Djævelens naturhistorie/11
Dets beliggenhed. Helvedes porte. — Helvedes fladerum, bygning og topografi. — Den djævelske stad. — Prøvelsens, bro. — Veirforhold, plante- og dyrerige, — Uafbrudt tilstrømning af fordømte sjæle. — Djævle som røvere. — Gothernes konges, Theoderiks sidste haab. — Greven af Matiscones skrækkelige ende. — Djævelsk Qui pro quo. — Sjæle uden bestemmelse. — Besøgere og forskere i helvede.
Man forestille sig en verden, bygget op af tre over hinanden liggende etager. I den øverste er paradiset, Guds rige, englenes og de saliges bolig, straalende af lys, tonende af uudsigelige harmonier, duftende af uvisnelige blomster; det er den ubestikkelige helligheds, den evige glædes rige. Denne jordiske verden befinder sig i midten, beboet af en falden, smertefuld menneskelied, der synder, samtidig som den længes efter forløsning og møiefuldt stræber efter salighed; det er den evige omvekslings rige, hvor godt og ondt uafladelig kjæmper om magten. I den nederste etage befinder helvede sig, det mørke svælg, hvor Satan og hans engle sammen med de fordømtes talløse folk maa bøde overfor den guddommelige retfærdighed for en skyld, som aldrig blir betalt; det er den utilgivelige synds, den uhjælpelig fortabte ondskabs, den umaadelige, fortvilede, evige smertes rige. Op til dette sidstnævnte rige støder et sted, hvor synderen forbedrer sig og renses, hvor smerten lindres af haabet; det er skjærsilden, det mørke forværelse til den straalende himmel.
Det midterste rige er som en uhyre planteskole af sjæ?le, der uafbrudt udvandrer fra den i tvende strømme, den ene opad mod himmelen den anden ned mod helvede. Satan med samt sin umaadelige hær tragter ikke efter noget andet maal, benytter ikke al sin kunst og ondskab til andet end at drage saamange sjæle som muligt ned og befolke helvede paa paradisets bekostning. Og han og hans kan ikke klage over mangel paa held, forsaavidt disse bestræbelser angaar.
Men hvor var egentlig helvede? St. Augustin siger i sin bog om „Guds stad“, at det kan intet menneske vide, uden Gud selv aabenbarer det for ham. Alligevel har dette ikke forhindret, at de sælsomste og dristigste meninger er blevet udtalte om dette emne, og de fordømtes rige blev forlagt op i luften, i solen, i Josaphats dal, under polerne, til antipoderne, i vulkanerne, paa fjernt bortliggende øer, der dulgte sig i ubekjendte oceaner, eller ogsaa helt udenfor verden. Nogle faa eksempler herpaa faar være nok. Gregor den store beretter om en eneboer paa øen Lipari, der engang saa, hvorledes pave Johan og Symmachus styrtede Theodorichs sjæl i svælget paa vulkanen der. Alberic des trois Fontaines (d. 1241) siger i en beretning om Ætna, at de fordømtes sjæle daglig blev bragt derhen for at brænde i flammerne. Aimoin, en munk fra Fleury henimod slutningen af 10de aarhundrede, og Cæsar af Heisterbach har lignende beretninger. Da St. Brandano paa havet fór ud over grænserne for den bekjendte verden, saa han en ildspyende ø, hvor djævle i grovsmedes skikkelse hamrede sjælene paa ambolt efter at have gjort dem glødende. I Huon de Bordeaux, et fransk digt fra det trettende aarhundrede, blir det sagt, at helvede befinder sig paa en ø ved navn Moysant, og i Otinel, et andet ligeledes fransk digt, blir det henlagt under Tartariet. Hugo af Alvernia søger indgangen til helvede i det yderste, fabelagtige Orienten.
Den almindeligste og tillige naturligste anskuelse var den alligevel, som anbragte helvede i jordens indvolde, saaledes som ogsaa oldtidens folk havde troet. Saaledes aabnede afgrunden sig som en uafladelig trusel og efterstræbelse under synderes og retfærdiges fødder, og jordskorpen blev som et tyndt gulv, der sitrede ved helvedesflammernes stød og de evig fordømtes brøl. Jorden, udvendig oplyst af solen, venligt dækket af blomstrende marker og grønne skove og fugtet af vasdrag, var saaledes en ormstukken frugt, indvendig raadden med smuk skal: den lignede hine æbler, der efter reisendes udsagn voksede ved det døde hav og udvendig var smukke af farve og duftede skjønt, men indeni var fulde af aske. Ormen, der havde gjennemgnavet og hulet ud jorden, var Satan, hvem Dante benævner „den onde orm, der gnaver paa verden“, og paa hvis fald fra himmelen han med underbar fantasi lar følge skildringen af, hvorledes helvedes afgrund blev dannet.
Helvede maatte have sine mundinger og adgange, som der bare til djævlenes tusen forskjellige gjøremaal, deres uafladelige gaaen og kommen og farten omkring var brug nok for. Der tales i evangeliet om helvedes porte, som intet skal magte imod kirken. Kristus tilraaber mørkets fyrste, da han vil trænge ind i mørkets rige, at han skal aabne disse porte, og sprænger dem, da fyrsten ikke adlyder. Hvor de er, ved man ikke med sikkerhed. Gervasio af Tilbury siger, at de var af bronce, og at man endnu ser dem saaledes sprængte paa bunden af en sjø ved Puzzuoli. Dante betræder helvede gjennem en ikke tillukket port, paa hvilken en indskrift i mørk farve staar at læse. Men andre indgange manglede heller ikke. Mere end én bugtet, mørk hule, mere end ét i jorden gabende svælg blev anset for helvedes porte, og var der nogle, som troede, at djævlene beboede vulkanerne og der pinte de fordømte, var der andre, som sagde, at vulkanerne snarere var helvedes lufthuller og skorstene, hvorifra den evige ovns hede og røg væltede frem. I Irland førte den hellige Patriks berømte brønd ned til skjærsilden og til helvede, og hellerikke fattedes der almindelige, stadige adgange ligesaalidt som usædvanlige og tilfældige. Jorden aabnede sig for at slippe djævlene igjennem eller for at sluge de grovere syndere levende. Helvede var at ligne med et vældig stort uhyre, paa hvis krop flere gab aabnede sig for begjærligt at sluge nyt foder for den graadige bug. I middelalderens malerier og mysterier ser man derfor ikke uden grund helvede fremstillet som et umaadeligt dragesvælg, der sluger sjæle i sig og udstøder hvirvlende røg og flammer.
Helvede er smertens og mørkets rige, ligesom paradiset er glædens og lysets. Helvedes mørke er tæt, dybt og kan saaatsige gribes. Om afgrundens smertefulde dal siger Dante:
»Dyb var den, mørk og luften taagegraa,
saa intet klart sig viste for det blik,
hvormed jeg ned mod svælgets afgrund saa«.
Dette er den „blinde verden“, stedet, hvor intet lys glæder øiet, og hvis evige mørke alene afbrydes af flammernes blodrøde, opblussende glimt, af taage og hvirvler, af lysningen fra den glødende kuldynge og det smeltede metal. Hellerikke har der manglet, paastande om, at helvedesilden nok havde hede, men ikke lys, at de aldrig sluknende flammer var sorte.
„De døde folks rige“ er, som det siger sig selv, vidtstrakt og dybt for at kunne skaffe plads til et saa talløst folk. I et gammelt, angelsaksisk digt blir det sagt, at Kristus havde befalet Satan at maale ud helvede, og Satan fandt, at det i sin hele længde var 100,000 mile. Dog maa jeg her nævne, at jesuiten Cornelius a Lapide (1566—1637), forfatteren af en ti bind stærk kommentar over den hellige skrift, forsikrer, at helvedes hele bredde var tohundrede italienske mile. En brav, tysk theolog gik endnu videre og beregnede, at paa én mil i alle retninger[1] fandt hundretusen millioner fordømte sjæle plads, da de ikke trængte til alburum, men kunde ligge pakket tæt oppaa hverandre som sild i en tønde.
Dante skildrer os et geometrisk bygget helvede, inddelt i kredse, der uafladelig blir trangere ind imod jordens middelpunkt. Dette bygværk finder man ogsaa hos nogle af den guddommelige digters efterlignere, hos dem derimod ikke, som man paa en vis maade kan betegne som hans forløbere — visionernes forfattere. Det her beskrevne helvede ligner et jordisk landskab, naar undtages at stedsomgivelserne er langt skrækkeligere end nogen somhelst bekjendt egn og aldrig faar himmelens lys at skue. Man finder der bratte, nøgne fjelde, vilde, med tornekrat overgroede dale, vidt aabne afgrunde, skove ful de af sælsomme trær, begagtige sjøer, hæslige, raadne moradser. Det blir paalangs og paatværs gjennemstrømmet af dorske eller vildt brusende floder, af hvilke nogle har sit udspring fra det gamle Avernus’s indvolde, fra Acheron, Phlegeton, Lethe, Cocytus og Styx, hvilke floder ogsaa Dante nævner og beskriver.
Der var i smertens rige ingen mangel paa byer og slotte. Dante beskriver Dite’s stad, omgivet af dybe grave, med høie, evig brændende taarne og med mure af jern. Hyppig blir hele helvede betragtet som en stor stad, der fører navnet „det sataniske Babylon“ og er det himmelske Jerusalems modsætning, som Satan er Guds. Forestil eder en vidtstrakt, skrekkelig by, siger den hellige Bonaventura, en by i dybt mørke, brændende med mørke, forfærdelige flammer, fyldt af skrækindjagende skrig og fortvilede hyl: der er helvede. En digtende francikaner fra det trettende aarhundrede, Giacomino fra Verona, beskrev i et af sine, raa, men trosivrige digte de tvende hinanden modsatte byer og sammenlignede dem med hverandre. Det himmelske Jerusalem er omgivet af høie mure, bygget op af kostelige stene, med trende porte, der lyser klarere end stjerner og er prydet med tinder af krystal. Gader og pladse er brolagte med guld og sølv. Paladserne straaler af marmorets, lazurstenens og de kostbare metallers pragt. Overalt strømmer krystalklart vand og skjænker vidunderlige træer og kostelige blomster næring. Luften er gjennemtrængt af guddommeligt lys, er en eneste vellugt og gjenklinger af oversanselige harmonier. Men helt anderledes er det sataniske Babylon beskaffent:
»Stor byen er og høi og lang og sammenpakket«,
med en uigjennemtrængelig himmel, beklædt med jern og bronce, overalt indgjærdet af klipper og fjeldknauser, gjennemstrømmet af grumset vand, der er bitrere end galde, fuld af nælder og spidse torne, der skjærer hvassere end knive, og fortæret af en uafbrudt flammende ildebrand. Luften er fyldt af uudholdelig stank og gjenklinger af skræindjagende larm.
Til de mest mærkværdige ting i dette forbandede land hører efter manges vidnesbyrd en meget smal bro, som sjælene maa passere, og hvorifra alle de styrter ned i afgrunden nedenunder, hvis syndevægt er altfor tung: en sindrig, fra det fjerne østen stammende forestilling, om hvilken man ikke ved, hvorledes den har sneget sig ind i de middelalderske visioner. Ikke umuligt, at den ligesom der ogsaa hos os er opstaaet af sig selv.
Smertens rige har sin topografi; men det har desuden ogsaa sine veirforholde (meteorologi), sin plante- og dyreverden. Voldsomme stormvinde, nogle isnende kolde, andre glødende hede, herskede her, ligeledes uophørlig, umaadelig plaskregn, sne- og haglbyger. De planter, som avles af den afskylige jordbund, stritter af torne og bærer giftsvangre frugter. Dyrene er virkelige dyr eller forvandlede djævle. Kerberus, Geryon, gale hunde, drager, øgler, padder og modbydelige insekter vrimler der af.
Sjæle af enhver rang og stand, sjæle af paver og keisere, af munke og kavalerer, af kjøbmænd og gjøglere, af liderlige kvindfolk og onde børn styrtede ned i helvede. Alle klasser og alle erhverv betalte sin afgift og det en meget rigelig. Menneskehedens første opgave, det, som egentlig var maalet for al dens sved og møie, syntes befolkningen af helvede at være. Sjælene blev enten grebet af djævle og ført bort, eller de dat ned i afgrunden, ligesom draget nedad af syndens specifike vægt. En eremit fra det ottende aarhundrede, St. Baronto, saa, hvorledes djævlene drog sjæle til helvede med samme travelhed, hvormed bierne trækker sit bytte til kuben. St. Obizzo (d. omkr. 1200) saa sjæle falde i helvede som et tæt snefog, og i en af sine „afsløringer“ siger den hellige Brigitta, at de sjæle, som daglig styrtede i helvede, var talrigere end havets sand. Hvormange gaar saa til paradis! Det siger ingen.
Man har meget ofte set skarer af djævle bære sjæle gjennem luften. Dette skede med Rodrigo’s, Spaniens sidste gotherkonges sjæl og med mange andre ugudelige. Men ogsaa i dette skiftede djævlene gjerne fremgangsmaade. Engang stod nogle munke, fortæller Giacomo da Voragine, lige i dagbrækningen ved breden af en flod og morede sig med letsindig og unyttig passiar. Pludselig saa de en stor baad, fuldpakket af folk, der roede med kraftige aaretag, nærme sig fra den modsatte bred. „Hvad er I for folk?“ spurgte de. „Vi er djævle, der bringer Neustriens majordomus’, Ebroino’s sjæl til helvede“. Da munkene hørte dette, blegnede de af skræk og raabte: „Sancta Maria ora pro nobis“, (ɔ: „hellige Maria, bed for os“.) — „I gjør vel i at anraabe Maria“, sagde djævlene, „vi havde nemlig netop nu til hensigt at rive jer istykker og kaste jer i floden til straf for eders liderlige, usømmelige samsnak“. Munkene lod sig ikke dette sige to gange og ilede tilbage til klosteret, medens djævlene la kursen til helvede.
Djævlene lod sig forresten ikke nøie med at bære bort sjæle; ganske hyppig bortførte de ogsaa niddingerne baade med krop og sjæl. Cæsar af Heisterbach beretter om en soldat fra bispedømmet Köln, en lidenskabelig spiller, som engang kastede terninger med djævelen og tabte. For at holde ham skadesløs for hans tab bortførte djævelen ham gjennem husets tag, hvorved hans indvolde blev hængende fast ved tagstenene.
For at udføre et saadant rov paatog djævelen sig ofte skikkelsen af en svart hest eller af en rytter, der red en saadan. Da Theodorik engang, allerede gammel af dage, badede sig, hørte han en af sine ledsagere udraabe: „Dernede springer en sort hest, saa stærk og vakker, saa jeg endnu aldrig har set magen“. Barbarfyrsten farer op af vandet, klær sig paa i rygende fart og befaler, at man straks skal bringe ham hans egen hest og hans hunde. Men da tjenerne ikke fort nok kommer tilbage, svinger han sig i sin utaalmodighed paa den sorte ganger, som straks sprænger afsted hurtigere end en fugl. Den bedste rytter blandt fyrstens ledsagere forfølger den med det løsslupne hundekobbel, men forgjæves. Theodorik føler, at der stikker noget overnaturligt i hesten, der bærer ham afsted, og gjør stadige, men forgjæves forsøg paa at stige af. Paa lang, lang afstand skriger rytteren til ham: „Hvorfor skynder I eder saaledes, herre, og naar tænker I at komme tilbage?“ Theodorik svarer: „Det er djævelen, der bærer mig; tilbage skal jeg komme, naar det behager Gud og den hellige jomfru“.
I sin „Den sande angers speil“ beretter Jacopo Passavanti: „I Elinandors skrifter læser man: I Matiscona levede der en greve, der var et verdsligsindet menneske og en stor synder, stolt mod Gud, uden medlidenhed og grusom mod sine nærmeste. Han levede i stor pragt, magt og rigdom, var sund og stærk og tænkte ikke paa, at han maatte dø, ligesaalidt som det faldt ham ind, at han nogensinde skulde kunne miste denne verdens goder eller engang skulde stedes for Guds domstol. Ved en paaskefest befandt han sig i sit palads, omgivet af en mængde riddere og pager samt hæderværdige borgere, der feirede paaske hos ham. da pludselig et ubekjendt menneske paa en stor hest red ind gjennem paladsets port uden at tale med nogen. Han red lige hen til greven og hans selskab og talte til ham, saa alle saa og hørte det: „Op, greve, reis dig og følg mig!“ Greven blev slagen af skræk, reiste sig sitrende og fulgte den ubekjendte rytter, til hvem ingen vovede at sige noget. Ved paladsets port befalede rytteren greven at bestige en anden hest, som stod der opsadlet, greb den ved tøilen og førte den afsted med sig gjennem luften, saa den hele stad saa derpaa, medens greven udstødte smertesskrig og raabte: „Hjælp mig, I borgere, hjælp eders elendige, ulykkelige greve!“ Med dette raab forsvandt han for menneskers øine og gik for evindeligen at bo hos djævelen udi helvede“. Allerede før Passavanti og Elinando er en lignende historie blevet berettet af Peter den ærværdige i hans bog „De miraculis“.
Djævlene tog det ikke altid netop saa nøie ved denne bortførelse af sjæle saavelsom af levende mennesker og huggede mangengang kloen i en, der ikke tilhørte dem. Da keiser Henrik II var død, saa en eremit en skare djævle bære hans sjæl bort i en bjørns lignelse for at stilles for den underjordiske dom, der faldt ud til gunst for keiseren. Gregor den store beretter historien om en adelsmand ved navn Stephanus, som, da han befandt sig i Konstantinopel, pludselig blev syg og døde. Da han blev ført frem for helvedes dommer, hørte han dette raab: „Smeden Stephanus var det, jeg befalede eder at bringe herned og ikke denne“. Adelsmanden Stephanus vendte straks tilbage til livet, og smeden Stephanus døde i hans sted. Der er ingen mangel paa andre, endnu mere sælsomme eksempler paa sjæle, der er afhentet og atter sendt tilbage. Her er ét, som Thomas af Canterbury beretter. Et ulydigt barn dør, og djævlene griber dets sjæl for at befordre den til helvede Da kommer erkeengelen Mikael og fravrister dem sjælen for at bringe den til himmelen. Men en gammel mand (uden tvil St. Peter) modsætter sig dens indtræden og befaler Mikael at bringe sjælen tilbage til dens legeme igjen.
At komme til helvede som beboer for al evighed var meget let, men meget vanskeligt at trænge derind som almindelig besøger. Ikke destomindre er helvede blevet besøgt af mange, først af jomfru Maria, som kom der ledsaget af erkeengelen Mikael og en talrig skare engle, efter hvad der blir fortalt i en græsk apokalypse. Kort efter hende gik, efter en i middelalderen meget udbredt legende, ogsaa St. Paulus derned, noget Dante sikkerlig var bekjendt med. Disse besøg i de fordømtes rige pleiede at være en virkning af den guddommelige naade, der bar omsorg for enkelte synderes eller et helt folks frelse, naar de havde forglemt de guddommelige love og formaninger; men ikke altid var det naaden, som var medvirkende hertil, ialfald ikke umiddelbart. Den hellige Gutlaco, hvis navn jeg allerede flere gange har nævnt, blev en nat i sin celle overfaldt af en legion djævle, der masede forfærdeligt med at slæbe ham bort for at vise ham helvedesstraffene. Ugone d’Alvernia, den eventyrlystne ridder, gaar til helvede paa sin konges udtrykkelige befaling for at kræve skat af Lucifer. Aar 1218 udlover greven af Geulch en stor belønning til den, der kan bringe ham underretning om, hvorledes hans nylig afdøde fader har det. En uforfærdet ridder tilbyder sin tjeneste, stiger med en troldmands hjælp ned i helvede og finder der den gamle greve selv. Denne siger til ham, at han vil faa formildelse i sine straffe, dersom visse beneficier (ɔ: begunstigelser), som han uretmæssig har berøvet kirken, atter blir den tilbagegivet. Naar den guddommelige naade virkede umiddelbart, pleiede besøgeren at føres af en engel.
Besøget kunde finde sted enten alene i aanden eller ogsaa legemligt. I første tilfælde havde man strængt taget bare et syn, i det andet foretog man en virkelig reise. Sædvanligvis var det aandelig overophidsede eller folk, der var svækket af langvarig sygdom, som fik disse syner; medens sjælen alene drog paa reise, laa legemet som dødt i dyb bedøvelse. Jeg kan her ikke undersøge foreteelsens psykologiske og pathologiske[2] betingelser, men maa indskrænke mig til at anføre nogle eksempler. St. Furseo, en irsk munk fra syvende aarhundrede, blev under en tre dage lang sygdom ført bort af tvende engle for at se helvedesstraffene; en tredje engel gik foran med funklende sværd og lysende skjold. En nat holdt Karl den tykke netop paa at gaa tilsengs, da han fornam en frygtelig stemme, der raabte til ham: „Karl, din sjæl skal forlade legemet og blive bortført for at skue Guds domstol“. Og saa skede ogsaa. Alberico, søn af en baron i Kampanien, faldt i en alder af ni aar i en afmagt, der varede ni dage, og besøgte i løbet af dette tidsrum, ført af den hellige Petrus og tvende engle, helvede og paradis. I aaret 1145 blev en irsk ridder ved navn Tundalo, et ugudeligt, usædeligt menneske, saagodtsom dræbt af et øksehug, han fik af en af sine skyldnere. Da han atter kom til bevidsthed, berettede han, hvad han havde set af den verden hinsides. Andre derimod som Ugone d’Alvernia og Gueriono il Meschino, hvem jeg allerede har nævnt, saavelsom kavaleren Owen er med kjød og blod steget ned i helvede og har fulgt Odysseus’ og Äneas’s eksempel. Ligeledes Dante.
Man maatte forresten komme did paa hvad maade somhelst, med eller uden legeme, saa var vandringen ikke uden sin fare. St. Furseo bar sit hele liv igjennem spor paa sig af den djævelske ild, som havde berørt ham. Djævlene saa meget ugjerne folk, som ikke skulde blive der, betræde deres rige, og gjorde sig umag for paa enhver maade at skade de indtrængende. Karl den tykke søgte de at hugge tag i med glødende kroker, og en bra mand fra Northumberland, om hvis syn den ærværdige Beda beretter, vilde de gribe med glødende tænger. Den unge Alberico, kavaleren Owen og mange andre blev truet og plaget af dem paa forskjellig vis. Uden Virgils og det himmelske sendebuds bistand skulde det mangengang gaaet Dante ilde.Syndernes bog. — Forskudsstraffe. — Helvedesstraffenes voldsomhed og beskaffenhed. — Den hellige Thereses forsøg. — Pariserdiscipelen. — Helvedesildens natur. — En af de saliges mange glæder. — Hvad man saa i helvede. — Munken Wettins, den unge Alberico’s og kavaleren Tundalos reise. — Trøstesløshedens rædsel. — Himmelen af glødende jern. — Det skrækkelige bjerg. — Den tusen skridt lange bro. — Afgrundens vilde dyr. — Den stormoprørte sump. — Den gyselige ovn. — Bæstiet, der sluger og fordøier. — Besvangrede sjæle. — Djævelske smede. — Afgrundens dybeste dyb. — Mørkets konge. — Kjøkken og gjæstebud i helvede. — Djævlenes kvaler. — Skjærsilden. — Fordømte udenfor helvede. — Procession af fordømte. — Skrækkelige historier. — Helvedesstraffenes evighed og formildelse. — Den hellige Pauli syn. — De sorte fugle i Puzzuoli. — Du, som gaar ind, lad hvert et haab tilbage.
Helvede er saaledes til fælles afstraffelse baade for djævlene og de fordømte, for pinerne og de pinte. Satan forener i sig flere egenskaber og forretninger, end som ved første blik synes at lade sig forene. Det ondes første ophav i verden, utrættelig frister til synd og uafbrudt sjæleforfører, er han tillige overdommer, er han den, ved hjælp af hvem det onde undertrykkes og synden sones.
Der gives ikke den aldrig saa ubetydelige handling, aldrig saa flygtige tanke i menneskets liv og aand, som ikke djævlene erindrer sig, om der bare er den allermindste del af eller spire til synd deri. Den hellige Augustin saa engang en djævel bære en diger bog paa skulderen, i hvilken alle menneskenes synder efter tur og række blev optegnet. Endnu hyppigere havde hver enkelt synder sin særegne bog, tyk og fæl, som djævlene hoverende lagde frem foran dommeren tvers overfor den bitte lille, gyldne, i hvilken skytsengelen kjærlighedsfuldt havde skildret de gode, fortjenstlige handlinger, eller ogsaa undertiden betaget af smerte og harme kastede paa en af de guddommelige vægtskaale. I flere middelalderske kirker, som f. eks. i domkirken i Halberstadt, er djævelen afmalet, idet han skriver op navnene paa dem, der sover eller fører sladder i Guds hus eller paa anden maade bærer sig upassende ad. I den hellige Aicadros levnet staar at læse, hvorledes man, da en stakkars tyr havde dristet sig til at klippe sit haar om søndagen, saa en djævel, som trykket op i en krog af huset meget ivrigt optegnede denne synd paa pergament.
Som regel blir den til enhver barmhjertighed uværdige synder straffet i helvede, men kommer Satan over ham paa fersk gjerning, foregriber han himmelens straf og tugter dem endnu i levende live. Den hellige Regolo’s, en biskops mordere, blev kvalte og den hellige Godegrando’s bortført af djævelen, og en utugtig kvinde, der vilde forføre den hellige Elias Speliato til synd, ilde tilredet af ham. Om historieskriveren Luitprand ikke lyver, blev den slette pave Johan XII pryglet ihjel af djævelen, fordi denne traf ham liggende i sengen, i armene paa en bolerske, og det tiltrods for at paven, medens han endnu levede, pleiede at drikke paa det samme væsens velgaaende, der skulde berede ham saa slet en ende. Fra Filippo da Siena beretter den gruelige historie om en ligesaa forfængelig som skjøn frue, der tilbragte sin tid med at pynte og kjæmme sig: hun blev engang saa grundig kjæmmet af djævelen og i den grad vansiret, at hun døde af skræk og skam. Dette hændte i Siena det naadens aar 1322. Den 27de mai 1562 klokken syv aften myrdede i Antwerpen djævelen en pige, som for at vise sig ved et bryllup havde været forvoven nok til at kjøbe et vist slags tøi til ni thaler alnen for af dette at lave sig en vifteformet halskrave efter tidens mode. Hyppig slaar, kvæler eller bortfører djævelen folk, der har lagt for dagen mangel paa ærbødighed overfor relikvierne eller haaner de hellige ceremonier. Han farer ind i folk, der er adspredte under messen, og han dadler med lydelig stemme hemmelige synder til skræk for de skyldige. Ofte kommer djævelen først til ro, efterat han ovenikjøbet har raset mod synderens lig, og man beretter skrækkelige historier om legemer, der rasende er revet væk fra kirken og er brændt op eller slidt i stykker i kisten.
Den hellige Therese bad engang Gud om, at hun til sin egen opbyggelse maatte faa anstille et lidet forsøg med helvedesstraffene. Denne naade blev hende fo rundt, og endnu efter seks aars forløb fyldte erindringen om de udstandne kvaler hende med skræk og gysen. I mange historier fortælles der om fordømte, der har forladt helvede for en kort tid, bare for at give de levende et begreb om de uudsigelige lidelser, som de havde at udholde. Jacopo Passavanti beretter om Ser Lo, en lærer i filosofi i Paris, og om en af hans disciple, „en skarpsindig og fin disputator, men i sit liv stolt og lastefuld“. Denne sidste døde og viste sig nogle dage senere for sin Lærer, meddelte ham, at han var fordømt, og for at give ham et begreb om sine forferdelige kvaler rystede han en af sine fingre over lærerens haandflade, saaledes at en draabe sved faldt ned paa denne. Draaben gjennemborede haanden fra den ene side til den anden med en smerte saa voldsom som af en spids, hvidglødende pil.
Helvedesstraffene vedvarer for at tale med theologerne ikke alene uafbrudt gjennem al tid, men ogsaa uafbrudt overalt i den forstand, at der paa den fordømte ikke findes selv den allermindste lille plet, der ikke lider uudholdelig og altid ens pinsel. Ilden er det hovedsagelige pinselsredskab. Origines, Lactantius, den hellige Johannes Damascenus forstod denne ild som ideal og billedlig (metaforisk), men den overveiende flerhed af kirkefedrene var af modsat anskuelse, og St. Angustinus siger: om alle jordens oceaner udtømte sig i helvede, de skulde dog ikke kunne dæmpe den glødende brand hos de skrækkelige flammer, som der uafbrudt slaar iveiret. Og der gives ved siden af ilden ogsaa is, rasende storme og regnskyl, skrækkelige dyr og tusen slags pinsler, som djævlene linder op og anvender. Den hellige Thomas beviser, at det baade er djævlenes rettighed og pligt at pine de fordømte, at de gjør, hvad de kan for at forskrække og plage dem og ovenikjøbet ler dem ud og forhaaner dem. Den i enhver henseende værste straf for de fordømte er dog, at de for evigt er berøvet den livsalige betragtning af Gud, og at de har kundskab om de helliges salighed. Hvad dette sidste punkt angaar, er forfatterne forresten ikke enige, idet nogle paastaar, at vistnok skuede helgenerne de fordømtes straffe, men disse ikke deres glæde. Den hellige Gregorius Magnus forsikrer, at de fordømtes pinsler var et behageligt skuespil for de udvalgte, og St. Bernardo di Chiaravalle gjør sig umag for at bevise, at de salige har nydelse af, at de faar sidde som tilskuere ved de fordømtes kvaler, og det navnlig af tvende grunde: for det første, fordi de selv ikke føler noget til disse pinsler: for det andet, fordi de hellige, naar alle onde er fordømte, ikke har nogen ondskab mere at frygte, hverken fra djævel eller mennesker; for det tredje, fordi deres egen glorie ved modsætningen viser sig saameget større, og for det fjerde, fordi, hvad der behager Gud, ogsaa maa behage de retfærdige.
Og skuespillet var i virkeligheden ogsaa saadant, at det ved sin mangfoldighed og intensitet maatte tilfredsstille enhver selv den vanskeligste smag. Ogsaa vi vil, idetmindste i fantasien, for et øieblik forsøge at blive tilskuere og vil for dette formaals skyld dølge os bag en af hine vandrende sjæle, i hvis lod det faldt at faa skue „de døde folks rige“.
En munk ved navn Petrus, som Gregorius Magnus omtaler i en af sine dialoger, saa de fordømtes sjæle neddukket i et uendeligt hav af flammer. Furseo saa fire store ildbaal med et lidet mellemrum mellem dem indbyrdes. I disse blev fire forskjellige slags synder straffet, og mange djævle var sysselsatte omkring dem. Disse visioner hører til de allerældste, da de nemlig tilhører det sjette og syvende aarhundrede, og viser os en endnu ikke varieret, men en eneste og enkelt straf. I de paafølgende tiders historie vokser lidt efterhaanden pinslerne i mangfoldighed og sammensathed, og helvede afslører sig i sine rædslers hele mangeartethed.
Munken Wettin, om hvis — fra begyndelsen af det niende aarhundrede stammende — syn en abbed i klosteret Reichenau beretter, naaede, ledsaget af en engel, til fjelde af uforlignelig høide og skjønhed; de syntes udelukkende at bestaa af marmor og omkring deres fod strømmer en stor, ildflammende flod. En utallig mængde fordømte laa ude i ildflodens bølger, og andre fordømte blev martret paa tusen andre maader. Inde i en stor ild saa man mange geistlige af forskjellig rang bundet til pælen, hver enkelt overfor sin ligeledes bundne elskerinde, og engelen sagde til Wettin, at de allerfleste af disse syndere hver eneste af ugens dage blev hudflettet paa kjønsdelene, et mindre antal bare en dag om ugen. I et hæsligt tilsodet kastel, fra hvilket tyk røg steg op, sad nogle munke fangne, og en af dem var ovenikjøbet inde lukket i en blykiste.
Meget mere mangfoldigt forekom helvede munken Alberico i begyndelsen af det tolvte aarhundrede, da han endnu var barn. I en frygtelig dal var en masse sjæle sat ned i is, nogle til anklerne, nogle til knæerne, andre til brystet og andre igjen til hovedet. Længere borte reiste der sig en skrækkelig skov med seksti favne høie trær fulde af strittende, hvasse naale. Paa de skjærende skarpe grene var saadanne slette kvinder ophængte efter brysterne, der havde vægret sig ved at nære moderløse børn med sin melk, og tvende slanger diede hver af dem ved det skammeligt forholdte bryst. Paa en stige af glødende jern, trehundrede og fem og seksti alen høi, steg hine fordømte op og ned, som paa søndagene og helgenernes festdage ikke havde kunnet afholde sig fra samleie, og snart dat en, og snart dat en anden af dem ned i en diger kjedel lige nedenunder, der kogte med olje, beg og harpix. Tyrannerne blev straffede i flammer forfærdelige som en smelteovns; morderne i en ildsø; de lunkne menighedslemmer, der havde fundet sig i sine presters slette sæder, fik sin straf i en umaadelig digel, fuld af smeltet bronce, bly og tin, der var blandet med svovl og beg. Længere borte gabede, lig en brønd, mundingen af den dybeste helvedesafgrund, fyldt af forfærdeligt mørke, af stank og hyl. Klods ind til denne var en uhyre slange bundet med en jernlænke; et utal af sjæle svævede i luften foran slangen, og for hvergang den trak pusten, shigte den i sig en større portion af disse sjæle akkurat som fluer, og hvergang den atter aandede ud, spyede den dem fra sig som brændende gnister. Spottere kogte i en sjø af flydende metal, der bølgede med knitrende larm. I en anden sjø af svovlvand, fuld af slanger og skorpioner, svømmede for al evighed forræderne og de falske vidner omkring. Tyve og røvere var fængslede med stærke lænker af glødende jern, og tunge lodder, ligeledes af jern, hang omkring halsen paa dem.
Men af alle de beskrivelser af helvede, som middelalderen har overleveret os, er den, som man læser i den ovenfor nævnte Tundalo’s visioner, den skrækkeligste, den der mest af alle er fuld af poetisk gysen, den der er frembragt med det største forbrug af fantastisk opfindsomhed.
Efterat Tundalo’s sjæl havde undgaaet utallige efter den gribende djævlehænder kom den, ledsaget af en lysets engel, gjennem tæt mørke ind i en skrækkelig dal, fuld af glødende kul og overdækket af en seks meter tyk himmel af glødende jern. Ned paa dette uhyre dæksel regner uophørligt alle sjæle af mordere. Her smelter de, gjennemtrængte af den forfærdelige hede, som flesk i en pande, siver, naar de er gjort flydende, ned igjennem metallet som voks gjennem et klæde og drypper ned paa kulgløsen nedenunder, hvor de vender tilbage til sin tidligere tilstand for at gjennemgaa nye kvaler. Længere borte er et bjerg, vidunderlig stort og svært, fuldt af rædsler, rugende i fjern ensomhed. Man naar derhen ad en smal fodsti; paa den ene side af stien er der stinkende, mørk ild, paa den anden hagl og sne. Bjerget vrimler af djævle, der er bevæbnet med spader og møggreb: med dem anfalder de sjælene af intiiganter og ordbrydere, som vandrer frem over stien, støder dem ned og kaster dem i evig veksling fra isen over i ilden og fra ilden i isen. Saa kommer, man til en ny dal, den hvor der er saa bælgende mørkt, at man ikke kan se grunden under sig. Luften er fyldt af brølende larm af en nedstyrtende svovlflod, som strømmer afsted nede i dybet, og af de aldrig afbrudte hyl af de fordømte og gjennemtrængt af en uudholdelig, væmmelig røg. En bro af tusen skridts længde og bare en eneste fods bredde er spændt tvers over dette svælg. Paa den kan hovmodige ikke gaa, men styrter ned fra den i de endeløse pinsler. Efter en lang og møisommelig vei viser der sig for den forfærdede sjæl et bæstie større end det største bjerg og forfærdeligt at skue. Dets øine er som tvende brændende høie og kjæften saa rent umaadelig stor, at den kan gabe over ni tusen bevæbnede mænd. Som to vældige søiler holder tvende jetter denne kjæft, hvorfra uudslukkelig ild vælter frem, aaben. Drevet afsted med magt af en hær af djævle styrter de gjerriges sjæle sig i flammerne, trænger ind i svælget og suges lierfra ned i uhyrets bug, hvorfra man hører hyl af myriader af martrede sjæle. — Saa kommer der en stor, farlig sump, fuld af skrækkelige, brølende dyr. En bro af to mils længde og nogle faa tommer bred og strittende af spidse pigger fører hen over sumpen. Dyrene samler sig langs broen, idet de spyr flammer og opsluger alle de sjæle, som styrter ned, tyvenes og røvernes nemlig. Fra en umaadelig, rund bygning, der ligner en smelteovn, bryder der flammer frem, som træffer og brænder sjælene allerede i tusen skridts afstand. Foran dørene, midt i ilden, staar djævelske bødler med knive, sigder, bor, økser, hakker, spader og andet værktøi, hvormed de flaar, halshugger, gjennomborer, firedeler og sønderstykker sjælene af fraadsere for derpaa at slænge dem i ilden. Længere væk sidder der paa en tilfrosset sump et bæstie, gyseligere end alle de andre, med to fødder, to vinger, lang hals og et jernnæb, som spyr uudslukkelig ild. Dette dyr opsluger enhver sjæl, som kommer i dets nærhed, fordøier den og leverer den derpaa fra sig igjen som møg. Hvorpaa denne sjælelort falder ned paa den tilfrosne sump, hvor alle sjælene atter blir sig selv igjen og straks derpaa besvangrede, de være mand eller kvinde. Svangerskabet forløber paa naturlig maade, og i al denne tid bliver sjælene staaende paa isen, medens deres indvolde sønderrives af produktet af undfangelsen. Naar tiden er inde, føder de, mænd som kvinder, og det de gyseligste bæstier med hoveder af glødende jern, med spidse snabler og haler, der stritter af torne. Disse bæstier bryder sig ud gjennem kroppen baade her og der, sønderslider herunder kjød og indvolde og slæber det efter sig, idet de hugger, bider og brøler. Dette er straffen for de vellystige, fortrinsvis for dem, der indtraadte i Guds tjeneste og ikke kunde tvinge sit kjød. I en anden, endnu fjernere dal er der fuldt op af smede og utallige djævle i grovsmedes lignelse, der griber sjælene med glødende tænger og kaster dem paa en kulild, der gjennem blæsebælge uafbrudt holdes hvidglødende. Naar de da selv er gjort gloende og færdige til at hamres, drar de dem ud af ilden med store jernhaker, griber sine tyve, tredive op til hundrede i én klype, slænger den glødende masse paa ambolten og hamrer lystigen løs paa dem. Efterat de saaledes er sveiset sammen, slænger de dem gjennem luften over til andre, ikke mindre skrækindjagende smede, som atter griber dem med sine jerntænger og begynder spillet forfra igjen. Tundalo blir selv underkastet den straf, der er bestemt for dem, der hober synd paa synd. Naar sjælen har bestaaet den forfærdelige prøve, kommer den til aabningen af det sidste og dybeste helvedessvælg, i udseende nærmest ligt en firkantet brønd, fra hvilken en kjæmpemæssig søile af røg og flammer bryder frem. En talløs vrimmel af sjæle og djævle danser som gnister omkring i denne ildsøile for derpaa at falde tilbage igjen i svælget. Her, i afgrundens yderste, skrækkelige dyb, befinder selve mørkets fyrste sig, udstrakt paa og fastbundet til en uhyre jernrist og omgivet af djævle, som med blæsebælge puster til den knitrende kulgløse under ham. Han er af jetteagtig størrelse, svart som ravnens fjær; han hæver og sænker i mørket tusen arme med jernklør til hænder og ruller ud en vældig hale, helt besat med spidse pile. Det forfærdelige uhyre sitrer og krymper sig, skummende af smerte og raseri, griber omkring sig med sine tusen hænder i den mørke luft, der er aldeles fald af sjæle, og har han faat fat i nogle klyper, presser han dem ud i sin forbrændte mund som en tørstig bonde en vindrue. Saa sukker han og blæser dem derpaa atter fra sig: naar han dernæst drar luften til sig, suger han dem atter igjen ind. Det er saaledes de straffes, der ikke har haabet paa Guds barmhjertighed eller ikke har troet paa Gud, og ligeledes alle andre syndere, som først en tid lang maa udstaa alle de andre kvaler for endelig omsider at blive underkastet denne sidste, der varer evindelig.
Andre har snarere beskrevet helvede som et uhyre gyseligt kjøkken eller en skrækindjagende spiseanstalt, hvor djævlene optræder som kokke og spisegjæster, og retterne bestaar af sjæle og fordømte, der blir tilberedt og krydret paa forskjellig maade. Giacomino af Verona, som jeg allerede tidligere har nævnt, siger, at Beelzebubs kok steger sjælene paa spid over ilden „som et fedt svin“ og krydrer dem med en sauce, sammenblandet af vand, salt, sod, vin, galde, stærk eddike og en smule gift, og lækkert tilberedt paa denne maade bæres sjælen frem paa helvedesfyrstens bord; han smager paa den, men sender den straks ud igjen, fordi den ikke er gjennemstegt nok. En fransk poet fra Giacomino’s tid, Radulfe de Houdan, beskriver i et lidet digt betitlet „Le songe d’enfer“ (ɔ: helvedesdrømmen) et stort festmaaltid i helvede, som han fik lov til at bivaane, da kong Beelzebub en dag havde høitidelig modtagelse ved sit hof. Saasnart Radulfe havde betraadt helvede, saa han en svare mængde folk sysselsat med at dække bordene. Hvem, som vilde, kunde træde ind, ingen blev afvist. Biskoper, abbeder og munke hilste venligt paa ham, Pilatus og Beelzebub bød ham velkommen, og da tiden var inde, satte alle sig tilbords. Prægtigere banket, sjeldnere retter saa han aldrig ved kongens hof. Borddugene var gjort af huden af aagerkarle, servietterne af huden af gamle horer. Retter og mellemretter lod intet tilbage at ønske: fede spækkede aagerkarle, røvere og mordere i ragout, liderlige piger i grøn sauce, kjættere stegte paa spid, ristede sagførertunger, frikasé paa hyklere, munke, nonner, sodomiter og andet utøi. Vin fandtes ikke paa bordet. Følte nogen sig tørstig, pressede og drak han saften af bagvaskere.
Djævlenes bestilling var at tjene som vogtere og bødler. Dem var det, som vi har set, der havde det hverv at stege, flaa og partere sjælene. Dette embede havde sine underafdelinger og sine grader, og ligesom de fordømte i helvede alle var fordelte hver efter sine synder, saaledes var det ogsaa med deres pinsler, eftersom de særegne, sjælene tildelte straffe forlangte det. Ligesom der for hver enkelt synd gaves djævle, der fristede til den, gaves der ogsaa specielle djævle til syndens afstraffelse. Men disse straffedjævle, følte de, med ens de forrettede sin dont, selv den gjennem deres egen ondskab fortjente straf? Led de selv paa samme tid, som de beredte andre smerte?
Herom er meningerne delte. Der er ingen mangel paa forfattere af stor anseelse, der forsikrer, at djævle selv ingen lidelse føler af helvedesstraffene, thi havde dette været tilfældet, skulde de kun modstræbende have opfyldt sin pligt, nemlig at friste og pine mennesket, noget de dog aabenbart gjør med den største beredvillighed. I visionerne og ligeledes i Dantes digt pleier Lucifer at ligge lænket til helvedes dybeste afgrund, til den største af al straf, som det heder i apokalypsen; men derimod hører man sjelden om de øvrige djævle, at de udholder nogen større pine. At de undertiden plager hinanden gjensidig, rusker i hverandre og slaas, synes mere end naturligt, og eksempler herpaa finder man selv i Tundalo’s syn og i „Divina Commedia“, der hvor bedragernes hule beskrives. Hellerikke fattedes der djævlene glæder og nydelser. Ligesom enhver god gjerning for dem var en kilde til smerte, saaledes glædede de sig over enhver slethed, og efter alt, hvad vi ved om tingenes gang i verden, havde de adskillig hyppigere anledning til at glæde sig end til mørke tanker. Man ser i de fromme legender djævlene ofte bryde ud i lydelig jubel i anledning en sjæl, som tilfalder dem. Pietro Cellense (d. 1188) siger i en af sine prædikener, at djævelen skulde forlængst være død af sult i helvedes flammer, om han ikke stadig hentede ny næring af menneskenes synder, og Dante forsikrer, at djævelen glæder sig, naar han ser, at alting gaar efter hans ønske her i verden. Selv om man antager, at djævlene var underkastet haarde straffe, saa manglede de desuagtet hellerikke adspredelse.
Deri hersker der almindeligvis enighed blandt theologerne, at i skjærsilden er der ikke djævle for at pine sjælene; men temmelig talrige visioner lader dog ogsaa denne være beboet af djævlene, som her udøver sin sædvanlige bøddelbestilling. Kirken, som først 1439 paa koncilet i Florenz fastslog dogmet om skjærsilden (man havde hidindtil holdt sig til, hvad den hellige Gregor og Thomas lærte), udtalte sig ikke om det specielle punkt. Dante, der har sine egne anskuelser, hvad angaar skjærsildens beliggenhed og bygning, gaar med hensyn til forholdet mellem den og djævlene, over til theologernes anskuelse og forlader mystikernes. Granske vist prøver den gamle fiende i en slanges skikkelse paa at trænge ind i digterens skjærsild,
men englene, de himmelske falke, slaar ham paa flugt. Maa det her i forbigaaende bemærkes, at der er dem, som har ment, at skjærsildens kvaler var grusommere end helvedes, og det just fordi de ikke som disse varede evigt.
Helvede var de fordømtes sædvanlige opholdssted, stedet, hvor de regelmæssigen afsonede den fortjente straf. Men det maa man ikke tro, at denne regel var helt uden undtagelser. Fraset nogle enkelte eventyrlige fordømte, som gjennem ganske særdeles guddommelig naade blev helvede frataget og givet indtræde i himmelen, og som jeg senere skal komme tilbage til, vil man paastaa, at de fordømte i visse, bestemte tilfælder og paa kortere eller længere tid havde kunnet forlade sit fængsel og saaatsige danne et helvede udenfor helvede. De fordømte sjæle gik, som man har set, hyppig igjen, men dem selv hjalp det ikke stort, om de befandt sig udenfor sit almindelige straffested, thi pinen fulgte dem som skyggen legemet. Saa var der andre fordømte, som ikke slap ind i helvede, men led sin straf paa et eller andet sælsomt sted paa jorden, kanhænde for at tjene en eller anden, som paa reise tilfældigvis stødte paa dem, til afskrækkende eksempel. Saaledes fandt den hellige Brandano, da han i den hensigt at opsøge det jordiske paradis, drog hen over havet, den største af alle syndere, Judas Iskariotes, midt i en vældig malstrøm, evindelig pisket af bølgerne, og en af heltene i det karolingiske epopée (ɔ: heltedigt), Hugo af Bordeaux, fandt, medens han streifede omkring i Orienten, Kain i et fad af jern, indvendig aldeles fuldspækket med skarpe spigre, og i dette rullede han uden ro og rast omkring paa en øde ø. Giovanni Bociacci, der paa sin maade har bearbeidet ældre eretninger, fortæller den frygtelige historie om hin Guido degti Anastagi, der i elskovsfortyllelse havde ombragt sig selv, og som fordømt til evig pine hver eneste dag, lidende paa en sort hest, med kaarde i haanden og ledsaget af tvnde blodhunde, snart gjennem den ene, snart gjennem den anden egn, forfølger den ligeledes fordømte, ubarmhjertige, grusomme kvinde, der tilfods og nøgen flygter for ham; tilsidst indhenter han hende, gjennemborer hende med kaarden, sprætter hende op med en kniv og slænger hendes hjerte og indvolde for de hungrige hunde. Stefano di Borbone (d. 1262) fortæller om spøgelser, som man i nærheden af Ætna har set hele ugen igjennem travelt sysselsat med at bygge op et slot, som lørdag nat atter styrtede sammen, og om mandagen gjennem deres arbeide atter begyndte at reise sig fra grunden. Dog synes dette snarere at have været pøniterende end fordømte sjæle.
Mere end engang har man midt i natten set helvedes hele befolkning drage i procession gjennem en skov, i række og geled som en hær paa marschen. Munken Otlone, der levede omkring slutningen af det ellevte aarhundrede, beretter om tvende brødre, som en dag paa en ridetur uventet fik se en umaadelig menneskemængde drage afsted gjennem luften, høit, høit over jorden. Forfærdede gjorde de korsets tegn og spurgte de sælsomme færdesmænd om, hvem de var. En af dem, som efter hesten, han red, og efter klædedragten at dømme maatte være en fornem kavaler, gav sig tilkjende for dem og sagde: „Jeg er eders fader, og om I ikke skjænker klostret det grundstykke, I nok ved, tilbage, som jeg uretmæssigen har frataget det, da bliver jeg og med mig alle mine efterkommere, der har beholdt det uretfærdige gods, for evigt fordømte“. Faderen gav sine sønner et begreb om de forfærdelige kvaler, han led. Sønnerne gjorde hans synd god igjen og befriede ham saaledes fra helvede.
En endnu vidunderligere og mere forbausende historie end denne berettes af en anden munk, krønikeskriveren Orderico Vital, der levede omkring midten af det tolvte aarhundrede. En prest ved navn Gualchelmo, sogneprest i Bonneval, var aaret 1091 en nat paa hjemveien fra et sygebesøg, temmelig langt borte fra sin bolig. Som han vandrede over de ensomme, af den høit paa himmelen staaende maane klart oplyste veie, mødte der hans øre en lydelig, forfærdende larm, som af en stor hær under marsch. Grebet af rædsel vilde han skjule sig bag nogle buske, som stod der, da pludselig en jette, bevæbnet med en vældig kølle, traadte hen imod ham og uden forøvrigt at gjøre ham noget, befalede ham at holde sig rolig. Presten blir staaende som naglet til jorden og bivaaner et sælsomt og skrækkeligt skuespil. Først kommer en talløs flok fodgjængere, der fører med sig en svær mængde kreaturer og er belæsset med mangeslags husgeraad. De udstøder høilydte klager og driver paa hverandre. Efter dem kommer en nok gravere, der bærer femti baarer, og paa hver af baarerne sidder en afskylig dværg med et umaadeligt hoved af form som en tønde. Et ondt menneske, der fylder luften med vilde hyl, sidder bundet til en stor træstamme, som to mørke æthiopere bærer paa sine skuldre. En gyselig djævel sidder overskrævs paa manden og flænger op ryg og sider paa ham med gloende klør. Derpaa kommer en utallig rytterskare, helt og holdent bestaaende af syndige kvinder. Hvert øieblik løfter vinden deres luftige legeme en alen op fra hesten og lader dem derpaa pludselig falde ned igjen paa den med glødende spiger besatte sadel. Efter rytterskerne følger en flok geistlige af alle grader, og paa dem igjen en fra fod til isse bevæbnet hær af ryttere paa svære heste og med sorte, udfoldede faner. Med en af disse ryttere fører presten en samtale, som det her er unødvendigt at anføre. Krønikeskriveren Orderico forsikrer, at han har hørt hele beretningen af hans egen mund.
I den efter St. Johannes benævte apokalypse læser man, at de fordømtes pine skal vare i evighed, skal aldrig, ved dag eller ved nat blive lindret, og kirkeforfatterne forsikrer enstemmig, at Gud har forladt og forglemt de fordømte. St. Bernando siger i en af sine prædikener udtrykkelig, at i helvede gives der ingen skaansel, ligesom ogsaa bod er umulig. Dette er den strænge, dogmatiske theologis faste anskuelse, men den har overfor sig ogsaa en anden anskuelse, der er frugten af en mere overbærende og menneskelig theologi, der intet kjender til dialektikens haarkløverier, og som kommer fra hjertet for at gaa til hjertet. Efter denne anden mening stanser Guds uendelige barmhjertighed ikke ved helvedes port, men trænger som en straale velsignet lys ned i afgrunden og lindrer de fordømtes uudsigelige kvaler med nogle lettelser og en smule ro.
Den kristelige digter Aurelius Prudentius (348—408?) taler i en af sine hymner om den hvile, som i Kristi opstandelsesnat blir de fordømte tilstaaet. I en apokryfisk apokalypse af den hellige Paulus, forfattet henimod slutningen af det fjerde aarhundrede, fortælles der om en nedfart, som hedningernes apostel foretog til de evig fordømtes rige. Ført af erkeengelen Mikael har apostelen allerede besøgt hele det store „smertens rige“, har allerede set de forskjellige synder-afdelinger og de haarde straffe, som den guddommelige retfærdighed underkaster dem, og har ved synet heraf udgydt medlidenhedens og smertens taarer. Han staar i begreb med at forlade det forfærdelige mørke, da de fordømte skriger som med en stemme: „O, Mikael, o, Paulus, hav medlidenhed med os og bed hos frelseren for os!“ Da siger erkeengelen til dem: „Græder alle, ogsaa jeg vil græde med eder, ogsaa Paulus og det hele englekor vil græde med mig; hvo ved, om ikke Gud vil være barmhjertig mod eder“. Og de fordømte raaber: „Forbarm dig over os, du Davids søn!“ Da stiger Kristus med kronen paa ned fra himmelen, foreholder de fordømte deres slethed og minder dem om sit for dem forgjæves udgydte blod. Men Mikael og Paulus og tusen gange tusen engle knæler ned foran Guds søn og anraaber om barmhjertighed, og Jesus tilstaar, grebet af medynk, alle sjæle i helvede den naade, at de fra sabbathens niende time til klokken ét mandag morgen skal nyde hvile og ikke blive pinte.
Denne fromme legende, maaske den skjønneste, som er opstaaet i en kristelig fantasi, blev senere fra græsk oversat paa latin, gik herfra over i flere europæiske folkesprog og vandt stor udbredelse og anseelse. Det er mere end sandsynligt, at Dante har kjendt legenden og har benyttet den i sit guddommelige digt. Men tankegangen i den er ikke bare eiendommelig for den alene, men gjenfindes ogsaa i flere andre middelalderlige legender. Den hellige Pier Damiano beretter os paa erkebiskop Umberto’s autoritet: Ved Puzzuoli reiser der sig mellem sorte, stinkende vande et vildt, forrevet forbjerg. Fra disse forpestede vande pleier til visse tider vidunderlige fugle at stige op og lade sig se fra lørdag aften til mandag morgen. I al denne tid flagrer de omkring ligesom uden maal, snart hid snart did omkring bjerget, breder vingerne ud, pudser sin fjær med næbbet og synes at nyde en forfriskelse, en dem tilstaaet hvile. Aldrig har endnu nogen set dem æde, og ingen jæger kan, al møie tiltrods, bemægtige sig dem. Saasnart mandagens morgenrødme viser sig, kommer der en ravn tilsyne, stor som en grib, og begynder med dybe, hæse skrig at kalde paa disse fugle og drive dem foran sig. En efter anden dukker de alle under i sumpen nu og lader sig ikke mere se førend næste lørdags kvæld. Der er derfor dem, der tror, at fuglene er sjæle af fordømte, hvem den naade er forundt til ære for Kristi opstandelse at faa lov til at hvile ud søndagen og de tvende den indesluttende nætter over.
Men med eller uden forbigaaende formildelse og hvile, — evige var helvedesstraffene. Den i det tredje aarhundrede af Origenes, — uden tvil en af de største aander, den kristne oldtid har frembragt — forsvarede lære, læren om alle skabningers endelige forløsning nemlig, og om hjemkomsten til Gud af alt, hvad der er kommet fra Gud, der ogsaa i det følgende aarhundrede opretholdtes af Gregor af Nazianz og Gregor af Nizza, havde vakt den høieste misbilligelse hos de ivrigste vogtere af den dogmatiske sandhed, — var straffet med kirkeforsamlingernes forbandelse (anathema) og havde overalt givet plads for læren om den evige, uigjenkaldelige fordømmelse. Saaledes var den skrækkelige trusel stadig over menneskenes hoveder, og man benyttede alle midler for at styrke den og gjøre den saa indtrængende som bare muligt. Kunsterne kom troen til hjælp: paa arenaen i Padua afmalede Giotto helvedesafgrundens skræk og rædsel med flammende pensel, Orcagna gjorde det samme paa en mur i Santa Novelle i Morentz, en ubekjendt maler paa Campo Santo, det til den evige hvile indviede sted i Pisa, og andre malere andetsteds.
I dramatiske mysterier viste man paa scenen den symbolske drage med sit dybe svælg, som han laa og slugte sjæle i sig. Dante skildrede den hele verden dernede i mørkets rige, paa hvis skrækkelige indgang han skrev:
Munken paa prædikestolen løftede krucifikset til vidne paa sit ord og regnede en efter en op de fordømtes pinsler, der var faldne i Satans vold. Og saa snart han sluttede, begyndte orgelet at brumme, og under den dybe hvælving i marmorskibets halvmørke tonede en skrækindgydende salme og skildrede det forfærdelige svælgs gru:
Hvor et kulsort mørke gjemmer
vilde brøl af kjæmpestemmer,
hvor de gnistrer, hvor de skræmmer
ovnene med evig ild.
Skyggers endeløse riger,
oset stank, som frem sig sniger,
og forvirret larm, som stiger
fra en tørstig afgrunds svælg.[3]
- ↑ Saaledes en kubikmil. O. a.
- ↑ Psykologi ɔ: læren om sjælen. Pathologi ɔ: læren om sygdomme.
- ↑ Fri oversættelse. Det latinske vers lyder:
Ubi tenebræ condensæ,
voces diræ et immensæ
et scintillæ sunt succensæ,
flantes in fabrilibus.
Locus ingens et unibrosus,
føtor ardens et fumosus,
rumorqiie tunmltuosus
et abyssus sitiens.