Efterlatte arbeider/02
Langt inde i skoven etsteds stod der i min barndom et stort, deiligt birketræ. Jeg var saa glad i det træet, som det stod der, knudret og gammelt og alligevel tæt af lysegrønt løv — ingensted var det saa morsomt at lege som deroppe, hvor det gamle birketræet stod. — Jeg var bestandig lidt ræd for skoven ellers; naar jeg kom ind mellem de mørke tætte grantrærne, maatte jeg altid tænke paa hulder og nisse; men deroppe ved birken min var alting saa lyst lysegrønt og vakkert. Der kunde jeg lege saa meget jeg vilde — en ekorn kunde knage i smaakvistene engang imellem, eller stæren som havde sit rede oppe i træet kunde pibe lidt mere end almindelig rart; men det gjorde ingenting der, for solen skinte saa klart paa alting — især paa birken. Jeg fandt ud engang at bladene paa birken min kastede lyset tilbage, og at det var derfor at alt omkring den, selv luften, blev ligesom saa graalig vakker. Jeg prøvede ofte at omfavne den; men den var for tyk.
Jeg skulde reise væk engang — jeg vidste ikke, hvad enten for aar eller for bestandig — det var aftenen iforveien — og jeg maatte op til legestedet, til birken min, se den engang til og sige farvel. — Paa veien mødte jeg en gammel husmand, Hans Brænnstua. «Hvor ska' du da,» raabte han. Jo, jeg skulde til birken min oppe paa Lenaasen, jeg. — «Er det Svenskebirka du mener,» sagde Hans, «saa ska' je' fortælle en historie om den, som kanske ingen har fortalt dig før.» Og saa fortalte Hans en lang historie, om «Svenskebirka», som han kaldte den: Det var i krigens tid i 1814. Der stod blandt andet en fegtning paa grænsen mellem de norske og svenske. Svenskerne tabte, og seierherrerne delte byttet mellem sig. Yngste løitnant fik en liden blak hest, som han sendte hjem til sin fars gaard. Men hesten var rent balstyrig og umulig hele veien, og ikke bedre blev den, da den kom frem. Den hoppede og sparkede hele dagen, vilde ikke spise, og bed efter alle, som kom i nærheden af den. Tilslut skjønte da bonden, at hesten maatte være sindssvag, at den vel var bleven saa forstyrret af slagtummelen, at den havde mistet forstanden. Efter en tids forløb blev hesten ført ud i skoven og skudt; men omtrent der, hvor hesten faldt om, stod et lidet forkrøblet birketræ, som blev bestænket med blod, og ved roden flød der sammen en stor blodpøl. Da vaaren og sommeren kom, rettede den lille birk sig og skjød store skud, og løvet paa den var friskere og mere grønt end paa noget andet træ i skoven, og barken var saa skinnende hvid. Om høsten beholdt den sine gule blade længere end andre trær, og ved vintertide blev den ikke nedtynget og brukket af sneen, men stod der og vuggede sig med sølvglitter paa hver kvist.
Saaledes gik aar efter aar — større og større, vakrere og vakrere blev den — og nu var der af den lille, forkrøblede birken blevet et prægtigt, knudret birketræ, og det var nok fordi der var gjødet med blodet til den vesle blakke svenskehesten, mente Hans.
Jeg reiste altsaa væk, og 3 aar gik hen, før jeg kom tilbage og igjen fik se paa træet mit — og hvor skuffet blev jeg ikke! Jeg havde ventet at det skulde ha været endda større end sidst og aldeles ugjennemsigtigt av løv — men nei — da stod det udtørret, gammelt, med grene brukne af høststormen og bare med lite granne skrøbeligt smaat løv øverst oppe i toppen. Næste aar, vidste jeg, vilde alt liv være ude og mit prægtige gamle træ vilde blive hugget op til ved. Det var saa forfærdelig sørgeligt — tænk at det, netop det skulde dø, mens de andre trær stod der saa friske — det kjære træet mit, paa hvis knudrede grene jeg saa ofte havde siddet og drømt mig «stor».
Igjen reiste jeg væk, men kom tilbage udpaa vinteren. En klar frostmorgen gik jeg indover skoven, og da jeg kom til Brænnstua, fik jeg lyst til at se indom til gamle Hans.
Paa skorstenen knitrede en stor ild af svære birkekubber, og paa en trækrak sad Hans og spikkede stikker. Det faldt mig med engang ind at «der brandt vist noget af birken min», og saa spurgte jeg Hans, om det ikke var saa. Joda, saa var det netop ogsaa; men det havde ikke været saa meget god ved i den, som han havde troet, for halvdelen var raadden. «Og de' har je' tænkt hele ti'a,» sagde Hans, «at Svenskebirka sku' daue ud fort; for de' er naa saa, at de' svenske ente du'er i længda, og det som fort lever op — det fort lever ud.»
Længe sad jeg der og saa, hvordan ilden gnistrede, sprakede og tilslut forkullede det som jeg havde holdt saa af i min barndom, og jeg følte — følte tydeligt, at i luerne der, der svandt ogsaa drømmene om at blive «stor».