Efterlatte arbeider/05
En hvælvet stenbro førte over elven til den gamle park, som omgav gaarden Vestby, hvor descendenter efter en af Danmarks gjæve søhelte havde krøbet til ro — til ro for søsprøit og barske vinde — dybt inde i indlandet med vid udsigt over stille, mørke skove og over stille, mørke søer. Det var Mjær i nord og Vaagvand i vest, som afvekslende graat og lo i regnveir og sol, naar man saa ud af hovedbygningens øvre vinduer, der hvor de store dansesale og de smaa kabinetter var beliggende. Den ting skal nemlig siges forvist om denne gren af Juelerne, at havde de vidst at skaffe sig fred for fare og slaat over fra berømmelsens tornefulde sti til hverdagsglædens letkjørte landevei, saa undlod de ingenlunde at leve sit liv paa ægte landadelsmænds vis med vinterballer og festiviteter, som kasted sin glans viden om.
Til selskabslokaler var hele anden etage indrettet, medens blot første etage blev benyttet til familiens daglige brug, og de to fløie henholdsvis til gjæsteværelser, kjøkkener og tjenerværelser. Som noget ualmindeligt dengang kan bemærkes, at ladegaardene, som var byggede i en firkant, ogsaa var forsynede med klokketaarn.
— Men naar der skal tales om al den, efter datidens maalestok store, kapital, som denne herlighed rimeligvis maatte sluge, saa havde de Jueler dog slet ikke bragt med sig nogen saadan til stedet. Derimod havde de første af dem været entreprenante forretningsfolk og grundlagt slægtens rigdom ved alle de møller og sage, som Vestbyelven var fuld af — — —
Saalangt ned som i begyndelsen af dette aarhundrede leved Helle Juel der paa Vestby. Min mor kunde godt erindre ham, fra hun var barn; det var paa den tid, fru Dunker omtaler, i hvilken Bernt Anker med forkjærlighed tog sig ture fra Fladeby for at spille kort med førnævnte herremand — som forresten disponered over en smule embonpoint; min mor talte syv tvehager paa rad nedover bringen hans, der han sad i en lænestol med trindser under; og saa langtfra var det, at han kunde reise sig og bære sin egen tyngde, som han ikke var istand til saapas som at klare sin egen mave — den hængte som en sæk paa en skammel, der stod ved stolen. Da han fik se den lille pige med de sorte, livlige øine, som vel stirred ganske formidabelt paa ham, sagde han:
«Kom hid, du vesle jenta mi, skal du faa en kys.» — Derpaa fik han naturligvis intet svar. — «Dersom du ikke vil komme, saa kommer jeg til dig» — og saa sparked han lidt i de smaa, korte benene. Men mor havde sin stille tanke om, at «det lar du nok pent være» —
— Naar Helle Juel døde, erindrer jeg ikke. Han efterlod sig kanske flere børn; men af disse omtalte min mor kun to, nemlig en søn, som overtog eiendommene efter faderen og var titulær kammerraad, samt en datter, Maren Juel, blandt andre ogsaa gift med den historisk bekjendte Marcus Gjøe Rosencrantz.
Kammerraaden var anseet for en stor dumrian og nar, som alle havde tilbedste, ikke mindst paa grund af hans kammerraadtitel. Han vilde være en stor helt og foregangsmand fremfor andre i alt. Naar han færdedes ude i veien, var han stadig tilhest, tiltrods for at han gjorde en høist bedrøvelig figur. Det mangled ikke paa skøiere naturligvis. — Saaledes var det engang her paa Egeberg, at en anden gjæst, just idet kammerraaden godt og vel var kommen i sadelen, slog en paraply op, hvorved hesten satte afsted nedover og ind paa laaven med den følge, at kammerraaden blev skjøvet af i døren. Men reiste sig gjorde han efter farten lige kjæk og stor som nogensinde.
Enten han virkelig ikke forstod, til hvilken grad godtfolk ligeoverfor ham betragted spilopper og morskab for «gefundenes Fressen», eller han ikke gad gjøre noget ved tingen, er ikke godt at sige. Men sandelig har man ikke let for at falde i forundring over indolencen i det sjæleliv, som ganske rolig lader det staa til — ogsaa naar der drives gjøn med familieskjoldet! — For da kammerherren havde ladet Juelernes vaabenmærke, en hjort i dertilhørende felt, indgravere paa en guldsnusdaase, fik maleficanter snart luret til sig klenodiet og i al stilhed gjort billedet, der vel ikke fra før var noget kunstværk, om til en stud. Det bedste kom dog tilsidst, idet de paastod, at han selv havde ladet studen indgravere — af beundring for sin egen person.
Hoved som en stud, tænder som en ulv. I lystige lags sidste timer knased og tygged han sit glas i smadder. Og synsmaaderne var ikke altid ved de leiligheder netop saa klare, som ønskeligt kunde være. — Mange af den yngste generation kjender jo ogsaa det gammeldagse, engelske slaguhr med talskiven høit tilveirs paa en slags piedestal med dør, som fører ind til lodder og perpendikel? — Nu ja — saadan en uhrkasse med dør paa blev nok en særlig kjærkommen anledning for kammerherren, dengang han i et julebal et sted, hvor der var nok at faa baade af tykt og tyndt, havde taget saa meget ind af det sidste, at det kom til at haste græsselig — og gode raad blev dyre — — —
Ude paa en daværende chefsgaard i Rakkestad boed en enkemand, ritmester B . . . ., med en overmaade vakker og begavet datter.
Der fortaltes:
Engang denne datter havde været fraværende en tid, fandt hun ved hjemkomsten, at faderen havde slaat sig paa drik og degraderet slig, at han egentlig leved mer som et dyr end som et menneske, og udseendet af det værelse, hvori han opholdt sig, var nærmest at ligne med et fjøs. Men ved den kjærlighed og maade, hvorpaa hun tog faderen, blev han atter et skikkeligt menneske, og der blev velstand og hygge i hjemmet. Hans affærer, som naturligvis var aldeles derangerede, tog datteren i sin kraftige haand — fik tilsaaet markerne med baade korn og linsæd og gjort vaaronnen fuldt færdig — fik tillagt baade sauer, fæ og heste, og drev hele gaarden, saa alt blev velvære helt igjennem.
— Efter faderens død kom denne prægtige pige i huset hos Helle Juels.
Hun var imidlertid bleven forlovet med en ung løitnant, som hun gjorde overordentlig meget af. Brylluppet var bestemt, og hun vidste, hvilken dag hun kunde vente ham til Vestby. Da gik hun for at møde ham en sommeraften, men tog en snarvei mellem Vestby og Marie kirke, som ligger paa Vestby grund og er en gavekirke fra en af gaardens tidligere eiere (Marie Hess). — Nogen kom imod hende, hun maatte endda træde ud af stien for at lade dem slippe forbi. Det var en ligbegjængelse, tyst og stille. Seks mand med en kiste, hvis sorte klæde slæbte jorden. —
Hun gik videre som bestemt, men des mer hun tænkte over dette underlige møde, des uhyggeligere blev hun tilmode.
Og kjæresten traf hun nok ikke. For ved tilbagekomsten laa der brev og budskab til hende om, at han var død.
Saa ansaa hun fra denne dag sit liv som forspildt. Men da husets søn, ovennævnte kammerraad, blev dødelig charmeret af hende — det største fremstød hertil havde nok været, at hun med sin vanlige energi havde pleiet ham i en svær sygdom — og da hun var en fattig pige, forholdene paa Vestby brilliante, og tilværelsen, som sagt, uden værd for hende, tror jeg, ingen vil kritisere den prægtige jomfru B . . . ., fordi hun her slog til og blev den mægtige kammerraadinde paa Vestby istedetfor at gaa ene gjennem verden.
Dog — mennesket spaar, men Gud raar, og det stærkeste træ kan tørke — — Livet blev vel alt andet end en leg for hende, der manden var hende aldeles uværdig, og desuden begyndte han at drikke; medens det gik ud med rigdommen, saa de tilslut kun havde at leve af et legat, og den hjælp de fik fra faster Maren. Og lidt efter lidt blev nok ogsaa fru Juel glad i det, som stimulerte.
Af børn havde de kun én søn, Petter, men flere døtre, hvoraf den uanseelige Maren blev foranledningen til en indvikling med von M . . ., «storhebert-generalen af Malta» — — —
Jeg tror, det var omkring 1820, at der hid til bygden kom reisende en eventyrer, som udgav sig for at være en broder af præstekonen, madam M . . . . ., og optraadte med stor brask og bram og satte hele præstegaarden paa ende.
Denne herre sagde sig at have været med Englænderne i slaget ved Waterloo, var der blevet savnet og havde ligget under en krudtkjærre i et helt døgn, før han blev funden; han foregav ligeledes der at have mistet øielaaget eller noget af øiet, saa han paa grund af denne skavank altid gik med blaa briller, hvilket dengang var noget helt ualmindeligt.
Omtrent samtidig med ankomsten fik han ogsaa trukket ind i præstegaarden et overmaade fint skatol, efter mors beskrivelse et rent pragtmøbel med kostelige indlægninger, udskjæringer og anden stas. Men dets indre kvalifikationer var nok endda rarere med alle de forunderligste og mest forborgne gjemmer og aflukker, som ikke noget andet menneske end eiermanden selv havde rede paa. Kort: Han var i et og alt en stor matador, spankulered helst om i al sin pomp med galoner, epauletter og klirrende sabel, og mødte tiggere ham ude paa veiene, spared han aldrig paa daleren. Æren af hans høie omgang blev kun bygdens eneste rangspersoner, Juels paa Vestby, tildel, en opmærksomhed disse, der i denne tid endnu sad godt i det, paaskjønned efter fortjeneste — hvilket snart skal sees —
Lystige dage indlededes nu, uagtet senhøstes, med et kalas i præstegaarden, hvor der afbrændtes fyrværkerier og opsendtes illuminerede luftballoner; ved denne leilighed trykked den hjemvendte helt madame M . . . . .'s haand til sit hjerte:
«Det var da stjernerne, søster, som blinked i mine tanker før slaget ved Waterloo . . .», en udgydelse nogle fandt smuk, andre noget uforstaaelig, atter andre studsed mer end en gang ved den meningsløse bombastik, som ofte er egen for mennesker med kvartdannelse.
— Juels hørte dog ingenlunde til disse skeptikere. Og da festlighederne en tid havde afløst hinanden paa præstegaarden og Vestby, spurgtes der, at hr. storhebert-generalen havde forlovet sig med frk. Maren Juel.
I den anledning blev der anden juledag tilsagt et storartet bal paa Vestby, hvor ogsaa mor og morbroder Hans var tilstede.
Den jul var, som det undertiden hænder, aldeles snebar, og veiene næsten til det ufremkommelige opblødte; men frem maatte man naturligvis! — Mor kunde levende beskrive med hele sin ungdoms-fantasi, hvilket herligt indtryk allerede paa afstand den store festlige gaard gjorde paa hende, saavelsom det lyshav, der bølged gjennem alle værelser. Og generalen maatte naturligvis ogsaa lægges mærke til; hun syntes endnu, hun kunde se ham, hvorledes han formelig bugned under vægten af sin guldstas og lykke, da selskabet drak de forlovedes skaal.
Men glædens herlighed blev ikke helt ublandet den aften —
Ved en af de gammeldagse carrédanse, som kaldtes Engelskdans, opstod der nemlig en dissens mellem hædersgjæsten og hans nevø, den senere ikke saa ubekjendte rektor Johannes M . . . . ., om hvem af disse der var det opførende par i salen; foruden at hr. Johannes af naturen var en stridig buk, havde vel ogsaa de flydende varer gjort sit, saa han ikke fandt sig beføiet til at fire for sin store hr. onkel, da han formente at være i sin fuldstændigste ret. — Som vi ser, fandtes ogsaa næsvis og uforskammet ungdom dengang, som ikke vilde bøie af for autoriteterne! Nu — dette udarted til ren trætte og mundhuggeri, hvilket i den grad opbragte generalen, at han kasted sin hanske til hr. Johannes, som dog ikke optog den, da den i det samme blev sparket tilside af en anden med ét:
«Skidt i hele hansken!»
Som ventelig var, opløstes den opstillede carré i fuld forvirring. Imidlertid kasted søsteren, fru M . . . . ., som var en meget kvik og skarp dame — dansk af fødsel — sig ind i striden, idet hun tog sin søns parti med ordelag som:
«Vel er vi fattige; men vi vil ikke trampes under fødder af dig — og vi har ingen datter at ofre dig!»
Men hvad hænder? — De store fløidøre til salen slaaes vidt aabne, og frem træder værten, hr. kammerraaden, sigende:
«Den som fornærmer M . . . . ., fornærmer mig. Selskabet kan straks forføie sig afsted.»
Dette var rene ord og koldt vand i ilden. Madam M . . . . ., som var yderlig opbragt før, blev det ikke mindre efter dette og fremholdt, at eftersom de alle var jagne paa dør, kunde de for sin æres skyld ikke blive længere paa dette sted, men, foreslog hun, selskabet burde tage musikken med sig og fortsætte dansen nede paa nærmeste gjæstgiversted. Resultatet blev dog — efter endel præk frem og tilbage — at samtlige slog sig til ro, og dansen paagik til lyse morgen.
— Ved et bal senerhen i præstegaarden saaes generalen hele aftenen at danse meget voldsomt med sin fæstemø. Rimeligvis var «øvre etagen» ikke i bedste orden; for da han skulde kjøre hende hjem til Vestby om morgenen, laa han og vælted og basked uophørlig i sneen — saaledes at frøken Juel, varm og udaset, som hun havde været, efter denne reise maatte tage sengen fat, lam og elendig til sin død.
Men efter optrinet paa Vestby hin anden juledag, havde nok madam M . . . . . begyndt at betragte sin bror med mere uhildede blikke, og en styg mistanke om, at han ikke var den, han udgav sig for, steg stadig mere frem i hende. — Sandt nok forresten — hun havde engang havt en broder; men ham havde hun tabt afsyne i saa ung alder, at gjenkjendelse var umulig! — Morbror Hans, som havde været officer i studenterkorpset under Kjøbenhavns bombardement i 1807, var ikke rigtig tabt bag en vogn, og derfor ikke let at jukse, havde allerede længe næret mistillid til personens ægthed; thi naar han gik generalen efter i foldene angaaende Napoleonstiden, kunde sidstnævnte kun greie sig meget utilfredsstillende. Som bekjendt fik alle, som deltog i slaget ved Waterloo mod Napoleon, en udmærkelse efter rang og stand; men dette hæderstegn blev nok, uagtet gjentagne provocationer, aldrig at faa se. —
Og madam M . . . . . blev yderligere bestyrket i sin mistanke; indtil hun en vakker dag ikke længer vilde erkjende ham som sin bror — hvilket havde tilfølge, at generalen, høist forurettet ved en saadan behandling, fluksens drog derifra til Vestby, hvor han vistnok en god tidlang havde kunnet holde Sin position, hvis ikke uheldet havde villet ham tillivs i skikkelse af efterspørgsler ved Christiania politi, der oplyste, at han var en «dansehusvært» af bedrøveligste slags fra London, havde antageligvis kjendt madam M . . . . .'s broder og derved kommet ind i forholdene, hvilket ogsaa hjalp ham til i Danmark at snyde sig til et par tusind daler fra et legat eller lignende; tilhørende vedkommende madam M . . . . . eller hendes familie. Det var altsaa disse penge han foreløbig havde havt at bravere med. Hvad hele hans fine uniform anbelanger, var den bare en maskeradedragt, han havde tilvendt sig ved afreisen fra London.
Saavidt jeg erindrer, blev han da afhentet af Christiania politi, og den eneste erstatning, kammerraaden erholdt for det nedbrudte barn samt betydelige pengelaan, var førnævnte kostelige skatol.
Til hr. storhebert-general af Malta, von M . . . . ., hørtes der ingensinde mere, og denne episode maa dermed betragtes for afsluttet her i bygden, tiltrods for de følelige mærker den havde afsat i de to angjældende familiers indre liv.
Se, det var dengang, mine herrer! — Daarlige veie og liden forbindelse med udenverdenen omkring hvilestedet «Skauen» midtveis til Christiania, holdt røverpakket til. — Ingen post, tiggeren med fast rute agerede levende avis og postillon d`amour. — Ja, tiderne forandres. — Nu gad jeg se den ravnekrog, hvor en simpel dansehusvært fra London kunde mystificere befolkningen, endsige da i en velmeriteret skovbygd tre mil fra Christiania, fugleveien taget! — —
For at komme lidt tilbage til gamle dage igjen:
Fru Juel, født B . . . ., fik som enke et livøre paa gaarden, hvilket i forening med det Rosencrantzske legat gav hende et sorgfrit udkomme. Meddeleren husker hende meget godt, da hun leved lige ned til 1852; hun omfatted menneskene fra sin ungdom med stor veneration og var paa sin vis barnekjær, saa naar mor reiste didned, fik vi gjerne være med. — Jeg kan huske, hendes profil af næse og pande var særdeles regelmæssig, men hvad især vakte vor forundring og beundring var underpartiet; thi da hun var aldeles tandløs, naaed næse og hage faktisk sammen, naar hun lukked munden. — Du søde verden, hvor vi unger vel glante paa den gamle frue!
Om hendes og kammerraadens eneste søn, Petter, kan fortælles, at ihvorvel han ligned sin moder paa i ydre og var en ualmindelig vakker kar, slægted han til den grad kammerraaden paa udi aandelig begavelse, at det ikke var ham muligt at faa indpuget en eneste latinsk glose, og maatte derfor opgive studierne og blive garver, en Geschäft, som vistnok lønned sig brav og satte ham istand til at overtage fædrenegaarden og til at gifte sig. Men blev han siden enkemand og trukket med i speculationer, saa gaarden maatte sælges, — var dog heldig nok til at komme over et livøre, — fik paa sin gamle alder stærke fornemmelser ligeoverfor sin husholderske og vilde sprænge sit hoved i luften ved at lægge krudt i et kværnstenøie, hvilket resulterede i, at den respectable kvinde indvilged i at gifte sig med ham. Ægteskabet blev barnløst.
Forresten er det ikke underligt, at interessen svinder ganske bort, naar det gjælder denne Juel, der leved saavidt langt ned i tiderne — — —
Gaarden Vestby kom efter forskjellige tilskikkelser og efter at være eiet af diverse bønder i 70aarene i en Christianiagrosserers hænder, hvorimod de andre gaarde, som havde tilhørt den Juelske familie, forlængst er spredt for alle vinde.
Den gamle hovedbygning, der uagtet træhus var overmaade solid bygget, har helt indtil for nogle aar siden staaet helt uforandret i den oprindelige stil; men da lod den nuværende eier huset blive gjenstand for en yderst smagløs restaurering, hvorved det hele har tabt ethvert præg af en gammel, norsk herregaard.
Sic transit gloria mundi!