Dyre Rein/7
EPILOG.
TREDIVE AAR EFTER.
De tredive Aar havde vekslet med deres hvide Sne og grønne Sommerløv.
Den mægtige Elv kom ikke længere fra ukjendte Fjeldmarker og „svarte” Skoge, som Øksen endnu neppe havde rørt, og den seg ikke længere gjennem Distrikter med en taus, af Tidsaanden uberørt Almue.
Sorenskriver Orning og hans storraadige Frue sov ved hinandens Side under hver sin Jernplade ved den Kirke, hvor Almuen saamange Gange havde strøget Hatte og Huer af, naar de steg ud af Vogn eller Slæde.
Paa Vangen Gaard residerede nu gamle Foged og Storthingsmand Kvigstad, — en høist formaaende og mægtig Mand i sit Distrikt.
Han havde som Prokurator indløst sin Hustru Alidas Fædrenegaard og levede der med Resten af et talrigt Kuld Børn, efterat de ældre i Rækken allerede var fløiet ud af Reden og tildels naat til Stillinger i Landet.
Den svære Hovedbygning med den gamle, mærkelige Frugthave og Park skinnede hvidmalet med nyt blaat Tagdække og store Vinduer mellem sine Løn- og Poppeltræer deroppe i Aassiden.
De to „Jomfruværelser” fra Sorenskriverens Tid ovenpaa i anden Etage optoges nu af Frøken Merete Orning.
Hun holdt altid Sengen, og der havde dannet sig som noget sagnagtigt om hende i den yngre Generation: —
Da hendes Brudgom ved et Ulykkestilfælde styrtede i Rafossen paa selve Aftenen før Brylluppet, — som alt var beredt, Kirken pyntet og hele Egnen indbuden, — var hun faldt i en svær Sygdom.
Siden forblev hun altid sengeliggende, kom aldrig udenfor sine to Værelser.
Man viste endnu Stedet, hvor Brudgommen var gledet ud. Hans Lig blev ikke fundet, og man sa, at, naar Isen laa oppe paa Lovandet, kunde han ses at gaa igjen i Maaneskinnet, farende som en Skygge.
Merete havde været oppe og gjort sit sirlige Toilette.
Hun satte en Glæde i alskens udsøgt Lintøi med Kniplinger og Broderier, og Alidas Døttre overraskede hende gjerne paa Fest- eller Fødselsdage med et eller andet fint arbeidet Stykke.
Fogden havde af Princip sendt sine Sønner tidlig ud for at prøve Verden; men „Døttrene skulde der hegnes om”, — deres Naturs Ægthed, legemlige og aandelige Sundhed bevares, og Skjønhedssansen udvikles. De skulde bli opdragende Hustruer for sine Mænd, og som Mødre danne den kommende Slægt, — overhodet blive som Alida og de Vangenske Jomfruer, — var Kvigstads Formening.
— Der var sirlig pyntet og pudset paa Meretes Værelse idag, — friske Blomster og en liden Buket „Jomfru Maria Guldsko” i et Glas paa Bordet ved Siden af Sengen.
Marianne med to Døttre ventedes fra Værket i et Sommerbesøg hjem til gamle Vangen.
— Merete var nu tyet til Sengen igjen.
Hun laa der lidt træt og nød Formiddagsstilheden, hvori en og anden Stemme lød op fra Gaarden ...
Hun reiste sig paa Albuen med pludseligt Liv og lyttede —
Der kom de ... i den fine Landauer med de to vælige Brune for, — de danske Vognheste, som Groth havde forskrevet forrige Aar ... laa hun og saa det alt for sig i Tankerne —
Deiligt, at han ikke er med selv! — For da er Marianne den gamle, kloge, lune. Ikke dette irriterede, vogtende, hvormed hun ellers følger ham, — som om hun stadig maa svælge noget ...
Merete trak i Klokkestrengen:
„Sig nu nede,” — bad hun Pigen, — „at min Søster maa spise Middag og drikke sin Kaffe, førend hun kommer op til mig; men begge Smaapigerne maa straks komme og vise sig for Tante.”
De hastede med sagte Trin op af Trappen, — Mariannes to og Alidas yngste — og fløi hen og hilsede paa denne forunderlige Tante, de havde, som altid laa tilsengs og aldrig kunde vinde over sin store Sorg, — som Mama sa.
„Tante Ra!” — smilte Merete, da den ældste, fyrig i sine Bevægelser, resolut bemægtigede sig Pladsen foran Sengen ... „Hun er heftig og hidsig vel, Du Bolette?” henvendte hun til Søsteren. „Men lige god for det!
Og Du, Bolette ... Jeg mener, det er Far jeg, — hans lune forborgne stille Smil oppe ved Øienkrogene. — De siger, Du er musikalsk ... Ja, — kan Du faa saadan Glæde af det, som han, saa —. Det er det, at kunne ha sin Glæde i sig selv, Du, — slig, at intet kan ta den fra en! —
... Ja, er det ikke underligt Du „Tante Ra”, at ha en Ring paa to Fingre?” lo Merete, da den ældste havde bemægtiget sig hendes Haand og betragtede det mærkelige, som altid blev lige nyt for dem.
Saa maatte de jo vises om af Kusinen og bese alt, — hvordan Tanten havde det i de to venlige gammeldags, lysmalede Værelser ... Boghylden med alle de Bind af historiske Værker og Grammatiker og Lærebøger ... Tante Merete havde læst med alle Alidas Børn de Fag, hun havde lagt sig efter og interesserede sig for.
Og det halvstore gamle Barneskatol paa Rækkevidde fra Sengen maatte undersøges. Det var fyldt med Kanavasager og Silke til Brug, naar hun af og til sad i Sengen og morede sig med at brodere Figurer efter egen Fantasi. Der blev i Aarenes Løb et og andet færdigt og sendt som Presenter til Søstrene, der gjemte paa dem næsten med Pietet.
Og saa den store, bugede, messingbeslagne Dragkiste med det gamle slebne Speil over, — i hvis øverste laasede Skuffe de aldrig fik komme ... —
— Udover Eftermiddagen sad Marianne alene deroppe hos hende.
Fru Groth var en staselig ældet Dame med hvide Haarbukler, i hvis arrede og noget benede Ansigt et Par smaa levende Øine undertiden kneb sig sammen til en Mysen, som om hun søgte efter, hvad der var paa Bunden.
De talte dæmpet, fortrolig. Der var noget af Lønkammerets Fred og Oprigtighed over det, og en og anden Gang reiste Marianne sig og rakte Merete et Glas eller, hvad hun kunde se efter fra Sengen.
„Det er underligt, saa Du kan følge med alting, Merete! — næsten som Du kunde se udover Bygden, der Du ligger, — og længere ud ogsaa ...” yttrede Marianne. — „Naar jeg sidder her hos Dig, blir det altid som i vore Pigedage igjen paa Vangen.”
„Ja,” — nikkede Merete med sit smukke Hode; hun mindede endnu om Ungpigen. — „Man havde ikke slig Hast og Fart i vor Tid, Du. Der hændte ikke saameget. Posten kom den ene Gang i Ugen med den ene lille Avis ... man havde Stunder til at ruge over sine Indtryk, — og de gik kanske desto dybere ...”
Marianne mysede med et underligt grundende Udtryk paa Søsteren: —
„Det var altid saa tungt at tænke paa, at Du laa der, Merete. — Men nu har jeg begyndt at forsone mig med det. Naar én er saa enkel og hel, knækker man ogsaa helt! — Du formaade ikke at ta det op med Verden mere —
— Nu bankede Pigen paa og kaldte Fru Groth ned til Theen ...
Marianne stod et Øieblik, som der gik noget i hende. —
Saa bøiede hun sig pludselig over Søsteren og hviskede i stærk Sindsbevægelse: —
„Var en stor Kjærlighed blet mig beskaaret i Livet, — jeg skulde gjerne ligget der, Du ligger, Merete!”