Don Juans skjønneste Kjærlighed
Utgitt av Dagbladet, 4.–7. september 1893.
Don Juans skjønneste
Kjærlighed.
Af J. Barbey d'Aurevilly.
Djævelens bedste Maaltid
er en Uskyldighed.
— Han lever altsaa fremdeles det gamle slette Subjekt?
— Om han lever? ved Gud! — og ved Guds Vilje, Frue, — sagde jeg og tog mig i det; ti jeg huskede, at hun var hellig — tilmed af den hellige Clotildes Menighed, den Menighed! — Kongen er død! Kongen leve! sagde man under Kongedømmet, inden dette gamle Sèvres-Porcellæn var blet knust. Don Juan, han er alle Demokratier til trods en Monark, som man ikke kan knuse.
— Nej, det er sandt, Djævlen er udødelig, sagde hun, som en Indrømmelse hun vilde ha git sig selv.
— Han har tilmed . . .
— Hvem? . . . Djævelen? . . .
— Nej, Don Juan . . . deltat i en meget livlig Souper, for tre Dage siden . . . Gjæt hvor? . . .
— I Deres afskyelige Maison d'Or, naturligvis . . .
— Jeg da, Frue! Don Juan kommer der ikke mere . . . Der er intet mere at opsluge for Hans Højhed. Den velbyrdige Hr. Don Juan har altid havt lidt tilfælles med den berømte Munk, Arnold de Brescia, som ifølge Kronikerne, bare levede af Sjæleblod. — Med det elsker han at farve sin Champagne rosenrød; men det er alt længe siden saadant fandtes i Kokotte-Restaurationerne.
— De skal se — vedblev hun ironisk — at han souperede i Benediktiner-klostret sammen med de Damer, som hører til . . . .
— „Den uophørlige Tilbedelse“s Orden, ganske rigtig, Frue. Ti den Tilbedelse, denne Djævel i Menneskeskikkelse, engang har vakt, gjør paa mig Indtryk af at vare evigt.
— Af en Katolik at være, synes jeg, De snakker temmelig bespotteligt, sa hun langsomt, men lidt surt, og jeg beder Dem om at forskaane mig for Beskrivelsen af den Souper med Deres uanstændige Fruentimmer, hvis De bare har fundet paa at snakke om Don Juan, for at faa Anledning til at fortælle mig om dem.
— Jeg finder ikke paa nogetsomhelst, Frue. Og de uanstændige Fruentimmer ved omtalte Souper, hvis det da overhodet var uanstændige Fruentimmer, er ikke mine . . . desværre . . . .
— Nu kan det være nok, Hr. . . .
— De maa give mig Lov til at være beskeden. Det var nemlig . . . .
— De Tusinde og tre? . . . — sa hun nysgjerrig og henrykt, næsten helt blid igjen.
— Aa nej, ikke fuldt, Frue . . . Bare et Dusin. Allerede det er ganske anstændigt . . . .
— Og uanstændigt tillige — tilføjede hun.
— Desuden ved De jo ligesaa godt som jeg, at der ikke kan være saa svært mange Mennesker i Grevinde de Chiffrevas's Boudoir. Der er udrettet store Ting dér, men det er alligevel meget lidet . . .
— Hvad? — raabte hun forbauset. Det var altsaa i Boudoiret, Souperen blev holdt? . . .
— Ja, Frue, det var i Boudoiret. Og hvorfor ikke? Man kan jo spise udmærket til Middag paa en Slagmark. Man vilde gjøre en ganske usædvanlig Souper for den ædle Hr. Don Juan og det var ham mest værdigt at indtage den paa Skuepladsen for sine Sejre der, hvor der blomstrer Minder istedenfor Oranger. Det var en nydelig Tanke, rørende og melankolsk! Det var ikke „Ofrenes Hal“[1], det var deres Souper.
— Og Don Juan? — sagde hun, akkurat som Orgon siger: „Og Tartuffe?“ i Stykket af samme Navn.
— Don Juan opfattede Situationen fuldstændig rigtig og spiste udmærket til Aften, . . . . Lui, tout seul, devant elles! i en vis Persons Skikkelse, som De godt kjender . . . og som ikke er nogen ringere end Grev Jules-Amadée-Hector des Ravilés.
Han! Ja det er virkelig ganske rigtig en Don Juan — sagde hun.
Og skjønt den fromme Dame, der baade havde Næb og Klør, var ude over Drømmenes Aar, gav hun sig dog til at drømme om Grev Jules-Amadée-Hector — om denne Mand af Don Juanslægten — den ægte, evige Don Juanslægt, som Gud ikke har skjænket Verden, men som han har tilladt Djævelen at skjænke den.
II.
Hvad jeg havde sagt til den gamle Markise Guy de Ruy var den rene Sandhed. Det var knapt nok tre Dage, siden at et Dusin Damer fra den dydige Forstad Saint-Germain (de kan være ganske rolige, jeg skal ikke nævne deres Navne), som alle tolv ifølge Fruentimmersladderen ikke havde negtet Grev Ravila des Ravilés noget, havde faat den besynderlige Idé at invitere ham til en Souper — som ene Herre — for at fejre . . . . hvilket? Ja, det sagde de ikke.
En saadan Souper var meget vovelig, men Kvinderne der enkeltvis er fejge, blir dristige i flokkevis. Kanske havde ikke én af dem, der deltog i denne Kvindesouper, havt Mod til at invitere Grev Jules-Amedée-Hektor til at spise paa Tomandshaand hjemme hos sig selv, men sammen, og den ene dækket af den anden, var de ikke ræd for at danne Mesmers magnetiske Ring omkring den magnetiske og kompromiterede Mand, Grev Ravila des Ravilés . . . .
— Hvilket Navn![2].
— Et Navn, som Forsynet har givet ham, Frue . . . Grev de Ravila des Ravilés, som i Parantes sagt altid havde lystret sit bydende Navns Instruxer, var i Virkeligheden en Legemliggjørelse af alle de Forførere, som omtales i Romanerne og Historien og selv Markise Guy de Ruy — en gammel Grættenpind med kolde, hvasse Øjne, der dog var mindre kolde end hendes Hjerte og mindre hvasse end hendes Vid — indrømmede, at hvis der i vor Tid var nogen, som skulde kunne minde om Don Juan, maatte det være ham! Men desværre Don Juan i femte Akt. Fyrsten af Ligne kunde aldrig faa i sit aandrige Hoved, at Alcibiades nogensinde var bleven femti Aar. Ogsaa i den Retning traadte Grev de Ravila i Alcibiades’ Fodspor. Som d’Orsai, den Dandy Michel-Angelo har modelleret i Bronce, der vedblev at være smuk lige til sin sidste Time, var Ravila ogsaa i Besiddelse af den Skjønhed, som er ejendommelig for Don-Juan-Racen — den mystiske Race, der ikke fortsættes fra Fader til Søn, som andre, men dukker op her og der i Menneskeslægten med visse Mellemrum.
Det var ægte Skjønhed, den trodsige, muntre, kejserlige Skjønhed, den Don Juanske Skjønhed, kort sagt, Ordet er udtømmende og overflødiggjør Beskrivelse; og — han havde kanske indgaat en Pagt med Djævelen? han besad den stadig . . . Men Gud tog sit Mon igjen: Livets Tigerklør begyndte at ridse Mærker i hans guddommelige Pande, som var kranset af saamange Læbers Roser, og i hans brede, frække Tindinger viste sig de første hvide Haar, der bebudede Barbarernes nærforestaaende Indtrængen og Kejserdømmets Fald . . . Han bar dem forresten med den hovmodige Tro, som Bevidstheden om hans Magt skjænkede ham; men de Kvinder, der havde elsket ham, betragtede dem ofte med Vemod. Hvem ved, maaske saa de paa hans Pande, hvad Klokken var slagen for dem selv? Ak, for dem som for ham var det nu Tiden til det frygtelige Aftensmaaltid med den kolde, hvide Marmorkommandant, efter hvilket der kun gives ét: Helvede — Alderdommens Helvede, saalænge til det andet kommer! Derfor var det kanske ogsaa, at de, inden de skulde dele det sidste, bitre Aftensmaaltid med ham, selv fandt paa at berede ham ét og at de gjorde et Mesterværk ud af det.
Et Mesterværk af Smag og Finhed, parisisk Luxus, Raffinement og herlige Paafund, den mest henrivende, delikate, lækre, berusende og især den originaleste Souper man kunde tænke sig. Original! ja, betænk bare! I Regelen er det Glæden og Trangen til at more sig, som indbyder til Souper; men her var det Mindet, Savnet, ja næsten Fortvilelsen, men en Fortvilelse i fuldt Toilette og skjult under Latter og Smil, som ønskede denne ene Fest endnu, denne sidste Daarskab, denne ene letsindige Flugt mod Ungdommen, der for en Time vendte tilbage, denne ene Beruselse, for at det saa skulde være forbi for altid . . .
Værtinderne ved den forunderlige Souper, der stemmede saa daarlig overens med de fejge Skikke i deres egen Selskabskreds, maatte føle noget lignende ved den, som Sardanapal paa Baalet, da han havde stablet sine Koner, Slavinder, Heste og Juveler, hele sit Livs rige Overflod sammen, for at alt skulde dø med ham. De samlede ogsaa alle sit Livs Rigdomme ved denne hede, fortærende Soupér. De medbragte alt, hvad de ejede af Skjønhed, Aand, Vid, Smykker og Magt for at udøse det altsammen paa én Gang i denne sidste Opblussen.
Den Mand, for hvem de omgav og smykkede sig med den sidste Ild, betød i deres Øjne mere end hele Asien i Sardanapals. De koketterede for ham, som aldrig nogen Kvinde har koketteret for nogen Mand, som aldrig nogen Kvinde har koketteret for en fuld Salon, og deres Koketteri blev endnu mere opildnet ved den Skinsyge, som man skjuler i Selskabslivet, men som de her absolut ikke behøvede at skjule, ti de vidste allesammen, at han havde tilhørt hver især af dem, og den Skam, som deles af alle, er ikke mere nogen Skam. Det gjaldt for dem alle, hvem der kunde udrette mest i hans Hjerte, inden hans Gravskrift skulde hugges.
Grev de Ravila paa sin Side følte den Aften den samme mætte, overlegne, nonchalante Gourmandevellyst, som en Sultan eller en Nonneskriftefader føler. Han sad som en Konge — som Mesteren — midt for Bordet, ligeoverfor Grevinde Chiffrevas og lod sine Øjne, der var blaa som Helvede og som saamange stakkars Væsener havde troet var blaa som selve Himmelen, glide rundt Bordet, der var belæsset med Krystal, brændende Voxlys og Blomster, — rundt paa den straalende Kreds af tolv Kvinder, der alle var klædt med udsøgt Raffinement og som udfoldede enhver Nuance af Modenhed, ligefra den udsprungne Roses zennoberrøde til den ravfarvede Drueklases matte Guld.
Her fandtes intet af den zartgrønne Ungdom, ingen af de smaa Frøkener, som Byron afskyede, og som smager af Tærter; her var kun den pragtfulde fyldigtsmagende Sommer, den frodige Høst, udfoldelsen og Yppigheden; blændende Barme der vuggede sit majestætiske Højvande ved Kjolelivenes aabne Bredder; og under de nøgne Skuldres Kaméer, Arme af alle Former, men især kraftige Arme med saadanne Sabinerindemuskler, der har kjæmpet med Romerne, og som vilde være istand til til at slynge sig om Hjulaxen paa Livets Sejersvogn for at stanse den.
Jeg nævnte Paafund. Et af de mest henrivende ved Souperen bestod i, at den blev serveret af Kammerpiger for at det ikke skulde kunne siges, at noget havde forstyrret Harmonien ved denne Fest hvor Kvinderne var de eneste Dronninger, siden de præsiderede ved den . . . Den ædle Herre Don Juan — af Ravilaslægten — kunde altsaa bade sit Blik i et Hav af levænde, straalende Former, som Rubens fremstiller dem paa sine fede, kraftige Malerier, men han kunde ogsaa beruse sin hovmodige Sjæl i alle disse Hjerters mere eller mindre grumsede Luft. Sagen er, at paa Bunden er Don Juan, hvormeget der end taler derimod, en kras Spiritualist! Han er det paa samme Maade som Djævelen, der elsker Sjælene endnu højere end Legemerne og som endog med Forkjærlighed driver Handelen med de første. — Den afskyelige Slavehandler!
Alle disse Damer, der var aandrige, adelige og besad den ægteste Saint-Germain-Tone og som iaften var dristige som Pagerne ved det kongelige Hof, den gang der endnu fandtes Pager og et kongeligt Hof, udfoldede en gnistrende Aandfuldhed, et Liv, en Fyrrighed, en uforlignelig brio. De følte, at de overstraalede sig selv paa sine mest vellykkede Aftener. De følte sig i Besiddelse af en ukjendt Kraft, der steg op fra Dybet af deres Sjæl, og hvis Tilstedeværelse de indtil da aldrig havde anet.
Lykken over denne Opdagelse, Følelsen af en tre Gange fordoblet Livskraft; endnu mere de fysiske Paavirkninger, som er saa afgjørende for nervøse Folk; det stærke Lys, den gjennemtrængende Duft fra alle Blomsterne, der visnede i en Luft, som var altfor hed for dem. Af de mange smukke Legemers Udstrømninger; de hidsende Vine, Tanken paa denne Souper, der netop havde den pikante Smag af Synd, som Neapolitanerinderne forlanger for at kunne finde sin Sorbet fortrinlig; den pirrende Tanke at være medskyldig i den lille Forbrydelse: en vovet Souper — ti den var ganske vist meget vovet ja, men den flød aldrig vulgært ud i det Skamløse, den var og blev en Saint-Germain-Souper fra det 19de Aarhundrede, hvor der ikke gled en Knappenaal ud af alle de bedaarende Kjoleliv, bag hvilke der slog Hjerter, som alle havde været i Ilden og holdt af at lege med den endnu —; alt dette i Forening spændte den mystiske Harpe, som alle de henrivende Væsener har i sig, saa stærkt som den kunde spændes uden at briste, og til der klang vidunderlige Akkorder og Greb af ubeskrivelig Tonevigde . . . Det maatte være løjerligt alt dette, ikke sandt? Mon Ravila en Dag vil nedskrive dette enestaaende Blad af sine Erindriger? . . . Det er et stort Spørsmaal, men han alene kan gjøre det . . . Som jeg ogsaa sagde til Markise Guy de Ruy, var jeg ikke tilstede ved Souperen, og naar jeg nu skal meddele nogle Smaa ting fra den og fortælle den Historie, den sluttede med, saa er det fordi jeg har hørt det af Ravila selv, som, tro mod Don Juanslægtens ægte, gamle Indiskretion, gjorde sig den Ulejlighed at fortælle mig det en Aften.
III.
Det var altsaa sent — det vil si tidligt! Morgenen gryede. Oppe i Taget og paa et enkelt Sted i Boudoirets rosenrøde Silkegardiner, der var hermetisk tillukkede, viste der sig en liden rund, opalfarvet Flek som et Øje, der aabnes, — den nysgjerrige Dags Øje, som gjerne vilde kike ind og se, hvad der foregik i det luende Boudoir. De souperende Ridderdamer af det runde Bord, som for et lidet Øjeblik siden havde været saa livlige, begyndte at bli sløve. Det Øjeblik er vel kjendt ved alle Soupéer, da Trætheden ovenpaa Sindsbevægelsen og den gjennemlevede Nat ligesom lægger sig over alle Ting, over Frisurerne, som synker sammen, de sinnoberrøde eller blegede Kinder, der brænder, det trætte Blik i de blaarandede Øjne, der bliver tunge, selv over Straalekredsen fra Kandelabrenes tusinde Lys, der er som Ildbuketter paa modellerede Guld- eller Bronsestilke.
Den almindelige Konversation, der længe var gaaet med Liv, som et Fjærboldspil, hvor enhver giver sit Slag med Ketseren, blev afbrudt, usammenhængende og splittet, og intet lydeligt Ord hørtes i den harmoniske Mumlen af alle de aristokratisk klingende Stemmer, som flød sammen pludrende lig Fugle i Udkanten af en Skov ved Daggry . . . da sagde pludselig en bydende, næsten uforskammet Stemme — rigtig en egensindig Stemme, som en Hertugindes bør være det — højt over alle de andre til Grev Ravila følgende Ord, der uden Tvil var Resultatet af en Samtale, som ganske sagte var bleven ført de to imellem, saa at ingen af de andre Damer, der hver snakkede med sin Naboerske, havde hørt den:
— De, som gaar for at være vor Tids Don Juan, burde rigtig fortælle os, hvilken Erobring, der har smigret Deres Stolthed som den forgudede Mand mest, og som De i dette Øjeblik anser for Deres Livs skjønneste Kjærlighed?
Saavel Opfordringen som Stemmen, der snakkede, skar brat ned i Larmen af alle de andre Samtaler og frembragte en pludselig Stilhed.
Det var Hertuginde de ***'s Stemme. Jeg vil ikke løfte hendes Stjernemaske, men De vil kanske kunne kjende hende igjen, naar jeg siger Dem, at det er den Blondine, som har den blegeste Tejnt, det blegeste Haar og de sorteste Øjne under lange, ravgale Øjenhaar i hele Saint-Germain. Hun sad som en ret færdig ved Guds højre Haand, paa højre Side af Grev de Ravilla, Festens Gud, som dennegang ikke brugte sine Fiender til Fodskammel — spinkel og ideal som en Arabesk eller en Fé, klædt i en Dragt af grønt sølvglinsende Fløjl med et langt Slæb, der snoede sig omkring hendes Stol som den Slangehale, Melusines dejlige Krop gaar over i.
— Det er en god Ide! sagde Grevinde de Chiffrevas for som Husets Frue ligesom at understøtte Grevinden i hendes Ønske og Forslag. Fortæl os om den Kjærlighed, der staar over alle andre, De har følt eller vakt, og som De helst vilde leve om igjen, hvis det var muligt.
— Aa! jeg vilde gjerne leve dem allesammen om igjen! sagde Ravila med den romersk-kejserlige Umættelighed, som disse uendelig blaserede Mennesker ofte lægger for Dagen. Han løftede sit Champagneglas — ikke den idiotiske, hedenske Staal, man nu har begyndt at bruge, men vore Forfædres smækre slanke Glas, det eneste sande Champagneglas — det, som kaldes en „Fløjte“, kanske paa Grund af de guddommelige Melodier, det ofte vækker i vore Hjerter! — Saa lod han sit Blik glide rundt paa alle disse Kvinder, der dannede det pragtfuldeste Bælte om Bordet. — Og dog — vedblev han og satte Glasset fra sig, med et Vemod, der var forbausende hos en Nebukadnezar som han, der endnu ikke havde spist andet Græs end Café Anglais' Estragonsalater, — og dog er der altid én mellem alle ens Livs Følelser, som bestandig og jo ældre man bliver, straaler klarere i ens Erindring end alle de andre og som man gjerne vilde give dem alle for!
— Diamanten i Juvelskrinet altsaa, sagde Grevinde de Chiffrevas drømmende, kanske stirrede hun paa Facetterne i sin egen.
— Den navnkundige eventyrlige Diamant — fortsatte Fyrstinde Jable, der født ved Uralbjergenes Fod, — som forekommer i mit Fædrelands Sagn og som først er rosenrød og siden blir sort, men som vedblir at være Diamant, endnu mere straalende som sort end som rosenrød . . . — Hun sagde det med den Ynde, som er egen for hende, den lille Zigeunerske; ti hun er en Zigeunerske, som en af de smukkeste landflygtige polske Fyrster har ægtet af Kjærlighed, men som ser ligesaa fyrstelig ud, som om hun var født under Jagelounernes Vaabenskjold.
Saa brød det løs! „Aa ja!“ — raabte de allesammen. — Fortæl os det, Greve! — tilføjede de lidenskabeligt, allerede næsten bønfaldende og dirrende af Nysgjerrighed helt ud i Nakkens krusede Lokker; de krøb sammen Skulder mod Skulder, nogle med Kinden støttet i Haanden og Albuen paa Bordet, andre lænet tilbage mod Stoleryggen og med Viften foldet ud mod Munden. Alle bombarderede de ham med kaade, forskende Blikke.
— Ja, hvis De absolut vil . . . ., sagde Greven nonchalant, som en, der ved, at Forventningen ophidser Begjæret.
— Absolut! — sagde Hertuginden og saa paa sin Desertknivs gyldne Egg — som en tyrkisk Hospodar vilde ha set paa sin Sabelegg.
— Ja ja — sagde han stadig lige nonchalant.
De var lutter Opmærksomhed, mens de sad og stirrede paa ham. De spiste og drak ham med Øjnene. En Kjærlighedshistorie interesserede altid en Kvinde, men hvem ved? Kanske var der for hver af dem den særlige Tillokkelse ved den, han skulde fortælle, at det ogsaa kunde være hendes egen. De vidste, at han var altfor meget Adelsmand og Verdensmand til, at de ikke kunde være sikre paa, at han nok vilde skjule Navnene og tilsløre de altfor gjennemskuelige Detaljer, hvis det var nødvendigt, og Tanken paa det, Visheden om det gjorde, at de endmere ønskede at høre Historien. Det var mere end et Ønske, de satte ind paa det — det var et Haab.
Deres Forfængelighed vejrede Rivalinder i det Minde, som denne Mand, der maatte ha saamange og saa skjønne Minder, skulde fremmane som det skjønneste i sit Liv. Den gamle Sultan vilde endnu engang kaste Lommetørklædet . . . ingen Haand vilde ta det op, men den til hvem han kastede det, vilde føle det falde stille i sit Hjerte . . .
Og sammenlign saa, hvad de troede der vilde komme med det lille uventede Tordenskrald, han lod rulle over alle de lyttende Hoder.
IV.
Jeg har ofte hørt sige til Filosofer, der utrættelig undersøger Livet — sagde Grev de Ravila — at den stærkeste Kjærlighed hverken er den første eller den sidste, men den anden. Hvad Kjærlighed angaar, saa er alting sandt og alting falsk, og det har forresten ikke holdt Stik med mig . . . Hvad De beder om, mine Damer, og hvad jeg skal fortælle iaften, gaar tilbage til min Ungdoms fagreste Tid. Jeg var ikke netop, hvad man kalder Yngling, men jeg var en ung Mand og — som en gammel Onkel af mig, der var Maltesarridder, udtrykte sig, for at betegne den Alder — jeg havde endt mine Togter. Jeg var alt saa i min fulde Manddomskraft og stod ogsaa i fuld Forbindelse, som Italienerne saa smukt udtrykker sig, med en Dame, som de alle kjender og har beundret . . .
Det Blik, de kastede paa hverandre alle paa engang, hver især paa hver af de andre — hele denne Flok af Kvinder, der indsugede hvert af den gamle Slanges Ord — det maa man ha set, det kan ikke beskrives.
— Hun var — vedblev Ravila — det mest fremragende, man kan tænke sig, i alle de Betydninger man kan bruge Ordet. Ung, rig, med et udmærket Navn, smuk, vittig, med en frodig Kunstsans, og dog naturlig — som man er naturlig i vor Kreds, naar man i det hele tat er det . . . Forøvrigt havde hun ingen andre Ønsker i Verden end at behage mig og ofre sig for mig, at være den ømmeste Elskerinde og bedste Veninde.
Jeg tror ikke, jeg var den første hun havde elsket . . . Hun havde allerede elsket en Gang før og det var ikke sin Mand, men det havde været ærbart, platonisk, idealt, med den Slags Kjærlighed, som mere øver end griber Hjertet, som forbereder det til den følgende Kjærlighed, der altid snart afløser den. Kort sagt en Slags Prøvekjærlighed, lig den saakaldte hvide Messe, som de unge Præster fremsiger for at øve sig i at læse den rigtige Messe, den hellige Messe fejlfrit . . . Da jeg dukkede op i hendes Liv, var hun endnu ikke kommen ud over den hvide Messe. Det var mig som blev den rigtige og hun lærte den nu med alle tilhørende Ceremonier og saa pragtfuldt som en Kardinal.
Dette Udtryk frembragte den yndigste Ring af Smil paa de tolv dejlige opmærksomme Munde, ligesom den bølgende Cirkelbevægelse paa en Indsjøs klare Overflade . . . Lynsnart, men henrivende! . . .
— Det var virkelig et usædvanligt Menneske! — vedblev Ravila. Jeg har sjelden set saa megen sand Godhed og Medlidenhed, saa mange udmærkede Følelser, selv i Lidenskaben, der, som De ved, ikke altid er god . . . . Jeg har aldrig seet mindre Kneb, mindre Snerperi og Koketteri, to Egenskaber, der saa ofte findes i vild Forvirring hos Kvinden, paa samme Maade som en Hespel Garn, Katten har havt fat i. Der var intet af Katten i hende. Hun var, hvad disse Satans Bogmagere, som smitter os med sine Talemaader, vilde kalde en primitiv Natur, afslebet ved Civilisationen; men hun havde bare dens henrivende Pragt og ikke en eneste af de smaa Fordærvelser, som forekommer os endnu mere henrivende end Pragten . . .
— Var hun brunet? — busede pludselig Hertuginden ud, hun var utaalmodig over al den metaphysiske Tale.
— Ah! hun staar ikke tydelig nok for Dem! — svarede Ravila fint. Ja, hun var brunet saa brunet, at hendes Haar var sort som Aagat, det sorteste Menneskespejl, jeg nogensinde har set skinne paa et Kvindehoveds blanke, yppige Runding; men hun var Blondine af Tejnt — og det er efter Tejnten og ikke efter Haaret man skal dømme om én er blond eller brunet — tilføjede den Iagttager, som ikke havde Kvinderne alene for at tegne deres Portrætter. — Det var en Blondine med sort Haar . . . .
Alle de blonde Hoveder rundt Bordet, som bare havde det blonde Haar, gjorde en umærkelig Bevægelse. Det var klart, at for dem tabte allerede Historien betydelig i Interesse.
„Hendes Haar var som Natten“ — vedblev Ravila — „men det omgav selve Morgenrødens Ansigt, ti hendes Ansigt straalede af en rødmende, blændende, sjelden Friskhed, der havde holdt sig Paris’ Natteliv, som hun havde levet midt oppe i i aarevis, og som forbrænder saamange Roser i sine Kandelabres Ild. Det saa ud, som om de bare havde stukket hendes i Brand, saa næsten lysende brændte Rødmen paa hendes Kind og Mund! Deres dobbelte Glans stemte forresten godt med den Rubin, hun i Regelen bar i Panden — paa den Tid brugte man nemlig Frisurer med Pandesmykker —; den dannede sammen med hendes to brændende Øjne, hvis Farve man ikke kunde skjelne for deres luende Glans, ligesom en Trekant af Rubiner! Slank, men dog kraftig, ja majestætisk, som skabt til at være en Kyradserobersts Hustru — hendes Mand var dengang bare Eskadronchef ved det lette Kavaleri — og skjønt helt igjennem den fornemme Dame, var hun sund som en Bondepige, hvis Hud drikker Solskin, og hun havde ogsaa det indsugede Solskins Glød baade i sin Sjæl og sine Aarer — ja, det var altid tilstede og altid rede . . . Men nu kommer det foranderlige! Det kraftige, naive Væsen, denne Skabning, der var purpurstraalende og uforfalsket som selve det Blod, der rødmede hendes smukke Kinder og Arme, var — kan De forstaa det ? — saa klodset til Kjærtegn . . .“
Her sænkedes nogle Par Øjne, men de løftede sig snart skjælmsk igjen.
„Ligesaa klodset i sine Kjærtegn som hun var uforsigtig i sin Opførsel ude blandt Folk — vedblev Ravila, som ikke indlod sig videre paa Forklaringen. Den Mand, som elskede hende, maatte uafladelig indprente hende to Ting, som hun forresten aldrig lærte . . . ikke at forløbe sig ligeoverfor en altid væbnet og altid uforsonlig Selskabskreds og i det intime Samvær at vise den store Elskovens Kunst, som gjør, at Kjærligheden ikke dør. Hun elskede imidlertid, men Elskovens Kunst kjendte hun ikke . . . . Hun var en Modsætning til saamange andre Kvinder, der bare kjender Kunsten! — For at kunne forstaa og udføre Fyrstens Politik, maa man allerede være en Borgia. Borgia gaar forud for Machiavelli. Den ene er Digteren, den anden Kritikeren. Men hun var aldeles ingen Borgia. Hun var en skikkelig forelsket og, trods sin kolossale Skjønhed, naiv Kvinde, akkurat som den lille Pige paa Maleriet over Døren, der er tørst og vil øse Vand op af Kilden med sin Haand og som aandpusten lader det altsammen rinde ud mellem Fingrene paa sig og blir staaende aldeles forvirret . . .
„Den var forresten næsten nydelig Modsætningen mellem den forvirrede Klodsethed og den kraftige lidenskabelige Kvinde, som i Selskabslivet vilde have skuffet saa mange Iagttagere — som ejede alt, hvad Kjærligheden kan give, endog Lykken; men som ikke var istand til at vise den, saaledes som man viste hende den. Imidlertid var jeg dengang ikke tilstækkelig kontemplativ til at kunne nøjes med denne Kunstnerglæde, og det var da ogsaa Grunden til, at hun visse Dage blev lunefuld, jaloux og heftig — alt hvad man er, naar man elsker, og hun elskede! Men al hendes Jalousie, Lunefuldhed og Heftighed druknede i hendes uudtømmelige Hjertensgodhed ved første Lejlighed, hvor hun vilde gjøre ondt eller hvor hun indbildte sig at gjøre det — hun var uduelig til at saare som til at kjærtegne! Hun var en egen Slags Løvinde, som indbildte sig at ha Klør og som, naar hun saa vilde strække dem ud, aldrig kunde opdage dem i sine dejlige Fløjlspoter. Det var med Fløjl hun kradsede!
Hvor vil han dog hen? sagde Grevinde de Chiffrevas til sin Naboerske — for dette kan da umulig være Don Juans skjønneste Kjærlighed!
Alle de indviklede Væsener kunde ikke tro paa en saadan Enkelthed!
— Vi levede altsaa — vedblev Ravila — i et intimt Samliv, hvor der vel af og til var Storme men aldrig sønderrivende Splittelser, og vor Fortrolighed var aldeles ingen Hemmelighed for nogen i denne Provinsby, som man kalder Paris . . . Markisen, hun var nemlig Markise . . .
Der var hele tre tilstede ved Bordet og alle tre havde de brunt Haar. Men de blinkede ikke. De vidste altfor godt, at det ikke var dem, han snakkede om. Det eneste Fløjl som fandtes paa dem alle tre, sad paa dens enes Overlæbe — en sanselig rød Læbe, som for Øjeblikket udtrykte en ganske vellykket Foragt, forsikrer jeg Dem.
— . . . og tre Gange Markise tilmed, ligesom Paschaerne kan være Paschaer af tre Haler! vedblev Ravila, som blev livlig.
Markisen var af den Slags Kvinder, som ikke forstaar at skjule noget, som ikke kan, selv naar de gjerne vil! Selv hendes Datter, et Barn paa tretten Aar, lagde, trods sin Uskyldighed, bare altfor godt Mærke til Moderens Følelser for mig. Jeg ved ikke, hvad det er for en Digter, som har opkastet det Spørsmaal, hvad vel Døtrene af de Mødre, vi har elsket, tænker om os. Det er et dybsindigt Spørsmaal, som jeg ofte har gjort mig selv, naar jeg opdagede det mørke, truende Spionblik, som lurede paa mig dybt i den lille Piges store, dunkle Øjne. Det sky, tilbageholdne Barn, der som oftest gik ud af Stuen, naar jeg kom, eller satte sig saa langt fra mig som muligt, naar hun var nødt til at bli inde, nærede en næsten krampagtig Rædsel for min Person . . . hun forsøgte at skjule den hos sig selv, men den var stærkere end hun og røbede hende. Det la sig for Dagen i de umærkeligste Smaating, hvoraf dog ikke én undgik mig. Selv Markisen, som ikke var nogen fin Iagttager, sa uafladelig til mig:
— Vi maa passe paa, kjære Ven. Jeg tror, min Datter er jaloux paa Dem.
— Jeg passede meget mere paa end hun.
— Jeg vilde ligesaa meget ha mig frabedt, at den Lille skulde kikke mig i Kortene, som om hun havde været Djævelen i egen Person. Men hendes Moders Spil var fuldstændig gjennemskueligt. Man kunde se alt i hendes Ansigts straalende Spejl, der saa ofte var fordunklet. Og efter Arten af Datterens Had kunde jeg ikke la være at tro, at hun havde opdaget sin Moders Hemmelighed af en eller anden altfor tydelig Sindsbevægelse, eller af et Blik, der ufrivillig var blet altfor badet i Ømhed. Hun var, hvis De vil vide det, et uanseligt Barn, der sletikke hørte hjemme i den glimrende Verden, hvori bun var født; hun var styg, selv efter Moderens Mening, men hun holdt bare saameget mere af hende af den Grund; hun var som en liden, forbrændt Topas . .! hvad vilde jeg sige? et Slags Udkast til en Statue i Bronse, men med et Par sorte Øjne . . . En ren Trolddom! Og som senere . . . !
Han stansede efter denne Lynstraale, som om han gjerne vilde slukke den igjen og allerede havde sagt for meget. Paa alles Ansigter stod nu en almindelig, aabenbar og spændt Interesse at læse, og frem mellem Grevindens smukke Tænder trængte sig endog følgende Udtryk for lettet Utaalmodighed:
— Endelig!
V.
— I den første Tid af mit Forhold til Moderen — vedblev Grev de Ravila — havde jeg brugt alle de familjære Kjærtegn overfor den lille Pige, som man bruger mod alle Barn . . . Jeg gav hende Poser med Bonbons. Jeg kaldte hende „lille Maske“, og meget ofte naar jeg sad og snakkede med hendes Moder, morede jeg mig med at glatte Haarstriben i hendes Tindinger — en Stribe sygt, sort Haar, med Reflexer som Fyrsvamp — men den „lille Maske“, hvis store Mund altid havde et nydeligt Smil rede for alle Mennesker, gjemte sit Smil og snerpede det sammen for mig, rynkede bittert sine Øjenbryn og trak sig i den Grad sammen i min Nærhed, at hun fra at være den „lille Maske“ blev en virkelig rynket, ydmyget Karyatidemaske, som syntes at bære Vægten af en hel Gesims, naar min Haand gled bort over hendes Pande.
— Naa, da jeg saa denne stadig uforanderlige Vrantenhed, der næsten saa ud som Fiendskab, lod jeg tilslut den følsomme Mimose i Sorgens Farver, som trak sig saa voldsomt sammen ved min mindste kjærtegnende Berøring, være ifred . . . jeg snakkede ikke til hende længer engang. Hun følte godt, at De stjæler fra hende, sagde Markisen. Hendes Instinkt siger hende, at De tar en Del af hendes Moders Kjærlighed fra hende. Og af og til tilføjede hun i sin Retskaffenhed: Barnet er min Samvittighed og dets Skinsyge mit Samvittighedsnag.
— En Dag havde Markisen villet spørge hende ud om den uovervindelige Afsky hun nærede for mig, men hun havde ikke opnaaet andet end den Slags halve, dumme, stædige Svar, som man altid maa trække ud af Barn med en Korketrækker af uafladelige Spørsmaal, naar de ikke vil sige noget . . . Der er ingenting ivejen . . . jeg forstaar ikke . . . og da hun saa, hvor forhærdet den lille Bronzetingest var, havde hun holdt op at spørge hende og havde træt vendt sig bort . . .
— Jeg har glemt at fortælle, at det underlige Barn var meget religiøs — paa en mørk, spansk, middelaldersk, overtroisk Maade. Hun slyngede alle slags Amuletter omkring sin magre Krop og behængte sit Bryst, der var ligesaa fladt som Bagen af min Haand, og sin mørkebrune Hals med hele Bundter af Kors og Billeder af den hellige Jomfru og den Helligaand.
— De er jo uheldigvis saa ugudelig — sagde Markisen til mig. De har kanske forarget hende ved Deres Snak en Dag. Pas paa, hvad De siger, naar hun er tilstede, det bønfalder jeg Dem om. Gjør ikke min Synd endnu større i Barnets Øjne, jeg føler mig allerede saa skyldig ligeoverfor hende.
Og da den Lilles Opførsel ikke blev anderledes, ikke blev det mindste bedre, tilføjede Markisen ængstelig: „De kommer jo tilslut til at hade hende, og det kan jeg ikke være sint paa Dem for“. Men deri tog hun fejl — jeg følte bare Ligegyldighed overfor det vrantne Pigebarn, naar hun da ikke gjorde mig utaalmodig.
— Jeg havde indført den høflige Tone mellem os, som bruges mellem voxne Folk, der ikke kan like hverandre. Jeg behandlede hende umaadelig ceremonielt og titulerede hende højtideligt: „Frøken“, hvilket hun besvarede med et iskoldt: „Hr. Greve“. Hun vilde ikke foreta sig nogetsomhelst i min Nærværelse, som kunde, jeg vil ikke engang sige hæve hende, men røbe noget af hendes eget jeg . . . Hendes Moder kunde aldrig faa hende til at vise mig nogen af sine Tegninger eller spille en Tone for mig. Naar jeg overraskede hende, mens hun sad og øvede sig umaadelig ivrig og opmærksomt, stansede hun brat, rejste sig fra Taburetten og spillede ikke mere . . .
— En eneste Gang satte hun sig paa Moderens Forlangende (der var Selskab) til det aabne Piano med en Offer-mine, som aldeles ikke var sød at se paa, forsikrer jeg Dem, og begyndte med afskylig tvære Fingre at spille et eller andet Stykke. Jeg stod ved Kaminen og iagttog hende hemmelig. Hun sad med Ryggen til mig, og der var ikke noget Spejl foran hende, hvori hun kunde se, at jeg saa paa hende . . . . Pludselig rettede hun sig i ryggen (hun havde i Regelen en daarlig Holdning, og hendes Moder sa ofte til hende: — Hvis du vedblir at holde dig saa rund i Ryggen, faar du tilslut en Brystsygdom) — pludselig rettede hun sig i Ryggen, som om mit Blik havde knust hendes Rygrad som en Geværkugle, smeldte Laaget i, saa det larmede forfærdeligt, og styrtede ud af Salonen . . . De gik efter hende, men det var ikke muligt at faa hende ind igjen den Aften.
— Naa, man skulde tro, at selv de mest indbildske Mandfolk dog ikke er indbildske nok, ti trods hendes underlige Opførsel faldt det mig aldrig ind at tænke over, af hvad Slags den Følelse var, som det skumle Barn, der interesserede mig saa lidet, nærede for mig. Hellerikke faldt det hendes Moder ind. Hendes Moder, der var jaloux paa alle de Kvinder, der kom i hendes Salon, var ikke mere jaloux, end jeg var indbildsk, overfor den lille Pige, som tilslut røbede sig ved en Begivenhed, som Markisen der altid var Meddelsomheden selv under vort intime Samliv, var dum nok til at fortælle mig, endnu ganske bleg af den Skræk, den havde voldt hende, og mens hun af og til brød ud i Latter over at ha oplevet den.
Han havde med Eftertryk understreget Ordet dum, som den bedste Skuespiller kunde ha gjort og som en Mand, der vidste, at Interessen ved Historien kun hang i det ene Ord!
Men det var aabenbart ogsaa tilstrækkeligt, ti de tolv smukke Kvindeansigter flammede nu atter af en ligesaa dyb Følelse som Cherubernes Ansigter foran Guds Trone. Og er ikke ogsaa Nysgjerrigheden hos Kvinden en ligesaa dyb Følelse som Tilbedelsen hos Englene? . . . Han saa paa alle disse Cherubansigter, som ikke sluttede ved Skuldrene, og fandt aabenbart, at det var den rette Tid til at komme frem med, hvad han havde at sige, ti han vedblev nu uden at stanse mere:
— Ja, hun lo højt, Markisen, og tænkte ikke paa andet! — som hun en Stund senere, da hun fortalte mig Historien, sagde; men hun havde ikke leet bestandig! — „Tænk Dem — sagde hun (jeg skal forsøge at huske hendes egne Ord) — „jeg sad altsaa her, hvor vi sidder nu“.
— (Det var paa en saadan Causeuse, man kalder „Ryg-mod-Ryg“; det Møbel, der er bedst indrettet paa, at man skal kunne bli fornærmet paa hverandre og gode Venner igjen uden at skaffe Plads).
— Men De sad heldigvis ikke, hvor De nu sidder! da meldte Tjeneren . . . gjæt hvem? . . .
— De kan aldrig gjætte det! . . . Hr. Sognepræst Saint Germain des Prés. Kjender De ham? . . . Nej, De kommer jo aldrig til Messen, hvilket er meget uheldigt . . . . Hvordan skulde De saa kunne kjende den stakkars gamle Præst, som er en ren Helgen og aldrig sætter sine Ben hos nogen af sine kvindelige Sognebørn, uden naar det gjælder en Indsamling til hans Fattige eller hans Kirke. Jeg troede først, det var derfor han kom.
— Han havde i sin Tid meddelt min Datter den første Nadver, og hun, der ofte gik tilalters, havde beholdt ham som Skriftefader. Derfor havde jeg senere flere Gange indbudt ham til Middag, men altid forgjæves. Da han kom ind, var han i høj Grad forvirret, og hans Træk, der i Almindelighed var saa rolige og milde, udtrykte en saa uforstilt og stærk Forlegenhed, at jeg umulig kunde tilskrive bare hans Frygtsomhed det og ikke kunde lade være strax at raabe: Men du gode Gud! hvad er der ivejen, Hr. Sognepræst?
— Det er det ivejen, Frue — sa han — at De her ser det mest forvirrede Menneske for Dem, som findes i Verden. Nu har jeg været en Kirkens Embedsmand i femti Aar, men aldrig har jeg nogensinde faat et mere delikat Ærinde, og ét jeg mindre aner, hvordan jeg skal komme frem med . . .
Han satte sig ned og bad mig lukke Døren saalænge, mens vi snakkede sammen. De kan nok forstaa, at alle disse højtidelige Formaliteter gjorde mig lidt forskrækket . . . . Det lagde han Mærke til.
— Bliv ikke saa forskrækket, Frue — vedblev han —; De behøver al Deres Koldblodighed til at høre paa mig og til at forklare mig den uhørte Sag, det drejer sig om, og som jeg virkelig ikke kan tilstede . . . . . Deres Frøken Datter, paa hvis Vegne jeg kommer, er, det ved De ligesaa godt som jeg, en ren Engel af Uskyldighed og Fromhed. Jeg kjender hendes Sjæl. Jeg har holdt den i min Haand, siden hun var syv Aar, og jeg er overbevist om, at hun tar fejl . . . kanske bare af Uskyldighed . . . Men imorges kom hun til mig for at bekjende for mig, at hun var — ja, De vil ikke tro det, Frue, og jeg endnu mindre, men Ordet maa siges . . . frugtsommelig!
— Jeg skreg.
— Jeg skreg ogsaa, ligesom De, inde i min Skriftestol imorges, vedblev Sognepræsten, da hun med alle Tegn paa den oprigtigste, forfærdeligste Fortvilelse gjorde mig den Tilstaaelse! Jeg kjender Barnet tilbunds. Hun aner ingenting om Livet eller Synden. Hun er absolut den, jeg bedst vilde svare for hos Gud, af alle de unge Piger, jeg skrifter. Det er alt, hvad jeg kan sige Dem! Vi Præster er Sjælens Kirurger, og vi maa forløse den for den Skam, den bærer i sig, med en Haand, der hverken saarer eller tilsmudser. Jeg spurgte hende derfor ud med den største Varsomhed, spurgte og plagede det fortvilede Barn med Spørsmaal; men da hun engang havde nævnt Tingen og tilstaaet sit Fejltrin, som hun kaldte en Forbrydelse og sin evige Fordømmelse — ti hun tror, hun er fordømt, stakkars Barn — svarede hun mig aldeles ikke mere, trak sig tilbage i en haardnakket Taushed, som hun bare brød for at bønfalde mig om at gaa til Dem, Frue, og fortælle Dem om hendes Forbrydelse — for Mama maa ha det at vide — sagde hun — og jeg faar aldrig Mod til at tilstaa det for hende!
— Jeg hørte paa Sognepræst de Saint-Germain-des-Prés. De kan nok tænke Dem med hvilken Blanding af Angst og Forbauselse! Ligesom han, og endnu mere end han, troede jeg at være sikker paa min Datters Uskyldighed; men de uskyldige falder jo ofte — endog af bare Uskyldighed . . . . . Og hvad hun havde betroet sin Skriftefader var ingen Umulighed . . . . Jeg troede ikke paa det . . . . Jeg vilde ikke tro det, men umuligt var det dog ikke! . . . Hun var bare tretten Aar, men hun var en Kvinde, og hendes tidlige Modenhed havde tilmed ængstet mig . . . Jeg blev grebet af en febrilsk, en lidenskabelig Nysgjerrighed.
— Jeg vil og jeg skal faa alt at vide! sagde jeg til den venlige gamle Mand, der sad forvirret foran mig og af Forlegenhed tog sin Hat af, mens han hørte paa mig. — Overlad det til mig, Hr. Sognepræst. Hun vil ikke si noget til Dem. Men jeg er sikker paa, at hun nok siger det hele til mig . . ., at jeg nok skal faa ud af hende, og at vi nok skal faa Forklaring paa, hvad vi nu synes er ubegribeligt.
— Og saa gik Præsten sin Vej. Saasnart han var borte, gik jeg op til min Datter, for jeg havde ikke Taalmodighed til at sende Bud efter hende og vente paa hende.
— Jeg fandt hende foran Krusifixet ved hendes Seng, ikke knælende, men kastet i Støvet foran det, bleg som et Lig, og med tørre, men meget røde Øjne, som Øjne er, der har grædt meget. Jeg tog hende i mine Arme, satte hende ved Siden af mig, tog hende siden paa Fanget, og jeg sagde, at jeg kunde ikke tro, hvad hendes Skriftefader netop havde sagt mig.
— Men hun afbrød mig for med hjerteskjærende Stemme og Udtryk at forsikre mig, at hvad han havde sagt, var sandt. Da spurgte jeg hende mere og mere ængstelig og forbauset, hvad den Mand hed, som . . .
— Jeg snakkede ikke ud! . . Aa, det var et forfærdeligt Øjeblik! Hun gjemte sit Hoved og Ansigt ved min Skulder. Men jeg saa den glødende Farve paa hendes Hals, bag i Nakken, og jeg følte, at hun skalv. Hun bibeholdt den samme haardnakkede Taushed lige overfor mig som overfor sin Skriftefader.
Hun var som en Mur.
— Det maa altsaa være én, som staar under dig, siden du skammer dig saa forferdelig? sagde jeg for at faa hende til at snakke ved at saare hende, ti jeg vidste, at hun var stolt.
Men stadig samme Taushed, stadig borede hun Hovedet ind mod min Skulder. Dette varede en Stund, som forekom mig uendelig lang; da sagde hun pludselig uden at løfte Hovedet: — Sværg, at du vil tilgive mig, Mama!
Jeg svor alt, hvad hun vilde, selv om jeg skulde resikere at bli tusendfold Meneder; det kunde være mig det samme! Jeg blev utaalmodig. Jeg brændte . . . Det forekom mig som om min Pande maatte springe istykker og Hjernen strømme ud . . . . .
— Det er Hr. de Ravila, sagde hun sagte og biet liggende, som hun laa i mine Arme.
Aa, hvilken Virkning det Navn gjorde, Amadée! I et eneste Slag midt i Hjertet fik jeg Straf for mit Livs store Fejltrin! De er jo, hvad Kvinder angaar, et saa forfærdeligt Menneske og De har givet mig Grund til at frygte saa mange Slags Medbejlerskab, at den forfærdelige Tanke: „hvorfor ikke?“ om en Mand, man elsker og tviler paa, rejste sig i mig . . . . Jeg havde Kraft nok til at skjule, hvad jeg led, for det grusomme Barn, som kanske alt havde gjættet sin Moders Kjærlighed.
— Hr. de Ravila! sagde jeg med en Stemme, som jeg syntes røbede alt; du snakker jo aldrig med ham engang? Du undgaar ham — vilde jeg tilføje, for Vreden begyndte at koge i mig; jeg følte den komme . . . . I er altsaa et Par rigtig falske Mennesker begge to? Men jeg tog mig i det . . . . Jeg maatte jo ha Detaljerne at vide, en efter en ved den grufulde Forførelse . . . . . Og jeg spurgte hende ud saa blid, at jeg troede det skulde koste mit Liv, men da løste hun mig fra denne Skruestikke, fra al min Sjælekval, ved ganske naivt at sige:
„— Det skete en Aften, Moder. Han sad i den store Lænestol, som staar ved Hjørnet af Kaminen, ligeoverfor Causeusen. Han blev siddende der længe, men saa rejste han sig, og jeg var saa ulykkelig at gaa bort og sætte mig lige efter ham i den store Stol, han var gaaet fra. Aa, Mama! . . . . det var, som om jeg sank ned i Ild. Jeg vilde rejse mig, men jeg kunde ikke . . . . Mit Hjerte svigtede mig og jeg følte . . . dengang altsaa, Mama! . . . . at det, som var ivejen med mig, var . . . at jeg fik et Barn! . . .“
Ravila havde sagt, at Markisen lo, da hun fortalte ham Historien; men ingen af de tolv Damer, der sad rundt Bordet, tænkte paa at le — og Ravila heller ikke.
— Det er altsaa, mine Damer — tro det, hvis De vil — tilføjede han som et Slags Afslutning —, den skjønneste Kjærlighed, jeg nogensinde har vakt!
Han taug. De ogsaa. De var faldt i Tanker . . . Havde de forstaat ham?
Dengang Josef var Slave hos Fru Potifar, siger Koranen, var han saa skjøn, at Kvinderne drømmende skar Fingrene af sig, mens de saa paa ham, naar han vartede op ved Bordet. Men vi lever ikke længer i Josefs Tid, og man har ikke længer saa voldsomme Adspredelser ved Desserten.
— Hvor forfærdelig idiotisk, Deres Markise trods al sin Forstand maatta være, siden hun kunde fortælle Dem saadant! — sagde Hertuginden, som tillod sig at være kynisk, men som ikke skar nogetsomhelst af med den Guldkniv, hun stadig holdt i Haanden.
Grevinde de Chiffrevas stirrede opmærksomt ned i sit Rhinskvinglas, der var af smaragdfarvet Krystal, mystisk som hendes egen Tanke.
— Og den lille Maske? — spurgte hun.
— Aa, hun var død ganske ung, gift ude i Provinsen, da hendes Moder fortalte mig Historien, svarede Ravila.
— Hvis ikke! . . . sagde Hertuginden tankefuld.