Dyre Rein/6
VI.
REIN OG MERETE.
Over Aasene bag Vangen løftede Bjergstrækningen sig til en Kam, der mindede om Høifjeld.
Der, to Mile indover, laa Sorenskrivergaardens Sæter.
Det var derfra, hele den Vangenske Ungdom nu i den lummerhede Sommereftermiddag kom nedover efter en to Dages Sætertur.
Skyerne begyndte at drage op og samle sig i mørke, urolige Masser —
Det saa truende ud; man frygtede Uveir og hastede hjemover ad Skovstien langs den stride, fossende Raelv.
Ved Lovandet blev man enige om at sætte over for at komme hurtigere frem. — Eufemia og Alida gik i den ene Baad, hvor et Par af Kontoristerne førte Aarerne, medens Rein foreslog at ro Merete i den lille Ege. De øvrige maatte tage Veien rundt Vandet tilfods.
Man skyndte afsted —
Rein maatte først øse Baaden, der laa halv fyldt af Vand, forsikkre sig om Nøglen og vende og tørre Tofterne.
„Nu opi, Jomfru Merete!” —
Han heldede Baadkanten til, for at hun skulde faa Fodfæste, og hjalp hende over, — kastede saa Randselen i Forstavnen og en Bundt friske Fjeldblomster hen i Meretes Fang.
Efterat have manøvreret Baaden ud mellem Stenene og stødt fra Land, sad han nu med et vist roligt Behag og trak ufortrødent paa Aarerne ...
... „„Jomfru Maria Guldsko”” ... nikkede han mod Blomsterne, dem hun sad og ordnede ... „Jeg mindes altid min Mor ved dem ... Det var hendes Yndlingsblomst,”, — snakkede han, medens han roede. — „Hun var saa tungsindig, — og det gjorde saadant eget Indtryk paa mig som Barn, da hun engang sa: „„De der — de gule skinnende, — de er de sidste Solspor af, at Jomfru Maria har været her i Landet!”” — Hun var ligesom lidt katolsk af sig og havde sine egne Forestillinger” ...
Merete sad og betragtede de fine, skoformede Blomster —
„At ogsaa De engang har været liden,” — grublede hun, — „og gaat der og snakket med en Mor! — Anderledes end alle andre Gutter, tænker jeg mig ... De maa vel ogsaa ha siddet med en Lærer engang. — Men jeg kan ikke forestille mig, at De ikke har vidst alting før.”
„Jeg husker bare,” — sagde han, „jeg stod og saa paa min Mor, naar hun ligesom blev væk, — og undrede over, hvor hendes Tanker kunde gaa, naar de saadan fortabte sig i det fjerne, som Fugle — nogensteds ind i en anden mystisk Verden —. Hvor man aldrig skulde været!” fulgte det mørkt. „Det hævner sig at gaa over Grænserne ... Grænser er de Former, hvori Verden støbes ...
Nei, jeg var videbegjærlig og lærelysten nok,” begyndte han igjen livlig. „Men mit inderste Syn kunde de desværre ikke faa sat civiliserede Briller paa.”
„Jeg indbilder mig, De gaar ligesom under et Fjeld, der er utrygt for Skred,” sa hun eftertænksomt.
„Er De aldrig ræd for, at der kan falde Skred ind i Deres Liv da, Merete?” spurgte Rein forskende.
„Aa — nei” ...
Hun rystede paa Hodet, og der kom noget lykkeligt op i hendes Ansigt.
— Der begyndte smaa pludselige lumre Vindstød, og Bølgerne slog og skvulpede mod Forenden af Baaden, medens Vandet mørknedes af de opdragende Skyer.
„Tag Sjalet om Dem ... De er da ikke ræd for et lidet Uveir vel? — De, som ikke engang frygter et helt Skred!” opmuntrede Rein hende.
„Nei,” — brast hun ud næsten triumferende, — „jeg har aldrig siddet tryggere.”
Vandet begyndte at hoppe af enkelte store Regndraaber, og han gav sig til at ro stærkt og ta kraftige Tag i Modvinden. — Det var, som Tankerne gik urolige i ham ...
Pludselig lyste der et Glimt i Halvmørket, fulgt af Torden.
Han holdt paa Aarerne og saa sig om —
„Ja den, som kunde faa leve slig, indtil Ulv eller Ørn tog én, — og Verden ikke var mere!” — undslap det ham.
Tordenen bragede og dundrede mellem Fjeldene i den snevre Dal, og Lyn lyste paa Lyn.
Merete sad der hensunken, stille, tryg ...
Der lød et pludseligt skarpt Skrald, som om Lynet rammede nogetsteds inde i Skogen.
Hun vak til —.
„Om det havde slaat ned her i Baaden — nu!” — hviskede han, som ud af sin inderste Tankegang — — — „Og vi to faat bo under Sjøen her” — —
Tordenen rullede, Regnen skyllede.
Veiret tiltog. — og det aftog igjen og lysnede —
Og de sad der med en underlig stille Fornemmelse af at være kun overgit til hinanden, — stedt midt i Naturens Overmægtighed ...
— Aftensolen blinkede igjen med dobbelt Klarhed, da den lille Ege naade til Landingsstedet.
Han trak den af al Magt et Stykke ind paa Grundingen og blev staaende noget umotiveret længe med at befæste Linen —
Saa sprang han pludselig hen til Baaden og tog Merete i sine Arme ...
„Enten der kommer Skred eller ikke Skred, — Lykke eller Ulykke, — vil De saa vove Livet med mig, Merete?” ... hviskede han heftig, som han bar hende iland.
Og hun lagde sig lysende ind til ham ...
Det vidste han jo, det vidste han jo! ...
— — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
— Og de snakkede og de fortalte, og de tog om hinanden ...
... Han var jo kommet til hende med sin inderste Sjæl allerede, før han viste sig i Karjolen inde paa Gaardspladsen! — bekjendte hun ...
Og de kom hele to Timer efter de andre — og for sent til Aftensmaden —
Der var kommet et underligt Liv paa Vangen i de lange, varme Augustdage. Ved Frokosttid havde de to alt gjort sine Morgenture, medens Duggen slog om Fødderne.
De havde sine Tegn, han fra Kontorvinduet, hun nede fra Dagligstuen eller Kjøkkenet, om der var Tid til et Møde i Haven nede ved Bærhækkene. De saas ved Femtiden i Eftermiddagssolen og spadserede om Aftenen ned imod Elven.
Det var hver Morgen som at vaagne til en ny Himmel og en ny Jord, — en Jord, som havde Dagen fuld af aldrig før tænkt eller oplevet Herlighed!
... Og de spadserede op til Tante Ra, hvem hun præsenterede „Skorstensfeieren” —
Og Tante Ra var straalende og frittede ham i al Diskretion om de Moldewigske Godser ...
Og de vandrede igjen sammen op mod Rafossen, Merete og Rein, — mindedes, hvorledes de hin Gang havde set og mødt hinanden der, hvad de havde tænkt og hvad de havde sagt —
Medens de gik i Kvælden, var det pludselig, som Fossesusen holdt inde —
Han stansede som lyttende, — greb hende saa krampagtig i Armen ... „Det blir saa stille, — som saa dødsstille ovenpaa Livslarmen” ... udbrød han underlig bleg, — „som Sandhedens nøgne Fjæregrund dukker op ...
Ubegribeligt ... uforstaaeligt, — hvorledes Susen og Rusen kan omdure Mennesket, — saa det for Eksempel tror, det kan leve i denne Verden — — — Uden at ha Eva!” — vendte han det pludselig om til Spøg, da han saa, hun blev urolig. — —
— Han kunde undertiden stanse og stirre paa hende, saa hun blev ængstelig —
„Ingenting, — ingenting, Merete! ... Naar jeg ser, hvor helt Du tror paa Lykken, — saa tror jeg ogsaa. Jeg maa bare ta mig i det af og til, ligesom knibe mig i Armen. Er det mig, som gaar midt i dette og, naar jeg vil, kan røre ved Dig og forvisse mig? — Jeg har saa ondt for at begribe, at Humlen summer, og Marihønen blinker, og Bringebæret hænger, og Solen skinner, og Du staar der hos mig, — bare for at jeg skal være lykkelig! — Kjære, om Jorden forgik eller aabnede sig, det var da ikke værre end, at vi ganske naturlig plumpede i begge to med vor fælles Lykke i Behold” ...
Det var jo ikke bare dette, som optog Sorenskriveren og Fruen ... Meretes og Reins Forlovelse; — hvordan man nu saa Tingen an, — og Rein var jo en forunderlig Natur, ikke let at komme tilbunds i, — saa var det under alle Omstændigheder klart, — opgjorde Fruen med Sorenskriveren, — at hun følte sig lykkelig med ham. Hans Formuesomstændigheder var jo saa heldige, at han kunde føie sit bestemt udtalte Ønske at gifte sig allerede i Høst og tilflytte sin Fædrenegaard, indtil han kunde opnaa en forønsket passende Stilling.
Saa nu i dette samme Herrens Aar blev der et nyt Ryk af Travlhed og Opbud af Kræfter for atter at skabe et helt Brudeudstyr.
Lidt haardt for Fruen, som saavidt var kommet ud fra sit Fængsel og nu burde have faat sin gode Tid og Fred til at gjenvinde Kræfter og forfriske sig ved at stelle i Haven.
Og midt i dette, den store Begivenhed med Marianne!
De blev jo høist forundrede, da hun ikke straks vendte tilbage fra Værket, efterat Alida havde afsendt Brevet, hvori hun hævede Forbindelsen, og Far i et samtidigt kaldte Marianne hjem.
Og det faldt da som en Bombe ind i Familien paa Vangen, da Groth og Marianne saa meldte deres Forbindelse.
Men da de havde læst Brevet ud, blev det jo forstaaeligt og snart næsten, som det saa skulde være. Groth havde paa sin Side mere og mere følt og kommet til Erkjendelse af, — skrev han, — at det var Søsteren Marianne, der optog hans Sind, og at de to var som skabte for hinanden.
De gamle paa Værket ønskede da, at Brylluppet skulde staa snarest mulig og uden Opsigt, idet der løstes Kongebrev.
... Ja her undgikkes ialfald den huslige Side af Udstyret, om end Far maatte gribe sig noksaa stærkt an til Sølvtøi og de betydelige Brudegaver.
Da saa Visergutten fra Vangen kom op til Rafos med Groths Brev, der var slaat i forseglet Konvolut, sad Tante Ra længe vuggende over det med allehaande Ryk og Nik og grublede ...
Den Pige — den Pige ... vidste, hun maatte ende med at tage sidste Stik ... Hun spillede altid udmærket. Kun havde hun saa daarlige Kort paa Haanden, stakkel! — det koparrede gustne Ansigt — og de smaa kloge, — men klippende Øine ...
Medens Sorenskriveren med Fuldmægtig og Kontorbetjening igjen færdedes paa Høstthingene, hvor Dokumenter thinglæstes og „Christian Quint” regjerede, og Almuen stod som et Tag af blottede Hoder over hele Gaardstunet, naar han og Foged Paus gik til og fra Thingstuen, — sattes alle Seil til paa Vangen for at faa Merete opsyt og alt færdigt i den korte Tid, de var levnede til Brylluppet.
Det mærkedes nu, hvad det vilde sige midt i den øvrige Gaardens Høsttravlhed at maatte savne Marianne og Barbara! Alida fik staa i det for to, og Fruen syntes undertiden det begyndte at gaa over Kræfterne.
En stor Lettelse blev det jo, da Marianne omtænksomt sendte dem én, som kunde passe, af Værkets syende Kræfter, og da Barbara pludselig med sit altid vaagende Øie kom sættende hjem for at blive og hjælpe til tre hele Uger.
Hun fo’r med sit gamle Lærredsforklæde om Halsen, som en Fisk i sit Element, og tog Orden og Rede paa det ydre Husstel, medens de andre sad ved Væv og Søm.
Engang imellem kom der „ved Leilighed” en eller anden Besked hjem fra Sorenskriveren til Fruen, som oftest, naar han flyttede til et nyt Thingsted, og, stadig heldige, smøg der sig smaa Billetter frem mellem Merete og Rein.
Hun holdt jo sit Udkig spændt paa hver farende, kjørende eller gaaende, hun opdagede nede i Landeveien, som kunde mistænkes for at være Overbringer af en Epistel og mulig vilde svinge op om Porten til Vangen, eller, fra den modsatte Vei, egne sig til at bringe frem hendes egen lille sammenlagte ...
— Der var nogle underlig beklemmende Tilføielser i det sidste saa kjærlige og længtende Brev fra ham ...
Der stod med Blyant som noteret eller henkastet:
„Jeg fik en Angst idag. Det kom over mig saa grotesk, at nu skulde jeg hjem til min Dalila, den deilige unge, troskyldige Dalila, og — paanarres Samvittighed og Ansvar og Borgerskab og Giftermaal og dets alle Følger ned gjennem Slægterne og ud gjennem Tiderne ... Der steg et Had i mig. Jeg syntes pludselig, jeg saa i Dig Naturens Forlokkelse, — i dit uskyldige, trofaste Øie Naturens Svig! — Den illusionerer først sit eget Redskab for at gjøre Virkningen bundløs ueftersporlig af Offeret.
... Naturen! — var den endda bare ligegyldig, ufølsom, tilfældig, — saadan bare livløs ... Men den er slu, — nytter os underfundig listig, klemmer os ud som Svampe, — tar os i Brug til sidste Hjertedraabe og slænger os væk opbrugte, sjæleknuste. — Hvad bryder den sig om, at der ligger et skjælvende angrende Hjerte igjen og skriger —
Blaas paa dette, saa svinder det,” — endte det. —
— Blaase paa det ... Merete gik forvirret, forpint ...
Saa stansede hun grublende ved det Ord, Forlokkelse. — Det var som noget dæmonisk ...
Hun kunde ikke lade være atter og atter at stirre i det —
„Jo—o, hun skulde nok — — — blaase paa det!” — skrev hun saa. Han taalte blot ikke at være forlænge alene ...
Og det deiligste, sorteste, kjæreste Haar af alt Haar i Verden, — hun skulde ikke skjære det af, — bare rykke og lugge i det, hvergang han saa indover „Mørkloftet”! — — —
— — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
— Hvor Timerne sneg sig langsomme paa Hjemkomstens Dag, — hvor Minuterne tilsidst blev seige paa Slaguhret nu, det led mod Tiden! ...
Endelig, endelig saas Sorenskriverens Vogn med ogsaa Rein i.
Merete havde gjentagne Gange i det lette kirsebærrøde Tørklæde været paa skyndsom Fart opover Bakken did, hvorfra der kunde speides længst udover Landeveien.
Hun vidste, at han ikke syntes om nogen Modtagelsesscene for alles Øine, og saa trak hun sig hjertebankende ovenpaa ved Trappen og overraskede ham, som han skuffet og seende sig om kom op af den paa Vei til sit Værelse.
„Merete!” ... Han stirrede paa hende, før han slog Armene om hende, holdt hende ud fra sig og omfavnede igjen.
Saa evig længe, siden de havde set hinanden! ...
Og saa blaaste hun paa ham — og han igjen —
„Merete — Merete ...”
Det var en Glæde saa voldsom, som fra noget haardt og længe stængt, der brød over ... Han havde ikke Ord, — overmandedes og græd, — trykkede hende kun til sig.
Hun saa det næsten med Angst; hun havde ikke tro’t, han kunde græde ...
— Og siden — om Aftenen, — sagde de atter og atter Godnat, — og havde de atter og atter noget at sige hinanden og kunde saa nødig lade dette blive det allersidste.
— Den næste Morgen mødtes de igjen i den for dem begge oprundne Verden, hvor alt laa i første Gangs Skjær, nydugget, ubetraadt — — —
— Og nu indfandt Gaardsgutten fra Tante Ra sig med Hest og Kjærre. Han kom ind fra Gangen, geleidet af Eufemia og Barbara under spændt Nysgjerrighed.
Og det viste sig ogsaa, da den veltilsnørede og forseglede Tine i Fruens Nærværelse pakkedes op inde i Stuen, at det var hverken mere eller mindre end et deiligt tykt, solidt Silketøi, som Tante Ra havde havt den ødsle Indskydelse at forskrive fra Kjøbenhavn som Present til Merete, — „den vordende unge Frue, der kunde komme til at indtage en Stilling i Samfundet”.
Barbara, der syntes, Rein manglede Forstaaelsen, holdt i høi Ekstase Tøiet op og ud for ham og begyndte at snakke og berette om, hvad der videre præpareredes til Udstyret, — hvilken Veltalenhned Fruen dog afskar ved at fortælle Rein og Merete, at Far idag skrev efter en ny Bredslæde med Bjørneskindsfeld til deres Vinterreise ...
Og saa kunde da vel Eufemia ogsaa rykke ud med, at der vilde komme en Pelsværkskaabe til Merete fra Værket ...
Den sidste Nyhed gled halvt forbi; Rein var pludselig ude af Døren —
— Ved Middagsbordet maatte han være optaget af en eller anden Sag. Han saa aandsfraværende ud og fo’r, straks man reiste sig, over til Kontoret igjen, idet han blot nikkede til Meretes spørgende Mine og Blik.
— I Spisestuen sad Eufemia og Sypigen i Travlhed over Meretes Brudekjole for at faa nyttet den korte lyse Dag. Det klare, hvide Tøi laa udover, og Merete kom uafladelig ind og saa paa og beskuede den. Man vogtede sig vel for at lade hende komme til at sætte Naal i noget, som vedrørte den. Det skulde bringe Ulykke —
Desto ivrigere syde hun oppe paa Værelset paa andet, som skulde til. Der kunde hun i Fred og ene med sine Tanker bygge Luftkasteller over Naalen ... Hun fulgte Rein paa lange Udflugter og Turer. — Han rode hende, han bar hende over ... Hun sad i deres Hjem ude ved den store Fjord der nord og keg ud af Ruden og ventede paa ham ...
Der laa som en Dis af halvsete Drømme for hende, — den Tid, da hun skulde blive alene med ham, — bare de to! —
Hun drev paa for at faa Timerne til at gaa, saa det kunde blive Aften, — sprettede op Søm med den mangebladede Pennekniv, han havde laant hende, lagde den hen, — maatte tage den igjen, — røre ved den, — se og vende paa den —
Af og til satte Tankerne hende et intenst stærkt Lys i Øinene, indtil hendes lidt klække Skikkelse saa efterhaanden ligesom sank hen i dem — — — —
— Og om Aftenen, da han kom ind af Gangdøren i det halvmørke Lygteskjær, overraskede og slog hun Armene om ham.
Men han næsten stødte hende fra sig.
... „Alle disse Forberedelser og Anstalter og Aftaler” — udstødte han. — „Jeg faar en Følelse af Klip og Tænger og Gjenhager, som skal holde mig fast ... Det er, som Døren er smekket i Laas bag mig!”
Merete saa med stigende Forfærdelse, hvorledes han stod og stirrede bleg, ude af sig selv, med saadan vild Glød under Brynene.
„De syr og syr mig Tvangstrøien paa,” — spottede han og fik som et hæsende Rovfugleansigt. — „Og saa, — saa kjører de Kadaveret bort i en Bredslæde!” ...
Det fo’r gjennem hende som et Lyn, at det maatte være hans skjulte Lidelse, dette Humør, som nu saa pludselig var kommet over ham, og at det var det, hun vilde faa at kjæmpe med gjennem Livet.
Hun tog sig sammen til et varmt Smil og la Haanden paa hans Skulder, medens hendes Øine søgte næsten trodsig fast op til hans.
„Jeg maa, — maa føle min Frihed, — at jeg har Valget til det sidste” — unddrog han sig næsten brutalt.
„Du mener da vel ikke” — — hviskede hun ...
„Jovist vil jeg fange Dig, ja, — af al min Sjæl vil jeg fange Dig! ... Men se ikke saa haard og ond ud,” — bad hun. — —
Han besvarede det mat — træt, — som med en Sygs kjærlige Halvsmil.
— Der var saa faa Ord at faa af ham den hele Aften.
Han tog hendes Kjærtegn, som trøstede de, skjønt de kun halv formaade. Hans Blik var som saa dødt, og han smaasmilede, da hun ivrig mente, at det var Humørsyge, og han lovede at gaa op og lægge sig, — og saa stille kyssede hende paa Panden. — —
— — Næste Morgen stak Rein Hovedet varsomt ind baade af Spisestue- og Dagligstuedøren og saa sig om.
... „Nei, hun er ikke her,” lo Eufemia, som han skyndsomt trak sig tilbage.
Han fandt hende ikke i Spisekammeret og heller ikke i Fadeburet. Men hun havde hørt og kjendt hans Skridt, medens hun stod hos Moderen ved Klædeskabet, og hun sprang ud og mødte ham, som han kom fra Kjøkkenet.
Han rakte Hænderne imod hende —
„Har jeg Dig endnu, — idag ogsaa?” ... lød det ængstelig spændt.
Hun kastede sig lyst smilende op til ham.
Han tog hendes Hænder og holdt dem paa sin Pande:
„Jeg har ligget i hele Nat og hørt, hvor stygt og fælt der snakkedes til Dig igaar. — Denne — denne ... Til min eneste, kjæreste, velsignede Merete!”
„Jeg husker det ikke,” — hviskede hun, — „naar jeg ser Dig igjen, — har Dig her ... Hav Du dit Humør, — jeg kan blaase, véd Du.” —
Lidt efter var det som strøget og glemt altsammen. Han spøgte og lo med hende og løftede hende høit iveiret, inden han skyndte sig over til Kontoret.
Og det forstod Merete, — hun kom vist til at græde mangen Gang. Men det gjorde ingenting ...
Sankowitz stod igjen paa Vangen med den gamle bulede Hat, fugtige Klæder og sølede Støvler og tørrede Fødderne paa Granbaret i Gangen. Han satte den vaade, rindende Bomuldsparaply forsigtig imod Væggen, medens han hilsede paa Alida.
„Et schreklicht Veir denne Høst, — saa meket Regn ...
Jah! — det blifer ikke mange igjen nu af de edele Vangenske Jomfruer ... Ikke som sidste Jul, da de alle traadte Dansen i den store Sal. — Man har sticket Brudegaver og berettet mig om alle de Nyheder, hvor jeg har færdets i Distriktet, — paa alle Kanter. — Jomfru Marianne saa plötzlich gnädig Fru paa det rige Værk! ...
Och den unge Jomfru Merete, som var saa liden som saa,” — han holdt Haanden ned, — „da jeg ferste Gang saa hende, forlovet og skal snart giftes med Hr. Fuldmægtig Rein ...
Jomfru Barbara —
Och Jomfru Alida self —
Ja, det er meget, som alle Fugle flyver sin Vei ud af Reden!
Och den Sorenskriver? — Och den Frue? ...
Och Klaveret” ...
— Sankowitz var velkommen iaar som ifjor. Han kom beleilig, som den rette Mand i den heldige Tid til Sorenskriverens musikalske Underholdning.
Sorenskriveren gik der alene, halvt som i et Hus, hvor der pakkedes sammen til Flytning. Han tyde til Piben, han greb Fiolinen, han var ude hos Figaro, og han tog sig af Gaardstellet.
Men om Aftenerne ...
Synd at bede Alida ind til Klaveret, — de eneste Stunder, hun havde tilovers fra sin travle Dag til at sidde oppe paa Soveværelset og skrive til sin Forlovede!
Disse paa stort firkantet, blaat Postpapir skrevne Breve med Bathstemplet oppe i Hjørnet, som maatte fyldes paa kryds og tvers for den dyre Portos Skyld, seksten Skilling, — kunde hun blot sende hver tredie Postuge.
Og bløde, efter hendes Smag bredt skaarne, Fjerpenne laa der til hende paa Salsbordet, altid færdige i dobbelt Forsyning. Det var et Udslag af Augustinusen og Schmidts kammeratslige Iver. De følte sig i en Sammenhæng med Forholdet, — saa at sige hævede i deres Selvfølelse ved Kollegaens Indtræden i Sorenskriverens Familie ...
Alida sad iaften under en høi Følelse af Lykke og svarede — som en Undtagelse — straks med første Lørdagspost paa Kvigstads sidste, hvori han overraskede hende og det ganske Hus med Efterretningen om en glimrende juridisk Eksamen.
— Her var med engang slaat Hul paa en Rad af Udsigter, — til at blive Fuldmægtig hos hendes Far efter Rein, — gifte sig og bo herhjemme paa Vangen i de to hyggelige Salskamre til Solsiden, som Far og Mor foreslog, — indtil han kunde opnaa kongelig Ansættelse som Prokurator ...
... Alida tænkte paa ifjor og iaar, — — — følte overvældet, at dette var — Mirakel! — —
Det var Sorenskriverens og Fruens Villie, at der for Rein og Merete skulde holdes et ordentligt større Bryllup, hvortil alt det, de stod i Omgangsforhold til i Distriktet, blev at indbyde. Man havde havt nok af Bryllupper „i Stilhed” nu.
Man undgik, saavidt mulig, at tale om eller diskutere disse Ting i Reins Nærværelse. De havde mærket, han „likte ikke Staak — som andre Mandfolk,” — udtrykte Fruen sig. Han blev altid distræt og forsvandt, naar noget i den Anledning berørtes.
Under al den Mangfoldighed, der paa alle Kanter var at gjøre og tænke paa, mærkede man knap, at Høstdagen mørknede og kortedes, — saa man alt tidlig paa Eftermiddagen kunde se de sparsomt spredte Smaaglimt af Lys paa Gaardene nedover Bygden.
Det første Sneføre var gaat af, da et ekstra Læs med allehaande til Brylluppet forskrevne Byvarer arriverede i Slud og Søle.
Undertiden naar Rein kunde træffe Merete i Ro og alene en Stund ved Sybordet i Dagligstuen, satte han sig hos hende og smaapassiarede.
Han maatte altid tage og betragte hendes smukke Hænder og Haandled, — „dem hun nu selv just havde slig Brug for til denne lille Syning,” lo hun.
Og, som han en Dag tog dem atter og atter, prøvede han sin Ring med det lille Vaaben i Onyksen ind paa hendes Finger.
Den var jo for stor ... Men kunde nok knibes sammen af en Guldsmed, — og „vilde nok komme til at passe ... vilde nok komme til at passe” ... sad han og gjentog — —.
Han smøg den ind paa to af hendes Fingre, saa den klemte fast: —
„Den er din Merete!”
Hun saa paa Ringen og kyssede den med Taarer i Øinene.
„Gjem den. — Gjem den saalænge,” — udbrast han nervøst. —
Han sprang op og var pludselig ude af Døren. — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
Merete vidste, hvor gjerne han vilde, hun skulde følge ham, naar han tog sine Udflugter, og, hvor skuffet han blev, naar han maatte gaa alene.
I det milde Tøveir med den vaade, graa Taage gik det saa nedover til Færgestedet og Elven, der drev med graahvid Sørpe af den tidligere ovenfor i Dalføret faldne Sne, — eller det bar i de Par følgende Dages Barfrost gjennem Granskogens lune Stilhed hen til Lovandet, der laa blankt med enkelte affaldne røde og gule Høstblade paa sit Speil ...
De kunde gaa længe tause, stille, uden at saagodtsom et Ord veksledes.
Saa begyndte han:
„Her har Du gaat, Merete! — nei ikke gaat — Som Barn og senere ogsaa har Du altid sprunget og nynnet, — forestiller jeg mig, — mangengang hele Veien op til Tante Ra ... Saa har Du tænkt mange Ting vel, — saadan opimod Du blev voksen, — at der vilde komme et eller andet underligt Eventyr fra fremmed Land — eller langt borte Du, — hvad” —
„Kan sletikke sige, at jeg har tænkt — noget, som der var noget i, før den Aften, jeg saa Dig saadan —. Da begyndte det. Før var jeg bare en dum, tosset Unge.”
Og saa maatte hun, — han pressede hende til det — fortælle alt om, dengang hun var en dum, tosset Unge, — alt det, hun syntes, var saa gruelig morsomt, og alle sine Spiloper ...
Og saa faldt han ind og fortalte om sig selv og alt det underlige Liv der ved Havet, — sin Barndom, hvordan han havde havt det derhjemme. Aldrig nævnte han sin Far — blot sin Mor. — Det var, som om han morede sig ved at lade sig selv og Merete i Tankerne løbe om som Børn, der næsten kunde legt sammen —
„Om vi to havde kjendt hinanden da Du, — det havde dog været et Stykke Liv sammen!” ...
Hvor han lignede sig selv, syntes Merete, — og „sig selv” det var altid ham, hun havde set første Gang i sin Vision.
Han stod og saa paa hende med en underlig Glød i Øinene, — omfavnede hende lidenskabeligt og trykkede hende atter og atter voldsomt ind til sig. Men slap hende pludselig.
„Lad os skynde os!” hastede han afsted, — og sagtnede først Ilsomheden da de var kommet tilbage til den brede Landevei ...
Der trak han Veiret dybt —
„Velsignet være din Barndom, Merete, som jeg har delt med Dig — Lovandet være vort Vidne!”
Hun forstod ham ikke — helt. Men der var saa meget, hun ikke forstod ... Og Spørgsmaalene, hun gjorde sig, døde bestandig hen i en slig Hjertebanken ved Tanken paa, at snart, snart skulde de tilhøre hinanden — og da — — da skulde hun nok — —
Saa mødte de stakkars Træfod-Lars, humpende rask afsted paa sin Armkrykke —
„Han har ikke mistet Benet, han er født med det ene for kort,” oplyste Merete.
Det var som Farven veg fra Reins Ansigt. Han svarede ikke; men gik taus og stirrede ned i Veien ...
Pludselig knyttede han Haanden mod Himmelen —
„Der skal jo være et Hjerte deroppe. — Men hvad skal man sige om den, som sender halvfærdige, misdannede Væsener ud i Skabningen!
Han forlanger Kjærlighed!?”
Han gik raskt oprørt, og det varede, før Merete igjen fik erobret hans Haand og fanget hans Blik.
„Ja, ja,” — smilte han saa til hende ... „Frosten sætter Dig saadan fin Kulør i Kinderne, — gjør Dig dobbelt skjær og vakker!”
Barfrostens Tid er overhovedet Aarets skjønneste, snakkede han ...
Forberedelserne til Bryllupet gik nu for sig i stor Skala.
Kokkekonen, Madam Teian, var ankommet og havde straks faat Instrukser af Fruen og alle Midler til sin Disposition, — Gjødkalv, Gjæs og Høns, — Fisk, sikkret til Dagen hos to, tre forskjellige Fiskere ...
Der kogtes, tilberedtes, bagtes og stegtes, medens det sydede og suste, og Ilden i den store Skorsten paa Vangen spragede fra Morgen til Aften.
Og Indbydelser udsendtes alt otte Dage iforveien.
— — Var Distriktets Familier ved Jomfru Barbaras som ved Jomfru Mariannes Bryllupper, saa at sige, blevet forholdt Udtrykket for alle sine forskjellige varme, hjertelige, venskabelige og høiagtelsesfuldt-ærbødig deltagende Følelser ved de vigtige Begivenheder i den Orningske Familie, — saa var man nu desto ivrigere besluttet paa at tage sit Mon igjen.
Hvad Stuevinduerne eiede af Blomsterflor, maatte til Saksen. Der bandtes Kranse, og man lagde sig sammen om lange Guirlander til Altarskranken og Brudeskamlene.
Og nu, Vielsen skulde foregaa iovermorgen, holdt det ene Kjøretøi efter det andet fra Bygdens forskjellige Kanter foran Kirkedøren med en Overflødighed af Blomster og grønt til at pynte med og Tepper til Gulvet.
Der herskede Spænding og Forventning ...
Inde i Kirken skulde man prøve og synge en digtet og mangfoldig afskrevet Brudesang til den høitidelige Akt, medens travle Hænder arbeidede paa at smykke og dekorere ...
Tanker og Øine rundt om i Bygden svævede overhovedet mod det spidse Kirketaarn, der af og til jog sin Fløi ind i Skodden, medens en og anden Kraake hævede sig i den graa Tøveirsluft. — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
— Efter gammel Skik og Sæd skulde Brudgom og Brud ikke se hinanden nu før imorgen i Kirken, — fik Rein til Besked oppe paa Gangen, — han gik der tidlig paa Formiddagen og ventede urolig paa Merete.
Det syntes at overrumple ham, og han blev staaende fordybet, eftertænksom ...
Som ved en pludselig Beslutning, skyndte han sig saa opad Trappen til Mørkloftet, hvor han vidste hende ifærd med at lede frem noget.
Hun stod langt inde ved et gammelt Skab og holdt Indholdet af en og anden Æske frem i den graa Lysstribe fra Taggluggen.
„Saa vil jeg ialfald faa taget Farvel med den unge Pige,” sa han, idet han kom hen.
Hun mødte hans Øine, de var saa underlig angstfulde.
„Saadan ser hun ud altsaa, den unge Jomfru Merete Orning! som — jeg ikke kan leve foruden ...” —
Han stod og stirrede paa hende med Hænderne paa hendes Skuldre — „Havde jeg formaat det, vilde jeg flygtet mange Gange, — for længe siden ... Frit ikke saa! — Se ikke saa spørgende ud” —
Han strøg sig nervøs med Haanden om Panden ...
— „Den gamle Kirkeslæde der med Udskjæringerne og Snørklerne og Forgyldingen, — jeg har tumlet og drømt om den i hele Nat” — smilte han tungsindig.
„Du sad oppe i den, Merete. Men mig var det trods alle Anstrengelser umuligt at komme med for Violoncellen, som sad der med den brukne Hals ved Siden af Dig! Snart prøvede jeg fra Siden og snart at springe bagpaa Meien. — Og bestandig hørte jeg en Tone ud af den, som blev stærkere og stærkere hver Gang, jeg prøvede. Og tilsidst lød der lange, forfærdelige Hyl udover Landskabet mod mig, der formastede mig! —
Jeg var Dig saa nær, at jeg næsten kunde rørt ved Dig; — men Du, Du var ligesom i en anden Verden —
Da Slæden bøiede af, stod jeg og saa efter Sporet i Sneen — og vaagnede ved at høre mig selv raabe efter Dig — Merete! — Merete! —
Ikke sandt?” — Han skalv i Stemmen og sittrede. — „Nu snart skal jeg slippe at raabe efter Dig. — Sig det, lov mig det, — giv mig dit Kys paa det ... Der maa intet komme nu og stille sig mellem os to.”
Han blev pludselig staaende og stirre stivt hen mod Slæden.
„Hvad er det?” — fo’r Merete op. — „Som Du er ophidset idag!”
„Jeg syntes, jeg saa mig selv sidde i den” ... hviskede han næsten uhørlig. —
„Og den, som ser sig selv, véd Du” ...
„Aa, Rein! — nu har vi jo bare til imorgen!”
Samme Aften blev der pludselig dødsstille paa Vangen midt i Travlheden.
Gaardsgutten fra Rafos kom kjørende med skumsved Hest og Gjetergutten paa Fanget og bad om at faa tale med Sorenskriveren og Fruen — alene —
Han stod ræd og bleg indenfor Døren, som han ikke turde komme frem med, hvad han havde at sige:
Gjetergutten var kommet vildt styrtende hjem til Rafos og fortalt, at han havde set Fuldmægtig Rein stupe lige ud i værste Fossekoget! ... Han maatte være gledet paa en Isholke der ved Udsigtspynten.
Gaardens Folk blev straks i største Skyndsomhed skikket didop for at se og undersøge, inden det begyndte at skumre, — og de havde fundet hans Hue hængende i en Busk lige nedenunder det Sted, hvor han havde staat. Den maatte være revet af ham i Faldet.
Ved Lysningen næste Morgen vilde der skikkes Mandgard ud for at lede og sokne. Men i Fossen der var der lidet at søge, — den gav nok intet igjen!
Budskabet bredte sig hviskende og alt lammende over Gaarden.
Og Sorenskriveren og Fruen vekslede tunge Blikke, — de maatte jo sammen prøve at forberede deres stakkels Barn.
De fandt Merete staaende ved Gangvinduet, som forstenet; — hun havde set Budet med den skumkjørte Hest og forstaat alt. — Bad kun klar og rolig om at faa alle Detailler, — alt, hvad de vidste.
Hun stødte al Beroligelse fra sig, — tog et Lys og gik ind paa Reins Værelse. Man saa, hun vilde være alene ...
Med skjælvende Hænder ledte hun derinde, om der skulde findes noget — Brev til hende.
Der brød Anelser frem —
Og siden, med stigende Uro, søgte hun om mellem Papirerne i Hylden og Skriverbordet ...
Hun trak forsigtig paa Skuffen i Dragkisten ... Der i det lille Aflukke ved den ene Side laa forskjellige Smaabøger og Dokumenter. — Hun tog varsomt op Stykke for Stykke ...
Jo, der stod: — „Til Merete!” —
Aa Gud! Aa Gud!
Nei, — det var skrevet for længe siden, — udtrykkelig paategnet og dateret „Natten efter vor Forlovelse”.
Hun brød med isnende Ro Seglet, — maatte, — maatte have Klarhed!
Det var noget som en sidste Villie, et Slags Testament, forstod hun, hvori han for Tilfælde af sin Bortgang udtrykkelig overgav hende alt, alt, hvad hans var, — Dokumenter og Papirer og, hvad han maatte eie. Der vilde ingen nedlægge Protest, — behøvedes ingen Former. Hans mulige Adkomst til de Moldewigske Eiendomme forsvandt med ham selv.
Merete bed Tænderne sammen for at kvæle al Følelse ned i sig.
Hun lagde som i Drømme Testamentet hen, — lukkede op og foldede ud Papir efter Papir, — søgte og søgte ind til Sammenhængen.
I en fin gammel Lommebog fandt hun enkelte Blade beskrevne med henkastede Streif ...
Hun trak Lyset tæt ind til sig, — læste og dechiffrerede den utydelige Skrift, — prægede i dybeste Spænding ligesom hvert Ord ind i sin Sjæl, medens Øinene i det farveløse Ansigt brændte med en underlig Glød ...
— „Nyttede ikke. — Nyttede ikke — begyndte det første Blad ... Trode, jeg skulde kunnet reise fra det ved at søge ind til Byen, — gjøre Udenlandsfart! ... Men mig kan Tilværelsens Ensomhed overfalde midt i Menneskevrimlen — værst da! ... —
— — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
Jeg har saa klart for mig mit tidligste Indtryk:
Jeg sad paa Gulvet og legte og hørte min Mors dæmpede Samtale med Jordemoderen om, at noget som en Negl og Antydning til en Finger var opereret ud af min Ryg, da jeg var aarsgammel ...
Det var en Negl og ikke Spidsen af en Klo, — forsikkrede Madamen.
Mor lyttede ivrig til og lagde Vægt paa, at det maatte forties ......
— Jeg kunde siden ikke tænke paa andet. Det stod altid for mig — jeg følte det som Greb i Ryggen, — som jeg havde noget usynligt efter mig.
Og saa dette Sagn om Misfostre i Slægten, som tydede ud i vort Hjem ... noget ondt, som skulde sones i hvert syvende Led! — —
Da jeg var ti, elleve Aar, blev jeg opmærksom paa noget som en Negl under Huden ovenfor Ankelen, og trode at kjende som lidt af en Taa ...
Jeg kjendte og følte bestandig efter ... fik en forfærdelig Panik, — til sine Tider en usigelig Angst, — turde ikke gaa i Bad med andre Gutter, — skjulte og varede mig.
Jeg begyndte at sky Menneskene, — kunde faa den forfærdende Følelse over mig at huse i mit Legeme, — bære paa — en anden Person, hvis Tæer og Hænder stak ud af mig. — Jeg vaagnede i Opvæksten om Nætterne med et Rædselsskrig. — Nu vilde han knuge mig! ...
— Min kraftige Haarvækst! — Det beroligede mig, at min Far ogsaa havde den, — at den laa til Familien. — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
— — Jeg ligger som et fængslet Øie paa Bunden af Sjøen og ser gjennem den op i den lyse Dag som til en høiere Etage, — skimter Stjerner ... Véd, at der er Aand til, — saavidt, at jeg ikke tør slippe den ansvarsløse Nøk i mig løs. — Skabningen har ogsaa sine Aandens fjerne Grænsebeboere, der kan ligge bundne under en Angst, — for at ta Del i Livet, — frygter, de fra Solskinnet skal synke tilbage i den dybe Skygge igjen. — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
— Den Verden, hvor Menneskenes bedste Del kun for tællelige Generationer siden er kommet over det Standpunkt at æde hinanden for siden kun at indsætte en finere Maade at gjøre det paa ... Ædderkoppen og Fluen! ...
Jeg tænker mig, at vi er lukket inde i et ondt Rum og skal forblive der, til vi har arbeidet Loven om Aarsag og Virkning ind i vor Natur. Og saa flyttes vi efterhaanden op i det, man kalder Aand. — —
Man véd saa vist, at to og to er fire ... Og saa kan to og to Frøkorn dog i Aandens Regnestykke blive til fire hele Skove! — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
— — Til sine Tider føler jeg med klam Angst, at Tilværelsen har denne Traad i mig, — nogen Hævnens Regning paa min Slægt, som den kan rykke i —
Jeg tæller og tæller: — min Far, min Farfar, Oldefar, Skipperen, som blev rig paa Englandsfarten ... Med mig, den femte ... Men saa? — er der et eller to Led høiere op til det syvende? — —
— Man tar tilægte og drager andre ind under Forbandelsen — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
Iaften derude i Ensomheden paa Vidden ... kom den igjen, denne Lyd, — som noget grundbærende styrtede dybt inde i Jorden — eller inde i mig selv ... En Følelse, som de beskriver ved Jordskjælv, — alt utrygt, vaklende løst ...
Og under Rædslen begyndte Maanen at karrikere ...
Grunden roper med gaadefulde Lyd, som op fra nogen hemmelighedsfuld Verden ... Ens Navn gjalder langt nede ...
Der stiger som en Skygge, der vil gribe i mig. — Han, den anden med Kløerne ...
Hævnen er moden og løs igjen!
Kanske har han langt inde i mig sit eget levende Hjerte, — sine egne Drifter ...
Natterædslen stiger som en stor, ubegrænset Ligvogn ud af Mørket. — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
— „Livets Fest,” — heder det ... bare ikke for mig! — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
— Merete sad i Stolen, hensunken i de tre, fire Papirblade.
Hun holdt dem foran sig længe, efterat de var læste, — gjennemlevede ...
Med en underlig visionær Klarhed oprullede hendes Samliv med Rein sig atter Dag for Dag — fra den første Aften, hun havde set ham i sin Forudanelse. Saamangt et Ord, saamangen Antydning, der var blevet siddende igjen som kun halvt forstaat, laa nu i gjennemsigtigt Lys for hende.
Hun sad urørlig med Blikket fyldt af de indre Syn —
Der begyndte at gaa som Ryk gjennem hendes Legeme, og der kom en Sittren i Øinene, som arbeidede hun for at vaagne til sig selv igjen.
Med ét strømmede Blodet til Ansigtet, og hun tog sig til Panden —
Rein, — Rein, — hun skulde aldrig se ham mere ...
Aldrig! — Aldrig!
Hun faldt tilbage i Stolen med et vildt Skrig. — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
— Sorenskriveren og Fruen havde gaat der udover Aftenen frem og tilbage, ud og ind, lyttende og vogtende paa Lysstriben i Døren.
Op ad Trappen steg Toner, — fjerne, dæmpede, langsomme Akkorder fra Klaveret, hvor Sankowitz sad alene i Kvælden og spillede en Koral, medens stille ilsomme Meldinger gled i Mørket udover Bygden.
Pludselig hørtes Meretes Jammerraab.
De fandt hende liggende bevidstløs, og Sorenskriveren bar hende ind paa hendes Sovekammer. —
Dagen efter laa Merete i voldsom Hjernefeber. —