Diktsamling
Diktsamling.
Af
A. O. Vinje.
Christiania.
J. W. Cappelens Forlag.
Trykt hos J. Chr. Gundersen.
1864.
ei Fyretale stødt det plaga vera,
som stundom og kan store Nytten gjera,
men mest er berre pure gamal Sed.
Men daa der ei er større Faren ved,
so ber eg her meg aat som Andre bera.
og mangt det var, som her eg segja skulde,
om eg paa Vers fekk segja det tilfulde.
so alle Tankar finna Rum deri.
Og daa no Alt maa vera Poesi,
so heites det at slita i og tøygja,
og ut og in i alle Lykker smøygja
og spana Tanken, so det knakar i
hver einast Led og Ledamot og Knoken.
Men derfor døyr han tidt, den stakkars Kroken.
som og i Grunden myket betre er;
og daa mi Bok for meg maa vera kjær,
sa kan eg ikke rett med hena skosa,
som stødt paa Vers meg ligger altid nær.
Eg derfor heller Verket mit vil rosa,
og det i „Cultursprog“, so burt fell Vansken
for „Fanten“ og for Svensken og for Dansken.
Under Opgjøret af sit poetiske Bo er det ofte en vanskelig Sag at afgjøre, hvad der rettelig skal opføres paa Indtægts- og hvad paa Udgiftssiden, eller, hvad der er at ansee som Activa og hvad som Passiva. Der er al Rimelighed for, at jeg her har opført altfor meget som Activa. Men da jeg bør antage, at Publicum nok vil vide at transportere adskillige Poster over paa den modsatte Side, saa vil det paa denne Maade rette paa mine Feil, og saaledes bringe alt til at ballancere. Enkelte Digte, f. Ex. „Paa Stjørdalshalsen“ Side 167, har jeg hovedsagelig optaget forat afvæbne den Indsigelse, at Sproget skulde være fattigt og klodset.
Det Formelle i disse Digte kan jeg desværre ikke tage saa let: for her er igrunden tre Sprogformer (om ikke flere), nemlig først almindelig Bogsprog, saa et Overgangssprog, og saa endelig det, som jeg kalder Norsk, men mange Andre „Dølemaal“. Jeg maatte gjengive mig selv eller lade min egen sproglige Udviklingsgang komme frem i denne Samling, da jeg Skridt for Skridt er dreven fra det ene Stadium til det andet, alt eftersom jeg blev dragen med ind i den sproglige Udviklingsproces, der hertillands maaske skrider hurtigere end i mange andre Lande, som have udviklet sine Literaturer med større Hensyn til det nationale Tungemaal. Men Factum er, at en sproglig Renselsesproces mere eller mindre aabenbar er i Gang i de fleste Europæiske Lande, efter Opkomsten af den saakaldte comparative Philologi, væsentligst som bekjendt udgaaen fra J. Grim. Selv det conservative og forholdsvis sproguvidenskabelige England med sin sexhundredaarige Literatur kan ikke modstaa denne historiske Logik. Dets bedste Skribenter og Lærere føle sig nu tildags mere og mere drevne tilbage til „the pure and beautiful Saxon.“ At den samme Proces virker i Tydskland turde være mere bekjendt, ligesom ogsaa at Trykket føles i Frankrige. Men det er klart, at Styrken af dette Tryk maa staa i et omvendt Forhold til Ælden og Righoldigheden af Landets Literatur, følgelig — som ogsaa er Tilfældet — være stærkere i Flanderen end i Frankrige, stærkere i Grækenland end i Italien, og stærkere her i Norge end i Danmark og Sverige, som i en helt anden Forstand end vi maa siges at have sine Literaturer voxende paa historisk Grund; for vel vare Mænd som Holberg og Wessel norskfødte; men deres hele Udvikling og Virksomhed var dog saa nøie knyttet til Danmark, at deres Sprog væsentlig maatte blive Dansk, om end deres Norske Natur glimter frem, og af og til endogsaa sprænger den Danske Form.
Folk som ikke begribe, at det maa gaa og factisk gaar en Mands literære Frembringelser som ham selv, idet nemlig Legemet, den ydre Form, lægges i Graven, medens Aanden lever, slige Folk, der saaledes omfavne et Lig istedetfor det friske Liv som evig gjenføder sig selv, de sige: „Forlade Shakspeare, Milton, Racine, Lamartine, Goethe, Schiller, Holberg, Oelenschlæger, Tegnér, Runeberg! Forlade disse Mænd! Umuligt!“ Og dog gjøre de det i samme Stund, som de indbilde sig at kunne standse Livets Gang. De gjorde det selv i den Tid Sprogene tilsyneladende stode stille, for Smag og Livsanskuelser forandrede sig. Man maa forresten ikke indbilde sig at Fremgangen altid har været den rette.
Som jeg ogsaa skrev i Anhanget til min Engelske Bog, saa er denne Sprogbevægelse ingenlunde ny her i Norge, om den end ikke er kommen saa synlig for Dagen som nu i de sidste Tider. Historiske som physiske Processer voxe altid i Hurtighed med sin egen Udvikling. Vi vide Alle at vore bedre Forfattere — hver forresten paa sin Vis under Tingenes uklare Tilstand — have været drevne frem i norsk Retning, endog til det Punct, at Danske have beklaget sig over, at de ikke kunde læse med Fornøielse endog de mindre Norske af dem uden en Ordbog ved Siden. Ja, vi kunne vist endog med fuldkommen Sikkerhed maale deres indbyrdes literære Værd i Forhold til deres Norskhed. Exempler ere ikke her nødvendige. Det vilde ogsaa blive forlangt og maaske alene sætte ondt Blod i enkelte. — Jeg for mit Vedkommende blev naturlig dragen med ind i denne fremadskridende Bevægelse, blandt andet fordi en af Landets bedste Dialecter er mit Modersmaal, og fordi jeg stod saa nær Ivar Aasen, uden hvis Klarhed og Lærdom sandsynligvis heller ikke jeg vilde være kommen ud af den almindelige chaotiske Tilstand.
Jeg var imidlertid ikke kommen langt i denne min egen og Nationens Sprogudvikling, før jeg kom efter, at den intet Ud- eller Indestængnings Forsøg var, saaledes som Modstanderne gjerne ville have det til at være, men at det tvertimod var det eneste grundige Foreningsforsøg. Jo mere disse tre Riger, nemlig, gjensidig udskille af sine Sprog ligesom i en mathematisk Ligning de irrationale Elementer, desto mere ville de nærme sig til den fælleds Kilde, det vil sige, til hverandre. Ethvert af disse Sprog maa, skandinavisk talt, nedsynke til at blive hvad det i Virkeligheden er, nemlig, til en Dialect af det fælleds Sprog, som med Dialecter og alt engang i Fremtiden maa læres af enhver Nordmand og Svensk og Dansk, som vil gjøre Fordring paa Dannelse. Naar Folk have lært saameget, følger Tingen af sig selv. Literaturen maa paa dette Punct møde Politikken, skal der være den mindste Sammenhæng i al skandinavisk Tale. Hvorvidt Sverige da, som paa mange Maader har det mest antike Sprog, ligesom det er det største af disse tre Lande, vil kunne udøve en forholdsvis absorberende Tiltrækningskraft literært som politisk paa de andre, det vil Tiden vise. Og hvad den gjennem en slig grundig Proces viser, bør allerede paa Forhaand antages at være til det bedste for alle Parter; for Tiltrækningen vil da blive saadan, at den virkelige Kraft og Sandhed i ethvert Land vil komme til sin Ret og det Hele smelte sammen til et nyt Legeme ligesom i en kemisk Proces. Men, hvad vi nu end maatte tænke om slige Planer, som Mange vist ville kalde drømmeriske, saa antager idetmindste jeg det for vist, at den endelige Udgang dog ved Tingenes egen Magt vil blive omtrent saaledes, trods alt det Folk maatte sparke imod. Selve Jernbanerne ville gjøre meget for dette. Under enhver Omstændighed føler jeg ellers det, at vi maa stræbe mod det Maal, at en Norsk Bog kan blive gangbar i Sverige og Danmark og omvendt med fuld Gjensidighed. Da, med et Publicum snart paa en ti Millioner vilde det være noget helt andet end nu, endog for en Svensk, at skrive Bøger. Vanskeligheden bliver ellers her som overalt at kunne lade baade Eenheden og Mangfoldigheden komme til sin Ret. Jeg for mit Vedkommende tror nu, at denne min her antydede Vei er den eneste rette til dette store Maal. Kommende Slægter ville nok ellers finde den rette, om denne min skulde vise sig at være den falske. Om Forskjellen mellem dette „Dølemaal“ og det gjængse Danske Skristsprog kan jeg naturligvis ikke her tale synderligt. Jeg indtager den vanskelige Stilling af at maatte bevæge mig mellem en conseqvent videnskabelig Gjennemførelse af vort Norske Sprog paa den ene Side, og den vulgære Sproglapping paa den anden, og raae Dialecter paa den tredie, og den brede Danske Vei paa den fjerde. Det er saaledes et Tids- og Conduitespørgsmaal, hvorlangt man kan gaa, og paa dette slibrige Feldt har jeg snart gledet lidt frem, snart lidt tilbage, alt eftersom jeg troede, at Tiden taalte det. Alle disse Partier ere naturligvis utilfredse med denne min Stilling; men da jeg ogsaa i dette Stykke har Grund til at tro, at ethvert Parti som saadant er eensidigt, og at det practisk Sande paa een eller anden Maade vil fremgaa af det Berettigede i hvert af Partierne, saa føler jeg mig just ikke synderlig anfægtet for jeg har Saamange imod mig. Jeg maa nemlig ogsaa have for Øie indtil en vis Grad at blive læst, og kan saaledes ikke — selv om jeg i Virkeligheden kunde — være strængt videnskabelig, og da jeg nu heller ikke kan vende tilbage til de Danske Kjødgryder, og heller ikke finder nogen enkelt Dialect almeenngyldig nok, og heller ikke, som de Fleste maaske med Rette gjøre, kan beqvemme mig til at lappe et Norsk Ord nu og da ind paa Sproglegemet: saa er jeg henvist til denne min Stilling, som man f. Ex. af Digtet Pag. 127 vil see jeg af gode Grunde ikke kan finde’ synderlig behagelig; men hvorfra jeg har de bedste Udsigter til ret snart at blive udhungret (see som Ex. Digtet Side 192). Men isaafald gaar jeg heller over til det Britiske Literatursamfund end tilbage til det Danske; for jeg kan gjøre mange Ting kun ikke den, at drive min egen Udviklingsstrøm tilbage til sin Kilde. Men med dette kan jeg ligefuldt erkjende, at mine Modstandere maaske have ligesaameget Ret i sin Opfatning som jeg, og just netop fordi jeg erkjender dette, tager jeg min hele Stilling og den hele Sprogsag fra et vist humoristisk Synspunct, uden derfor at min Kraft og Villie paa mindste Maade bliver svækket. Tiden kan alene afgjøre hvem der har Ret, om Nogen ellers helt og holdent har den. Den endelige Ret bliver vel ogsaa i dette Stykke, at ethvert Parti faar en liden Anpart i den. Mere liberal, kjære Læser! kan jeg dog umulig være. Det staar nu til dig at være ligesaa liberal.
At en slig Sprogbevægelse har sin Betydning falder vel Ingen lettelig paa at benægte, ligesaalidt som at benægte det Rimelige i, at ogsaa vi Norske som en Nation trænge til en særegen national Form. Ja man kunde vel endog finde en Mening i, at ogsaa jeg personlig følte denne Trang. Der være nu Mening eller ikke i dette, saa er det lige vist, at jeg ikke kunde, som jeg etsteds i „Dølen“ sagde, føre over mit Hjerte ofte at hugge Hoved og Extremiteter og skamskrue Rygraden paa mine kjære Norske Ord for at faa dem til at passe ind i den danske Sprogdur. Den naturlige Toneart maatte anslaaes, og denne fandt jeg da i Sprogets gamle og for det meste endnu levende Diphtonger, i Gjennemførelsen af de stærke Verber samt i de ligeledes levende trende Kjøn, med al den øvrige Vocalisme som disse Ting mere eller mindre ubønhørlig førte med sig. Er denne Grundtone først funden, tenkte jeg, saa kan man Tid efter anden, alt som man føler det nødvendigt og muligt, trække ud Stemmer f. Ex. en hver Menneskealder, indtil man omsider kan spille med fuldt Orgel. Her er det nu, at Tact og Conduite maa afgjøre, hvor snart en ny Stemme kan trækkes ud. Jeg selv har heelt eller deelvis stukket somme Stemmer ind igjen her i denne Samling, f. Ex. i den store Femininsrække, der i den bestemte Form endes paa i, saasom Jord, Jordi (udt. Jore), Ferd, Ferdi, Aand, Aandi, Magt, Magti, Nott, Notti (Nat), Bot, Boti osv., idet jeg, for ikke altfor meget at forskrække det uvante Øie af og til har udfyldt denne aabne Femininform med den masculine Endelsen en (Oldnorsk in) og undertiden efter Udtalen med et e. Det dobbelte masculine n og det enkelte feminine n ere her for det meste udslidte, medens de i Dansk og tildeels i Svensk ere forvirrede sammen, hvilket mere end noget andet maa have bidraget til at udslette Forskjellen mellem Masculinum og Femininum og flaa dem begge sammen til et Fælledskjøn. I Femininendelsen paa a, f. Ex. Gjenta, Gata, er ogsaa n afslidt; men dette sonore a taales bedre end det noget tilspidsede i, hvorfor ogsaa Sprogaanden her paa Østlandet, i Analogi med Svensk, giver disse Femininer paa i en a Udgang i den bestemte Form, f. Ex. Møy, Møya, Øy, Øya, Bot, Bota, Vik, Vika, Slett, Sletta, Mark, Marka, (ikke Møyi, Dyi, Boti, Marki, Viki) o. s. v. Med min Tilbøielighed til at give alle Parter Ret har jeg vaklet imellem alle disse tre Former i disse Femininer, alt forresten eftersom jeg antog, at Læseren paa det givne Sted kunde taale det. Pronomener og andre Ord, der efter den Norske Udtale begynde med et kv, har jeg ogsaa efter Oldnorsk Vis her skrevet med hv, f. Ex. hvi, hvo, hvem, hvad osv., hvit, hvile osv., (kvi, kvit, kvila osv.) Vore velklingende Substantivendelser ir, ur, ar, er, har jeg ligeledes af de anførte Grunde her indtil videre reduceret til ar og er, ligesom jeg ogsaa snart har brugt har og snart hever (udtales heve); stundom ogsaa Fare for Faare, klar for klaar, Trang for Trong, Sang for Song, Gang for Gong, hun for ho eller hon og mange andre tilsyneladende Smaating, som høre med til Sprogets Lydstof og Harmoni. Disse og flere Ting, som jeg her ei kan opregne, ville forresten Tid efter anden komme til sin Ret, al den Stund de vedblive at leve paa Folkets Læber. Med de mange stumme d’er, som for Etymologiens Skyld maa være med, er jeg for den uøvede Læser maaske værst faren. Naar han hører Sproget, kjender han det mere eller mindre igjen som sit eget, for det er meent paa at være et Udvalg af det meest Almeengyldige i hver saakaldt Dialect; men naar han skal læse det, studser han som rimeligt maa være i Begyndelsen. Det er Tid og Øvelse og maaske enkelte særegne Lydtegn i Alphabetet — f. Ex. til den gjængse Lyd mellem o og aa — som her maa komme til Hjælp. Og saa maa der først og fremst et godt Skjøn til. Men ved saaledes at gaa paa Afprutning kommer man let ind paa den bekjendte Syllogisme, hvorvidt man kan gaa med at rykke Haarene af en Mands Hoved, før han kan siges at være skaldet. Et Punkt maa sættes, og dette har jeg hovedsagelig sat i Sprogets mest musikalske Grundlyd (Diphtonger), og stærke Verber, samt i den naturlige Kjønsinddeling og de med disse Ting nærmest i Forbindelse staaende Nødder, udaf hvilke Ordformer naturlig kunne dannes efter det fremskridende Behov, ligesom ogsaa at Sprogmassen Skridt for Skridt uden Mislyd da kan optage alle i Sproget forhaandenværende Ord. Det er de forholdsvis rene Sprogrødder i Tysk, som muliggjøre den naturlige Lethed i at danne tyske Ord, en Lethed, som er umulig baade i Fransk og Engelsk og Dansk, fordi Lydaabningen i disse Sprog ligesom er sammenkneben, og den organiske Sprogudvikling forholdsvis standset. Vore Norske Sprogrødder ere derimod fremdeles aabne og rene, og saaledes muliggjøre en fast uendelig Sprogvext. Det samme er for en stor Deel Tilfældet i Svensk, men der har man rigtignok, mest efter Trediveaarskrigen, foretrukket at klistre udenlandske, anorganiske Bestanddele ind paa Sproget, istedetfor organisk at udvikle det, ligesom ogsaa at Diphtongerne allerede i de fleste gamle Skrifter vise sig at være faldne ud af det Svenske Sprog. Men Sprogets mange antike a’er gjøre denne store Mangel paa Musik mindre følelig, hvorimod det Danske Sprog for Velklangens Skyld har seet sig nødt til at skabe sig falske eller consonantiske Diphtonger, f. Ex. i det bekjendte „Gøie Stei“. Gauke Steik, blev nemlig først gjort til Gøge Steg, og saa dette igjen moullieret til „Gøie Stei.“ Naar man stopper den naturlige Kilde, maa en unaturlig bryde frem. Ordene Vei for Veg, Tøiler, for Tyglar, Bøile for Bygle, beile for bidla, seire for sigra, seile for sigla, bebreide for bregda ere analoge Exempler paa det samme, og ligeledes Udtalen af Pronomerne „jei, mei, dei, sei“ osv. At stave og udtale paa denne Maade er nu en grammatikalsk Norm, og et godt Sprog endog for Norske Folk! Vanen har her været den Kjæreste Familie, som har tvunget Erasmus Montanus til at afsværge sin Tro paa at Jorden var rund. Vanen gjør det Sure Sødt. Chineserne finde jo vor Musik hæslig og sin egen skjøn, hvorimod vi ere af en modsat Mening, og tro at have Naturens Lov for os.
Det Danske Sprog er jo naturligvis ellers et baade smukt og godt Sprog. Ethvert Sprog, hvori Geniet af en heel Nation har udtrykket sig, maa altid være smukt og godt, og enhver genial Mand kan altid med Fuldendthed udtrykke hvad han vil i sit Modersmaal, om dette fra et comparativt Sprogstandpunct end er det fattigste. Paganini kunde jo, er det sagt, spille bedre paa een Streng end andre Virtuoser paa alle fire. At man paa Spillet ikke kunde mærke, om der sprang en Streng for O. Bull, det har jeg tidt hørt. Dette være nu ellers som det vil, vist er det, at jeg ikke kan klage over det Danske Sprog, uden med det samme at erklære, at jeg ikke er Herre over det. Men derfor kan jeg endda godt føle, at det særegent Norske ikke finder sit Udtryk i det.
Det bliver nu Spørgsmaal om, hvad de Danske kunne bringe ud af dette sit skjønne og gode Sprog som Indlæg i denne skandinaviske Proces. Faa de som hidtil os med paa Kjøbet, saa bliver det, iallefald qvantitativt, ligesaameget som det Svenske Indlæg. Her er mange gode Norske Mænd, som tro, at dette literært som politisk vilde være det bedste; for de frygte det større og, som de derfor mene, absorberende Sverige. Jeg tror nu, at den endelige Frelse for disse tre Folk ligger i at kaste sig modige ind i denne Proces, først literært og siden i Tidens Fylde politisk, hver haabende paa, at hans iboende Naturkraft nok vil gjøre sit Gjennemslag. Men idet jeg som en Mand fra det mindste og mindst udviklede Land mødigen foreslaar dette, maa jeg ogsaa — selvironisk forstaar sig — gjøre mine større Medprocederende opmærksomme paa den historiske Kjendsgjerning, som rigtignok staar i Forbindelse med Folkevandringer og Erobringer, at Bjergfolkene lig Bækkene have udbredt sig nedover Dalene og Sletterne. Jacob Grim viser paa flere Steder hen til dette Factum, og i sin „Geschichte der deutschen Sprache“, 2den Udgave, Pag. 581, lægger han til: „Og ligeledes fortjene Bjergenes og Høidernes Sprog at seire over Fladlandenes.“ („Auch verdient die sprache der berge und höhen zu siegen über die der flachen ebene.“)
- Christiania i Decbr. 1863.
Indholdsliste.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |