Efterlatte arbeider/06
Borte er Tyre, min Søster. Over Øgers Marker flygted hun fra mig og mit indestængte Mørke. Nu som forhen ene er jeg i Hallen med Arnens flakkende Lysning og Minder, jeg ræddes for at tænke; brød de ind med klingende Lurstød i Stilheden — fulgte Kindhesten efter.
Udenfor farer Vinde gjennem Furutrærne; veirbidte Kjæmper mumler ad Dværges kaade Skjæmt og spotter deres Ilterhed. Og ensom klager Harpen, jeg bandt i den høiste Top, der hverken Høg eller Ørn siden har hvilet; det er Suk, som druknes i saare Hvin — det er Støn af Mennesker i Kamp mellem Himmel og Jord — og Sjæle, som piber i Skjærsilden, er de afrevne Strenge, halvt fri, dog helt bundne. Der ler det grumt i Natten, og Skrig skjærer gjennem Luften — — her ofres nok i rygende Menneskekjød som for de hundrede Aar tilbage! — Og der, der er Bøn — hør — der er Sang — Bodssang — Vaadesang — i Stigning og Fald som evige Flods Vande — —
Harpen derude lever baade Nat og Dag. Men dens Skrig og dens Blot huer mig dog vel og holder mit Sind ilave. Er det ikke saa, at mange Mennesker vaagner af Søvn, just naar Nat rider bort?
Men nu vil jeg til et Tidkort søge efter det bedste i mit Liv, se, om ikke noget kunde befindes at være sorgløst og let som Himmelens hvide Sky — eller dulmende blødt og lindt som Snefald.
Ude paa lyse Sletter smilte smaabitte Blomsterøine. Der kimed Klokker til Messe, mens Sol kasted sine sidste gyldne Spyd henover Græs og Løv og over Stien, hvor en stor og mild Kvinde skred frem med Bønnebog i hvide Lin — og med to smaa Børn, der kløp de butte Fingre fast i hendes Klædnings Folder.
Til Boet ved den klare, smale Elv kom en Mand stundom. Han lo og var lystig, men tordnede af Vrede, naar vi smaa paa Børnevis gav Sorrig og Glæde Luft. Hvad Sagaer han fortalte, det forstod vi ei. Men Blomsterlegen kan jeg endnu erindre — omend vagt som Straalestreif over Sjø.
— De Spil var saa mange som Blomsternes Farver, og Manden, der lærte os dem, var Halle Stride, vor Fader. Og Moder var den kjærlige Kvinde, som korsed vore korte Arme hver Aften og Morgen, at ingen Mørkets Haand skulde røre ved os hverken paa Gaarden eller ude paa de grønne Marker. — Alligevel vidste en Mørkets Haand at finde os. For vor Moder døde. — Se allerede — der formørkedes den hvide Sky! Nei, for mig findes intet sorgløst og let — og det dulmende Snefald kan blive til strideste Haggel. Jeg Taabe, som søgte efter Brød paa Bjerget! — Saa saa vi da aldrig vor Moder mere, og paa den Tid, da Blomsterne atter kom frem, tog vor Fader os bort fra de bølgende Enge.
Her laa Hallen, bred og mørk, Bjørnehiet, lunt inden Vægge. Men udenfor sprat Flisen af Kulde.
Her tured Trolde og Vætter Julehøitid og hamred sig Vaaben, saa det buldred i Mørkenætterne. Langt ude skimred Havet i blaagraa Skimt. Og Kvad om Ve laa over Fjeld og Skov.
— Tyre, min Søster, er i Livet nogle Aar forud for mig. Hun har kranset sit mørke Haar med Lyngens røde Blomst, med Fader gaaet smilende ud i Verden og smilende kommet tilbage. Over Lande og Sjøer var deres Færd, de gjæsted Fyrstens Borg som Bondens Kot.
Min Fader var mægtig af Vækst og strid af Sind; hans Øine glimted som rappe Staal! Han skjænked mig Ringe og en Kjæde af røden Guld hin Vinter, han var her sidst. Det var i min Alders femtende.
Min Fader havde gaaet sit Sind mødigt i Verden, han spotted over høi og lav, over Verdens Daarskab og Flitter — og alligevel trak Larmen ham til sig, indtil han drukned i Dragsuget. — Tyre var efter Aftale i Ro til St. Bartholomæi Dag det Efteraar, foer da med Kjøbmandsskib til Bergen, hvor vor Fader skulde støde sammen med hende. Hun blev ventende i Dage, hun blev ventende i Uger — og reiste saa hjem, tung af Frygt.
Vor Fader saa vi aldrig siden. Men Bud er naaet os om hans Død. Han var en gammel Mand. Og Dødsengelen seiler for saa god en Bør, der den skyder baglængs med Seil spændte af Menneskers sidste strævsomme Pust.
Tyre, min Søster, slog sig ei længer tiltaals end ud den paafølgende Vinter, blev da Tiden hende lang i Hallen. Herfor blev jeg gram i Hu, og kvad hun vemodig:
Foraar fletter i Fangens Sind
Krans af fine Kvist og Knop.
— Visselig, — mindes jeg, mit Svar da lød, — dog — du er forsandt ingen Fange. Flyv du frit. Men mig huer bedst i Hallen at leve.
Atter lystig, greb hun da Harpen, og halvt hun kvad, halvt hun sang sin kjæreste Vise, den hun saa tidt senerehen har ladet lyde for mine Øren:
Mørket myser
med Øine graa
Sniger sig
paa Sokker
Tager Tag
med Trolden
Vasser Vei
paa Volden
Skjul dig straks
bag Sæde
Lad den Lumske
lede.
Benløs, Benløs
er Beiler bold!
Lyset leger
lange Dag
Glitrer med sit
Guld saa glad
Stirrer stærkt
og stille
Fjeler den Fant
og Fille
Kysser den Kat
og Konge
Ryster Rokkens
Rigdomme.
Hihei, Hiho
Hast i Hjulet!
Hun red ud en Morgenstund, med Vaarens blaa Blomster og Kviste af Gran om sit Hoved, med skarpen Dolk skjult ved Barm — og vor tro Tore til Følge. Hun lo og vinked med de hvide Hænder. Den elskelige Søster, hun er Trækfuglen alle sine Livs Dage. Sorgløs og elskovslegende gjæster hun Verdens skjønneste Riger. Høiene er hendes Kirke. Overalt og ingensted hendes Hjem.
— Jeg sagde, jeg vilde søge det bedste i mit Liv. Har jeg fundet det? Barndommens Minder er de hvideste Roser; men selv ved disse gror jo de stikkende Torne. Desuden: Dugg er siden falden. Kulde derefter. Og Rimfrosten er bleven — den som farer saa ilde med Sommerens favre Spirer.
Et Stormryk rev Grenen, hvorved Harpen var bunden, ned inat, og dens evindelige Jammer er død.
Det var jo saa, at slig den trængte der med Graad og Grumhed, skræmte den mine Tanker fra at vige ud fra den engang opstukne Vei. Og nu i Stilheden, som synes mig hartad yndelig at synge, dukker de frem, Minderne — lokker og lokkes. Kunde jeg blot trække dem ud i Luft og Sol endnu engang — se, om Smykkerne, jeg elsked, skinner saa stærkt som før, og om ikke Rusten har opædt Vaabnernes Klinger.
St. Halduordus, vend ei dit strenge Aasyn bort ifra mig — det lyster mig saa saare at aabne Graven!
En Sommer var Græsset friskere end vanligt. Himmelen var fagrere. I Frysja svømmed og sprat Fiske Glimt i Glimt, og en Mængde Storfugl flaksed om indi Skoven; jeg saa det selv, naar jeg sad ved den aabne Dørfløi.
Og fra høire til venstre lød Lovord over en vennesæl Fyrste. Thi den Sommer sad Kongen i Oslo med sin Hird.
Nede i Staden seg fra Kirkerne en sød Røgelsesduft, den jeg tyktes at skue som et blaaligt Slør om Murene.
Ugjerningsmænd skjulte sig dybt inde i Skovene lig Ulveflokken for Dagslyset. Og haarde Sind blev mygere.
Kongen aanded Smil over Dalen, Fred over Landet.
— Aldrig saasnart spurgtes der, at den høie Hersker dagligen overvar Ottesangen i Helliglegems Kirke, før Folk rundt om fik travelt, og Kirken fyldtes stadig af disse skuelystne, mellem hvilke ogsaa jeg en Morgen befandt mig for at se paa Herligheden.
Ved de sidste Klokketoners Hendøen skred Kongen med sine Mænd gjennem Portalen. Sandelig er det min Tro, at de mange Mennesker, som tilstede vare, dennesinde mer knælede for en jordisk end for en himmelsk Gud. Og vel maatte Ordet sandes, som gik om, at ædlere og mer høvdinglig en Skikkelse af Ydre og i Adfærd aldrig tilforn var seet i Norge.
Jeg elsker Prunk og Pragt. Men intet saa jeg af de nyindførte, kongelige Klædninger og guldbaldyrede Stas — for de retskaarne Ansigtslinjer histoppe, der de blegt ridsede sig mod Kjærternes Skin.
Fra denne Tid besøgte jeg daglig Ottesangen i Helliglegems Kirke.
Saa underlig føiede Skjæbnen sig: Engang Pateren læste sine længste Bønner, og de hvide Kordrenge svang sine Røgelsesskaaler, saa Kongen udover Folket — — og hvad hændte — kom hans Blik ei til at dvæle ved mig? Jeg for sammen, som om nogen brat skulde tiltalt mig, og mit Hjerte krymped sig, for i næste Øieblik at hamre høilydt.
Hvad der stedse sneg sig ind i Kirken med Kongen en isnende Frost. Og dog — hvor den Frost gløded i mine Kinder!
Siden troed jeg oftere at se ham vende sit Hoved mod mig; stundom bemærkede jeg ogsaa et Smil over hans Aasyn.
— Som jeg vandrede hjemad de svale Sommermorgener, medens Høet duftede, og en svag Taage endnu laa over Engene, mindende om Nattens Søvn og Drømme, da var det, at Kjærterne ikke vilde ophøre at brænde for mine Øine og lyse frem over det ranke Kongeansigt. Men min Gang blev let og rask, mine Lemmer myge, min Tunge veltalende. Havde jeg været Mand, vilde jeg forvist vundet nogen Pris, saavel i Væddeløb som og i Skjaldekunst.
Mennesker, jeg mødte, saa efter mig — og en Dag fulgte en zirlig klædt ung Mand af Kongens Følge stiltiende hvert af mine Trin. Gaadefuldt som det tyktes mig, vilde jeg uden Betænkning adspurgt Ynglingen, hvad vel førte hans Vei netop langs min, hvis jeg ei havde fundet det usømmeligt. Ved en Svingning af Stien smutted jeg da raskt ind i Skoven, agtende at gaa en Snarvei over Aasene og Urene. — —
Tifoldigt Spørgsmaal trængte sig om mig: Hvad syntes Kongen? — Var jeg besynderlig af Udseende — pralende pyntet — og uklog? Var det derfor han bemærked mig, den høimægtige Herre. Eller maaske — Frey være mig huld! — fandt han Behag i mig? — Og jeg udlo mig selv: Du er en Nar, Brigida — kom ihug, det er Kongen! Vanvittig er du, du løfter dine Øine. — Men atter gryed noget, — og jeg kunde stanse, der jeg tren frem mellem Stammerne — brede Armene ud — suge Sommerens Sol og fornemme det, der havde tilhuse i mig i et navnløst Hele. Og jeg kunde kaste mig ned og røske Lyng af Jorden. —
Ude i Solstrimerne laa fedt, benløst Kryb, som jeg traadte paa, — og det dumped ned paa mig fra Trægrenene, uden at jeg bekymred mig derom. Kun søgte jeg at undgaa Orekrattet, hvor den brandede Alme sidder, den, der kryber i Skyggen og stikker Folk Hudonde paa — det husked jeg. Men Hjemfærden glap mig ud af Hovedet. Jeg kan ei udrede det paa anden Vis, end at jeg var at ligne med en, der har seet Mjødhornets Bund.
Da det var høist Middag, og alt hviled i Skoven, baade Fuglesang og Dyrelok og Vindenes Hvisken, laa jeg og stirred ned i en Skovsø — den skinned klar og dyb som Kongens Øie. Men da Sol stak sin flammende Glavind i Balg, havde min Fod rørt ved Vildgræsset.
Saa virred jeg paa bratte Bjerg og i dybe Dal, medens Skyggerne ligesom stadig blev tungere at bære. Hungeren stilledes ei af Skovens Bær, Tørsten ei af det lunkne Vand. Mødig hopped jeg paa Tuer over bundløse Myre og gled paa Fjeldenes glatte Mose — fra Vid og Samling tilsidst, med Begjær mod Døden, med Rædsel for Døden. — Da alt blev graat og skummelt, krøb jeg høit op i en Gran. Der vinked jeg mod en svag Lysning paa Himmelvidden:
— Laan mig din Kappe, Maane. Til Gjengjæld faar du se Natteravnene i Skoven!
Kviste knækkedes under Granen. Det rasled og rusled gjennem Lyngen. Revent For fik Maanens Kappe. — Jeg ræd som Mus i en Skræppe. For dernede skridtet Uvætter: Fæle Troldkjærring red en Ulv med Hugorm til Tøiler. En Kone med Krone paa. En Hund med Menneskehoved. De lo stødvis hvislende, med Menneskerøst kvædende. Raad groet af Jordens Dyb, Trolddomsruner for Liv og Død.
Men borte i Skoven voksed noget lysende, hvælvende Træstammerne, ligervis Havets Bølger Skibsmasten. Det brændte sig op mellem Grenene. — — Ei i Kjærters vege Blus, ei i lette Myrrhaskyer, — men i søilebaaret Hals Midte stod der — Kongen, med korte Sværd ved Lænd, og fra inden gled om ham et flammende Nordens Lys. Et Kvad blanded sig i Skovens Brusen:
Jeg er Frey
med fagre Fylgjer
som Fjærham bærer
som Fanger fanger.
— Se du skal
mit Soløie skue
som Sjæle brænder
som Styrke stjæler.
Da du gjærde
godt om din Glæde.
Vanadis
vinker i Vaaren.
I Dagnings Skjær falmedes og sluknedes Mørkets Syner. En Hane gol. Idet Himmel svagt farvedes af Sol, drog jeg Kjendsel paa Stedet: Forsandt — nogle Favne derfra laa min egen lune Hal.
Men en Saamand havde i min Hug strøet Korn, som spired. Deres Vækst magted jeg ei stanse, og Frugterne fik Tid til at modnes.
Runer risted jeg paa hvideste Lin:
En Dag i din Hug, Ild i dit Øie,
Fly mig din Gunst, Drotten du høie.
Elskovsruner, de der virker snarlig og stærkest; fordi de samler langsommelige Aarrækkers Draaber til én liflig Tørstensdrik. Ha! — Hvorfor ei drage Nytte af Nattens Lærdom?
Og Vindene hvirvled Tegnene om hin stærke Nakke, for hvis Bøining jeg knæled med Folket.
Saalunde spurgte den høie Hersker, da han stod i min Hals Dør:
— Dit Navn og din Æt, Jomfru?
— Brigida er mit Navn, Herre. Og min Fader var Halle Stride af Haulderne paa Haakabø.
— Hvad? Vel ikke min Gaard Haakabø paa Ranrike?
— Visselig. Halle Stride bøied ei for Blæst. Eders Fader, Konge, drev ham af Gaarden.
Og jeg spildte Vinen af det fyldte Bæger, hvormed jeg var traadt Kongen imøde.
— Vel, — gjensvared han mildt, — da kunde det lyste mig at tale med din Fader. Jeg mindes nu: Halle Stride — saa kaldtes en Skjald, som engang fulgte salig Kong Harald i Kampen.
— Alene Datteren kan glædes ved den Gunst, I tiltænkte Eders ringe Svend. Halle Stride er ikke her; for han er død. Men lad mig ei formørke Eders Tanke, Herre. — — Jeg rakte ham det sølverne Kar, det han tømte i et Drag og gav mig tilbage, sigende: — Drikken var god. Din Fader maaske førte den med sig fra Lande, hvor hedere Sol skjænker Vinen større Sødme og mer af sin Ild? — Nei, Herre, — svared jeg, — den tilberedtes her. — Saa er du da selv som Solen, — sagde han med et Smil, — og dog er her svalt i din Hal. De første Ord bragte Blodet op i mit Aasyn. Jeg ved ei, hvorfra jeg fik Mod til rask og uden Stammen at bede den stormægtige Herre værdiges at tage Sæde i mit ringe Bo. Og derefter kvad jeg:
— Igaar og idag
usynlig Magt
mig Budskab
om Hæder hvisked
Herre.
Vel perled Vinen,
den vidste,
at søndres skulde
Perlerne snarlig
for Eders Læbers
Kys.
Da førte Fyrsten Haanden over sit mandig fagre Aasyn og lo:
— Ønsked du at bytte med din Vin, væne Pige? Jeg blev Svar skyldig, samtidig som jeg forvirredes. Efter nøie at have mønstret mig en Tidlang, tog han atter til Orde:
— Ensom ser du ud blandt Folket i Kirken. Tager jeg ikke feil, er du ogsaa ensom her — en Kat med Unger var de eneste Liv, jeg mødte paa Tunet. Ræddes du da ikke for Stimænd, Pige?
— Nei, Herre, — svared jeg, — dertil har I fredet for vel om Bondens Gaard. Ensom er jeg saavist: Uden Venner, uden andre Frænder end min Søster, som, skjønt Kvinde, tog vor Faders Kald i Arv. Men jeg har Ungdom og — ei sandt? idag Eders Naade, Herre. Hvad høiere kan jeg vel nu ønske?
— Gives der da ei høiere Ønsker end kongelig Naade?
— Jo, at den kongelige Naades Tid maatte strække sig ud over idag, imorgen og alle Dage, — svared jeg dristig.
— Vel. Store Ønsker huer mig. Men om deres Opfyldelse vide vi intet — det er Tærninge-Spillet, for hvilket Gud alene raader. — Han lagde skjemtende til:
— Har du Tærninger, vil jeg lege dem med dig, mens Sol endnu lyser hidind.
Jeg hented Tærningerne, saa deres sorte Øine ei for Kongens brune, de, der snart var som Hjortens, snart som Himmelens mørke blaa med blaffende Kornmo. Dog forvist ved jeg, jeg stadig tabte, indtil Herren overmodig kasted Tærningerne i mit Skjød.
Da var Tiden inde, den der skulde præge hver en Stund af mit Levnet. Hvisked da Kongen Gammensord i mit Øre og saa mig ind i Øiet som var han min fuldtro Ven og Fæstensmand. Alligevel bar jeg en Gru for ham. Han mærked det og spurgte mig hvorfor. Jeg erindrer, jeg besinded mig og svared:
— Eders Haar er mygt som Silke, Herre; men udi Panden har I en Fordybning i Form af et Hjerte.
— Hvorledes tyder du da dette, — spurgte han.
— At Eders Sind vel er mildt. Men med Elskov gaar I paa Vilkaar.
Da lo han igjen:
— Sandelig, du væne Mø, klog er du trods din Ungdom! —
Min Gud, hvor han var heftig og øm! Og hvor stoltelig fager! — Jeg ved intet; men jeg tror, jeg fortalte ham om alle de Tanker, jeg havde næret, siden Kjærterne brændte hans Billede ind i min Barm. — —
Konge, Konge! Livet leved ved dit Aasyns Lys. Hvad kan lignes med Kongen? Du stolteste Fyrretræ bruser høit i Vinden, er Fyrste over Skovene — — naar ikke dig, Konge. — Men Bjergfossen, der raser i Kraft og søndrer i Vælde — og lokker og ler over fagre Enge — — er Bjergfossen din Stamfader, Konge? Konge! For du tog til Odel dens Skjønhed og dens Vildskab, dens dulmende Ro, dens stolte: Træd varlig ved Tronens Tæppe! — Men du, Konge, er dog over alt. Alt synger til din Ære. Og engang, naar Jorden eier dit Støv og Himmelen din Sjæl, da vil du dog tifold leve i dit Land. — —
Og Kongen gav mig sin Hug. Jeg slipper det aldrig væk: Kongen elsked mig.
Kongen skjænked mig ogsaa — til noget Vederlag for Haakabø, — som han sagde, — to gode Jorder ved Frysja, førend han tøiled sin utaalmodige Ganger ned fra Haugen her. — Det sidste Glimt af ham saa jeg nede paa Sletten Da red han i Pasgang frem, hyldet af Dagens Sol.
Kort efter den Tildragelse, som her er fortalt, for Kongen nordover at bivaane Gilderne til den hellige Olafs Ære i Nidaros.
Hvad mærkede jeg af Aarstidernes Kamp, jeg, om hvem de vaagne Drømme ved Dag og Søvnens Drømme ved Nat bandt sit gyldne Net — Sandhed at tale lignende det Spind af tynde Blodtraade, der siges at klæbe sig om alle Menneskers Hjerter. — Magtede jeg opregne min Kjærligheds Tanker, kunde jeg ogsaa opregne de Skyer, der er gledet over Himmelen, de Vinde, der er faret over Jord, de Døtre, Ran har avlet!
Ofte kløv jeg op paa Fjeldet her Nord og stirrede udover. At bie faldt mig ikke svært — indtil den Dag, da noget særsynt glitrede i Fjorden — — — Vuggende Knarrer og Langskibet med Hoved og Hale af Guld.
Glædedrukken sank jeg med Tak i Knæ for Gud, for de mægtige Helgener og for Kongen.
Glæden blev Tvivl. Tvivlen blev Frygt. Frygten atter — blev Fortvivlelse. Og Runernes rette Seid var mig forgaaet; thi de svigtede. Ud i Skoven raabte jeg til Uvætterne; kun haanlig skraldede Aasene. — Ei mig selv mægtig snoede jeg Guldkjæden om min Hals og gik til Kongens Gaard. Som Stridsgangeren i Faren, saalunde tren jeg trodsig de leende Karle og staselige Mænd af Hirden imøde, og jeg fremførte mit Ærinde, som intet mindre var end at faa Kongen i Tale. En af dem æskede mit Navn, uden at røre sig af Flekken. Yderligere tirret ved deres Sideblikke og ufordulgte Hvisken, bød jeg hovmodig hin paa Øieblikket gaa ind og melde mig for Kongen. Fortryde skulde han, lagde jeg til, sin Uhøviskhed og liden Tjenesteiver. Manden havde et saare ulideligt Fjæs; synbar befippet adlød han dog. Jeg tykkes endnu se hans ondskabsfulde Smil, der han efter en kort Stunds Forløb kom tilbage: — Havde ingen Hast havt, sagde Bjørnen, han dumpede i Fælden. Put, put, du faar nøies med Kjæften, sagde Ræven til Lænkehunden. — — — Forresten sagde Kongen, I kunde henvende Jer til Stallaren, som ogsaa idag bliver hjemme fra Jagten formedelst det Benbrud. Kongen blev rent gram i Hu, Kongen. Stolt Ingelin — — oho — —
Det onde Menneskes videre Spotteord naaede mig ei. Men mere end godt var, havde jeg faaet vide. O Gru, Hirden havde trampet mig. — Og Kongen — den herlige gudvelsignede Konge? — Tænke maatte han tilfulde, at jeg, Brigida Hallesdatter, intet havde at forhandle med den gamle, vrantne Stallare. Og dumpt drog jeg mig hjemover. — — Horn gjaldede, Hunde halsede, Raab og Latter — var dig Pige! Der kommer Kongens Jagt farende, som Odin selv med sin Skare, paa de vrinskende Gangere; der flagrer de pibende Falke. De strøg tæt forbi. Kongens Blik streifede mig knapt; der var ikke Tid at besvare min dybe Hilsen. To halvgamle Knægte vendte Hovederne og smiskede i Skjægget.
— — Skov, du fuldtro, du tog mig den Dag indtil dig, som du stedse har gjort, og stedse gjør det i let og tungt. Du Skov med dine mægtige Trær, de, der ligervis Hedningetankerne i Mennesket ei lettelig udryddes — du gav mig en Tanke i Sorgen — til Død. Slig, som du i Glæden havde givet mig den — til det flammende Liv. Da jeg tren ud fra dit Enevældes Grænser, var og en Væv rennet; Islættet blev — saa underligt er Mennesket — Bøn til Kristnes naadige Gud. Jeg tiggede Gudherren om Hevn over Kongen, som havde forsmaaet min Kjærlighed, som havde ladet mig i Troen om at staa paa et Bjergs Tinde — og kastet mig ned. Nætterne laa jeg uden Søvn, medens Hads og Hevns Tanker ynglede i mit stakkars forpinte Bryst.
— — Dagen forud for hellig Halduordidag iførte jeg mig Mands Klæder — og red i Fart ned ad Aasene, saa Øgets Sider stod i Skum, idet jeg sprængte frem for Kongsgaarden, høit i Haanden svingende et Brev og Budskab, hvorom jeg fortalte, Befaling var mig givet: Kun egenhændig og i Enrum at overrække Kongen. Ihvorvel mit besynderlige Udseende vakte endel Opsigt, slap jeg denne Gang lettelig gjennem, og mine hemmelige Ønsker blev føiede forsaavidt, som Kongen havde trukket sig bort fra Larmen og nu opholdt sig i Lønkammeret.
En lun Varme bredtes fra den mærkelige Røgovn. Kjærter brændte langs alle Vægge. Midt i Hallen hvilede Kongen i et med røde Hynder polstret Sæde. Han saa ei ud til at like Forstyrrelsen.
— Fra hvem kommer du, spurgte han med en Panderynkning. Hvor vel jeg gjenkjendte den fyldige, dæmpede Røst —
— Fra Erlend Himalde, løi jeg og rakte med Ydmyghed det falske Pergament frem.
— Erlend Himalde, mumlede han med nogen Undren og strakte Haanden ud efter Rullen, — men holdt halvt inde — — Hvad mangler dig, du teer dig saaledes underlig? —
— Intet Herre, stønnede jeg hæst — —
Medens Kongen forbauset bøier sig over det af ufattelige Tegn vrimlende Brevskab, griber jeg Kniven under min Kofte, viger to Trin til Siden, at jeg halvt kommer ham i Ryggen. Saa samler jeg al min Styrke, gjør et Sprang — og støder Kniven mod Kongens Hals.
Gudherren alene skjærmede ham.
Jeg forfeilede Maalet, og Vaabenet faldt klirrende paa det Stengulv.
Alt Had og Mod forgik mig i samme Nu, og jeg kastede mig ned, knust og grædende. Men Kongen blev siddende; alene skjøv han sit Sæde uvillig tilbage, som afskyede han en Berøring af mig.
— Hvorfor vilde du dræbe Kongen, Niding? spurgte han rolig.
— Kongen sveg mig, hulkede jeg.
— Var din Tunge. Til Døden har du allerede én Gang gjort dig skyldig.
Da rev jeg Bindet af mit Hoved, saa Haaret faldt ned over mine Skuldre. Kongen reiste sig, traadte et Skridt tilbage, atter et frem og betragtede mig længe — — Dit Navn? spurgte han langsomt.
— Brigida Hallesdatter —
Han strøg sig over Panden — — Hvad er det — har jeg drømt? — Nei, dig kjender jeg ikke. —
— Jo Herre, jamrede jeg, I var mig bevaagen, men for Aar tilbage.
— Du er slaaet af Vanvid. Aldrig har jeg det været. Bi! — Engang saa jeg et Aasyn lig dit; men det var baade stolt og vænt. — Atter strøg han sig over Panden: — Finnefærd og Galenskab! — — Med engang kastede han Hovedet tilbage og pegede bydende mod Udgangen:
— Kvindeblod har for vammel Lugt i Borgen.
Saa er der intet mere.
Aar byggede sig til Aar siden den Tid. Alt har pint mig. Skammen gjort mig myg. Foragt gjort mig haard. Livets beskeste Galde maatte jeg drikke, og den er dryppet mig i Svælget, indtil jeg sløvedes i min Vaande.
Hvi lod jeg mine Tanker løs. Min Gud — jeg vidste dog, efter Lurstødet fulgte Kindhesten — og den sure Svie efter Kløen. Blot Harpen var bleven hængende, saa var jeg ikke vaagnet af Søvnen! Atter og atter trænger det evindelige Spørgsmaal sig frem: Havde Thurs draget Kongen saaledes, at ligervis hos Søvngjængeren, ethvert Minde var slettet ud; og at hans høimodige, klare Sjæl ubevidst bar Modvilje for den, som havde bragt ham under de sorte Tegns Indflydelse? Eller var han saa brat bleven led ved min Kjærlighed — og glemt noget bort i sit Levnets Gjæstebud?
Ihvordan det saa end var, saa er Stunder kommet over mig med Længselsvrid; og jeg ser ham saa grant, som stod han atter der i Døren. Og mine Læber kan end brænde ved Tanken paa hans fyldige Mund med de hvide, godlynnede Tænder, han, hvis Farve var Sommernattens, en rum Tid før Solen rinder.
Det er Synd. Alt er Synd for mig.
— Igaar flammede et mægtigt Nordens Lys over Himmelen. Jeg har trukket Linjer mellem dette og det Syn, jeg saa hin Gang — — — min Tro er, at det bebuder noget — maaske et Liv fjernt fra mit nuværende. Jeg saa ogsaa min Moder i Nat. Hun gled mod mig og hviskede: Nu er det snart ude.
Saa er det og slaaet mig i Sindet, at i denne tilbageværende Livets Tid vil jeg — for at sone hvad jeg daglig forbryder — aflægge min Høitids Guldkjæde, og binde om min Hals en tagget Snor — — — — —
Miserere.
Offer ligger paa Verdens Val.
I Grus sank en straalende Kongehal.
En Pil var hvæsset med tveægget Braad,
Glemselens Glemsel, se, det blev min Lod.
Miserere.
Stie maaltes af Daarens Fod.
Uvittig er Bønnen, som er om Blod,
Lytten til Ondskabens beskende Raad
At ville forkorte en Livsens Traad.
Miserere.
Synden blegner Menneskens Kjød.
Den skaffer dem Sorrig og Sot og Død.
Angeren æder en Marv udaf Ben.
Haaneren haaner: Din Bod er for sen.
Miserere.
Hjertegraad er en dunkel Snor.
Den vrides med Knuder i saare Spor,
Oliedryp i en halvkvalt Ild,
Skifter i Farver og oser dertil.
Miserere.
Tomme Dag med dens tunge Nat
Har Livets Gravrust i Sjælen sat.
Mørke ei viger fra Jorderigs Muld.
Verden. O Verden af Smerte saa fuld.
Miserere.