Dyre Rein/2
II.
DYRE AAKISEN REIN.
Fruen og et Par af Døttrene stod ude i Strygeværelset og besaa og maalte op en Rulle med Uldtøi, som netop nu kom fra Farveren paa Smaastedet søndenfor. Men Alida fik ikke ud af det mere end fire og tyve en halv Alen for fem og tyve en Kvart, der var leveret. Det var forfærdelig krympet ...
„Nu begynder de at komme til Skiftesamlingen,” yttrede Marianne henne fra Vinduet.
„Det er Ole Nordsæthagen — den unge Gutten, kan én gjerne kalde ham, — han med Sølvknapperne i Trøien, som drager Hesten efter sig hen til Staldvæggen,” — lød gamle Randi Budeies Passiar med Kokkepigen didind fra Kjøkkenet. — „Æsch — hæsch, — Penge som Græs; han véd ikke selv, hvor rig han er, siger de, — kan gaa milevis uden at komme ud af sin egen Skog. Og nu skal han giftes paa Haug.”
„Tænk Dig, Alida,” vedblev Marianne, — „det er Sønnen af den gamle rare Lars Aaserud Du, som buldrede, saa vi aldrig forstod ham.”
„Aa han! som trak Tegnebogen op af Reisestøvlerne og rullede ud af Papir og gav os hver vor blanke Sølvdaler, da vi var smaa.”
... „Og han der i Karjol, — den store høie, det er Anders Aarlid, som vil ta Gaarden med Odel fra Enken paa Haug,” — hørtes Randi at præke.
... „De derhenne, Mor, — som stiger ud af Stolkjærren,” — de var nu alle kommet til Vinduet — „det er vist Folk helt oppe fra Aardal ... Man kan se det paa Dragterne — gammeldags rare — og Kirkesæler med udskaarne Bogtrær. Se bare, hvor høitideligt de trækker sig op ad Kontortrappen.”
„Saamæn ogsaa Hr. Tron Hersæt,” — udbrød Fruen, — „Urostifteren og Procesmageren ... Hu da, — spankulerer op mod Kontoret med Hælene i Bakken og Hatten frem i Panden, som han skal lige op og protestere! Og bagefter klager han til Kongen ...
Og der kommer selve Gudbjør, Enken paa Haug, — alene i Kjærren ... kjører selv Hesten. — — Ja, rul Du sammen Uldtøiet, Alida. Far sender hende vist hidned i Stuen ...”
En Stund efter kom Fruen ud i Kjøkkendøren og gav Marianne Ordre til at sætte paa Kaffe og gjøre istand Bræt med Jødekager og Sandbakkelse ... „Send saa Smaapigerne ind for at hjælpe mig med Underholdningen, hun maa ha en Præk med hver af Jer ...”
Enken paa Haug blev vist om i Haven. De besaa Blomsterbed, Bærhækker og Frugttræer og stansede nede ved Næperne og Kaalen, enige om, at de havde havt et rigtigt Uaar med Tørken den hele Sommer ... Og alt det Utøi paa Bladene! ...
Ja, Jomfru Alida havde nok mere end Ret i det, for paa Haug var Ribs og Stikkelsbærløvet opædt helt til Stilkene og næsten ikke grønt at se over Kaalsengene. Men saa havde de jo ikke Leilighed til at passe og vande og luge i Havestykket saa fint som hos Skriverens, nei ...
Bagefter maatte Gudbjør ind og se paa Mariannes Væv og faa forklaret og beundret Mønstret, hvori Bunden var slaat efter Tegning forestillende en Frugtkurv.
Og selvfølgelig blev ogsaa Aarets øvrige Arbeider til Linnedskabet taget i kyndigt Øiesyn. Som det laa der — det endnu ublegede i det nederste Rum, — paa Hylder med alt det Malurt- og Lavendelduftende skinnende hvide Dreil og Lagentøi, var Linet dertil saat og høstet og hæklet paa selve Sorenskrivergaarden og spundet og tvundet og vævet, hver Trevl og Traad, af Husets Døttre.
Runden endte ikke med det, for der kom Barbara trækkende med Konen paa Taugbøl, som ogsaa var skikket ovre fra Kontoret. Saa maatte Nøgleknippet frem ogsaa til det halvmørke Rum bag Fadeburet, hvor Resultatet af Husets stadig snurrende Rokke kunde beses. Der hang Uldgarnsspindingen om paa Væggene i sammenbundne Hæspler, og Lintraaden til Sygarn for Aaret, fin og grov, hvid som sortfarvet, endnu uopnøstet, medens forskjellige Rokker, Garnvinder og Kurve, fulde af endnu ukardet Uld efter Faareklipningen, stod indover Gulvet.
Og nu sad Gudbjør og Mor Langset og Mor Taugbøl med de staselige Silkes Hodetørklæder, der løb op i en høi Top over Issen, ved Kaffebordet i Stuen. De ihærdige Opfordringer til at forsyne sig efterkom de kun lidt efter lidt, saa at sige tommevis og stadig dækket af beskedne og prisende Talemaader. Der svævede som en Hede over Ansigterne fra Skiftesamlingen, og der slap efterhaanden Ymt paa Ymt fra Gudbjør om Svigersønnens, Nordsettens Nærighed, — Antydninger, som de to andre optog med lukkede Ansigter og dulgt Nysgjerrighed. Hun holdt just paa at udstøde et dybt mystisk Suk om den „Arvegriskheden”, da de igjen hørte Lyden af Kjøretøi ...
„Det er ikke nogen, som skal til Skiftesamlingen det!” — yttrede Marianne, hun saa mønstrende opmærksomt ned mod Porten, medens Øinene kneb sig til som to lysskjære Ridser.
„En Straahat i Karjol — med Støvfrakke og en stor Reisekuffert snøret bagpaa” ... forlød det nu yderligere fra Barbara.
Eufemia rettede sig pludselig fra den elskværdig nedladende Stilling, hvori hun havde fundet for godt at beundre Mor Langsets gammeldags tykke durable Silkeforklæde. Hun strøg Kjolen ned, ordnede hurtig paa sin Dragt og keg — med et lidet Ryk op af Stolen — over i Speilet paa den øverste Halvdel af sin Person. Hun belavede sig tilbagelænet med en fornem kjølig Mine ...
„Han viger Hesten ind mod Trappen. I skal se, det er Fuldmægtigen, — Rein!” udstødte Barbara.
Der blev et Øiebliks gjensidig noget raadløs Vekslen af Blikke mellem Mor og Døttre. Her sad de jo med disse Konerne fra Skiftesamlingen, — og Far paa Kontoret! ...
Idetsamme udstødte Ajax et vildt Hyl og sled larmende i Lænken. Det fortsatte sig i en styg langtrukken Tuden med bidske Glæfs imellem.
„Uf da, — saa kjedeligt — saa næsten uhyggeligt” ... mente Barbara. — „Der stiger han saamæn af og gaar hen og snakker til den — klapper og stryger den over Hodet, — lar ham snuse paa Haanden ... Og jamæn kryber ikke Ajax helt ind i Huset sit rent, som han er skamfuld over sin slette Opførsel ... Skulde én ha set sligt!”
Fruen reiste sig fra Sofaen:
„Kald paa Inger Stuepige, Barbara, saa hun kan vise ham op paa sit Værelse. Jeg gaar ud og tar imod ham. — Sørg for Kaffekopperne, Du Marianne —
Men, hvad feiler Dig, Merete!” — stansede hun studsende. Datteren stod og holdt sig ved Stolen bleg og stærkt aandende —
„Du har drukket for stærk Kaffe, Barn,” — tog hun sig og strøg hende over Haaret. „Gaa straks ud og faa Dig lidt koldt Vand.”
Hun skjød hende mod Døren til Kjøkkenet, medens hun selv tog Veien ud til Gangen ...
Der stod han alt paa Trappen, da hun kom, og tørrede Sveden af Panden. Han saa helt aandsfraværende ud, — som han kunde ha siddet og sovet i Karjolen, — medens hun sa ham de Par Ord til velkommen og fortalte, at Sorenskriveren var optat af vigtige Forretninger. Og til hendes forekommende Spørgsmaal om hans Reise brast han saa høist utøilet ud:
„Seks Timers Kjørsel langs Elven i Solsteg, — Forfærdeligt!” —
Han stod der med Hatten i Haanden, tæthaaret og mørk i Brynene med et hvast Rovfugleansigt og sa det saa rydt, — syntes saamæn alt andet end generet for at gi’ sit Humør Luft, den unge Herre! ... Han tænkte maaske, han var kommet saa langt ud paa Landsbygden, at saadant kunde man tillade sig ...
Som han skulde følge Stuepigen og Gaardsgutten, der bar hans Kuffert, Vadsække og to Geværer op paa Værelset, bad han — nu ganske tækkelig, — om at faa Lov til at komme ned i Stuen og præsentere sig senere.
Imidlertid ... Imidlertid ... gik det i Fruen. Det skadede ikke at bryde Spidsen straks, om her var noget utilbørlig prætentiøst ... Der havde været noget ved ham, som irriterede hendes Selvfølelse. Lidt behersker dog en ung Mand sig første Gang, han hilser paa Husets Frue!
„Grød med lidt bagefter, — meddelte hun sig senere til Marianne, — „ganske som almindelig” ... —.
— Det syntes at drage ud med Skiftesamlingen og det i Stuen stærkt efterlængtede Forløsningens Klokkeslet. Tiden udfyldtes, saavidt gjørligt, med at diskutere forskjellige Emner — Giftermaal i Letsindighed og sørgelige Uskikke, — støttet med nye Nødninger og Forsyninger med Kaffe ...
Enkelte af Boets Vedkommende drev kjede om derude paa Gaardspladsen, og et Par spændte alt Hestene for.
Saa det saa jo nu ud, som ogsaa dette kunde tage en Ende!
Omsider stod da Kontorist Schmidt i Døren og meldte fra Sorenskriveren, at nu var det Tiden for de tre Husets Gjæster at være tilstede paa Kontoret og overvære Oplæsning og Afslutning af Boet. — —
— — — — Den urolige Eftermiddag var larmet af, og den sidste Kjærre forsvundet ud af Porten.
Sorenskriveren kom over fra Kontoret i rask Fart, saa Frakkeskjøderne flagrede ham om Benene. Han gned sig tilfreds i Hænderne som efter et overstaat svært Pust ...
„Pokkers Menneske ... Pokker til Fyr den Kvigstad! ... Laa ikke hele Vidtløftigheden der ekspederet og færdig og i en Orden, som —. Han har saamæn turet sin tredie Nat i Boet, gaat mindst lige hidsig paa Tømmen der ... De bruger det Udtryk, Du Bolette,” — forklarede han sin Hustru, — „om Hestene, naar de skarptraver, — ganske betegnende! ... Og saa kniber jeg ham undertiden i et snart Øiekast hen paa mig, som om han vil forvisse sig, om jeg ogsaa helt begriber hans Mesterlighed ... Jah, — ja, jeg tilstaar, det er mig en Gaade, hvorledes et Menneske saadan kan opta og beholde alle disse kjedsommelige Detailler og Sammenhænge med Næstens Gods — formelig bevare dem i sit Hjerte ...”
„Men saa er det ikke det, vi har at tænke paa nu, Orning,” — afbrød Fruen ham, — „Din ny Fuldmægtig er kommet.”
„Hvad? — Hvad siger Du, Bolette?”
„Han er tat lige op paa sit Værelse med hele sin ganske Bagage og sine allehaande Jagteffekter ... Gjør mig den Tjeneste, Orning, ikke at spørge ham for ivrig ud om hans musikalske Kapaciteter, naar han nu kommer ned, eller falde i straks med høiere Materier. Han synes mig en, som vi skal se lidt an. Der afhænger saameget af første Indtryk —.”
Sorenskriveren harkede lidt og drev paa Gulvet med Hænderne bagpaa den lange spidsskjødede Frakke.
„Hvad Sort Fuldmægtig, Skjæbnen beskikker én, det er sandelig saa tilfældigt, som Veiret det!” gav han sig Luft.
„Den bedste er vist den, som er mindst musikalsk, Du!” henkastede Fruen, idet hun forlod Stuen.
Sorenskriveren fortsatte smaaplystrende at slentre paa Gulvet, medens han lo for sig selv og saa efter hende ... „Næsten vittigt! ... Bare — bare lidt udelikat ... hrrr” ...
Han studsede noget ved at se Femia aabne Døren, men efter et hastigt Overblik igjen trække sig tilbage. Hun kom i Straahat og lange Nankins Hansker og havde en Kurv paa Armen.
— Lidt efter var Fuldmægtigen, Dyre Rein, placeret ved Aftensbordet mellem Alida og Henschien, der netop var blevet præsenteret. Den gamle Kontorist sad duknakket og forbeholden blinkende med de smaa runde Fugleøine og et og andet mistroisk Glyt hen paa den ny foresatte, som paa Post mod mulige Indgreb i sin Magtsfære.
Nedenfor ham sad Kvigstad, hvis skarpe graa Øine fangede alt, vagtsomt loddende den ny Fuldmægtigs Dybder i Ord og Adfærd. Han havde sit eget optagne Ansigtsudtryk iaften — efter alt det passerede, — og legte saa smaat med Jomfru Alidas perlestukne Servietring, der tilfældig var rullet henover Dugen.
Og nedenfor ham lille Schmidt med Øinene nede i Grøden og Opmærksomheden underfundig delt mellem sine to Idealer, Sorenskriveren og Kvigstad —, hvordan den nyankomne slog an paa den første, og, hvad den sidste vel mente. Yderligere var den unge Kontorist dybt forelsket i den otte og tyveaarige Marianne lige overfor ham ved Bordet, og fortiden forfærdelig jaloux paa hendes Sidemand Augustinusen, hvem hun havde beæret med en Spaseretur nu to Aftener efter hinanden. Hun var ikke netop vakker. Men saadan en Figur! — og saa yndig en Gang, — saa mild og deltagende og interesseret ...
Barbara var stum optaget af Fuldmægtigen. Hun bespeidede ham nysgjerrig med de gløgge praktiske Øine og tog sine Mærker ... Han havde saadanne store rare Hornknapper i den tætlukkede Frakke — og det svære Silketørklæde knyttet frit under Skjortekraven. De sorte Øienbrynene gik skraat nedover Næsen ... Han havde ingen Ring paa Fingeren, — var vist ikke forlovet. De, som har sligt ekstra Dyretække, pleier ikke at bli gifte, siger Tante Ra ...
Nu satte han Smørøie i Grøden, før nogen bød ham! ...
— „Og der har vi vor yngste Datter ...” sa Fruen, som Merete kom ind og skyndsomt bøiende sig tog sin Plads hos Moderen nede ved Bordenden.
„Du kommer sent, Barn!”
„Jeg maatte bli færdig med at rense Bærene,” — undskyldte hun sig uden ret at faa Lyden frem.
„Ja, nu faar Du se til at indhente os andre ... Der, min Pige,” — Fruen rakte hende Tallerkenen med kun en ganske liden Forsyning; hun havde opfanget, hvor bleg og betaget Datteren var.
„Og paa vor Kant af Landet har De altsaa aldrig været før?” — henvendte hun saa afledende til Rein.
„Nei, mit Hjem ligger ved Sjøen, — næsten helt ude ved Havet ... Men vil Fruen unde mig en Portion Grød til?” afbrød han; han havde forunderlig hastig klaret sin Tallerken.
„Naa, det glæder mig, at De har saadanne gode, huslige Egenskaber. De liker Grød?” smilte hun.
„Ja, Frue, — næst al anden Mad,” forsikkrede han lunt. Og, naar man ikke har spist siden tidlig imorges, saa sættes jo Tingen i sit Skjær.”
Merete slog pludselig Øinene op, og der undslap hende et næsten hørligt Lettelsens Pust.
Under sin Overraskelse brød hun ud i en pludselig ubehersket Latter. Ne—e—i, — gik det overvældet i hende, — dette var ingen at skue i Syner! ...
Fruen saa forbauset paa hende. Hvad gik der af Pigebarnet med sit ellers saa naturlige gode jevne Væsen? ...
„Ja, Du Merete,” — faldt Sorenskriveren ind, — „Mor begyndte alt at glæde sig til en vældig Abonnent paa Grødterrinen.”
Merete kunde ikke dy sig, der skingrede endnu halvsvimmelt nok et Latterudbrud: — et skarpt krumnæset Ansigt! og en spottende Klang i Stemmen ... Nu tog han rask med Appetit ufortrøden fat paa den anden Grødportion ...
Aa—h, — som han havde taarnet sig op rent til en Forfærdelsens Aand for hende! ...
Men hun maatte jo den ene Gang efter den anden stjæle sig til at se paa ham, som han sad der og dyppede i Melken og svælgede, — haaret helt ud paa Haandbagen, naar han førte Skeen ... Han kastede hver Gang det runde sorte Hode saa braat mod den, han talte til, og hun greb ham i et pludselig gløgt Blik hen paa Eufemia, som havde fundet paa den Manér at henkaste et og andet Ord i Samtalen, medens hun lænede sig skjødesløst tilbage mod Stoleryggen.
Og to, tre Gange mindst var hans Øine, som med et lyst Skimt op af Brynene, paa Marianne, efterat hun datterlig spasende havde været henne og underrettet Faderen om, at der dog vankede lidt bagefter Grøden ogsaa. Det var som han studsede over hendes Udseende ...
Smaa Asjetter med opskaaret Kjød, Rul og røget Ørret sendtes nu rundt, og lille Schmidt vidste, at Fruens Øine vaagede paa ham, om han glemte at benytte Smør- eller Ostekniven, som laa ved.
For ny Kontorister var Fruens delikate Opdragelseskursus en nok saa hed Skjærsild, og han saa med en vis Beklemmelse, hvorledes Fuldmægtigen, som om ingen Frue var til, forsynte sig med det salte Kjød, saa Asjetten blev halv tom, og bagefter gjorde vældige Indhug i Myseosten, som endnu var aldeles urørt.
Inger Stupige kom ind af Døren, og Ajax trængte sig, som den var vant til, naar den var løst, ind bag efter hende. Den gik lige hen til Rein og snusede og slikkede hans Haand, den han lod hænge ned til den, medens han snakkede, uden at værdige Hunden videre Opmærksomhed.
Lidt efter lidt begyndte han at smaasmile til Barbara, hvis grundende og undrende Blik hang uafbrudt ved ham. Dette med Ajax havde dybt interesseret hende helt fra Ankomsten af.
Eufemia henkastede fra sin Tilbagelænethed noget om Ajaxes uhøflige Modtagelse ...
„Men, at De turde gaa hen til ham!” — faldt Barbara ivrig ind. „Den har virkelig bidt engang. Vi sætter den altid i Lænke i Hundedagene.”
„Ajax er en ærlig Hund, det saa jeg straks. Jeg løste Lænken af ham, det var det, han blev skamfuld over,” forklarede Rein. „Deres Søn, Claes, Søofficeren, viste mig en prægtig Jagthund herovenifra,” — henvendte han saa til Sorenskriveren, — „Finnerace?” ...
„Saa De kjender Claes?” faldt Fruen ind.
„Vi har færdets sammen paa en Opmaalingsreise nord i Fjordene paa vore Kanter.”
„Havde han Fiolinen med?” forhørte Sorenskriveren.
„Javist, javist, spillede langt udover lyse Natten. Musiken er mig et behageligt Sprog, som jeg rigtignok kun fatter et og andet Ord af. Men, hvad han sa paa Fiolinen, det forstod jeg!”
„Saa, — saa De?” ... Sorenskriveren strakte Hodet levende interesseret frem af den stive Halskrave.
„Det klagede og skreg fra Strengene over, at han skulde opsætte Karter og maale og lodde i Kongens Tjeneste istedetfor at faa slaa som Lærken og spille og musicere paa denne Klode.”
Sorenskriveren lænede sig betænkt tilbage i Stolen ...
„Ja — jah! man maa jo noget være her i denne Verden,” kom det trist. — „Det er den pure haarde Nødvendighed!”
„Man kan da virkelig ikke slaa sig paa at være Bierfiedler,” — supplerede Fruen. „Se nu stakkels Sankowitz, som drager omkring og informerer i Bygderne og faar sit kummerlige Ophold og nogle Marks Penge paa hvert Sted.”
„Hys, hys, Bolette,” afbrød Sorenskriveren hende tvert, — „ham fik man hverken til at lodde eller maale ... Det er en fordreven Kunstnersjæl, som kunde blevet noget betydeligt i sit store Hjemland.”
Han skjød noget hastig Stolen tilbage, afsluttende Maaltidet med et: „Velbekomme!” — Og Merete iagttog, hvorledes Fuldmægtigens Øine gled fra Moderen hen paa hendes Far og saa tilbage igjen, som om han havde faat Tæften af to Slags Veir i Huset.
Døttrene fik en vis stille Hast med at tage hver sin Part af den Husgjerning at afdække Bordet, efterat Fruen først langsomt og mageligt havde reist sig med et Par Ord til Marianne. Hun gik paa sin afgjorte værdige Vis med det graa Kappehode bagover hen og talte til Sorenskriveren, der hørte til halv distræt med Levningen af et irriteret Humør.
„Jeg synes slet ikke, det vil passe, at I musicerer den første Aften, din Fuldmægtig er her, Orning,” — meddelte hun sig. — „Tror Du ikke, det vilde være bedst at ta ham med Dig og vise ham om paa Kontoret nu straks, mens det er lyst, saa véd han, hvor han skal anbringe sig imorgen.”
Sorenskriveren rev Snusdaasen op af Vestelommen og smekkede et Par Gange heftig paa Laaget. Han syntes alt andet end tiltalt ved Tanken om atter at skulle gjæste sit Kontor efter den ganske strævsomme Dag og faa den „gode Aften”, som han havde havt i Baghaand, spoleret.
Det gav sig Luft i det: „Hm—rrrr —,” hvormed han pludselig afbrød hende og med en let Opfordring indbød Rein til at følge sig over og bese Kontoret. — —
— Der gik Augustinusen, og der var Schmidt ude paa Gaardspladsen. Den første slentrede øverst i Veien i korte Repriser op og ned imod Porten, den anden havde mere beskedent valgt sig Regionen ved Laavebroen og Høvognen, i hvis Dyb Kvigstad havde fundet for godt efter tre høitspændte Døgn at begrave sine trætte Lemmer og bie paa Stjernerne.
Der var en Følelse af Kjede og Tomhed over dem begge. Jomfru Marianne, vidste de, havde overtaget Ugen inde i Husholdningen, og det lod aldeles ikke til, at hun vilde komme ud iaften. Ved en underlig Sjælens Magnetisme, maaske en Henførelse af den samme Tanke, nærmede de to Rivaler sig hinanden mere og mere, eftersom Haabet udslukkedes ...
Der sad Eufemia i Sjalet paa Trappen og vippede med Fjerbolden, kastede den af og til op i Luften og tog den igjen paa Buen eller med Haanden.
Nedenfor paa Trappen snakkede og apede Barbara med gamle Henschien, der havde sat sig tilmags paa et Trin i Brandstigen, medens Merete fo’r travl ind og ud af Haveporten med stadig paa ny fyldt Vandsprøite ned til Moderen, som vandede Blomsterbedene.
I Gangvinduet oppe i anden Etage saas Alida grublende over et Brev fra sin Forlovede, Groth ...
... Der passiaredes livligt i Kontortrappen og, fulgt af Rein, kom Sorenskriveren nu som lettet og befriet ud paa Gaardspladsen.
Han stansede og syntes at sunde sig, — saa sig om, som drak han Høduften ind med stigende Velbehag ...
„Lars!” — raabte han saa nedover mod Stalden, hvor han saa Gaardsgutten ifærd med at hænge ind Sæletøi, — „Figaro har vel faat sine seks Potter Havre idag? ... Tag den frem og lad os se lidt paa den ...”
„Spræk, — kjipen” ... kom det, som Lars efter Grimen førte ud det livlige Dyr, der pludselig knæggede ved Lysningen.
Sorenskriveren gik rundt Brunen, klappede og besaa den og strøg den nedover langs Ryggen, saa den humrede ... „Dette fede Voldhø skal Du ikke lade den faa formeget af, det er Foder for Kjør og ikke for Rideheste ...
Vi har ikke faat vort Morgenridt idag,” — godsnakkede han med Dyret ...
„Rør lidt paa den, Lars, saa den faar myget Benene en Smule,” bød han og fulgte fordybet, hvorledes Brunen, ført ved Grimen, smaadiltede og drak ved Brønden.
„Vakkert Dyr! ...
Lad os ligesaa godt motionere den, saa det forslaar,” lød det saa ivrig passioneret.
Og snart stod han med Piben tændt og saa til og dreiede sig, eftersom Lars lod Figaro løbe ved Snoren rundt Gaardspladsen ...
Rein havde imidlertid begivet sig hen til Trappen, hvor Eufemia sad og legte og smaakastede med Fjerbolden.
Han fulgte den opmærksomt i Luften uden en Mine af, at han la Mærke til det Menneske, som var Ophavet.
Fjerbolden faldt ned paa Trappen, og han tog den op og leverede hende den.
„Fjerbold har jeg aldrig spillet,” yttrede han og greb den anden Raket, som laa paa Bænken.
Han mødte Eufemias lindt anslagne Bold med et Slag af sin Bue.
Nonchalant tog hun imod den og gav den et ligegyldigt Vip henimod ham igjen.
Efter et Par Forsøg lykkedes det ham dernedefra at give Raketten en saa passende Fart, at Eufemia fra sin Plads paa Bænken kunde opfange og med en halv smilende overlegen Mine sende den til ham længere og længere henover Gaardspladsen.
Under Held og Uheld udviklede Fjerboldvekslingen sig i Taushed — fra Reins Side med en hidsig Optagethed af at lære den ny Kunst. Hans Fjerbold vippede stedse mere vovet høit og dalede stedse sikkrere ned ligeoverfor Eufemias Ansigt og Fang. Ved et velført Slag fra hendes Side fløi Fjerbolden helt henimod Brønden, hvor Merete just kom farende med Havesprøiten.
„Aa, De „Yngste” ... De leende ... kast hid Fjerbolden!” — raabte han i Farten.
Merete tog den uvilkaarlig rask op og sendte den imod ham. Men pludselig blussende rød vendte hun sig til Kokkepigen, som stod og heisede Vand:
„Fyld Havesprøiten, Malene, og bær den ned til Mor!”
Hun slog noget Vandskvæt af sit Forklæde, og med en vis Air gik hun over Gaardspladsen hen til Trappen, hvor Rein stod og tørrede Panden efter Anstrengelsen, og sa næsten nedladende:
„Mit Navn er Merete, — Merete Orning, — Jomfru Merete!”
„Bevars Merete! ... Der var en Dronning, som hed Merete,” — bukkede han — „et sjeldent Navn ... et, man ikke glemmer. Det maa bæres med Høitidelighed!” ...
„Nu har vi vandet alle Blomsterrabatterne, Eufemia,” — afbrød hun og viste paa sit vaade Forklæde ...
„Sidder I her?” kom Marianne saa ud fra Gangen med hele Nøgleknippet i Haanden.
Hun satte sig ned paa Bænken —
„Det er min Uge, Hr. Rein, og jeg maa faa sætte Dem lidt ind i Husets Skik,” sa hun koselig. „Jeg sender op Frokosten Klokken syv imorgen — eller er det kanske lidt tidlig for Dem nu efter Reisen? — Kaffe og Smørrebrød ... Huset har jo sin faste Orden; men saa kan det tillempes en Smule efter hvers Smag og Behag,” smaasmilede hun lunt lovende.
„Tak Jomfru, — ja, var det ikke Jomfru Marianne De hed, — la mig nu ikke ta feil, — jeg har faat en hel Forfærdelse i Blodet!”
... „Og ønsker De Melk, saa ... Jeg skal sige Dem, her er lidt magert nu paa Melkeboden. De ser vist, at der er som uddøet nede ved Fjøset. Næsten alle Kjørene — og Budeierne og en af Gaardsgutterne er paa Sæteren.”
„Vi har nitten Melkekjør,” — faldt Barbara ivrig ind henne fra Brandstigen.
„Hvorfor ikke tyve?” spøgte Rein.
„Nei, Svartsi brækkede Benet akkurat St. Hansaften; den havde gaat sig fast i Myren.”
„Dette er altsaa Sorenskriverens Eiendomsgaard?” forhørte Rein sig ...
Sluttende sig til Passiaren kom Barbara interesseret hen og satte sig paa Trappetrinet. Merete hørte til halv hængende ved Gelænderet.
„Aa Augustinusen!” — tilraabte Marianne ham med et udover Rækværket, — „følg mig hen og laas Staburet. De kan Knebet. Nøglen lader sig næsten ikke vride om, vi maa snart ha Smed paa den ...”
Augustinusen fulgte lykkelig og høist smigret over at være den udvalgte trods den ny Fuldmægtig og Aftenens mørke Chancer.
Henne paa Gaardspladsen huschede Sorenskriveren og klappede i Hænderne nu, Figaro igjen joges ind i Stalden.
Han kom fornøiet og oplivet henimod Trappen, medens Fruen fra sin Kant stilede opover med Malene i Hælene, bærende de to tømte Havesprøiter.
„Ja nu er det vel Sengetid, Børn,” — sa hun; hun tog Kysen af og hængte den i Gangen. „Godnat allesammen! ... Og nu maa De huske at tælle Vindusruderne paa Deres Kammer, Rein, og lægge Mærke til, hvad De drømmer den første Nat. Det skal sande sig, véd De nok,” spøgte hun ...
Man skiltes, og hver begav sig til sit —
Schmidt var henne og ruskede i Kvigstad, som nok i den skumre Aften havde faat sig en foreløbig Lur i Høvognens Dyb. Og Marianne og Augustinusen vendte lunt smaasnakkende tilbage fra Kunststykket med Stabursnøglen ...
Oppe paa de to Jomfruværelser, der laa ved Siden af hinanden, holdtes nu Lov og Dom —
Merete og Barbara havde nedladt sig paa hver sin Sengekant, medens de andre gik og tog ned Haaret og syslede med Nattoilettet.
„Naa?” — spurgte Barbara forventningsfuldt.
„Naa?” — forlød det fra Eufemia.
„Ja, hvad synes Du, Marianne? — nu kan Du engang sige først,” mente Merete.
„Aa—aa, saa „temmelig” ... heller opimod „godt”,” — dømte Marianne. Det var gammel Hævd at benytte Kaptein Buchwaldts Gradestok i Karakterbogen til Kritiken —
„Hvorfor ikke tyve Kjør istedetfor nitten!” jepede Eufemia, medens hun med Haarnaalen i Munden holdt paa at sætte op Haaret til Natten ... „Smager lidt af Hverdagsmad ...”
„Henschien mente nu, at nogen Kontormand var han ikke,” tog Barbara i. „Han spurgte ikke engang efter Forretningerne — bare efter Hunderacer og sligt!”
„Han ser ikke netop ud som et studeret Menneske,” mente Alida. „Men selvsikkre Manérer. Det er Godseiersønnen det ... Man hører det ogsaa paa Stemmen — saadant triumferende rullende R—”
„Ja, nogen, overdreven fin Opdragelse skal én ikke beskylde ham for at ha!” hug Eufemia hævnlysten i. Han havde ikke taget tilstrækkelig Notis af hende under Fjerboldspillet.
„Han blir vist ingen ætherisk-romantisk Ridder for Dig, Femia,” forlystede Merete sig. „Grødædende — og saa svart, som han skulde være dyppet i Blækhuset af „den store Bastian”, da han var liden.”
„En skulde næsten tro, at han ikke har havt nogen egentlig Omgang med Damer før!” — udtalte Marianne grublende.
Det var, som den Bemærkning pludselig optog dem alle, og der opstod en Pause, hvori det nye Synspunkt svælgedes ...
Virkelig havde ingen af dem mødt saameget som en Forstaaelsens Mine af ham eller Tilløb til en Høflighed eller Kompliment, — ikke et Øieblink, ikke et Smil til dem anderledes end til Sorenskriveren og Kontoristerne.
„Naturligvis opdraget i Ensomhed der nord af en Huslærer paa Godset,” — fandt Eufemia ivrig ud, „og saa som voksen og færdig sendt ind til sine Eksamener. Han har ikke kunnet faa nogen Verden paa den Maade.”
„Altsaa, saadan rent som nyfødt til den Side —”
Man stirrede i det ...
„Hys da, Merete!”
Merete fo’r der omkring og nynnede en Menuet, medens hun holdt i det lange Natlinned og svingede og hævede sig paa Hæl og Taa ...
„Han har ellers en vakker Bøining med Nakken og Hodet, naar han vender sig til nogen,” — afbrød hun sig.
„La Du ogsaa Mærke til det,” slap det ud af Marianne.
Selskabet fra Sorenskrivergaarden — de fem Vangenske Jomfruer, Kvigstad og Rein — havde alt travet en Timestid i Søndags Eftermiddagen paa Turen til Tante Ra —
Nogen særlig Underholdning var Søstrene paa det rene med, der ikke var at vente af den nye Fuldmægtig.
Efter de faste Kontortider, For- og Eftermiddag, havde han streifet om, — befaret Egnen baade vidt og bredt. Anders Husmand havde mødt ham helt inde ved Tømmerlændserne, og ved Aftensbordet sad han der træt og faamælt og slugte Maden. Og lige efter op paa Værelset og tilsengs!
Den ene Aften havde han sat sig ind en Stund og hørt paa Musiken. Men enten var han falden udi Melankoli eller Søvn. For pludselig vak han op, tog sig til Hodet med begge Hænder og fo’r ud af Døren uden saa meget som at sige Godnat. Musiken var ham nok den Aften ikke „det behagelige Sprog”, som han havde udtrykt sig.
Nu paa Turen havde han snart gaat ved Siden af den ene, snart af den anden af Søstrene, medens de smaasnakkede og paaviste de forskjellige Veie og Udsigtssteder.
Det havde virket næsten forbausende, — hvad Søstrenes Blikke sig imellem betydede med en vis Lystighed, — da den stumme mørke Ridder pludselig galant tilbød sig at bære Mariannes Kurv, der var fyldt med nymodne Frugter, som Smag fra de forskjellige Trær i Sorenskriverhaven ...
Og Marianne var virkelig en distingveret Skikkelse, som hun gik der i den vide Virrehat, der sluttedes sammen af en Sløife under Hagen, i det korte Liv med Spændebeltet næsten opunder Brystet og det blødt faldende Kjoleskjørt, der lod tilsyne hendes udsøgte Fodsætning og høie Vrister. Hun havde ikke mindre fuldendt Figur end Alida og derhos noget stille, smidigt over sig, der ligesom mere passede til det venlige, ganske vist mindre smukke Ansigt.
De var naat hen til Udkanten af Rafosskogen, hvor der kunde skydes Gjenvei, da Rein med ét rettede sig og saa sig om. Han drak Luften, som han veirede noget nyt ...
„For en storartet Ensomhed!” brast han ud. „Bare Solsteg og Kvae og Sus ...”
I Dalføret der indenfor laa Rafos med sin tætte Granskog og vildt tordnende Fos.
Rein vedblev at trække Aanden i dybe Drag ... „deilig Tur! ...”
„Er det nu først, De opdager det?” — spurgte Alida muntert.
... „Og her bor altsaa „Tante Ra”? ... Navnet høres saa underligt, som ægyptisk eller indisk ... Som nogetslags ensomt Rovfugleskrig fra Luften.”
Der var noget i det, som slog, saa de maatte drage paa Smilebaandet ...
„Mangler bare, at han afleverer den Bemærkning oppe paa Rafos, — smigrer Gamlefruen med, at hun er en Hauk eller Ørn,” rev Kvigstad af sig halvhøit.
„Hys, hys,” — sa Rein og varede med Haanden, medens han strakte sig mere og mere ivrig udover og speidede opmærksomt ned ad den skogbesatte Skraaning.
Han præsterede en fin fløitende Lyd og lidt efter nogle smaa korte, skrattende Skrig.
„Ser I der,” hviskede han og greb uden at se sig om den nærmeste af Damerne bag sig ved Armen og trak hende frem udover Veikanten —
„Ser De, — et Par graa Øren bag Stenen ved Træet dernede. Det er Haren, som er blet nysgjerrig ... Der smat den væk!”
Han lo ... „Der vogter mange Øine paa os i Skoven, som vi ikke ser.
Ho—ho—ho—o!” — satte han i, saa det gav Ekko, og klappede i Hænderne, som han vilde skræmme en hel Dyreverden ... „Her sidder vist nok baade af Tiur og Røi omkring i Trær og Busker.
Halloh—halloh—ho! — For en Los det kunde bli henover i Aasene! Den, som nu havde havt Geværet med!”
Han tog sig med ét ... „Hu—u, — er det ikke mærkværdigt, at én skal overfaldes af en Lyst til at myrde og drikke Blod just, naar én kommer ind i en saadan velsignet Stilhed. — Denne fæle Menneskenatur, én stadig drager paa! ...
Véd De, naar Haren smager bedst, Jomfru?” vendte han sig til Alida. „Det er, naar den er jaget saa haardt, at Angsten har sprengt Blodet helt udimod Skindet paa den.”
„Aa fy!” afviste Alida ham uvillig.
„Ganske rigtig! — Vi faar den ind Kjøkkenveien, ribber og flaar den saavel for dens alle seks Skind som for dens Forhistorie — og spiser og nyder den ...”
Det lød saa stødende rydt, og det var under Indtrykket af noget ubehageligt ved ham, at de skyndte paa indover Skogstien.
Den førte langs steile Skrænter med Elven nedenunder, helt til Skogen pludselig aabnede sig for Rafos Gaard med dens Indhegninger og lille Have op ved den rødmalede Hovedbygning.
Som de bøiede ind forbi de halvgule Rugagre, saa de Jomfru Bie, Tante Ras mangeaarige Selskabsdame, skynde sig ind fra Trappen for at melde deres Ankomst, og paa Gaardspladsen hilsedes de af en langthvæsende Gasse akkompagneret af snaddrende Gjæs.
Inde i den med store, solide Møbler udstyrede Dagligstue sad Tante Ra i Armstolen i blomstret Silkekjole med Fiskebenskorset og Kniplingsmanchetter for Hænderne midt i et Parti Piquet med Husets Ven og Nabo gamle Oppen, Kandidat med non contemnendus fra Kjøbenhavns Universitet og Medeier i Oppidals Sagbrug ovenfor i Dalen.
„Det er Deres Spil, Oppen,” — mindede hun og skjød Kortene tilside.
„God Dag, kjære Børn,” — lød det saa, medens et hvast, lynsnart Blik fo’r hen paa Rein, der viste sig i Døren bag Damerne. — „Staar det bra til hjemme? —
Ja saa, — alt vel!”
Den gjæstmilde Mine strammedes, og hun trommede lidt i Spillebordet med de af blinkende Stene ringbesatte tynde gule Fingre.
„Det var jo snilt af Far og Mor, at I fik Lov til at besøge gamle Tante,” — fulgte det saa. „Det er saamæn saa længe siden sidst, at jeg kunde været baade død og udbaaret for den Sags Skyld!”
„Det er jo bare tre Søndage siden, Tante,” indvendte Merete.
„Og Far? — nævnte han ikke noget om at se hid ... Han har vel Forhindringer,” — lød det spydig.
„Han talte noget om at ta sig en Ridetur hid idag udpaa Eftermiddagen,” — oplyste Alida; — „men jeg véd ikke vist” —
„Naa saa, — véd det ikke vist nei ...” lød det spydig. — „Og Groth ... har Du hørt fra ham ... Stræver med at overta Værket vel? Og Tiden for Brylluppet endnu ikke fatsat? — Saa! ... Den gamle trækker det i Langdrag det, han kan, med at gi fra sig Magten,” — nikkede hun.
„Og det er den ny Fuldmægtig, Hr. Rein,” — afbrød hun sig, idet hun reiste sig halvt i Stolen og rakte Haanden ud —
„Ja tag nu Plads ... Der i Sofaen, Marianne!” — pegte hun myndig ordnende, — „og Du, Alida, i det andet Hjørne ... Eufemia her i Lænestolen. Og De, Kvigstad, flytter nok den Stol hen til Bordet ... Den Plads der er for Dem, Hr. Rein — saa véd jeg, hvor jeg har Jer allesammen,” — lo hun ... „Ja lille Merete nytter det ikke at holde fast, hun maa jo løbe om og bese sig overalt og saa være Tantes Ærendsvend.”
„Tak Frue,” sa Rein; — „men faar jeg Lov til at sidde her ved Vinduet.”
„Jo saamæn maa De det! Tro dog ikke, De er kommet ud for nogetslags herskesygt Skovtrold,” lød det jovialt.
„De har foretrukket Ensomheden, Frue, og bosat Dem i Naturen,” yttrede Rein, — „Skog, hvor én ser —”
„Næ, — jeg har ingen Sans for Naturen, bryr mig bare om Menneskene. — Vi er dog inte Trær, — heller inte skabt til at begrave os blandt Katugler og alskens Uhu,” — kom det bistert med en noget dansk Akcent ... „Men man leirer sig jo blandt sine egne, enten det smager eller ikke.”
„For en smuk tung gammeldags Stol,” bemærkede Rein, idet han tog og trak den hen til Vinduet.
Han saa sig interesseret om i Stuen ... „Det underlig forsirede Slaguhr! ... Og Skatollet der ... det ser saa dystert familiemystisk ud, som det kunde sidde inde med en hemmelig uopdaget Skuffe ... Arvestykker, Frue?” — spurgte han.
„Ja, — de er ikke forarbeidet her i Bøiden,” lo hun. „Jeg kan endnu erindre som liden Pige, da Fragteskuden fra Aalborg endelig arriverede med Møblementet til min Far, som var forflyttet til det Kristiansandske. Fartøiet havde lidt Havari, og Møblerne blev indsat paa en Bod for at tørres —”
„Ja,” udbrød Oppen, overvældet af gamle Erindringer, — „hvad man kan lide paa en Fragteskude! ... Vi tumlede i seks Uger, — laa veirfast i alskens Havne, inden vi naade Kjøbenhavn; — jeg blev næsten Sømand paa det,” lo han.
„Det varede saamæn hele Vaaren,” gjenoptog Fruen det, — „og langt ud paa Sommeren med, før vi fik den Kunstsnedker fra Odense, som kunde reparere dem ... Og siden har de gjort adskillige dyre Reiseerfaringer baade i min Fars og min salig Mand, Præsidentens, Tid, naar vi blev forflyttede. Enten fragtedes de langs Kysten eller skumpedes og stødtes de, Stykke for Stykke, pakket paa Kjærrer, henad alskens daarlige stenede Landeveie. — Det bedste Middel mod Gebræklighed er en stærk Helbred, — ikke sandt, Oppen!”
„Visselig, visselig,” — gryntede Kandidaten over Piben, — „det er en Fædrenearv, man burde fødes med.”
„Aa ja, — og saa sørge for at bevare, Oppen!” hug hun betydende i.
„Men tag for Jer af Eftasvælen,” opfordrede hun, nu Theanretningen med det smukke forgyldte gammeldags Porcelæn var kommet paa Bordet, og Jomfru Bie traktede over Theblade og Kanelbark paa den surrende Maskine.
„Ferskt Brød, Smaapiger ...” hun vendte paa en opskaaret Skive i Kurven. — „Det har hævet sig godt denne Gang, Bie! — ikke Spor af raaberget ... Æggene nylagte — fra idag, om De ikke anser det for Helligbrøde at spise Æg, som er værpet paa en Søndag. Jeg skal sige Dem, Hønen kan inte for det!” spasede hun ublut, saa Jomfruerne fandt at maatte se ned ...
„Og Du, Marianne, laver med din lykkelige Haand Kandidatens Thevandsknægt. Rhummen finder Du i Skjænken der ...
De maa ogsaa smage hendes Bryg, Rein,” nikkede hun saa. „De kan tro, hun forstaar det, den Pige!”
„Er det ikke bare at helde i lidet The og meget Rhum, Oppen?” sa Marianne bredt godslig.
„Og saa leveret af Jomfru Mariannes Haand!” — udfyldte Kandidaten opstemt.
... „Men De, Rein, tror jeg, helst vil ha Theen ublandet,” yttrede hun, idet hun spørgende holdt Karaffen mod ham. „For jeg har lagt Mærke til, at De er glad i Melk, og da faar man gjerne saadan ren Smag.”
„Der har De set rigtig, Jomfru, jeg drikker nødig stærkt,” bekræftede Rein.
„Ja, den Pige,” — udbrød Tante Ra, — „hvad er det, hun ikke ser, og hun ikke passer paa! ...
Og Bies Flødekager, Marianne! dem maa Du smage paa. De er næsten lige saa lette denne Gang, som om Du selv skulde ha stegt dem.”
.„Jo da, det var for Marianne, han „ainede sig”,” — puffede Merete betydende til Alida ...
Eufemia, der var kommet sig i Attitude i Lænestolen og sad og viste sit Profil, trak kjed i de lange Nankins Halvhansker og strammede dem opover Albuen.
... „Og saa byder Du vel ogsaa Kvigstad af din Karaffe, Marianne,” vedblev Tante Ra, — „saa faar han Munden paa Gled og gir os, hvad han kan ha i Randselen af Bøidens Nyheder.”
„Der gives ikke Nyheder mere,” murrede Kvigstad, — „der er tærsket Langhalm paa alt — Lad se ... Der har ingen tat Livet af sig, siden de fandt Anders Sæter paa Staburet hængende fra Bjelken jevnsides med sine gamle Fleskeskinker. Og jo, — bi lidt, — den gamle rige Knasten, Landhandler Simonsen har Dilirium igjen. Der har været baade Doktor og Præst paa ham. Han sidder i bare — om Forladelse — Skjorten paa Pengekisten sin og maa forsvare den mod Fanden, paastaar han, eftersom det er uretfærdigt Gods ... Ellers saa spilles der Kort i Eftermiddag hos Majorens. Jeg har alt set to Karjoler kjøre nede i Landeveien didopover — Doktorens og Prokurator Poppes —”
„Aha,” — veirede Jomfru Bie, — „Stegegrisen igaar! ... Kristian Dale var først her i Kjøkkenet og bød den frem, og, da Fruen ikke vilde ha den, gik han til Majorens.”
„Ja den var saamæn for dyr for mig,” bekræftede Tante Ra, — „men over hos Majorens har de Raad til alting, naar de kan faa noget lækkert.”
„Der har vi Far ridende ind paa Gaarden,” — varskuede Merete ivrig henne fra Vinduet og fløi ud imod ham.
Tante Ras rynkede Ansigt kneb sig sammen ved Læberne, og de smaa stærke Øienprikker fæstede sig hidsig spændt mod Døren.
„Faster ser frisk ud,” — hilsede Sorenskriveren og kastede Ridehanskerne. — „Midt i lystigt Lag, ser jeg.”
„Aa ja—a, — endda holder jeg ud, Thomas; — forglemt og alene, som jeg sidder her i mit Rede ... Med alle dine Forretninger er det jo hellerikke at vente, at Du skal ihukomme en gammel Faster, som det desuden ikke er noget interessant ved —”
„Da synes jeg s’gu, Du er morsom nok,” bed han til, — „det feiler ikke paa det ... Men nu skal en Kop The smage!” udbrød han og kastede sig i Stolen. — „En deilig Eftermiddag — lidt varmt. Og Figaro bærer saa let som en Fjer —”
„Vegetere og musicere — lade Fiolen sørge” ... mumlede hun arrig.
„Naa naa, Faster,” dæmpede han godmodig, — „vi er ikke alle benaadet med samme Natur ... Tak, Jomfru Bie, Theen gjerne lidt stærkere. — Og saa lidt af den deilige Oksetungen der —”
„Natur, Natur” — oprippede Tante Ra irriteret, — „fik Menneskene følge sin Natur, skulde én faa se artige Sager!”
„Javist, — vi skal passe til Støvlerne og ikke Støvlerne til os, — og saa fryde os med Ligtorne og en god Samvittighed,” — yttrede Sorenskriveren, medens han sad og gjorde sig istand et delikat Smørrebrød. Men det er let for Faster at snakke,” blinkede han, — „som altid har forstaat at tæmme sin Natur.”
Tante Ra tog sig en djærv Pris Snus:
„Din Søn, Jess, lader Du fremdeles faa følge sin,” brast det saa ud, — „dirigere i det dramatiske Selskab ogsaa denne Vinter istedetfor engang at ta sin Eksamen!”
Det begyndte at føles lummert, og Marianne reiste sig fra Sofaen:
„Træerne dernede i Haven staar endnu ganske sorte af Kirsebær,” sa hun henne ved Vinduet. „Faar vi Lov til at plyndre dem lidt, Tante? Kom Eufemia ... Kom Alida! — Er der nogen af Herrerne, som vil ha Dessert?” indbød hun lunt med sit tækkelige Smil. „Jeg skal plukke til Dem, Oppen!” ...
Sorenskriveren blev siddende alene igjen i Stuen med Thekoppen i Haanden. Han vidste jo, at Orkanen skulde komme i Anledning af Jesses sidste Brev og havde i det længste kviet sig for Besøget.
Jomfru Bie gik og tog af Bordet og, som vanlig, hverken hørte eller saa.
Gjøken paa Slaguhret kom frem og sang sine seks Kukuk —
„Hvergang det Uhr slaar, tænker jeg paa, at det har staat i Stuen hos Stiftamtmand og Etatsraad Orning,” — mindede Tante Ra stramt. —,Og her sidder man i Sumpen paa sine gamle Dage, og, jo længere én sidder, des dybere én synker ...”
„Lykken ligger ikke altid paa de høieste Tinder, Faster! — Nei, den gjør ikke,” lød det med et vist Vemod ... „Jeg har nu forlængst sat mig ind i den Stilling, jeg har. Den er selvstændig og uafhængig — forholdsvis, som Menneskene nu engang maa tækkes med det ...”
„Lykken, — Lykken!” ... dunkede hun hidsig i Gulvet med Stokken. „Man har dog Blod i Aarerne, — vil frem baade for sig og sin Familie! Med dine Forbindelser og Konnaissancer kunde Du været høit oppe i en af Landets første Stillinger. Dine Døttre havde blot behøvet at række Haanden ud til hvilket Parti, de maatte ønske. Og nu skal Jess ogsaa begynde sin Fars Bane op igjen.”
„En underlig Verden ... en underlig Verden,” grublede Sorenskriveren hensunken i sit, — „fuld af Klattrestænger, hvor man som Abekatte kappes om at naa tiltops ...”
„Hvad — hvad,” — hven Tante Ra.
„Hm, — hm,” — tog han sig. „Jeg siger bare, at Faster sidder inde med hele Familieærgjerrigheden.”
„Ja, hvad kærer man sig om sin Familie, naar man blot faar spille sin Fiolin ... Fiolin, — Musik — Natur!” drev hun forarget paa. „Man har strandsat sig herude paa Landet med fem uforsørgede Døttre, som ikke levnes anden Udsigt end at falde i Hænderne paa en eller anden Bygdekapacitet!”
Sorenskriveren lod et halvfærdigt Smørrebrød ligge og skjød trist Kniven fra sig.
„Ja, jah, — Du har saavist Ret, Faster, — hvad skal der bli af dem alle!” — henfaldt han i Traurighed.
„Du skal gi Jess et pebret Brev, det er det, jeg vil — — —. Se naa, se naa — spiser han ikke mere ... Bie, Bie! — kom med mere The — og Flødekagerne — — Vi finder saamæn nok et Raad for Døttrene! — Se nu — se nu —”
„Nei nei, Du ... Livet er ikke saa let,” sa Sorenskriveren; han saa op i Loftet og studerede de hvide Bjelker ...
„De stakkels Pigebørn, som kanske venter hver sin Prins!” udstødte han med et Suk.
„Aa nei, Du Thomas, de er s’gu for forstandige til det. Det skulde da være lille Merete endnu. — Spis nu — spis nu ...”
Sorenskriveren tømte i Tanker sin The og spiste sin Flødekage.
„Ja, lad mig nu komme afsted!” afbrød han sin Distraktion og reiste sig —
„Du har altid været som et raaddent Æg, Thomas,” — mumlede Tante Ra. — „Ja hils nu Bolette, Du ... Og pas paa Figaro. Du véd, den er vilter!” —
Sorenskriveren nikkede. Han var jo forfaren i Situationen, — hvorlunde hans Viv og Tante Ra paa den delikateste, mest udsøgte Vis holdt sig i Afstand fra hinanden under alle optænkelige Opmærksomheder. De følte begge, at deres Hjul vilde hage i hinanden, saa saare de befandt sig i samme Stue. Tante Ra var jo nu allerede i flere Aar af sin høie Alder hindret i at gjøre Reisen ned til Vangen, medens Bolette aflagde sit faste Aarsbesøg for at hilse paa Tante Ra og afhandle Familiens forskjellige Anliggender paa hendes Navnedag ud paa Vaarsiden. — —
— Gaardsgutten ledede Figaro hen for Trappen, og Sorenskriveren lettede paa Sadlen og forsikkrede sig om, at Buggjorden sad passe stramt —
„Phy—y—yh—h” ... pustede han ud, da han var kommet vel op ... „Her sidder vi rigtig godt!
Naa naa naa, Figaro, — har man endnu ikke faat Kjipenheden af sig!” — lød det, da han med et lidet Piskesnert tumlede Hesten ud gjennem Porten, nikkende over Gjærdet til Selskabet i Haven ...
— — — Merete vidste, at der var modne Teiebær at finde oppe i Uren ovenfor Indmarksgjærdet, og havde fundet for godt at streife om paa egen Haand.
De stod i Revner og Sprækker og fristede. Og flere og flere blev der at faa Tag i, eftersom hun arbeidede sig frem blandt Fjeldknausens allehaande Forsænkninger.
Hun var kommet over paa den anden Side, hvor Rafossen pludselig dundrede øredøvende, da hun fik Øie paa Rein:
„Feil Vei ... Feil Vei!” ... raabte hun rystende paa Hodet og med Haanden for Munden for at bli hørt gjennem Dunderet og Duret. — „Den stanser i Stenraset derborte, — fører ikke længere ... Hører De, — fø—rer ikke længere!” raabte og vinkede hun.
Hun fandt nedover til Stien og stod der og ventede ...
„Det er om Fjeldknarten, De maa gaa,” — forklarede hun og skyndte sig foran for at vise Veien.
Lidt efter aabnede der sig et mægtigt, vildt Syn! ...
Næret af Indvande, Myrer og Tilløb milevis inde fra Fjeldmarkernes Vidder og Ødestrækninger, forsvandt Raelven her glasklar med Skumstriber af Strømmen med ét ret ned mellem vaade Graastensvægge. Den brødes nede i Faldet af en Tvermur af Klippestykker, der bragte al dens Urkraft til at udfolde sig i vældig hvid majestætisk Skjønhed, medens Røgen drev og steg opad Kløften.
Aftensolen faldt gjennem Bjerkeløvet med en Rad røde Flekker nedover ...
„Ser det ikke ud, som det kunde være Blodet af noget levende, som er slængt ned her og drattet fra Fjeldknart til Fjeldknart!” yttrede Rein rydt.
„Dun ... Dun — ja — Punktum og Slut! Punktum og Slut!” ... stod han og stirrede ned i det gabende Dyb. — „Bagefter skal man ligge smertefrit paa Dyner ...”
„De burde helst passe Dem og gaa et Par Skridt tilbage,” varede Merete gysende, han stod næsten ængstelig yderlig.
„Saadanne nyudsprungne Jomfruer,” — vendte han sig pludselig til hende, — „ser paa Skummet og Sæbeboblerne — — Brudedragt og Kniplingslør ... i den fine hvide Fosserøg der? — ikke sandt, — ... Og saa troskyldig i Brudeseng ...” mumlede han.
„Jeg maa skynde mig tilbage,” udbrød Merete, — „det begynder at skumre. — Huf for en uhyggelig én! ...”
„De har da ikke Hjerte til at la mig bli igjen her i Mørket, Jomfru Merete, — la mig klare den krangelagtige Vei tilbage alene,” sa han nu saa ligetil og jevnt, at hun maatte se tilbage paa ham.
Det var med ét, som hun kunde udstødt et Skrig ved at skimte hans Ansigtsudtryk ... Det samme tungsindig smertefyldte Blik, som hun havde set for sig i Stuen hin Aften!
Hun samlede sig med Anstrengelse og ilede foran, — vidste ikke, hvorledes hun havde tilbagelagt Veien, da de kom til Trappen hos Tante Ra, hvor de andre nu stod færdige til Hjemturen —