Efterlatte arbeider/09
Vi ved saa lidet, vi Norske, om andre Kunstnere
end vore egne. For at tage et Eksempel:
Hvad ved vi vel igrund om saadant som Billedhuggere og deres Arbeider — ikke længer væk fra
os end — lad mig sige: i Danmark? — Vi ved,
der er et, den stivnede Plastiks Museum, som heder
Thorvaldsens. Vi ved, vi har en Landsmand hernede, som heder Stephan Sinding, — og i Forbindelse med ham ved vi, her er et Glyptothek. Javel! — Og blandt danske Billedhuggere ved vi, her
var en Bissen og en Jerichau, — og saa ved vi
altid Navnene paa en 2—3 Stykker forresten. Men
det er ikke saa stort, vi har hørt om dem. Og
seet? Selvfølgelig endnu mindre.
Nu! Kanske det alligevel bare er jeg, som er saa inderlig uvidende, at jeg aldrig har hørt Navnet Dan, førend jeg kom hidned? — Her er desuden heller ikke bare en Billedhugger, som heder Dan; her er ogsaa en Billedhuggerinde — J. Pedersen Dan er hans Navn, Fru Johanne Dan, født Betzonich, er hendes. Og som sagt: Jeg har aldrig hørt om «Danerne» før. — Derfor blev det mig ogsaa en dobbelt Forunderlighed, da jeg kom ind paa deres Atelier. Slig en Rigdom af Værker paa privat Hold havde jeg dog ikke tænkt mig. Slig som her er dynget op med alt, tænkeligt og utænkeligt, fra det mindste og mest nitide til det største og djærvest modellerede. — Ja, slig som her det brune Ler er skabt om til at blive dristigt og metalskinnende! Og slig som her Livet er blæst i det kolde Marmor! Jeg siger: Det er jo høitideligt at gaa derinde iblandt disse Værker, de der alle er skabt af samme Hænder og beaandet af samme Aand — mange af dem grebet og fæstnet midt i Bevægelsen — som havde nogen svunget en Tryllestav over dem. — —
— Se nu bare i Krogen der, der smyger sig Slangetæmmersken, hun med Haaret høit paa Hovedet, hun med Lemmer, smidige, glatte som selve den Giftslange hun tvinger med Øine og Haand. — Hvad — om der ikke en Aften vil komme Fosforglød i Slangens Blik, og en, som sidder her alene mellem de to høit benaadede Menneskers Livsværker, vil se Slangetæmmersken, den unge, smidige Indierinde, høine Haanden og hviske — — — og Slangen vil sno sig og hvisle, rundt og rundt. Og Indierindens Haand vil blive haard og skarp af Muskler i Spænd. — Og — hvo ved? Kanske saa den evige Konflikt mellem Kvinden og Ondskabs Ondskab vil komme tilorde mellem dem. — —
— Og se den store, kraftige Moder der, hun med det fulde Bryst, hun som har det trofaste Alvorsudtryk i sit retlinjede Ansigt, hun, der knælende skjærmer sine mange Børn med sit Legeme og sine Arme, ligesom en Fuglemoder, der skjærmer sine Smaa med Vingerne. — Hvad — om den Kvinde satte det ene Knæ fremfor det andet slig en Aften — og langsomt retted sin stolte Juno-skikkelse — det mindste Barn vil hun løfte høit paa sin Arm, som var hun en Rafaelsk Madonna. — —
— «Dryaden, som dør«, har Fru Johanne Dan døbt et af sine Værker. — Løvrigt og vakkert har det engang staaet, Træet. Sol har skinnet paa dets lyse Blade. Og Vind har hvisket og legt. Indtil en Dag, Himmelen skyed over, og Herren sendte sit blinkende Lyn. — Saa splintredes Træet, saa sygned Dryaden, ung og skjøn, midt i sin deilige Sommer — Øinene brast, Øinene lukkedes — nu farer Træets Sjæl did, hvorfra Lynet kom. —
Se, der ligger hun, som plukker Vandliljer, — klyngende de endnu barnslige Lemmer til Træstammen, der hænger ud over Vandet, strækker hun sin høire Arm, og Liljerne griber hun, en efter en. — Kanske er det Livets Liljer, du plukker, du unge, unge Pige? Og du plukker dem som dine Lige flest: Ser nok det sorte, dybe Vand, men aner ikke Rædselen ved det. Tænker ikke paa, at Grenen kan briste, og Livets Sortenøk kan tage dig. — Bedre var du da faren, du unge, unge Pige, om Gravengelen derover skred mod din Grav og dryssed den til med sine blege Roser; for Dødens Rigdom har Gravengelen i sin Favn — det er Mindernes fagre Blomster. — —
Men ved Gravengelens Side — der inde paa Atelieret — spænder Ismael sin Bue. Ismael med Dyreskind om Lænd, med skjønne Muskler i selvbevidst Kraft. — Og tung og indadvendt sidder Holger Danske med sit Sværd over Høisædets Armer, og grubler og grubler over det Danmark, som svandt, over det Danmark, som lever, og over det Danmark, han ønsker maa leve langt frem mod Diamantbjergets Evighed.
Saa synes jeg næsten at høre den brustne Lyd af Hornet, hvori den lille, døende Hornblæser udaander sit sidste Suk, medens den gamle Veteran bærer ham paa sine Arme i Spidsen for Regimentet.
Men det bedste gjemmer jeg tilsidst, det, hvorefter jeg nu hele Tiden har længtet at skrive:
Tungt og massivt gammeltestamentligt er Sujettet. Det er taget fra hin Tid, hvorom skrevet staar:
«Israeliterne skulle udfries af Ægyptens Trældoms Aag» — —
Den unge Syrer har arbeidet paa den store Sfinx, og den ægyptiske Sol har brændt paa hans Hoved. Som skarpe Klinger har han seet Solstraalerne mødes for sine Øine, og han har følt dem bore sig dybt ind i Hjernen; men arbeidet har han, banket og hugget med Hammer og Staal — snart har han fornummet sit Legeme som den glødende Sten — snart har han fornummet det koldt og fugtigt som Væggene i de dybe Krypter; men fremdeles har han arbeidet — arbeidet og arbeidet. Kanske har han revet en Rift — kanske skal han forme en Fold i det tunge Hovedsmykke? Hans Hammerslag bliver til vilde Hug — og hans Hammerslag bliver saa ujævne, svage, som laa den Hammer i Barnehaand.
«Jehova, hvor er du?» stønner den unge Syrer.
«Jehova, Jehova. Jehova er i det største paa Jord: Jehova er i Mørke, Jehova er i Ild, Jehova er i Hav, Jehova er i Sten. Men hvo, der ser Jehova, han maa visselig dø!»
Den unge Syrer løfter sit sløvede Blik did, hvorfra den brusende Stemme syntes lyde, — og han ser op mod den store Sfinx. Og Sol flammer om Gudens Hoved, Sol gnistrer om Gudens Pande, — da trækker det sig til Smil om den stærke Mund — — og livløs styrter den unge Syrer om mellem Sfinxens mægtige Arme. — —
«Og Trældoms Aag er brudt,
Livets Gaade løst,» —
saa lyder Mottoet, den danske Billedhugger har givet dette Værk, der fremstiller den unge Arbeider liggende død i Stengudens Favn.
*
Men der er flere end den unge Syrer, der arbeider paa den store Sfinx. Og Livet hærjer, og Solen brænder, og Sfinxen suger dens Marv og Blod — — — og Jehova er i det største paa Jord: Jehova er i Mørke, Jehova er i Ild, Jehova er i Hav, Jehova er i Kunst. Men hvo, som ser Jehovas flammende Aasyn i sin egen Kunst, han maa visselig styrte livløs i Sfinxens Arme; for da har han arbeidet sig selv tildøde. Men:
«Saa er da ogsaa Trældomsaaget brudt. Og Livsgaaden løst.»