Dyre Rein/4
IV.
JULEN.
Sneen faldt med halvfugtige, tunge Fnokker i den skumre Juleaftens Eftermiddag.
Indkjørselen laa bredt opmaaget, og Vangens Gaard stod med Neget reist paa Staburstaget.
Gulve og Trapper var nyskurede, Kobber- og Messingkar skinnede i Kjøkkenet. Og i Stald som Fjøs, Drengestue som Bryggerhus var alt ordnet og paa Plads. Sæletøierne hang nysmurte og kridtpudsede, og Slæder og Sluffer stod med Ulve- og Bjørneskindsfelder færdige til at mobiliseres.
Oppe paa Gjæsteværelserne brændte og durede Bjerkeveden i Ovnene, og stod Sengene med de fine blændende hvide Lagener opslaade for at lunes.
Paal og Lars Gaardsgut var alt tidlig i Otten imorges reist med Figaro og Storebrunen for hver sin Bredslæde for at møde Jess og Julegjæsterne paa Skydsskiftet tre Mile søndenfor.
Den unge Groth var ved Middagstid svunget op for Døren med sin smukke sorte Hest og hele Kransen af klingrende Bjelder. Han havde faat det fine Gjæsteværelse indenfor Salen.
Der kom Vesleblakken med Spidsslæden hjem igjen fra Tante Ra, — Marianne indeni og Merete bagpaa Hundsvotten. De havde været derover med Sendinger — Smagebider af hele Julens kulinariske Præstationer, — og endelig med Mariannes broderede Pude til Ryggen i hendes Lænestol. De kom nu tilbage igjen med Tantes vanlige Julehilsen: en forseglet Konvolut med fem Speciedaler til hver af Døttrene.
Og nu kom Rein hjem — Kvigstad sa, som svarte Fanden ud af Snetykket. — Han havde været i fælt Humør paa Kontoret nu under Jul, grætten og lei at ha med at gjøre, — arbeidet som en Smed og svaret distræt, naar nogen henvendte sig til ham. Og siden bar det indover Skogen, enten det var sent eller tidlig. Folk fortalte, at de saa det lyste i Kværnhuset ret som det var, — han tog sig nok Jagtstation der og tændte op Baal.
Og, medens Sneen faldt og faldt stedse tungere og tættere, begyndte man mere og mere spændt at lytte og se ud efter Gjæsterne, og med en vis Feber lagdes den sidste Haand paa Forberedelserne.
Julekager skares op til Theen. Og Glasasjetter og Vaser fyldte med „Goderaad” og „Fattigmand”, „Flødekager” og „Jødekager”, „Berlinerkranse” og „Fire Species”, sattes ind paa Aftensbordet, medens Øl og Mjød bares op fra Kjælderen.
I Værelserne spillede Ovnsluen i ensomt Halvmørke, og ventede Julebordet duget med to trearmede, hjemmestøbte Helligtrekongerlys, færdige til at tændes ...
— Thekjedlen havde alt længe suset og kogt —
Og Marianne stod i Kjøkkenet og saa til Ribbenstegen og Gaasen, — den sidste en Foræring fra Tante Ra, som holdt paa gammel dansk Skik, Gaas paa Juleaftensbordet.
Nu drev Schmidt vaad af Sne og forpustet ind i Kjøkkenet og meldte, at han hørte Dombjelder nede fra Elven.
Man tændte Lys og Lygter og fo’r ud —
Og der var de! ...
Først Figaro med Christiane Gjedde og Jess, som raabte og hilsede op fra Slæden, medens Frøkenen ved Lygteskjæret svøbtes ud af Fodpose og Bjørneskindsfeld og, baaret op ad Trapperne, afleveredes til Damernes Velkomstudbrud og Omsorg i Gangen.
Og Christiane skulde hilse fra Far og fra Mor —
Og der kom Storebrunen med høireist Nakke og larmende Dombjelder svingende op fra Porten, medens Jess, gererende sig som Husets Søn og Vært, modtog sine to Kammerater paa Trappen.
„Det er Studiosus medicinæ Gaarder, Far! — øvet Danser, — og en Røst! — kan jeg sige Dig ...
Og det er Anders Nergaard, som har gjort det Kunststykke at ta juridisk Eksamen med bedste Karakter uden at læse mere end af og til om Natten” —
— Der faldt jo et og andet spændt prøvende Blik paa Broderen og veksledes enkelte snare, betydende Øiekast mellem Jess og hans Søstre, eftersom de kunde være fortrolige med hans Affærer, — nærmest, om Juleluften iaar igjen var udsat for at formørkes af overhængende Skyer i Skikkelse af Gjældsposter og ubetalte Regninger. De sad endnu i Nerverne de hundrede og elleve Speciedaler og atten Skilling, som kom styrtende over Far paa selve Nytaarsdagen ifjor.
Efter alle Hilsener og Præsentationer og foreløbige Beretninger om Reisens Held og Uheld, drog de under lystig Passiar op af Trappen, fulgte af Husets vedkommende til de forskjellige Gjæsteværelser for at faa Reiseklæderne af og Kufferterne lukkede op.
Og ikke længe efter befandt de sig alle samlede i Stuen under et Surr af Snak og Stiften Bekjendtskab.
Den varme The smagte fortræffelig, og det drog op til Julehumør ...
Nu meldtes det ind, at Randi Budeie stod parat ude i Gangen med Lygten og Tyristikken.
„Ja, saa skal vi ud og se til Julenissen, før Maden sættes ind!” raabte Sorenskriveren. — „Følge hvem, som vil!”
„Jeg maa med ... Jeg maa med!” ... ivrede man.
„Der blir ikke Jul, før vi har været i Fjøs og Stald!” erklærede Jess, løftet af hjemlige Erindringer.
Men Fruen, som det tunge ordnende Hjul i Huset, bestemte, at Christiane og et Par af Smaapigerne skulde blive tilbage og ikke udsætte sig for at bli vaade og smudsige om Fødderne. Hun tog Christiane med sig hen i Sofaen og forhørte om, hvordan alt stod til hjemme hos Oberstens, om Far og Mor og Søskende ...
Med Randi i Spidsen bar det saa i Tog over Gaardspladsen.
Ved Fjøset stod Underbudeien og gamle Anders og Visergutten og ventede, og der tændte Randi Tyristikken i Lygtelyset.
Hun slog tre Ildkors foran Døren, og slukkede bagefter forsigtig Stikken i Sneen.
Derinde i Fjøset gik hun saa foran og gav Dyrene deres Juledrik tilberedt med Mel og Salt. De Par Lygter kastede et vagt Lys indover Rækken af Baaser, hvor Kjørene gumlede og tyggede, af og til med et Forventningens Brøl fra den inderste Dunkelhed.
Sorenskriveren klappede og strøg „Rødsi” og „Svartsi”, „Brandros” og „Guldbringe”, „Veneblom” og „Driva”, og gjentog for hver især Formlen: „Æd vel og triv’s vel, ikvæld er det Julekvæld!”.
Og Randi radede og fortalte om alt i Fjøset ...
Der var nu bare femten paa Baasen, — en Okse og fem Kjør var nedlagt i Slagtningen ...
Og der stod sjelve Bjeldekua, — melkede sine fem Potter i Maalet ... Og Rødsi havde faat en Potetes i Halsen her om Dagen og nær sat til ... Og det var Brandroses, den vakkre Kalven derborte i Kveen. — — —
— Den videre Del af Juleceremonien, — forklarede Jess paa Opturen, — derunder, om der blev sat ud Grød til Nissen paa Laaven, — henhørte under gamle Anders Fjøsmand og Randis forborgne Omsorg. „Vi fik aldrig Rede paa det Mysterium, vi Smaagutter, endda vi keg og prøvede os paa al Vis.”
„Ja, hvem kjender alle Livets hemmelige Magter,” nikkede Sorenskriveren.
„Se der” ... Rein lagde pludselig Haanden paa Jesses Skulder, — „det graa der! ... Se der, — i Laaveaabningen ... nu rører det sig. — Er det ikke, som det var en liden Mand, som tusler der? ... Ser De nu, — ligesom et blaaligt Skin om ham i Snetykket ... Se nu,” lød det spændt ... „nu glider det væk — indover i Mørket —”
„Ja, hvad er det” ... sa Jess studsende. „Det var virkelig noget!”
„Ja, var ikke dette selve Nissen, saa!” — udbrød Barbara overbevist.
„Aa, det var saamæn ingenting!” blaaste Merete.
„Nei, det var det heller ikke — dennegang,” — sa Rein tørt. „Det fristede mig bare at gjøre et lidet Eksperiment, — undersøge Blodet paa saadanne Byfolk.”
„Pokker i Dem ogsaa,” udbrød Jess halv ærgerlig, — „tror jeg ikke, de gamle Drengestuhistorier kan ta én uforvarende!”
„Ja der ser De, det er ikke bare Randi og Anders Fjøsmand,” — mente Rein.
Man lo og morede sig over at ha set Nissen, og keg indom Stalden, hvor Figaro og Storebrunen stampede og humrede af Velbehag ved Krybben efter Dagens seks Miles Trav i Nysneen ...
— Inde i Spisestuen stod nu alt Risengrøden paa det festlig dugede Bord.
Man placerede sig med et vist Valg, — skulde jo sidde saadan til „Tyvendedagen”.
Grøden spistes under Helligtrekongerslysene med en forsigtig Følelse af, at nu begyndte man paa Julens Madbjerg.
Gaasen, Ribbenstegen og Medisterpølserne bares ind ...
Fruen og Marianne skar fore. Og Fadene med hele Sviten af Æbler og Svedsker, Stuvinger og Syltetøier gjorde sine Runder om Bordet.
Jess overtog Brændevinsflasken, — gik om og skjænkede, — drak med gamle Henschien ... Det var nu, saavidt han kunde regne, seksten, sytten Aar, de havde julet sammen —
Og der sad Sankowitz og drak for „Paalen” ... „Oprørende Tilstande der, De,” — nikkede han til ham.
Og nu skummede det kraftige hjemmebryggede Øl i Glassene og drak Sorenskriveren Julen ind af det fyldte massive Sølvkrus med Frederik den fjerdes Brystbillede paa Laaget, som ellers kun prangede paa Bordet til Sir, men iaften gik rundt.
„Prægtigt Bryg, Mor!” erklærede Jess ...
„1 — om Morgnen tienlig er,
2 — er Sundhed altfor nær.
3 — tilpas at blifve Giekk,
4 — at ligge udi Drekk —”
læste han høitidelig op fra Inskriptionerne ved hver Knag for Drikkemaalet inde i Kruset.
„Det er et gammelt Arvestykke ... Fædrene har begyndt aarle at kige i Kruset, begriber Du, Gaarder.”
„Ja,” — lo Sorenskriveren; — „man kan arve mange Ting, — kun ikke Erfaringer.”
„Og” — spurgte Jess — „hvad Udsigter har vi til Juleballer, Selskaber og deslige, Eufemia, — Merete, Barbara, — Alida? — Ja, det er sandt, Du er jo forlovet og saaledes ikke interesseret ... Min Svoger Groth, — Nergaard!” ... præsenterede han, — „som har forladt Studierne for at offre til Mammon, — bestyrer sin Fars vidtløftige Jernværk.”
Den unge blonde Herre med det fine Linned og den lange gule Vest optog Præsentationen med et raskt selvfølgeligt Nik, hvori man skimtede den selvbevidste eneste Søn og Arving. Med sin faste ranke Holdning sad Alida som lidt humørløs ved Siden af ham.
... „Og herhjemme, Mor! ... Skal vi ikke ha noget Julebal? — Naar Frøken Christiane og vi samtlige reisende indgiver vor fælles Petition til Skriveren! — Hvad, Far? — Dans her paa Vangen tredie Juledag? — Tænke sig Sankowitz ved Klaveret!” ...
„Hvad siger I til den Idé, Smaapiger?” optog Sorenskriveren det løssluppent livlig ... „Det er min Sag at aabne Vinkjælderen og Jeres at sørge for Resten.”
Der fo’r som en Hede op i Fruens myndige Ansigt; men hun greb straks Tøilerne:
„Femte Dag,” fastsatte hun, — „vi maa ha lidt Pusterum. Saa drager vore unge mandlige Kræfter imorgen efter Kirketid med Slæder og Sluffer Bygden rundt i Julevisiter og gjør Indbydelser til The og Dans,” bestemte hun.
„Saamæn, en deilig Gaas, som er fløiet hid fra Tante Ra ... fortjener at hædres med en Dram til, Jess!” udbrød Sorenskriveren og strakte Glasset hen ...
— „Saavidt jeg forstaar, er vi nu færdige med den solide Del af Anretningen og kan gaa over til Bakkelsen og Juleknasket,” mente han, medens han rullede sammen Servietten.
Men under Ombytningen var det jo passende Tid til at drikke Glædelig Jul med Folkene ...
Og Sorenskriveren begav sig, fulgt af Selskabet, ud i Kjøkkenet.
Der sad Gaardens mandlige og kvindelige Tyende, ni, ti i Tallet, om Langbordet ved Grøden og Julefisken med Ølkande og Drammeflaske sat ud til fri Forsyning, medens to nytændte Talglys skinnede svagt gult paa et anseligt Smørstykke. Lefsestabelen og en taarnhøi Ost, der var belavet paa at vare gjennem Helgen, prangede endnu festlig urørt.
I Skorstenen knittrede og spragede — undertiden med øredøvende Knald og Smeld — et Baal af opreiste Grankubber, og fra Tyristikken i Muren spillede et mørkt luerødt Skjær indover alt det skinnende nypudsede Kobber- og Messingtøi rundt Kjøkkenvæggene.
„En faar som en Følelse af at være flyttet ind i selve blanke Fjeldvæggen til de underjordiske!” udbrast Rein ...
„Kom Jomfru,” — raabte han overgivent og tog Merete ved Haanden, — „skal vi danse Huldredans!” ...
Trampende som til Springdans førte han hende efter sig paa Gulvet og svingede hende saa rundt og rundt, som et Hjul under sin Finger, — medens Randi med sin høie krumme Ryg og stortskaarne Ansigt henne i Skorstenen slog Skarret af Tyristikkerne og saa mistænksom paa den svarte Fuldmægtigen, som gjorde slig Skøi med det ufyselige paa selve Juleaften.
„Jeg siger som Troldet jeg, De,” — udbrast han, — „at jeg gjerne vil slikke Solskin! — Bare én ikke kreperer af det,” kom det sagtere ...
Mjøden skjænkedes rundt, og Sorenskriveren drak med Folkene, hver især, og ønskede „Glædelig Jul!” ...
Og nu maatte de ta for sig af Retterne! — gamle Anders fik være Kjøgemester og ikke glemme Ølkanden og Brændevinsdunken. — Der var ikke Jul mere end én Gang om Aaret! — mindede Skriveren, som de nu alle stod opreiste rundt om Bordet med lune, velstemte Miner, færdige til at gribe fat, naar den høitidelige Paahilsen var over.
— Inde i Spisestuen fortsattes saa ved Bordet med Mjød, Øl, Bakkelse og alt Juleknaskets Overflødighed.
Stemningen var anslaat. Man følte sig efterhaanden som en nærmere Kreds med fælles Planer og Udsigter til Selskaber, Baller, Kjøre- og Kjælketure og derimellem den hjemlige Julehygge.
Efter Bordet leirede man sig om en Mugge varm Punsch inde i Stuen.
Men der var i to Dage kjørt seksten Mile, og Tropperne var overtrætte.
De fjerbløde Senge vinkede, og tunge Øienlaage skimtede fremsynt Morgendagens magelige sene Opvaagnen ved Kaffebrættet med Julekagen og den durende Kakkelovn ...
Alle de unge Herrer havde været ordentlig paafærde, kjørt i Bredslæde og Sluffe om i Julevisiter og indbudt baade paa denne og den anden Side af Elven helt op til Fogdens.
Endel opstemte af Turen, af Portvinen og Maderaen, — af „ikke at maatte bære Julen ud” nogetsteds, sad de nu i Skumringen om Ovnen i Stuen sammen med Husets Damer.
Det snart klare, snart dunkelrøde Skjær af den brændende fede Tyrirod vippede og slikkede og skjød undertiden en lang Slangetunge ud af den aabne Ovnsdør.
Det lyste hen paa Alidas Albue og Hage, som hun sad paa Skammelen og stirrede ind i Ilden og af og til svarede til Groth halvt ved Siden af.
Og fremme i Skjæret vuggede Eufemia sagte sin høivristede Fod, medens hun underholdt sig med Gaarder om Bygdens Honoratiores, og saa smaat havde én og anden tilbedste eller satte dem under sit overlegne Maal.
Barbara havde længere inde i Stuen en hviskende fortrolig Samtale med Henschien, og i Sofaen var Jess og Christiane ivrig inde i de ny Kotillonture fra „Foreningen”, dem de nu vilde indføre her paa Ballet, — selvsagt, at hun og Jess førte den op.
Kvigstad sad i Hundehumør længst inde i Stuens Dunkelhed, stirrende henover til Alida og forpint iagttagende hver Bevægelse og hvert Ord, hun henvendte til sin Forlovede.
Nergaard ærtede og holdt Skøi med Merete —
Og Marianne sad, flankeret af Augustinusen og Schmidt, og lod sig fortælle Dagens Oplevelser og, hvad de kunde have erfaret om Juleselskabeligheden.
Det sakkede af henne i Lysningen, og Marianne gik hen og lagde sig paa Knæ og puslede og ragede op i Ilden, før hun fandt frem ny Tyri at lægge paa, og det igjen lyste op og flammede ...
Men nu blev det for hedt for Alida, saa hun flyttede sig ind i Stuen.
Der var kommet en hviskende, tusmørkfortrolig Stemning derinde som mellem to og to.
„Hyggelig en saadan Skumringsstund paa Landet i Julen!” ... lød det fra Gaarder.
„Der er ellers kanske adskilligt udenfor i Mørket og Sneen, som sætter hvide Ansigter imod en saadan „hyggelig” Rude og kiger ind,” henkastede Rein noget uventet.
„Ja,” medgav Nergaard, — „Spøgelser og alskens Djævelskab vandrer og vasser jo om i Sneen derude i Julemørket. I Byen eksisterer de ikke længere for Politi og Vægtere. Og Fanden selv, véd De, er flyttet til Vardøhus, Folk vil ikke tro paa ham længere hernede.”
„Tro?” — optog Rein det, — „Tro er en Overbevisning om de Ting, man ikke ser, staar det jo i Skriften ... en luftig Ting! ... At sige, at én tror, er Dunst, og at sige, at én ikke tror, er ogsaa Dunst! ... Vel grebet, svinder den én som en Røg ud af Haanden. — Og alligevel —!”
„Tro er da vel noget andet end den uciviliseredes Mørkerædhed? Man har — eller aner ialfald, — Fornuftgrunde for den,” — yttrede Nergaard.
„Ja, forklar, forklar” ... spottede Rein. — „Der er Familier, som er dannede nok, hvor der lever dunkle, ulykkespaaende Sagn. De kan gaa fra Mand til Mand og Kvinde til Kvinde. En mørk Forbrydelse eller et eller andet mystisk Forhold kan som Ormen grave sig ind i Bevidstheden nedigjennem Slægten. Alle i den mener de vel, at de ikke tror paa det; men alle bærer de det kanske alligevel som et Spørgsmaal i Blodet: Er det mig eller ikke mig, Nemesis vil ramme?”
„Kapitlet om Familiegalskab!” — mumlede Gaarder gelassent.
„Det er, som noget er hændt høit oppe i Forfædrenes Række,” vedblev Rein helt inde i sit, — „Begjæret er kommet paa Afveie, — har gjort et Fald; den hellige Grænselov, hvormed Naturen bygger, er overskredet, og Slusen for en stille Strøm af skjæve Konsekvenser brudt nogetsteds oppe i Fortidens Mørke.”
„Gudbevares — næsten Djævlebesættelse!” lød det fra Nergaard.
Og saa straffes det, eller vil De hellere ha, opballanceres det,” ivrede Rein. — „Syndens Psykologi det er Verdensmysteriet ... I et eller andet Led, det syvende, heder det, — dukker Loven op i et Misfoster — legemlig eller aandeligt. En fødes med laadne Flekker som Rester af et Dyretilværelse. En anden med „Dødmandsnegler endnu i Ryggen, som efter et sluppet Greb”. — En tredie med Skræk og Visioner og taaler ikke at se Blod ...”
„Tilslut et rent medicinsk Spørgsmaal,” afgjorde Gaarder. — „Maset ind i Blodet fra Generation til Generation ...”
„Og maatte kunne mases ud igjen, mener De? — paa en eller anden Sindssygeanstalt, hvor man drev Aandsgymnastiken rationelt? — — Hm, —m, — der er Grundforhold, som — —”
Der opstod en uhyggelig Taushed —
„Næsten fælent” ... hviskede Eufemia til Gaarder. „En kommer halvt til at tænke paa, at han selv er baade haaret og lodden.”
„Hututu, — den som faar ham!” — anbragte Barbara hovedrystende til Henschien.
„Pokker véd, hvorledes Far er kommet til at fiske op saadan en Mystifaks til Fuldmægtig!” bøiede Jess sig til Christianes Øre. — „Han var ellers lun og beleven nok paa Visiterne idag, snakkede og førte Ordet.”
„Jeg foreslaar at vi tænder Lys,” sa Alida, — „her er blet ganske uhyggeligt.” — — —
— „Hvad sidder De og stirrer saa i Emmerne efter, Jomfru Merete?” spurgte Rein dæmpet. — „Gjør jeg Verden til et dybt Mørkloft for Dem?” ...
Han stod i Tanker og lod Ovnsskjæret falde paa sin kraftige Haand.
... „Blir jeg klam for Dem?” — vendte han sig pludselig rydt mod hende.
Istedetfor Svar næsten strøg hun ham lindt over den haarede Haand.
Hun maatte gjøre det; — kunde ikke lade det være —
Og saa listede hun ud af Stuen. —
Der var store Forberedelser til Ballet.
I Kjøkkenet styrede og regjerede Mor Teian, Bygdens Kokkekone, som havde været Husjomfru i større Huse og nu var gift nede paa en af Teiangaardene. Allehaande finere Tillavninger og Geléer voksede udover Spisekammer- og Fadeburhylder, færdige til Stunden.
Og nu var der gaat Hest og Smalslæde efter Jomfru Lind, — Bygdens og hele Distriktets særlige Kapacitet i den Kunst at opsætte Haar.
Naar hun paaskjøns sigtede og saa og viklede Buklerne over Fingrene, eiede hun et Blik og et Haandlag, som var enestaaende. Hun var af bedre Folk, — medtaget i Selskabeligheden i de forskjellige Huse, vel inde i deres Intimiteter — og taus som Graven! ... Da Fuldmægtig Kraft havde sendt Opslagsbrev til Olivia Seierstedt, skalv hendes Haand, saa hun maatte begynde om igjen tre Gange. Men ikke et Ord ... og samme Aften paa Ballet fik Olivia Opslaget.
Det var selvsagt, at hun kom til Sorenskriverens. Men, optaget som hun var, — Bud paa Bud fra nord til sør i Bygden, — eiede hun ingen anden Gudsens Tid længere end de faa Timer efter Klokken seks Aftenen før Ballet.
Morgenen — paa selve Femtedagen, — var det hele Præstegaardsungdommen og siden de to Mile op til Kaja og Letta hos Fogdens.
Det var jo en Streg i Regningen, — for saa blev de nødte til for Haaropsætningens Skyld at sidde og sove i Stole om Natten. Men saa var det nu ikke saa farligt én eller to Nætter foran et Bal! ... —
— Klaveret var flyttet op paa Salen. Lys sat i Lysekronen, Stager og Lampetter ved Langspeilene, medens gamle Familieportræter i hvide Parykker dunkelt skimtedes paa Væggene.
Gulvet laa med brede Planker hvidskuret og glatdanset gjennem saa mangen en Jul, og fine Netteldugs Gardiner prydede Vinduerne. —
Ind af Porten klingrede saa femte Juledags Aften Kjøretøi efter Kjøretøi, — Bred- og Smalslæder saavelsom fuldpakkede Sluffer, — og svingede op foran de to Lygter paa Trappen, medens Gjæsterne forsvandt, Herrerne nedenunder og Damerne ovenpaa, i de anviste Paaklædningsværelser.
Der viklede ogsaa Jomfru Bie sig ud af en Fodpose.
Hun maatte jo ogsaa faa ture Jul, havde Tante Ra forment, — havde derhos den stille Mission at se og iagttage, hvad der tildrog sig paa Ballet, intet at miste eller lade gaa forbi sig. I kort Sum, Rundskue over hele Bygden, — Stof til at drøfte oppe paa Rafos i lange Tider.
I den Brevlap, hun havde med til Marianne, gav Tante Ra enkelte fine Fingerpeg, — Jess førte naturligvis Polonaisen op med Christiane Gjedde, — og Far glemte vel ikke at erindre Obersten med et Par Ord ved Aftensbordet ... Se til, at Jomfru Bie faar sig en liden Svingom med Augustinusen eller Schmidt, Du, — ellers sovner hun, Gud hjælpe mig, af ud paa Natten! ... Dig selv, Barn, véd jeg fortiden ikke, hvor jeg har, — Bie faar fortælle mig, hvor Landet ligger ...
— — De ældre var rykket ind i Salen og sad nu om Væggene med deres Thekopper, medens de yngre efterhaanden, en og flere ad Gangen, kom ind og passerede Revue under en Fornemmelse af at løbe Spidsrod. Der samlede sig som en Formur paa hver Side, — Damer og Herrer, — én sommerflagrende lys og én mørk.
Man hvilte i det første Øieblik Omskuen og Betragten.
Jo, det vistes, at Jomfru Lind havde været overalt, — rene Kunststykker af Haaropsætninger! ...
Inger Stuepige banede sig hændig Vei med Thebrættet, og i Kjølvandet fulgte Barbara og Merete med Hvedebrød og allehaande Julebakkelser.
... „Han der Du? — med det tynde Haar” — stødte Thea Grønbeck ivrig til Marianne, — „det er jo Kandidat Nergaard, som skal være saadant godt Hode. — Han ser virkelig ud for det, — af al den Tænkningen, saa mister de Haaret ... Aa, naar én bare vidste iforveien, hvad han vilde sige, om han” — plumpede det ud — — —
... „Og den lille brune der?” trak hun lidt efter yderligere i hende, — „er altsaa Gaarder? — Medicineren. — Det er bare, at man ikke kommer til at ta feil” ... lød det befippet; hun holdt paa at forgaa af Balfeber.
„Men han er jo næsten en smuk Mand, Du Eufemia! — Jeres Fuldmægtig, jeg har knap set ham før,” udtalte Johanne Sommerfeldt sig efter at ha staat henfalden en Stund i at betragte Rein.
„Ja, udenpaa ja, — og naar han er pyntet,” forlød det fra Eufemia. „Men pas Dig, han kan udtrykke sig saa hensynsløst, at vi næsten er bange for ham her i Huset ... Ikke sandt, Marianne?”
Saa er der ingen, som jeg er saa tryg for! — stod Merete og tænkte og smaasmilte for sig selv, medens hun bød Kager om i Klyngen.
„Han skal jo være saa besynderlig,” vedblev Johanne, — „saadan en Omstreifer og Enevanker, siger de ... Kanske har han havt en eller anden Kjærlighedssorg, Du?” ...
Merete saa lynsnart op ...
Hun blev staaende med Brættet og stirre ind i Tanken.
Det gik saa ondt igjennem hende, — var som en Væg var faldt ud, — blev saa glansløst alt i Salen —
Hun vak ved, at Marianne mysede paa hende. Det var som Søsterens smaa Øine saa og forskede ...
... Og der stod Christiane Gjedde smal og høi, et halvt Hoved over de andre, i blaat og glattede og trak som selvbevidst Hovedstadsdame de lange Silkehansker opover Albuen, — parat til Øieblikket, da hun skulde aabne Ballet med Husets Søn.
Nu ansloges Klaveret, og med en vis varsom Stivhed gik man Polonaisen, endnu lidt hede og beklemte med Balfeberen i Blodet, — indtil Sankowitz afløste den med en fyrig Vals, og Par efter Par løste sig ud af Klyngerne, saa Gulvet fyldtes helt som en vuggende Ring, — Bygdens Julegjæster i sine mere eller mindre Pligtdanse med de forskjellige Familiers Damer.
Fruen stod og tog sit Overblik. Hun havde jo formanet Kvigstad og Schmidt og Augustinusen til at tage sig af alle de Damer, som blev siddende over. Men Rein! — det viste sig at høre til hans mange Hensynsløsheder der i Huset, at han ikke engang behagede at danse, skjønt han sikkerlig kunde. Han lod dog ellers til at gjøre nogen Nytte alligevel ved at flytte sig fra én til en anden af de ældre Damer ... Hm, — Fruen huskede nok Komplimenten, hun engang fik af ham: — „Det er egentlig bare de gamle, som interesserer mig,” sa han, — „de har levet, og de kan sige Besked!” —
Sorenskriveren saas, ret som det var, henne ved Klaveret, — spillede snart selv en eller anden klingende gammel Dansestump, som satte Fart i Salen, snart proponerede han en for Sankowitz.
Han stod deroppe og saa til ...
Kvigstad gjorde jo rent Opsigt iaften, — dansede aldeles udmærket — havde vel sin Øvelse fra alle Bygdebryllupperne. Han var ikke blyg for at engagere heller ... Saamæn nu den nydelige Valeria Bornemann, som var i Besøg hos Majorens, — førte og svingede hende fremover og modsat paa Gulvet med en Verv, som! ... Paafaldende nok nu igjen ligesom cirklende og figurerende om Alida, som førte op Tyrolervalsen med Groth. Der var ellers noget underlig voldsomt i den Karen, — næsten, som han kunde ha drukket ... Men se, hvor belevent beæret han fører sin Dame til Plads ... Var jo adskillig prætentiøst dette af en kun Husets Kontorist; men, naar det udførtes saa pokkers smukt! — —
Der dreiede sig og bølgede i Dansen Damehoder med Haaret snoet og buklet i Top over Issen, støttet af høie Nakkekamme.
Ballet var nu saa at sige danset ind. Der var kommet Liv og Farve i Ansigterne ... Hjerterne bankede, og Slør af Drømme vimrede for Øinene. —
Langs Væggene gik Passiaren livligt, medens Dans fulgte paa Dans.
Men nu kom Marianne og Alida og bøiede sig over Moderen og meldte, at der var anrettet.
Og til de Unges Kjede, men de Ældres desto større Glæde skulde der afbrydes for at gaa ned til Aftensbordet —
Det var som første Del af en spændende Roman, hvis Fortsættelse ventedes. —
— Nede i Storstuen ved det store, overdaadig besatte Hesteskobord saavelsom ved det temmelig vidtløftige Anneks gik det snart lystigt til.
Taler holdtes og Skaaler udbragtes under stigende „Konsumption” og Stemning, og de faste Selskabssange fulgte.
Medens Inger Stuepige og et Par andre bragte ind Bræt efter Bræt med Anretninger fra Kjøkkenet, opvartede Husets Døttre ved Bordet, — bød og spøgte og nødte, — anbefalede gjennem Snakkets Sus og Larm Kaptein Buchwaldt, som var en Lækkermund, de delikateste Stykker, valgte ud for gamle Prosten og klinkede og drak med én her og én der, — idet
„Jula gaar
og saa vi faar
igjen det gamle Gnaget!”
surrede og sang om Ørene — —.
— Som Marianne kom hen for at indtage sin Plads ved „Annekset” for en liden Stund, sa hun spøgende til Rein:
„Véd De, at De gjør Erobringer iaften? — Fru Paus og Majorens Frue gaar om og er rent begeistret for Dem, ... gratulerer Mor med vor hyggelige ny Fuldmægtig ... Jeg tænker paa,” — kom det sagte, — „hvad De maa være for en mangfoldig Sjæl, — rigtig én som kan bry ens Hode. — — Ja jeg bekjender, jeg har grublet paa Dem” ...
„Men De synes, Ankeret altid falder ned i Mudderet,” lo Rein.
„Er det ikke Aalen, som gaar der, De?” raillerede Marianne igjen, — „som man aldrig kan faa Tag i ... Iaften har De jo ogsaa vidst at snige Dem undaf at danse, endda jeg er vis paa, De er en baade øvet og prøvet Balkavaler.”
„Hvoraf véd nu De det, Jomfru?”
„Aa, man behøver blot at se Dem gaa over Gulvet og sætte Dem ned for at passiare med nogen for at vide det. — — Ja, nu griber De mig nok igjen i en Bommert. De mener kanske, jeg sidder her og opmaner Dem til Pligtdanse med Husets Døttre?” sa hun leende ... „Aa—aa, De er farlig! — ikke der, hvor man tror Dem” —
„Jeg skal sige Dem, Jomfru Marianne,” smilte Rein, — „der stikker to forskjellige Dyr i os. — I Dem er det Kat, og i mig er det Hund, — og saa begriber man,” — han gjorde en egen Gestus.
„Høist galant!”
„Men saa lader det sig vel gjøre,” — han løftede elskværdigt Glasset, — „at leve under samme Tag i Erkjendelse af hinandens forskjellige Naturer — om end med en liden Hvæsen engang imellem.”
„Som Ajax og Miss, mener De?” lød Spøgen noget stivnende, idet hun nikkede og gik hen og tog sig af Vincremen, som Inger stod der raadløs med.
— Man sang og drak, flyttede og dreiede Stolene halvt fra Bordet til Passiar, og forlod sine Pladse for at møde hverandres Hjertelighed med Glasset i Haand paa Gulvet ...
Eufemia lod sig nu ved Desserten omringe og opvarte af hele tre Kavalerer, som holdt paa at danne en noget besværlig Hale efter hende, naar hun af og til maatte hen og tage sig af det huslige.
Og der satte Barbara sig ned ... Nu maatte rigtig hun ogsaa faa sig lidt af alle de gode Ting, medens de andre begyndte at bryde op og fortrække ovenpaa.
„De maa ha lidt af den Gaasen i hvid Sauce, De ogsaa, Henschien, — den indestaar jeg for,” sa hun tyggende og forsynede husmoderligt hans Tallerken. — „Vi kan gjerne sidde her i Ro og spise en Stund; jeg er saamæn lige glad, om det gaar over en Dans eller to —”
Hun trak Stolen til sig for Strømmen af dem, som begav sig ovenpaa, og gjorde sig det hyggeligt ...
Majoren og Kaptein Buchwaldt sad endnu igjen derhenne med vendte Stole og disputerede om Haxthausens Forræderi i 1814 — — —
Merete havde gaat halvt fraværende den hele Aften, — havde ikke faat ud af Hodet Johanne Sommerfeldts Yttring: Kanske havde han havt en Kjærlighedssorg? ...
Det gik i hende alt, hvad Rein havde sagt: — „Aldrig havde han havt nogen at snakke med, og aldrig fik han det heller!”
Og meget — meget andet underligt, som hun trak frem og huskede op igjen ...
Altid med dette halv bittre, halv sorgfulde Udtryk.
— Og der stod han pludselig ude i Gangen næsten, som han ventede, — og saa saa underlig paa hende!
Hjertet bankede og hamrede med ét saa svimmelt ...
Aa Gud, om det alligevel var ...
Han tog begge hendes Hænder og holdt hende ud for sig —
„Hvor velsignet De ser ud iaften, Merete, — saadan besynderlig tanketynget ... Jeg har fulgt Dem hele Tiden ...
Det er noget for en tørstig Sjæl at nippe til Livet, De!” lød det vemodig. — „Man indbilder sig ... Man indbilder sig ... Menneskene drømmer jo ...
Vil De lægge den lille hvide Haand et Øieblik paa min Pande, Jomfru Merete,” — udbrød han pludselig lidenskabelig, som de stod der i Halvdunkelheden, — „saa vil jeg kjende den hele mit Liv! ... Der er mere Lykke i Deres ene lette Sko end —. Og jeg er saa fattig, — saa fattig” — —
Idet nu Majoren og Kapteinen avancerede høitsnakkende ud i Gangen, afbrød han: —
„Ja nu maa Prinsessen op til sit eget Rige!” ...
— — Inde i Salen steg Sorenskriveren nu lidt rødplettet i Panden over Gulvet med humørlette Skridt.
„Vi maa ha Menuet, Sankowitz!” lød det ildigt.
„Menuet! Menuet!” raabte han. „Jeg skal lede den. Og nu maa jeg laane Alida, Groth, — hun kan ...”
Og fra Klaveret strømmede Menuetten stemningsfyldt under Sankowitz’s Haand.
Man ordnede sig Par ved Par.
Og høitidelig stigende figurerede man efter Musiken mod hinanden, hævende og sænkende sig med elastiske udsøgte Trin, bøiende og neiende med udbredte Kjoler, førende sin Person efter Dansens Rythme ind i Illusionens Verden.
Øverst i de bølgende Rækker Sorenskriveren med det høie, hvide Halsbind og den blinkende Naal i Kalvekrydset nedover Vesten.
Og Alidas og Mariannes ranke, velformede Skikkelser i blaa og røde Silkekjoler med sorte à la grec Border nedenom, Pufærmer og Beltespænden høit under Barmen. Blødt faldt de ned mod Fødderne, saa Anklerne med de høihælede spidse Sko og Korsbaandene kom tilsyne.
Fruen, Prostinden og Fru Majoren saa sine unge Dages minderige Silke- og Stadskjoler svinge og folde sig i den ny Slægt, hvor nok Hjerterne bankede ligedan, om end Sproget faldt noget anderledes.
Husets yngre Døttre, — som Ungdommen ellers — bevægede sig i lette lysfarvede Mousseliner ...
— Merete gik som i en høitidsfuld Drøm —. Det var, som Musiken bar hendes Oplevelser iaften, — tonte dem ud ...
Hun følte Reins Blik paa sig, brændende — fangende ...
I Døraabningen ind til Tobaksrøgen og Spillebordene stak Prostens og Majorens og gamle Prokurator Poppes og Fogdens mere og mindre skaldede graa og hvide Hoder frem. De havde kastet Kortene, da de hørte Sankowitz intonere Menuetten, og gamle Erindringer svævede for en og anden af dem.
Og nu, den var forbi, brød han ind med en feiende Feier!
Og saa maatte Prosten, Majoren, Scholdager, Prokuratoren, Fogden og de andre med, førende Værtinden, Prostinden, Majorinden, Fogdinden og Fruerne til Dans — op og ned, Par om Par i Rækken, med „Kjede” efter.
Saa fulgte Fandango, Kvadrille, Bøhmervals med Klappen i Hænderne, Engelskdans, Varsovienne og Kehraus —
Og først komne igang, holdt de gamle sig ihærdigt paa Gulvet, medens Fruens røde „Bisp” og Sorenskriverens berømte enestaaende Punsch flittig bødes om. — —
— Senere udpaa Natten sad saa de unge, to og to, som havde fundet hinanden, sammen i Kotillonen rundt om i Salen, medens Turene vekslede paa mangfoldig Vis, førte dem frem paa Gulvet og atter og atter sammen.
Her dominerede Jess og Christiane Gjedde med ny Inventioner fra Hovedstadens Baller!
Her straalede Eufemia midt paa Gulvet i Blomsterturen med den brede, undersætsige bebrillede Gaarder og den høie, tyndhaarede Nergaard foran sig, — lod med dronninglig Mine den første faa Ringen, den anden Blomsten, medens Kadetten hos Paus paa Fossum kun opnaade Lommetørklædet. Hun saa i den ene en vordende Professor, i den anden en Justitiarius i Høiesteret eller endog Statsraad.
Her inklinerede Damerne for Herrerne i den omvendte Verden.
Og Marianne for Groth ... Hun blev efter Dansen siddende med ham, medens Alida var optaget, — og fordybede sig i en interesseret Passiar om de paatænkte ny Ovnsfaçoner og Støbninger, som nu skulde udgaa fra Værket, og andre af hans Fremtidsplaner.
— Ved Klaveret sad nu Sankowitz henad Morgensiden fremdeles utrættelig spillende, — nu og da fornyende sin drømmeagtige, halvt og helt hen i Søvne nikkende Tilstand ved et mekanisk Greb til det stadig paafyldte Glas. Han vak kun op, hvergang der klappedes til en ny Tur og raabtes paa Vals eller Skotsk.
Og nede i Salshjørnet knækkede Jomfru Bie det ene fordækte Gisp efter det andet, faldt sammen og rettede sig igjen atter og atter. Ved Mariannes Forsorg havde hun faat sine tre, fire Svingom i Kotillonen, og nu havde hun ogsaa Bevidstheden om at have pumpet Jomfru Møgeltønder hos Scholdagers for hendes Viden ...
Hun rettede sig med et energisk Ryk og en pludselig livlig Mine, da det duftende Kaffebræt kom seilende paaskjøns ind af Døren, efterfulgt af Julebrød og Kager — og saa nok et Bræt med Følge den modsatte Vei i Salen.
Det var en sidste Gjenopblussen!
— Og nu, Kaffen var drukket, baade én og to Kopper, skred Fru Paus — de havde længst Vei, — over Gulvet til Kaja og Letta og betydede dem, at nu maatte der sluttes, Klokken var alt seks, og de vilde ikke være hjemme paa Fossum før ni.
Der svaredes kun med stumme bønlige Miner og Sideblik hen til Dansen, som endnu gik i forvaaget Gjænge efter Sankowitz’s ustanselige, om end noget mattere Toner.
Men nu greb Prostinden ind og var in persona henne hos de opførende ... Jess maatte klappe af og slutte Kotillonen ... Ikke sandt, Frøken Gjedde, I derinde i Byen er ikke vant til at slutte Baller paa denne Tid af Døgnet? spøgte hun.
Maanen sendte et svagt Skjær paa Sneen derude, og Slæderne kjørte klingrende op til Trappen, den ene efter den anden, med livlige Raab og Varskoer fra Kjøregutterne, som nede i Drengestuen havde nydt sit rigelige Juletraktement og nu sidst faat sig en Morgendram til Afreisen.
Værelserne var fyldte af reiseklædte Skikkelser og Dørene paa vid Væg.
Medens Herrerne ventede paa sine forskjellige Damers Omklædning og endelige Indpakning, maatte de jo ind i Spisestuen og faa sig en Reisesup og snakke og komme med sine sidste Hjerteudgydelser.
Bleg, ustø paa Foden og hæs i Stemmen, sprudlede Kvigstad med allehaande vittige og nærgaaende Bemærkninger ...
„Nu har man drukket sin Samvittighed ned mindst for tre Døgn,” — klinkede han uforskammet gemytlig med Prokurator Poppe, — „og kan da sove ifred uden de forbandede Røster i Væggen, — hvad Prokurator?”
... Da Kaja Paus stak Kysehodet ind og vinkede til Kjæresten, den lille skjævbenede Sagbrugsfuldmægtig paa Oppegaard, hentydede han lydt nok ... „Naar Dig nogen Karper byder, og Du faar kun tørre Jyder” — —
Pludselig mødte han Alidas alvorlige Blik hen paa sig.
Han satte sit netop fyldte Glas resolut ned ...
„Nei nei, — ikke drikke mere ... Undskyld ... Undskyld, Jomfru Alida. — Men, naar der er traadt og danset paa en Mand den hele Nat” ... stottede han. —
— — Det begyndte alt at graalysne af Dag, da den sidste Dombjelde raslede ud af Porten.
Der var turet og turedes fremdeles Jul, saa det længst var gaat Sur i Almanaken for Gaarder. Han maatte tage Tidemærker efter Middage og Baller, sa han, og glemte rent at trække op Uhret, naar han saadan arriverede hjem paa lyse Morgensiden.
Gjæstfrihedens Døre og Sluser var aabnede, og dens Overflødigheds Fylde havde været prøvet snart nu i hver Familie Bygden rundt, — Middage med slagne og faldne, der sang og talte til sidste Aandedræt. Og det hændte jo den ene og den anden af Jesses Venner fra Hovedstaden, at de ikke huskede, hvordan de var skiltes fra det og det Middagslag, før de vaagnede paa Isen ved Stjerneskin i Bredslæden eller i Gjæstesengen paa Vangen.
Trettende Dag Jul — Helligtrekonger, — havde næsten sneget sig paa dem; — Tyvende Dag var Julen forbi og skulde der reises.
Det knappe Dagetal manede, og det saa længe omtalte Besøg til Tante Ra kunde ikke længere opsættes.
Imorges var Jess kommet ned i Stuen iført et gammelt Fiskebensskjørt med „Knæk” i, som han havde draget frem af et Skab oppe paa Mørkloftet. Han havde fundet paa, at man skulde aflægge Tante Ra Besøget i Skikkelse af „Julebukke”.
Og Visergutten sendtes afsted med Meldebrev, at et „velfornemme Herskab agtede at gjøre hende sin Kompliment” i Eftermiddag.
Der blev en Søgen og Leden og Roden om i Skuffer og Skabe og i hensatte Kister og Kufferter oppe paa Loftet for at finde frem allehaande gamle Plag og Dragter.
Det var en hel støvet Affære; men ikke uden sin Belønning.
Ud paa Dagen vandrede man i høist forskjellige Antræk, — Groth i rød dansk Kavalleri-Oberstuniform med høie Støvler og Sabel og malet Paryk med Knude i Nakken. Nergaard i Knæbukser og Spændesko, Kalvekryds og Kjole fra Revolutionstiden à la Robespierre. Gaarder som den berømte Røver, Rinaldo Rinaldini, formummet under Kappe, Skjæg og bredskygget Hat.
Henschien og Schmidt repræsenterende det gamle og det ny Aar, — den første helt over bedækket med et Graaskjæg af Lav og Mose, den anden i ung rødmusset Maske med en lang nysgjerrig Snabel.
Jess optraadte som Bygdens velbestaltede „Stodderkonge” i gammel fodsid, blankknappet Frakke, høi embedsmæssig Stok og stiv Hat bag over Nakken. Og Rein, som Bygdefeieren helt i sort med Stige, Sopelime og Skrabe paa Skulderen.
Damerne i mere og mindre høie puddrede Stryparykker, lange spidse Liv og Fiskebensskjørter fra Bedstemors Tid, eller i Adrienner og svære Hoftepuder.
Kvigstad havde ikke været hjemme paa Vangen helt siden Ballet femte Juledag. Man vidste saa godt, at han havde slaat sig løs igjen og tat sig en Rid med Turing og Rangel ude paa Bygden. —
Noget over Middag drog saa Kavalkaden afsted, — Groth styrende Marianne i sin Spidsslæde med den vælige Sorte foran ... Under hans Haand var hun sikker. Bevare hende for at kjøres af nogen af Byherrerne! ...
Alida havde bestemt sig til at blive hjemme idag og musicere med Far. Nu, Sankowitz var reist, var der blevet lidt magert med Musiken for ham under al Juleturingen.
Sankowitz havde udtalt, at denne Tid paa Vangen var svundet som en „selig Traum”. Han forlod Huset fuldt opklædt med hvad dels Sorenskriveren, dels Jess kunde præstere. Og sidste Morgen havde han oppe paa Soveværelset hos Sorenskriveren, som vanlig, modtaget en Sum, man vidste aldrig hvormeget.
Jess og Christiane klingrede afsted i én Bredslæde og Gaarder og Eufemia i en næste, medens det øvrige Selskab, seks i Tallet, under Latter og Lystighed installerede sig i den store firesædede Sluffe ...
Rein tog sig ud som en slig spænstig freidig Feier, som han kom henad Sneveien ...
Og saa var det jo Stigen og Sopelimen, som der ogsaa skulde skaffes Rum for; — og blot Jomfru Merete, — der mindst var halvten saa smal som Barbara med hendes Hoftepuder, — som kunde ta Pladsen ved Siden af ham, paastod Rein.
— Alida stod fortænkt i Gangvinduet ovenpaa og saa efter Slædetoget. Ansigtet blev mere og mere sammenbidt haardt.
Hun stod der endnu mekanisk aandende Frosten af Ruden, efterat Slæderne længst var ude af Syne.
— Sorenskriveren havde fundet Eftermiddagens Stilhed og Uoptagethed af Gjæstereren bekvem til at gjenoptage lidt af sine Hverdagsinteresser, Gaardsbruget. Han gik smaanynnende med et Halmstraa i Munden, keg ind i Stald og Fjøs, i Ved- og Vognskjul og faldt i dybe Overveielser med Lars Gaardsgut om at faa kjørt det hugne Tømmer fra Skogen ned til Oppegaardssagen. Det gjaldt om at nytte det gode Føre, straks de havde Tyvendedagen og Julen bag sig.
I Stuen havde Fruen sat sig hen i Lænestolen med en af Walter Scotts Romaner opstillet foran sig paa Bordet og et Lys ved Siden. Hun vendte af og til Bladet med Staalpinden, medens hun læste og strikkede og Alida spillede i Mørket henne ved Klaveret.
Nu hørtes Sorenskriveren ude i Gangen, og Alida tændte Klaverlysene.
„Pyih, — Du Alida!” gned han Kulden af Hænderne, — „godt saadan en rolig Eftermiddag ... Du spillede „Oberon”! ... Man hører det enkle Horn tvertigjennem Omsætningen ... Mange gamle vakkre Melodier er visselig oprindelig komponeret for Horn, — blæst paa Jagt eller ud fra Borgmurene ... Hos os har vi nu ikke det glade Horn, men den dybe tunge Lur til Grundlyd. — Jeg mener, vi tar lidt af Oberon jeg —”
Og det ene Nodeblad vendtes efter det andet udover Aftenen. Det var, saavidt Sorenskriveren lagde Fiolinen fra sig, medens han skyllede Theen ned.
... Alida stansede pludselig i Spillet, som hun vak —
„Det er Kvigstad, som ber om at faa tale med Skriveren,” meldtes det fra Døren.
„Kvigstad!” — udbrød Sorenskriveren, han drog to, tre Pust ... „Hu—uh, — nu skal jeg ud og formane og sige den Mand alt det, han véd bedre end jeg.”
Alida havde hastig reist sig fra Klaveret og stod og holdt i Stoleryggen, som spændt og halvt lyttende, medens Faderen var ude. —
— „Pokkers Fyr!” kom Sorenskriveren noget efter ind; — „han frister ordentlig de vrede Guder! Efterat ha sviret tilstrækkelig, indfinder han sig præcis paa Trettendedagen og vil revidere Kontoret, ha alle Nytaarsopgjørene med Lensmændene færdige til Tyvendedagen og saa videre og saa videre af Mirakler ...”
Alida forsvandt skyndsomt.
— Kvigstad var alt kommet ud paa Trappen for atter at indtage sin vanlige Plads over i Kontorbygningen, da Gangdøren paa ny gik op bag ham ...
„Kvigstad!” kaldte det sagte.
Han vendte sig rask, — det var Alidas Stemme.
„Kvigstad!” kaldte det igjen. Og Alida stod med Øinene tæt ind til hans Ansigt i Mørket —
„Jeg — jeg tror paa Deres Mirakler!” lød det lidenskabelig hviskende.
„Jomfru Alida!” ...
Kvigstad slog ud med Armene, som han vil værge sig for at svingle ned ad Trinet —
„Nei, nei, lad mig forstaa Dem. — De — De taler om Kontoret ja —. Jo, jeg skal forbedre mig.”
„Nei, Kvigstad, — det er mig, som venter paa — — Miraklet!” kom det næsten lydløst, før hun blindt voldsomt rev op Gadedøren og flygtede ind.
— — Senaftes meldte Dombjelderne Selskabets Tilbagekomst, og Reisetøiet kom af under høirøstet Latter og Snakken ...
Jess var i fortumlet Perlehumør og gjorde to Gange Attentat paa at bære Christiane fra Slæden op ad Trapperne, før han halvt løftende geleidede hende i Reisekaaben og Sokkerne. Han havde i sin Lyksalighed nær friet til hende i Slæden. Han var blet kaldt ind i Soveværelset til en fortrolig Konference med Tante Ra, som havde udtalt sig om, hvor let Veien laa for ham med hans indtagende Væsen, hans Evner og stærke Familieforbindelser, — naar han blot vilde bestemme sig til den lille Kraftanstrengelse at ta Eksamen! Hun havde derhos indstændig paalagt ham at gaa op til Oberst Gjeddes med hendes Hilsen og sige dem, hvor helt charmeret hun var i deres Datter Christiane, — hvilken Dame hun var, og hvilket fint taktfuldt Væsen.
Men Summen af det hele blev en Hundrededalerseddel til at ordne sin formodede Gjæld med og „komme i Gjænge igjen”.
... Idetheletaget havde Tante Ra været ret i sit gode Hjørne, helt opstemt af det høifornemme Besøg, — hun havde interesseret undersøgt og gjenkjendt de forskjellige Klædningsstykker — det var fra Bedstemor Reichwein og det endog fra en Oldemor — —.
Christiane havde med engang vundet hendes høieste Egard, — saa hun endog lod hende forevise sig i den safrangule Kjole, hun havde baaret, dengang hun fulgte sin Mand, Præsidenten, til Kroningen ...
Derunder havde hun Gang efter Gang hidsig knebet Marianne i Armen og hvisket: — „Dette er jo rigtig noget for Jess, Du ... Med hende vilde han være i Orden og Gjænge, — og midt i alt, hvad Landet kan byde af Udsigter og Fremtid!” ...
Bie havde disket op med det overflødigste Juletraktement, og det var blevet sent, inden de igjen sad i Slæderne ...
— I sin røde Oberstuniform stod nu Groth og hjalp Marianne af med Kaaben; — hun begreb næsten ikke, at de alt var herhjemme igjen! De havde rent passiaret bort Tiden, — fandt hun, som hun gjorde et høitideligt Godnat-Kniks i Stil med Kostumet.
Henne i Gangens Dunkelhed hjalp Barbara i Adrienne og med Hoftepuderne det mødige „gamle Aar” af med Moseskjægget og Lavet, hvis Overflødighed hun saa overgav til Vedkassen inde i Stuen.
Tidlig imorges, længe før Daggry, var Julegjæsterne draget afsted i Frost og paa klingrende Føre.
Der var sørget rigelig for Niste, — Reisevædsken forsynet med allehaande delikat paalagte Smørrebrød, og Lommelærkerne fyldte med Akevit, Pirkum og Malurtbrændevin. Selvsagt fulgte Foræringer med til Oberst Gjeddes saavelsom til Jesses Værtsfolk, bestaaende af stolte Myse- og Gammeloste.
Afskeden gik for sig halvt med Graad, halvt med Spøg og Latter, indtil alle var godt og vel indpakkede, og Lars, som var i Spidsen, smeldte paa Storebrunen.
Nu stod de der alle og saa og lyttede, indtil den sidste Lyd af Dombjelderne var forsvundet — —
— „Ja nu har man levet med i Hvirvelen,” sa Rein til Merete ... „Og nu faar man passe sig, saa det ikke blir en Heksedans,” kom det mørkt.
„Og jeg glæder, glæder mig til Hverdagene og hver Dag!” udbrød Merete overstrømmende.
„Ja, — det maa være slut!” — mumlede han for sig selv ... „Smaajomfruers Lykke og Glæde maa ikke forstyrres” — —
„Jeg er ingen saadan Smaajomfru, som vil lege og danse,” afviste hun heftig.
„Nei nei, det er det, just det — jeg ser” ... sa han hen for sig ...
„Stakkars Dem, Merete, som har faat mig til Ven!” — —
— — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
— — — Hverdagen med Striskjorten og Havrelefsen, som det hed, skulde igjen begynde.
Det sene Frokostbord med Sylten, Skinken, den kolde Fugl og de forskjellige Retter rundt om paa Asjetterne og Øllet og Drammen var idag inddraget, og det vanlige Kaffebræt med Smørrebrød havde igjen ved Ottetiden vist sig oppe paa Værelserne.
Schmidt havde gjenoptaget sine Funktioner som Yngstemand ved at rense og fylde Blækhusene. I det ydre Kontor skrabede Fjerpennene og knirkede Kontorkrakkene.
Det var som en Begyndelsens Høitidelighed med en eller anden Kræmten i Stilheden.
— Ved Ellevetiden vandrede Sorenskriveren betænkt op og ned ad Gulvet paa det indre Kontor.
Der var sandelig hændt, indtruffet artige Ting. Det kom saa at sige Stød paa Stød.
Straks imorges havde Rein meddelt ham, at uforudsete Efterretninger nødte ham til saa hastig som blot gjørligt at opgive sin Post som hans Fuldmægtig.
Saa uheldig som blot muligt, — netop, som han kunde siges nogenlunde at have sat sig ind i Kontorets Forholde! — Og nu igjen en ny findes og indøves! —
Og saa var da Henschien kommet ind stille og varsomt, — havde set ned i Gulvet med en sagte Vuggen paa Hodet og draget Pusten tungt, før han rykkede ud med Sproget. Med Munden klemt energisk sammen, saa Kjæverne blev større og Huden dunkelrød ind i Skjægget, kom det endelig: — at nu var han indstillet til Lensmand, og i dybeste Ærbødighed vovede han at anholde om Sorenskriverens og Fruens Samtykke til, at deres Pleiedatter, Jomfru Barbara blev hans Hustru. I hans Stilling og Alder, nær de femti, kunde det synes, som han stilede noget høit; — men Hjertets Sprog — —
... „Haardt ... Noget som naturstridigt” ... mumlede Sorenskriveren og stansede atter og atter med et Blik gjennem Ruden ind i Vintergraanet, som vilde han der finde Livets triste Stadfæstelse ... „Saavidt fyldt de tredive og saa kaster hun sig hen i Armene paa en tyve Aar ældre — næsten Særling —
Frygtelig resolut gjort! ...
... Tror tilslut Tante Ra faar Ret,” — han hev sig oprørt ned i Skindstolen. — „Blir til syvende og sidst min Skyld, som ikke har større Appetit og Ærgjerrighed paa denne Verden ...
Den fordømte Fiolin med dens sataniske Glæde! —
Hellere det ulykkeligste Ægteskab end ugift! har Barbara ment ... Hellere end at lade sin Ungdom visne ... Hellere end — ingenting! — — Alle de rige Muligheder i dette Livs Eventyr, som hun har drømt sig, har hun tilslut faat minket ned, stakkar, til gamle duknakkede, skaldede Henschien! ...
Afslag ... Afslag, — det er Livet.
Naa! — Men dette maa jo Bolette” — —
Det bankede raskt paa Døren.
Ind traadte Kvigstad med en vis nervøs Hast. Det lyse energiske Ansigt bar ligesom noget høistemt, medens et og andet skarpt, hvast Øiekast skjød hen paa Sorenskriveren.
„Opsigelse, Kvigstad!” — ironiserede Sorenskriveren. „De ser ogsaa ud, som De kommer med noget.”
„Ja, jeg har en Bøn til Sorenskriveren og kan kun regne paa Deres gamle — ofte stærkt nok prøvede, — Velvillie,” — fremførte han i en vis Sindsbevægelse. „Sorenskriveren véd, at jeg maatte opgive at læse til norsk juridisk Eksamen efterat ha drevet det i halvandet Aar. Det er nu blevet mig muligt og af yderste Vigtighed at faa tat den Eksamen. Og det er derfor jeg maa anmode om Tilladelse til at forlade Kontoret hastigst ske kan, saasnart Sorenskriveren har faat en Mand i mit Sted.”
„Saa — virkelig? De ogsaa!” udbrast Sorenskriveren.
„Ja — ja, — naturligvis ... Saasnart ske kan ... Det kommer ikke just beleilig. — Henschien skal ogsaa forlade Kontoret, — overta sit Lensmandsombud til Vaaren. Og Rein ogsaa afsted „saasnart ske kan!” — Saa det blir at sætte nyt ind paa alle Kanter ...
Ja—ja, Kvigstad!” nikkede han resigneret. „Saasnart som ske kan. Jeg skriver straks og forhører mig efter Folk.”
Sorenskriveren drev med Fart op og ned paa Gulvet, da Kvigstad var ude af Døren.
„Har man hørt Mage ... Saamæn ordentlig Dosis paa Morgenstunden!
Jah, — jeg har jo saa ofte været paa Randen af at gi Kvigstad en Opsigelse, — saa at sige kun beholdt ham paa Naade, — saa dette burde jo bare være en behagelig Imødekommenhed fra hans Side,” gjorde han sig op med et vist Galgenhumør ...
„Havde jo nærmest tænkt, at han skulde være Kontorets enfant terrible for altid ...
Nu ja, hans Mage i et Knibtag faar man aldrig igjen!” —
— Med disse opmuntrende Aarets Begyndelser begav Sorenskriveren sig over til Hovedbygningen, betænkt paa, om det dennegang dog ikke skulde være hensigtsmæssigt at dele lidt af Verdens Sorger og Glæder med sin Ægtehalvdel.
Derover ordnedes og ryddedes, — skuredes Julen ud, som den var skuret ind. Feiekosten og Sopelimerne stod i Dørkarmene, og Vandbøtten og Vaskekluden regjerede oppe paa de forladte Gjæsteværelser, medens to Husmandskoner var tilkaldt for at sandskure og gnide Salsgulvet. Skabe og Gjemmer havde allerede modtaget det optalte Porcelæn, Glas og Sølvtøi under deres Laase.
Dagligstuen var kommet i sin vante Hverdagsorden, og to Rokke og en Garnvinde havde gjenfundet sine gamle Pladse under Vinduerne.
Fruen sad og beregnede og lagde op farvet Garn over et Kortblad til Mønster for de ny Bomuldsværkener, der skulde i Væven til Kjoler for Sommeren, medens Døttrene kom og gik og lagde sit Besyv med i Bestemmelserne.
Under dette var det Dagens Begivenhed, hvorom der hviskedes mellem dem. — Og hvad nu Far vilde sige —
Søstrene havde jo længe smaalét og stukket paa hinanden i Anledning af Barbaras og Henschiens tiltagende Fortrolighed og Venskab; — men forleden var hun kommet ind i Fadeburet og udtalt sig til Marianne og bedt hende være hendes Midlerske hos Moderen ...
... Det var nu afgjort mellem Henschien og hende, meldte hun. Og til Vaaren vilde hun være Lensmandsmadam henne i Vestdalen. Det var det bedste Ombud i hele Amtet, og ham havde hun jo kjendt helt, siden hun var tretten Aar.
Og bare nu Far og Mor blev fornøiede, — hun var saa spændt, saa spændt!
Da Sorenskriveren saa traadte ind, kastede Fruen et hastigt forskende Blik hen paa ham; men lod sig ikke forstyrre; — vedblev at tælle og vinde op Garn over Kortbladene til de forskjellige Prøver.
Han saa sig om i Stuen paa deres Sysler, om her var noget Indpas at faa for de temmelig stærke Meddelelser, han bar paa.
„Ja” — yttrede Fruen for at sige noget, idet hun rettede sig lidt, — „nu er vi saamæn alt lige inde i Hverdagene igjen, Du Merete, — en pludselig Forandring fra igaar! — Hvad nu dette ny Aar vil bringe” ... kom det lidt efter med et Blik hen mod Sorenskriveren for yderligere at lette ham Broen. „Der kan jo hænde saa mangt” —
„Hvor er Barbara, Alida?” — spurgte saa Sorenskriveren; Stemmen vibrerede af Tilnærmelse. „Jeg har noget at tale med hende om, — noget vigtigt!”
„Barbara er paa Staburet og lægger op Niste til Lars, som skal kjøre Tømmer,” oplyste Fruen. „Hun er vist straks færdig.”
„Se her, hvad vi finder oppe paa Gjæsteværelset efter Nergaard,” kom Marianne ind. — „Se — og beundre, Eufemia! — de udsøgte Tøfler, som han har glemt ... Kulørt Silkefoder og broderede Sommerfugle, — rigtig noget finfint som Nergaard selv!”
Man tog Tøflerne i Betragtning —
„En snil, hyggelig, af sit eget selv ømfindtlig optaget Herre!” smaalo Fruen. „Hold Dig heller til Gaarder, Du Eufemia,” spøgte hun. „Der er Stof til en Mand! — En, som ikke gaar afveien for Smaapirk og Saarhed ...”
„Hu—um” — kræmtede Sorenskriveren. Ansigtet blev stramt lukket, og der kom noget stumt forbittret i Blikket.
„Det var Barbara” ... mindede han lidt hæst. „Naa, der kommer hun.”
Han vinkede hastig gjennem Vinduet til hende.
„Ja, min kjære Barbara!” — lød det, da hun kom ind, alt taareblank i Bevidstheden om, hvad der forestod. „Det er jo en stor Efterretning, jeg har faat idag. — Henschien ber om din Haand, og det lader, som Du har bestemt Dig. — Jeg har lært at skatte ham som en grundhæderlig og bra Mand, — og, naar Du saa har Godhed for ham, saa —. Du vil sandelig ikke gjøre nogen ulykkelig, min kjære Barbara!” — tillagde han i en egen Tone.
„Og allerede til Vaaren vil han sætte Hus ...
Ja, Udstyret,” — sa han med et betydende Blik henover mod Fruens Kant — „det henhører under det kvindelige Departement og faar der afgjøres. Af mig faar Du en Bankbog paa otte hundrede Specier. Det er din tiltænkte Arv. Og saa véd Du, at jeg altid vil følge Dig og hjælpe og støtte Dig, om det behøves.”
Han klappede Barbara mildt paa Skulderen ...
„Ja, mit Barn, — jeg maa nu over og skrive et Par Breve, som straks skal gaa med Ekspres til Postaabneriet. Foruden Henschien har idag ogsaa baade Rein og Kvigstad, — som vil ta sin Eksamen, — meddelt mig, at de af hver sine Grunde er nødt til at forlade Kontoret, saa jeg kommer til at arbeide med helt nyt Personale.”
Fruen rykkede til, og holdt paa at udbryde i noget; men tog sig.
Alida gjorde en pludselig Bevægelse, saa Garnvinden væltede, — og Marianne sendte et skarpt speidende Blik hen paa Merete, som med ét blev saa gusten graa —
Sorenskriveren begav sig over til Kontoret igjen ...
En Mand ... mumlede han — En Mand ... Bolettes brutale Maal paa Menneskene! ...
Rein trak op og fordybede sig om Eftermiddagen atter og atter i en liden hastig sammenlagt Brevlap, hvis Oblat var tiltrykket med et Fingerbølle, og som Merete i Forbiskyndende havde stukket ham i Haanden. „Læs!” — havde hun hvisket med et næsten bydende Alvor. Der stod:
„Reis ikke — reis ikke, Rein —. Far kan ikke miste Dem. — De maa ikke ... Skal jeg nu ha ingen — ingenting mere i Verden at tænke paa, da blir det nok, som De sa imorges, „stakkars mig, som har faat Dem til Ven!””
Senere drog han ud en Tur i Kulden og Frosten.
Han saa ikke Blyantskriften længere; men vidste, hvad der stod og indbildte sig, at han læste Ordene om igjen og om igjen.