Efterlatte arbeider/01
«Tassen, Tassen, kan du ikke komme hid da, pusen min,» — hun strakte de smaa, tynde arme ud. — «Hvad er det, som hænger i taget? Det er jo! — Hvad er det? — Hvad er det? — Er det den stygge vov-vov-en, som bed Tassen? — Mama, mama, tag Tassen, tag Tassen, vov-en vil bide den — nei, nei — aa tag den da!» — «Stille, stille nu barn, hunden bider ikke Tassen mere.» «Lever Tassen endda? Har struben vokset sammen igjen? Gaa efter Tassen — aa, gaa efter den da, mama. Nei, der er den jo — der — der, ser du den ikke — rødt halsbaand — aa, nei, det er jo blod; struben er bidt over — Tassen er død alligevel, søde katungen min,» saa gjemte hun hovedet i puden og skreg.
Stakkar liden, nu laa hun i voldsom feber, og for to dage siden løb hun om med katungen sin, legte og var fornøiet hele dagen. Enten fløi hun efter Tassen, eller Tassen fløi efter hende —; moro havde de det, de smaa katungerne, for katunger var de igrund begge to, smaa, letvindte og kjælne. «Jeg er saa glad i dig jeg, Tassen min,» brugte hun at sige, og saa klemte hun Tassen ind til kindet sit, og Tassen malte, og greb med sine smaa labber efter haaret hendes.
Tassen var først og Tassen var sidst i hendes tanker hver eneste dag; alt hvad Tassen gjorde var rigtigt; den kunde gjerne klore hende ogsaa; naar hun saa den lille graa ulddotten gjøre krumspring bortover, var det ikke muligt at blive sint.
Tassen var hendes fortrolige; naar noget gik hende imod, maatte hun straks fortælle det til Tassen, og ingen kunde trøste slig som den, syntes hun. Naar den strøg sig indtil hende og saa op med sine store, grønne øine, var det, som om den vilde sige: «Bryd dig ikke om det; jeg holder jo af dig.»
Om aftenen, naar hun havde lagt sig, maatte hun altid have Tassen paa armen, og saa fortalte hun den lange eventyr eller snakkede om, hvorledes de skulde have det, naar de blev store. — Ja, da, da skulde de sove paa ederdun og silke og drikke fløde hele dagen.
Hun var gladere i Tassen end alt andet paa jorden, fandt hun ud, gladere i den end i mama ogsaa. Om aftenen bad hun altid Gud om at bevare Tassen og aldrig lade den dø.
En dag fandt hun paa at gaa op i skoven og plukke skovstjerner; — dem skulde hun binde en liden krans af og sette om halsen paa Tassen. Men som hun gik deroppe, hørte hun pludselig et voldsomt hundeglam og katteskrig, og saa med et blev alt stille igjen.
«Nei, det var vel aldrig Tassen, som skreg?» — Og saa satte hun afsted gjennem smaaskoven. Kvistene slog og rev hende tilblods; men hun mærkede det ikke. Hun bare løb, løb alt hvad hun aarkede for at komme ned paa jordet, did hvorfra skrigen havde lydt. Nede paa jordet var hun ikke istand til at opdage nogenting; hun saa nok en sort jagthund dilte bortover; men nogen kat saa hun ikke. — Hun ledte og ledte, nei, det nyttede slet ikke; men saa lagde hun mærke til, at i græsset var det tydelige spor der, hvor hunden havde fløiet — saa fulgte hun sporene tilbage et stykke. — Nei, hvad var det som laa indunder busken der? — Tassen, Tassen, jo, det var Tassen! — Hovedet laa paa skakke, øinene var halvlukkede og brustne, og saa var der noget blod. — Alt gik rundt for hende; men med det samme skjønte hun ikke rigtig nogenting. — «Tassen min, Tassen,» sagde hun, lagde sig paa knæ og strøg haanden bortover den. — «Tassen!» Da aabnede den øinene, saa et sekund op med et lidende blik, og saa sank øielaagene halvt ned igjen. — Da satte hun i et skrig, gjennemtrængende, skingrende, saa aasene gav ekko bortover; hulkende satte hun sig i græsset, græd, græd og skreg; hatten faldt af, solen skinnede paa bare hovedet, — gule, grønne og blaa flekker begyndte at danse om i luften, og saa blev det en lysstrime fra busken ret op i luften — ret op — lige til solen — —.
Ingen vidste, hvor hun var. Et helt mandskab, næsten, blev sendt ud for at lede, og tilslut fandt de hende liggende bevidstløs i solstegen ved siden af Tassens lig — —.
Længe, længe laa hun syg; da hun første gang kunde reise sig af sengen og se ud, stod poplerne ude paa gaarden fulde af lysegrønne smaablade, og da hun første gang kunde sidde oppe, var hele græsplænen udenfor fuld af gule lænkeblomster, solen skinnede, og fuglene sang.
Liden og bleg sad hun ved vinduet og trædde lænker af blomsterstilke; det var saa morsomt, syntes hun, og nu havde hun faaet istand en rigtig lang lænke — her og der bortover anbragte hun nogle blomsterhoveder som medaljoner — aa, den var virkelig pen, den kjeden! Pludselig rev hun altsammen istykker, kramsede det sammen med hænderne og slap det ud gjennem vinduet. — «For er jeg glad i noget, tager Gud det ifra mig,» tænkte hun. — Hun var ikke katunge nu længere.