Dyre Rein/3
III.
HØST.
De gik med betænkte urolige Ansigter, Jomfruerne paa Vangen nu, de ventede Faderen og Kontoristerne hjem.
Sorenskriveren, Fuldmægtigen og Kontorets ganske Besætning havde været paa Høstthingene, der holdtes opover Dalens ni forskjellige Thinglage flere Dage paa hvert Sted.
Gjennem disse henved fire Uger havde kun Spindesiden været hjemme; men Tiden dennegang blev ikke som ellers nyttet til huslige Arbeider ... Der blev ikke holdt nogen Fjerrensning oppe paa Blaakammeret med Lagener om sig, og Mund og Næse fulde af Dunfnug til langt ned i Halsen. Aarets samlede Fjer og Dun til Puder og Dyner forblev i deres Sække og Kurve .
Vævstoler fik staa med Lærred, Dreiler og Uldtøi ufærdige. Reparationer af Overtøi og Pelsværk for Vinteren var udsat, og alskens Maling og Hvidten af Døre og Lofter rent ud opgit for iaar. Alt det udvendige Stel med Gaarden og alt fra Sæteren hjemkommet fik Marianne ta helt om Haand, styre paa bedste Maade med Regnskab og Tal, — bare spørge Fruen saa lidt som muligt!
Fru Orning havde havt sin og Døttrenes Tid og Omsorg helt og til Overmaal optaget.
Alt, hvad Vangen Gaard og Husmandspladse eiede af mandlig og kvindelig Arbeidskraft og dertil saa mange Leiefolk, som blot kunde overkommes, var samme Dag, Sorenskriveren reiste, opbudt for at faa anlagt den saalænge paatænkte ny Have med Park, saa det hele kunde være fuldendt og færdigt, til de kom hjem fra Thingreisen.
Fra den tidlige Morgen, til Mørket faldt paa, havde Fruen staat med Maalestang og Snor, varm og hed i Solen og dyngsidvaad i Regn, og stukket ud og maalet og ført Tilsyn, medens Jorden blev opbrudt med Hakke og Spade og tillagt med Gjødning.
Der grundlagdes vidtløftige Græsplæner med Klynger af Trær, sat ud fra Planteskolen og her og der indlagte Blomsterbeder.
Rabatter med Buskvækster og Roser kantede med Aurikler og Perleblomster radede sig nedefter Anlægget. Stiklinger til Bærhækker og Frugttræer i tilvokset Størrelse var sat ud i rigelige Mængder, Planteskolen — Fruens store, mangeaarige Reserve — tømt til sidste Spire!
Den gamle Dam, som havde ligget tilgroet med Grønske, blev helt oprenset; det lille Springvand med Tappen i sat igang, og Veien om det skyflet og paafyldt med Grus.
Nede ved Lunden og Elven havde Økserne ryddet til Park, idet der arrangeredes Lysthuse og opsattes Bænke her og der imellem Trægrupperne.
Alt fra første Dag havde to af Bygdens Snekkere været sat i Arbeide med at tilskjære og fæstne de høie Lægter, som skulde danne Stakittet, og som blev kjørt, Læs paa Læs, ind paa Gaarden fra det privilegerede Sagbrug søndenfor.
— Idag, Sorenskriveren ventedes hjem, var snart den ene, snart den anden af Søstrene oppe paa Udkig i noget af Salsvinduerne og speidede ud i den taagede Eftermiddag ...
De saa betænkelige paa hinanden ... Hvordan vilde Far ta dette? — Saa afgjort, som han altid havde været mod den Haven!
Nedenfra gjenlød Luften af idelige korte, rappe Hammerslag. De spigrede Spilre efter Spilre ind i det store Havegjærde, der strakte sig nedover — et Stykke endnu ufærdigt og med bare Stolper, — helt, til det forsvandt under Bakken ...
Der kom alt gamle Henschien med Blakken for Karjolen og Overformynderiet i Kisten, der var snøret bagpaa —
Og saa Augustinusen, Schmidt og Kvigstad i en dobbeltsædet Skydskjærre ...
De forsvandt med Vædsker og Oppakning i Kontorbygningen ...
Noget efter, halvt i Skumringen, rullede Sorenskriveren ind paa Gaarden med Fuldmægtig Rein. Han havde ladet sig hente fra sidste Thingsted i egen Vogn.
Som han steg ud, blev han staaende en Stund med Kavaien opbrættet og stirre nedover det af Nyved skinnende Stakitværk.
Munden pressede sig mere og mere sammen ... Han fattede straks det myndige Tiltag, her var gjort, — hvad der var sat igang og fuldført under hans Fravær!
Rød i Ansigtet og uvillig vendte han sig braat og gik lige op paa sit Værelse. —
— Han viste sig ikke før ved Aftensbordet.
Fruen trakterede med fersk Fisk ... Lidt let Mad kunde smage ovenpaa alle Gjødkalvene og Grisestegene, som det nu gjennem en hel Maaned var regaleret med paa alle Thingstederne, mente hun.
Husets Damer bød og sendte om i en vis nervøs Spænding.
„Tag ikke Hodet, Rein,” — vovede Marianne spøgende — „lad det ligge til Fars anden Forsyning. Fiskehoderne er hans Privilegium, maa De vide.”
Sorenskriveren sad stram i Ansigtet og smaaplukkede i Fisken.
„Og hvordan har I havt det paa Thingene. Kortborde med Fogden og Prokuratoren og Præsterne oppe i Bygderne hver Aften vel?” ... henvendte Fruen opover Bordet, medens hun opmærksomt valgte mellem Fiskestykkerne.
„De maa ta Sagen om den ulovlige Tømmerhugst oppe i Almenningen for Dem imorgen den Dag, Rein!” udtalte Sorenskriveren tvert over Fruens Spørgsmaal. — „Den er anmeldt fra Lensmanden alt, før vi reiste paa Thingene.”
„Ja—a,” — sa Henschien betænkt, — „for det Fald, der blir Mulkt eller Bøder for Sønnen paa Graaberget, maa der passes paa, at han ikke faar sin Morsarv taget ud af Overformynderiet. Han er total udeksekveret.”
„Det er nemlig han, Synderen, som er blet hængende i Snaren!” — lagde Kvigstad ud. „Det er en vitterlig Sag, at der hugges og plyndres af hele Bygden oppe i Statsalmenningen.”
„Det kan komme til at skaffe meget Arbeide med Forhører og Vidneførsel, bemærkede Sorenskriveren.
„Her har vi ogsaa havt stort og vidtløftigt Arbeide for os,” faldt Fruen ind, som hun pudsede og rippede op Tanden i et af de to Talglys, der paraderede paa Bordet, — „opspadet og anlagt og faat færdig den saalænge paatænkte Have ... Saa nu skal I bli fri for Plagen af Arbeidsfolk paa Gaarden med den Ting,” spøgte hun.
„Kald ind Vidner imorgen den Dag! — Sæt det igang,” vedblev Sorenskriveren iltert, total overhørende Nyheden om Haven.
„Jeg har indøvet et Par af Mozarts Sonater for Klaver og Fiolin, medens Du har været borte,” prøvede saa Alida efter lidt at bryde den Pause, som var opstaat.
Sorenskriveren kastede et snart halvt Blik henimod Døren til Stuen, hvor Klaveret stod:
„Nei nei, Barn, — jeg er træt, gaar lige tilsengs!”’ ... De var s’gu i Ledtog allesammen ...
Idet han kom forbi Merete, som saa forpint paa ham, strøg han hende let over Haaret og gik med en af Krænkelse lukket Mine ovenpaa —
— — I den kjølige halvmørke Høstaften tog de hjemkomne, efterat have været oppe og hentet sine Piber, hver sine forskjellige Rekognosceringsture inden og udenfor det høie lysende Havegjærde, for, saavidt gjørligt, at indhente en Forestilling om Husets saa brat tilkomne store Nyhed.
Da Damerne efterhaanden kom ud med Sjaler og Tørklæder om sig, blev der Forespørgen og delikat Udfritten.
— „Det maatte være snurrigt at komme til sit Hjem og saa for Eksempel finde et nyt Hus istedetfor det gamle!” — gav Rein noget spydig af sig.
„Ja, tror De, det vilde være en behagelig eller en ubehagelig Overraskelse?” indlod Marianne sig godslig paa Spøgen. „Jeg skal sige Dem, Rein, — Kvindenaturen er som en Silketraad. Det kommer bare an paa, om en Mand forstaar at vikle den om sin Finger. En som De, som vist bestandig véd, hvad De vil” ... fortsatte hun sagtere fortrolig, idet de spadserede hen mod Havegjærdet ...
Dernede stod Barbara og beskrev ivrig, hvordan Anders Husmand og Lars havde spadet op til Aspargessenge, — saa og saa mange Fod dybt, — og, hvor fedt de var gjødet — Lagvis med Jord og Gjødning. Der vilde bli en Mængde Asparges! Men først om tre Aar kunde de stikkes og spises ...
Eufemia drog paa Næsen af Barbaras Gjødselssnak og isolerede sig trækkende Sjalet tæt om sig — —. Det var naturligvis Parkanlægget, som gjorde, at det hele kom op i en større Stil! henkastede hun stramt.
Stedt i Tvilens Vaande nærmede gamle Henschien sig Klyngen og rørte sagte og forsigtig ved Alidas Arm ...
„Dette store Værk er dog vel ikke sket helt og ganske uden Sorenskriverens Befaling, Jomfru?” forhørte han med den mangeaarige Ansattes ængstelige Fortrolighed.
„Kolde ere Kvinderaad! mener De Henschien?” faldt Rein pludselig overlydt ind fra sin Passiar med Marianne ... „En Ægteherre er selvfølgelig lykkelig ved at vandre i den Paradisets Have, som hans Kvinde lager til for ham, — spise af dens Frugter og Næper og Kaalrabi, som det kan falde ...
Pigens Kind er rød og rund,
og Røsten er saa linde.
Æblet vinker sødt en Stund;
men Ormen bor derinde! —”
deklamerede han halv vendt mod Marianne.
De unge Damer trak sig sagtelig undaf. — En ondskabsfuld Grobian, som man fik vogte sig for! ...
De tog sig sine smaa Aftenrunder, — Barbara berettende og orienterende Henschien om det ganske Haveværk. Og Marianne lod sig indhente af Augustinusen og Schmidt, der med stigende Iversyge havde vogtet paa hendes Fortrolighed mod Rein.
Koselig lyttede hun nu til og gik ind paa saa, hvad den ene og saa, hvad den anden havde paa Hjertet fra Reisen, medens Øinene grundende fulgte Rein og mere og mere blev til tynde Ridser —
Kvigstad havde den Lykke iaften at opnaa Alidas Øre. Han skildrede hende vittigt fire Ugers Helvede paa Thingene med Drik, daarlig Nattesøvn og rasende Arbeide. — Og nu, herhjemme paa Vangen! — det var som at komme i Kirkens Skjød igjen.
„Naar nu bare Far kunde forsone sig med Haven, Kvigstad!” udøste hun pludselig sit Hjertes Bekymring for ham. „Det er saa ondt, naar han tar sig noget nær ... Det er rentud, som han ikke har Natur til det, — han, som kan glæde sig i alt.”
„Ja, stod det til mig at lette Dem for nogen Bekymring, Jomfru Alida, saa!” ...
Han følte det svinglede helt ud af Tonen for ham og sa pludselig Godnat.
Dette Udbrud af Fortrolighed fra hendes Side — —
Jomfru Alida var Indbegrebet af hans kvindelige Renheds- og Fuldkommenhedsideal, — i alle Maader uopnaalig for en Kontorist; — og stængt med en Bom for alle hans Ærgjerrigheds Lutftkasteller nu, Tante Ra havde faat sveiset hende sammen med Groth, den rige, men hende i alle Maader underordnede Værkseiersøn ...
— Merete havde forarget gaat der, indtil hun med ét udbrast til Rein:
„Fy, — De er et ondt Menneske ... Jeg vil ikke gaa og lægge mig, før jeg har faat sagt Dem det!
Fy” ... lød det oprørt, som hun forsvandt ind af Gangdøren.
Sorenskriveren stod den næste Morgen tvilraadig ude paa Trappen ...
„Lars, hvor er Lars,” — lød det grættent, — Stalddøren staar paa vid Væg dernede ...
Lars, Lars,” — raabte han, „før Figaro hidop.”
Han vil vel ta sin vanlige Morgentur, tænkte Merete, der stod hos.
„Du har nu vel ladet den faa Letarbeide, medens jeg har været borte, Lars, — kjørt Komposten ud paa Rugageren?” — forhørte Sorenskriveren sig og besaa sit Yndlingsdyr.
„Ja da; — men det bar nok ikke til Rugageren. Frua befalte, at jeg skulde kjøre det alt bort i den ny Haven.”
„Paa Aspargessengene” — oplyste Merete forsagt.
„Komposten? ... min Kompost!” udbrast Sorenskriveren ildrød i Ansigtet.
Rein, som var kommet til, stod bøiet og følte med Haanden nedover Figaros ene Bagben. — „Her kjendes noget blødt, som en Aareknude ovenfor Haserne,” formente han. „Jeg saa, den stod og lettede paa Foden. Dyret er brugt forlidet — har staat forlænge stille.”
Sorenskriveren dukkede ned og følte efter.
„Det vil gaa over, naar den faar ordentlig Motion,” mente Rein. „Sorenskriveren faar ride bra paa den ... Et vakkert Dyr ellers; lidt bratlændt, som de er alle ovenfra Fjeldbeiterne.”
„Den er saamæn ogsaa kommet derfra ... De forstaar Dem paa Heste, hører jeg,” erkjendte Sorenskriveren.
„Jeg begriber dem ialfald bedre end Menneskene,” henkastede Rein lidt kort — „Men se bare, hvorledes den lægger Ørespidserne bagover, som for at høre efter, hvad vi snakker. Den er utryg ... Det kan bli til en Uvane det, — føre til, at den blir baade skvætten og sky. Dyret staar for mørkt i Stalden med Hodet ind i Væggekrogen.”
„Javist bør det rettes paa — Hesten faa en anden Plads ... Men kan De nu sige mig, hvorfor man saadan har indrettet sig just paa det bagvendte: — alle Halerne imod Lyset istedetfor Hoderne! ... Er det ikke, som Verden først er blet til paa Vrangsiden?” gav Skriveren grætten af sig, og skjød pilret over til Kontordøren med Nakken decideret mod det ny Havestakit. —
— „Ja, tak for Lektionen, De gav mig igaaraftes, Jomfru Merete,” sa Rein, idet han ogsaa skulde svinge op til Kontoret. „De kan ikke tro, hvor det gjorde godt at faa Skrub af et Medmenneske ... At nogen gad bry sig saavidt med én!”
Saa? — han takkede ... gik det i Merete.
Skulde det betyde at gjøre Nar af hende? —
Men nu saa han jo rent snil og — ja rent vakker ud i Øinene ... Ne—i, — hun forstod sig ikke paa det Menneske ...
„Alida! — Femia! — Marianne! — Barbara!” — lød Meretes Stemme om Aftenen fra Dagligstuvinduet. — „Hold for Øinene og gjæt! ... Hvem kommer op af Bakken?”
„Groth naturligvis” ... sa Alida lakonisk.
„Nei Tak, se ud —”
„Sankowitz!” — skreg de alle i Munden paa hverandre.
„Nei men kan I tænke Jer noget saa heldigt, — tænk for Far! ...
De fo’r alle ud.
Helt overstøvet af Landeveien og med Vildmandsskjæget saa Sankowitz træt og medtaget ud, medens han i Solnedgangen svingede sin bløde Hat —
„Der staar de paa Trappen alle de Vangenske Jomfruer!” hilsede han glad opstemt.
De stimlede alle om ham —
„Og hvor kommer De fra nu da, Sankowitz?” indledede Marianne.
„Fra den Futen sin Frue ja!” Han udstødte et Pust og lod sig udmattet falde ned paa Bænken. — „Og jeg har faret om i Dalene i fem Præstegjeld og stemmet i alle Kanter. Men den Futen sin Frue hun er saa umusikalisch som en Kuh ... og vil, sine Døttre skal spille alligevel de schwerste Sachen. En furchterlich Pine i det Hus! — Och saa gik jeg min Vei idag, straks jeg havde stemmet Klaveret.”
Han tørrede Panden med et blaatærnet Lommetørklæde.
„Ach ja! — jeg siker Dem, Vangenske Jomfruer, jeg er bedrevet. — Paalerne har et stort Schlag verloren ved Ostrolenka ... Och mit Hjerte er i Paalen ... Og gid ogsaa min Krop var der. Og gid jeg havde Kaane og Sønner og Døttre og bitte Barn, och de skulde alle blive slachtede for Paalen, — til det blev saa høit af Ansichter, som ferklagede, at de naade op til den Gott im Himmel og krævede sin Frihed!”
„Men hvor véd De alt dette fra da, Sankowitz!” udbrød Alida.
Han trak et Brev op af sin Vestelomme:
„Jeg bekom det paa Postaabneriet fra en Freund von mir in Danzig. Her staar det alt. Och nu har de grebet til Senser og Ljaer!” ...
Han henfaldt traurig fortænkt ...
„Men nu maa De komme ind, Sankowitz!” indbød Alida. „De kan vel trænge at hvile Dem efter den lange Vei.”
„Ja ja, — to Mile ... Jeg har ikke mærket Veien under min Fod for den Bref om Paalen — al den Menschennoth ...”
— Det var altid som en Festtid i den musikalske Sorenskriverfamilie de to Gange om Aaret, naar den halv landflygtige Tysker kom og opholdt sig der nogle Uger paa sin Rundreise om i Bygderne, hvor han levede af at stemme Klaverene og tildels give Musik- og Sanginformationer.
Da Sorenskriveren kom ned i Stuen, havde Sankowitz allerede slaat op Klaveret og løftet Træbunden af.
„Det er en braf Natur i den Klavier,” — hilsede han Sorenskriveren. — „Holder sig godt ... Den faar vel ikke hvile uden om Natten i dette Hus.”
Han lod Fingrene løbe over Tangenterne med en Læges erfarne Sans, rettede med Stemmenøglen foreløbig et Par Toner og blev saa siddende og stemme og klimpre, indtil de bødes til Aftensbordet. —
— — Efter det i trykket Ordknaphed noget skyndsomt affærdigede Maaltid, stak Søstrene Hoderne sammen, medens de bar ud fra Bordet ...
... „Jeg har aldrig set Mor saa galant mod Sankowitz, Du Alida,” hviskede Merete. „Hun bød ham og nødte ham og bad Inger gjøre istand paa Gulkvisten istedetfor at lade ham ligge paa Værelset oppe hos Schmidt og Augustinusen, som han pleier. Far dreiede og vendte sig, og saa bort; han forstod, det skulde gjøres vel nu ... Men, da han saa pludselig tog sig til at invitere Sankowitz til at bli her helt til Julen over, saa jamæn snudde og dreiede ogsaa Mor sig,” — lo Merete, — „og saa noksaa forbløffet ud. — Saadant har jo Far aldrig gjort før uden at snakke med hende om det —”
Og saa at Kontoristerne skal sidde der ved Bordet og føle, at her er noget iveien,” kom Eufemia til, — „og denne ufordragelige Rein driste sig til at gjøre sine uforskammede spydige Bemærkninger ... Jeg agter ikke at se til den Kant, han gaar, — fuldstændig overhøre, hvad han siger!” gav hun sit Humør Luft.
„Naa, der blir rigtig hyggeligt Hus her da,” mente Merete. „Far hører ikke, hvad Mor siger, og vi hører ikke, hvad de andre siger, — hver snakker ud i Luften! — Engang rørte Far ikke ved Fiolinen paa seks Uger, husker I, hvor forfærdeligt her var — rent stumt.”
„Dernede staar Mor lige trøstig hun og beser Havegjærdet, hvorlangt det er kommet idag,” smaalo Marianne. „Hun vil nu ikke ha det ugjort alligevel ...”
Inde fra Stuen hørte de alt Sankowitz gjøre nogle Løb henover Klaveret og begynde at fantasere ...
De listede didind den ene efter den anden.
Sorenskriveren havde trukket Lænestolen hen i den dunkleste Krog, og det lyste engang imellem nede ved Gulvet fra den lange Merskumspibe, naar han, efter at være hensunket i Forglemmelsens Nirwana, atter med nogle dybe Drag livede den op.
Sankowitz var mærkelig iaften!
Der gik underlige Ting og Fantasier over Klaveret. Det var ikke til at forglemme, naar han saadan sad og nynnede saagodtsom uden Stemme og akkompagnerede til — —
Sorgfulde, slavisk stemte Naturtoner, — klagende — længtende ...
Det steg og faldt, — snart usigelig blødt og lindt, — snart som Vinden suste og sukkede og stønnede med Regn af Graad over endeløse vide Sletter ...
Sankowitz’s indre legte i hans Hjemlands Stemninger ... Der taltes som med fremmede Tunger ...
Han sad nu bagoverlænet paa Stolen, som han fortsatte at se ind i noget, og der blev stille i Stuen.
Marianne var henne ved Bordet og pudsede Lysene, der havde faat lange Tander. Og man begyndte at meddele sig og smaasnakke omkring i Stuen ...
— „Lykkelig en saadan Musiker, som kan tale ud og meddele sig til hele Verden; han maa altid bli som en luftet Stue indvendig!” — undslap det Rein halvt hen til Merete. Hun sad der paa en Barneskammel og krammede op Papir til Lysemanchetter med en Kniv.
Han smilte til hendes forundrede Mine ... Igjen noget uforstaaeligt Tøv, han kom med!
„Kan De tænke Dem én, som aldrig har havt nogen at snakke med og aldrig kan faa nogen heller?” spurgte han pludselig dystert.
„De ser saa forskrækket ud? Ne—i, jeg har ikke stjaalet eller stukket Ild paa noget Hus eller myrdet heller,” lo han.
„Jeg skal engang ha havt en liden Søster” ... yttrede han hensunken, — „og jeg har altid tænkt mig, at, om jeg havde havt hende at snakke til, saa —. En slig unbefangen én, — som sa „Fy!” til én og fik saadanne retfærdige, strenge Øine, — og kunde true Vilddyret i én ... Det sker ikke med Visdom og smukke Argumenter det, skal jeg sige Dem, Jomfru Merete ...”
Merete vidste ikke hvorledes ... Men det var, som om hun mildt og uden Skræmsel var ført hen til at sidde og samtale med den stille sorgfulde Mand, hun havde set for sig just der paa Stolen den Aften ...
Det var nu som da, at han ligesom forstod, hvad hun tænkte —
Blev Sankowitz end selv af og til noget „schrechlich” med sine ingen Anledning eller Ikke-Anledning forsmaaende Udbrud og Gjentagelser om Paalen, — saa var han dog en velsignet beleilig Mand at have i Huset just nu i denne Misstemningens Tid.
I de Klavertimer, han gav Døttrene om Formiddagen, vidste de saa sikkert, som at Klokken slog elleve, at nu kom Sorenskriveren ind af Døren og blev staaende lidt ved Klaveret, før han forhørte sig om, hvad de spillede. Og saa var der gjerne noget Musik, han var kommet til at tænke eller huske paa, som han maatte antyde lidt over Tasterne. Paa Halvtimeslaget sprat han op, som om alt blev kuttet af med en Kniv, og steg med Lædergaloscherne paa forsigtig prøvende over Gaardspladsens Pytter og sleipe Lersøle.
Det var raat og vaadt, evigt Høstregn, — silede og dryppede uafladelig. Tønderne med Regnvand stod overfyldte under Tagrenderne, og Væden steg høit i Grøfterne. Bækkene flommede og fossede, saa Kværnhushjulene kom igang og grov sig ned i hvidt Skum.
Vedlæs efter Vedlæs fra Skogen humpede og dumpede ind paa Gaarden i den korte, mørke Dag for stramme Dragreb, og Stablerne voksede i Skjulet til Behov for Vinteren. Graat overstænkede af Veibløden stansede Kjøretøier foran Kontordøren, og Fødderne drog Sølen videre op ad Trappen.
Sorenskriveren holdt i det længste ud med sine Morgenpromenader paa Figaro, — nu i tyk Vams med Overslag og lange Ridestøvler. Havegjærdet var fremdeles Luft for ham, som hans Øre til Fruens Bemærkninger og Udtalelser var døvt. Forsaavidt der nødvendig maatte rede Penge ud, fik den af Døttrene, som havde Ugen, gaa op til ham paa Kontoret med Anmodningen.
I denne Flommens Tid kom Rein, ret som det var, skjortevaad hjem sent paa Nætterne Klokken to, tre med Høstørret, som han havde lagt og lystret pokkerivold borte i nogen Skogselv, og andre Morgener før Kontortiden leverede han Storfugl eller Hare ind i Kjøkkenet.
Det gik nok da, hu og hei, med Bøsse og Hund over alle Bakker og Aaser. Saa, naar han egentlig sov, det —. Og for Krop han maatte ha at disponere over! ...
Men Kontortiden holdt han pedantisk, omkap med Henschien. Og dog, — Henschien blev ved sit: — Rein var ikke Forretningsmand, — det var en Følelsessag at være det! Men vistnok var han et saa godt Hode, at han kunde klare ogsaa den Side, saa han af og til endog hidsede Kvigstads Ærgjerrighed til at opvise Mirakler. Men hans egentlige Tanke var ikke der, var borte i baade Skog og Elv. Saa, naar han sad og grublede, saa var det nok mest paa Tiur og Ørreten og ikke paa Lovbogen, — paa, hvor han skulde ta Veien, naar han om Kvælden istedetfor at komme til Aftensbordet gik i Spiskammeret og fik de sammenlagte Smørrebrød med sig.
— I denne Senhøstens Tid havde Fruen og Døttrene alle Hænder fulde med det, som skulde bestrides og ordnes og betænkes, før Vinteren og al Julestudsen kom paa.
Det lange rødmalede Kjøkkenbord var tæt besat til alle de mange Maaltider af Gaardens Husmandsfolk, store og smaa.
Linet var tørret og hæklet, Kornet tærskedes paa Laaven. Og nu ramlede det Dagen lang af, at Potetesen kjørtes ind og styrtedes ned i Kjælderen.
Medens en af Døttrene havde Husholdningsugen, sad to vekselvis ved Væven for at faa det ny rudede vakkre Hverken til Kjoler færdig til Vinteren. De andres Sag blev alle Husets ydre Arbeider samt at faa istand Vægerne — tykke for det indvendige Brug og tynde for Lygter og det udvendige — til den forestaaende vidtløftige Lysestøbning.
I de lange mørke Eftermiddage, medens kun Tyristikken lyste fra Skorstensmuren i Kjøkkenet paa Folkenes Arbeider, sad Fruen og Døttrene om et Talglys inde i Stuen og sømmede og nøstede Garn og spandt. Man overlagde derunder, hvad og hvormeget der skulde slagtes, hvad bages, hvad brygges under Jul.
Og saa kom jo Kapitlet om Julegjæsterne, — hvilke Venner, Jess skulde tilskrives om at invitere ... Kanske fik ogsaa Christiane Gjedde Lov til at komme op i Julebesøg, naar Mor lod Jess udtrykkelig gaa op til Oberstens med en egenhændig Indbydelse ... Groth var naturligvis Julegjæst. — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
— En af de raakolde Morgener kom Rein ned fra Smaaskogen ovenfor Huset. Han svingede med en Rognbærdusk og holdt et Knippe Kramsfugl op for Merete, som var paa Vei til Rulleboden.
„Se her, hvad jeg har udrettet paa Morgenstunden,” raabte han, — „før jeg nu skal kjøre ud i videre onde Forretninger mellem Menneskene.”
„Se her” ... han holdt Rognbærbusken op imod hende, — „den der — og to, tre slige røde Duske til — har fristet disse stakkars syv Fugle ... Jeg stod og saa paa og iagttog, da den sidste her kom i Donen. Den hoppede først til og flyttede sig saa fra udover paa Grenen, — fløi saa en Sving bort og tittede paa det fugtige røde. Den formelig stred med sig selv, — led tilslut, saa Øinene blev smaa og Gabet hæsede aabent, indtil den med ét blindlings styrtede sig igjennem Hestehaarsløkken, — akkurat som vi Mennesker! ... Det er lidt af Naturforskeren i mig, ser De!”
„Afskyeligt” — skjændte Merete. „Bring dem straks ind i Kjøkkenet, hører De. Det er bare ondt at se paa de stakkars smaa Dyrene, som endnu er ganske varme.”
„Bare afveien med dem, ja!” — hermede Rein, — „saa kan vi knaske og spise dem — godt brunede ...
Er det bedre, at jeg nu skal ud og friste en stakkars Fyr, som for Kone og Barns Skyld har hjulpet sig med at skrive lidt falsk, til at bekjende sig ind paa Slaveriet,” sa han, som Giggen, hvormed han og Augustinusen skulde paa Forretningsturen, kjørte op til Trappen. — — „Jeg maa holde ganske anderledes Rognbær for ham ... spørge, saa jeg fanger, — anlægge Fælder saa fine, som nogen Jægers ... Tænk Dem nu, Merete,” sa han i en pludselig braa Tone nær til hende, — „at jeg har ondt for at aarke det, — at jeg har staat og øvet og hærdet mig til den Ugjerning i hele den vaade Morgenstund —”
Da Giggen rullede ud af Gaarden, stod Merete ved Rulleboden og saa efter ham ...
Det ene Øieblik kunde hun bli saa oprørt og rasende paa ham, at —. Og i det næste, saa — —
— — Efter Aftensmaden var Familien og Kontoristerne samlede i Spisestuen, medens Sorenskriveren og Sankowitz hørtes dybt optagne at spille vidtløftige Sonater for Fiolin og Klaver i Dagligstuen. Man havde begyndt at lægge i Kakkelovnen, og det føltes lunt og koseligt nu efter al Høstdagens raakolde Huttring.
Fruen havde iaften ladet sætte ind Nødder og Æbler, hvoraf der iaar var høstet og indsamlet i Overflødighed. Efter at ha skrællet og prøvet et Par forskjellige Sorter, gik hun op og ned paa Gulvet med sit Strikketøi, inden hun træt og mødig efter Dagens mange Gjøremaal begav sig ovenpaa til sit Soveværelse.
Ungdommen placerede sig om det store Spisebord, og snart gik Svarteperen lystig. Mandfolkene sad med Barter og Ansigterne sirede med alskens sorte Streger, paaførte med brændt Kork, medens Damerne kun fik undgjelde med Antydninger og lette Skjønhedspletter ...
Kvigstad havde faat sine Øienbryn omgjorte til vældige Knebelsbarter, og den lille rødmussede Schmidt sad snart hel frygtelig med baade Hageskjæg og vilde Mustacher.
Det fornøielige mystiske Stikord var, at Svarteper selv, — Rein, — ikke var nede iaften; han var gaat lige op efter at være kommet hjem fra Forhøret, — og det var egentlig om, hvem der skulde sidde som ham in effigie, det stadig gjaldt ...
„Pas Dem, — Jomfru Barbara,” sa Henschien, — „den svarte er i Farvandet — paa Jagt ... Pas Dem!” ... Han holdt Kortene, hvoraf hun skulde trække ud ét, snedig frem til hende.
„Hu—u,” — udstødte Barbara og nappede ét. — „Neimæn, om jeg blev hans Jagtbytte alligevel!” triumferede hun.
Schmidt, hvis Tur det nu var, sigtede for at slippe undaf det slemme Kort ... „Her ser alligevel farligt ud,” — han trak og lod, som han brændte sig paa Fingrene.
„Nei, — man véd ikke, enten man faar Fugl eller Fisk, — sa Marianne betænkt vuggende paa Hodet nu, hun skulde ta sit Kort fra Schmidt igjen.
„Høstørret eller Tiur mener De,” udfyldte Schmidt kvikt. Han havde faat den Lykke at sidde nærmest Jomfru Marianne iaften.
... „Eller en Skorstensfeier, De, — som soder og sværter hele Verden til for én,” knurrede Kvigstad.
„Just ingen Akvisition for Husets selskabelige Side,” henkastede Eufemia.
„Uf, kan vi ikke snart holde op med denne vittige Svarteperen!” udbrast Merete. „Jeg synes, den er baade kjedelig og dum, jeg —”
„Men alvorlig talt,” — slap det ud af Mariannes Tanker, — „han er noksaa rar, — noksaa underlig — denne Hr. Dyre Aakisen Rein!”
„Der er enkelte, som tar sig Privilegium paa at ha Humør og sige pikante Ubehageligheder,” sa Alida. „Stuen skal ligesom komme an paa deres Lune!”
„Ja, om det saa er selve Ajax derude i Hundehuset,” stadfæstede Kvigstad, — „saa tar han sit Mærke, om han skal være fornøiet og gjø eller gaa der hængende og skule.”
„Naada, Augustinusen!” purrede Kvigstad. „Det er Dem, som skal gi ud Kortene.”
Augustinusen sad der med sin ene Knebelsbart noksaa uinteresseret. Han var ikke rigtig med iaften.
Schmidt keg mistænksom paa ham over sit vældige Skjæg, om det var noget med ham og Jomfru Marianne —
„Jovist var det noksaa besynderligt idag ja!” ... udbrast Augustinusen; han lagde pludselig Kortene fra sig, som han besluttede sig til at rykke ud med noget. — „En noksaa snurrig Tildragelse!”
„Saa — hvad?” Alle Ansigter vendte sig imod ham.
„Med Rein idag ja, — nok saa — hm, — noksaa snurrig ...”
„Men hvad er det da?” lød det spændt.
„Jo—o, — vi var netop saavidt færdige med Forhøret derhenne paa Røsland og havde faat det underskrevet, da vi saa Lagrettet og Vidnerne og Husets Folk, alle som én, fare nedover til Fjøset.
Jeg naturligvis efter —
Jo, der stod Budeien og graad og viste frem en Raritet. Jeg maa forberede paa noget uhyggeligt — Kalven, de havde faat paa Gaarden, havde to Hoder, fuldt udviklede, — glode paa én med fire levende Øine og gabte efter Melken med to Tunger. Et ufyseligt Syn! ... Og, som jeg vendte mig, stod Rein lige bag med opspilede Øine ganske graa i Ansigtet; han aarkede ligesom ikke at faa Stemmen frem ... Med ét, saa laa han der overende i Fjøsdøren ...
Jeg tænkte, han havde faat Slag, — fløi hen og fik op Klæderne paa ham, rev Skjorten itu i Halsen for Snarheds Skyld og raabte paa koldt Vand.
Men, medens jeg endnu flængede og løste og rev, aabnede han pludselig Øinene og sprat op. Han for som gal tvertigjennem Folkeflokken og hen i Stuen. Der hørte vi, han laasede Døren efter sig.
Lidt efter kom han ud nok saa manérlig igjen, reiseklædt med Overfrakken paa.
„Bare straks faa Hesten for Giggen, Augustinusen!” — skyndte han paa. „Jeg blev lidt klein; men det gaar over, naar jeg kommer i Luften.”
De sad der alle betagne —
„Huh — forfærdeligt” ... gjøs Merete.
Marianne sad med Hænderne for Knæet og vuggede som stærkt optaget —
„Et Mandfolk faar da ikke gi sig til at daane som en Dame,” brød Eufemia Stilheden.
„Han — Jægeren? — som myrder, hvor han kan overkomme,” rystede Henschien paa Hodet. — „Ubegribeligt!”
Og saa, — at han slig laasede Døren efter sig” ... grublede Augustinusen.
„Forstaar De ikke det da,” spasede Kvigstad, — „han stængte sig forsigtigen ind i Stalden som en selvbevidst lybsk Hest. — Forresten forbeholder jeg mig den Bemærkning, at lybske Heste skal være de bedste.”
„Mor havde da Ret,” busede Barbara ud, „da hun straks sa, at han var en egen én med Prætentioner ... Han skrev fra først af og forlangte eget Værelse. Og der residerer han nu ligesom udenom hele Huset. Ikke véd man, hvor man har ham hverken Morgen eller Aften! — Imellem er han ikke engang kommet hjem fra disse Turene sine, naar Inger bringer Frokosten op,” kritiserede hun.
„Prætentioner ja!” — gav Henschien en opsamlet Galde Luft. „Paa Thingene var det ham umuligt at klare sig uden sit eget Rum i Lighed med selve Sorenskriveren. — Han vilde ikke faa Søvn paa sine Øine, om han vidste, at noget Menneske trak Veiret og sov og drømte i samme Værelse som han, udtrykte han sig. Der maatte gjøres Omarrangement fra hævdet tilvænnet gammel Orden paa hvert Thingsted!” ...
„Burde De ikke sætte Far ind i alle disse Vanskeligheder med ham, Henschien,” anbragte Eufemia forarget, da de nu sluttede ved Klaveret derinde, og Sorenskriveren kom i fornøiet Stemning ud og klappede i Hænderne og raabte:
„Tilsengs, tilsengs!” ...
— — Medens Søstrene gik der og ordnede sammen i Stuen efter dem, smaaymtede Marianne, endnu inde i sit:
„Han er forresten lidt mere end egen, synes jeg” ...
„Ja saamæn Du, — og lidt mere end prætentiøs,” bekræftede Eufemia, — „naar man simpelthen vader i sine Jagt- og Fiskeristøvler tvertover altsammen i et Hus!”
„Ja—a, — saa — saa — passer man kanske — kanske — ikke der” ... fuldførte Marianne.
„Det er dette, at det ikke nytter at snakke til Mor om det i denne Tid, saa hun kunde virke paa Far,” ivrede Eufemia, — „at alt er saa rent udaf Gjænge for denne Havens Skyld.”
„Jeg tænkte, det var Far, som skulde ha Fuldmægtigen, jeg, — og ikke I!” — brast det ud af Merete. Hun havde kastet sig paa en Stol og sad og svang trodsig med Fødderne.
„Dit Næb tar man endnu ikke Hensyn til,” fik hun igjen fra Eufemia.
„Nei Kors bevars ... Det er naturligvis Fars Interesse, I er saa bekymret for! vedblev Merete. „Far selv siger jo ellers, at han er saa svært fornøiet med ham.”
„Og Du ogsaa ikke mindre, — ser det ud til,” forlød det fra Marianne. „Han beærer jo Barnet med sin Fortrolighed og sine mange Dybsindigheder paa det sidste.”
„Jeg synes, jamæn, I tar Jer alt for stærkt af Kontorets Anliggender!” kom det oprørt.
„Hør paa hende Du ... Jeg mener sandelig, Ungen har faat sig en Slængforlibelse jeg!” affærdigede Eufemia det.
Merete overmandedes pludselig af en voldsom Graad og styrtede ud af Døren og ovenpaa. —
„Ja se det!” — sa Marianne og saa efter hende, der gik som en Farvenuance under den koparrede Hud ... „Saa skulde det vel være paatide at faa den Hr. Dyre bort da,” nikkede hun, medens der lyste op som et Skimt mellem Øienridserne. — „Jeg tænker, jeg tar mig en Tur hen til Tante Ra imorgen, — gjør mig et Ærend didhen Du ... Saa snakker nok hun med Far.”
Sorenskriveren kom hjem en Eftermiddag fra en lang Ridetur hen til Tante Ra.
Figaro var graa af Veisøle helt opover Lænderne. Veiret var graat, og Humøret var graat.
Han slængte Tøilen til Lars og lod sig paa en Stol i Gangen taus grætten hjælpe af med Ridestøvlerne, medens Inger satte frem foran ham de andre helt til Skafteørene blankpudsede.
Han stod siden i Tanker og distræt ved Vinduet i Dagligstuen uden at svare til Alidas Spørgsmaal om Tante Ra ...
— En lei, vanskelig Situation ... Og her befandt han sig jo egentlig i det blaa — — skulde handle paa Grunde, som sandelig mindst af alt laa paa hans eller Kontorsiden! — Tvertimod, rent private Familieanliggender, — Klogskabshensyn — og, hvad der var hensigtsmæssigt og nyttigt etc. for hans huslige Forhold ...
Han havde igrunden en stærk Trang til at tale med sin Hustru, — faa overveiet Sagen med hende og vide, hvad hun mente.
— Saadan uden videre at gaa hen og sige op en Fuldmægtig som Rein — en dygtig Mand, — og dertil med en hel Hoben Interesser baade for Gaardstel og Natur og Dyr, som han kunde samstemme med, — alt andet end en vanlig Tørpind! — og ovenikjøbet nu, Henschien selvfølgelig fik det ledige Lensmandsombud, han havde talt om at søge ...
Og Grunden ... Grunden ... Ja, — at Smaapigerne trængte hyggeligt, dannet Selskab her i deres Isolerthed paa Landet ... Ja, tja — det var vel egentlig Summen ...
Hvem Pokker skulde kunne sige ham, hvad der var det forstandige her, uden Bolette! ...
Han begyndte at vandre ud og ind fra Dagligstuen til Spisestuen, hvor Fruen stod og klippede til et Kjoletøi —
„Glat Stykket, saa det ligger stramt, Du Merete, saa klipper vi det andet Rygstykke efter dette,” lød det, og Saksen gik med den skarpe Lyd over Bordet.
Sorenskriveren stansede et Øieblik, som han betænkte sig, og saa hen paa sin Frue. Men gjenoptog sin Gang igjen frem og tilbage over Dørstokken langsommere og langsommere med et og andet Kræmt ...
„Du Alida!” — sa Fruen med et Forsøg til Lunhed, medens hun ridsede og klippede. „Vi maa huske de Kramsfugle i Gelée, som Marianne igaar lavede til Tante Ra ... Var blot Veir og Føre ikke saa daarligt, kunde Du og Merete gaa did med det imorgen, — eller kanske faa Giggen og Blakken, om de ikke har Brug for den derude,” — kom det med et halvt Blik hen til Sorenskriveren. — „Vi faar ikke Tid til Opmærksomheder senere i Høst, véd Du.”
Sorenskriveren keg nødstedt hen til Bordet. Der gik i ham som en Tanke om at slaa Hul paa den lange Tausheds Mur —
„Hm — hm” — harkede han og stod lidt ...
Saksen klippede hvast henover Bordet, og Fruens Mundparti syntes ham optrukket til et lidet satirisk Smil —
Som han igjen passerede Dørtærskelen, skinnede et Stykke af det vaadglinsende Havestakit ham i Øinene.
Med nok et Kræmt vendte han sig som under en tagen Beslutning og gik ud fra Spisestuen.
„Du Marianne,” — sa han ude i Gangen, saa høit, at det hørtes ind til hans Frue, — „det er af forskjellige Grunde min Mening at gi Rein hans Opsigelse.” —
Han tog Veien over til Kontoret —
„Far ... Far! ... hørte han pludselig bag sig — —
Det var Merete, som med hastige Skridt kom efter ham i Trappen ...
„Du maa ikke, Far! — Du maa ikke, Far ... sige op Rein” ... hviskede hun næsten uhørligt.
Sorenskriveren saa forbløffet paa hende, og der gik en Grunden i hans Ansigt.
Men han spurgte ikke ...
Og hun sprang ude af sig tilbage igjen og tog Kjøkkenveien ind.
Sorenskriveren steg saare langsomt stansende og betænkt op af Trappen ...
Han havde opfanget som en Tone af, at han havde faat sin Yndlingsdatters inderste vovede Hjerteudbrud. —