Efterlatte arbeider/04
Ved de store dyb lever sagnene frem: Mellem bjerges dybe huler, ved den dybe storskov, ved de dybe søer. Vilkaarlig herskermagt har lys og skygge; men søens speil fordobler natten og dagen. Der er liv ved døde ord og farve ved smuldret glans.
Saa siges der ogsaa, at ved Øierens bredder, et sted paa den nuværende gaard Degrums enemærker, hævede i fjerne dage en mægtig herreborg sine mure og taarne. Og der fortælles videre, at ved solegladstid stod en yngling paa muren og sendte tre hvislende pile mod ildkuglen i øst. Ved solefaldstid lukkedes jernportene, og de rustne hængsler gren, saa lyden førtes tvers over indsøen til det andet sogn.
— — — — Men ynglingen med buen havde med sin pil ridset runer i menneskesindene, og de glemte ham ikke; hans billede blev slægters arv. Slig som han i de førstes tanker kom til ligesom at gro i et med borgmuren, slig blev han ved at skyde mod solen — selv efter den dag, da sten ikke fandtes tilbage paa sten af de brede mure — — — — —
Men ynglingen med buen var dog engang kjød og blod. Og meget har aandet bag Digerheims stenvægge. Lyset har lyst over broget pragt. Og mørket har svøbt sig om mørke gjerninger.
Da hr. Gunne Benson længe havde været eneeier til borgen, var ialfald to af hans sønner med Berit Tordenstjerne fuldvoksne, — eller som pater Sylvest sagde: «Tvillingernes rygrad har naaet sin fulde længde; men Dags mangler et par haandsbred endnu.» Gunne og Bentein var deres navne i daaben; men folkemunde havde tidlig omdøbt dem under et til «Tordenjunkerne», grundet deres lighed med moderen, denne kvinde, der i sin ungdom havde givet sig af med en svensk rømling og senere hen tvang hr. Gunne til ægteskab for derved at føie rigdom til sin adel og magt til sin vilje.
Tordenjunkerne havde været ved kongens taffel og staaet i en særdeles gunst, indtil de en vakker dag forsaa sig paa menneskelig vis; da vistes de bort fra hirden, og de kunde kun prise fru Berits mægtige gjæstevenskab, for at de slap at friste fredløsheden; thi borgen, der kroede sig høit over vandet og de grønne enge, var i hendes tid blevet et kjært og lystigt rastested for de mægtigste i landet. Lidet kunde der ved disse gilder mærkes, at nogen tog anstød ved atter at have de to balstyringer for øie. Tordenjunkerne for sin del var vel fornøiede, da de allerhelst ønskede at vandre sine egne veie. Snart var de udenlands, snart hjemme paa borgen; men altid var deres færd planløs, derfor naaede de heller aldrig til noget; det var, som der altid stod et stort uveir af dem, hvor de var. Og sjælesørgeren korsede sig over de rige verdensbørns synder og anraabte himmelen om barmhjertighed.
Men jomfru Lucia lo.
Baal og fakler vinkede røde gjennem taagen, idet dragen — hvori lensherren Aaslak Gus med hustru og datter samt øvrige følge befandt sig — gled frem for Nisitangen.
«Træk paa,» opmuntrede han rorskarlerne, «ikvæld er fru Berit blid.»
Aarenes taktfaste drag bragte vandet til at skvulpe om skibets stavn, og snart tørnede fartøiet bragende mod landgangen. Her stod fire mænd rede til hjælp ved udstigningen. Den ældede hr. Aaslak sprang dog iland med en ungdoms lethed, vanemæssig fulgt af sine folk, som gjaldt det ogsaa her at udføre krigerske bedrifter. Kvinderne, hyllede i sine pelskaaber, reiste sig ogsaa. En ungmø satte just foden paa rælingen, da svenden, der vilde støtte hende, voldsomt skjøves tilside af et par unge mænd i sorte fløielsvamse. Hvorledes de bar sig ad, fik de anbragt den forbløffede jomfru paa haandsæde mellem sig.
«Der siges i hellighedens lov . . .,» begyndte den ene af dem, idet de med spændstige skridt gik over den ujevne jordbund.
«At vi skal elske vore fiender,» fortsatte den anden. Den første lo: «Og alle kvinder er os fiendske . . . I ser, vi levner selv vore uvenner æren . . .»
«Saa saare er vor fromhed,» sluttede den anden med paataget alvor. Liden Kanga Aaslaksdatter bares ind i ridderhallen, hvor hun skamfuld blev staaende midt paa gulvet, da de to slog en latter op og gik. Alligevel var hun lettet ved at være sluppen fra de haandfaste junkere, som derude i halvmørket skræmte hende med sine hæse stemmer. Borgens herre og frue hilsede hende venlig; gamle hr. Gunne lod nogle ord falde til afbigt for sønnerne.
Men fru Berit tilkastede sin ægtefælle et spottende blik og tren strunk, men naadig den ankommende gjæsteskare imøde.
Som taage og tusmørke tog hinanden ved haand, dybere og dybere sænkende sig over land og vand, traadtes dansen til harpers og gigers klang over borgens glatte stengulv. Luftdraget rev og svingede de smaa kjærteblus, som maatte selv disse, trods deres skjære hellighed, deltage i munterheden. Og faklerne, som svende allevegne strakte mod loftet, slikkede og røg. — Men baade de kristelige og de hedenske lys enedes om at sprede et rødflammende skjær over de dansende skikkelser — at streife ind i hallens lønligste kroge og ind i vindusfordybningerne. — — —
«Du giver dig syndig hen i dansens glæde . . . Dette kun var det, jeg vilde sige dig, da jeg vinkede dig hid. Se der strømmer fra dig en ilterhed, som ingenlunde er Guds moder velbehagelig . . .»
«Aa, værdige pater,» raabte jomfru Lucia, «iaften vogter jeg selv min sjælefred!»
Pateren løftede afværgende sin velformede haand:
«Ti! — Paulatim longius itur. Og bliver du ligervis dine brødre Guds foragter paa jorden, da husk den evige pines gløder,» og han saa funklende ned paa jomfruen, hvem vin og spil havde malet stærke roser i kinderne — hvilket i forening med haarets viltre krøller og den grønne silkekjortel gav hende et ubehersket, men tillige sært præg; hun stod da ogsaa og fingrede med sit bælte, saa spænden brast — — —
«Er I færdig med Eders tale, kan jeg vel gaa,» sagde hun trodsig; idet hun gjorde mine til at fjerne sig, vendte hun hovedet halvt: «Jeg liker bedre at le med riddere end graate med munke.»
«Vent!» raabte pater Sylvest og stillede sig iveien for hende — «Gudfader og alle helgener være din gjenstridige sjæl naadig,» bad han bevæget, «hvor du spotter Herren, hvor du lægger sten til røset.»
Jomfruen troede at se hans øine sortne af nidkjærhed.
«Slip mig frem, kjære pater,» overtalte hun pludselig og berørte ham let. Ligesom indrømmende, at han dog prækede for døve øren, traadte pateren tilside — men paa en hastig, ham ulig maade slap det ham ud af munden:
«Du er skjøn som en bille ikvæld,» og hurtigere end tanken bøiede han sig, og Lucia følte noget som et brændende stik paa sin arm.
«Naa,» lød en raa stemme, og et slag fik pater Sylvest til at rave bagover; han summede sig tidsnok til mellem tænderne at udslynge en forbandelse over Tordenjunkerne. — Disse havde fundet paa at lede sin søster frem, eftersom de fremmede møer tog skræk af dem; thi kanderne, de havde været flittige med til at tømme baade i borgestuen og i ridderhallen, havde ikke gjort dem mere medgjørlige at se til.
Nu var de tre søskende allerede ude paa hallens gulv, og spillemændene forstærkede tempoet og gav tilbedste med klunk og smæld, alt efter junkernes kaade spræt. Men en af dem kom til at gribe for haardt i strengen, og den sprang med en lyd som af et bueskud. Om lidt lød atter et meningsløst smæld. Og endnu et.
Der blev en ulyd: Harperne buldrede med de tiloversblevne basstrenge, og gigerne faldt uharmonisk ind med gnælde kvintlyd — det knurrede ondt — — —
«Nok! Nok!» skreg gamle hr. Gunne og slog med hænderne mod musikanterne.
«Ohe! Jam satis est,» mumlede pateren.
Jomfru Lucia stansede og saa sig spørgende omkring. Tordenjunkerne gjorde endnu nogle hop, da holdt ogsaa de inde — de fandt det foreløbig under sin værdighed at begynde paany til den spinkle fløitemelodi, som nu vibrerede gjennem luften. Tonen var skjør og ren, som maatte den legemliggjort være lig den klareste krystal eller vokse sig frem som en fin, lyserød lilje.
Da traadte Dag, den yngste, dansen med liden Kanga. Hendes endnu ikke udviklede barm bølgede under det hvide livstykke, og de store øines glans forlenede de uregelmæssige træk med en rørende ynde. Den stille Dag fik et eget sværmerisk udtryk, naar deres blikke mødtes; stundom grebes han af en usikkerhed, og han famlede, naar hun rakte sin haand ud mod ham i turene. Med barnlig myghed forstod liden Kanga at passe sine trin efter junkerens afmaalte vendinger — og mange betragtede smilende det ungdommelige par, hvis rene gratie blev endnu mere iøinefaldende med de forud dansende som baggrund.
Kjære drømme afspeilede sig i gamle hr. Gunnes aasyn — halvt ved sig selv hviskede han:
«De er smukke, de to . . . Alfader lade dem længe være børn, de smaa» — og liden Kangas moder nikkede fornøiet. Men fru Berit hævede øienbrynene — —
«Det lader ikke til, at han vil skikke sig som kriger, mit yngste barn . . .»
«Hvorfor ikke?» spurgte lensherren. «Rigtignok er han lidt svagelig at se til; men sligt vokser af med aarene . . . saa jeg forstaar ikke, hvorpaa I grunder Jers udtalelse.»
«I, hr. Aaslak, er netop den som forstaar sig paa sligt. Liden fremdjærvhed har han . . . keitet er han — og uanseelig.»
Der kom en trækning om lensherrens mund ved tanken paa borgfruens yndlinge, og han talte sin hjertens mening:
«Da tykkes det mig dog, fru Berit, at I kan nære større forhaabninger til Dag, den yngste, end til Jers andre sønner — — Det kunde jeg vidst,» sagde han lavt til sin hustru, idet fru Berit, vred i minen, reiste sig og vendte ham ryggen, «nu rørte jeg ved hendes raadne æg.»
Kort efter slukkedes de døsige kjærter, og gjæsterne førtes til sine sovesteder.
Da graalysningen svagt seg ind gjennem de smaa vindusglar, hvilede borgen; dog — brudt og urolig var søvnen, ligervis som en halvdrukken ridders.
En af de lange høstaftener, som lægger blyvægt over sindet, lunede og lyste ilden oppe i hallen. De blanke vaaben langs væggen blinkede, og den i et tykt tjeld indvævede enhjørning syntes at antage liv og træde frem ligesom af en hules mørke.
Tordenjunkerne laa henslængte paa bænkene længst borte. Alene deres ansigter skimtedes — naar da ikke varmen bragtes til at blusse i veiret og i et glimt fremviste de to brødres velskabte lemmer.
Gamle hr. Gunne havde skubbet sin armstol henimod ilden og sad vel tildækket med duntepper for ledgigten, der var særlig slem i styggeveiret. Udenfor hørtes regnets dryp, og blæsten for ulende ned gjennem skorstenen. De kuldskjære jagthunde var krøbne foran hr. Gunnes plads og strakte sig i dyb søvn, hvilken rigtignok ofte afbrødes ved, at de sprang op og skuttede sin pels, naar gnisterne faldt ned paa dem.
Det lod til, at tepperne denne kvæld intet blivende sted havde hos gamle hr. Gunne; uafbrudt gled de fra ham, og Dag, som sad paa et lavt sæde nær ved, tog dem atter og atter op, dog ikke uden nu og da at kaste et ængsteligt forskende blik ind i faderens ubevægelige ansigt, hvor blot øinene syntes at leve — men tillige at lide.
«Er I daarligere idag, min fader — eller er I falden i tanker over noget?» spurgte han tilsidst.
Hr. Gunne ventede en stund med svaret.
«. . . Veiret flugter i mit legeme, ja — og min hug er ogsaa støl . . . Hm ja — var dig, min Dag; for livet er farligt . . . og ikke er det altid saa let at styre vandringshesten over de rigtige marker.»
Dag saa klogt paa faderen — — «I har vist aldrig tilføiet nogen noget ondt, min fader . . . og hvad Gudherren sender . . .»
«Hysh — var det Gudherren, ja! . . . Jeg er ingen helgen, min gut — slet ingen, om jeg end aldrig har kunnet forsone mig med aabenlys nedrighed. — Men jeg skal fortælle dig noget, som jeg synes forklarer, hvorfor mennesker saamangen gang gjør stik imod, hvad de mener at gjøre. Det er en skrøbelig vilje, vi har . . . for, ser du — vi følges alle af væsener, hvis raaderum er delt i fire forskjellige afdelinger, netop ligesom du vil tænke dig to hvide og to sorte felter af tavlbrettet der . . . Først er det to, som hører legemet til — den hvide beskytter mod fare, den sorte narrer en mod afgrundens rand . . . Dernæst er det to, som hører sjælen til — den hvide formaner til godhed, den sorte lokker mod ugjerninger. Saa kommer det an paa, hvilken af de to sidste faar overtaget.» Den gamle lænede sig henimod sønnen, aabnede et par gange munden og lukkede den atter.
«Hvad er det, min fader?» spurgte Dag, halvt nysgjerrig, halvt deltagende. Hr. Gunne var endnu et øieblik i beraad med sig selv; saa vedblev han efter at have sendt et rapt blik mod den side, hvorfra Tordenjunkernes snorken lød. — — «Slige som dine brødre hører braklandet til; der hersker den sorte uden bryderi. Men for dem, som gjerne vil staa hende imod, gjør hun livet broget — da er hun snedig, snedig som visdommen selv . . . hør . . .» her holdt den gamle haandfladerne for munden og hviskede tæt ind i Dags øre: «. . . jeg har seet hende med de blodplettede hænder.»
Og Dag gøs — ligesaa meget ved faderens underlige udseende som ved fortællingen — «Har I seet . . . hvem . . . den sorte?»
» . . . Som et glimt for øiet, ja, for længe siden . . . og inat i drømme. Jeg havde glemt hende indtil nu — for en anden, et menneske, som er hende lig.» Gamle hr. Gunne smilte bittert. Pludselig løftede han sig høiere op i sædet og raabte som i fortvilelse:
«Lys! Lys! — lys for mig, min Dag!»
Da tog Dag en brand fra ilden og gav sig til at tænde kjærter rundt om i hallen — — Og eftersom lyset øgedes, klarnede gamle hr. Gunnes ansigt.
Tordenjunkerne for op:
«Bliver her gilde ikvæld?»
«Nei.»
«Hvorfor vækker du os da?» skreg den ene.
«Sluk! siger jeg,» brølte den anden.
«Nei, de skal brænde.»
«Hvad betyder dette?» spurgte en myndig røst fra døraabningen, hvor fru Berit overrasket var stanset med den ene fod over tærskelen; i hver haand holdt hun en ølkande, tiltænkt Tordenjunkerne — —
Fru Berit maatte gjentage sit spørgsmaal.
«Min fader ønsker det saaledes,» svarede Dag, som imedens havde fuldendt sit værk og nu stod ved hr. Gunnes stol.
Uden et ord videre gik fru Berit hen og begyndte at slukke — en efter en. Der skjød to røde pletter op i Dags kinder; han greb atter en brand — tændte og tændte — eftersom moderen blæste ud — —
Men Bentein rev alle kjærter ud af stagerne og kastede dem i ilden.
«Der brød du trætten, bror!» skraldlo den anden.
Gamle hr. Gunne havde reist sig. Der sporedes hverken vrede eller krænkelse, blot en dødsens træthed i den maade, hvorpaa han bad Dag tage sin arm og følge sig til sovekammeret. Der talte han heller ikke, sad kun og saa hen for sig og rystede paa hovedet.
Et uglepar, som havde bygget rede i nærheden, dunkede sine kroppe imod glaret, ærgerlige over lysskjæret derindenfra — og skreg med korte, vilde skrig i natten.
Siden maatte Dag selv skjære stikker til fakler; for alt, hvad der kunde tjene til belysning, gjemte borgfruen fra nu under laas og lukke.
Den gamle borgherre trak sig stadig mere og mere bort fra sin familie, undtagen da fra Dag, som sov i samme rum, det der var beliggende oppe i borgtaarnets ene hjørne.
«Min gode Dag,» sagde engang den gamle og klappede sin søn over haaret, «gid den lykke, du fortjener, maa komme til dig. Dit navn være dig et godt varsel,» — og med et smil fortsatte han: «Hvad siger du om liden Kanga?» Dag blev sprutrød helt ned til den hvide halskrave . . . «Næste gang hr. Aaslak gjæster os, skal jeg lægge et ord ind for dig.» Dag følte, at faderen var glad i hug, der han laa. Saa tog han sig sammen, og idet han saa paa sin fader med store, klare øine, sagde han:
. . . «Vil I gjøre det, fader?»
Det var ikke vanskeligt for Dag at forstaa, at hans fader havde det værre end ondt. — En god, men svag natur, modtagelig for indtryk, til stadighed udsat for ægtehustruens naalestik og de to ældste sønners grusomme adfærd var han en saare plaget mand.
«Gud være dem naadig,» hørte Dag hr. Gunne hviske næsten uhørlig — «de slaar mig! . . . Er de ikke mine, da tjene det dem til undskyldning.»
Dag blev en stund siddende som lammet. Gamle hr. Gunne sukkede tungt — «Jeg er jo skrøbelig . . . og det nytter mig lidet at tage igjen mod de stærke knøse . . . De knubber mig i gangene og overalt, hvor ingen er tilstede . . . de kommer hidind paa mit kammer og plager mig, naar du er borte. Og alt, altsammen er det hendes skyld — hendes, den sorte med hænderne — som narrede mig til at omgaa retten . . . Thi havde jeg ikke været rig, havde heller ikke din moder lagt sig ud efter mig, heller ikke født mig de to onde mennesker, min alderdoms forbandelse. O vogt dig, min Dag, — far varsomt med livet . . .»
Saaledes talte den gamle mand, indtil søvnen begyndte at overvælde ham; saa gled alt ud i en taage. — Og Dag bøiede sig ned og lyttede til de svage aandedræt.
Gamle hr. Gunne sov.
Da listede Dag sig forsigtig hen til vinduet og lænede sig ud over karmen. Regnet var ophørt; men vinden, som endnu blæste og jog skyerne over himmelen, kjølede hans brændende hoved.
Snart stod maanens skive i lyseste guld, snart groves den ned mellem bjerge. I borggaarden var alt stille. Portene var forlængst stængte, og tjenestefolkene gaaet til ro.
Men over fra porttaarnet, hvor Tordenjunkerne havde tilhold, skar et skrig gjennem luften — et par hæse raab og en latter. — Dag knyttede næverne. Han vilde skyve slaaen for vinduet og fjerne sig; thi gamle hr. Gunne vaandede sig isøvne; men han blev alligevel staaende; thi over fra kirkefløien lød en melodisk røst:
«Dies iræ, dies illa
Solvet sæclum in favilla . . .»
«Pateren holder nattebøn,» tænkte Dag og lyttede andægtig til salmen, der blev sunget ud i nattestilheden. Mellem hvert vers var der et lidet ophold, som om sangeren maatte trække aanden. Da syntes Dag at høre en dør sagtelig blive aabnet paa den anden side, og i det skimrende mørke øinede han en menneskeskikkelse, der sneg sig frem langs murens skygge — —. — —
«Preces meæ non sunt dignæ
Sed tu bonus fac benigne,» klang endnu paterens sang.
Derpaa forstummede ogsaa den ganske.
Dag udviklede sig til en slank, ung junker, lidt vel spædlemmet kanske, men med regelmæssige træk, som skaarne ud af det ædleste træ. Hans klædning var altid dadelløs, ligesom daggert-kjæden om hans liv altid lyste i reneste sølv.
Han streifede alene om paa jagt i skovene der vest eller paa fiskefangst. Det var hans glæde at sidde og stirre ned i det skinnende vand, medens drømme dalede, drømme om liden Kanga, som var saa blid og from og ren som en Gudsengel oppe i himmerig. Hr. Aaslak havde intet havt at indvende, og nu var hun Dag Gunnesons fæstemø; med Guds og alle helgeners vilje skulde deres bryllup feires ad aare.
Men en rædselens begivenhed havde længe truet med at slaa ned i borgen.
Det var vaar. Svaler og stær kredsede kvidrende rundt tagene og byggede reder i sprækker og fordybninger. I luften laa en duft af bristende knopper og saftig jord.
Dag fløitede fornøiet, idet han sprang op mod taarnkammeret, hvor han ikke havde været siden den foregaaende dag — han havde været paa tiurleg.
Idet han aabnede døren, studsede han; i vinduslysningen skimtedes omridset af en fremmed kvinde. Han saa forresten ikke tydelig andet end et par hvide hænder, som hvilte mod det hvælvede bryst.
Men der var blod paa de hænder.
Han ryggede uvilkaarlig tilbage, indtil han tabte hende af syne — da var det, som slap han ud af en ond tryllekreds. Uklart for det gjennem ham noget om, hvem det ialverden kunde være; — kanske søster Lucia eller fru Berit havde umaget sig op, — og han gik raskt tilbage ind i kammeret. Blændet af solskinnet udenfra mysede han mod mørket, strakte armen ud og skjøv døren vidt op.
At der slet ingen kvinde fandtes derinde, det fik han ikke tid til at tænke over. Hans opmærksomhed fængsledes øieblikkelig af en blodpøl nedenfor sengen, saa saa han sin fader ligge sammenkrummet og vendt mod væggen — — der var ogsaa blod — en mængde blod.
Dag gik nogle skridt nærmere; saa vaklede han pludselig, greb ud i veiret efter en støtte og tumlede om som rammet af lynilden — — — Gamle hr. Gunne laa med overskaaren strube og en langbladet kniv i sin sammenknugede høire.
Baaren, dækket af det sorte klæde, stod i kapellet. Og pateren lod de efterladte høitidelig kalde didned.
«Selvmorderens blod er over hans eget hoved,» forkyndte pater Sylvest fra alteret.
«Nei!» raabte Dag vild i sorgen, «over dem, som gjorde ham livet uudholdeligt,» og han pegte mod brødrene. Pateren lod sig ikke forstyrre:
«Hundrede sjælemesser maa læses af trende præster, før den sjæl slipper gjennem skjærsilden . . . Ti mærker sølv og hundrede haandfulde kjærter maa ofres. Fordi kirken ei sparer sin hellige kraft, saa er det Gud Faders vilje, at I rige ei sparer Jers uselige gods . . .»
Fru Berit og hendes to ældste sønner blev gjerrige med ét; endskjønt pateren erindrede dem om, at gamle herren, som havde eiet det alt, dog kunde undes en saa ringe del deraf for sin sjæls saligheds skyld. Fru Berit gav sig da til at prutte; men pateren, som vilde have fortjenesten, veg ikke en haarsbred.
«I har ingen ret til at kaste vore eiendele fra os, fru moder,» hvæsede Tordenjunkerne; paa deres ansigter, hvorover baretternes aarfuglhaler struttede lig et par sorte væderhorn, havde ugudeligheden trykket sit stempel, og hudfarven var graa og gustengul — som selve de vokslys og det sølv, de negtede at give for henfarne hr. Gunnes sjælefred.
«Saa skjænker jeg, hvad I saa elendig holder tilbage,» lød Dags stemme.
Alle vendte sig mod ham.
«Du eier ingenting,» svarede fru Berit haardt.
«. . . Lad det gaa som fradrag paa min arv. Skam Jer allesammen, der I staar og kjøbslaar!» raabte Dag forbitret.
«Du snakker over dig, jomfru,» gren Tordenjunkerne mellem tænderne — færdige til at fare løs paa ham.
Dag lagde haanden paa sin daggert.
«Hvad skulde du vel fordre?» spurgte moderen med forundring, «dine brødre som de ældste eier borgen og dens gods.»
Men pateren stillede sig paa Dags parti. — «Enhver tager nogen arv efter sin fader,» sagde han med bestemthed, «omend den yngste faar nøie sig med smulerne . . . Her, min søn, sværg ved disse din faders jordiske levninger, at du giver din arvelod til kirken, . . . og dens tjener skal sikre dig din faders fred hinsides . . . Bis dat qui cito dat — dobbelt hjælper den hurtige gave . . .»
Dag bøiede hovedet og gjorde uden betænkning som sagt var. Saa aabnede han kapellets port og gik ud. — «De var djævle» — mumlede han, «sikkert har den sorte pustet sin aand i dem . . . Skræk ved det billede . . . Gryla! Gryla . . .»
En ulykke kommer sjelden alene, siger et gammelt ord. Og et andet: Guds straffedom udebliver ikke.
Tordenjunkeren Bentein slæbte sig dyvaad og forvildet ind i borgen. «Han blev igjen i vandet, bror Gunne,» var hans eneste ord, og det var længe, før fru Berit fik den hele historie i sammenhæng: «Vi havde skudt en vildand og roede ud for at hente den. Da gled han og stupte ud. Jeg kunde ikke andet end le; jeg vidste jo, han kunde svømme. Vesletøsen, som var med, fik mest moro . . . En stund glemte jeg bror Gunne bort . . . men da jeg saa nøiere efter, var han intetsteds at se. Saa ledte jeg efter ham — men nei! Vesletøsen siger, at hun saa hovedet hans et par gange . . . og det lod til, at krampen havde taget ham . . .»
Dennegang sparedes der ikke paa offere.
Præster blev budsendte. Og de kom, graabrødre fra Oslo, sortkjoler fra Hamar — ja, en violet broder med blegt ansigt, en, der ventede at kaldes til biskop snarlig, var endog med.
Baadene vuggede, og messerne lød vidt over søen, — — mens Bentein stadig flakkede om ved ulykkesstedet. Især om aftenerne ledte og ledte han efter sin druknede tvillingbroder. Imellem, naar han længe taalmodig havde soknet, kunde hans stærke skikkelse sees at staa opreist i baaden, og et raab hørtes — fortvilet og langvarigt — — «Bror Gunn-e-e-e . . .!»
Den yngste broder spurgte ikke denne onde tidende førend ved sin hjemkomst — Olafsvaakeaftenen.
En tid efterat faderens gravøl var drukket, havde han sadlet sin ganger og styret den mod nord for at træffe liden Kanga, sin fæstemø. Men lykken havde ikke slaaet følge. Kommen over Dovrefjeldene hørte han, at liden Kanga nylig var bortgiftet til den mægtige Eirik Goutson Skota i det Trondhjemske. Han havde da faret til hr. Aaslak, hvor han fik ren besked: rygtet var fløiet foran den unge Dag og havde fortalt hr. Aaslak, at hans datters fæstemand var bleven fattig som en kirkerotte. — Det kunde ikke Dag benegte. Saa sorgfuld endda var han ikke bleven ved dette; det var paa en vis, som om ikke mere smerte kunde faa rum i ham. Men han var ligeglad, og al storhed tyktes ham lidet værd. Saa var han sagtelig dragen hjemover. Der traf han fru Berit mørkere og haardere end tilforn, og Bentein gik hvileløs omkring.
Fra nu af slentrede ogsaa Dag om uden maal og med. Han skyede sin broders selskab, og pateren og jomfru Lucia bød ham imod, ligesom alle andre forekom ham mere eller mindre ufordragelige. Den, han til stadighed tænkte paa, var faderen, al hans gjøren og laden, alt han havde sagt, og hans pest og plage — Gryla.
Dag vilde fri en mand fra pinsler engang; da dukkede noget frem for ham — en skygge mest; men hænderne saa han — og han veg væk. Og manden blev plaget fordærvet.
Saa var det en anden gang, som Dag havde stillet sig op paa borgmuren, der hvor det lyse friske græs groede, at han saa sin broder komme frem fra et nærliggende skovholt og løbe over jordene; af og til vendte han hovedet, som speidede han bag sig efter forfølgere. Tiltrods for at ingen saadanne viste sig, kunde han ikke vente, indtil porten blev aabnet — men begyndte istedet halvt i en ørske at klatre opad muren.
Der var huller efter løsnede sten og sprækker. Og der voksede enkelte bittesmaa bjerker i sprækkerne. Derfor naaede ogsaa Bentein letvindt et stykke op, stansede saa for endnu engang at se sig tilbage. Svimmel efter løbet saavelsom efter drik slog han ud med den ene haand, netop idet hans gule hoved blev synlig over muren. — «Tag i mig, du!» fik han sagt.
Dag traadte et trin nærmere, men i et ryk for han tilbage. Thi yderst ude paa murkanten stod hun — Gryla! med blod paa hænderne. Han saa broderens haand svinge udenfor; men Dag stod urørlig. Vel var synet forsvundet; men det nag, han nærede til broderen, blev levende et øieblik — et øieblik — for i det næste hørtes en skraben i stenene og et tungt dump.
Skjæbnen var dog dennegang træt af at sanke død i borgen.
Tordenjunkeren Bentein fik leve. Men da han vaagnede til bevidsthed, var det værste hændt. Hans forstand havde faaet svimeslaget.
Fru Berit var at ligne med flintestenen, som gnistrer ved slag.
Efter junker Benteins vanskjæbne blev hendes smil uhyggeligt — og ve den trælkvinde, som faldt i unaade!
Men gjæstebudene paa borgen fortsattes som før. Og da jomfru Lucias fæstemaal blev drukket, var der større stas end vanlig. Thi sagen skulde hjælpes op. Folk fra fjerntliggende dele af landet var indbudne, og man lod, som om glæden aldrig skulde faa ende — men fæstemanden var en bonde.
At den stærkbyggede plug var staset til paa herremandsvis, og at gildet var bragende og langvarigt som aldrig før, kunde alligevel ikke hindre, at der baade hviskedes i krogene og taltes høilydt om, hvad der vel stak under med dette, at den viltre jomfru fæstede sig under sin stand og rigdom — og med den hovmodige fru Berits billigelse.
— Blandt gjæsterne befandt sig ogsaa hr. Aaslak med datter og krumbenede svigersøn. Fra først af havde de vel tænkt at afslaa indbydelsen med tak, men ved nærmere overlæg fandt de, at dette vilde være ydermere at føie fornærmelse til det foregaaende; den unge junker Dag maatte tillige have gjort sit ønske gjældende i dette stykke, mente de, man vilde sikkert, at alt skulde være gjemt og glemt. I denne sin formodning havde hr. Aaslak dog kun tildels ret, thi da alt kom til alt, angrede Dag, at han ikke havde modsat sig denne indbydelse.
Som det nu stillede sig, fik han en fornemmelse af, at medlidende smil og blikke regnede ned over ham. Han vilde dog forsøge at gjøre dem tilskamme, der kun kjendte hans liv fra overfladen, vise dem, at kjærlighedssorger var det ikke, som havde gjort ham saa bleg og tung om øinene. Han, som havde seet sin elskede fader fordreiet af døden, han, som Gryla forfulgte, han, som var en brodermorder og værre end det, — hvordan kunde han se lykkelig ud! Og en usigelig bitterhed fyldte Dag, alt imedens han tvang sig til munterhed; rank i ryg og nakke, rap og bøielig i hver en vending gjønede han og lo, saa tænderne skinnede mellem læberne. — Da tog hyldningen sin begyndelse, elskovsblanke øine søgte møde med junkeren af borg og skove, af skjønhed og daarende liv; og damerne hvilede sig dvælende mod den sikre arm, der hjalp dem i sadlen, da glædesridtet skulde staa.
Heste vrinskede, horn skrattede, og strudsfjer vaiede stoltelig i blæsten. Der red det støiende følge af fruer og jomfruer med silkesnørede ærmer og herrer med røde kapper flagrende fra skuldrene — udover bakkerne, op og ned bar det; thi om Digerheim gaar landet i bølger.
«Hesten er tørst!» udbrød Kanga Aaslaksdatter, netop som en ung junker vilde sprænge forbi hende.
«Jo, den er,» gjentog hun egensindig. «. . . Se øinene, er de ikke matte?»
«Jeg tror, I tager storlig feil, fru Kanga,» ytrede junkeren stivt.
«Drikke skal den ialfald!» og med et let rap paaskyndede hun dyrets trav henimod den blinkende søflade.
«. . . Saa faar jeg vel tilladelse til at finde et vandingssted . . . eftersom kvinden er den herskende — og bredderne er farlige,» foreslog junkeren med et kjøligt smil.
En lysløvet li skraanede mod vandet. Junkeren bøiede grenene tilside; der var tæt med trær, saa tæt, at alt blev grønt om dem, over dem og nede paa marken, hvor vildnisgræsset havde lagt sig. Af og til glimrede gjennem løvet noget lig bjergkrystaller, og efterhvert som de to ridende banede sig frem, tiltog glimtene i antal og størrelse, indtil de forvandledes til knitrende sølvplader.
Men det var søen.
Hestene vadede et stykke udover den langflade strand og gav sig saa til at drikke med enkelte smaa pusterum. — Ikke et ord videre var bleven talt, før Kanga nu utaalmodig brød tausheden:
«Hvorfor taler I ikke, junker Dag?»
«Fordi jeg ingenting har at tale med Jer om, fru Kanga,» svarede denne; han sad halvt aandsfraværende og tællede de ringe, som dannedes i vandet ved dryppet fra hestenes muler.
« . . . Saare ulig tyktes I mig ved første øiekast den dag, jeg engang saa . . . Lige saa ulig er I nu den muntre junker fra for lidt siden.»
«Det gjør mig ondt, at jeg ikke behager Jer, fru Kanga,» kom der med en haanlig stænk i tonen, «forøvrigt ligner I heller ikke den liden Kanga, jeg engang saa» — han vidste, han talte usandt; men det var ham ligegyldigt. — — Ringene i vandet — de var blinkende udover og dunkle i randen mod land — bredte sig fire stykker paa samme tid, de gled over i hverandre — —.
«. . . Vel kunde jeg ikke altid vedblive at være barn! . . . Men jeg vil tale med Jer nu, junker — for jeg ved, I tænker foragtelig om mig. — I sagde selv, at jeg var liden dengang . . . Ja! Et barn var jeg, som viljeløst blev ført til slagterbænken . . . Men mine drømme, junker, var Jers ved dag og ved nat. Min ægtefælle . . .»
Dag tabte med engang interessen for vandringene. De brune øine skjød lyn, idet han kastede hovedet tilbage. — «Ikke har jeg erindret de gamle ting, fru Kanga . . . Og hvad Jers ægtefælle angaar, da ønsker jeg bare, at hans hustru aldrig vil gjøre ham sorg,» afbrød han næsten brutalt og vendte hastig hesten om mod land.
En blussende rødme af skam og krænkelse for over Kangas ansigt. — «Saa er I for alvor bleven Tordenjunkerens broder . . . Jeg tænkte det jo . . . men vidste det ikke før nu.»
Et kort øieblik saa de paa hinanden, disse to, Kanga — trods hans haarde ord — som vilde hun læse hans inderste tanker; men alene en trækning i det ene øielaag forraadte, at junker Dag endnu ikke var forstenet, der han sad med det forgræmmede udtryk over det blege, smukke ansigt.
Og det var, som kunde hun ikke ganske beherske sig længere, da hun uafvidende pressede haanden mod barmen — og med al den hjertevarme, som var hende egen, udbrød:
«I er skabt til at lyse klar og ren, som dagen, I er opkaldt efter, junker! I maa ikke ned mod uveir og nat! — Gaa og se solen i dens opgang, mærk, hvor den stiger høiere og høiere paa himmelen, hvor den virker til gode for menneskene, selv naar skyerne skygger — og lad den som forbillede lyse i det navn, I bærer. Det være mit sidste ord til Jer.»
Junker Dag havde aarle været ude paa jagt.
«Liden Kanga,» sagde han sagte gang paa gang — «javel var det liden Kanga selv, som havde talt saa kjært og godt,» — og uden nøiere at forklare sig grunden, svang han sig op paa borgmuren.
Himmelen rødmede i øst. En svag vind drev let røg henover og krusede søens flade. Rundt om lød fuglesangen, men én høiere og mere klar end de øvrige. — Og jomfrurødmen i øst blev stærkere i løden, mens fuglene sang. — To skykanter blev gyldne, den gjennemsigtige over aassænkningen blodrød.
«Liden Kanga . . . se solen i dens opgang,» mumlede junkeren med et smil, idet taagefloret længst borte splittedes, og solens rand gled op over skovhøiderne.
Men den unge Dags smil stivnede; — for en dunkelhed kom mellem hans øine og solen. Uforstaaende førte han den ene haand til skjærm for øinene — —. Et stød for gjennem ham, — der stod hun, Gryla, med blod paa hænderne og skyggede solen nu, slig som hun havde skygget lyset hele hans liv.
Junker Dags blege læber bevægede sig til en lav, usammenhængende hvisken. — — Saa greb han buen, hvortil han havde staaet lænet — forsigtig, som paa jagt, naar vildtet ikke maa skræmmes; lydløst og sikkert lagde han pilen mod den spændte streng, sigtede og skjød.
Endnu en pil! Og saa den tredie — — — —.
I aarrækker saaes en ynglings smekre krop at tegne sig mod himmelen og vandet — dag efter dag ved solegladstider — buen spændtes og pilene fløi.
— Men saa saa man ham ikke mere. — Thi ynglingen var bleven en mand, som havde optaget Grylakampen med bedre vaaben.
Junkeren var bleven ridder.