Efterlatte arbeider/12
De fromme Munke i Glenarvon
de bad til sin Herre og Gud:
«Gud Fader, Guds Søn og du Helligaand
skjærme os nu med Jer stærke Haand
fra at følge de Kjætteres Gud.
De Djævle skjænder med Baal og Brand,
de skjænder Dig, Herren vor Gud.
De Blodhunde jager fra Strand til Strand,
forpester dit hele velsignede Land.
— O, slet os af Jordlivet ud!»
Den Bøn udgik fra Munkemund
saa ydmyg, enfoldig og lav.
Og Gud dem bønhørte i Nødens Stund,
sænked det Kloster paa Havsens Bund
— gav dem en skinnende Grav.
*
Paa Skotlands yderste Odde
mellem dybe Revner og Slug,
hvor Havet breder sin Skodde
og Maanen sin sølverne Dug,
der lyder det tidt slig en underlig Sang,
mest som en høitidelig Messe.
Man ved ikke enten fra Bølgernes Fang
eller Himmelens blinkende Esse.
Det er Munkesangen i Glenarvon:
de takker sin Herre og Gud.
De synger Te Deum og eleison,
løsnet er Sjælen fra Jordelivs Baand
høisalig, evig og prud.
Saa siges der ogsaa: Hver Julekvæld,
naar Veiret er stille og klart,
da sees der Lys i det lille Kapel.
Og saa kommer der en for at gjøre den vel,
som har de Gamles Minde i Ære bevart.