Efterlatte arbeider/11
Der skrider et Tog gjennem By og Bygd, et
Tog, som ikke gaar Hus forbi, ikke Dør og
rygende Pibe, et Tog med Faner i Hænderne. Og
Fanerne er hvide. Og Toget skrider stærkt og
stille. For — Toget er af Kvinder, som vil frem.
Og fra Hus og Hytte følger Kvinder med, og Toget bølger alt langt over Landet. Og Fanebærerne, de Ranke, med Panden hævet mod Lys og Luft, ler mod Leiren, som skal vindes. Og fremad skrider Toget. Fremad. Fremad. Gjennem By og Bygd. Ikke Hus forbi, ikke Hytte og rygende Pibe. — —
Saa underlig uventet, at det Tog skulde blive hæmmet i Gangen, at det Tog skulde faa Byrde at drages med! Fanebærerne, de Ranke, vinker med Fanerne: «Fremad, fremad, vi har langt igjen!» Alligevel sagtner Toget — som var der kommet Dødvægt med. Om nogen var blit trætte? Om nogen havde fanget Sygdomme? Om Mennesker havde ringeagtet Fredens Fane? — Fanebærerne, de Ranke, vendte Hovederne og saa sig tilbage. Da mødte dem vel det besynderligste Syn, noget Menneske skulde set: Fra Hus og Hytte var Kvinder kommet ud og hængt sig fast ved Toget for at stanse det.
«Tilbage! Tilbage!» lød disse Kvinders Raab. «I ved ikke, hvad I gjør. I har ingen Forstand paa at styre med i Lande og Riger. Kom med os tilbage ind i Husene.» — Thi disse Kvinder var en Flok Vankundige. Fordi de selv var vankundige, trodde de ogsaa, at andre maatte være det. Fordi de selv var forstandsløse, trodde de ogsaa, at andre maatte være det. Fordi de selv ikke kunde forene Synet af Hjemmets Tag og Guds aabne Himmel, trodde de heller ikke, at andre kunde det. — Men ak, som Dødvægt virker de. Der skrider nok Toget ustanselig frem under Fanebærernes flyvende Faner. Men Bagstræverne, Dødvægten — Gud, hvor den hefter og hæmmer!
Enhver Sag, selv den bedste, har sine Modstandere. Jeg har hørt sige, at i de Dage, da Sagen for Livegenskabets Ophævelse var fremme, var der mange blandt de Livegne, som nødig vilde ud af sit Livegenskab. Rimeligvis fandt de, de havde det bekvemmere og mer usorgende just saan, som de havde det; de slap at lægge Tanken til; for der deres Herrer ordned alt for dem, og deres Herrer tænkte for dem, behøvede de Livegne bare at lægge noget Legemsarbeide i Vægtskaalen, — og var deres Herrer forøvrigt gode, hvilket jeg i dette Tilfælde trygt forudsætter, at de var, saa slap de Vornede kanske med et Minimum af Kropsarbeide ogsaa. — Skal jeg nu sammenligne Bagstræverne blandt Kvinder med de Livegne, som stritted imod sin egen Frigjørelse, forudsætter jeg ogsaa trygt, at de ligervis hine finder sine Herrer gode. Ja, for den Sags Skyld — jeg tror gjerne, at der for nogen hver af os et eller andet Sted i Verden gives en god Herre, for hvem vi gjerne kunde bøie Hodet. Men en Ting er at bøie Hodet, en anden at tabe det, eller rettere: At lade den gammeltestamentlige Opfatning kjendes for Ret, at «Manden er vort Hoved«, for vi har intet. Og Dømmekraften maa vel være en liden Smule lammet, hvis vi ikke kan sige os, at med disse vore gode Herrer kommer vi bedst udaf det just som ligestillede og fribaarne Mennesker, og den høster sagtens større Laurbærkrans, den som seirer over én Fri, end den, som seirer over hundrede Trælle.
Nu! Det være sagt: Megen Trældom har vi dog lidt efter lidt — takket være Fanebærerne! — rystet af os. Men: Fremad! Fremad! Vi har langt igjen endnu til fuld Frihed og Lighed. Fremad! Fremad! Den, som staar stille, arbeider imod. Til Kamp mod Dødvægten i vor egen Leir, mod Dødvægten i Sindene. Gjennem Kamp til Seier. Den, som vinder sig selv, vinder Verden. Naar vi Kvinder vinder os selv, vinder vi Verden. Og husk:
«Da først vil Fredens hvide Banner for evig vaie over Landene.»