Efterlatte arbeider/03
Imellem fjeldskar og skovtykning, hvor mørket bygged mur om natten, og taagen blunded hver skabte dag, stod en gudsforladt hytte, muret sammen og tømret af fjeld og skov. I stenhyttens eneste rum havde mennesker sin vaaning, aad sin føde paa det kluntede bord og drak dertil den styrkende drik, som tilberedes af gjæret honning — eller det mørke bjørnekjød skylledes ned med det, hvoraf bjergfloden gav i sin rigdom.
Oppe paa det flade tag sad en lænket ørn, dag efter dag; naar det jagende efteraar med smæld og slag for mod dens pantser af sorte, glatte fjære, forraadtes livet kun ved en svag dirren i den del af nakken, der ikke kunde gjemmes under vingen. Vinteren sattes et dække over fuglen — for den maatte ikke dø — og mens sneen hang i folder og fliger om boet, sad den sammenkrøben og urørlig inde i sin kolde hule, fra hvis mørke alene dens glippende gammeløine skinnede. Da vaaren begyndte at le og tumle mellem fjeldene, var det at ørnen lidt efter lidt tøede og vaagnede af dvalen, den aabned fjærene og lod de fattige solstraaler smutte ind; den rokked med hovedet, strakte og retted de stølnede klør — og pludselig en dag, da vaaren, kaad i sin leg, buldrende i sin unge herskesyge, kastede sne og is nedad skrænterne, og fugle med korte skrig fløi høit op imod himmelen og solen, ranked og rysted fangen paa taget sin sorte krop, saa udfoldede den langsomt de stolte vinger — — — det gav et hvast ryk om benet hvor jernkjættingen bandt, og fuglen flaksede og stred, glemmende sin kongelige værdighed, indtil den med en dump gurglen gav sig over. Næste dag huskede den ikke længere den foregaaendes frugtesløse kamp, og begyndte paa ny. Nedenfor hytten lo det hæst og brudt.
Men tidlig en morgen var der kommet en fremmed ørn, endnu pragtfuldere, større og sortere, den sad og vugged og løftede i vingerne, kroende sig i sit ufangne mod, fra og til fløi den en tidlang og besøgte sin fangne fælle. Og som vaaren øm og spag sneg sig ind i sommerens arm, byggede de to, den fangne og den fri, et rede af kvist og kvas deroppe paa det flade tag — i redet blev æg — og saa to gabende smaa unger, som voksede med varmen, der faldt over jorden.
Paa den tid hændte, at en mand, i hvis ansigt avind og græmmelse stod skrevet, rakte haanden ud og rev de to unger ned fra redet, hvorefter han dræbte dem og ribbede dem for fjærene, undertiden grinende op til ørnehunnen, som baksede i afmægtigt raseri og sendte rædselens skrig udover de vide skove, og bjergene gav dem igjen.
Noget tilbage i begivenhederne var der fred over hytten, og to børn legte i solgløtterne — indtil hunørnen, som havde bo oppe i fjeldet, seilede ned og slog klo og næb i den lille gut. Hvad hjalp, at moderen kastede sten efter den, saa gnister sprang fra fjeldvæggen, de traf, rovfuglen svang sig uforstyrret med bragende vingeslag op fra jorden, indtil den fik luften under sig, og svømmede langt, langt bort, høit over fjeldene. Der, vidste kvinden, som stod og stirred efter den med aaben mund og stivnede lemmer, der vilde den slippe det hvide menneskebarn, og søge det igjen nede mellem urens stene, kvæstet og sprukne de skjøre knokler, blodigt og uformeligt hele det lille legeme, hendes barn, som hun havde baaret i angst og kjærlighed, som hun havde kysset og stellet om, og snart vilde silkehaaret, det hun havde redet, lige idet han rykked sig ud af hendes arme og satte paa sprang ud til søsteren, de bløde lokker vilde hænge i vaade travser om ørneungernes næb, kanske nede i kroen paa dem vilde det ligge som et blodigt, forvitret nøste — —
Da manden kom hjem, fandt han sin stærke, rolige kvinde at ligge hulkende paa hyttens gulv, og Snefrid, den lille datter, trykkede sig sutrende bort i en krog. Han sagde ikke et trøstens ord, dertil fik han formeget selv at bære, desuden syntes han ogsaa, det lidet kunde nytte at lefle om dette; men i hans sind hug hadet sig ind, som runerne dybt i granitten, og imellem hans mummel: «Min søn, min eneste søn», banede en ed sig frem under tænderne.
Den vilde mand overvandt den vilde fugl i dens rede; dyret, som havde mættet sig af hans yndlings kjød, var fangen, som helst aldrig skulde dø.
Saa var da hevnens lange dag oprunden, til glæde for ham selv, til ligegyldighed for kvinden, som dog ikke kunde skjænkes det tabte tilbage, til retfærdigheds-følelsernes rundkreds for lille Snefrid, som vokste ensom op i den gudsforladte hytte. «Hvorfor pine den mere,» var hendes tanke bag den hvide pande. «Har den ikke allerede forlængst lidt mer end den sønneløse fader — og en rovfugl er den, som tager hvad dens øie ser, hvem gav den evnen til at forstaa ret og uret?» — «Forvist, min far, du skulde dræbe den — saa anretter den jo ei heller nogen ugavn blandt menneskerne,» sagde hun høit. Den graasprængte mand saa hende an med ubehag dirrende i hver mine: — «Du daarlige søster, du daarlige datter — slutter du pagt med din brors morder? Vilde du bortrøve din faders hevn? Daarlige mø!»
Og Snefrid taug saa stille, medens vildfuglen vendte sine anklagende øine til søvn, og mørket jog den matte dag ud af tykning og revner.
Engang stod Snefrid og gav afvekslende agt paa skyerne og paa ørnen, hvordan vidste hun ikke selv, det var kommet for hende at de to var indbegrebet af glæden og sorgen, men skulde noget lyst nogengang skinne ind i hendes tilværelse, da, syntes hun, maatte det blive ligesaa herligt, — ligesaa flygtigt som de røde vindskyer deroppe, — mørket derimod, det skulde tyngde om hytten — øverst paa taget sad sortefuglen og spaaed ulykke — fordi ondt gjerne høstes, der ondt saaedes.
Da som hun tænkte saaledes, hørte hun en hvinende lyd — og ørnen faldt stendød om, truffet af et kastespyd. Der stod paa høien en kriger, saa saare stolt og stærk, og om læberne laa der en trækning, som gjorde ham mild at se til. — «Dræbte jeg din fugl,» raabte han ved synet af pigen, «du tilgive mig det, jeg fik nu engang lyst at prøve min færdighed — jeg giver dig falke istedet.»
Men ungen Snefrid gav sig selv til krigeren, som blot ved at hæve sin arm havde ryddet hende sten fra hjertet, han, som aabnede sine arme og lod hende fatte kjærligheden.