Don Juan de Maraña (novelle)

Prosper Mérimée

Don Juan de Maraña

Oversatt av Aksel Borge.
Aschehoug, 1921.

 

Cicero sier etsteds — jeg tror det er i sin avhandling «Om gudernes væsen» — at der har været flere Jupitere — én paa Kreta, én paa Olymp og én et andet sted — ja, i den grad at der ikke er en eneste græsk by av litt betydning som ikke har hat sin egen Jupiter. Av alle disse Jupitere har man laget en enkelt som man har tillagt alle hans navnefællers eventyr. Derved forklares den uhyre mængde lykkelige oplevelser som tillægges denne gud.

En lignende sammenblanding har fundet sted med hensyn til don Juan — en næsten likesaa berømt personlighet som Jupiter. Bare Sevilla har hat flere don Juan’er. Og en hel del andre byer har sin. Hver av dem hadde tidligere sin særskilte historie, men i tidens løp er alle blandet sammen til én.

Imidlertid er det ved nærmere eftersyn let at sondre ut hver enkelt eller ialfald at skjelne mellem to av disse folkehelter: Don Juan Tenorio, der som alle vet blev bortført av en stenstatue, og don Juan Marana som fik en ganske anden ende.

Begges liv beretter man om paa samme maate, bare avslutningen er forskjellig. Der er litt for enhver smak likesom i Ducis stykker som ender godt eller daarlig efter læserens smak.

Med hensyn til sandheten av denne beretning eller disse to beretninger saa er den ubestridelig og man vilde i høi grad støte sevillanernes lokalpatriotisme om man drog i tvil disse to slynglers eksistens som har gjort byens fornemste familiers genealogi tvilsom. Man viser de fremmede don Juan Tenorios hus og ingen kunstven kan besøke Sevilla uten at bese Barmhjertighetskirken. Der kan man se ridderen av Maranas gravsted med følgende inskription som er diktert av hans ydmyghet eller — om man heller vil — av hans hovmod; Aqui yace el peor hombre que fué en el mundo. (Her ligger det sletteste menneske som har levet.) Hvordan kan man saa tvile? Ganske visst vil Deres fører efter at ha vist Dem disse to mindesmerker desuten fortælle Dem om hvordan don Juan (man vet ikke hvem av dem) kom med sælsomme forslag til Giralda, denne broncefigur som kroner kathedralens mauriske taarn, og hvordan Giralda akcepterte dem; om hvordan don Juan da han, het i hodet av vin, drev nedover Guadalquivirs venstre bred bad om ild av en mand som gik paa høire bred og røkte en cigar og hvordan den røkende (som ikke var nogen anden end djævelen i egen person) gjorde sin arm saa lang at den rakte tversover floden og bød sin cigar til don Juan som tændte sin ved den uten at blunke og uten at bry sig om denne advarselen, saa forhærdet var han . . .

Jeg har forsøkt at tildele hver don Juan den del som tilkommer ham av deres fælles fond av slyngelstreker og forbrydelser. I mangel av en bedre metode har jeg bestræbt mig for om min helt, don Juan de Marana bare at berette de eventyr som ikke don Juan Tenorio har faat hævd paa — han som vi kjender saa godt fra Molières og Mozarts mesterverker.

Grev don Carlos de Marana var en av de rikeste og mest ansete adelsmænd i Sevilla. Han var av en berømt slegt og i krigen mot de oprørske maurer hadde han vist at han ikke vanslegtet paa sine forfædre i mot. Efter Alpuxarrernes underkuelse vendte han tilbake til Sevilla med et ar i panden og en hel del barn han hadde røvet fra de vantro og som han sørget for at faa døpt, hvorpaa han solgte dem med stor fordel til kristne familier. Hans saar, som ingenlunde vanklædte ham, forhindret ikke at han faldt i smak hos en frøken av god familie som gav ham fortrinet blandt en mængde friere. I deres egteskap blev der først født flere døtre, hvorav nogen efterhvert blev gift og andre gik i kloster. Don Carlos de Marana hadde alt mistet haapet om at faa en arving til sit navn da en søns fødsel satte kronen paa hans lykke og gav ham haap om at hans ældgamle stamhus ikke skulde gaa over til en sidelinje.

Don Juan, denne saa længselsfuldt ventede søn og helten i denne sandfærdige historie, blev forkjælet baade av far og mor som den eneste arving til et stort navn og en stor formue maatte bli. Bare barnet var han saagodtsom fuldstændig herre over sine egne handlinger og ingen i hans fars palæ vilde ha vovet at si ham imot. Men hans mor vilde han skulde bli gudelig som hende, og hans far at han skulde bli tapper som ham. Hun fik ved hjælp av kjærtegn og slikkerier barnet til at lære litanier og be sin rosenkrans, kortsagt til at puge alle obligatoriske og ikke-obligatoriske bønner. Hun dysset ham i søvn mens hun fortalte ham legender. Paa den anden side lærte faren gutten fortællingerne om Cid og Bernard del Carpio, berettet ham om maurernes oprør og opmuntret ham til hele dagen at øve sig i at kaste med spyd og skyte med armbrøst eller endog bøsse paa en mannequin i maurerdragt som han hadde latt lage og stille op i sin have.

Der hang i grevinde de Marana’s bedekammer et maleri i Moralès haarde og tørre stil. Det forestillet pinslerne i skjærsilden. Alskens pinsler som maleren hadde kunnet finde paa var fremstillet med slik omhu at inkvisitionens bøddel ikke vilde fundet noget at tilføie. Sjælene i skjærsilden var anbragt i en slags stor hule i hvis tak man saa en glugge. Paa kanten av denne aapning stod en engel og rakte haanden ned til en sjæl som forlot dette smertens sted, mens en gammel mand ved siden av den, med en rosenkrans i sine foldede hænder lot til at be hete bønner. Denne mand var ham som hadde skjænket maleriet til en kirke i Huesca. Under oprøret hadde maurerne tændt ild paa byen. Kirken blev ødelagt, men som ved et mirakel blev billedet bevaret. Grev de Marana hadde tat det med sig og dekorert sin hustrus bedekammer med det. Den lille Juan pleiet hvergang han kom ind til sin mor at bli staaende urørlig i lang tid og betragte dette billede som skræmte ham og tiltrak ham paa en gang. Især kunde han ikke faa øinene væk fra en mand hvis indvolder en slange lot til at gnage paa, mens han hang over et baal efter nogen jernkroker som var hegtet fast i siderne paa ham. Med blikket angstfuldt rettet mot den kant hvor takaapningen var, syntes den pinte at be giveren fremsi bønner som kunde rive ham ut av alle disse kvaler. Grevinden undlot aldrig at fortælle sin søn at den ulykkelige fik denne straf fordi han hadde gjort nar av en prest — fordi han ikke hadde kunnet sin katekisme ordentlig — eller fordi han hadde været adspredt i kirken. Den sjæl som steg op mot paradiset tilhørte en slegtning av familien Marana som sikkert hadde hat nogen smaasynder at bebreide sig. Men grev de Marana hadde bedt for ham, hadde git mange penger til presteskapet for at løse ham ut fra ilden og pinslerne og hadde hat den tilfredsstillelse at sende sin slegtnings sjæl til paradis uten at den fik tid til at kjede sig for meget i skjærsilden.

«Men lille Juan,» la grevinden til, «kanske vil jeg en dag komme til at lide slik og jeg vil bli millioner av aar i skjærsilden hvis du ikke husker paa at la læse messer for at fri mig ut av den! Hvor stygt det vilde være at la din mor pines som har git dig sin melk!» Da graat gutten og hvis han hadde nogen realer i lommen, skyndte han sig at gi dem til den første tiggermunk han møtte med en bøsse for sjælene i skjærsilden.

Kom han ind i sin fars værelse fik han se kyrasser, bulet av bøssekuler, en hjelm som grev de Marana bar ved stormen paa Alméria og som bar merker av et øksehugg fra en muselmand; lanser, maurersværd og standarter som var tat fra de vantro, smykket dette værelse.

«Denne krumsabel,» sa greven, «har jeg tat fra kadien av Vejer som gav mig tre hugg med den før jeg fik livet av ham. — Denne standarten tilhørte oprørerne fra Elvirafjeldet. De hadde just plyndret en kristen landsby. Jeg ilet til med tyve ryttere. Fire ganger forsøkte jeg at trænge gjennem deres rækker for at bortføre standarten — fire ganger blev jeg slaat tilbake. Den femte gang gjorde jeg korsets tegn og ropte: «Sankt Jakob I» Og jeg trængte igjennem hedningemes rækker. — Og ser du denne gyldne kalk som jeg bærer i mit vaaben? En maurisk alfaqui hadde stjaalet den fra en kirke hvor han hadde begaat utallige grufulde gjerninger. Hans hest hadde ætt brødet paa alteret og hans krigere slængt helgenernes ben rundt omkring. Alfaquien brukte kalken til at drikke sorbet av. Jeg overrasket ham i hans telt idet han førte det hellige kar til sine læber. Før han fik sagt «Allah!» og mens han endnu hadde drikken i halsen langet jeg et hugg ut mot det rakede hodet til denne hund med dette gode sverd og bladet trængte helt ned til tænderne paa ham. Til minde om denne fromme hevn har kongen tillatt mig at anbringe en gylden kalk i mit vaaben. Jeg sier dig dette, lille Juan, forat du kan fortælle det til dine barn saa de vet hvorfor dit vaaben ikke er ganske som din bedstefars, det du ser malet der under hans portræt.»

Delt mellem krig og gudelighet tilbragte barnet sin tid med at lage smaa kors eller hugge løs paa græskarene i kjøkkenhaven med en træsabel, for han syntes de lignet svært maurerhoder med turbaner paa.

Atten aar gammel var don Juan naadd saa vidt at han kunde uttrykke sig paa slet latin, han gik tit til messe og haandterte rapiren eller sverdet for to hænder endnu bedre end Cid. Hans far som mente at en ætling av huset de Marana ogsaa burde eie andre talenter, besluttet at sende ham til Salamanca. Forberedelserne til reisen var snart gjort. Hans mor gav ham en mængde rosenkranser, amuletter og indviede medaljoner. Hun lærte ham ogsaa en hel del bønner som vilde være til stor hjælp under forskjellige omstændigheter. Don Carlos gav ham et sverd, hvis fæste av damascert sølv var smykket med familievaabnet, og sa:

«Hittil har du bare omgaaes barn. Nu skal du omgaaes mænd. Husk paa at en adelsmands kosteligste eie er hans ære. Og din ære er Marana’ernes. Maatte heller det siste skud av vort hus forgaa end der blir sat en plet paa hans ære! Ta dette sverd. Det vil forsvare dig hvis du blir angrepet. Vær aldrig den første til at trække blank, men husk ogsaa at dine forfædre aldrig stak sverdet i skeden før de hadde seiret og faat hevn.»

Saaledes utrustet med aandelige og timelige vaaben steg Marana’ernes ælling tilhest og forlot sit fædrehjem.

Universitetet i Salamanca stod dengang i sin fulde blomst. Aldrig hadde studenterne været talrikere og professorerne lærdere, men heller aldrig hadde borgerne lidt saa mange fornærmelser av den udisciplinerte ungdom som bodde i, eller rettere, hersket over deres by. Serenader, kattemusik, alslags nattespektakel hørte til deres vanlige leben hvis ensformighet fra tid til anden blev avbrutt ved bortførelse av koner eller piker, av tyverier og pryl. Efter sin ankomst til Salamanca tilbragte don Juan nogen dager med at avlevere anbefalingsbreve til venner av sin far, med at gjøre visit hos professorerne, gjennemstreife kirkerne og la sig forevise de relikvier de indeholdt. Efter sin fars ønske overleverte han en ganske betydelig pengesum til en ved professorerne forat den skulde fordeles blandt de fattige studenter. Denne gavmildhet gjorde stor lykke og skaffet ham straks mange venner.

Don Juan var overmaade lærelysten. Han foresatte sig at lytte til hvert ord som utgik fra professorernes mund somom det var selve evangeliet. Og for ikke at gaa tapt av noget vilde han sætte sig saa nær kathetret som mulig. Da han traadte ind i forelæsningssalen opdaget han en ledig plass saa nær professoren som han kunde ønske sig. Han satte sig der. En skitten, ukjæmmet fillet klædt student, slik en som der er saa mange av ved universiteterne, saa et øieblik op fra sin bok for at glo paa don Juan med en mine av stupid forbauselse.

«Sætter De Dem paa denne plassen,» sa han i en næsten forfærdet tone. «Vet De ikke at det er don Garcia Navarras vanlige plass?»

Don Juan svarte at han altid hadde hørt at plassene tilfaldt dem som kom først og at han hadde trodd han kunde ta denne da den var ledig, specielt om don Garcia ikke hadde bedt sin sidemand holde den for ham.

«De er fremmed og ny her, skjønner jeg,» sa studenten, «siden De ikke kjender don Garcia. Saa vit da at han er en av de mest . . .»

Her sænket han sin stemme, aapenbart av frygt for at bli hørt av de andre studenter.

«Don Garcia er et frygtelig menneske. Ulykkelig den som fornærmer ham! Hans taalmodighet er kort og hans kaarde lang. Og vær viss paa at sætter nogen sig paa den plass don Garcia to ganger har indtat, er det nok til at der opstaar strid, for han er svært ømtaalelig og pirrelig. Naar han kommer i strid, slaar han til og naar han slaar til, dræper han. Nu har jeg advaret Dem, saa De faar gjøre som De synes.»

Don Juan fandt det meget besynderlig at denne don Garcia besatte de beste plasser uten at umake sig med at være præcis. Samtidig la han merke til at flere studenter stirret paa ham og han følte hvor ydmygende det vilde være at forlate plassen efterat han først hadde sat sig der. Paa den anden side brydde han sig ikke om at faa en strid straks efter sin ankomst, især da ikke med en saa farlig fyr som don Garcia lot til at være. Forvirret og uten at vite hvad han skulde bestemme sig til blev han sittende da en student traadte ind og gik like hen til ham.

«Der kommer don Garcia,» sa hans nabo.

Denne Garcia var en bredskuldret, velskapt ung mand med solbrændt hud, stolt blik og et foragtelig drag om munden. Han bar en luvslitt vams som nok engang hadde været sort og en fillet kappe. Over det hele hang en lang guldkjede. Som bekjendt har altid studenterne i Salamanca og ved andre spanske universiteter sat sin ære i at optræ fillet klædt, idet de sandsynligvis vil vise at en mands virkelige værd ikke avhenger av ydre stas.

Don Garcia gik hen til den bænk hvor don Juan endnu sat og hilste ham med utsøkt høflighet.

«Hr. student,» sa han, «De er ny blandt os, men Deres navn er mig bekjendt. Vore fædre er gode venner, og om De vil tillate det skal deres sønner bli det ikke mindre.»

Med disse ord rakte han don Juan sin haand med den hjerteligste mine. Don Juan som ventet et ganske andet optrin, mottok don Garcias elskværdighet med den største forekommenhet og svarte at han vilde føle sig meget beæret ved en slik kavalers venskap.

«De kjender ikke Salamanca endnu,» vedblev don Garcia. Hvis De vil tillate mig at være Deres fører vil jeg være henrykt over at faa vise Dem alt, fra cederen til soppen, her hvor De nu skal opholde Dem.» Derpaa vendte han sig til den student som sat ved siden av don Juan: «Saa, Perico, forsvind. Tror du at en tølper som du faar sitte sammen med don Juan de Marana.»

Med disse ord puffet han ham væk, tok selv plassen som studenten skyndte sig at forlate.

Da forelæsningen var endt gav don Garcia sin nye ven sin adresse og fik ham til at love at besøke ham. Derpaa hilste han ham med en yndefuld, venskapelig haandbevægelse, drapperte sig med anstand i sin hullede kappe og gik.

Don Juan hadde med sine bøker under armen stanset i et galleri i universitetet for at studere de gamle inskriptioner som dækket væggene, da han opdaget at den studenten som først hadde talt til ham, nærmet sig som om han ogsaa vilde se paa dem. Efter at ha nikket til ham for at vise at han kjendte ham igjen vilde don Juan til at gaa, men studenten holdt ham tilbake ved kappen.

«Don Juan,» sa han, hvis De ikke har det travelt, vil De da være saa venlig at tilstaa mig en liten samtale?»

«Gjerne det,» svarte don Juan og lænet sig mot en søile. «Værsaagod, jeg hører efter.»

Perico saa sig urolig om til alle kanter som om han var bange for at bli iagttat og gik saa like hen til don Juan for at hviske ham noget i øret, en forsigtighetsregel som syntes overflødig, for der var ingen andre end dem i det vældige gotiske galleri. Efter et øiebliks taushet sa studenten hviskende og næsten skjælvende:

«Kan De si mig om Deres far virkelig har kjendt don Garcia Navarros far?»

Don Juan studset.

«De har jo hørt don Garcia si det nu nylig.»

«Ja, sa studenten med endnu sagtere røst, men har De hørt Deres far si at han kjendte hr. Navarro?»

«Javisst, han var sammen med ham under krigen mot maurerne.»

«Godt og vel. Men har De hørt at denne herre skulde ha en søn?»

«Jeg har sandelig ikke lagt saa nøie merke til hvad min far kan ha sagt om den ting. . . Men hvad skal disse spørsmaalene til? Er ikke don Garcia hr. Navarros søn? Skulde han være uegte født?»

«Jeg tar himlen til vidne paa at jeg ikke har sagt noget slikt,» ropte studenten forfærdet og kikket bak den søile don Juan støttet sig mot. «Jeg vilde bare spørre om De kjender en sælsom historie som hyppig fortælles om denne don Garcia?»

«Ikke det spor.»

«Man sier . . . læg merke til at jeg bare gjentar hvad jeg har hørt . . . man sier at don Diego Navarro hadde en søn som i seks-syvaarsalderen blev angrepet av en alvorlig sygdom — den var saa sælsom at lægerne ikke kjendte noget middel mot den. Faren som ikke hadde andre barn, sendte da en mængde gaver til flere kapeller og lot den syke røre ved en hel del relikvier, alt forgjæves. I sin fortvilelse sa han en dag — heter det — mens han betragtet et billede av den hellige Michael: — «Siden ikke du kan frelse min søn vil jeg se om ikke han under dig har mere magt.»

«Men det var da en skrækkelig gudsbespottelse!» ropte don Juan, i høieste grad forarget.

Snart efter blev gutten frisk . . . og denne gut . . . det er don Garcia!»

«Saa don Garcia har djævelen i kroppen siden dengang,» sa don Garcia leende idet han kom tilsyne — han lot til at ha overhørt samtalen skjult bak en søile i nærheten. Sandelig, Perico,» sa han i en kold og foragtelig tone til den forbløffede student, «hvis du ikke var slik kujon skulde jeg faa dig til at angre den dristighet du har vist ved at tale om mig. — Don Juan,» vedblev han henvendt til Marana, naar vi blir bedre kjendt, vil De ikke spilde Deres tid med at høre paa denne sladderhanken. Og, for at vise at jeg ikke er en ondskapsfuld djævel, ber jeg Dem gjøre mig den ære at følge mig til St. Peterskirken. Naar vi har forrettet vor andagt der vil jeg be Dem om tilladelse til at indby Dem til en tarvelig middag sammen med nogen kamerater.»

Med disse ord tok han don Juan under armen og denne som skammet sig over at være blit overrasket i at høre paa Pericos sælsomme fortælling, skyndte sig at motta sin nye vens indbydelse for at vise ham hvor litet han brydde sig om den sladder han nys hadde hørt.

Kommet ind i St. Peterskirken knælte don Juan og don Garcia ned foran et kapel hvor en mængde fromme hadde søkt hen. Don Juan fremsa sine bønner med sagte røst. Og skjønt han var optat en god stund med denne fromme øvelse, opdaget han da han løftet hodet at hans kamerat lot til at være grepet av en hellig ekstase — hans læber bevæget sig sagte og man skulde trodd han ikke var halvveis i sine bønner. Litt skamfuld over at være saa tidlig færdig gav don Juan sig til sagte at fremsi de litanier som kom ham i minde. Da han var færdig med det rørte don Garcia sig endnu ikke. Don Juan liret da adspredt nogen smaa forbønner av sig. Da han saa opdaget at hans kamerat fremdeles laa urørlig mente han han kunde se sig litt om for at fordrive tiden til denne evige andagt var over. Tre kvinder som laa paa knæ paa tyrkiske tepper, tiltrak sig først hans opmerksomhet. Den ene kunde, at dømme efter hendes alder, hendes briller og det værdige omfang av hendes hodetøi, ikke være andet end en duenna. De to andre var unge og vakre, og de holdt ikke sine øine saa stivt rettet ned mot rosenkransen at man ikke kunde se de var store, livlige og vakre. Don Juan fandt stort behag i at betragte den ene av dem, ja større behag end han burde følt paa et hellig sted. Han glemte sin kamerats andagt, trak ham i ærmet og spurte ham med dæmpet røst hvem den unge piken med den rosenkrans av rav var.

«Det er donna Teresa de Ojeda,» svarte Garcia uten at synes forarget over avbrytelsen, og den anden er donna Fausta, hendes ældre søster. De er døtre av en auditør ved Castiliens provincialret. Jeg er forelsket i den ældste, forsøk nu De at bli det i den yngste. Se,» la han til, nu reiser de sig og gaar ut av kirken. La os skynde os at se dem stige tilvogns. Kanske vinden løfter deres kjoler op saa vi faar se en vakker læg eller to.»

Don Juan var saa optat av donna Teresas skjønhet at han uten at lægge merke til det usømmelige i denne tale fulgte don Garcia til kirkedøren og saa da de fornemme damer stige ind i sin karosse og forlate kirkeplassen for at styre ind i en av de mest befærdede gater. Da de var borte ropte don Garcia muntert idet han trykket hatten fast paa hodet:

«Det kalder jeg vakre piker! Fanden skal ta mig om ikke den ældste er min inden ti dager. Men hvordan gaar det med Dem og den yngste?»

«Hvad behager? Hvordan det gaar med os?» svarte don Juan naivt, «det er jo første gang jeg ser hende!»

«Ja, hvad saa!» ropte don Garcia. «Tror De jeg har visst om Fausta stort længer? Men idag har jeg git hende en billet som hun tok meget vel imot.»

«En billet?» Men jeg har da ikke set Dem skrive!»

«Jeg har altid slike paa mig og naar man bare ikke nævner noget navn kan de brukes til hvemsomhelst. Pas bare paa ikke at bruke kompromitterende uttryk om øinenes eller haarets farve. Men suk, taarer, uro — det gaar like glat i blonde og mørke, unge piker og gifte koner.»

Under denne passiar var don Garcia og don Juan naadd til det hus hvor middagen ventet dem. Det var studenterkost, mere rikelig end utsøkt og avvekslende, en mængde krydrede ragouter og salt kjøtt — alt saker som hisset tørsten. Desuten var der vin fra Andalusien og la Mancha i overflod. Nogen studenter, venner av Garcia, sat og ventet paa ham. Man gik straks tilbords og i nogen tid hørtes ikke anden lyd end tyggingen og klangen av flasker og glas. Men vinen satte snart selskapet i humør, samtalen tok fart og blev mer og mer larmende. Der blev ikke talt om andet end dueller, kjærlighetshistorier og guttestreker. En fortalte om hvordan han hadde narret sin vertinde ved at flytte aftenen før han skulde betale. En anden hadde hentet nogen krukker vin hos en kjøbmand i en av de adstadigste professorers navn og været lur nok til at bringe krukkerne tilbake, saa professoren fik betale regningen ifald han hadde lyst. En hadde prylt en vægter, en anden hadde klatret op til sin elskerinde efter en taugstige tiltrods for en jaloux egtemands forsigtighetsregler. I begyndelsen lyttet don Juan forbløffet til beretningerne om alle disse optøier. Men litt efter litt fik vinen og hans kameraters lystighet bugt med hans snerperi. De historier han hørte fik ham til at le og han misundte tilslut det ry enkelte hadde vundet ved sine kunststykker og sine bedragerier. Han begyndte at glemme de fornuftige principper han hadde hat med sig til universitetet og adopterte den almindelige regel for studenterlivet — en regel som var simpel og let at følge og som bestod i at tillate sig alt like overfor los pillos, d. v. s. hele den del av menneskeheten som ikke var immatrikulert ved universitetet. En student mellem pillos er i fiendeland og han har ret til at optræ likeoverfor dem som hebræerne mot kananiterne. Men da hr. corregidoren desværre hadde liten respekt for universitetets hellige lover og bare søkte en leilighet til at skade de indviede maatte disse staa sammen som brødre, hjælpe hverandre og fremforalt holde tæt.

Denne opbyggelige samtale varte saa længe flaskerne varte. Da de var tomme var samtlige temmelig omtaaket og følte en heftig trang til at sove. Da solen endnu stod paa sit høieste skiltes man for at ta sin siesta. Men don Juan fik anvist en seng hos Garcia. Ikke før hadde han strakt sig ut paa lærmadrassen før trætheten og vindunsterne sænket ham i en dyp søvn. I lang tid var hans drømmer saa bizarre og forvirrede at han bare følte et svakt ildebefindende uten at fange noget billede eller nogen tanke som kunde være grunden. Litt efter litt begyndte drømmen saaatsi at klarne, og han drømte da følgende: Han syntes han var i en baat paa en stor elv, bredere og mere plumret end han nogensinde hadde set Guadalquivir om vinteren. Der var hverken seil, aarer eller ror i baaten og strømmen tumlet slik med den at hans ildebefindende fik ham til at tro han var ved Guadalquivirs munding hvor mobben fra Sevilla paa reise til Cadix begyndte at merke de første tegn til sjøsyke. Snart kom han til et sted hvor floden var betydelig smalere, saa han let kunde se og endog høres paa begge bredder. Da kom samtidig paa hver sin bred to straalende skikkelser til syne. De nærmet sig som for at komme ham til hjælp. Han vendte først hodet til høire og fik øie paa en olding med et alvorlig, strengt ansigt, med bare føtter og ikke andet paa sig end en tornekrone. Det saa ut som han strakte haanden ut mot don Juan. Han saa nu til venstre og fik øie paa en høi kvinde med et fint, dragende ansigt. I haanden holdt hun en blomsterkrans som hun rakte ut mot ham. Samtidig merket han at baaten styret efter hans ønske, uten aarer, bare lystrende hans vilje. Han vilde just stige i land hos kvinden da et skrik fra høire bred fik ham til at vende hodet og styre mot den kant. Oldingen saa endnu mer streng ut end før. Hans legeme var fuld av saar, blaasvart og blodbestænkt. I den ene haand holdt han en tornekrans, i den anden en svøpe med jernpigger paa. Ved dette syn blev don Juan grepet av rædsel. Han skyndte sig over til venstre bred. Det væsen som hadde henrykket ham slik var der endnu, Hendes haar flagret for vinden, hendes øine straalte av en overnaturlig glans og istedetfor kransen holdt hun en kaarde i sin haand. Don Juan stanset et øieblik før han steg iland og i det samme opdaget han ved at se efter nøiere at kaardens blad var rødt av blod og at nymfens haand ogsaa var rød. Rædselslagen reiste han sig overende. Idet han slog øinene op kunde han ikke tilbakeholde et skrik ved synet av en kaarde som lynte et par fot fra hans seng. Men det var ikke nogen skjøn nymfe som holdt denne kaarden. Don Garcia skulde just til at vække sin ven og da han ved siden av sengen fik øie paa en kaarde av et sjeldent arbeide undersøkte han den med kjendermine. Paa bladet stod følgende inskription: «Bevar din troskap!» Og fæstet bar, som allerede sagt, Marana’ernes vaaben, navn og devise.

«Det var en vakker kaarde du har, kamerat, sa don Garcia. Men du maa være uthvilt nu. Det er aften — la os ta en spasertur. Og naar de brave borgerfolk er gaat hjem, la os saa, om du har lyst, bringe vore tilbedte en serenade.»

Don Juan og don Garcia blev gaaende og spasere en stund langs Tormes’ bred og kikket paa damerne som var ute for at trække frisk luft eller skotte til sine elskere. Efterhvert blev de spaserende færre og færre, tilslut var alle forsvundet.

«Nu er tiden kommet da hele byen er studenternes,» sa don Garcia. «Pillos’erne vil ikke vove at forstyrre os i vore uskyldige fornøielser. Og hvis vi skulde komme i klammeri ined vægteren, behøver jeg ikke si dig at han er en slyngel som vi ikke trænger ta paa med silkhansker. Men hvis der skulde komme altfor mange av dem, saa vi blir nødt til at ta tilbens, saa vær ikke ræd for det jeg kjender alle krinkelkroker. Du har bare at følge mig, saa kan du være trygg for at alt vil gaa godt.

Med disse ord kastet han sin kappe over venstre skulder slik at han kunde skjule størstedelen av ansigtet, men ha høire armen fri. Don Juan gjorde likesaa og styret mot den gate hvor donna Faustina og hendes søster bodde. Ved forhallen til en kirke plystret don Garcia og hans page kom til syne med en guitar i haanden. Don Garcia tok den og avskediget ham.

«Jeg forstaar at du vil jeg skal staa vakt under serenaden,» sa don Juan idet de kom ind i Valladolidgaten. «Vær sikker paa at jeg skal opføre mig til din tilfredshet. Jeg vilde bli fornegtet av min fødeby Sevilla hvis jeg ikke kunde holde en gate mot slynglerne.»

«Jeg mener ikke at bruke dig til skildtvakt,» svarte don Garcia. «Jeg har min elskede her, men du har ogsaa din. Hver sit vildt. Hys, her er huset. Du foran denne jalousi, jeg foran den. Og saa klar!»

Don Garcia stemte sin guitar og begyndte med en ganske behagelig stemme at synge en romance hvori der som sedvanlig var tale om taarer, suk og lignende. Jeg vet ikke om han hadde digtet den selv.

Ved tredje eller fjerde strofe blev jalousierne i dets vinduer løftet litt og der lød en let hoste. Dette skulde bety at man hørte efter. Musikere, sies der, spiller aldrig naar man ber dem om det eller hører efter. Don Garcia la guitarren fra sig og aapnet med dæmpet røst en samtale med den ene av damerne.

Da don Juan saa op fik han i vinduet over sig øie paa en dame som lot til at betragte ham opmerksomt. Han tvilte ikke paa at det var donna Faustinas søster som hans egen smak og hans vens valg hadde gjort til hans hjertes dame.

Men han var endnu genert og uerfaren og visste ikke hvordan han skulde begynde. Pludselig faldt et lommetørklæ ned fra vinduet og en spæd stemme ropte:

«Aa Jesus! Mit lommetørklæ faldt ned!»

Don Juan tok det straks op, anbragte det paa spissen av sin kaarde og holdt det i høide med vinduet. Dette løste alle vanskeligheter. Stemmen begyndte med at takke ham og spurte saa om ikke denne kavaler som var saa høflig hadde været i St. Peterskirken om morgenen. Don Juan svarte at han hadde været der og tapt sin hjertefred der.

«Hvordan?»

«Ved at se Dem.»

Isen var brutt. Don Juan var fra Sevilla og alle de fraser kjærlighetens sprog er saa rikt paa kom ham av sig selv paa læben og uvilkaarlig blev han veltalende. Samtalen varte omkring en time. Tilslut ropte Teresa at hun hørte sin far og at de maatte gaa. De to elskere forlot ikke gaten før de hadde set to smaa hvite hænder stikke frem under jalousierne og kaste hver sin kvast jasminer til dem. Don Juan gik tilsengs med hodet fuldt av henrivende billeder. Men don Garcia gik ned i et vertshus hvor han tilbragte størsteparten av natten.

Dagen efter begyndte sukkene og serenaderne igjen, likesaa de følgende nætter. Efter sommelig vægring gik de to damer ind paa at gi og motta haarlokker, en operation som foregik ved hjælp av en snor som bragte og tok med sig presenterne. Don Garcia som ikke var den mand som nøiet sig med slike smaatterier, talte om en taugstige eller falske nøkler. Men man fandt ham for dristig og hans forslag blev, om ikke avslaat, saa ialfald utsat paa ubestemt tid.

I en maaneds tid hadde nu don Juan og don Garcia kurret til ingen nytte utenfor sine elskedes vinduer. En temmelig mørk nat holdt de paa som vanlig og samtalen hadde varet nogen tid til alles tilfredshet da der ved enden av gaten kom syv-otte mænd tilsyne hvorav halvparten bar musikinstrumenter.

«Retfærdige himmel!» ropte Teresa. «Der kommer don Cristoval for at bringe os en serenade. Skynd dere væk for guds skyld eller der hænder en ulykke.»

«Vi overlater ikke en saa deilig plass til nogen,» utbrøt don Garcia. «Kavaler,» sa han saa med hævet stemme til den forreste av dem, «plassen er optat og disse damer bryr sig slet ikke om Deres musik. Prøv da Deres lykke andetsteds.»

«Det er en av disse studentslubberterne som vil spærre veien for os!» ropte don Cristoval. «Jeg skal vise ham hvad det koster at opsøke min elskede!»

Med disse ord trak han blank. Samtidig fór to av hans kameraters kaarder av skeden. Med beundringsværdig hurtighet rullet don Garcia kappen om sin arm, trak blank og ropte:

«Til hjælp, studenter!» Men der var ikke en sjæl i nærheten. Musikanterne som nok var bange for at faa sine instrumenter knust under sammenstøtet, tok flugten, idet de skrek paa politi, mens de to damer i vinduet kaldte alle paradisets helgener til hjælp.

Don Juan som stod under det vindu som var nærmest don Cristoval maatte først forsvare sig mot ham. Hans motstander var behændig og hadde desuten i venstre haand et litet skjold som han brukte til at parere med, mens don Juan bare hadde sin kaarde og sin kappe. Haardt trængt av don Cristoval kom han meget beleilig til at huske paa en finte, Uberti, hans lærer i vaabenbruk, hadde lært ham. Han lot sig falde ned paa venstre haand, førte med høire kaarden under don Cristovals skjold og rendte den ind under ribbenene paa ham med slik kraft at bladet knækket efter at være trængt en haandsbredde ind. Don Cristoval utstøtte et skrik og faldt om, badet i blod. Under denne operation som tok mindre tid end der kræves til at fortælle den forsvarte don Garcia sig med held mot sine to motstandere som ikke før saa sin anfører ligge der før de tok tilbens av alle kræfter.

«La os nu komme os væk,» sa don Garcia. «Det er ikke tid til moro nu. Adjø, skjønne damer!»

Han trak av med don Juan som var ganske forskrækket over sin bedrift. Et snes skridt fra huset stanset don Garcia og spurte sin kamerat hvor han hadde gjort av sin kaarde.

«Min kaarde?» sa don Juan som da først opdaget at han ikke hadde den i haanden. «Jeg vet ikke . . . sandsynligvis har jeg latt den falde.»

«Fordømt!» ropte don Garcia, «og dit navn er indgravert paa parérplaten!»

I det samme saa de folk med fakler komme ut av nabohusene og flokke sig om den døende. Fra den anden ende av gaten nærmet en trop væbnede mænd sig hurtig. Det var aapenbart en patrulje som var tilkaldt av musikanternes skrik og kamplarmen.

Don Garcia trak hatten ned over øinene, dækket det nederste av sit ansigt med kappen for ikke at bli gjenkjendt og styrtet sig, trods faren, midt ind mellem alle de forsamlede i haap om at finde denne kaarden som uvægerlig vilde ført til opdagelsen av den skyldige. Don Juan saa ham hugge om sig til høire og venstre, slukke faklerne og vælte overende alt som stod ham i veien. Han kom snart tilbake, løpende av alle kræfter og med én kaarde i hver haand. Hele patruljen forfulgte ham.

«Aa, don Garcia!» ropte don Juan og tok den kaarde han rakte ham. «Hvor megen tak skylder jeg dig ikke!»

«Vi maa flygte»! ropte Garcia. «Følg mig og hvis nogen av de slynglerne kommer dig for nær, saa støt ham ned som du nys gjorde med den andre!»

Begge satte avsted saa fort deres medfødte kraft som nu fordobledes av frygten for hr. corregidoren tillot dem. For denne embedsmand gik for at være endnu strengere mot studenterne end mot tyveknegterne.

Don Garcia som kjendte Salamanca som sin egen lomme var en mester i at svinge om gatehjørnene og kaste sig ind i trange smug, mens hans kamerat som var ny i leken hadde sin største møie med at følge ham. De hadde næsten mistet pusten da de ved enden av en gate fik se en flok studenter som marsjerte avsted under sang og guitarspil. Saasnart disse opdaget at deres kamerater blev forfulgt, grep de til stener, stokker og alskens andre vaaben. Politimændene som var aldeles utpumpet, fandt det ikke raadelig at opta kampen. De trak sig klokelig tilbake og de to syndere skyndte sig at ta sin tilflugt til en nærliggende kirke for at hvile sig litt.

Ved indgangen vilde don Juan stikke sin kaarde i skeden da han ikke fandt det passende for en kristen at træde ind i guds hus med vaaben i haand. Men skeden tok imot, saa bladet saavidt kom ind. Kort sagt, han opdaget at kaarden ikke var hans. Don Garcia hadde i farten tat den første kaarde han fandt, det var den dræptes eller en av hans kameraters. Det var en alvorlig affære. Don Juan fortalte det til sin ven hvis raad han hadde lært sig at stole paa.

Don Garcia rynket brynene, bet sig i læben, vred sin hat mellem hænderne og gav sig til at gaa frem og tilbake, mens don Juan ganske maalløs over den kjedelige opdagelse han hadde gjort stod som et bytte baade for angst og samvittighetsnag. Efter at ha tænkt sig om en kvarters tid — hvorunder han hadde været taktfuld nok til ikke en eneste gang at si: «Hvorfor lot du kaarden falde?» tok don Garcia don Juan under armen og sa:

«Bli med mig, jeg skal klare saken for dig.»

I det samme steg en prest ut av kirkens sakristi og vilde til at gaa ut paa gaten. Don Garcia stanset ham.

«Er det ikke den lærde dr. Gomez jeg har den ære at tale med? spurte han med et dypt bukk.

«Jeg er ikke doktor endnu,» svarte presten, aapenbart smigret over at bli tat for doktor. Jeg heter Manuel Tordoya, til Deres tjeneste.»

«Pater, sa don Garcia, «De er just den jeg ønsket at tale med. Det gjælder en samvittighetssak, og hvis rygtet ikke har bedraget mig er De forfatteren til den berømte avhandling «De casibus conscientia» (Om samvittighetssaker) som har vakt slik opsigt i Madrid.».

Presten som lot sig fange i forfængelighetens garn stammet at han ikke var forfatter til denne bok (som forresten aldrig hadde eksistert), men at han hadde beskjæftiget sig meget med denslags materier. Don Garcia som hadde sine grunde for ikke at høre paa ham fortsatte:

«Her har De, pater, i tre ord den sak jeg vilde spørre Dem tilraads om. En av mine venner blev for ikke en time siden stanset paa gaten av en mand som sa: «Kavaler, jeg skal slaas her like i nærheten og min motstander har en længere kaarde end jeg. Vær saa snil at laane mig Deres saa vaabnene blir like.» Min ven byttet da kaarde med ham. Han blir staaende en tid paa gatehjørnet og vente paa at affæren skulde være over. Da han ikke hørte noget kaardeklirren længer, gik han dithen. Hvad fik han se? En død mand gjennemboret av den selvsamme kaarde han nys hadde laant ut. Dette har gjort ham aldeles fortvilet, han bebreider sig sin tjenestvillighet og frygter for at ha begaat en dødssynd. Jeg har forsøkt at berolige ham. Jeg mener synden er tilgivelig, for ifald han ikke hadde laant ut sin kaarde vilde han blit skyld i at to mænd hadde slaas med ulike vaaben. Hvad mener De, pater? Er De ikke enig med mig?»

Presten som fusket litt i kasuistiken spisset ører ved denne beretning og blev staaende og gni sig i panden som en mand som leter efter citat. Don Juan forstod ikke hvor don Garcia vilde hen, men han holdt mund, ræd for at begaa en dumhet.

«Pater,» vedblev Garcia, «spørsmaalet maa være meget vanskelig naar selv en saa lærd mand som De nøler med at løse det. Hvis De tillater det vil vi komme igjen imorgen for at høre Deres mening. Imens ber jeg Dem si eller la si nogen messer for den dødes sjæl.»

Med disse ord stak han to-tre dukater i haanden paa presten, hvilket var avgjørende for hans gunstige opfatning av disse unge mennesker som var saa fromme, saa samvittighetsfulde og fremfor alt saa generøse. Han forsikret dem om at næste dag skulde han paa samme sted gi dem sin opfatning av saken skriftlig. Don Garcia overøste ham med taksigelser. Derpaa tilføiet han utvungent og somom det var en mindre vigtig bemerkning: «Bare nu ikke politiet gjør os ansvarlige for dette drap! Vi haaper gjennem Dem at bli forsonet med gud.»

«Politiet,» sa presten, «har De intet at frygte av. Da Deres ven bare har laant ut sin kaarde er han ikke skyldig efter loven.»

«Ja, men pater, morderen har tat flugten. Saaret blir undersøkt, man finder kanske den blodige kaarde — hvem vet? Lovens mænd er frygtelige, sies der.»

«Men,» sa presten, «De var vidne til at kaarden blev laant ut?»

«Ganske visst,» sa don Garcia; «det skal jeg bekræfte for alle domstoler i riket. Forresten,» la han til i sin mest indsmigrende tone, «De vil kunne bevidne sandheten av det. Vi har kommet til Dem længe før saken blev kjendt for at be om Deres geistlige bistand. De kan endog bevidne at kaardeme er byttet . . . Det er beviset. Og han tok don Juans kaarde.

«Se bare hvordan denne kaarden passer i skeden,» sa han.

Presten nikket somom han var overbevist om sandheten av det man hadde fortalt ham. Han veiet taus dukaterne i haanden og fandt der endnu et uimotsigelig argument i de unge menneskers favør.

«Forresten, pater,» sa don Garcia fromt, «hvad bryr vi os om politiet? Det er himlen vi vil bli forsonet med.»

«Paa gjensyn imorgen, mine barn,» sa presten og trak sig tilbake.

«Paa gjensyn imorgen,» svarte don Garcia. «Vi kysser Deres hænder og gjør regning paa Dem.»

Da presten var gaat gjorde don Garcia et hop av giæde. «Leve geschæften med det hellige!» ropte han. «Nu er vi heldigere stillet, haaper jeg. Om politiet vil beskjæftige sig med dig, er denne gode pater, for de dukater han har mottat og dem han haaper at faa av os, rede til at bevidne at vi har likesaa liten del i kavalerens død som et nyfødt bam. Gaa hjem til dig selv, vær stadig paa post og luk ikke op uten du er sikker paa hvem det er. Jeg vil ta en tur rundt i byen og spørre nyt.»

Da don Juan var kommet hjem kastet han sig fuldt paaklædt paa sin seng. Natten gik uten søvn idet han bare tænkte paa det drap han hadde begaat og især paa følgerne. Hvergang han hørte skridt ute paa gaten indbildte han sig at politiet kom for at arrestere ham. Men da han var træt og endnu tung i hodet efter dineren sammen med studenterne faldt han i søvn ved solopgang.

Han hadde alt sovet nogen timer da hans tjener vækket ham med den besked at en tilsløret dame ønsket at tale med ham. I det samme traadte en dame ind i værelset. Hun var fra hode til fot indsvøpt i en stor sort kappe som bare lot øinene fri. Hun saa først paa tjeneren, saa paa don Juan som for at be om at faa tale med ham uten vidner. Tjeneren gik straks sin vei. Damen satte sig og stirret ufravendt paa don Juan. Efter et øiebliks taushet begyndte hun:

«Hr. kavaler, det skridt jeg har tat maa forbause Dem og De vil uten tvil faa en daarlig mening om mig. Men hvis De kjender motivet til at jeg er her, vilde De sikkert ikke dadle mig. De kjæmpet igaar med en kavaler her fra byen. . .»

«Jeg, frue!» ropte don Juan bleknende. «Jeg har ikke forlatt dette værelset. . .»

«Det nytter ikke at forstille sig for mig, og jeg skal gi eksemplet i aapenhet.»

Med disse ord slog hun kappen tilside og don Juan gjenkjendte donna Teresa.

«Don Juan,» fortsatte hun rødmende, «jeg maa tilstaa at Deres tapperhet har vakt den største interesse hos mig for Dem. Trods min forvirring la jeg merke til at Deres kaarde knækket og at De kastet den fra Dem like ved vor port. Mens folk stimlet sammen om den saarede steg jeg ned og tok op haandtaket til kaarden. Da jeg undersøkte det fandt jeg Deres navn og forstod hvor farlig De vilde være stillet om det faldt i Deres fienders hænder. Her er det — og jeg er lykkelig over at kunne gi Dem det.»

Som rimelig kunde være faldt don Juan paa knæ, sa at han skyldte hende sit liv, men at det var en faafængt gave da hun holdt paa at la ham dø av kjærlighet. Donna Teresa hadde hastverk og vilde gaa med det samme. Men det voldte hende slikt behag at lytte til don Juan at hun ikke kunde bestemme sig til at bryte op. En time forløp paa denne maate, opfyldt av løfter om evig kjærlighet, haandkys, bønner fra den ene side og svake avslag fra den anden. Don Garcia som pludselig traadte ind, gjorde en ende paa tète-à-tèten. Han var ikke den mand som blev forarget. Hans første omsorg var at berolige Teresa. Han roste i høie toner hendes mot og aandsnærværelse og endte med at be hende utvirke hos sin søster at han fik en venligere mottagelse. Donna Teresa lovet alt han vilde, indesluttet sig hermetisk i sin kappe og gik efter at ha lovet at hun og hendes søster skulde indfinde sig samme aften paa et sted paa promenaden som hun nærmere angav.

«Vore saker staar godt,» sa don Garcia da de var alene. «Ingen mistænker dig. Corregidoren som ikke vil mig noget godt, hadde først vist mig den ære at tænke paa mig. Han var overbevist om, sa han, at det var mig som hadde dræpt don Cristoval. Vet du hvad som fik ham til at forandre mening? Jo, det at man sa jeg hadde tilbragt hele aftenen sammen med dig. Du har, min kjære, et saa stort ry for hellighet at du kan avstaa litt til andre. Hvorom alting er, man tænker ikke paa os. Denne tapre lille Teresas skøierstrek har gjort os sikre for fremtiden. La os da ikke tænke mer paa dette, men bare paa at more os.»

«Aa, Garcia,» sa don Juan bedrøvet, «det er nu en sørgelig sak at dræpe en av sine like.»

«Det er noget som er endnu sørgeligere,» sa Garcia, «nemlig at en av vore like dræper os, og det som er sørgeligere end begge deler tilsammen er en dag uten middagsmat. Derfor indbyr jeg dig til at spise middag sammen med nogen glade sjæle som vil bli henrykt over at træffe dig.»

Med disse ord gik han.

Kjærligheten hadde allerede skubbet vor helts samvittighetskvaler tilside. Forfængeligheten gjorde helt kaal paa dem. De studenter han spiste sammen med hos Garcia hadde av denne faat vite hvem don Cristovals virkelige banemand var. Denne Cristoval var berømt for sit mot og sin færdighet og forhatt av studenterne. Derfor vakte hans død bare glæde hos dem og hans lykkelige motstander blev overøst med komplimenter. Efter dem at dømme var han universitetets stolthet, dets blomst og dets arm. Hans skaal blev drukket med begeistring og en student fra Murcia improviserte til hans ære en sonnet hvori han sammenlignet ham med Cid og Bernard del Carpio. Da han reiste sig fra bordet følte don Juan sig vel endnu litt tung om hjertet. Men hadde han hat magt til at vække don Cristoval op fra de døde er det tvilsomt om han hadde gjort bruk av den, av frygt for at miste den agtelse og det ry dette drap hadde skaffet ham blandt alle Salamancas studenter.

Da aftenen faldt paa møtte begge parter præcis frem til stævnemøtet som fandt sted ved Tormes’ bred. Donna Teresa tok don Juans haand (man bød dengang endnu ikke damerne armen) og donna Fausta don Garcias. Efter at ha spasert litt frem og tilbake skiltes de to par vel fornøiet med løfte om ikke at la en eneste leilighet til at møtes gaa unyttet.

Da de hadde forlatt de to søstre traf de paa nogen zigøinerinder som holdt paa at danse med baskiske tamburiner midt i en flok studenter. De slog sig sammen med dem. Danserinderne faldt i don Garcias smak og han besluttet at ta dem med til en souper. Han kom straks med sit forslag som straks blev bifaldt. I sin egenskap av «fidus Achates» blev don Juan med. Støtt over at en av zigøinerinderne hadde sagt han saa ut som en klosternovice gjorde han alt for at vise at dette økenavn var ilde anbragt — han svor, danset, spillet og drak, saa to studenter av anden aargang ikke hadde kunnet utrette mere.

Man hadde megen møie med at faa ham hjem over midnat, litt mer end fuld som han var, og saa rasende at han vilde sætte fyr paa Salamanca og drikke op hele Tormes for at hindre at branden blev slukket.

Slik mistet don Juan litt efter litt de gode egenskaper natur og opdragelse hadde git ham. Efter tre maaneders ophold i Salamanca med Garcia som mentor hadde han faat forført den stakkars Teresa. Hans kamerat hadde vundet spillet paa sin kant otte-ti dager i forveien. I begyndelsen elsket don Juan sin elskerinde med al den varme en yngling i hans alder nærer for den første kvinde som hengir sig til ham. Men don Garcia viste ham uten vanskelighet at troskap var en illusorisk dyd. Desuten, hvis han opførte sig anderledes end sine kamerater under studenter-orgierne vilde han bli skyld i at Teresas rygte vilde lide ved det. «For,» sa han, «det er bare en heftig og tilfredsstillet elskov som nøier sig med én kvinde.» Dertil kom at det daarlige selskap don Juan var dumpet op i ikke lot ham ha et øiebliks ro. Han viste sig knapt ved forelæsningerne og kom han, saa faldt han, utmattet av svir og nattevaaken, i søvn under de berømteste professorers lærde foredrag. Til gjengjæld var han altid den første og den siste paa promenaden, og de nætter donna Teresa ikke kunde ofre ham tilbragte han regelmæssig paa vertshus eller paa værre steder.

En morgen fik han et brev fra sin dame som beklaget at hun ikke kunde gi ham det stevnemøte hun hadde lovet ham den nat. En gammel slegtning var nys kommet til Salamanca og man hadde git ham Teresas værelse, mens hun skulde ligge i sin mors. Dette var bare en maatelig skuffelse for don Juan som derved fik anledning til at bruke aftenen som han vilde. Idet han traadte ut paa gaten optat av sine planer for aftenen gav en tilsløret kvinde ham en billet. Den var fra donna Teresa. Hun hadde set sit snit til at faa et andet værelse og hadde med sin søster arrangert alt til stevnemøtet. Don Juan viste brevet til don Garcia. De betænkte sig litt, men til slut klatret de mekanisk og efter vane op paa balkonen til sine elskerinder og blev hos dem.

Donna Teresa hadde en iøinefaldende føflek paa halsen. Det var en stor gunst don Juan nød første gang han fik se paa den. En tid fandt han den henrivende. Men snart holdt han op at betragte merket — som virkelig var meget vakker — slik. Det er bare en stor svart flek, sa han sukkende. Skade at hun har den der. — En dag spurte han endog Teresa om hun ikke hadde spurt nogen læge om den kunde fjernes. Hertil svarte den stakkars pike, rødmende like til det hvite i øiet at ikke en eneste mand, undtagen ham, hadde set den og at desuten hendes amme hadde pleiet at si at slike merker bragte lykke.

Den nævnte aften hadde don Juan indfundet sig til stevnemøtet i daarlig humør. Da han fik se merket som forekom ham endnu større end før tænkte han: — Død og pine, den ser jo ut som en svær rotte. Den er virkelig rent unaturlig! Det er et tegn paa guds vrede likesom kainsmerket. Man maa være fanden selv om man gjør et slikt kvindfolk til sin elskerinde. Han blev grinet og grætten i høieste grad, brukte uten grund mund paa den stakkars Teresa, fik hende til at graate og forlot hende ved daggry uten at ville kysse hende. Don Garcia som brøt op samtidig med ham gik nogen skridt i taushet, saa stanset han pludselig og sa:

«Skal vi være enige om, don Juan, at vi har kjedet os grundig inat? Jeg er rent utkjørt og har den største lyst til engang for alle at la pikebarnet gaa fanden ivold.»

«Du har uret,» sa don Juan. «Fausta er henrivende, hvit som en svane og altid i godt humør. Nei, du er sandelig lykkelig.»

«Hvit, javel. Jeg indrømmer at hun er hvit, men hun er farveløs. Ved siden av sin søster ser hun ut som en ugle ved siden av en due. Det er dig som er den lykkelige.»

«Saa passe,» svarte don Juan. Smaaen er pen nok, men hun er bare et barn. Man kan ikke tale fornuftig med hende. Hun har hodet fuldt av ridderromaner, og nærer de besynderligste forestillinger om kjærlighet. Du gjør dig ingen idé om hendes fordringsfuldhet.»

«Det er fordi du er for ung, don Juan, og ikke forstaar at dressere dine elskerinder. En kvinde er som en hest, ser du: lar du hende lægge sig til unoter — faar du hende ikke til at forstaa at du ikke tillater nogensomhelst luner, saa kommer du ingen vei.»

Si mig, don Garcia, behandler du dine elskerinder som dine hester? Pleier du bruke ridepisken for at faa nykkerne ut av dem?»

«Sjelden. Men jeg er altfor god av mig. Hør, don Juan, vil du overlate mig Teresa? Jeg lover dig at inden fjorten dager skal hun være saa myk som en vante. Jeg gir dig Fausta i bytte. Kræver du vederlag?»

«Handelen vilde være ganske efter min smak,» sa don Juan smilende, «hvis damerne gaar med paa den. Men donna Fausta vil aldrig gi slip paa dig. Hun vilde tape for meget paa byttet.»

«Du er altfor beskeden. Men vær bare rolig. Jeg har gjort hende saa rasende igaar at den første den beste i sammenligning med mig vil synes hende som en engel i sammenligning med en djævel. Forstaar du, don Juan, at jeg taler i fuldt alvor.»

Don Juan skoggerlo over det alvor hvormed hans ven fremsatte sine forrykte idéer.

Denne opbyggelige samtale blev avbrutt ved ankomsten av flere studenter som gav deres tanker en anden retning. Men om aftenen da de to venner sat ved en flaske montillavin og en liten kurv med valencianøtter, begyndte don Garcia igjen at besvære sig over sin elskerinde. Han hadde netop faat et brev fra Fausta, fuldt av ømme ord og milde bebreidelser, men indimellem dette saa man hendes muntre sind og hendes evne til at se den komiske side ved en sak bryte frem.

«Se her,» sa don Garcia og rakte med en kjæmpegjesp brevet til don Juan, læs det skittet der. Et stevnemøte iaften igjen! Men fanden ta mig om jeg gaar.»

Don Juan læste brevet og fandt det henrivende.

«Sandelig,» sa han, «hadde jeg en slik elskerinde vilde hele min stræben gaa ut paa at gjøre hende lykkelig!»

«Saa ta hende da, kjære ven!» ropte don Garcia. Ta hende og stil din lyst. Jeg avstaar mine rettigheter til dig. Nei, bedre endnu,» la han til og reiste sig som grepet av en pludselig inspiration. «La os spille om vore elskerinder. Her er kort. La os spille et slag l’hombre. Donna Fausta er min indsats, saa kan du sætte donna Teresa.»

Don Juan lo av fuld hals av sin kamerats vanvittige indfald, tok kortene og blandet dem. Skjønt han ingen umake gjorde sig, vandt han. Uten at vise nogen ærgrelse over at ha tapt, bad don Garcia om skrivesaker og skrev en slags anvisning paa donna Fausta som han bød stille sig til ihændehaverens disposition, akkurat som han vilde befalet sin intendant at betale en kreditor hundre dukater.

Stadig leende tilbød don Juan at gi ham revanche. Men don Garcia avslog det. Har du litt mot,» sa han, «saa tar du min kappe og gaar til den lille port du jo kjender. Du træffer bare Fausta, da Teresa ikke venter dig. Følg hende uten at si et ord. Er du først i hendes værelse kan det godt hænde at hun blir overrasket et øieblik og fælder en taare eller to, men dét maa ikke stanse dig. Vær tryg — hun vover ikke at skrike. Vis hende saa mit brev, si hende at jeg er en stor slyngel, et uhyre alt hvad du vil; at hun kan ta en let og hurtig hevn, og vær sikker paa at hun vil finde denne hevn ganske behagelig.»

Ved hvert av don Garcias ord trængte djævelen dypere ind i don Juans hjerte og tilhvisket ham at det han hittil bare hadde betragtet som en spøk kunde ende paa den behageligste maate for ham. Han sluttet med at le og glædesrødmen begyndte at stige op i ansigtet paa ham.

«Hvis jeg bare var sikker paa at donna Fausta gik ind paa at bytte — — —» sa han.

«Om hun gaar ind paa det,» ropte libertineren. «For en grønskolling du er, kamerat, naar du tror at en kvinde kan vakle mellem en som har været hendes elsker i seks maaneder og en elsker av idag! Gaa, dere vil takke mig begge to imorgen, det er jeg sikker paa, og det eneste vederlag jeg forlanger er at faa lov til at gjøre kur til Teresa for at holde mig skadesløs.»

Da han nu saa at don Juan var mer end halvveis overbevist, sa han: «Bestem dig nu. Jeg for min del gaar ikke til Fausta iaften. Har ikke du lyst paa hende gir jeg dette papiret til tykke Fadrique og saa blir det ham som faar hende.»

«Nei, komme hvad der vil!» ropte don Juan og grep papiret. Og for at samle mot tømte han i et drag et stort glas montilla.

Tiden nærmet sig. Don Juan som endnu hadde litt samvittighet igjen drak glas paa glas for at bedøve sig. Endelig slog klokken. Don Garcia kastet sin kappe over don Juans skuldre og fulgte ham like til sin elskerindes dør. Saa gjorde han det avtalte signal, ønsket ham godnat og gik sin vei uten det ringeste samvillighetsnag over sin avskyelige gjerning.

Porten blev straks aapnet. Donna Fausta hadde alt ventet en tid.

«Er det Dem, don Garcia?» spurte hun sagte.

«Ja,» svarte don Juan endnu sagtere og med ansigtet skjult bak folderne i den store kappe. Han steg ind og da porten var stængt igjen begyndte don Juan at gaa op en mørk trap sammen med sin fører.

«Ta i enden av min mantille,» sa hun, og følg mig saa sagte De kan.»

Et øieblik efter befandt de sig i donna Faustas værelse. En enkelt lampe oplyste det svakt. I begyndelsen blev don Juan staaende ved døren uten at ta hat og kappe av sig da han endnu ikke vovet at røbe sig. Donna Fausta blev staaende og se paa ham en stund uten at si noget, men saa gik hun pludselig hen mot ham med fremstrakte armer. Don Juan gjorde likesaa idet han lot sin kappe falde.

«Hvad er det Dem, don Juan!» ropte hun. «Er don Garcia syk?»

«Syk? Nei,» sa don Juan. «Men han kan ikke komme. Han har sendt mig.»

«Aa, hvor ærgerlig! Men si mig, det er vel ikke en anden kvinde som hindrer ham i at komme?»

«De vet da at han er utsvævende?»

«Hvor min søster vil bli glad over at se Dem! Stakkars barn, hun trodde De ikke kom. La mig slippe frem, saa skal jeg underrette hende.»

«Det er faafængt.»

«De ser saa rar ut, don Juan . . . De har daarlig nyt at melde mig . . . Tal, er det tilstøtt don Garcia noget?» For at spare sig et vanskelig svar rakte don Juan den stakkars pike don Garcias infame brev. Hun fór gjennem det og forstod det først ikke. Hun læste det omigjen og kunde ikke tro sine øine. Don Juan iagttok hende opmerksomt og saa hende gang paa gang stryke sig over panden og tørre øinene. Hendes læber skalv, en dødelig blekhet la sig over hendes ansigt og hun maatte holde papiret med begge hænder for ikke at slippe det. Endelig rettet hun sig op med en fortvilet anstrengelse og ropte:

«Det er et falskneri, et grusomt falskneri! Don Garcia har aldrig skrevet dette!»

Don Juan svarte:

«De kjender hans skrift. Han forstod ikke værdien av den skat han besat . . . og jeg har gaat ind paa det fordi jeg tilber Dem.»

Hun tilkastet ham et blik fuldt av den dypeste foragt og gav sig til at læse brevet paany, saa opmerksomt som en advokat som har mistanke om et dokumentfalskneri. Med stive øine stirret hun paa papiret. Fra tid til anden faldt der en stor taare, uten at hun blunket med øinene, og rullet ned over hendes kinder. Pludselig smilte hun et vanvittig smil og ropte:

«Det er en spøk, ikke sandt? Bare en spøk? Don Garcia er her — han kommer straks . . .»

«Det er slet ingen spøk, donna Fausta. Intet er egtere end denne kjærlighet jeg nærer for Dem. Jeg vilde bli meget ulykkelig hvis De ikke tror mig.»

«Elendige!» ropte donna Fausta. Taler du sandt er du en endda større skurk end don Garcia.»

«Kjærligheten undskylder alt, skjønne Fausta. Don Garcia har forlatt Dem — ta mig til trøst. Paa dørfyldningen her ser jeg Bacchus og Ariadne fremstillet — la mig være Deres Bacchus.»

Uten et ord til svar grep hun en kniv paa bordet og gik frem mot don Juan med den løftet høit i veiret. Men han hadde set hendes bevægelse. Han grep hende over armen og avvæbnet hende uten vanskelighet. Og da han mente han hadde ret til at straffe hende for hendes fiendtlige optræden kysset han hende tre-fire ganger og vilde trække hende hen til en liten løibænk. Donna Fausta var en svak og spæd kvinde, men vreden gav hende kræfter, hun gjorde al den motstand hun kunde — hun klamret sig til møblerne og værget sig med hænder og føtter og tænder. I begyndelsen mottok don Juan hendes slag med et smil, men snart blev vreden likesaa sterk hos ham som kjærligheten. Han krystet Fausta ind til sig uten at bry sig om at han rev itu hendes fine hud. Det var en forbitret bryter som for enhver pris vilde overvinde sin motstander, rede til at kvæle ham om det blev nødvendig. Fausta grep da til den siste utvei som stod hende aapen. Hittil hadde hendes kvindelige blufærdighet hindret hende i at rope om hjælp. Men da hun saa at hun holdt paa at bukke under opfyldte hun huset med sine skrik.

Don Juan forstod at nu gjaldt det for ham ikke længer om at besidde sit offer og at han fremfor alt maatte tænke paa sin egen sikkerhet. Han vilde støte Fausta tilbake og naa døren, men hun klamret sig til hans klær og han kunde ikke faa gjort sig fri. Samtidig hørtes larm av dører som blev revet op, av skridt og mandsstemmer som nærmet sig — der var ikke et øieblik at tape. Han forsøkte at slænge Fausta fra sig, men hun holdt saa fast i hans vams at han snurret rundt om sig selv med hende hængende efter og uten at opnaa andet end at forandre stilling. Fausta stod da nærmest døren som aapnedes indover. Hun vedblev at skrike. Samtidig gik døren op. En mand med en bøsse i haanden stod paa tærskelen. Der undslap ham et forbauset utrop, fulgt av et knald. Lampen gik ut og don Juan følte at Faustas hænder slap taket og at noget varmt og fugtig randt nedover hans. Hun faldt eller snarere gled ned paa gulvet — kulen hadde knust rygraden. Hendes far hadde dræpt hende i stedetfor voldsmanden. Don Juan som følte han var fri, styrtet hen mot trappen midt i røken fra børsen. Først fik han et kolbeslag av faren og et kaardestøt av en lakei som var fuldt med. Men hverken det ene eller det andet gjorde ham noget større. Med kaarden i haand forsøkte han at bane sig vei og slukke den fakkel lakeien bar. Forskrækket over hans bestemte optræden trak lakeien sig tilbake. Men don Alonso de Ojeda som var en hidsig og uforfærdet mand styrtet uten betænkning løs paa don Juan. Denne parerte nogen støt og hadde sikkert bare til hensigt at forsvare sig fra først av. Men vanen med at fegte gjør at en ripost efter en parade bare er en rent mekanisk og næsten ufrivillig bevægelse. Et øieblik efter drog Faustas far et dypt suk og faldt om, dødelig saaret. Don Juan som nu fandt passagen fri fór som en pil ned trappen, derpaa hen til døren og var i et øieblik ute paa gaten uten at bli forfulgt av tjenerne som flokkedes om sin døende herre. Donna Teresa som var kommet løpende ved knaldet fra børsen hadde været vidne til denne frygtelige scene og var faldt bevisstløs om ved siden av sin far. Hun kjendte endnu bare halvparten av sin ulykke.

Don Garcia tømte just den siste flaske montilla da don Juan kom farende ind i hans værelse og andpusten kastet sig i en stol uten at kunne tale. Han var blek, bedækket med blod, hans blik var forstyrret, hans vams forreven og hans krave hang en halv fot længer ned end den pleiet. Den anden forstod straks at der maatte være skedd en alvorlig ulykke. Han lot don Juan puste litt ut, saa bad han ham fortælle alt. Med et par ord satte han ham ind i saken. Don Garcia som ikke let mistet sit vanlige flegma hørte uten at blunke paa sin vens avbrutte beretning. Derpaa fyldte han et glas, rakte ham det og sa:

«Drik, du trænger til det. Det var en slem historie,» tilføiet han efter at ha drukket selv. En alvorlig sak at dræpe en far. Der er jo nok av eksempler paa det, for bare at nævne Cid. Det værste er at du ikke har fem hundre mand, alle hvitklædt, alle dine fættere, til at forsvare dig mot Salamancas politibetjenter og den dræptes slegtninger. La os nu først beskjæftige os med det mest presserende. . .»

Han gik nogen ganger frem og tilbake i værelset som for at samle sine tanker.

«At bli i Salamanca efter en slik skandale,» vedblev han, «vilde være vanvid. Han er ikke nogen landjunker, denne don Alonso de Ojeda, og tjenerne maa desuten ha kjendt dig igjen. La os foreløbig gaa ut fra at du ikke blev gjenkjendt — men du har nu skaffet dig et saa stort ry ved universitetet at man ikke vil undlate at tillægge dig en forbrydelse med ukjendt ophavsmand. Tro du mig, du maa reise væk, jo før jo heller. Du er blit tre ganger saa lærd her som det sømmer sig en adelsmand av god familie. Forlat Minerva og forsøk dig med Mars. Der vil du være heldigere, for du har anlæg. De slaas i Flandern. La os drage avsted og dræpe kjættere. Det er den beste maaten til at faa avlad for vore smaasynder i denne verden. Amen! Jeg slutter som efter en præken.»

Ordet Flandern virket som med tryllemagt paa don Juan. Ved at forlate Spanien trodde han han vilde slippe bort fra sig selv. Under krigens strabadser og farer vilde han ikke ha tid til at føle samvittighetsnag.

«Til Flandern! Til Flandern!» ropte han. «Avsted og la os dræpe i Flandern!»

«Det er langt fra Salamanca til Bryssel, svarte don Garcia alvorlig, og i din situation kan du ikke reise for fort. Tænk bare, om hr. corregidoren faar klo i dig, blir det vanskelig for dig at gjøre en kampagne andetsteds end ved hans majestæts galeier.»

Efter at ha raadslaat nogen øieblikke med sin ven tok don Juan av sig sin studenterdragt og iførte sig en brodert lærvams slik som krigerne dengang brukte og en hat med nedslaat skygge og glemte ikke at stoppe i sit belte alle de dubloner don Garcia kunde gi ham. Disse forberedelser tok bare nogen minutter. Han drog avsted tilfots, forlot byen uten at bli gjenkjendt og gik hele natten og den følgende formiddag til solheten tvang ham til at stanse. I den første by han kom til kjøpte han sig en hest, sluttet sig til en karavane av reisende og naadde uten hindringer Saragossa. Der blev han saa nogen dager under navnet don Juan Carrasco. Don Garcia som hadde forlatt Salamanca dagen efter ham tok en anden vei og støtte til ham i Saragossa. De blev ikke længe der. Efter at ha forrettet sin andagt i Vor frues kirke — ikke uten at kikke paa de aragoniske skjønheter som alle var ledsaget av tjenere — begav de sig til Barcelona hvor de embarkerte for Civita Vecchia. Trætheten, sjøsyken, de nye landskaper og don Juans medfødte letsindighet, alt forenet sig om at la ham glemme de skrækkelige optrin han hadde været med paa. I nogen maaneder fik de fornøielser de to venner fandt i Italien dem til at glemme det egentlige maal for deres reise. Men da de begyndte at mangle penger sluttet de sig til en flok landsmænd, tapre og pengelænse som de selv, og satte kurs for Tyskland.

Ved ankomsten til Bryssel indrullerte hver sig i det kompani hvis kaptein faldt i hans smak. De to venner traadte ind i kaptein Manuel Gomare’s kompani, for det første fordi han var andalusier og for det andet fordi han bare krævet tapperhet og velpussede, velholdte vaaben av sine soldater, men ellers ikke brydde sig stort om disciplinen.

Henrykt over deres staute utseende behandlet han dem godt og efter deres smak, d. v. s. han brukte dem til alle farefulde foretagender. Lykken stod dem bi og hvor flere av deres kamerater fandt døden fik ikke de et saar og gjorde sig bemerket av generalerne. De fik hver sin fænrikpost en og samme dag. Fra nu av trodde de sig sikre paa sine foresattes agtelse og velvilje og nu tilstod de sine virkelige navn og gjenoptok sit sedvanlige levevis, d. v. s. de tilbragte dagen med at spille og drikke og natten med at synge serenader for de skjønneste damer i de byer hvor de laa i garnison om vinteren. De hadde faat sine forældres tilgivelse, hvilket ikke rørte dem større, og kreditiver paa bankierer i Antwerpen. De gjorde ogsaa god bruk av dem. Unge, rike, tapre og foretagsomme gjorde de hurtig talrike erobringer. Jeg skal ikke opholde mig videre ved dem, det er nok at si at naar de fik øie paa en smuk kvinde var alle midler til at vinde hendes gunst gode for dem. Løfter og eder var bare en lek for disse nedrige libertinere. Og hvis brødre eller egtemænd vilde trække dem til regnskap hadde de gode kaarder og skaanselløse hjerter til at gi svar paa tiltale med.

Krigen begyndte igjen om vaaren.

Under en fegtning som faldt uheldig ut for spanierne blev kaptein Gomare dødelig saaret. Don Juan som saa ham falde løp hen til ham og tilkaldte nogen soldater for at bære ham bort. Men den tapre kaptein samlet de kræfter han hadde igjen og sa:

«La mig dø her; jeg føler det er ute med mig. Jeg kan like godt dø her som en halv mil borte. Pas paa Deres soldater, de vil faa nok at gjøre, for jeg ser hollænderne rykke frem i massevis. — Barn», vendte han sig til soldaterne som flokkedes om ham, «slut dere sammen om deres fændrikker og bry dere ikke om mig.»

Don Garcia som kom til i det samme spurte om han ikke hadde nogen siste vilje som kunde opfyldes efter hans død.

«Hvad fanden vil De jeg skal ville i et slikt øieblik?»

Han lot saa til at tænke sig om en stund.

Jeg har aldrig tænkt stort over døden,» sa han, «jeg trodde ikke den var saa nær. . . Jeg skulde ikke ha noget imot at faa en prest . . . Men alle munkene er ved trænet . . . Men det er allikevel haardt at dø uten at faa skrifte.»

«Her er min bønnebok,» sa don Garcia og rakte ham en flakon vin. «Fat mot.»

Den gamle soldats øine blev mer og mer taaket. Han la ikke merke til don Garcias spøk, men de gamle soldater som stod omkring blev forarget.

«Don Juan,» sa den døende, «kom hit, mit barn. Kom, jeg gjør dig til min arving. Ta denne pung, den indeholder alt jeg eier. Det er bedre De faar den end disse kjætterne. Det eneste jeg ber Dem om er at la si nogen messer for min sjæls fred.»

Don Juan lovet det og trykket hans haand, mens don Garcia sagte gjorde ham opmerksom paa hvor stor forskjel det er paa de meninger en svak, døende mand nærer og de han nærer ved et bord fuldt av flasker. Nogen kuler som pep om ørene paa dem varslet dem om at hollænderne nærmet sig. Soldaterne indtok sine plasser igjen efter i en fart at ha sagt farvel til kaptein Gomare og nu var man fuldt optat av at trække sig tilbake i god orden. Dette var temmelig vanskelig med en talrik fiende bak sig, en vei som var gjort ufarbar av regnet og med soldaterne utmattet efter en lang marsj. Hollænderne fik imidlertid ikke avskaaret dem og opgav forfølgelsen ved nattens frembrudd uten at ha tat en eneste fane eller en eneste usaaret fange.

Om aftenen sat de to venner i et telt sammen med nogen officerer og fortalte om den fegtning de hadde været med i. Jourhavende chefs dispositioner blev kritisert, og nu bakefter visste man hvad der skulde været gjort. Saa begyndte man at tale om de døde og saarede.

«Kaptein Gomare vil jeg komme til at savne længe,» sa don Juan. «Det var en tapper officer, en god kamerat og en sand far for sine soldater.»

«Ja,» sa don Garcia, «men jeg maa tilstaa at jeg aldrig er blit saa overrasket som da jeg saa hvor forpint han var fordi han ikke hadde en sortekjole hos sig. Dette viser bare én ting — hvor langt lettere det er at være tapper i ord end i gjerning. En slik en blaaser i faren naar den er langt borte og blir blek naar den nærmer sig. Apropos, don Juan, siden du er hans arving, saa si os hvad der er i den pungen han efterlot sig.»

Don Juan aapnet den da for første gang og saa at den indeholdt omtrent seksti guldstykker.

«Siden vi er pr. kasse,» sa don Garcia som var vant til at betragte sin vens pung som sin egen, «hvorfor da ikke ta et slag farao istedet for at sitte slik og sipe over vore døde venner?»

Forslaget vandt almindelig bifald. Der blev hentet nogen trommer som blev dækket med en kappe. De skulde være spillebord. Don Juan spilte først og Garcia bistod ham med sine raad. Men før han gjorde sin indsats tok han ut av pungen ti guldstykker, tullet dem ind i sit lommetørklæ og stak dem i lommen.

«Hvad fanden skal du med dem?» ropte don Garcia.

«En soldat gnure penger sammen, og det aftenen før en kamp!»

«Du vet, don Garcia at ikke alle disse pengene er mine. Don Manuel har efterlatt en testamentarisk bestemmelse.»

«Pesten ramme det fløtefjæset!» ropte don Garcia. «Jeg tror, fanden ta mig, at han tænker paa at gi de ti dalerne til den første, den beste prest.»

«Hvorfor ikke? Jeg har jo lovet det.»

«Hold mund! Ved Muhameds skjeg, jeg skammer mig over dig, jeg kjender dig slet ikke igjen.»

Spillet begyndte med vekslende held. Men snart gik det avgjort don Juan imot. Forgjæves tok don Garcia kortene for at faa lykken til at vende sig. Efter en times forløp var alle deres penger og desuten kaptein Gomare’s femti daler gaat over til den som hadde banken. Don Juan vilde gaa og lægge sig. Men don Garcia var ophidset, han vilde ha revanche og vinde igjen det han hadde tapt.

«Saa, hr. forsigtigper,» sa han. «Kom nu med de siste dalerne du gjemte saa vel. Jeg er sikker paa de vil bringe os lykke.»

«Men husk, don Garcia, jeg har lovet. . »

«Saa, kom nu, barn som du er! Det er ikke messer det gjælder nu. Hadde kapteinen været her vilde han før ha plyndret en kirke end la et spil gaa uten at gjøre sin indsats.

«Her er fem daler,» sa don Juan. Sæt dem nu ikke paa et kort.»

«Ikke noget knusleri!» sa don Garcia. Og han satte de fem daler paa en konge. Han vandt, fordoblet indsatsen og tapte.

«Kom med de siste fem!» ropte han blek av vrede. Don Juan gjorde nogen indvendinger som let blev overvundet. Han gav da efter og rykket ut med fire daler som straks delte skjæbne med de forrige. Don Garcia kastet kortene i synet paa bankøren, reiste sig rasende og sa til don Juan: «Du har altid været heldig og jeg har hørt si at den siste daler har en egen magt. til at vende skjæbnen.»

Don Juan var mindst likesaa rasende som han. Han tænkte hverken paa messerne eller sit løfte mer. Han satte sin siste daler paa et es og tapte den straks.

«Fanden ivold med kaptein Gomare’s sjæl!» skrek han. «Jeg tror hans penger var forhekset!»

Bankieren spurte om de vilde spille mer. Men da de ikke hadde flere penger og man nødig gir kredit til folk som daglig utsætter sig for at faa hodet knust, blev de nødt til at opgi spillet og trøste sig hos dem som hadde noget at drikke. Den stakkars kapteins sjæl blev fuldstændig glemt.

Nogen dager senere gjenoptok spanierne, som hadde faat forsterkninger, offensiven og rykket frem. De passerte det sted hvor der var kjæmpet. De døde var endnu ikke begravet. Don Garcia og don Juan sporet sine hester for at komme væk fra likene som var ubehagelige baade for syn og lugt, da en soldat som var foran dem utstøtte et høit skrik ved synet av et lik som laa i en grøft. De gik dit hen og gjenkjendte kaptein Gomare. Han var forresten næsten ukjendelig! Hans ansigt var fortrukket og stivnet under voldsomme krampetrækninger som viste at han hadde lidt frygtelige smerter i sin siste stund. Skjønt don Juan var vant til slike syn gyste han da han saa liket, hvis glansløse øine, fyldt av størknet blod, syntes at være rettet truende mot ham. Han husket den stakkars kapteins siste bøn og hvordan han hadde forsømt at opfylde den. Den kunstlede haardhet han hadde lagt sig til gjorde ham imidlertid snart fri for dette samvittighetsnag. Han lot i en fart grave en grav for at jorde kapteinen der. Tilfældigvis befandt der sig en kapucinermunk i nærheten og han fremsa i en fart nogen bønner. Liket blev bestænket med vievand og dækket med jord og stener. Soldaterne fortsatte sin marsj tausere end vanlig. Men don Juan la merke til en gammel børseskytter som efter lang søken fik rotet frem en daler av sin lomme og gav den til munken med disse ord:

«Her er litt til messer for kaptein Gomare.»

Denne dag gav don Juan beviser paa overordentlig tapperhet og utsatte sig for fiendens ild med saadan uvorrenhet at man skulde tro han vilde la sig dræpe.

«Man er tapper naar man ikke har en skilling igjen,» sa kameraterne.

Kort tid efter kaptein Gomare’s død blev en ung soldat optat som rekrut i det kompani hvor don Juan og don Garcia tjente. Han lot til at være beslutsom og foretagsom, men indesluttet og hemmelighetsfuld. Aldrig saa man ham spille eller drikke med sine kamerater. Han tilbragte hele timer med at sitte paa en bænk i vaktstuen og glane paa fluerne eller leke med avtrækkeren paa sin børse. Soldaterne som gjorde gjøn med hans indesluttethet hadde git ham økenavnet Modesto. Under dette navn var han kjendt i kompaniet og selv hans overordnede kaldte ham ikke anderledes.

Felttoget endte med beleiringen av Berg-op-Zoorn, der som bekjendt var en av de blodigste i denne krig idet de beleirede forsvarte sig med det yderste raseri. En nat hadde de to venner tjeneste i løpegraven som nu var ført saa nær murene at posten var meget farlig. De beleirede gjorde hyppige utfald og deres ild var levende og velrettet.

Den første del av natten forløp under stadige allarmeringer, men saa lot de beleirede og beleirerne til at bli like trætte. Fra begge sider sluttet man at skyte og en dyp stilhet bredte sig over hele sletten — blev den avbrutt var det bare av leilighetsvise skud som ikke hadde anden hensigt end at vise at om man end hadde avbrutt kampen holdt man allikevel god vakt. Klokken var omtrent fire om morgenen. Det er just paa den tid en mand som har vaaket faar en følelse av pinefuld frost ledsaget av en slags moralsk nedslaathet som den fysiske træthet og søvnigheten fremkalder. Ingen ærlig soldat benegter at han i en slik aandelig og legemlig tilstand kunde bukke under for en svakhet som han vilde rødmet over efter solopgang.

«Pokker ogsaa!» ropte don Garcia, han trampet for at holde varmen og svøpte kappen om sig. «Jeg føler marven størkne i benene paa mig. Jeg tror et hollandsk barn kunde faa bugt med mig bare med et ølkrus til vaaben. Jeg kjender sandelig ikke mig selv igjen. Det børseskuddet som just faldt fik mig til at skjælve. Mig! Hvis jeg var gudelig hadde jeg bare at opfatte min underlige tilstand som et varsel fra himlen.»

Alle de tilstedeværende og fremfor alle don Juan blev yderst forbauset over at høre ham tale om himlen. For den beskjæftiget han sig ellers ikke med og gjorde han det var det bare for at gjøre nar. Da han merket at flere smilte av hans ord stivet forfængeligheten ham op og han ropte:

«Ingen maa nu understaa sig til at tro at jeg er ræd hollænderne, gud eller fanden, for saa skal vi gjøre op vort regnskap ved vaktavløsningen!»

«La gaa for hollænderne, men Gud og den anden har man lov til at frygte,» sa en gammel kaptein med graa mustacher og med en rosenkrans hængende ved siden av kaarden.

«Hvad ondt kan de gjøre mig?» spurte han. «Lynet træffer ikke saa sikkert som et protestantisk børseskud.»

«Og Deres sjæl?» sa den gamle kaptein og korset sig over denne frygtelige blasfemi.

«Aa, min sjæl — først og fremst maa jeg jo være sikker paa at jeg har en. Hvem har nogensinde sagt at jeg har en sjæl? Presterne. Naa, opfindelsen av sjælen har bragt dem saa pene indtægter at det ikke er tvil om at de er mestre for den, likesom konditorerne har fundet paa tærterne for at sælge dem.»

«Don Garcia, det tar en slem ende med Dem,» sa den gamle kaptein. «Slikt faar ikke sies i løpegraven.»

«I løpegraven som andetsteds sier jeg det jeg tænker. Men jeg skal tie, for jeg ser min kamerat don Juan holder paa at miste hatten, slik reiser haarene sig paa hans hode. Han tror ikke alene paa sjælen, han tror paa sjælene i skjærsilden.»

«Jeg er ikke sterk av karakter,» sa don Juan leende, «og jeg misunder dig undertiden din sublime likegyldighet for den anden verden. For, jeg skal tilstaa det, selvom du gjør nar av mig, der er øieblikke da det man fortæller om de fordømte gir mig slemme drømme.»

«Det beste bevis paa djævelens avmagt er at du nu staar i god behold her i løpegraven. Paa ære, mine herrer,» tilføiet don Garcia og slog don Juan paa skulderen, «hvis der var en djævel vilde han alt ha hentet denne karen her. Saa ung han er skulde jeg bytte ham med en veritabel banlyst. Han har bragt flere kvinder i ulykke og flere mænd paa likbaaren end to franciskanermunker og to leiede mordere fra Valencia.»

Han talte endnu da det faldt et børseskud fra den side av løpegraven som vendte mot spaniernes leir. Don Garcia tok sig til brystet og ropte:

«Jeg er saaret!»

Han vaklet og faldt næsten med det samme. Samtidig saa man en mand ta flugten, men mørket skjulte ham snart for dem som forfulgte ham.

Don Garcias saar var dødelig. Skuddet kom fra nært hold og børsen var ladd med flere kuler. Men denne forhærdede libertiners fasthet forlot ham ikke et øieblik. Han bad dem som talte om skrifte reise og ryke og sa til don Juan:

«Der er bare én ting som ærger mig — at efter min død vil munkene faa indbildt dig at det var Guds dom. Indrøm da at intet er mere naturlig end at et børseskud dræper en soldat. Der sies at skuddet faldt fra vor kant — det er uten tvil en jaloux mand som har villet hevne sig og har lat mig myrde. Klyng ham op hvis du faar tak i ham. Hør, don Juan, jeg har to elskerinder i Antwerpen, tre i Bryssel og andre steder som jeg ikke kan huske. . . min hukommelse sløves. . . Jeg testamenterer dem til dig... Ta saa min kaarde og glem fremfor alt ikke den finte jeg har lært dig. . . Farvel. . . og la istedetfor messer mine kamerater samles til et dundrende kalas efter min begravelse.»

Slik omtrent lød hans siste ord. Om Gud og den anden verden brydde han sig ikke mer end han hadde gjort da han var fuld av liv og kraft. Han døde med et smil paa læben idet forfængeligheten gav ham styrke til at gjennemføre den avskyelige rolle, han saa længe hadde spillet, helt til det siste. Modesto viste sig ikke mer. Hele hæren var overbevist om at han var don Garcias morder. Men forgjæves fortapte man sig i funderinger over de grunde som hadde drevet ham til dette mord.

Don Juan sørget dypere over Garcia end om det hadde været hans egen bror. Han sa til sig selv i sin blindhet at han skyldte ham alt. Det var ham som hadde indviet ham i livets mysterier og fjernet den taake som laa foran hans øine. «Hvad var jeg før jeg blev kjendt med ham?» tænkte han, og hans egenkjærlighet sa ham at han var blit et væsen overlegent andre mennesker. Kort sagt, alt det onde bekjendtskapet med denne atheist hadde bragt ham snudde han om til godt og han var saa taknemlig som en discipel bør være mot sin lærer.

Det triste indtryk som dennes saa pludselige død hadde gjort paa ham varte længe nok til at han ændret sin levevis i flere maaneder. Men litt efter litt vendte han tilbake til sine gamle vaner som nu hadde slaat for dyp rot i ham til at en ulykke kunde utrydde dem. Han begyndte igjen at spille, drikke, gjøre kur til kvinderne og slaas med mændene. Hver dag hadde han et nyt eventyr. Den ene dag stormet han ind i en bresje, den anden entret han en balkon. Om morgenen sloss han med en egtemand, om aftenen drak han med kurtisaner.

Midt under sine utsvævelser fik han vite at hans far var død. Hans mor hadde bare overlevet ham nogen dager, saa don Juan fik begge nyheter samtidig. Hans kommissionærer raadet ham, overensstemmende med hans egne tilbøieligheter, til at vende tilbake til Spanien og overta majoratet og den store formue han hadde arvet. For længe siden hadde han faat benaadning for drapet paa Alonso de Ojeda, donna Faustas far, og han ansaa den sak for opgjort engang for alle. Desuten hadde han lyst til at optræ paa en større skueplass. Han tænkte paa Sevillas herligheter og paa de mange skjønheter som sikkert bare ventet paa hans ankomst for at overgi sig paa naade og unaade. Han avførte sig da kyrasset og drog til Spanien. Nogen tid opholdt han sig i Madrid, gjorde sig bemerket under en tyrefegtning ved sin rike klædedragt og sin færdighet i at stikke, gjorde ogsaa nogen erobringer, men blev der ikke længe. I Sevilla blændet han store og smaa ved sin pomp og pragt. Hver dag gav han nye fester hvortil han indbød de skjønneste damer i Andalusien. Hver dag nye forlystelser, nye orgier i hans pragtfulde palæ. Han blev konge blandt en flok libertinere som, tøilesløse og ubændige som de var, adlød ham med den ubetingede lydighet som altfor ofte findes i forbryderligaer. Der var da ikke den last han ikke hengav sig til og da nu en rik uthaler ikke bare er farlig for sig selv virket hans eksempel fordærvende paa den andalusiske ungdom som hævet ham til skyene og tok ham til mønster. Uten tvil hadde der, hvis forsynet hadde taalt hans utskeielser stort længer, maattet et ildregn til for at straffe utsvævelserne og forbrydelserne i Sevilla. Et ildebefindende som nogen dager bandt don Juan til sengen bragte ham ikke til at gaa i sig selv. Tvertimot, han bad bare lægen gjøre ham frisk igjen for at begaa nye ekscesser.

Under sin rekonvalescens moret han sig med at lage en liste over alle de kvinder han hadde forført og alle de egtemænd han hadde bedraget. Listen var systematisk delt i to rækker, den ene indeholdt kvindernes navn og signalement; ved siden av stod deres mands navn og stilling. Han hadde et svare stræv med at huske navnene paa alle disse ulykkelige og det er trolig at katalogen var langt fra at være fuldstændig. En dag viste han den til en av sine venner som var kommet paa visit. Og da han i Italien hadde nydt en dames gunst som vaaget at skryte av at hun hadde været pavens elskerinde begyndte listen med hendes navn, mens pavens figurerte paa egtemændenes liste. Saa kom en regjerende fyrste, saa hertuger, markier og saa videre like til haandverkere.

«Se her, min kjære,» sa han til sin ven. «Ingen har kunnet undslippe mig, fra paven til skomakeren — der er ikke den samfundsklasse som ikke har ydet mig sin tribut.»

Don Torribio — saa het vennen — gransket listen og leverte den tilbake idet han i en triumferende tone sa:

«Den er ikke fuldstændig.»

«Hvordan? Ikke fuldstændig? Hvad mangler da paa min liste over egtemændene?»

«Gud,» svarte don Torribio.

«Gud? Det er sandt, her er jo ingen nonne. Død og pine! Jeg takker dig fordi du gjorde mig opmerksom paa det. Naa, jeg sværger ved mit ord som adelsmand at inden en maaned skal han staa paa listen foran paven, og du skal faa soupere her sammen med en nonne. Hvilket kloster i Sevilla har de vakreste nonner?»

Nogen dager senere var don Juan i fuld virksomhet. Han besøkte nonneklostrenes kirker og knælte ned tæt ved det gitter som skilte gudsbrudene fra resten av de troende. Og han kastet frække blikke paa de sky jomfruer som en ulv som er kommet ind i et sauehus utsøker sig det feteste faar for at dræpe det først. Han la snart i kirken til Vor frue av rosenkransen merke til en ung nonne av en henrivende skjønhet som endnu mer fremhævedes ved det skjær av melankoli som hvilte over hendes ansigt. Hun løftet aldrig øinene og saa aldrig til siden. Hun lot til at gaa fuldstændig op i den hellige handling som forrettedes foran hende. Hendes læber bevæget sig svakt og det var let at se at hun bad med større varme og inderlighet end alle sine fæller. Synet av hende vakte gamle minder hos don Juan. Det forekom ham at han hadde set denne kvinde før, men det var ham umulig at huske hvor og naar. Saa mange billeder var mer eller mindre tydelig indgravert i hans erindring at det var ham umulig at holde dem fra hverandre. To dager i træk besøkte han kirken og tok altid plass like ved gitteret uten at det lykkedes ham at faa søster Agathe til at hæve sit blik. Han hadde faat vite at det var hendes navn.

Vanskeligheten ved at beseire en som var saa godt beskyttet ved sin stilling og sin blyghet tjente bare til at hidse don Juans begjær. Det vigtigste men ogsaa det vanskeligste var at gjøre sig bemerket. I sin indbildskhet mente han at kunne han bare tiltrække sig søster Agathes opmerksomhet var han naadd mer end halvveis. Han brukte da følgende middel til at faa den skjønne til at se op. Han plaserte sig saa nær hende som mulig og benyttet sig av den almindelige opstandelse da alle falder paa knæ til at stikke sin haand ind mellem sprinklerne og tømme en parfumeflakon han hadde tat med foran søster Agathe. Den gjennemtrængende duft som straks utbredte sig tvang den unge nonne til at løfte hodet, og da don Juan laa like foran hende kunde hun ikke undgaa at opdage ham. Først tegnet den mest levende overraskelse sig i hendes ansigt, saa blev hun dødblek. Hun utstøtte et svakt skrik og faldt bevisstløs om paa fliserne. Hendes medsøstre flokkedes om hende og bar hende bort til hendes celle. Don Juan trak sig tilbake vel tilfreds med sig selv, og tænkte:

«Denne nonnen er sandelig henrivende. Men jo mer jeg ser paa hende, des mer forekommer det mig at hun alt bør figurere i min katalog.»

Dagen efter indfandt han sig præcis til messen og tok plass ved gitteret. Men søster Agathe var ikke paa sin vanlige plass, i første række av nonnerne. Tvertimot, hun var næsten skjult bak de andre. Allikevel la don Juan merke til at hun ofte tittet bort paa ham i smug. Dette fandt han talte til gunst for hans forehavende. «Den lille er ræd mig,» tænkte han. «Hun gir sig snart.» Da messen var endt la han merke til at hun gik ind i en skriftestol. Men for at komme dit maatte hun gaa like forbi gitteret og i det samme lot hun som av vanvare sin rosenkrans falde. Don Juan var altfor erfaren til at la sig narre av denne hyklede tankeløshet. Først tænkte han at han burde faa fat i denne rosenkransen. Men han var paa den motsatte side av gitteret og han skjønte at skulde han ta den op maatte han vente til alle var ute av kirken. Imidlertid støttet han sig mot en søile i en tankefuld stilling, med den ene haand for øinene og fingrene litt fra hverandre saa han ikke gik tapt av en eneste av søster Agathes bevægelser. Den som hadde set ham i denne stilling vilde tat ham for en god kristen, fortapt i fromme drømmerier.

Nonnen kom ut av skriftestolen og gjorde nogen skridt mot det indre av klostret. Men snart opdaget hun, eller rettere lot som hun opdaget, at hun manglet sin rosenkrans. Hun saa sig om til alle kanter og opdaget den like ved gitteret. Hun gik dithen og bøiet sig for at ta den op. I det samme saa don Juan noget hvitt bli stukket gjennem sprinklerne. Det var et bitte litet papir, foldet sammen i en firkant. Nonnen gik straks sin vei.

Forbauset over at naa sit maal hurtigere end ventet følte libertineren en smule skuffelse over ikke at møte flere hindringer. Omtrent som jægeren føler sig skuffet naar han forfølger en hjort i paavente av en lang og møisommelig jagt og saa dyret pludselig falder om, straks det var sat avsted, og berøver jægeren den fornøielse han hadde ventet sig av forfølgelsen. Men han tok nu straks billetten op og gik ut av kirken for at læse den i ro. Den lød som følger:

«Er det Dem, don Juan? Er det da sandt at De ikke har glemt mig? Jeg var meget ulykkelig, men jeg begyndte at vænne mig til min lod. Nu blir jeg hundre ganger ulykkeligere. Jeg burde hate Dem — De har utgydt min fars blod —, men jeg kan hverken hate Dem eller glemme Dem. Ha medlidenhet med mig. Kom ikke i denne kirken mer. De gjør mig altfor ondt. Farvel, farvel, jeg er død for verden. Teresa.»

«Naa, saa det er Teresita!» tænkte don Juan. «Jeg visste nok at jeg hadde set hende engang.»

Saa læste han brevet omigjen. «Jeg burde hate Dem.» D. v. s. jeg tilber Dem. «De har utgydt min fars blod.» Chimene sa saa til Roderigo. «Kom ikke i denne kirken mer.» D. v. s. jeg venter Dem imorgen. Udmerket! Hun er min.

Derpaa gik han og spiste middag.

Dagen efter indfandt han sig punktlig i kirken med et brev færdig i lommen. Men hans overraskelse blev stor da søster Agathe ikke viste sig. Aldrig hadde en messe forekommet han saa lang. Han var rasende. Efter at ha forbandet Teresas skrupler hundre ganger tok han sig en tur langs Guadalquivirs bredder for at finde paa en utvei og han blev staaende ved følgende:

Klostret Vor frue av rosenkransen var kjendt i Sevilla for de udmerkede konfiturer søstrene laget. Han gik til talestuen, spurte efter lægsøsteren og fik se listen over alle de konfiturer hun hadde at sælge.

«Har De ikke citroner à la Marana?» spurte han paa den naturligste maate av verden.

«Citroner à la Marana, hr. kavaler? Det er første gang jeg hører tale om slike konfiturer.»

«Intet er allikevel mere paa moden nu og jeg er forbauset over at man ikke lager en mængde av det i et hus som Deres.»

«Citroner à la Marana?»

«A la Marana,» gjentok don Juan med vegt paa hver stavelse. «Det er umulig andet end at en av Deres nonner kjender opskriften. Vær saa snil at spørre damerne om de ikke kjender disse konfiturer. Jeg kommer igjen imorgen.»

Nogen minutter senere var der i hele klostret ikke tale om andet end citroner à la Marana. De beste konfektlagersker hadde aldrig hørt tale om det. Bare søster Agathe kjendte fremgangsmaaten. Man skulde «komme» almindelige citroner i rosenvand, violvand osv. og saa. . . Hun paatok sig det hele. Da don Juan kom igjen fandt han en krukke med citroner à la Marana. Det var i virkeligheten et gyselig sammensurium, men under omslaget om krukken laa der en billet fra Teresa. Det var nye bønner om at gi avkald paa hende og glemme hende. Religionen, datterkjærligheten og elskoven kjæmpet om den ulykkeliges hjerte. Men det var let at merke at elskoven var den sterkeste. Dagen efter sendte don Juan en av sine pager til klostret med en kasse citroner som han vilde ha laget konfiturer av og som han særlig anbefalte til den nonne som hadde laget de konfiturer han hadde kjøpt dagen iforveien. Paa bunden av kassen hadde han behændig skjult et svar paa Teresas brev. Han skrev: «Jeg har været meget ulykkelig. Det var en vanskjæbne som førte min kaarde. Efter denne sørgelige nat har jeg uavladelig tænkt paa dig. Jeg vaaget ikke haape at du ikke hatet mig. Endelig har jeg fundet dig igjen. La være at tale om det løfte du har gjort. Før du bandt dig foran alteret tilhørte du mig. . . Jeg kommer for at kræve en skat som er mig mere værd end livet. Jeg forgaar hvis jeg ikke faar dig igjen. Imorgen kommer jeg for at tale med dig i talestuen. Jeg vovet ikke at vise mig der før jeg hadde varslet dig. Jeg var bange for at din forvirring skulde røbe os. Samle dit mot. Si mig om lægsøsteren lar sig bestikke.»

To draaper vand som han behændig stænket paa papiret skulde forestille taarer han hadde utgydt, mens han skrev.

Nogen timer senere bragte klostrets gartner ham et svar og tilbød sin tjeneste. Lægsøsteren var ubestikkelig. Søster Agathe gik ind paa at komme ned i talestuen, men paa den betingelse at det skulde være for at si farvel for evig.

Den stakkars Teresa indfandt sig i talestuen mere død end levende. Hun maatle holde sig fast i gitteret med begge hænder for ikke at segne om. Rolig og ufølsom nød don Juan den forvirring han satte hende i. For at føre lægsøsteren paa vildspor talte han i begyndelsen likegyldig om venner Teresa hadde i Salamanca og som hadde bedt ham hilse hende. Saa benyttet han sig av et øieblik da lægsøsteren fjernet sig og sa sagte og hurtig til Teresa:

«Jeg er fast bestemt paa at forsøke alt for at faa dig væk herfra. Blir det nødvendig at sætte ild paa klostret saa gjør jeg det. Jeg vil ikke høre nogen indvending. Du tilhører mig. Om nogen dager er du min, eller det er ute med mig. Men adskillige andre skal følge mig i døden.»

Lægsøsteren nærmet sig. Donna Teresa holdt paa at kvæles og kunde ikke faa frem et ord. Men don Juan talte likegyldig om konfiturer, om nonnernes syarbeider og lovet lægsøsteren at sende hende en indviet rosenkrans fra Rom og at gi klostret en brokadeklædning til at ta paa dets hellige patronesse paa hendes navnedag. Efter en halv times samtale av denne art hilste han respektfuldt og alvorlig paa Teresa og efterlot hende i en ubeskrivelig tilstand av ophidselse og fortvilelse. Hun skyndte sig ind i sin celle og hendes haand som var villigere end hendes tunge skrev et langt brev, fuldt av bebreidelser, bønner og klager. Men hun kunde ikke la være at tilstaa sin kjærlighet og hun undskyldte denne synd med at hun sonet nok for den ved at negte at lyde sin elskers bønner. Gartneren som besørget denne forbryderske korrespondance bragte snart et svar. Don Juan truet stadig med at gaa til de værste yderligheter. Han hadde hundre tapre mænd til sin raadighet og vek ikke unda for en helligbrøde. Han skulde gladelig dø bare han endnu en gang fik trykke sin elskede til sit hjerte. Hvad kunde da dette svake barn gjøre, vant som hun var til at gi efter for en mand han tilbad? Hun graat hele natten og om dagen kunde hun ikke bede — don Juans billede forfulgte hende overalt. Og selv naar hun deltok i de andres andagtsøvelser gjorde hun vel mekanisk en bedendes bevægelser, men hendes hjerte var helt opfyldt av hendes sørgelige lidenskap.

Efter nogen dagers forløp hadde hun ikke længer kræfter til at staa imot. Hun underrettet don Juan om at hun var rede til alt. Hun indsaa at hun var fortapt og sa til sig selv at naar hun nu skulde dø for altid saa vilde hun da først nyde et øiebliks lykke. Don Juan, hvis glæde nu var fuldstændig, forberedte alt til bortførelsen. Han valgte en nat uten maane. Gartneren bragte Teresa en silkestige som skulde hjælpe hende over klostermuren. En pakke indeholdende en verdslig klædning var skjult paa et avtalt sted i haven, for hun kunde jo ikke tænke paa at gaa ut paa gaten i nonnedragt. Don Juan skulde vente hende utenfor muren. En bærestol, baaret av kraftige muldyr skulde holde litt borte, færdig til i en fart at bringe hende til en landgaard. Der vilde hun være unddrat enhver forfølgelse og leve rolig og lykkelig med sin elsker. Slik var den plan don Juan skisserte. Han lot sy passende klær, prøvet taugstigen og tilføiet en instruktion om hvordan den skulde fæstes. Kort sagt, han forsømte intet som kunde krone hans foretagende med held. Gartneren. var sikker — han hadde for meget at vinde ved at være tro til at man kunde tvile paa ham. Desuten var der tat forholdsregler til at faa ham myrdet natten efter bortførelsen. Kortsagt, nettet var saa dygtig spundet at intet kunde rive det sønder.

For at undgaa mistanke tok don Juan til slottet Marana to dager før bortførelsen skulde finde sted. Det var paa dette slot han hadde tilbragt størsteparten av sin barndom. Men siden sin tilbakekomst til Sevilla hadde han ikke været der. Han kom dit ved nattens frembrud og hans første tanke var at faa sig et godt maaltid. Saa lot han sig klæ av og gik tilsengs. Han hadde latt to store vokslys tænde i sit værelse og paa natbordet laa en bok med liderlige fortællinger. Efter at ha læst nogen sider følte han sig søvnig, lukket boken og slukket det ene lys. Før han slukket det andet lot han tankespredt sit blik gli rundt i værelset og pludselig opdaget han i sin alkove det maleri som fremstillet skjærsildens pinsler — det billede han saa ofte hadde betragtet i sin barndom. Uvilkaarlig fæstet hans blik sig ved manden hvis indvolde en slange aat paa og skjønt denne skildring nu indgjød ham endnu større rædsel end før kunde han ikke løsrive sig fra den. Samtidig mindedes han kaptein Gomare’s ansigt og de frygtelige forvridninger døden hadde fremkaldt i det. Denne tanke fik ham til at gyse og han kjendte haarene reise sig paa sit hode. Imidlertid tok han sig sammen og slukket lyset i haap om at mørket vilde befri ham for de uhyggelige billeder som forfulgte ham. Men mørket øket bare hans rædsel. Hans øine søkte stadig hen til billedet som han ikke kunde se. Men han kjendte det saa godt at det stod like klart for hans fantasi somom det hadde været høilys dag. Undertiden syntes han endog at skikkelsen oplystes og blev skinnende, somom skjærsildens flammer som kunstneren hadde malt var en virkelig ild. Tilslut blev hans ophidselse saa stor at han med høie skrik kaldte paa sine tjenere for at faa dem til at fjerne dette billede som indjog ham slik skræk. Men da de var kommet ind til ham, skammet han sig over sin svakhet. Han tænkte at hans folk vilde gjøre nar av ham hvis de fik vite at han var bange for et maleri. Han nøiet sig derfor med at si, med saa naturlig stemme han kunde, at de skulde tænde lysene igjen og la ham være alene. Saa begyndte han at læse igjen. Men bare hans øine fulgte boken, hans tanker var hos billedet. Han tilbragte saaledes en søvnløs nat, et bytte for usigelig ophidselse.

Saasnart dagen brøt frem stod han op i en fart og drog ut paa jagt. Anstrengelsen og den friske morgenluft beroliget ham efter hvert og de frygtelige indtryk billedet hadde fremkaldt var væk da han kom tilbake til slottet. Han gik tilbords og drak tæt. Han var allerede litt beruset da han gik for at lægge sig. Efter hans befaling var der redet op til ham i et andet værelse og man kan vel tænke sig at han hadde vogtet sig vel for at la billedet bringe dit. Men mindet om det hadde han og det var tilstrækkelig til at holde ham vaaken en stor del av natten.

Denne rædsel bragte ham imidlertid ikke til at angre sit tidligere liv. Han beskjæftiget sig stadig med den planlagte bortførelse og efter at ha git sine tjenere alle nødvendige befalinger drog han til Sevilla midt i middagsheten for ikke at naa dit før ved nattetid. Det var graa mørk nat da han passerte Lloro-taarnet hvor en av hans tjenere ventet ham. Han overgav ham sin hest og spurte om bærestolen og muldyrene var klar. Efter hans ordre skulde de vente i en gate tæt ved klostret saa han let kunde gaa dit tilfots med Teresa, og dog ikke saa nær at de kunde vække mistanke hos natterunden hvis de skulde møte den. Alt var rede, hans befalinger var fulgt til punkt og prikke. Han saa at han endnu hadde en time at vente før han kunde gi det avtalte signal til Teresa. Hans tjener kastet en stor brun kappe over hans skuldre og han gik alene ind i byen gjennem Trianaporten idet han skjulte sit ansigt for ikke at bli gjenkjendt. Varmen og trætheten tvang ham til at sætte sig paa en bænk i en øde gate. Der gav han sig til at plystre og nynne melodier som faldt ham ind. Fra tid til anden konfererte han med sit ur, og saa med ærgrelse at viseren ikke flyttet sig hurtig nok for hans utaalmodighet. . . Pludselig lød en dyster, høitidelig musik. Først skjelnet han de sange kirken har bestemt for begravelser. Og snart svinget en procession om hjørnet og kom henimot ham. To lange rækker bodsmunker med tændte vokslys gik foran en baare, dækket med sort fløiel og baaret av flere personer klædt efter gammeldags mote og med hvitt skjeg og kaarde ved siden. Toget sluttedes av to rækker sørgeklædte bodsmunker med vokslys som de forreste. Hele følget nærmet sig langsomt og alvorlig. Man kunde ikke høre deres skridt og man skulde sagt at de snarere gled end gik. Kutternes og kappernes lange, stive folder syntes likesaa ubevægelige som en marmorstatues gevandt. Ved dette syn følte don Juan først den avsky som tanken paa døden altid indgyder en epikuræer. Han reiste sig for at gaa, men bodsmunkenes antal og togets pragt overrasket ham og pirret hans nysgjerrighet. Processionen styret mot en nærliggende kirke hvis porte just var aapnet med et brak. Don Juan nappet en av vokslysbærerne i ærmet og spurte ham høflig hvem det var som skulde begraves. Bodsmunken løftet hodet. Hans ansigt var blekt og magert som hos en mand som har gjennemgaat en lang og smertelig sygdom. Han svarte med begravelsesrøst.

«Det er grev don Juan de Marana.»

Dette sælsomme svar fik haarene til at reise sig paa don Juans hode. Men straks efter gjenvandt han sin koldblodighet og smilte.

«Jeg har hørt feil,» tænkte han, «eller gamlingen har tat feil.»

Han gik ind i kirken samtidig med processionen. Begravelsessangene begyndte paany ledsaget av orglets brusende toner. Og prester iført sørgekaaper intonerte «De profundis». Trods sine anstrengelser for at late rolig følte don Juan sit blod størkne. Han gik hen til en anden bodsmunk og spurte:

«Hvem er da denne døde som skal begraves?» — «Grev don Juan de Marana,» svarte bodsmunken med hul, uhyggelig røst. Don Juan maatte støtte sig mot en søile for ikke at falde. Han følte sig svak og alt hans mot hadde forlatt ham. Imidlertid fortsattes gudstjenesten og kirkens hvælvinger øket magten hos orglet og menneskerøsterne som sang den skrækkelige «Dies ira». Det var ham som han hørte englenes kor paa den yderste dag. Tilslut tok han sig sammen og grep en prest, som gik forbi ham, i haanden. Den var marmorkold.

«I himlens navn, pater!» ropte han. «Hvem beder dere for her, hvem er dere?»

«Vi beder for grev don Juan de Marana,» svarte presten og saa fast paa ham med et uttryk av sorg. «Vi beder for hans sjæl som hans dødssynd har bragt i fare og vi er sjæle som hans mors messer og bønner har draget op fra skjærsildens flammer. Vi betaler sønnen vor gjæld til moren. Men denne messe er den siste vi har tilladelse til at læse for grev don Juan de Maranas sjæl.

I det samme slog kirkeuret et. Det var den fastsatte tid for Teresas bortførelse.

«Timen er slagen!» ropte en stemme fra en mørk krok i kirken. «Timen er slagen! Er han vor?»

Don Juan dreiet hodet og saa et frygtelig syn. Blek og blodig nærmet don Garcia sig sammen med kaptein Gomare hvis ansigt endnu var forvridd av frygtelige krampetrækninger. De styret begge hen mot baaren og don Garcia gjentok idet han heftig slængte dækket ned paa jorden: «Er han vor?» I det samme reiste en kjæmpemæssig slange sig bak ham, strakte sig flere fot frem forbi ham og syntes rede til at kaste sig over baaren. «Jesus!» skrek don Juan og faldt bevisstløs om paa gulvet.

Det var sent paa nat da runden i forbigaaende fik øie paa en mand som laa urørlig foran døren til en kirke. Politimændene gik hen til ham i den tro at det var liket av en som var myrdet. De gjenkjendte straks grev de Marana og forsøkte at bringe ham til bevissthet ved at slaa koldt vand i ansigtet paa ham. Men da de saa at han ikke lot sig vække bar de ham hjem. Nogen sa han var fuld, andre at han hadde faat pryl av en skinsyk egtemand. Ingen i Sevilla, ialfald ikke av skikkelige folk, elsket ham, og hver hadde sit at si. Den ene velsignet den stok som hadde svimeslaat ham saa grundig, en anden spurte hvor mange flasker der vel kunde være i dette ubevægelige kadaveret. Don Juans tjenere tok sig av sin herre og løp efter en læge. Han blev aarelatt grundig og da kom han snart til sig selv. Først kom han bare med nogen usammenhængende ord, uartikulerte skrik, suk og hulken. Litt efter litt lot han dog til opmerksomt at iagta alle sine omgivelser. Han spurte hvor han var, om hvad der var blit av kaptein Gomare, don Garcia og processionen. Hans folk trodde han var gal. Men efter at ha tat et oplivende middel lot han hente et krusifiks og blev liggende og kysse det mens han utgjød strømmer av taarer. Tilslut bad han om at faa en skriftefar.

Dette vakte almindelig forbauselse, saa vel kjendt var hans ugudelighet. Flere prester som hans folk henvendte sig til negtet at komme da de var viss paa han hadde en slet spøk isinde. Men tilslut gik en dominikanermunk ind paa at se til ham. Man lot dem alene og don Juan kastet sig for hans føtter og fortalte om det syn han hadde hat. Derefter skriftet han. Under beretningerne om alle sine forbrydelser avbrøt han sig for at spørre om det var mulig at en saa stor synder som han nogensinde kunde faa himlens tilgivelse. Munken svarte at Guds barmhjertighet var uendelig. Efter at ha formanet ham til fortsat anger og git ham den trøst religionen ikke negter den største forbryder gik dominikaneren idet han lovet at komme igjen om aftenen. Don Juan tilbragte hele dagen med bønner. Da dominikaneren kom igjen erklærte han at hans beslutning var tat — han vilde trække sig tilbake fra en verden hvor han hadde gjort saa meget ondt og forsøke ved bodsøvelser at sone for de uhyrlige forbrydelser han hadde besudlet sig med. Rørt av hans taarer opmuntret munken ham i hans forsæt og for at se om han hadde mot til at følge sin beslutning utmalte han for ham paa det skrækkeligste klosterlivets strenghet. Men for hver tugtelse han beskrev ropte don Juan at det var ingenting og at han hadde fortjent langt strengere behandling.

Den næste dag skjænket han halvparten av sin formue til sine fattige slegtninger. En anden del bestemte han til oprettelsen av et hospital og bygningen av et kapel. Han utdelte betydelige summer til de fattige og lot læse en hel del messer for sjælene i skjærsilden især for kaptein Gomare og dem som var faldt i duel med ham. Tilslut samlet han alle sine venner og anklaget sig selv for det slette eksempel han saa længe hadde git dem. Han skildret med høitidelig alvor den anger hans tidligere liv hadde vakt hos ham og det haap han dristet sig til at nære for sin fremtid. Flere av disse libertinere blev rørt og forbedret sig, men andre var uforbederlige og forlot ham med kolde spottegloser.

Før han traadte ind i det kloster han hadde valgt som tilflugtssted skrev don Juan til donna Teresa. Han tilstod hende sine skammelige planer og bad om hendes tilgivelse idet han opfordret hende til at følge hans eksempel og søke sin frelse i angeren. Han betrodde dette brev til dominikaneren efter at ha vist ham dets indhold.

Den stakkars Teresa hadde længe staat i haven og ventet paa det avtalte signal. Efter at ha tilbragt flere timer i ubeskrivelig uro, og da hun saa dagen bryte frem gik hun ind i sin celle, et bytte for den vildeste smerte. Hun tilskrev don Juans utebliven tusen forskjellige grunde som alle var langt borte fra sandheten. Flere dager gik paa den maate uten at hun hørte noget om ham og uten at hendes fortvilelse mildnedes ved noget bud fra ham. Endelig fik munken efter en konferanse med abedissen tilladelse til at se hende og gav hende brevet fra hendes angrende forfører. Mens hun læste det sprang store sveddraaper frem paa hendes pande; snart blev hun ildrød, snart dødblek. Hun hadde dog kraft nok til at læse brevet til ende. Dominikaneren forsøkte da at skildre hende don Juans anger og lykønsket hende med at ha undsluppet den frygtelige fare som hadde ventet dem begge hvis ikke deres forehavende var blit tilintetgjort ved forsynets aapenlyse indgripen. Men til alle hans formaninger svarte donna Teresa bare med at skrike: «Han har aldrig elsket mig! Den ulykkelige blev angrepet av en hidsig feber. Forgjæves ødslet man med lægekunstens og religionens hjælp — hun støtte den ene fra sig og syntes ufølsom for den anden. Hun døde nogen dager efter idet hun stadig gjentok: «Han har aldrig elsket mig!»

Don Juan som nu hadde iført sig en novices dragt viste at hans omvendelse var oprigtig. Der var ikke den tugtelse og bodsøvelse han ikke fandt for mild og abbeden var ofte nødt til at befale ham at holde maate med de bodsøvelser hvormed han pinte sit legeme. Han foreholdt ham at paa den maate forkortet han sit liv og at der i virkeligheten krævedes mere mot til i længere tid at lide maateholdne pinsler end at gjøre en braa ende paa sin bod ved at ta livet av sig. Da hans noviciat var utløpet avla don Juan sit klosterløfte og vedblev under navnet av broder Ambrosius at opbygge hele klostret ved sin strenghet og sin gudsfrygt. Han bar en bodsskjorte av hestetagl under sin vadmelskutte. En slags trang kasse, litt længer end hans legeme, tjente ham til seng. Hans føde bestod bare av grønsaker kokt i vand og det var bare paa helligdagene og efter abbedens uttrykkelige befaling at han gik ind paa at spise brød. Størstedelen av natten tilbragte han med at vaake og bede med de korslagte armer fremstrakt. Kort sagt, han var et eksempel i dette hellige samfund som han før hadde været mønster for libertinerne av hans alder. En epidemisk sygdom som brøt ut i Sevilla gav ham anledning til at aapenbare nye dyder som hans omvendelse hadde skjænket ham. De syke blev optat i det hospital han hadde oprettet, han pleiet de fattige og tilbragte hele dagen ved deres leie, formanende, opmuntrende, trøstende. Saa stor var smittefaren at man ikke for penger kunde opdrive nogen som vilde begrave de døde. Don Juan paatok sig dette arbeide. Han gik i de forlatte huser og begrov de opløste lik som hadde ligget der i flere dager. Overalt velsignet man ham og da han aldrig blev syk under denne frygtelige epidemi forsikret lettroende folk at Gud hadde gjort et nyt mirakel til gunst for ham.

Don Juan, eller broder Ambrosius, hadde allerede i flere aar bodd i klostret og hans liv var en eneste kjede av andagts- og bodsøvelser. Mindet om hans tidligere liv var stadig vaakent i ham, men hans samvittighetsnag var allerede mildnet ved den sjælefred hans omvendelse gav ham.

En dag like efter middag just da heten var paa det værste nød alle klosterbrødrene efter skik og bruk en smule hvile. Bare broder Ambrosius arbeidet i haven, barhodet i solsteken. Det var en av de bodsøvelser han hadde paalagt sig. Bøiet over sin spade opdaget han skyggen av en mand som var stanset like ved ham. Han antok det var en av munkene som var kommet ned i haven og hilste ham med et Ave Maria. Men han fik intet svar. Forbauset over denne ubevægelige skygge saa han op og fik øie paa en høi ung mand som stod foran ham iført en kappe som faldt helt ned til jorden og med ansigtet halvt skjult av en hat med en sort og hvit fjær. Denne mand iagttok ham i taushet med et uttryk av ondskapsfuld glæde og dyp foragt. De stirret stivt paa hverandre i nogen minutter. Endelig gjorde den ubekjendte et skridt frem og tok hatten av for at vise sit ansigt, idet han sa:

«Kjender De mig igjen?»

Don Juan saa nøiere paa ham, men kjendte ham ikke.

«Husker De beleiringen av Berg-op-Zoorn?» spurte den ubekjendte. «Har De glemt en soldat ved navn Modesto?»

Don Juan fór sammen. Den ubekjendte vedblev koldt:

«En soldat ved navn Modesto som med et børseskud dræpte Deres værdige ven don Garcia istedetfor Dem som han sigtet paa? . . . Modesto, det er mig. Men jeg har ogsaa et andet navn, don Juan. Jeg heter don Pedro de Ojeda. Jeg er søn av don Alfonse de Ojeda som De har dræpt. Jeg er bror av donna Fausta de Ojeda som De har dræpt. Jeg er bror av donna Teresa Ojeda som De har dræpt.

«Min bror,» sa don Juan og faldt paa knæ foran ham, «jeg er en usling, bedækket med skjændsel. Det er for at sone jeg bærer denne dragt og har git avkald paa verden. Er der noget middel til at opnaa Deres tilgivelse, saa si mig det. Den haardeste bod skal ikke skræmme mig hvis jeg kan opnaa at De ikke forbander mig.»

Don Pedro smilte bittert:

«La det hykleriet fare, hr. de Marana. Jeg tilgir ikke. Mine forbandelser har De alt faat. Men jeg er for utaalmodig til at vente paa deres virkninger. Jeg har noget virkningsfuldere end forbandelse med mig.»

Med disse ord kastet han sin kappe og viste at han hadde to lange rapirer med sig. Han trak dem av skeden og stak dem i jorden begge to.

«Vælg, don Juan,» sa han. «Man sier at De er en svær duellant. Jeg roser mig av at være en dygtig fægter. La os se hvad De kan utrette.»

Don Juan gjorde korsets tegn og sa:

«Min bror, De glemmer det løfte jeg har avlagt. Jeg er ikke længer den don Juan De har kjendt, jeg er broder Ambrosius.»

«Vel, broder Ambrosius, De er min fiende og hvad navn De saa bærer hater jeg Dem og vil hevne mig paa Dem.»

Don Juan kastet sig atter paa knæ for ham.

«Hvis det er mit liv De ønsker, min bror, saa er det Deres. Straf mig som De vil.»

«Elendige hykler! Tror du du kan holde mig for nar? Hvis jeg vilde dræpe dig som en gal hund hadde jeg da bemøiet mig med at ta disse vaabnene med? Op med dig og vælg og forsvar saa dit liv!»

«Jeg gjentar, min bror, jeg kan ikke kjæmpe, men jeg kan dø.»

«Elendige!» skrek don Pedro rasende. «Man har sagt mig at du var modig, men jeg ser at du bare er en ussel kujon!»

«Modig, min bror? Jeg ber til Gud at han vil gi mig mot saa jeg ikke overgir mig til den fortvilelse hvori mindet om mine forbrydelser vilde styrte mig ned, om ikke han hjalp. Farvel, min bror. Jeg trækker mig tilbake, for jeg ser nok at synet av mig forbitrer Dem. Maatte De en dag anse min anger for like saa ægte som den i virkeligheten er!»

Han tok nogen skridt for at forlate haven, men don Pedro holdt ham tilbake ved ærmet.

«De eller mig!» skrek han. «Vi gaar ikke levende herfra. Ta en av kaarderne, for fanden ta mig om jeg tror et ord av alle Deres jeremiader!»

Don Juan tilkastet ham et bønlig blik og gjorde endnu et skridt for at fjerne sig, men don Pedro grep ham voldsomt i kraven.

«Du tror altsaa, elendige morder, at du kan slippe mig ut av hænderne! Nei! Jeg skal rive istykker din hyklerkappe som skjuler djævelens bukkefot — da faar du kanske mot til at slaas med mig.»

Med disse ord støtte han ham voldsomt mot muren.

«Hr. Pedro de Ojeda,» ropte don Juan, «dræp mig om De vil, jeg slaas ikke!» Han la armene overkors og saa fast paa den Pedro med en rolig, men ogsaa stolt mine.

«Ja, jeg skal dræpe dig, elendige! Men først skal jeg behandle dig som den kujon du er!»

Han gav ham en ørefik, den første don Juan nogensinde hadde faat. Don Juans ansigt blev purpurrødt. Hans ungdoms stolthet og heftighet vaaknet igjen i hans sind. Uten et ord fór han hen og grep den ene kaarde. Don Pedro tok den anden og stillet sig en garde. De angrep begge hverandre med raseri og faldt ut samtidig og med samme vildskap. Don Pedros kaarde trængte gjennem don Juans kutte og gled forbi hans legeme uten at saare ham, mens don Juans begravet sig like til fæstet i hans motstanders bryst. Don Pedro utaandet med det samme. Ved at se sin motstander ligge utstrakt for sine føtter blev don Juan staaende en stund og stirre paa ham med et fjollet uttryk. Litt efter litt kom han til sig selv og blev klar over hvor stor hans nye forbrydelse var. Han kastet sig over den døde og forsøkte at kalde ham tillive igjen. Men han hadde set formange saar til et øieblik at være i tvil om at dette var dødelig. Den blodige kaarde laa ved hans fot og likesom bød sig frem for at han kunde straffe sig selv. Men han blev straks var den nye fristelse fra djævelen, han løp til abbeden og ilet ind i hans celle. Der faldt han paa knæ og fortalte ham om den frygtelige begivenhet under en strøm av taarer. I begyndelsen vilde abbeden ikke tro ham og hans første tanke var at de store spækelser broder Ambrosius hadde paalagt sig hadde berøvet ham forstanden. Men blodet paa don Juans kutte og hænder lot ham ikke længer være i tvil om den grufulde sandhet. Han var en mand med aandsnærværelse. Han forstod straks hvilken skandale det vilde bli for klostret om denne hændelse blev almindelig bekjendt. Ingen hadde set duellen. Han bestræbte sig da ogsaa for at skjule den for klosterbrødrene. Han befalte don Juan at bli med og ved hans hjælp fik han bragt liket til et kjelderrum hvis nøkkel han tok paa sig. Derpaa lukket han don Juan ind i hans celle og gik for at underrette corregidoren.

Man kan kanske undre sig over at don Pedro som alt hadde forsøkt at snikmyrde don Juan hadde forkastet tanken paa et nyt mordforsøk og forsøkt at gjøre det av med sin motstander i en kamp paa like vaaben. Men det var bare en infernalsk beregnet hevn fra hans side. Han hadde hørt om don Juans strenge liv og hans ry for hellighet var saa utbredt at don Pedro ikke tvilte paa at om han myrdet ham vilde han sende ham like ind i himlen. Han haapet ved at utfordre ham og tvinge ham til at slaas da at faa dræpt ham mens han begik en dødssynd, saa han altsaa vilde være fortapt paa krop og sjæl. Man har set hvordan denne djævelske plan vendte sig mot sin ophavsmand.

Det var ikke vanskelig at faa neddysset saken. Corregidoren blev enig med abbeden om at avvende mistanken. De andre munker trodde at den døde var bukket under i en kamp med en ukjendt kavaler og at han i saaret tilstand var bragt til klostret hvor han snart hadde utaandet. Men don Juan, hans samvittighetsnag og anger skal jeg ikke forsøke at skildre. Han utførte med glæde alle de bodsøvelser abbedden paala ham. Hele sit liv opbevarte han ved fotenden av sin seng den kaarde som hadde gjennemboret den Pedro og aldrig saa han paa den uten at bede for hans og hans families sjæle. For at kvæle den siste rest av verdslig hovmod som fandtes i hans sind hadde abbeden befalet ham hver morgen at fremstille sig i kjøkkenet hvor kokken skulde gi ham en ørefik. Efter at ha mottat den undlot broder Ambrosius aldrig at række det andet kind til idet han takket kokken fordi han ydmyget ham slik. Han levet endnu ti aar i dette klostret og aldrig blev hans pønitense avbrutt av tilbakefald til hans ungdoms lidenskaper. Han døde, æret som en helgen, selv av dem som hadde kjendt til hans tidligere utskeielser. Paa sit dødsleie utbad han sig som en gunst at bli begravet under tærskelen til kirken for at hver som gik ind kunde træ paa ham. Han ønsket videre at faa følgende inskription paa sin grav. Her ligger det sletteste menneske som har levet. Men man fandt det ikke passende at utføre alle de foranstaltninger som var diktert av hans overdrevne ydmyghet. Han blev begravet ved hovedalteret i det kapel han hadde bygget. Man gik ganske visst ind paa at indgravere i stenen som dækker hans jordiske levninger den gravskrift han hadde forfattet. Men man tilføiet en beretning om og en lovtale over hans omvendelse. Hans hospital, og fremfor alt det kapel hvor han er begravet, besøkes av alle fremmede som kommer til Sevilla. Murillo har dekorert kapellet med flere av sine hovedverker. «Den forlorne søns hjemkomst» og «Renselsesdammen i Jericho» som vi nu beundrer i marechal Soults galleri smykket før væggene i Barmhjertighetshospitalet.