmende, som Korn raabjerget i Ladet. Intet Undere,
at de da gjerne vil reise, Menneskene, og at de
reiser, saasandt de bare kan. Saa faar de ikke Ro
til at hengive sig til Tankerne for Hjulene, som
ruller, for Klokkerne, som kimer, for Sirenefløiterne, som hviner, for Medmenneskene, de urolige,
for alt det, der skifter og skifter saavel i Farve
som i Form, alt det, som paakaldende Opmærksomheden tvinger sig ind i Hjernen og lar de vante
Tanker bare faa sin egen lille bitte dunkle Afkrok.
Og naar saa en af disse Mennesker atter en Dag sidder derhjemme, da er der kanske faldt noget som Balsam over saaret Sind. Men fordi Livsrødderne gror saa dybt i Hjemlandets haarde Jord, er det vel ogsaa, at Sindet kun forandres paa Overfladen. Og sligt som Reisens Syner vil fare forbi ens indre Øie som underlig flakkende Taagebilder bare. Hvorfor reiste du da, naar du paa Forhaand vidste, at du hænger fastere ved det derhjemme end ved alt andet? Aajo, en kan reise for saa meget. Og saa — efter Udlændighedstiden kjendes nok Hjemmet dobbelt lunt og velsignet — om ogsaa Vunder skulde brydes op paany.
Men Taagebillederne, Taagebillederne, de viser sig og svinder, dukker op, glider forbi, i uendelig skiftende Række, — medens vi selv staar paa Livsens rullende Hjul. — — —
Der var en vældig, gammel Stenkirke etsteds — det kan vel være ligegyldigt i hvilken By, jeg liker ikke at opgive Stedsnavne, jeg synes, det gjør Tanken saa kold. Den vældige gamle Stenkirke drog Mennesker til sig, og høit over Byen hævet den sine to faste Taarne, de lignet to stivnede Arme strakte mod Himlen i Bøn. Uden glimrende Farver var Kirken, skimlet af Aarhundreders Sol og Regn. Buevinduernes Ruder af saa dunkelt farvet Glas, at de udenfra syntes som støbt af Metal. Portene af Jern, men med smaa Kotdøre ved Siden, hvorigjennem Menigheden kunde smutte ud og ind. Og saa faldt det nok lidt underligt at se, hvordan der i den trange Gade, skygget af Gudshuset, Side om Side laa Butiker, i hvis Vinduer hvide Ornater med røde Kors høitidelig og ostentativt pranget, og Butiker, hvorfra det lyste letsindig i Smaaflasker fyldt med røde Likører og uægte Essenser — og opmed Kirkevæggen var klistret Plakater om Værelser tilleie. Men underligst faldt det dog at komme ind i Kirken derudenfra — det Menneske, som saa gjorde, kunde nok studse; for det Menneske var pludselig traadt ind i en anden Tidsalder, en mørk middelaldersk Tidsalder, fuld af Fordomme og Overtro, fuld af Rædsler og Martyrium, men ogsaa fuld af Barnlighed og Fantasi.
Skummelt var det under det mægtige Hvælv, de enkelte Lys, der stille brændte foran de mange Altere langs Væggene, kunde ikke forjage den dybe Skumring. Tvers over Gulvet fik Søilene kaste kulsorte Slagskygger, og paa Bedeskamlerne knælte Menneskeskikkelser. Og længst borte i Kirken fortonet sig det sidste Lys, som brændte det uden Flamme, som et rundt, rødt Dyreøie eller — som en glødende Cigar i Mørke. Og foran et Alter messet Præster — trende Skikkelser tegnet sig mod Alterlysene — de to mørkklædte, den tredje mager, ung og hvidklædt. Kanske var han ogsaa vakker den tredje, Hodeformen var saa smal og ædel. Men hvad det gjaldt med ham — maaske var det enslags Prøve, Indvielse eller lignende — Munkene og Menigheden vidste det — de sang Vekselsange for ham: Naar de to Mørke havde sunget tre Strofer tre Gange, svarte Menigheden én Gang — og saa bøide sig den Hvide dybt, saa dybt, at hans Pande næsten berørte Gulvet, alt imedens han læste op saa uendelig lang en Passus. Og dette gjentog sig to Gange, tre Gange, syv Gange, tretten Gange, utallige Gange. Og der de læste og messede og sang, saa Lysene foran deres Alter blaffede, blev den unge Hvide høiere at se til, som rankede han Ryggen i Ekstase, og efterhvert han nu gjentog sin lange Ramse, bøide han Hodet mindre dybt — mindre — mindre — og mindre — — for saa tilslut slet ikke at bøie det, men holde det hævet, høit hævet, som bares der ham herlige Visioner fore — gjerne havde jeg set hans Øine da, jeg tror, de maatte være skinnende blaa, og inde i det skinnende Blaa tror jeg der laa saa dyb en Verdenssorg — deilige Øine, vidunderlige Øine i et blegt, smalt Ansigt — og saa — tænk! pludselig svaiede han som rammet af Lynild. De to Mørke vidste muligens, det vilde komme slig, saa rappe de var til at række ud hver sin Arm til Støtte. Men Menigheden, nei, Menigheden, mærkede ingenting, der opstod slet ingen Bevægelse, de stirrede nok alle blot ind i Ordlyden af Bønnen og ind i sin egen Taage. Og videre messede de to Munke, som om ingenting var hændt — og Menigheden svarte, blot syntes jeg nok, at et Par Stykker vendte Hodet lidt, da de to Mørke nu overtog den Hvides Ramse; men hvad? dette sidste kunde jo ogsaa høre med til Ritualet, tænkte de vel — — og efter en Stunds Forløb blev atter den Hvide med. Da holdt han atter Hodet bøiet, og Stemmen var veg og lav.
Men jeg har undertiden siden maattet tænke paa dette som Symbol: Saadan flammer vi Mennesker op i Livets Monotoni, lar selve Monotonien beruse os. Og ser vi deilige Syner. Og føler vi Gnist til de store Impulser. Men netop fordi det kommer saa umaadelig flammende alt paa engang, overvældes vi — og saa knækker vi kanske pludselig sammen som den unge katolske Præst i de hvide Klær. Og naar vi saa vaagner, holder vi Hodet bøiet, og Stemmen er blevet veg. Og saa flammer vi ikke mer. Ak ja; for saadan er vist Livet, hvad enten det leves mod Syd eller Nord.
Men Drømmebillederne, Drømmebillederne, hvor blev der af dem? Fordi Hjernen vilde fare med Problemer, blev Drømmebillederne borte et Øieblik — men, aa, saa lukker de nok op en anden Gang paany.