Efterlatte arbeider/07
Det begyndte en vaardag — som alting andet
forresten: som fuglesang og dyrelok, som
tæring og ulivssygdomme flest. Men det havde
varet saa længe, inden det kom, eller — ialfald
havde jeg ventet.
Allerede første gang vi var sammen, var der en rapport imellem os.
«Du er pen, du,» tænkte jeg og skotted paa ham fra siden. Han lo ved sig selv, mens han snakked; det var saadan en gemytlig-ironisk latter, at jeg ærgred mig et ørlidet gran —
«Hvis da ikke næsen er for lang?» tænkte jeg og fik ikke ro, før jeg havde forvisset mig om feiltagelsen —
«En smagsag som saa meget, frøken.»
«Hvilket — hvilket?»
«Hvad for et organ!» tænkte jeg, «saa dæmpet i lyden og varmt; det virker næsten som sommersol gjennem douce gardiner, gjør det.»
«Nei,» afbrød han sig med ét, «nu tror jeg, jeg vil gjøre som frøken Sander.»
«Hvad gjør jeg da?»
«Siger ingenting.»
«Aa, jeg er saa doven! Og da jeg ikke vidste andet, end at det var herrernes pligt at bære underholdningens byrder . . .»
«Underholdningens pakker, mener De,» raabte en liden flausemager.
«Indholdsrige pakker,» mumled jeg saa spodsk som muligt, «legetøisautomater, fabrikhumbug» — og reiste mig. Han gjorde det samme.
«De mener, at Kristianiaherrerne igrund drager om med saan en mindre marchandiser-butik?» spurgte han, idet vi gik henover stien, der var drysset hvid af æbleblomsternes blade.
«Ja. Jeg forstaar bare ikke, at Dere aldrig blir kjed af det.»
Han vendte sig helt om mod mig og smilte. Lidt tungsindig, syntes jeg.
«Det er jo netop det, en kan bli! Men hvad skal man egentlig ta sig fore da? — Man faar tude med de ulve, som er ude, ved De jo . . . Og foruden at det er blit en vane, bryr man sig ikke om at blotstille sig for alle og enhver heller — gider simpelthen ikke.»
«. . . Jeg saa det øieblikkelig paa Dem.»
«At jeg ikke var som de andre? Aa, jeg forsikrer Dem, frøken,» sagde han med et smil og en afværgende haandbevægelse, «jeg er ingen original! Mig kan De, naar De har læst to blade.»
«Nei,» sagde jeg, «der er mange fler.»
«Selvfølgelig bedrøver det mig at maatte modsige Dem . . .»
«De ser ellers ikke saa overdreven følsom ud.»
«Aanei. Overlader det ganske til damerne — undtagen høist enkelte gange — som nu f. eks. — Er det ikke nydeligt her da?»
«Jeg vil ikke se det. Jeg blir saa trist ved skjønhed.»
«Naada? — Altsaa omvendt: Frøkenen glæder sig ved uskjønhed?»
«Jeg hader den. Men ved De, jeg tror, dette — beklemmelsen ved at se det vakre — er en slags længsel, salighedslængsel eller saadant noget; misundelse eller besiddelyst kan det jo ikke være; for en kan vel ikke godt nære den sort følelser for — lad mig sige — en rose, man holder i haanden . . .»
«Salighedslængsel — hm! Dere tar det nu saa seriøst, Dere damer . . . Hvad om vi holdt os mere paa landjorden — og sagde kjærlighedslængsel?» — Han kneb øinene lidt sammen, mens læberne gled bort fra det nederste af tænderne. Han mored sig vist —
«Ja undskyld, hvis jeg krænked ved at nævne det rette navn.» — «Vi mænd vokser tidlig fra det, vi, «fortsatte han — «vi ophører at elske, vi ophører at tænke; men det bedste er: Vi ophører næsten at lide ogsaa.» Der var træthed i tonen.
«Dere liker Dere vel da?»
«Ikke altid! . . . Forresten,» henkasted han let og bød mig armen, «skal jeg gi frøkenen et raad mod den tristheden, vi før var inde paa: Speil Dem aldrig!
Vi saa paa hinanden og lo. — Han havde da ogsaa en deilig maade at snakke paa — altid naar samtalen trued med at blive alvorlig, en uanet vending, en elegant volte, som bragte en til at glemme det foregaaende. Den gled saa let, denne eiendommelighed ved ham; jeg maatte huske paa nogle routinerede skøiteløbere, jeg engang havde seet, med rolige, afdæmpede bevægelser henover en grønligskinnende isflade — — — Hvor dumt, at jeg ikke havde udsigt til at komme sammen med ham mere — vi havde saa meget at tale om, saa meget uopgjort ligesom — — —
«Ja, nu reiser De ud af byen,» sagde han med en pudsig resignation, «saa jeg forundes vel ikke at se Dem oftere i dette liv . . . Hvis da ikke,» han bøied sig dybt ned mod mig. «. . . Lille frøken! Kunde De ikke la mig faa vide om det, dersom De nogengang skulde forvilde Dem hidind igjen?»
Aa, han havde fanget fantasien hos mig den store, vakre herre, som bar tungsind under sit chevalierske væsen!
— Naturligvis nød han livet. Han havde kanske lært at vurdere det høiere end folk flest, han, som nær havde mistet det hele. Men saa var det vel heller ikke at undres over, hvis der midt i tummelen kunde stikke i ham noget om alt det i sin bund og grund saa værdiløse. For han havde været frygtelig syg engang, seet døden under øinene. Derinde i hospitalsværelset havde han ligget, kastet sig hid og did i feberen og vrøvlet om piger, han havde elsket, om eventyr, han havde været med paa, ogsaa om uhyggeligheder, som aldrig havde existeret; sveden sprang frem, mens tunge og svælg blev sprukne af tørhed; og hans legeme, som vred sig i smerte, det havde lægerne opgivet. Hvert øieblik ventedes livets sidste krampetag — saa skulde de blit slappe alle muskler, hagen vilde faldt ned paa brystet, øinene vrængt sig — saa havde hans mor trykket øienlaagene til, nogen anden bundet hagen op, mens de slanke lemmer stivned og blev kolde som marmor.
Døre og vinduer vilde blit sat vidt aabne, og slægtninge og venner vilde kommet, de første med lommetørklæde for ansigterne, hulkende i navnløs fortvivlelse, de sidste med sammenknebne læber og blege som selve det meislede lig der under blomsterne — — —
Men det blev livet, som seired.
Som han bedredes, saa saa han mor og søstre glade gaa ud og ind, frygtløse for smitten. Udenfor vinduet stod blomster, hvide liljeconval og blege roser. Og det syge, lyse ansigt derinde fik smil i øinene, før han lukked dem og søvned ind paany.
— Men det er, hvad jeg tror: At han maa være bedre end andre, fordi han har en kjærlig mor og snille søstre, og han kan umulig agte kvinden ringe — som mange gjør — naar de, han kjender bedst iblandt dem, er opofrende og ædle.
«Kunde jeg bare træffe ham igjen!» sagde jeg mig de tusinde gange. — «Dog, slet ikke paa gaden — staa der nøgterne paa brolægningen og smile tvungent formedelst liden stemning og uoplagtheds skyld! — I selskab derimod, omsnoet af musik og latter; vi kunde snige os væk, vi to, sætte os rigtig lunt afsides etsteds og faa den igang denne passiar, som vidste at glide saa letskoet, men med paatagne caprioler over dybderne; ved bevidstheden om gjensidig forstaaelse at lade ordene falde som de helst vilde; og bag det hele spil: Strømmen mellem to unge mennesker, der ikke længer har klarhed over sig selv.» —
Jeg var ikke istand til at tænke paa andet end ham. «Pyt,» beroliged jeg mig først, «om en fjorten dages tid er forandring indtraadt.» — Rigtignok forekom det mig ærgerligt det ogsaa; for det var nu engang morsomt saaledes at gaa og finde ud og studere ham i al stilhed.
Da det imidlertid lod til, at jeg fremdeles skulde faa beholde fornøielsen, syntes jeg, det blev vel meget af det gode, hvorfor jeg den tredie uge gjorde de mest prisværdige anstrængelser for at aflede. Jeg tog bøger for mig — i mangel af noget mere fordøieligt — Adam Paulsens Naturkræfterne. Au, der blev det saamænd siddende fast i halsen baade diofanometret, hygrofanometret og hele stellet! Med andre ord: Det nytted ikke. Derfor, den fjerde uge gav jeg videnskaben en god dag og lod mine egne, gjenstridige yndlingstanker skalte og valte uden nogensomhelst overhøihed. Men saa kom de desværre paa afveie, rangled sig rent fordærvet, gjorde de, i sin ungdomsfriskhed — — —
Der var stille for menneskelyd i den duggede sommermorgen.
Men enkelte klemt af bjelder borte fra hagen. Og en maaltrost sang oppe i lunden, hvor solen skinned skraa over birketoppene.
Jeg stod og plukked blomster, netop blegrøde roser. Nogle stak jeg i haaret; for jeg brugte det den sommer. Og mange tog jeg i hænderne; for jeg fyldte stuen den sommer; de lyse skulde staa og skinne i krogene, de mørke funkle fremme i vinduerne.
Jeg saa bortover den lange bygnings façade. — «Mon ingen oppe endnu? — Naturligvis ikke! — Hvilken gjennemtræk i værelset mit — et gardin i krumning som et spændt seil . . . Men ved siden? Tydeligere og tydeligere . . . I al verden?» — Jeg sprang frem et par, tre skridt, lo, strakte en arm ud — — forsvundet. Bare gardinet flaksed vildt ud af vinduet, som om nogen skulde revet det løs fra holderen — for at vifte med det.
Jeg skyndte mig op.
«Huuuthhh . . .,» sagde trækvinden, idet jeg aabned døren. Jeg putted mig med fulde klær under tæppet, blev liggende og fryse og stirre paa gardinet, som nu besindeligt hængte der, kun af og til slog et slag, ligesom for at præcisere — — — Javel! — — — Jovist! — — —
Og virkelig havde jeg seet ham der med disse mine to øine, hvordan han indenfra mørket, bredskuldret, sortklædt, havde bøiet sig ud af vinduet fremfor det hvide gardin — indtil han havde fundet støtte for hænderne paa gesimsen nedenunder — seet ret frem og ned, blæst mund og kind en smule ud, som om han pusted fra sig noget lummert noget — — —
— Havde han tænkt paa mig? — Vaagnet en morgen tidlig, strukket sig . . . Ah! — og gjæspet . . . Haa—ah! — ligget der, dormet og drømt om et hvidt vindu, om kjølig luft, om en ung dame, han havde været sammen med nylig — saadan ganske flygtigt og behageligt, altsammen som alene morgendrømmene kan være?
— Syn paa høienlys dag. Naar jeg besinder mig, er jeg slet ikke ukjendt paa det omraade — fra barneaarene, da jeg uden en eneste legekammerat farted rundt, udelukkende henvist til min egen opfindsomhed og mine egne indbildninger, hvilke ikke var faa, eftersom jeg havde hovedet propfuldt af eventyr om djævler i jagtcostumer og om Melusiner, som kom tilbage og kyssed aanden ud af sin elskede paa hans bryllupsdag — og om meget andet mærkværdigt. — Jeg husker, jeg havde rene paroxysmer dengang, de, jeg stiltiende plagedes under: I tiaarsalderen gik jeg i en taage, hørte menneskers tale som en surr langt, langt borte. I tolvaarene sang det salmer for mig oppe ved et gammelt udhus, jeg saa irgrønne fugle hoppe mellem trærne, og en fæl mand i laden; jeg har læst Fadervor og sat kors over en kos hjerneskal, troende det var et menneskes, og jeg led som en halvtomsing i aarerækker derefter — — — Gud velsigne ensomheden, det er et godt ord; men i længden virker den sandelig mere enerverende end det mest opslidende hovedstadsliv. Og drømmene — bevares, hvor de yngler og lever op, sugende næring af sig selv — som andre kannibaler, ja! Men hvad jeg vilde sige: Hvem paastaar, at ikke just dette, den ved ensomhed frembragte irritabilitet, har gjort mig til et udmærket medium? — Forresten, at der er suggestion i forelskelse, en underfuld mystik — det aner Dere vel knapt, alle lærde brillemakere tilsammen. Men jeg, en enfoldig pige, jeg ved det, jeg!
«De har saant et forslagent smil i øienkrikene,» sagde han. — «Er det mig, De ler af?»
«Mig selv naturligvis. Forøvrigt kom De mig i forkjøbet — jeg vilde netop gjort Dem et lignende spørgsmaal.»
«Jeg er jo noksaa alvorlig.»
«Ikke for ti øre heller!»
«Aa» — han gjorde en pludselig bevægelse som for at holde i mig — «det ender vist med, De falder ud» —
«Saa kunde De rolig la mig ligge om aldrig saa halvknust og blodig . . . Ingen ved, at vi skal være sammen iaften — jeg har ikke fortalt det til et liv, jeg! For det er saa morsomt, har jeg opdaget, sligt noget en har ganske for sig selv — alene.»
«Pikant, ja,» smilte han.
«Netop. Og ikke bare det heller . . . Der er jo en hel nimbus om hemmeligheder — har De lagt mærke til det?»
«Jotak» — og han bukked verdens lystigste salonbuk — «men selvfølgelig har jeg intet imod endyderligere at overbevise mig derom.»
— — —
Vi gik gjennem solskin og hvidt støv — omhyggelig styrende udenom «skjærene«, bekjendte, vi muligens siden kunde være udsatte for at blive ærtede af — og havned lykkelig og vel ved et bord oppe paa Holmenkollen, et med udsigt vidt over skovene og fjordpartiet, langt derude fortonende sig blaat i blaat som arbeide af det skjæreste Delfner-porcelaine.
«. . . Jeg gad vide, om De har tilstrækkeligt klart begreb om, hvor dum jeg er,» sagde jeg.
«Det skal De ikke være sikker paa,» svarte han elskværdig.
«De da! — Jeg mente i et enkelt punkt, jeg . . . Tænk jeg var saa ræd for at nogen charme skulde forflygtige, hvis jeg mødte Dem paa gaden.»
«Saa var det jo heldigt da, at vi kom til at mødes paa sporvognsperronen istedet,» gjøned han.
«Det havde vist ikke skadet, om det havde været nede i tykbyen heller . . .»
«Skal vi forsøge med Jernbanetorvet imorgen?»
«Aa. Ja!» Jeg forglemte mig rent. Jeg blev rød som hummeren, jeg spiste af — og vidste hverken frem eller tilbage. Og saa sandelig sad ikke fyren der og gotted sig over mig ogsaa —
«Naada — var det mig, som sagde noget galt?» —
«Det er mærkeligt med Dere damer,» ytred han senere — «om Dere aldrig saa gjerne vil en ting, saa maa Dere endelig ikke la Dere mærke med noget — tvertimod: Des mere lyst, des sikrere ordner Dere det, at vi maa gaa der og krøsse og lamentere med Dere . . .»
«Nei — nu har jeg hørt.»
«Sligt jaaleri,» fortsatte han ufortrødent — «stolthed, blyghed eller hvad det nu er, det skal forestille . . . For det er ingen af delene — det er ikke andet end en slags forfængelighed . . .»
«Hvad borger Dem for, at det ikke virkelig kan være stolthed?»
«Erfaringen! . . . Men dette gjaldt jo slet ikke Dem, frøken. — De bragte mig bare til at tænke paa saant hocus pocus filias . . . Se saa! — Hvad skal jeg nu gjøre for at faa Dem bli igjen da? . . . Skal jeg sige, at De er den sødeste unge dame, jeg har truffet, siden vi sidst var sammen? . . . Aa, jeg har været saa nervøs i hele dag, at jeg ikke har været mig selv» — han hented begge hænderne mine over bordet og kyssed dem med nogle læber saa varme og faste — — — Og de moustacherne, de kunde selve keiseren af Tyskland misunde ham! Mellemblonde er de, men med helt blonde spidser; de giver den store, velformede mund et mærkeligt drag af blødhed — — —
En sjelden sommer.
Naar jeg snudde paa mig om morgenen — den monotone lyd af regn mod ruderne, stridregn i graa striber fra jævnt overskyet himmel — en rigtig grundig vanding af ager og eng — sligt veir, man løb fare for at sove sig ihjel i, hvis det skulde vedvaret. Men heldigvis — op ad dagen letned det i syd, og nogle lilla farver skimted frem. De dukked, flød op og dukked igjen — kjæmped en stille kamp deroppe — slutted rækker, blev stærke. Og før man vidste ordet af det, stod en skinnende bøile og krummed sig under himmelen — æresport for solen! — Der kom den ogsaa — hu — tst — det var formelig, som det gav lyd af en raket, der straalerne brød gjennem skylaget. Regnbuen daaned bort, resigneret — den havde gjort sin nytte. — Men solen lo i livsmod over de tætte agre og det stride græs og over alle de glitrende trær, som gav vellugt fra sig. Maaltrosten løfted i vingerne, knepred, saged, filte og fløited, saa det ordentlig klang. Ret som det var en vidtløftig bisværm høit oppe i luften.
Saa viltre bække har jeg aldrig seet med solskin over. Ja, selv de ellers saa sigede, døsige myrer var blevne omskabte til glinsende smaasøer, med vand som bobled luft op fra bunden.
Og nætterne stod den der, overbefrugtningen, dampende af aande, ludende, tung af safter; mens det fjernt, fjernt borte brummed som dæmpet basun fra et orkester — tordenen.
Den forunderlige sommer! Jeg havde en fornemmelse som maatte hver legemspore suge af den.
Den deilige sommer! Og samtidig at have saa deilig en ven. Jeg tror, jeg led under den blodfuldeste betagelse, et menneske nogensinde kan have følt.
Naar jeg modtog breve fra ham, skjalv jeg i febergysninger, saa tænderne klapred i munden. Jeg vidste et sted, en naturlig mosebænk mellem alenhøie bregnekvaster afsides borte i fjeldvæggen, hvor skyggerne smaasov dag og nat, og dryppende fugtighed kjøled nakken, hvis jeg læned mig tilbage. Der læste jeg dem atter og atter, brevene, i hvilke der sandelig ikke stod et ord mere, end han for den sags skyld i tid og evighed kunde faa beholde sin gode samvittighed i fred — — — Kjære — lød overskriften — hengivne — underskriften; den kyssed jeg ud; han vidste nok, hvad han gjorde, naar han tog sig en smule iagt. Og forekom saadant som — «Jeg længter efter at snakke med min smukke dame nu» — Parbleu, lille pige, hvor jeg længter!» — «Det dæmred jo for mig den dag i alt, hvad jeg tog mig fore: Halfrid!» — Guds hjælp, hvad han da vist fik for breve tilbage; jeg husker dem ikke, jeg var splintrende gal, fuld; men det kan jeg nok vide, at jeg pr. brev gav tilbedste al den fantastiske vildskab, som fandtes i mig. — «Jeg vilde ønske at være en trehoveders slange,» skrev jeg vist ogsaa, «for at jeg kunde sno mig rundt og rundt, dersom nogen blev mig for deilig i verden — og slikke med kløftede tunger af ild.» —
— Jeg synes se, hvordan han betænkelig har rystet paa hovedet og blæst røgen af sin cigar langt fra sig, men ikke kunnet lade være at smile heller. Indtil han med brevet i haanden har sluppet sig tungt tilbage i lænestolen, grebet sig til panden, hvor pulsaaren sprang frem. Saa reise sig og begynde en rastløs marsch hid og did over gulvet.
— Han var forceret livlig; theater, litteratur og skrøner slog kolbøtter over hverandre, og han lo en latter, jeg ikke kjendte. Men tied han et øieblik — og var han alvorlig ellers — da saa et par staalgraa øine ud i veir og vind fra et ansigt, hvis udtryk var uigjennemtrængeligt som en ægyptisk Guds — naar der ikke fra tid til anden over den granithuggede haardhed gled et vellystigt drag, som ikke vilde givet en Calligula efter — —
Med ét sagde han ubehageligheder — snakked om hysterie. Det var det værste, han kunde gjøre — derfor vilde jeg helst graate. Han saa det og sagde — «Stakkars.» Det var jo allerskrækkeligst — derfor lo jeg med øinene fulde af taarer. Saa tog han mig tæt ind i armene og — gik, gik.
Jeg blev staaende, se paa ryggen og tænke — «Aanei, Gud velsigne, hvor pen den er . . .»
Alt blev saart, og alt gjorde ondt.
Sjælelig neuralgie at kalde — saadant noget fremkaldt ved kolde gufs og usund hede — at det trotner derinde i en, at det flugter og smerter, mens elasticiteten svinder væk.
Efter dagens graahed, efter kvældens tyngsel og nattens graad — ingen kvægende ro. Kun onde drømme og — maren.
For maren kommer ridende om natten, den, naar en er søvnet med sorgfulde tanker.
Min mare havde krone paa, en stor klo og en liden; men kronen tog den og satte paa mit bryst nat efter nat en lang høsttid udover.
Engang spadsered vi i en have sammen ogsaa. Uformelig og kvapset gik den der ved siden af mig over de samme stier, hvor om vaaren var strøet med fnug af æbleblomster, men nu var hvide af nyfalden sne; mens trærne rundt omkring spriked nøgne med slangeagtig snoede grene. «Naar du tier med milde øine,» hvæsed den, «naar du savner uden nag, naar du lider uden bitterhed, da har kvalen tattoveret dig adelsmærket paa,» og kloen stødte blykronen mod mit arme bryst.
Andre gange kom den flydende over mig som et afskyeligt søuhyre —
«Kongelig kjæreste, jente — hvem bytter du mod ham?» — og gren mig op i ansigtet fremvisende sit gabs torsketænder — — —
Men nei! Jeg vil ikke sidde og rode dem frem af hukommelsen, alle plagerne, og alle de mørke tanker, som trued med at knuge mig sønder og sammen — og ydmygelsen, som gjorde mig til selvforagter — — —
Det maa være en ualmindelig stærk selvopholdelsesdrift, denne vel tilpakkede, som akkurat i sidste liden giver menneskebørnene kraft til at kravle op af slige gravkammere! —
En aftenstund sad jeg inde i Kristiania sammen med en liden frue.
Hun sad dybt nedi en lænestol, hun, og saa smilende paa mig under halvsænkede øienlaag. —
«Du er mere velfornøiet nu, du melancholske dame?»
«Ja.»
«Men tænk nu, om du dumped?»
«Saa kan jeg vel ikke nok — altsaa arbeider jeg videre; der er lægedom i det. Og desuden: Tror du ikke — nogen vilde synes, jeg var sødere — agte mig mere, eller hvad jeg nu skal kalde det, om jeg kunde drive det til noget i verden?»
«Du vil feteres, mener du . . .»
«Aaja — i mangel af bedre saa.»
«Hvad er bedre da . . . Gifte dig?»
«Nei. Nei, slet ikke.»
«Aa, jeg skønner mig ikke en døit paa dig jeg, for — naar du ikke vil snakke, saa . . Pu — h,» den lille frue pusted cigaretrøgen langt fra sig, og de tunge øienlaag sank helt ned over de grønblaa, modige øine.
«En kan ikke plapre løs om alt heller . . .»
«Ikke det, du?» kom det knibsk.
«. . . Forresten findes ingen, jeg brød mig om at courtiseres af heller . . . Jeg kan ikke fordrage en eneste af dem, jeg.»
«Det ved Gud, du er det trægeste menneske paa hans skabte jord!» —
«Men sig mig du,» sagde hun efter en pause, «han der, vi hilste paa i theatret igaar — ham synes du da om?»
«Hm, ja—a, jo—o — jeg ved ikke . . .»
«Pyt — hyklern! Jeg saa dig nok, du blev rød i toppen, jeg — og saa fik du en nervøs trækning i ansigtet . . . Du er nok ordentlig daran der, du!»
«Kan ikke fatte, hvordan du kan falde paa sligt — en fyr, jeg har været sammen med for tusind aar siden, eller mere . . .»
Et rapt sideblik traf mig.
Hun sad og fundered lidt. Saa rakte hun resolut haanden ud efter vinglasset —
«Skaal du! . . . Skaal igjen — og drik ud! . . . Nu skal jeg telefonere for dig, saa kan du vrøvle en stund. Skjønner du, han ikke er hyggelig, lar du bare være at sige, hvem du er. I modsat fald faar du dig en morsom passiar — basta!»
— — —
«Goddag !»
«Goddag — hvem er det?»
«En ung dame — tak for igaar!»
«Igaar? — Naar igaar?»
«Igaar kl. 5.»
«Det var da besynderligt . . . Sig, hvem det er da?»
«En ung dame.»
«. . . Halfrid!»
«Ja.»
«Igaar kl. 5 læste jeg netop et af Deres breve . . . Besynderligt . . . Jeg undres, hvordan det ser ud paa Jernbanetorvet nu, jeg?» —
— — —
Men den lille, overgivne frue, som saa gjerne vilde herske — ogsaa i retning af at se glade folk omkring sig — lo, saa det sang i pianoet. —
«Naa faar du takke mig nydelig da, hyklern!» —
Atter foraar.
Høit over byens rammel og røg min ven og jeg, deroppe hvor alle fortællingerne om dødsens rædsler og livsens glæder lever rundt væggene, saa grelle og barokke, som grebne lige ud af statens uhugne skove.
Jeg saa paa eventyrene, og jeg fornam som et spind af fine traade imellem dem og mig, der jeg stod ved siden af ham, som havde spøgt i tankerne hos mig helt fra første stund.
Ind gjennem de aabne vinduer seg en duft af bjerk og gran, af og til med et stænk af frisk cigar.
«Trold ude og trold inde her,» han snudde sig rundt paa hælen — «og trold kan aldrig tæmmes, mener folketraditionen — contra Shakespeare. En af dens mange sandheder desværre: Først alle hoderne af, saa endelig ophører trold at gjøre ugagn.»
«Men de kan klemmes fast . . .»
«For en liden stund, ja — bindes ved hjælp af egen dumhed. De kommer alligevel løs og vil tage revanche . . .» han saa mig ind i øinene og stansed med ét, smilte —
«Hvordan har De havt det i det sidste da — mange eventyr — meget moro?»
«Ja, umaadeligt.» Der var vist noget ved tonefaldet.
«Lille pige . . .» Jeg kunde se paa læberne, at han sagde det.
«Naturligvis,» tilføied han høit, «slige huldre som Dem . . .»
«Og slige trold som Dem!»
«Naaja — huldrene skal være trold og fandenskab fuldt voksne, de, har jeg hørt . . . Var det stygt sagt kanske?»
«Ikke naar De siger det paa den maaden . . . Men sidst . . .»
«Hvad da?» Han gjengjældte mit blik saa uforstaaende rolig, at jeg ikke kom mig til at sige andet end et mut —
«Kan jeg for, at jeg ikke skabtes som engel kanske!»
«Jeg forstaar ikke. . .»
«Jo, De var ækkel dengang — fordi De, naar alt kom til alt, blev sikker paa, at De ikke likte mig.»
«Likte? Dem?» Der sad han med det forunderlig dulgte smilet igjen — «Skaal! — De maa drikke champagne, lille pige — der er jo fest idag!»
Jeg drak, men uden at kunne komme fra det —
«Det faldt Dem ikke ind at nævne det for mig — dertil var De for meget gentleman — at De ønsked mig hvid som sne, men fik erfare det modsatte snarere . . .»
«Men Halfrid . . .»
Utroligt, hvordan enkelte ord kan ærte en op. Nu dette, den halve bebreidelse over tungheden, han troed, jeg vilde tvinge ind i stemningen — dette: «Gaa udenom» — haled en seiglivet trods frem i mig —
«Aa, jeg er ligeglad nu! . . . Husker De den vaardagen for tre aar siden — i haven?» Han nikked — «. . . . Naaja, indtil da var mit levnet løbet hen som aaret, vi leved i: Fra først af letbenet og svanedunklædt — netop svanedun, ja — vinterens skjøre stas, som siden ribbedes af regn og blæst — og solskin, som ikke var af det gode — slig at alting fik staa der saa armodslig en stund, som en vanartet, halvvoksen unge med gustent og forgræmmet ansigt . . . Indtil paa et eneste jævndøger en ukjendt styrke kom til at vibrere . . . Da blev armoden byttet med ét, hos mig som hos aarstiden, vel ikke med barndommens sterile smykker, men med himmel og jords levende rigdom . . . Aa!» Pludselig kunde jeg ikke faa frem et ord mere. Jeg snapped efter pusten, idet jeg reiste mig for borte ved vinduet at kjøle kinderne, der var som gløder at tage paa.
Han havde ingenting sagt; men uden jeg vidste af det, stod han der hos mig.
Han trak aanden dybt, der han læned sig ud af vinduet —
«Man kan jo formelig bli sentimental! . . . Saa velsignet som den er vaaren, naar den saan stille og bramfrit kommer flydende ned over en — som en veg, rigtig vidunderlig tanke, synes jeg — saa er den alligevel deiligst slig som nu, naar den smægter sig ind i sommerens arm . . . Hvor de kysses, de to, og favnes — saa kyskt, og raffineret tillige . . . Se ud da vel!» Og en varm haand lagde sig om min høire kind og vendte hovedet mit ud mod den skumrende sommeraften.
Som vi stod der, blev den stærkere, haanden, og han bøied sig ned — langsomt — langsomt —
«Lille, deilige pige . . .»
Haanden gled mygt ned over min hals og skulder —
«Aa, at jeg kunde være god mod dig, lille søte — klappe dig, kysse dig — og du — ganske stille . . . Jeg skulde kysse det væk, det saare trækket om munden, du — bære dig, naar du blev træt, pigelil!» — Den varlige arm blev haard af muskler i spænd; han greb mig brutalt; jeg følte en fugtigren aande brænde mod mit ansigt — — — Der braaslap han, halvt leende, halvt bodfærdig —
«Saa langt med de gode forsætter . . . Kan du tilgi mig, tror du? — At jeg kan bli saa vild og gal — jeg vilde jo helst være snil imod dig.» Han klapped mine hænder, glatted haaret mit bort fra panden; mens stemmen sank ned i en dunkel vellyd, hvori jeg ikke skilned ord — — —
Indover salene tændtes de elektriske lamper, hvide, blunkende.
Men ude — fjernt over trætoppene steg en rød skive som hidsige luers brand op mod himmelen.
— — — Etsted, udenfor dybe vindusnischer og kjølige balconer staar kastanjetrær — som mægtige candelabere om huset, hvor lyset er hans lys, og mørket er hans mørke — som støbte ned i den stenlagte gaardsplads staar de der, jernsorte, tunge, med de utallige kjærter skimrende utændte i kvælddiset.
Hans eget, dulgte smil, det ligger om hans hjem ogsaa; men da jeg saa ham der, da forstod jeg, at kappen, han hyller sig ind i, kan skjule fler end en — og teltet over hans færd fornemmes tæt og trygt fra inden.
Hvordan der er af ham ved alt derinde: Hans tanke, hans berøring, hans pust, hans dadel og ros, men mest det sidste.
Hvordan jeg syntes, der er trolddom ved ham, naar han løfter armen i veiret, og der — bliver lys! — Lynets blændende straaler, bundne fast i alle kroge, skinner hen over tapeternes decorationer og lar ham blive staaende som i en kreds af smægtende kvinder —
«Rivalinder,» kan han smile; da siger jeg ved mig selv, at hans døde idealer, dem bryr jeg mig ikke om — de levende skal jeg dræbe, og dolkens navn skal hede: Min vilje.
— — — Saa vilde jeg ønske at trække al luft ind i lungerne for at kunne slynge den ud igjen i et klingende jubelraab.
Han, min ven, som staar saa støt paa ben som af lødigt guld, han skal blot udrække sin venstre haand — og jeg ved saa sikkert, at vover jeg mig end op paa de smaleste lægter, kan jeg ikke falde ned, men balancerer frem — følger hans haand som staalet magneten — — —
Det er, som stod jeg paa en høi og lod Vorherres herlige solstraaler risle fra mine udstrakte arme nedad min uklædte krop, lænkende min fod til den jord, hvoraf det yppige løv og de vilde blomster spirer. Ingen sky paa himmelen. Ingen skygge paa jorden. Hvor jeg vender blikket: Lys over lys.
Deiligt er livet!