Efterlatte arbeider/08
Det staar saa underligt for mig at jeg ikke
kjendte ham altid. Og jeg synes jeg maa
tilbage ind i en uendelig og fjern Urtid, at jeg maa
drive Tanken tilbage med Klaps som mod paatrængende Fugle for at komme tilbage til den jeg
elsked dengang — for længe, længe siden — det
er hundrede Aar — eller tusend kanske — hvad
ved jeg? Blæst har blæst, Sne har snedd, Alverdens Floder er rundne i Havet — og dog rinder
de endnu — staar ikke tomme — som mine egne
Tanker — søm mine egne Drømme, som min egen
Evne til at elske. —
Ikke var han vakker. Ikke var han berømt, og ikke var han rig. Men Venner havde han, og Kvinder daared han, — Min Elskede var han. Nu er han død.
— — —
Det nytter ikke at snakke i Blomstersprog, der aldrig Blomster grodde. Det nytter ikke at male med Himmelfarver, der Himmel aldrig lyste. Men kanske kunde det nytte at forme noget af det, som bed sig i Sindet dengang. Kanske kunde det formes som et lavt Relief af simpel brunsort Lere, Det Relief skal jeg lægge paa Graven. Hans Grav. Min haanske Ungdomselskede paa Jord.
Jeg sidder her, og fremover ser jeg, og Verden er graa. Jeg sidder her, og tilbage ser jeg. Og Verden er graa. Og jeg siger til mig selv : Det er vel saa, at enkelte Mennesker skal gaa i Graaveir fra Fødsel til Død, ogsaa for at overbevise sine Medmennesker om, hvor lykkelige de er, hvis Liv ikke er Ørken og Øde, og de, hvis Liv ikke kommer ind under de store Skyggegiveres Skygge. Derfor er det dem givet at øse af sin Sorg. Den gang jeg endnu stirred paa Verden med store Øine, dengang jeg trodde, at Verden havde saa underligt Lys og røde Roser, alt dengang kom jeg ind under hans Skygge — Vibe Vangs.
Naar jeg skal snakke om Vibe Vang, faar jeg vel først fortælle, hvad jeg hørte om ham, før vi blev kjendte — dengang jeg kun flygtig og paa Afstand saa Smilet om de smale Læber. Det deilige, forfærdelige Smil. Og de haanske Latterglimt over hvide Tænder. Vibe Vang! Alt dengang forstod jeg, at den besynderlige Profil med den lille mørke Moustache, den taalte ingen Kvinde se. Og jeg maatte lære ham at kjende. Gjennem Ild og Blod. Uden ham føltes ikke Vaaren. — Jeg lo til ham, naar jeg kom fra Kursuset med Bøger under Armen. Og Veninderne lo ogsaa. For vi var jo igrund Bachfischer allesammen, — og han var — Vibe Vang. Men saa kunde jeg sige til mig selv i Aftendrømmene, at han saa ikke stort paa de andre, mens til mig gjorde han altid nogen hemmelige Tegn, sukked, hilste eller rysted paa Hovedet. Jaja, han skjønte vel, han, hvem havde tykkest Blod af dem, og kanske jeg ogsaa var penere end — mange.
Der kunde ikke siges i Anledning af Vibe Vaisgs daarlige Ord, at han havde Solen i Ryggen, fordi der gik Skygger foran ham. Thi der gled ogsaa Skygger efter ham og om ham, og hvor han satte sin Fod. Der var daarlig Fred under Vibe Vangs Skygge. Saa mentes: Den Pige, som gik med ham, skulde være forbandet, hun skulde aldrig finde Glæde i Livet — og blev hun end ikke af de mange, han havde stødt ud i Mørket, hvor der var Graad og Tænders Gnidsel, saa skulde hun ialfald aldrig finde Kjærlighed paa Jord. Han var som selve Fortabelsen, der han gik. Det var den levende Begravelse. Men ogsaa Ilden, som mange springer ind i istedetfor at redde sig ud af. Afgrunden, som suger. — Aa, Vibe Vang — la brænde, la synke! — Saa var vel manges Ord, og de brændte og de sank, og Vibe Vang gik videre med sit Haansmil og sin kolde Latter.
Menneskene er noble undertiden. De søger Undskyldninger frem, og gjør sig Umag for at forståa sin Næstes Ondskab. Det er pent. Men der burde være lidt større Konseqvens i det. — —
— — —
Det hændte paa en Tid, jeg havde opgivet at træffe sammen med Vibe Vang, at jeg gjorde Bekjendtskab med en ung Mand, der kom fra en af Smaabyerne. Han blev forelsket i mig, og om en Stund var vi forlovet. Han var saamænd baade vakker og godmodig, denne; men at jeg snakked om Vibe Vang, det likte han ikke. —
«Du skal aldrig bli kjendt med ham,» forsikred han. «Aldrig i Livet, hører du. Aldrig.»
«Aa, jeg blir det nok engang alligevel, skal du se,» husker jeg, jeg svarte — næsten uden selv at vide det.
«Gjør du det du — han blir snart kjed af dig,« sagde han først med krænket Ligegyldighed. Men i næste Øieblik tog han mig om Haanden. — «Ei det noget jeg kan gjøre for dig?» spurgte han, ganske fanatisk i Øinene. Alt kan jeg gjøre. Men jeg maa vide, at hvad jeg arbeider for, venter mig trofast og i al Evighed. Hører du, du El skede min?»
«Jada. Ja. — Men han der» — og jeg lo af Forstaaelsesløshed, saaledes som Ungdom kan gjøre.
«Han der,» sagde han efter. «Han der —» — og han blev ganske udaf sig bare ved Tanken. «Du gjør mig gal med det Snakket — Aa du — du» — og han faldt i Knæ og tilbad mig dumme, unge Skabning. Og han gik hjem og skrev lange Vers til mig istedetfor at studere.
— Saa stod da denne min Kjæreste og jeg sammen en Dag udenfor en Malerihandel. — Der var udstillet et stort Maleri i Vinduet: «Foraars nat». — En Pigeskikkelse glidende henover en grøn Eng, hvor vage lyse Blomster skimred, — og knapt vidste den, som saa — om ikke Pigen mentes skabt af Myrtaagen dernedenfor. — Min Forlovede bøied sig hen mod mig og smilte med sine mørke Øine :
«Det er du, som gaar der,» sagde han. — Jeg var smigret og syntes det var meget nydelig sagt af ham. Men som jeg stod der og afvekslende beundred Maleriet og mig selv, saa jeg i Speilglasruden, at min Forlovede og en Herre hilste paa hinanden, og — jeg ved ikke hvorfor, men rent impulsivt vendte jeg mig om i det samme. — Det var Vibe Vang. Han studsed, traadte et Skridt tilbage, hilste paany — denne Gang paa mig — og gik videre. Saa vendte han Hovedet med den besynderlige Profil. Smilte. — Jeg var bleven rød, følte jeg, — saa rød, at jeg fik Taarer i Øinene. — Og vi blev staaende stille der en Stund ved Vinduet, vi to, og ingen af os sagde et Ord. — Tilslut var det jeg, som talte :
«Kjender du ham, du?» spurgte jeg
«Hvem?»
«Aa, han som gik forbi isted og hilste vel — Vib — —» «Javist gjør jeg,» svarte han mut. «Han har jo noget Familie dernede i K—» — —
— Saasaa, — jo de Mandfolk kan nok forsøgsvis være brav lure — enten de nu er unge eller gamle. Og det havde han tiet vel stille med, sit Bekjendtskab til Vibe Vang. Men se — det kunde han vel tænkt sig, at det Faktum saa alligevel maatte komme for en Dag, og havde du sagt det, var det ikke kommet saa overraskende morsomt. — Og jeg, jeg gik hjem den Middag — jeg syntes: Med Sus af Musik for Ørene.
— — —
Livsens Ironi du unge Mand, dengang min Forlovede — Livsens fatale Chimære! Du, som havde forsvoret mit Bekjendtskab med ham, den anden — du, som havde tryglet og tilbedt og gjerne havde lagt din Sjæl i Vægtskaalen for at have mig i Fred og for dig selv — — og saa blev det alligevel dig, netop dig, — som indleded Bekjendtskabet mellem os.
Det blev saa ganske enkelt. — Det blev sa; ganske enkelt alt, hvad Vibe Vang foretog sig: Det faldt jo af sig selv og kunde ikke være anderledes. — Det var, at han kom hen til os paa Gaden en Dag:
«Goddag T — —,» sagde han og slog ham paa Skulderen. «Jeg har lænkl at reise ned til K — — en af Dagene. Skal jeg hilse dine Forældre fra dig, Gutten min?» — Det kom noksaa jævnt, med et Anstrøg af troværdig Ironi, saa han ligesaagodt kunde tænkes al sige Sandhed som Løgn, ligesaagodt Løgn som Sandhed. T — — kunde heller ikke ganske bevare Alvoret:
«Aa Tak,» sagde han dog. «Det skal du ikke bry dig med.»
«Hvad siger du?» udbrød Vibe med stor og forstilt Forfærdelse. «Jo, du er en nydelig Gullemand-Fan, som ikke vil hilse Mor din! — — Saa faar du istedet forestille mig for den lille Damen der da. — Det er Frøken H — jo — ved det nok! — Naa, du betænker dig, syns jeg: — haha — mit Navn er .....» Og han blev staaende og smile med Hatten i Haanden.
«Det er Frøken H. ja,» sagde den unge Mand ganske rolig — «min Forlovede» —
Vibe Vang rygged:
«Aa Død og Plage,» sagde han som før. «Er De alt forlovet De da?» henvendte han sig til mig, lidt blødere i Stemmen. — «De som er saa søt og liden. — Skal De da virkelig ha Lov til at gaa her og sætte Herrerne Fluer i Hodet? — Nei, gaa paa andre Steder Dere, Barna mine!» — og han hilste og gik — uden at vende Hovedet denne Gang.
«Saa du?» sagde min Forlovede stille triumferende. «Saa du, min Pige? » og han klapped mig skadefro paa Armen. «Pokkers Fyr forresten.»
Jeg gik der paa Hjemveien og svælged Graaden og havde ingenting at sige. Jeg hørte ikke, hvad han ved Siden af mig snakked om, og jeg svarte sikkert ja, nei, bort i Taagen. Og saa fik jeg endda det :
«Du tog dig ikke ud idag, Ven min,» idet han gik fra mig. Han lo fornøiet. Jeg tror, han var beroliget.
— Men jeg havde nok bare ett Ønske siden: At træffe Vibe Vang og sige, at det slet ikke var noget i den Forlovelsen. Saa vilde kanske Vibe Vang sige engang til, at jeg var søt og liden — og saa var alting vel. — — Aa, Herregud — du deilige Vibe Vang — uden dig skinned jo ikke Dagen! —
— — —
Det gik flere Maaneder, uden at Lykken hjalp mig. Jeg saa Vibe Vang saa fra og til — under tiden hilste han meget stivt og formelt, andre Gange rysted han paa Hovedet og bevæged Læberne, som om han sagde noget. Atter andre Gange — naar han gik sammen med Damer — saa han mig slet ikke. Og jeg begyndte saa smaat at opgi ham, tøved ialfald ikke saa meget om ham som før. Og jeg forstod min Forlovede gik der med en tryg, liden Latter mdi sig, at nu var da det Skjær klaret — nu havde han sagtens sin Pige til Dødsens Dag. Han gik nok alt i Tanken med mig i Butikkerne og kjøbte Uldgara og Traad som en anden snil liden Ægtemage, — og han begyndte at foreslaa, hvordan jeg skulde klæde mig. Helst i sort. Bare sort, med lidt rødt paa Hatten eller i Brystet. — Han var virkelig rørende og god, og nu da Tryg heden var kommet over ham, holdt han op at skrive Vers og læste istedet, for paa Manuduktioner baade sent og tidlig. Jeg fik en Perlering af ham, og snart skulde jeg faa en glat en paa høire Haand. Naar jeg skal snakke om mig selv, gjorde disse Hengivenhedsbevis mig egentlig hverken glad eller høistemt; igrund begyndte jeg at tage det altsammen som en Selvfølge. —
Det var en Stund udpaa Høsten, som jeg havde fulgt min Forlovede til Manuduktøren, at jeg kom alene tilbage opover Gaden. Og alt paa lang Afstand gjenkjendte jeg Vibe Vang oppe paa et Gadehjørne. Jeg samled krampagtig Skjørterne sammen, og tænkte at svinge ind i en Sidegade, at han ikke skulde se paa mig, saa jeg kom til at gaa raskt. Han trak nu saa umanerlig der han stod og saa ret frem for sig med Profilen til, og saa gik jeg alligevel. Han stod stadig og saa ret frem, men som jeg var kommet lige bag hans Ryg, gjorde han ganske pludselig helt om og rev Hatten af. Jeg fik saavidt nikket lidt paa Hovedet. Saa sagde han noget og slog Følge. Sandt at sige tror jeg nu han havde drukket Vin; ialfald tyded Underholdningen paa saadant.
«Saa var det Dem alligevel da,» sagde han. «Dem og ingen anden da, Skøierungen. Jeg stod næsten og vædded med mig selv. Tænkte saa smaat at tælle paa Knapperne — haha! — Jeg syntes nok det var meget til Forlovelse, det, at følge ham slig i Regnveiret. Men se til, om det ikke var slig alligevel.» — Det kom for mig, hvad jeg havde tænkt saa meget paa, at sige mig fri — og saa — skjønt det for Øieblikket var hverken Tid, Sted eller Aarsag til det, sagde jeg:
«Det er slet ikke sandt det, hvad T. sagde: Vi er slet ikke forlovet.»
«Du store min,» sagde Vibe. «Har T. virkelig sagt det. Nei, det er vi da ikke.»
«Neida, nei sligt noget.» Han holdt fast ved sin Misforstaaelse — og det hele blev jo saa ubeskrivelig morsomt og latterligt, at Folk snudde sig og saa paa os, og Vibe Vang selv hysched :
«Gaa ind her, Skøierungen,» sagde han, «saa kan De faa Lov at le Dem ihjel af mig. Ja, ikke rigtig ihjel da. Ikke rigtig. — Gaa ind her, saa drikker vi et Glas paa den Forlovelsen vor, haha.» — Det var et Sted, hvor der lyste rødt. Det tjener vel ikke som Undskyldning for at gjøre en upassende Ting dette, at det regner og er koldt udenfor. — Men det var jo Vibe Vang, jo. Kjære, det var jo Vibe Vang, som spurgte. —
Naturligvis kom det fluksens tilbage til min Forlovede, at jeg havde været med Vibe Vang paa Bodega. Der var jo ogsaa kommet flere til derinde, og der havde været Hurlumhei og Champagnedrikking. Min Forlovede var bleven det refereret noksaa nøiagtig. Nogen havde kommet hen til ham og spurgt ham om, hvordan han kunde finde sig i sligt:
— Er det ikke Dem, som er forlovet med T. da, var det blevet sagt. «Aa pyt. Neida.» «Men T. havde sagt det.» «Aa, T. var kanske lidt forelsket — og derfor skrønte han.» — «Saa Folk skrøner, naar de er forelsket. Hvad er det for Moral, lille Frøken?» — Saa havde nogen dreiet det helt om, og insinueret, at kanske ogsaa visse andre var forelsket, siden de skrønte og den «visse andre» havde leet og ladet det kjendes for Ret.
«Jeg kom nedover Gaden her i Sommer engang, jeg,» havde Vibe fortalt, «og der stod et Par saa hyggelig udenfor Blomqvist. Fyren kjendte jeg, men ikke Pigebarnet, — før hun vendte sig — Guds Død, da saa jeg det jo. Se paa hende, hun er som en Dans i Makanaien,» og han havde afvekslende vrøvlet og vært melankolsk, som altid, naar han havde seet for dybt i Glasset. Og en liden Frøken havde leet og fundet det altsammen saa saare godt og fornøieligt, at tilsidst et Par ærlige Sjæle havde taget sig af Sagen og faaet hende hjem fra ham.
«Tænk at paastaa, at han var fuld,» sagde jeg. «Han var ikke fuld, det er bare for at snakke ondt om ham, de siger det.»
«Naada — det er mig aldeles ligegyldigt, hvad han var. — Men du, hvad sagde du, da du kom hjem ?»
«Jeg havde været sammen med dig naturligvis.» — Da kunde han ikke andet end le i sin Fortrydelse:
«Du er sandelig den værste Skurk jeg har kjendt.» — Men saa kom det efter: «Er du forelsket i ham? Ønsker du helst at slippe fri for mig, saa skal det ske, selv om det slider Hjertet ud af mig.»
«Vil du gi mig fri for en Uge?» spurgte jeg. Han betænkte sig lidt:
«Javel,» sagde han saa, «hvis du kommer tilbage som Jomfru.»
De faa Ord! Endnu kan jeg føle, hvordan de skabte Rædsel i mig.
«Det er forresten det samme,» sagde jeg. «Jeg bryr mig ikke om Friheden, hverken for en Dag eller en Uge eller nogensinde. Han lysned til:
«Saa lover du mig, at du ikke bryr dig noget med ham der. Og jeg skal tro dig, at det var bare paa Moro og Leven altsammen, ja — jeg skal forsøge ikke at huske paa det engang. Men du maa love mig det hver eneste Dag og fortælle, du er glad i mig og ingen anden. Vil du, Søten min?» Han lued sig selv op til en Ildsflamme, lidt efter lidt. Og vi forsikred hinanden høitidelig, at der ikke mer skulde komme Knuder mellem os. Men jeg tror nok, jeg sukked.
— Rædselen de faa Ord havde fremkaldt i mig for Frihedsugen, Vibe Vang og alt muligt, den tabte sig ikke. For Vibe Vang veg jeg undaf,. hilste ikke, vendte Hovedet bort. Men var han vel forbi, saa jeg efter ham. Og var det ikke, som selve Rædselen kildred? Og syntes jeg ikke, Livet var mere stængt og lukket end nogengang før?
— — —
Jeg blev sendt ud paa Landet en Tid. Jeg havde ingen videre Vilje og føied mig i det Ydre efter mine Nærmestes Paafund. Nu ved jeg ikke og er aldrig rigtig kommet paa det Rene med, om det var min Forlovede, som havde udvirket min Forvisning, fordi han aJligevel fandt det noget usikkert at have mig derinde. Eller om det var mine Nærmeste, som havde fundet ud, at selve min Forlovede var Farens Brændpunkt; fordi nu slige lange Forlovelser ikke har godt Ord paa sig. — Ihvertfald da: Paa Landet blev jeg sendt, og paa Landet forblev jeg baade Vinter og Vaar.
Jeg akte Kjælkebakke og gik paa Ski. Jeg tælled 7 Stjerner 7 Aftener i Træk, og jeg ønsked Vibe Vang. Ønsker af Nymaanen. Saa saa jeg Sneløsningen komme, og jeg drømte og drømte Vaartiden udover. Og Løvet sprat. Det deilige, fine Løvet. Da fik jeg et Brev fra min Forlovede, hvori han fortalte, at han var syg, og bad mig komme. Det var et underligt Brev, og jeg skjønte det ikke. Han var et daarligt Menneske, skrev han, og jeg var en Engel. Det var noget ved det, som vred han sig i Fortvilelse. Og jeg reiste! Kom didind, hvor alle gik i lyst Vaartøi. Følte det slig jeg gik opover, at Verden var blit større, siden jeg sidst saa den, og stærkere og vakrere. Og jeg saa Vibe Vang smile. Og jeg havde Lyst til at synge.
Men oppe paa Hospitalet laa min Forlovede med røde Læber og mørke Ringer om Øinene. Jeg var bleven ført didind af en Diakonisse, som saa medlidende paa mig og langsomt lukkede Døren, da jeg var kommen indenfor.
«Hvad feiler det dig da?» spurgte jeg. «Har du ondt i Halsen ?» For han havde jo hvide Bind om Halsen. Han rysted bare paa Hovedet.
«Jeg maatte se dig,» hvisked han og holdt mig krampagtig i Haanden. «Jeg ligger her og tænker og tænker, og var du nu ikke kommet, tror jeg, jeg vilde skudt mig. Og det maa jeg ikke: Jeg har to Forældre.» — Jeg stirred bare paa ham og forstod ikke et Ord.
«Jeg skylder dig at sige det,» sagde han videre. «Vi var sammen en hel Del af os, og vi havde drukket noget — », han saa bort og bed sig i Læben. «Saa glemte jeg dig et Øieblik. Et eneste Øieblik. Det er den eneste Gang i Livet, jeg har glemt dig ogsaa. — Og nu svider jeg for det.» — Der blev en lang Stilhed. Det var nok, som om noget dæmred for mig; men hvad skulde jeg vel sige?
«Jeg vil ikke bede dig om Tilgivelse,» sagde han saa om en Stund. «For det er for meget. Men jeg tænker: Om du kunde ha lidt Taalmodighed med mig, saa kunde vel alt bli bra igjen. — Nei, du skulde ikke angre det, du» — han saa op med sine varme, trohjertige Øine. Jeg tænkte lidt paa Solskinnet udenfor, paa Vibe Vang og Musikken; men naar han var saa bedrøvet og syg, var det jo stygt ikke at trøste ham, og — Han havde jo ogsaa mit Fotografi under Hovedpuden:
«Jeg er glad i dig,» sagde jeg. «Jeg er jo saa svært glad i dig,» og jeg strøg ham over Haand og Kind. «Jeg tænker ofte paa den første Tid vi var kjendte.»
«Du kjære, deilige Kjæresten min,» sagde han «Saa hvid og saa skjær.» Og jeg saa det fanatiske tflik i Ørnene, som jeg kjendte saa godt. — «Aa gaa du,» bad han saa pludselig, ganske bleg. «daa. Gaa, hører du.» —
Og jeg gik. Saa ham ikke siden.
— — —
Folk havde vel hørt, at T. laa paa Hospitalet, og de burde have beklaget mig; men istedet gik de afveien som for Pest. — Jeg begyndte snart at bh trodsig og kneise — jeg havde jo ikke galt gjort. Slet ikke. — Hvorfor gik de da saadan som om jeg skulde brande dem. Gid jeg bare kunde brande dem — til Kul og Aske allesammen! — Samtidig var der de, som begyndte at bearbeide mig, at jeg skulde gjøre den Forlovelse forbi. Var han saa glad i mig, han, kom han sagtens igjen, naar han var ferdig med Studierne Saa var der andre, som sagde, han var en Hykler — og Sten for Sten reves det ned, det lille Fundament hans Kjærlighed havde bygget op i mig.
Og endelig blev da vor Forlovelse hævet.
Jeg pusted en tung Mare af mig og gik at møde min Vibe. Jeg havde nok glemt Rædselen for ham. Hvad skulde det vel efter den uheldige Forlovelse skade mig at gaa med Vibe? Hvorfor skulde jeg være ræd Vibe Vang — havde vel min Forlovede været bedre?
Og jeg mødte min Vibe, og jeg mødte ham ikke, og jeg kjendte ham paa en utrolig Afstand. Der kom Uger saa fulde af Medgang og Modgang, at jeg sov ikke om Natten, og sov ikke om Dagen og blev tungere om Øinene og vagere om Munden.
I Paaskehøitiden var jeg alene ; for mine Nærmeste reiste bort, og efter som jeg omsider havde lært at tie om Vibe Vang, gjorde de sig ingen Skrupler ved at lade mig tilbage.
Netop da fik jeg en Billet fra ham, og jeg maatte møde ham næste Dag, og Dagen derefter og stadig — hver Dag i Helgen. Vibe Vang rysted paa Hovedet og lo. Og jeg lærte ham vel at kjende, den frygtelige Vibe Vang, som da slet ikke forekom mig saa frygtelig endda. En Dag gjorde jeg mig Fornøielse af at narre ham. Sagde jeg skulde komme; men sad hjemme istedet og lo ved Tanken paa, at nu gik den feterede Vibe Vang der forgjæves. — Men saa deiligt som alting var! Saant et syngende tidiigt Foraar. Solen sken paa slørede Birke. Og Aftenerne sev den fine Cigarrøg som Beruselse gjennem Gaderne. —
Og jeg mødte min Vibe, og jeg mødte ham ikke, og jeg kjendte ham paa en utrolig Afstand.
— — —
Der er sagt om andre Mænd, naar de vil daare Kvinder, saa bruger de mange og fagre Ord. De lyver om Kjærlighed og forlover sig paa Skrømt. De bruger sine Øines og sin Viljes Magt. Og der er stygge Giftslanger iblandt dem.
Vibe Vang gjorde ingen af Delene.
Man sige, hvad man vil — jeg siger til min Død:
Vibe Vang var en ærlig Røver.
— Husker nogen Fabelen om Løvens Hule ? — Om Fodsporene, som førte ind, men aldrig til bage? — Har nogen tænkt paa, om de egentlig fortjente bedre, de enfoldige Dyr, som gik didind? De vidste jo, det var Løven.
— — En Mand fødes til Verden med et Overmaal af Kvindetække. Aarene gaar og Erfaringen lægges til. — Og han er stærk som Løven og kvindekjær. Saa bankes der paa hans Dør, eller han aabner sin Dør, eller nogen følger med ham — hvorfor skal han saa la dem gaa tilbage, disse Kvinder?
Det var kanske dog, hvad de helst vilde: Lære Livsens dunkle Gaader. Lære det saaledes, at de selv ingen Skyld har — hverken for Gud eller Mennesker. —
— — —
Men naar jeg siger Vibe Vang aldrig bragte gode Ord, saa tror jeg at just dette bevirked noget i, at Kvinderne blev hængende saa fast ved ham. For de kom til at længte efter de gode Ord, og de kunde ikke opgi Haabet om dem. Og endnu værre : Den, som opnaadde dem, den blev at ligne med Mennesket, der har seet Guld glimte i Bjerget og til sin Dødedag blir søgende deretter.
— — —
Der skulde dog ikke være nogen Tvang for ham at undgaa de gode Ord. Ingen Selvbeherskelse i svage Øieblikke, saa haard som han var af Sind. Han saa jo ridderlig ud, men der var vistnok intet i Verden, som kunde røre ham længer end han selv vilde, hverken Skjønhed eller Graad. Der sagdes : Udaf en Bagvei til hans Bekvemmelighed, der var det som Byens bedste Damer stod i Kø, og stundom kom de hulkende — lod Taarerne rinde, saa alle saa det.
Jeg mødte undertiden en liden vakker og krumnæset Pige dengang. Hun havde de nydeligste mørkeblaa Øine til sort Håar. Men var det ikke som de Øine spruded af Had, naar hun saa mig. Saa var det en anden : En voksen og elegant Dame. Hun forsøgte at irritere mig ved at fare afveien. Saa var det en tredie af Selskabet: Hun blæste mig i Raseri lige ind i Ansigtet. Jeg saa rolig paa dem : I mig havde de sagtens ingen Rivalinde. Mellem Vibe og mig var der intet, skulde da heller aldrig bli mer. — Men de kunde vel ikke tænke sig Muligheden. — Jeg fortalte det til ham, og han lo foragtelig:
«Haha, de liker sig ikke paa Refusionslisten.» Og saa fulgte da et af hans uundværlige Holberg-citater. — Nu om Stunder læser man ikke et Menneskes Skjønhed ud af Ansigtet alene.
— Alt i alt stod det saaledes for mig: Jeg syntes, det var en Triumf at gaa med ham. Jeg gik jo der ved Siden af en stor og mægtig Herre. Blev misundt. Hadet. — Og jeg kunde blæse i dem alle. — Saa mit Hovmod var stort.
Imedens kom mine Nærmeste hjem, og da nogen forebragte dem Nyheden om, hvilken Kavaler jeg havde, blev der en anden Tale.
«Hvad hører vi om dig,» sagde de. — Og jeg blev bleg. — Fik de atter høre det, skulde jeg paany ud af Byen. Jeg fortalte ham det. — «Var dig, min Pige,» sagde han ligegyldig. — Alligevel kom det efter med ham: «De havde ikke behøvet at nægte dig det. Døm selv : Har det skadet dig?»
— Nei, det havde ikke
«Det er værst for dem selv,» sagde han. «Nu kan du ikke gaa paa Gaden med mig da.»
«Jeg blaaser i Forbudet,» sagde jeg.
«Da blir du jo sendt bort, jo,» kom det halvt opgivet.
— — —
Nogen Tid efter forefaldt følgende Samtale mellem os. Han sad da ganske gulbleg i Ansigtet og støtted Hovedet i Haanden.
«Jeg har været paa Rangel om Dagen,» sagde han. «Jeg gjør saa meget, som jeg siden ikke gider tænke paa. — Og igrund bryr jeg mig ikke om at være sammen med andre end dig.»
«Jeg bryr mig heller ikke om at være sammen med andre end dig.»
«Hm — vesle Tasse! — Men jeg er kjed alle disse, som hænger efter mig. — Vil du gifte dig med mig?»
«Jeg. Jeg?» — Og jeg lod ærgeriig. — «At tøve om sligt!»
Han stirred fremfor sig uden at trække paa Smilet:
«Det er nu alligevel ikke Tøv. Vi skal tjene Penge tilsammen, vi — og saa skal vi gifte os — hvis du vil?»
Jeg blev saa befippet, at jeg svarte ikke et Ord. — Han saa braat op:
«Naada. Naa. Du er nok lidt dum, du. Eller ogsaa er det nogen anden du tænker paa.» — Nei, det var det da slet ikke. —
Hovedet sank endnu dybere, og Øienlaagene lukkedes næsten i: «Aa, jeg kjender til det,» sagde han, og saa fulgte en Trækning af Haansmilet. «De Piger kan være ligesaa mangfoldige som de er dumme og unge til.»
— — —
Naar jeg nu tænker paa det, forekommer mig mangt og meget saa underlig sammenføiet i denne Vibe Vang Periode. Saaledes var det, at jeg en Ettermiddag traf ham i det deiligste Solskinsveir. Men lidt henimod Aften tog det til at skye over. Og udpaa Aftenen en Stund rased det reneste Uveir gjennem Gaderne. Saa kom Tordenskraldene, og Lynild, som sprængte Telefonkablerne bortover.
Da sad vi et Sted, Vibe Vang og jeg. Og Mørket var saa tæt, at jeg ikke saa Haand for mig. Men i dette Mørke, hvorigjennem af og til skar et knistrende Lyn, som viste mig Vibe Vangs blege Ansigt, fortalte han mig en Historie:[1]
— — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
Jeg syntes det var saa galt for Vibe Vang. Jeg husker, jeg graad. Han lod sig ikke mærke med, at han hørte det — tog det vist som en Selvfølge. —
Saa var det paa den Tid, da jeg havde begyndt at kalde ham for Vibe Vang. For han hed det jo ikke. Men jeg har altid helst kaldt Folk ved andre Navne. — Og han kaldte mig Dalila; fordi det var noget han dreied helt om, — og fordi det ligned et Barndomsnavn, jeg havde. —
«Vibe Vang,» sagde jeg til ham, — «har du rødt Blod? — Kjære, lad mig se det, Vibe Vang.»
«Nei, det er gult, Dalila,» svarte han og 10. «Aldeles brandgult er det.» Saa gav jeg mig ikke, og for at føie mig virred han tilsidst sit Lommetørklæde om Haandleddet og skar sig i Haanden. Aa, Blodet var nok rødt. Vibe Vangs Blod. — Det kan være det samme, lrvad jeg gjorde, da jeg saa det Blod rinde ham som en rød, bølget Snor nedad Haanden. Men hvad jeg gjorde, likte han ikke. — Jeg syntes se han blev fjernere siden. Samtidig som det i mig var runden en Galskab med Mal:Så Blod. — —
Han opsøgte mig ikke længer. Og det var kun tilfældigt, naar jeg snakked med ham. Og jeg tænkte og led og sov ikke hverken Dag eller Nat. Nu havde jeg ingen til at kalde mig Dalila længer, og ingen til at sige, jeg var en Tosk. Nu havde jeg ingen at gaa sammen med, for det lod sig til slet ingen anden brød sig om det heller. Var der saasandt kommet nogen, havde jeg sikkert ikke foragtet dem! Nu gik jeg der ensom og forladt, og havde Hoste og saa min Vibe Vang gaa sammen med Damer. Og saa fik jeg Lyst til at dræbe ham. Men Tankerne lempedes. Saa fik jeg Lyst til at dræbe mig selv. Og atter lempedes Tankerne. — Og saa gjorde jeg noget utrolig komisk og galt.
Jeg har ofte siden tænkt paa, hvordan jeg kunde falde paa at lyve paa den Maade. Men det var vel det, at jeg vilde vække hans Interesse paany og alligevel komme helskindet ud af det, og saa være med til at videre følge Tingenes Gang :
Jeg havde en Revolver, som jeg skulde lade med løse Patroner. Og i et beleiligt Øieblik affyre et Skud, et paa Vibe Vang og et meget dræbende paa mig selv. — Det skulde vel give ham en god Rystelse det at se mig segne bevisstløs om paa Gulvet. —
Saa anmoded jeg Vibe Vang om at møde mig, og han mødte mig da. — «Det er bare det, jeg vilde sige,» sagde jeg, «at nu skyder jeg mig snart.» — «Gjør du?» svarte han rolig. — «Javist gjør jeg. Jeg har Revolveren i Kaabelommen.» — «Aa Sludder.»
Det beleilige Øieblik indtraf, og den store Scene skulde foregaa. Jeg greb i min Kaabelomme. — Revolveren var borte. — —
«Jeg har din Revolver,» sagde Vibe siden. «Her er den.» Og en for en plukked han de smaa Pappatroner ud. —
«Hvad er det da?» spurgte jeg fornærmet.
«Hvad er det ja,» svarte han uden et Smil. — Han havde sagtens leet fra sig i Mellemtiden. —
— — —
Saa maatte jeg i min Kvide finde paa noget nyt. Og nu var det Alvor.
«Nu vil jeg drukne mig,» sagde jeg til Vibe.
«Det kan jeg tænke, ja.»
«Jeg reiser virkelig ud af Byen for at drukne mig!»
«Ja, jeg tror nok det.»
«Du faar aldrig se mig mer, Vibe Vang. Jeg skal sige Adjø med dig idag.»
«Aa Død og Plage,» — han trak Øienbrynene opad. «Jeg vifter med kalle Handen.»
— — —
Det blev da en lang Historie. Jeg har tænkt den saa ofte, aarker ikke gjengi den i fulde sin Længde. — Jeg hopped virkelig i Vandet. Men blev fisket op igjen og kaldt tillive, og da saa Pusten vel var kommen tilbage, havde jeg ikke større Mén af det end en Fisk vilde havt.
Men en anden Ting var, at Vibe Vang læste et Referat i et af Smaabladene, om en Dame af det og det Udseende, som var funden livløs i en Tjernspyt. Og da der ikke stod mer, trodde Vibe Vang, at Livet var sluknet for altid. — Saa havde nok Vibe Vang faaet sit. Saa vilde Vibe Vang skyde sig. Han laa Dage igjennem og vred sig paa en Sofa. — Dalila — Dalila — og den som gik ud af Døren, den hørte noget som en ond og halvkvalt Hoste. —
— — —
Jeg mødte ham tilfældig, jeg tænker en Uge efter. Jeg kom smilende og rolig, for jeg følte det falskelig, som om noget skulde være strøget af mig. Vibe Vang var graa og forvaaget. Han stopped op og blev staaende og stirre. Saa kom der to dybe Rynker i Panden:
«Hvad finder du paa,» sagde han og rysted mig i Armen.
Jeg stod rolig og smilende som før. Saa rev jeg mig løs og gik fra ham. Hvad havde han igrund at bebreide mig, «han, som lod mig gaa hen og forsøge Selvmord!» —
— — —
Den paafølgende Dag kom der Bud efter mig fra Vibe Vang. Og jeg kom. Stadig med den samme kjølige Fornemmelse ligeoverfor hvad gjaldt ham og i det hele alt i Verden.
Da jeg banked paa Døren, syntes jeg, jeg skulde gjenkjende hans Stemme, og dog var det den ikke; for den var ganske lys og klar. — Saa saa jeg ham staa derinde, idet jeg lukked Døren op, med Ansigtet vendt mod mig, og saa kom han mig raskt imøde. Lukked Døren og stansed lige foran mig: «Dalila, Dalila.» — Saa tog han begge mine Hænder og smilte: «Jeg elsker dig,» sagde han igjen. «Jeg har forsømt Forretningen i disse Dage, og eier ingenting, men du levende Skaber, hvor jeg elsker dig ! — Jeg skal si alt, hvad du vil. Gjøre alt, hvad du vil. — Hvad vil du da?»
Jeg trak mig væk. Nu skulde jeg ligne ham. Nu skulde han faa lidt af min Lidelse :
«Ingenting,» sagde jeg.
Han slap og gik lidt bort paa Gulvet:
«Ingenting?» gjentog han. «Det var lidet, det.»
«Jaja,» sagde han og satte sig. «Har Tjernet kjølnet?» spurgte han saa.
Jeg lo. «Ja, det har kjølnet,» sagde jeg stolt og trodsig. — Ikke skulde han vel tro, at jeg tog med Kyshaand. — —
Endnu en kort Tid holdt Dødskulden sig for mig. Saa svandt den sagtens, og snart fik jeg en Frygt for at have gjort noget uopretteligt. Det havde jeg ogsaa. Aldrig fik jeg Vibe Vang til bage. Forsøgte ikke heller. Vidste jo, det nytted ikke sligt med ham. — —
Alle ved vel, der er Tider, da Menneskene tåger Trøst, naar den bydes. Og det at døve synes det eneste i Verden. — Men det hjælper ikke saa meget alligevel. Ikke mer end Medicin for en uhelbredelig Sygdom.
Kortsynte er Menneskene: De tror, det er en ydre Begivenhed, som angriber. Men Aarsagen ligger dybt, dybt indenfor. Og aldrig trodde vel nogen, jeg gik med Vibe Vang i Tanken. Men jeg laa i Enrum og vred mig af Længsel. Jeg blev som en Beruset, naar nogen røgte en Cigar af Vibe Vangs Mærke. Jeg drømte og længted og led Aar efter Aar. Jeg hørte: — I de første Aar stod der en Brus efter ham af djævelske Historier, af Hulk og Graad af Kvinder. I de sidste Aar, saa sagdes, var der stillere paa hans Vei. Men ingen Kvinde kunde binde ham. —
Og endelig saa mildned Tiden. Da saa jeg ham igjen i et Speil. Det sorte Haar, Haansmilet og Profilen. — Og jeg snakked med ham. — Men jeg maatte reise. — Og har aldrig seet ham siden. Men endnu kan jeg drømme, at jeg gaar i mørke Smug. Og gribes af en stor Glæde. Da er det Vibe Vang, som gaar forbi. —
Kanske træffer jeg mange gjennem Livet, Kanske har jeg elsket en, der er skjøn som en Halvgud. — Ofte tror jeg dog, det blir Vibe Vang, jeg søger i dem alle. —
Og er det ikke nu, mens jeg har siddet og skrevet, at der er gaaet Skyer for Solen, naar jeg har skrevet de Ting, som greb mig mest ! — Kanske var det ogsaa et Liv, som skyggedes. — Og nu netop, nu blegner den og dukker ned borti Skogen. Og jeg sidder her ensom. — Og Vibe Vang er død. Og der er intet tilbage af hans daarende Profil. Kanske nogen Fotografier gjemmer det; jeg har intet, for det, jeg havde, er taget fra mig. —
Det er saa underligt med Døden. Det er Punktum der, og der kan aldrig bli mere. Aldrig. — Der kan aldrig komme noget til, hverken for at ødelægge eller gjenoprette.
Jeg gaar ikke til Vibe Vangs Grav. Hvad skulde jeg der! Og jeg har aldrig hørt, hvordan han døde. — Bare skulde jeg ønske at vide: De havde vel ikke lagt ham med foldede Hænder? —
— Der gjøres saa mangt, fordi ens Vilje er under en andens. Men naar jeg har fortalt om Vibe Vang, min haanske Ungdomskjærlighed paa Jord, saa er det, fordi jeg har havt den Lyst.
Den Dødes Vilje kan vel ikke tvinge.
Jaja, hvad en elsker, det dør. Hvad en ønsker Døden, det dør sagtens aldrig. —
— Og ude er Vibe Vangs Saga. Jeg skulde næsten ønske:
Min med.
- ↑ Her er et aapent rum i manuskriptet. Rimeligvis skulde her komme Vibe Vangs kjærlighetshistorie, som er optegnet et andet sted i et utkast. Vibe Vang var engang forlovet med en ung pike som fristet sin egen far. Det blev hans livs ulykke. Utg.