Efterlatte arbeider/10
Naar en gaar udi Skogen, er det godt at slippe
Mødet med jagtklædte Mænd og Damer i
røde Hatte. Damer overhovedet passer ikke i
Skogen — ialfald ikke med Skjørter paa. — Og
Mændene bør ha Trøierne grønsket af Veir og
Vind, Hatterne bulet, Næverne barket — saa først
staar de i Stilen med Orebusker og Bjergknauser.
Saa først er de som vokset ud af Skogen og hørende Skogen til. — Og da vil en gjerne møde dem.
— — —
Fiskerne holder lange Snører i Vandet; men det hjælper ikke, at de spytter paa Krogen. Fisken er listigere end Mennesket ikvæld; — den bare sprætter i Vandet og sender glinsende Ringe vidt udover Sjøen — Spiral i Spiral, som det svingende Hjul paa en Cirkelsag. — Men Menneskene sidder der kanske heller ikke saa rent for Fiskens Skyld. Vel ligesaa meget for at døse og stirre udover Vandet.
Og de ser Solen gaa ned — og Halvmaanen kommer deroppe som en hvid liden Sky. — Og saa laaser da Fiskerne sine Stænger fast, — og oppe i Aasen klinger nogle faste Slag af en Økse. — De skal vel lave sig Tømmerkøier nu for Natten. Kanske tænker de at udvide den Fiskningstilladelse til en liden uskyldig Rugdejagt saa i Skumringen, eller kanske en liden Spiljagt saa paa Morgensiden. — Velbekomme — I derover i Tømmerkøien! Det er nok ikke saa ganske i Overensstemmelse med Jagtloven, men «Fuglen flyver frit,» tænker I vel. «Eieren er rig. Han daller paa Gaarden, og han diller i Byen — og Fuglen fik han neigu ikke alligevel.» — Og kanske han ikke tog det som nogen Forbrydelse heller. Han er en god Mand og gjør ikke Fattigfolk Fortræd. — —
Men her paa min Side, her tør ingen være.
Derfor ligger Skogen saa vemodslig ensom og taus i St. Hans-Kvælden. — Men lysere blir Maanen, og blankere blir Vandet. Og to Maaltroster svarer hinanden over Sjøen.
Saa blev der bare en eneste Maaltrost langt borti Aasen. — Og Mørket kom sivende ud fra Skogkransen. Og de snoede Trærødder blev fæle Øgledyr, som klatred op fra Sjøen. Saa tændtes Fiskerbaalene — et — to — tre — røde, flammende lige nede ved Vandspeilet. Og en eneste Gang brølte Elgen. — Elgen har det styggeste Brøl i Verden. Men det er mørkt og stærkt, som var det selve Skogen, som raabte i Sommernatten. —
«St. Hans-Kvæld,» siger en søvnig liden Maaltrost med sin fineste Stemme oppi Aasen. «St. Hans-Kvæld.» Og tilslut saa inderlig overtalende: «Naa maa du gaa og lægge dig.» — —
Der sidder en gammel Kone med krogede Hænder og tandløs Mund. — Der gaar en rundt i Skogen, siger hun, — og byder Elskov frem.
«Hm — tror du kanske ikke, jeg selv har seet ham? — Det var, da jeg laa ude paa Flaaberget. Der rørte mig noget som med en Nypetorngren, — og da jeg vaagned, saa jeg et ungt, stout Mandfolk glide bortover Myren. — Kanske du er Per, — tænkte jeg, og jeg hvisked det først og raabte det siden; men han vendte sig ikke. — Men saa vidste jeg siden da, at han var den eneste, jeg havde bryd mig om. Ja, jeg sagde det ligesaagodt, da jeg traf ham, — og saa tog han mig for Gud og Mennesker. — «Per — det var den første Manden min det, ved du!» —
— — —
Der gaar et ungt, vakkert Menneske med en Nypegren gjennem Skogen. Han kan bli baade til Per og Paal; for den, han vækker, synes se sin Elskede for sig. Eller den, der staar Sindet nærmere. — Eller den, hvis Navn har levet ukjendt nede paa Dybden. — Og bort gaar han. Og vi drar Kjendsel paa hans Gang, og paa hans Holdning, og paa alt det, hvorpaa et Menneske kjendes i Halvmørke. Vi ser ham, som for os fylder alt mellem Himmel og Jord. Og vi kalder ham med de deiligste Navne, vi ved.
— Du — du — hører du alligevel gjennem Skogen? Ved du, at i dig er der mange? Ved du, at i dig er du selv og alene? — For du gaar rundt i Skogen med en Nypegren i Haanden — du forandrer dig, og du er dig evig lig. —
Nu gaar du forbi alle de røde Baal, og de, som sover, vækker du. — —
Nypegrenen, du holder i Haanden, er vel brun og tornet. Men indiblandt Tornerne sidder de fine, smaa Skud, som skal bli til Blade og til lyse Blomster. — Som Kjærligheden selv, den, der kan begynde med Mismod og Sorg, men kan bli saa sød og straalende fager. — —
St. Hans-Kvæld.
Til langt udover Natten flammer de knitrende Baal. — —